Langt hjemmefra //Åbent//

//Det er helt okay, må jeg laver et hop i tiden?//

//Jaja ^^//

//Cool ^^ Takker!//

Liam vågnede og strakte sig over lagnet. Han gryntede og rullede om på siden for at sove lidt længere, puttede dynen ind mellem sine knæ. Han nåede næsten at falde tilbage i blund, før han kom i tanke om, hvor han var. Han gav et spjæt, der vendte ham tilbage om på ryggen, og så op i loftet, mens erindringer fra den foregående dag vendte tilbage. Der var lyst i værelset. Luften var ikke, som han havde forventet, den var ikke ubehagelig og overren. Den var bare frisk. Sådan var dynerne også. Det var godt! Han huskede på ækle beskrivelser af det hvide, nøgne hospital med lamper i loftet, der skjulte folks skygger…

Bortset fra, at han aldrig havde hørt sådan en beskrivelse. Hvad var nu det? En stump af noget, han ikke kendte, hvorfor vidste han det så? Hvad var det, spørgsmål fyldte hans hoved et øjeblik..

Men han havde ikke tid til at tænke over det her pludselig input, som han helt havde glemt kom fra nattens mærkelige drømme. En blid skrabende lyd fik ham til at dreje hovedet. gardin blafrede let til højre for hans hoved, og han kiggede på det, fascineret af de bløde bevægelser, der mindede om tang i bølgegang, og så alligevel ikke. Der var nok et vindue bag gardinet. Eller det måtte der næsten være. Han syntes at høre lyde udefra, men var alligevel ikke helt sikker, før gardinet løftede sig lidt og afslørede en vindueskarm. På sengebordet stod en læselampe og hans tallerken fra aftenen før. Hans krus stod der også. Der var løbet en stribe kakao til omtrent midt på kruset, hvor den så var tørret ind. Liams lidt tørre læber skiltes. ”Anna,” åndede han uhørligt.

Anna Rose åbnede døren ind til Liams værelse, hun havde været nød til at flytte ham ovenpå og væk fra akvariumet og ind i et nyt værelse med et vindue, hun havde taget de ting der havde været i rummet med så Liam ikke ville blive så forvirret.

Anna Rose var lige kommet på arbejde igen og havde poser under øjne fordi hun havde været på overarbejde om natten og mødt tidligt ind om dagen, men hun var nød til det for at tjene nogen odenlige penge, hun havde ikke lyst til at bruge dem på bankkontoen...

Anna Rose gik ind på værelset og havde en lille vogn med vegetar morgenmad med og så hen på Liam der var i sin seng og så sig rundt, hun smilede blidt og lukkede vognen og gik hen til ham "Hej hvordan har du det" sagde hun blidt og så roligt på ham

Døren gik op, og Liam satte sig op og gned sine øjne, mens et smil bredte sig over hans mund, for det var Anna Rose, der var kommet ind. Hun så ham noget træt ud, men på en okay måde. (Hvordan det var muligt vidste han ikke. Han havde før tænkt, at mørke rander under øjnene var grimt, men på Anna Rose så det ganske almindeligt ud.. Ikke ophidsende vidunderligt, men heller ikke frastødende. Han tænkte et øjeblik på, hvordan nogle kunne være pæne og græde på samme tid. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men han havde da veninder, der kunne det alligevel. De hævede ikke op, de fik bare perlende tårer. De blev ikke røde og trætte, de blev bare lidt fugtige. Han havde set det, da de havde trænet til landgangen.)

Foran sig skubbede hun en vogn, og på den stod der tallerkner. Liams øjne gled fra hendes ansigt til tallerknerne, og han kunne ikke sige, at han ikke blev glad for at se, at hun havde taget mad med. ”Godmorgen,” sagde han og hans smil blev bredere ”Jeg har det vildt godt!” han kastede sine arme op i luften og slog dynen af sig. ”Det er virkelig helt utroligt.” Han lænede sig frem mod hende, ”Jeg føler mig helt frisk.. Og hvad med dig?”

"jeg er lidt træt fra over arbejde men ellers har jeg det fint" sagde hun og kørte vognen hen til ham "Men hvis du har det fint kan du være du bliver udskrevet fra Hospitalet idag så du kan komme videre" sagde hun med et smil og satte sig i en stil og så stille på ham ,hun vidste ikke hvordan Liam ville reagere på det her, ville han blive glad for endelig at komme udenfor eller trist fordi han ikke ville udenfor.

"Hvis du vil havde det kan jeg måske hjælpe dig med at komme hjem igen" sagde hun med et stille smil og så på ham "Jeg skal bare gøre mit job her færdigt så jeg kan tage en lille ferie og så kan vi finde ud af noget"

Liam nikkede ivrigt, komme videre virkede ikke halvt så skræmmende nu, hvor det var lyst udenfor og han havde sovet skønt. Faktisk virkede det næsten som en spændende opgave, find hjem fra Amerika, hvilken udfordring. Og han vidste, han var dum, og at han ville mene alt andet end det i morgen.

Så sagde Anna Rose noget, der fik Liams hjerte til at slå en enkelt gang i hans hals. Hjælpe ham hjem. Han kunne næsten ikke forstå det, at han lige havde hørt de her ord. Han åbnede og lukkede munden som en fisk på land og kunne ikke få så meget som en lille bitte stavelse frem i hvad der føltes som meget lang tid. Endelig fandt han talens brug igen, men pludselig vidste han ikke, hvad han skulle sige. "Ej," stammede han, og derefter "Jamen.." mens hans grønne øjne strålende fortalte, at han var rørt meget, meget dybt. "Mener du det?" hviskede han med store øjne. "Sådan seriøst?"

Anna Rose smilte og nikkede "Jeg kan leje en båd og vi kan sejle så langt vi nu skal, jeg kan tage nogen af dem jeg kender med så jeg ikke bliver ensom på vejen tilbage, og du kan endag komme og besøge os hvis det er" sagde hun med et varmt smil

"Men først skal vi være helt sikke du er helt i top" og med de ord satte hun talleknen på en senge bakke og sætte den foran ham med et smil "Der også kakao, selvom den ikke er varm lige nu" sagde hun og smilte veneligt.

”Fantastisk,” sagde Liam hæst og rystede på hovedet, som om han var helt overvældet. Det var han også, for det var så fantastisk, at han næsten ikke kunne tro på det. At hun ville sejle med ham hjem. Han var så overvældet, at han end ikke kunne tænke på de mange komplikationer sådan en rejse ville give. Han kunne bare forsøge at forstå, at hun virkelig ville gøre det for ham. Hans smil var lige dele knust og lykkeligt.

Som om han var ved at flyde over af glæde og samtidig en indre tristhed, måske bare fordi han var rørt. Det var svært at sige. Hans grønne øjne søgte hen over dynerne og hans hænder knugede lagnet et øjeblik, så hans knoer lyste hvidt gennem fregnerne. Igen rystede han på hovedet og smilede, ”Anna Rose…” sagde han stille, som bare for at gøre hende glad.

Han kiggede på tallerknen og smilede til hende. ”Det er virkelig, virkelig pænt af dig.” sagde han, da han havde genfundet mælet. ”Tak” Han tog imod kruset med kakao og tog en stor slurk, som han lynhurtigt fik galt i halsen. Spruttende og hostende slyngede han benene ud over sengekanten og tørrede sig over munden med underarmen. Han smilede, mens hans øjne blussede med en sær, spændstig glæde.

Anna Rose bliv glad for at se han gerne ville hjem, han virkede virkelig som en der havde hjemve og selvom hun ikke forstod den følelse ville hun gerne hjælpe ham hjem.

Hun kunne se Liam fik kakaoen i den gale hals og satte sig op i sengen ved sidden af ham, tog en hånd på hans bryst og slog lige så forsigtigt på hans ryg det rigtige sted så den ubehalige fornemelse gik væk.

Hun strøg stille han ryg og smilte "Sådan, bare tag det rolig og prøv så igen" sagde hun og gav ham kakaoen "Tag en mindre tår og husk den er kold"

"Tak," boblede Liam smilende, og tørrede sin hånd af i sin overarm, før han igen tog en tår af kakaoen. Det gik bedre denne gang, og hans øjne smilede over krusets kant et øjeblik som tindrende grønne stjerner. "Det er også godt, når den er kold!" En tilfældig bemærkning, men det var sandt. Han kiggede på hende.

Hans mund bevægede sig, som om han ville sige noget, men ordene blev ligesom siddende, som om de aldrig havde været helt færdige. Han slog ud med hænderne og lagde hovedet på skrå, røde krøller faldt over hans pande. Smilet på hans mund var mildt og måske en smule bedrøvet. "Jeg ville bare spørge, hvad du laver.. Du ved, ud over at være sygeplejerske." Han rejste sig op, lidt tøvende. Hans øjne søgte rundt i rummet efter hans shorts.

"Men altså, jeg skal vel videre, ikke?" Hvorfor havde han formuleret det som et spørgsmål? Måske fordi han ønskede, at hun ville sige noget. Et eller andet. Hvad som helst. Men før hun fik tid til det havde han slynget næste spørgsmål ud. "Må jeg få dit nummer?" Rødmende kiggede han på hende. "Du ved, hvis nu jeg kommer forbi en telefon eller sådan noget. Jeg har ikke rigtigt andre at ringe til end dig."

"Jeg arbejder som tjener og studere magi" sagde hun og smilede "Men har du ikke et hjem at med en telefon?" spurgte hun bekymret og så stille på ham.

Hun havde lagdt helt nyt tøj i hans størelse på vognen og rækte dem til ham.

//undskyld den ikke er så lang//

//Det er bare helt i orden!//

"Tak," sagde han og tog imod tøjet. "Nej, jeg.. Er lige kommet. Jeg er ikke herfra, jeg.. Det er en lang historie." han satte sig ned. "Jeg er blevet væk hjemmefra. Måske kan man sige, at det ville være lidt ligesom hvis du nu blev taget af en tornado her.. Så blev jeg taget af strøm og vind, og jeg kom altså hele vejen over Atlanten sådan." Han kradsede sig i nakken og glattede med den anden hånd tøjet, der lå i en pæn bunke over hans lår nu.

"Altså, jeg plejer at bo lidt udenfor Irlands kyst, og så går vi til tider ind på land. Altså, vi har jo muligheden, ikke? Vi bor så tæt på, og det er så nemt. På den måde lærer vi om jeres verden. Det er ikke længere bare sådan, at vi kan bo alene i dybet, for I mennesker er begyndt at svine frygteligt. Der er sågar nogle af os, der får rigtige menneskeuddannelser, men de glemmer ikke, hvor de kommer fra. Men ej, jeg er ude på et sidespor.. Det var efter en landgang, faktisk var det min allerførste gang. Der mødte jeg så en elver, ikke.. Eller, han var sortelver, men han sagde, det ikke betød så meget.. Så altså, jeg tog op for at besøge ham igen, og.. øh.. " Han havde ikke lyst til at gøre hende oprørt, så han sprang Nikos død over.

"jeg kom ret sent derfra, og så drev jeg altså til havs.. Så.. Nu ved jeg ikke rigtig, hvor jeg skal gå hen."

Anna Rose nikkede betænktsom og smilte "Alser der ligger et center for hjemløse her i nærheden hvor du kan få ly og mad... men det går nok ikke nogen spilder måske vand på dig" sagde hun og så tænkene ud, hun var bekymret for Liam og fik så en god ide.

"Hør nu hvor jeg studere magi kan vi så ikke lave en aftale, jeg giver dig et sted at bo og du lære mig så meget om din race som muligt" sagde hun med et varmt smil "Jeg kan sikkert skaffe dig et hjem der billigt for mig men stort nok for alle de ting du har brug for, og når vi så finder ud af hvordan vi får dig hjem kan jeg bare sælge stedet" sagde hun med et smil

"Det er virkelig sødt af dig!" udbrød Liam beæret, og sugede hendes smil til sig. "Det ville bare være fantastisk, men altså.." Det var ikke fordi der var problemer. Slet ikke på nogen måde. Han ville gerne have hendes hjælp, og han ville gerne lære hende alt i hele verden, selv om han ikke vidste, om det egentlig var tilladt for ham. Folkets beskyttelse stod altid over alt andet i hovederne på De Ældre. Ingen må vide, vi findes, sagde de så tit, bange for menneskenes skibe, menneskenes øjne. Hvis de ved, vi findes, går vi til grunde, sagde de, igen og igen.

Så ville alt gå til grunde ja. Den dag, de finder os, vil de vide om vores verden. Både over og under havet. Og de vil vide, at de ikke er alene. Men Anna Rose var ikke som andre mennesker. Hun var god, hun var klog og hun var sød. Liam kunne ikke komme på et eneste grimt ord om hende, og hvis andre kunne, så ville han gerne se dem til en simpel nævekamp, tænkte han et øjeblik, før han igen tog højde for, at han var en rødhåret blegfis, ganske vist høj, men stadig en smule splejset.
Så en duel i magi, altså. Der kunne han også være med, det var han sikker på.

”.. Må jeg ikke vende tilbage hertil så vi kan snakke? For det kan nok dårligt betale sig at finde et sted at bo, hvis jeg skal hurtigt hjem..”

"Ja, men det kan alser tage tid at få dig hjem Liam, jeg skal gøre klar til turen og om vi skal sejle eller flyve ved jeg ikke" sagde hun og så på ham "Så jeg tro det ville være bedst hvis jeg bare fandt et sted du kunne bo, jeg lejer det ud senere, men du behøver ikke fortælle mig noget hvis du ikke må" sagde hun med et smil "Min mentor ved måske allerade noget hun kan lære mig" sagde hun og klappede hans hoved "Jeg lader dig skifte nu okay, og så finder vi ud af noget"

Anna Rose rejste sig og gik hen til vognen og begynte at skubbe den mod døren.

"Super," sagde han til hendes smalle ryg, og ventede til døren var forsvarligt lukket efter hende, før han begyndte at trække sygehustøjet af. Det var blevet krøllet natten over, og han forsøgte forgæves at lægge skjorten nogenlunde pænt sammen, før han også trak bukserne af. Hurtigt skiftede han til et par nye, stribede underbukser, som han hev ud af den lille tøjdynge. Han tog det andet tøj i øjensyn. Et par sandfarvede lærredsbukser og en hvid T-shirt. Meget almindeligt, så vidt han kunne bedømme, men han anede det ikke. Der lå også et par sorte sokker, som han trak på, før han stak den første fod i et bukseben. Stoffet kradsede et øjeblik, så blev det faktisk ret behageligt, og det viste sig, at de passede som var de syet til ham. Den eneste indvending var, at de var lidt knappe i længden, men det var ikke noget, der betød noget, og slet ikke noget, Liam selv kunne se. Han så ned over sin fregnede mave og tænkte, at hans ben faktisk så ret pæne ud, selv om det måske ikke var hvad en dreng skulle sige om sig selv. På den anden side var han ikke vant til ben, han måtte godt være begejstret.

Trøjen passede også perfekt. Den var tilpas løs til, at han ikke følte sig udstillet, men ikke så stor, at han svømmede i den. Et øjeblik overvejede han, om han skulle stikke kanten ned i bukserne, eller om det ville være mærkeligt. Han havde set piger, der havde det sådan, og mænd, men måske var det kun skjorter?

Anna Rose kom ind efter noget tid og smilte stille "Har du nogen bedere sko end de klipklapper" sagde hun og pegede på klipklapperne foran hans seng, hun gik stille over og rattede lidt af hans tøj og smilte veneligt "Sådan".

Anna Rose var faktisk stolt af sig selv, siden hun var blevet læge var hun ikke længere bange for at gå nær menesker og det føltes nærmest nærtuligt at lave små snakkeriger eller bare gå med dem, også selvom det var noget hun ikke havde gjordt i lang tid.

"Nej," Han smilede skævt, "Jeg har ingenting overhovedet.. Men altså.." Han tog dem på. Det så mærkeligt ud med sokker i badesandaler. Han vrikkede lidt med tæerne og satte sig ned og trak sokkerne af. "Hvis du vil give mig et nummer, så jeg kan ringe til dig.. Så har jeg i det mindste det!"

Han kom på benene og stak sokkerne i lommen. "Det behøver altså ikke være dit hjemmenummer, hvis du ikke vil give det, det kan bare være hertil eller sådan noget.." Han smilede. Han havde smilet næsten konstant siden de mødtes, tænkte han og smilede endnu bredere, selv om han var ved at have en smule kolde tæer i forhold til den fagre nye verden, der lå udenfor det vindue, hvor gardinet stadig vajede stilfærdigt.

Anna Rose nikkede og gav ham et kort med sit nummer på og smilede !Jeg bare bekymret for dig, hvis du ikke har noget sted at sove og ingen penge til at spise hvad vil der så ikke ske" sagde hun og så bekymret på ham.

"Så går jeg til hjemløsestedet først," sagde han, og syntes hans egen stemme lød skræmt, "og så kommer jeg her, hvis alt andet fejler.." Han smilede, men hans stemme var helt rystet. "Men det gør det ikke," sagde han fast. "Det bliver godt, det lover jeg, Anna.."

Hans ansigt forandrede sig, og blev mere skarpt, mere bslutsomt. Han ville være sikker, og det blev han. I hans årer rullede blodet, og vandet, der var hans elememt, men der rullede også en ild, han ikke kendte, og som gav ham pludselig styrke, nu hvor den var vakt til live. "Jeg spørger på havnen, hvor lang tid det tager at sejle over til England, og om der er nogen, der kommer forbi snart.."

"Jeg tro ikke mange sejler, jeg tro folk flyver Liam" sagde hun og så bekymret på ham 2Og hvad nu hvis nogen af de andre hjemløse er våde og de bumber ind i dig, hvad sker der så"

"Men hvis jeg flyver, skal jeg finde vej fra lufthavnen og ned til havet," begyndte han, og tav så, mens hun kom med en frygtelig tanke. Hans øjne blev mere runde, og det løb ham koldt ned ad ryggen, men han bed tænderne sammen, og sagde med afslappet stemme:
"Det bliver okay, bare rolig."

Tænk positivt, sagde han til sig selv. Tænk positivt, tænk positivt, tænk positivt. Ellers går det galt. Og han så på den positive side. At hun sådan bekymrede sig for ham. Han stak hænderne i lommen og følte den lille seddel med telefonnummeret. "Du skal ikke bekymre dig for mig." Og han smilede stadig, strålende øjne, fordi hun overhovedet spurgte til ham.

Anna rose nikkede stille og så ned "Okay så, bare du kan finde ud af det, pas nu godt på dig selv okay" hun holde døren for ham og smilede.

Han fulgte med hende til døren. Hun holdt den, og han fik pludselig en klump i halsen, for i det lyse værelse var hun så yndig og fin og lille, og da han gik forbi hende kunne han ikke lade være med at lægge mærke til hendes udtryksfulde øjenbryn og hendes grønne øjne.

Ude på gangen vendte han sig imod hende og greb hendes hånd med begge hænder. Et øjeblik så han ligesom forbi hende, mens han smilende fik stemmen igen, så mødtes deres øjne, og han trykkede forsigtigt hendes lille hånd.
"Tak, Anna Rose," sagde han hviskende men fuldstændig hørligt. "For alting.. Jeg håber, du ved, at du er.." han rømmede sig, skjulte det med den ene hånd, stadig med hendes i den anden. "Ja, ehm, duerdejlig.."

Han slap hendes lille hånd og så væk.