Utopia - Millicent (!)

Hun kiggede på den lille kugle. For anden gang i sit liv ,så hun denne lille finurlige kugle og den var ligeså smuk som hun huskede den...og nu også praktisk!
Hun gik helt hend til Stephen og havde sin mund tæt ved hans øre da hun hviskede " Så sætter jeg min lid til du holder mig varm, vi spadserer" smilede hun og begyndte at gå.
Gaderne var stort set affolket nu, ikke mange var ude.Dog var der enkelte sikkkelser fra tid til anden, der sikkert skulle ned i en lokal købmand og hente smøger, chokolade eller gummi.
Hun snusede ind...luften var mild og virkede så underligt ren, hvad den ikke burde midt i en by.
Efter lidt tid...og lidt små snakken ...nåede de frem til stranden...og Millicent sparkede skoene af.
Selv om sandet langt fra var varmt, som om dagen...føltes det alligevel dejligt under hendes tær.
Hun trak Stephen med ned, tæt ved kanten til vandet.Og droppede deres ting ned der.
" wow...det er smukt vandte, det ligner det er sort...med glimmer"

Stephen nikkede tænksomt for sig selv. "Hvad er der med kvinder og glimmer?" Han greb fast i Millicents skuldre for at sparke sine sko af, men også for at få hende til at blive, for da begge sko var af, greb han fat i hende og svang hende op i sine arme og satte kursen mod det sorte glitter. Da han var kommet ud til hvor vandet gik Stephen omkring livet, slap han hende og lod hende ramme vandet, med mindre hun klamrede sig fast til ham.
Måske var vandet ikke brænd varmt, men nærmere direkte koldt, men det bekymrede ikke Stephen, der mente at de nok skulle få varmen ellers skulle der bare lidt trylleri til og så skulle det hele nok gå. "Jeg skal nok holde dig varm og i live, men jeg har ikke sagt jeg vil holde dig tør." Et stort fedtet smil lå på hans læber, mens han bakkede væk fra hvor han havde smidt Millicent. Han havde ingen planer om at flygte, det ville jo ikke være sjovt, men at se hvor meget Millicent skulle anstrenge sig for at få ham under vandet ville han gerne se.

Hun fnes." Jeg tror faktisk at MacLavender er mere glad for glimmer end jeg er" delte hun glædeligt ud af total intetsigende information om modeverdenens store ikon.
Hun glædede sig til at møde ham igen...og Rose, som hun vidste var ved at sy en ny stribe bedårende kjoler til hende.Den kvinde var wicked med en nål og tråd.Specielt en i sølv, glædede Millicent sig til at se.Hun lod Stephens større sig til hende, så han kunne få skoene af , og var godt nok ikke forberedt på hans lille attack, da han svingede hende opmi sin favn.
" Hey hva...åh...nej..du ka tro nej.Sæt mg ned Stephen...sæt mig ned"
Hvinede hun , imens hun holdt om hans hals og sprællede med hendes ben.Men lige lidt hjalp det.
" Nooo....dont you dare!" skreg hun , da han stod i vand til livet og lignede en der ville slippe hende.
" nænner du virkelig det? Neeej, jeg bil gøre alt...alt" hylede hun og....* plump* røg hun ned og under den mørke kolde vand.
Hun dukkede op til overfladen igen, og tørrede hår og vand væk fra ansigtet, imens hun gispede efter luften.
Damn...det var koldt lige til at starte med...men lidt efter lidt føltes vandet mere tempereret.
Hun svømmede over til Stephen, g gav ham et par sprøjt med sin hånd.Bagefter sømmede hun rundt om ham og forsøgte et snigangreb, hvor hun bagfra brød helt op igennem vandets overflade, greb i hans skuldre og med hele sin krops vægt, forsøgte hun at ælte ham ned, ned i vandet til hende.

Det forventet kom. Millicent prøvede at få ham under, men han var parat, mere end parat. Hun skulle ikke tro at hun så let kunne slippe af sted med sine gøremål. Da hun pludselig sprang op af vandet, hvilke der ikke var meget ninja over, snurrede han rundt så hun frem for at lande på hans side, som tydeligt havde været hendes mening, sprang lige i favnen på bjørnen, der slog armene om hende og gav et knus. "Er du kommet for at sige tak, det er jeg glad for." Det fedtet smil ville ikke forsvinde. Han pressede kort sine tørre læber mod hendes våde, før han slap hende. "Better luck next time."
Stephen prøvede at befri sig fra Millicents greb, så han kunne få et par meter mellem dem, så han igen kunne holde øje med hende og eventuelle angreb af nogle art. Der var en del fordele i vandet. Det larmede af pokkers til, men det sløvede på den anden side også deres bevægelser, hvilke kunne være både godt og dårligt. Det var en fordel for Stephen, da Millicent skulle bruge overraskelsesmonumentet hvilke hun umuligt kunne få. Fysisk var han sikker på at han var stærkere end hende så det ville ikke blive et problem, med mindre hun brugte ufine tricks.

Årh...så strid han var! Surmulende kyssede hun ham og et lille smil ville ikke rigtig væk.Men det var ingen ting imod hans! Ihh...han skulle få, skulle han.
" Selvfølgelig takker jeg min herre" drillede hun og dukkede igen under vandet , for at svømme lidt væk.Hun holdte vejret så godt hun kunne og svømmede i retning af ham igen...så stille det lod sig gøre under vand.
Da hun endelig dukkede op, var det ved hans ben.
Hun greb fat om hans skinneben og lod hænderne krype opaf, som var hans ben et reb, hun skulle op af for at komme i mål.
Da hun var påbhans lår, oh hænderne stadig i bevægelse, kiggede hun op på ham, vandet drev af hendes ansigt, og håret hang i lange våde tjavser..." Stephen....hjælp mig lige...tag mig op" sagde hun som et kælent barn, der havde brug for hjælp til at komme op og stå.

Stephen var mere end tilfreds med det hele. Det kunne ikke blive meget bedre og selvfølgelig gjorde Millicent endnu et forsøg så snart hun fik muligheden. Godt nok var vandet koldt og egentligt ikke så behageligt, men det betød ikke at han ikke kunne mærke. Hendes fingre der gled op af hans ben gav en ubehagelig kuldegysning, som han forsøgte at holde inde imens sekunderne gik. Da hun brød overfladen, stod han stadig hvor han hele tiden havde gjort det, dog med et lidt mindre smil om læberne. "Næ nej, ingen skal op på højde med mig." Lød svaret imens han stak snuden i vejret i et sekunder og begyndte at bakke tilbage eller ville have gjort det, hvis det ikke var fordi hun havde fast i hans ben. Det ville bare gøre hendes chancer bedre hvis han begyndte at bakke, så han blev stående hvor der var bedst chance for at han blev stående. "Så naiv og god troen er jeg heller ikke. Forsøg igen, sidste chance." ... eller hvad? Åh ja, der var problemet. Han var endnu ikke sikker på hvad han så skulle gøre, men kommer tid kommer råd.

Åhh...hvor skuffende. ikke den ønskede reaktion.
Han var lidt af en hård nyser, når det kom til stykket. Åbenbart.
Hvor interessant, tænkte hun og lod sig forsvinde under overfladen. Vandet føltes dejligt nu...og skønt at bade i.Fordi det hele var mørkt og man ikke havde en god synssans, var det som de øvrige kompenserede for mangel af denne, og blev stærkere.Hun rejste sig op, og gikmlangsomt over mod ham.Millicents top klistrede tilbhendes krop og grundet vandet, var den nu det lille stylle længere, hvilke passede hende fint da hun kun var iført trusser.Nu klistrede den ,svøbte sig om hendes former , både for og bag.
Hun strøg sin hånd igennem det lange hår, fjernede de fleste viltre lokker fra ansigtet og stod nu foran sit mål.
Hun lod hænderne gå fra hans bryst op til hans skuldre og stillede sig meget tæt på ham.
" Jeg tror det er på tide du kysser mig...vil du ikke nok" bad hun stille.

Taktikken blev tydeligvis ændret. Ikke noget undervandsdykkeri. Med øjne på stilke kiggede Stephen efter Millicent der gled igennem vandet næsten som en svane, selvom hun manglede nogle fjer hist og her. Der gik en let gysen af kulde igennem ham, da han mærkede hendes kolde hænder mod hans brystkasse, men det hjalp en smugle at skjorten beskyttede. "Aha, hvorfor tror du det?" Hun havde muligvis en plan, men han kunne ikke fortsætte med at være paranoid hele aftenen, så han håbede på at han ville kunne holde sig over vande. Sikkert lage han armene omkring hendes talje og trak Millicent helt ind til sig, mens han lænede sig en smugle frem for at nå hendes læber.
De var stadig iskolde mod hans, men de var bløde, varme og næsten sprøde at berøre. Stephen nød de, ingen tvivl om det, men han mente ikke han kunne tillade sig at forsvinde helt i kysset, man kunne aldrig vide med den kvinde.

Hænderne fandt kortvarigt hans hår og nussede lidt ind i det.Det kunne næsten minde om frisørend blide med faste massage af hovedbunden.Hun så ham ind i øjnene og opfangede at måneskind næsten lå som et tynd slør i dem...ellers var det vandet der reflekterede noget genskær?
" Fordi jeg behøver det" svarede hun og mærkede hans arme ligge sig om hende og trække hende ind.
Hun rakte sine læber frem til ham, og pressede sin våde krop ind imod hans . Hun nød det, kysset og omgivelserne...det at stå helt våd op af ham.Hun var så indviklet i følelsen og det spirende begær, at hun næsten glemte hendes lille agenda.næsten.
Hun skubbede ham igen, forsøgte vælte ham ved at læne hele sin krop over ham, men først havde hun slynget et ben om ham, kælent...men bedragerisk...for efter nogle sekunder hvor hun brugte benet til at holde sig selv ind mod ham...førte hun foden ned for at sparke.- ik for hårdt- i hans knæhase.Forhåbentligvis ville han knække lidt sammen, eller bare miste balancen kort, og i det øjeblik ville hun væte ham.

Millicents fod vækkede en voksende mistanke, men han forstod ikke hvordan hun ville gøre det, så han lod sig selv få den ære at slappe en smugle mere af, imens han nød af mærke hendes læber. Han undrede sig over hendes ben, hvad det netop var hun havde gang i. Hans tanker var kort omkring hendes ben, for han smed det ud af hoved og lod sig synke længere ind i kysset, til han pludselig mærkede et slag. Det var ikke hårdt, men det var nok til at han forskrækket faldt ned i vandet med et fast greb i Millicent som han trak med sig ned i det mørke vand.
I det sekund Stephen ramte vandet, forstod han hvad Millicent havde gjort. Smart. Det var ikke noget han havde forventet at hun ville gøre, men selvfølgelig var det en effektiv måde. Da han brød overfladen fjernede han håret fra øjne, så han igen fik frit udsyn og samtidig kunne tørre noget af vandet væk fra ansigtet. "Tilfreds?" Han slog ud med armene der dryppede af vand. Stephen måtte indrømme at Millicent var mere snu end han havde forventet. Der var noget i den tøs, noget som ikke alle havde. Kvaliteter. Bestemt.

Uhh..det lykkedes og de væltede med et spjæt.
Hun slap ikke for en dukkert mere, men for hende var vandet nu kun dejligt indbydende, efter det første kolde gys.Hun lod vandet bære hende , så hun flød...og næsten skvulpede ind over Stephen.
" jaaaa....1-1." råbte hun som claimede sin lille sejr.Uafgjort med Stephen, skulle man vist være meget glad for.
" Så kan det lære dig, sådan at dumpe mig" drillede hun og undlod at tilføje ' i vandet' da den dobbelte betydning var mere morsom.
Hun fangede hans hånd og kyssede den inden i håndfladen.
Hun var nu ved at falde for ham...big time...det var hun ikke i tvivl om.
Hvad hun derimod var i tvivl om, var hvorfor det var gået så stærkt ?-og hvad hun skulle stille op med det?

Stephen gav hende et par himmelvendte øjne. "Fint, du får denne sejer for en stund, men bare vendt, jeg vender tilbage." Han gav hende et stort smil der viste hele tandsættet, før han lod læberne glide ned over og han skulle netop til at dykke ned i vandet igen, da Millicent greb ud efter hans hånd og kyssede den på indersiden. Det var i hans term kun noget man gjorde som kærester, det var langt sjovere med munden, men han ignorerede det og slog det væk med at det nok mest af alt var et tilfælde. Da hånden var sikkert i land, lod han sig synke ned under vandoverfladen hvor han tog et par glidende tag og gled igennem vandet før han igen stak hoved op. "Aftenbad kunne jeg sagtens vænne mig mere til."
Med lidt besvær lykkes det ham at komme op i vandkanten og flyde, hvor han tilfredst kunne lukke øjne og nyde bare at flyde rundt som var han vægtløs. Det var ikke tit han svømmede, men han kunne og det gik stadig meget godt, selvom han ikke var helt ferm til det. Da saltet i vandet svigtede, sank hans fødder ned i vandet og vippede langsomt Stephen op.

Hun lå på ryggen og lod sig stille glide, nærmest føre gennem vandet.
Himlen var så smuk og vandet, havdet ...fantastisk.Man skulle ikke tro det var samme strand, samme hav som om dagen." ja...det er ...fantastisk, ik" hun lavede en drejning i vandet og svømmede over til Stephen.Han skulle have haft sin skjorte af...inden han kom i vandet, nu var den helt gennemblødt. Hun smilede op til ham.
" er det nok for nu...skal vi tørre os og tage noget at drikke?"
Hun var nu ikke sulten eller tørstig for alvor...det var ren og skær hygge og vinen i kurven havde hun smagt før, en Barolo...og den var rigtig god, så den kunne hun sagtens hygge lidt sammen med...og naturligvis også Stephen.

Det eneste der kom fra Stephen var et enkel tavst nik, før han rejste sig helt op i sin fulde højde og begyndte at vade ind mod land, dryppende af vand. Så snart han var kommet ind, begyndte han at knappe den klæbende skjorte op. "Hvad har du så pakket til denne aften?" Han vendte sig om mod kurven mens han stadig knappede op. Der kunne være alt muligt i, men han havde en mistanke om at Millicent havde et mindre talent for at pakke picnic kurve. Så snart alle knapperne var af, trak han skjorte af smed han den ud i luften, men den ramte aldrig jorden. Den blev hængende i luften som om der var en usynlig bøjle. derefter fulgte to fingerknips der skabte ni små lys. De fire af dem tog sig af tørringen af skjorten, mens de fem andre lavede en lille trekant, der svævede få centimeter over jorden i form af et bål der både gav lys og varme.
Nogle gange, ret ofte nærmere, var det meget praktisk at have nogle magiske evner til at hjælpe sig igennem hverdagen. Det var noget Stephen efterhånden så som en selvfølge og ofte var han meget kreativ ved brug af sine evner. Stephen fandt posen med håndklæder og bredte dem ud i sandet, hvor han smed sig på det ene. "Slå røven i sædet tøs."

Hun kom også op på strandbreden og begyndte at klemme vand ud af sin tykke fletning og den blå top.
" uhh...æbler, smørreost, grov kiks....og sodavand og det bedste, din gode rødvin! Håber ikke det gør noget" hendes øjne fangede hans bevægelser, og så gik hun ellers i stå.
" h-hvad laver du..? " hun kiggede måløs....og forundret på hele hans lille opsætning, en opsætning der var Broadway værdig." Stephen...du jo en ren Harry Potter" røg ud af hende,og hun satte sig lettere måbende på håndklædet, "jeg troede kun du kunne lave en kugle? Skal du ikke sidde og tænke på dem hele tiden, for at de...gør...som du ønsker? spurgte hun og trak vinen op af kurven .
" Tror nok jeg lige må have lidt vin at skylle det der ned med"
Det var jo...overvældende....aldrig havde hun set noget der bare mindede.Og hun måtte sande at denne verden, den magiske verden var et vildt sted og hun passede på ingen måde ind...ikke endnu.Hun havde alt for meget at lære, stadig.

Stephen brød ud i grin og var ret glad for at han allerede sad ned. Der gik næsten flere minutter før han igen kunne trække vejret i små gisp mellem sine latter krampe anfald. "Det hedder at udnytte sine evner. Nej, jeg skal ikke tænke på dem, kun hvis jeg vil flytte dem." Han lod en hånd løbe igennem håret, så det blev redt tilbage og gjorde udsynet, til Millicent der lige måtte have noget at styrke sig på, klare.
Da stormen var løjet af kunne Stephen frit sætte sig op igen, mens han greb ud efter kurven for at få fat i en sodavandsflaske som han fik åbnet. ganske enkelt vendte han vunden i vejret og lod væsken løbe ned i hans hals, mens han fik slukket sin tørst. Lysten til vin var ikke så stor fra hans side af, men det betød ikke at hans ledsager ikke måtte drikke hvad hun lystede. Som han havde lovet ville han få hende hjem i god behold, tør og i live, men ikke nødvendigvis helt ædru.

Hun sendte ham et blik fyldt af beundring." Det en rimelig cool evne det der, langt mere anvendelig end min, vil jeg nok mene" hun så igen på hele hans opstilling der var smuk,praktisk og temmelig hyggelig.
Jovist....en skod evne hun havde fået i vuggegave selv, hvis man spurgte Millicent selv.
Hun fandt proptrækkeren..og fik vinen gippet op.
" du vil ikke have?" og da Stephen var i færd med at drikke af sodavands flasken, satte hun vinen til hendes læber og drak et par store mundfulde.Varmen indtog sin plads, som altid ved promilleindtagelse....hun var så let at påvirke.I det fjerne hylede en ulv.
Vent...en ulv? Hun hamrede flasked lidt hårdt ned i sandet, da hun satte den fra sig.
" hva var det? hørte du det Stephen?" hver en muskel blev anspændt i hendes krop.Satans til ammehistorier hun var opflasket på.

Stephen sukkede opgivende og fjernede flaskens munding fra sine læber. "Man vil altid have hvad man ikke har. Du skal bare lærer din evne at kende." Han slikkede en dråbe af læben og lod sig kort distrahere af lyden fra en ulv. Da Millicent syntes at være meget optaget på lyden, greb Stephen ud efter hende, et godt fast greb i hendes hånd og trak hende ned til sig. "Slap af og drik nu vinen, den er langt væk og hvis den kommer tæt på, så skal jeg nok vise dig andre sider af min evne." han gav hende et let kys på kinden før han lod sig falde tilbage og kiggede op mod stjernerne.
Uanset om det var en varulv eller en ganske normal ulv, virkede det ikke til at bekymre Stephen. Han vidste den var et stykke væk og allerede efter få sekunder havde han op til flere måder at få krybet væk på, hvis det alligevel skulle finde på at komme og gå til angreb. Hans evner havde mange sider, både som hjælpende hænder men samtidig også som våben. Sidstnævnte var ikke noget han rigtig havde prøvet dem i, men han beherskede sin evner, muligvis ikke til fulde, men stadig forstod han sig at bruge dem.

Joo. Det var sandt nok.Nogle mennesker brugte hele deres liv på at sukke efter ting de ikke havde, istedet for at være glad for det de havde.Og Millicent var bestemt ikke sådan.Men lige med evnen, da var det som hun havde en gammeldags bil at træ....med knaster og splinter enda...og stephen..han havde den skinnende nye brandbil, med elektrisk stige, vandslange der kunne sprøjte,blinklys og en forrygende sirene. Æv.
" Måske...så du tror ikke på parforhold eller hvad? vil man også der have det man ikke har? drillede hun ham...

Det med ulven gjore hende bekymret, meget.
Stephen derimod tog det legende let og helt ubekymret...hun skulle til at brokke sig, da han trak hende hen til sig...og opfordrede hendentil at slappe af, drikke vin og at han nok skulle passe på hende..
" En ny side af din evne? Deeet lyder vel nok frækt Stephen" sagde hun smilende og drak lidt mere vin.Følelsen af ulven var et dårligt tegn...et varsel..forlod hende dog ikke.Hun lagde sig ned ved Stephens side og lagde en arm over hans bryst." Du kan ikke klare en ulv...lille engel" hendes stemme var ikke hånende, men ganske blid og mild....hun konstaterede blot fakta, troede hun da.

Der kom en let brummende lyd fra Stephen mens han tænkte før han endelig flyttede blikked mod Millicent der havde lagt sig op af ham. "Hvis det er noget jeg skal have, så må det jo komme. Jeg går ikke og venter på den eneste ene, vedkommende må komme når tiden er der." Svarede han i en let drømmende tone, før han igen rettede blikket mod himlen over dem. "Vi kunne forsøge at finde ulven, så kan jeg vise at evnen ikke er så fræk som du tror og lad forresten være med at kalde mig lille, det ødelægger mit ego." Fortsatte han som om det var ganske normalt. Han flyttede en smugle på sig så han lå med fronten mere mod Millicent. "Bare stol på mig, så skal din skytsengel nok klare de grumme ulve." Det lykkes ikke denne gang Stephen at holde den alvorlige maske helt. Et lille smil tvang hans mundvige en tomme eller to op.

Hun vendte den en omgang.Den eneste ene, troede hun på det? Hun kunne på en måde godt lide tanken, men det var jo også lidt af en fælde....hvad nu hvis man ikke mødte den eneste ene- eller overså ham? eller han var optaget? Ville man så aldrig opleve ægte kærlighed.
Millicent nåede frem til at det galdt om at møde en fyr der var lige hvad man behøvede, på det tidspunkt i sit liv.Altsår den rette fyr, på det rette tidspunkt.....og så måtte man udvikle sig sammen og tilpasse sig så man stadig var et perfekt match, i årene der kom. Kærlighed ved første blik? ....ja, nogen gange...men andre kom det snigende og listede sig ind bagpå en.
" så må vi jo håbe det kommer" svarede hun og nussede lidt på hans mave.Hun håbede at han lavede fis med hende, da han forslog en ulve jagt, men han så ikke sådan ud.kun ved hans skytsengel sætning, så han ud til at more sig." Deet er vel ikke din alvor? At vi selv opsøger den? Og når den angriber Stephen? Trækker du din harpe frem?" det var jo ikke fordi hun ikke stolede på ham, hun vidste simpelthen ikke bedre, anede ikke hvad han kunne.
" men jeg elsker ideen om du er min skytsengel" sagde hun blidt g kørte en finger ned af hans kind.

Stephen vidste ikke om han skulle græde eller grine. "Du må altså gerne have lidt tiltro til mig og jo, det er mit rene alvor med ulvejagt, men du virker ikke så begejstret så lad os bare blive liggende." Det passede også ham ret godt. Han fortrak at blive liggende hvor de var, med Millicents ånde ind i øret. "Ja, men harpe der spiller sød musik." Mumlede han letter utilfreds. Han kunne spille harpe, men ikke engle harpe, han havde aldrig prøvet det. Han havde aldrig haft svært ved at lærer et nyt instrument, hvilke han elskede, men engle harpe var alligevel noget han var sikker på at han ikke kunne. den var så lille. Der kunne umuligt komme noget ordenligt ud af de fem strenge eller hvor mange der var på den. "Jamen så lad os da bare sige jeg er din skytsengel, det er også meget bedre end 'lille engel'." Måske ville han ikke kunne komme farerne ud af det blå når hun havde kvaler, men de kunne altid lege det, så hvorfor ikke bare fortsætte med at være i den illustration.
Da deres lille samtale var færdig, lukkede Stephen øjne og koncentrerede sig om lyden af bølger og lugten af tang, to dejlig afslappende ting. Prikken over i'et var Millicent finger der gled ned over hans kind i en let bevægelse, næsten kærtegne?

Hun kunne ikke helt forstå, hvorfor han ville opsøge den...ulven...helst ønskede hun den til Alaska, eller noget.
De var glubske og kunne finde på at angribe mennesker. I hendes landsby gik der rygter om at de også spiste spædbørn, men ....som ofte i små lokal samfund var fakta og pure opspind blevet hæklet sammen, og blevet til en myte....med masser af hæklefejl.
" I believe in you" hviskede hun og puttede sig lidt tættere ind til ham.
" Min egen skytsengel?.... Wow....wicked, jeg erbså klart den eneste pige fra landsbyen der har sådan en" smådrillede hun lidt." Men jeg kan lide tanken.Må jeg så tage dig med....alle steder?" uh...jo...selv med en ulv i det fjerne var hun i glimrende humør." Men....hvad var det med ' lille' .....ingen lille engel, ingen lille skat? Hmmm.....dit lille ego kan ikke bestemme over mig" hun lænede sig ind over ham.....vidste hun provokerede ham...og kiggede ham i øjnene, efter en reaktion.

Et vandfald af ord haglede pludselig ned over Stephen, der hurtigt måtte opgive at lytte til bøger og skumsprøjt. Han slog øjne og op drejede hoved så han kunne se ned mod Millicent, der ivrigt snakkede videre om engle og ordet lille. "Det forsøger da." Konstaterede han til sidst og lænede sig op for at nå hendes læber, hvor hun fik et lille let kys. "Jeg vil hellere være en stor skat med mange glimtene smykker." Han havde valgt at tage ordet skat i dens reneste betydning, selvom han var klar over at det ikke lige var det hun mente, men hvordan skulle han da også vide det? Måske ville det hjælpe hvis de tog op til ulven, men nu lå han lige så godt og orkede ikke at lette røven. Han ville langt hellere bare blive liggende og nyde tiden sammen med Millicent, selvom det forhåbentligt ikke blev deres sidste tid sammen.
Stephen påbegyndte en 'to do' liste 'with Millicent'. Som det første punkt stod der bevise at den 'lille' skytsengel ikke var helt så lille igen, men sagtens kunne vise tænder. "... du spurgte mig om du måtte tage mig med alle steder hen." Lød det ud i luften mens en tanke materialiserede sig inde i hans hoved. Han nikkede en enkel gang for at bekræfte spørgsmålet til hende, men han var også godt klar over at det ikke var på helt samme måde de tænkte. "Gerne, men det bliver ikke mig helt fysisk.

" ja...det forsøger, men det får ikke lov." hendes tone var legende let og alvoren et godt stykke derfra.
Et lille let kys , fik hun af ham og hendes ene hånd kælede ham lidt , over det ene bryst.." du er en skat! Men en anden slags end gods og guld.Hvad skal man iøvrigt også med det? Jeg er sikker på du er en langt medre kysser...og langt mere charmerende også" hun lagde sig ned igen og fokuserede på den smukke himmel. Havde hun ikke vidt bedre, ville hun nok tro at Stephen havde røget en euforiserende urt? [color=orange]" ikke i fysisk stand....skal jeg slæbe rundt på et billed af dig?"/color] hun smilede ved tanken og legede lidt videre med den...[color=orange]" det vil sige at når jeg er ude som model, eller bliver hyretvtil opgaver, eller er hos Alias...og andre normale hiver deres pung op og fremviser billeder af deres kone, eller mand og enda deres vovse....så siger jeg, at jeg desværre ingen familie har, hiver billedet op og siger ' men jeg har en sød lil- øhm...en sød stor skytsengel! Det skal sku nok får gang i samtalen"/color] lo hun .