what A dream... - Millicent

Små ' bonk' lød da spidsen af den sorte bløde converse sko, blev stemt imod det velplejede gulv , oppe ved baren . Millicent stod henslængt over baren , hendes arme hvilede på den blankpolerede disk og hendes øjne smilede venligt til en af stamkunderne , som hun stod ved siden af . Bart - som han hed- var i færd med at udpensle en joke. vittigheden var tusse gammel men Millicent udviste ingen tegn på at han både var kedelig og bagud med sit stand up materiale , næææ hun lo pænt af hans lille joke...lagde hånden på hans arm og sagde mildt " Den var go.' Bart" .
Det var hendes femte aften på Le Diamante, og man kan vist rolig sige at det ikke var forløbet....helt efter planen.
Millicent var nu ansat til at vaskegulve, gå ud med affald, tømme aske bærger, hente tomme flasker og andre ting der var et total spild af hendes evner, hvis man spurgte hende.
Desværre så hendes chef, Alias, noget anderledes på det.
Millicent havde nærmest allerede udviklet et had/ kærligheds forhold til ham....ikke i relation, men i hendes følelsesliv.Hun kunne ikke regne ham ud - og det irriterede hende.

Millicent var dog stadig glad forvat have fået jobbet, og fast besluttet på at løse opgaverne så omhyggeligt og professionelt , som muligt.Hun måtte bevise sit værd....og måske....måske en dag, Alias så ville få øjnene op for hende. Arbejdsmæssigt.En pige havde vel lov at drømme.

Hun så på sit lille spinkle armbåndsur, af sølv.Det var tid til at gå næste runde nu, derfor kunne man nu se Millicent i sin sorte nederdel, hvide tshirt og det lange iltre hår samlet sirligt i en ' kilometer lang' hestehale , der var samlet til den ene side, og hang ned af hendes højre skulder og dækkede det lille logo på blusen.
Hun begyndte systematisk sin runde ved bordene, og tørrede af eller tog de tomme flasker.
Ordet kedsomhed dukke op i hendes tanker.Der var kun gået fem dage, men allerede virkede jobbet en smule....trivielt.

William sukkede blidt, imens han søgende blik prøvede at finde et.. ledigt bord, lidt mere afsides, så han kunne side i fred, i hvert fald i nogen minutter, han havde ikke lyst til selvskab, i hvert fald ikke før han havde fået noget at drikke. Han så sulten op på en mørkhåret kvind, med alt for lidt tøj på, selv om han ikke burde synes det frydet synet ham, men han var jo heller ikke andet en blot en mand, han kunne vel ikke gøre for det. Han slog blikket ned og så sig omkring efter en der kunne hjælpe ham lidt, hans blik mødte døren med vip skiltet, det kunne vær rart.. men på den anden side, hvis man gerne ville ses, ville det måske også være dumt at gemme sig væk fra offentligheden. Men på den anden side var det så, så klogt at blive set? Hmm.. nej det var lige meget, der var igen der kendte ham her.. og hvis de gjorde, skulle de nok få lov at lide.. en langsom og smertefuld død.
Han fik så øje på en lyshåret kvinde med en af de hvide t-shirt nogen af barens ansatte bar.. ikke fordi han havde været der før, men han havde jo hørt om stedet, for hvem havde ikke det? Han sukkede og gik roligt og elegant frem mod hende, imens hans søgende blik gled op og ned af hendes meget.. fremvisende krop. Ikke værest. Han stoppede op foran hende og kiggede ned på hende, måske var hun høj, men stadig et hoved mindre end ham, hvis ikke mere, da han næsten nåede de to meter.
"Undskyld miss.. men jeg kunne ikke undgå at ligge mærke til du arbjede her, og jeg tænkte på om du måske kunne være behjælplig med at fine et bord til mig.. en smule.. hmm.. ude af syne" sagde han eftertænksomt, men var ikke helt sikker på han havde brugt de rigtige ord, men han var nu alligevel sikker på hun havde forstået hans hentydning.

Millicent havde det noget så fornøjeligt, eller i hvertfald så fornøjeligt som en fugtig karklud på et bord tillod det.Hun smilede til de to kunder der sad ved bordet og sagde høfligt" Sådan...så er der ikke en plet at se på bordet, jeres samvittighed kan jeg desværre ikke hjælpe med" og så blinkede hun til det , imens deres glade latter rungede omkring bordet.
Hun var netop på vej videre, da en herre stemme afbræd rutinen, og hun kiggede op.
En flot og velklædt fyr, ønskede et bord...hun havde næsten lyst til at bide af ham og svare' desværre...jeg er ikke værtinde her, men når du finder et kan jeg komme og tørre det af' - MEN et job var et job, og det galdt om at gøre det så godt som muligt.Desuden så han nlsten lidt...lost ud, fyren her.
Et listigt smil flakkede kort omkring hendes læber, og da Alias ikke var på job denne aften, kunne det vel ikke skade? Han havde en lille bås, for enden af baren som han somme tider selv brugte- eller hans gæster fik lov at låne.Den var ledig i aften.
" Naturligvis hr...jeg har lige hvad du søger, håber jeg...følg venligst med" svarede hun ham, høfligt med et mere imødekommende smil nu.
De kom ned for ender og Millicent slog ud med hånden mod båsen." Jeg håber den tilfredsstiller dit behov, er der andet jeg kan hjælpe dem med?" Spurgte hun fordi det var det høflige at gøre, og hun ønskedevat alle der havde været i kontakt med hende, skulle have intet at udsætte.

William hævede øjnbrynet i det hun svarede ham.. perfekt i forhold til den tid de snakkede i, det undrede ham, at en ung pige.. som hende, talte så imødekommende.. men selvfølelige det her var jo heller ikke nogen almindlig bar, ellers havde kvinden nok bare peget på et bord og sprugt ham med en flabet attiutude hvad han havde gang i med sproget, og hvorfor han ikke bare tog det og stak det langt op i.. øh ja.
Han smilte venligt til hende og rystede lidt på hovedet bag hendes ryg, han var ikke speciel gammel, han var ikke fra nogen svunden tid, han var fra nu, eller fra et par år siden, men det talte ikke, hans udødelige liv var startet den dag hans skaber satte sine spidse hugtænder i ham, og lige siden den dag havde hans smukke liv.. forvandlet sig selv til det rent ud sagt helved, han hadet det.. alt siden den dag, han ville ønske.. ønske så inderligt at han aldrig var gået på den gade, på det tidspunkt, med en sulten vampyr i hælende, det havde genkendt ham.. hvorfor havde han ikke bare ladet ham dø? Ligge og dø i rendestene.. William ville have fundet en vej tilbage til livet, som den engel han havde været, han havde svæet ned fra en sky, og han havde takket gud for hans gave, og bedt for den helveds dømte vampyr der sugede livet ud af alt og alle, men ikke et sekundt ville han havde bebrejede ham eller hadet ham, dømt ham, eller noget andet. For sådan var han, en smuk engel, med et godt udsene, en fin uddannelse, en masse venner, og favnen fyld af smukke piger, der var næsten ikke en pige i byene der ikke havde lånt hans seng mindst en nat, og der var ikke en fyr i byen som ikke respekterede ham og ville gøre næsten alt for at være hans ven, hans liv havde været så perfekt.. og han..
"Undskyld... undskyld, hvad sagde du.. jeg.. forsavndt lige.. undskyld" han havde stået i mere en 5 minutter og stirret driakte ud i luften, helt væk.. det hente, men det var så pinligt når det skete offentlige steder, for han blev bare helt væk.. opslugt af fortiden. Han så bedene på hende og smilte forsigtigt. "Aj det må du altså undskylde.. nogen gange, så forsvinder jeg bare i mine egne tanker.. ehm faktisk så tænkte jeg lidt mere på et bord i et hjørne eller noget.. " sagde han og kiggede på hende, men smilte så.. hvem var Alias? Hendes chef.. hmm? Spydige tanker.. hah, retkæftet pige, ikke værst.

Hun havde hovedet på sned imens hun betragtede ham.
Det var underligt , det var som han lige med et var et andet sted i sine tanker.
Millicent lod en hånd glide stille forbi hans øjne, men han reagerede ikke...han var fanget i sit spind af tanker ,drømme eller minder....enten det eller han havde taget noget virkelig seriøst shit af stoffer? " Undskyld....eh...hallo" hun trak ham blidt i slipset..og endelg så det ud til han vendte tilbage og blev tilstedeværende igen.
Millicent skulle lige til at sige at han vel nok kunne se at stort set alle borde var optaget, hun kunne ikke udrette mirakler, trods alt.
" Jeg er bange for at det bliver lidt svært...alt ser ud til at være optaget, beklager.Du kan sidder her...eller i baren?"
Hvor typisk at han ikke var tilfreds, han skulle bare vide hvordan hun faktisk måske trådte lidt over grænsen ved at tilbyde ham Alias bord.
" Man sidder altsår godt her" forsøgte hun med et lille smil.

Han så forsigtigt på hende og grinte så bare og rystede på hovedet af hende. "Jeg tror ikke du forstår" grinte han bare og kort fjernt ud i luften. "Har du nogensinde tænkt over hvorfor.. undskyld hvad var det du sagde du hed, Millicent ik? hmm, har du nogen sinde tænkt over hvordan brevduerer ved hvor de skal flyve hen, er det ikke lidt mystisk?" sagde han så og kiggede eftertænksomt på hende med et mystisk blik og en rynke mellem panden som var det virkelig en af de helt store verdens spørgsmål som virkelig gik ham på. "Vidste du godt at når en due finder en mage så bliver de samme resten af livet.. og hvis du fjerner dem fra hinaden, lige meget hvor langt væk og hvor de kommer til at befinde sig hver i sær, så vil de altid finde hinaden igen.. er det ikke spændene?" spurgte han opmuntrende og kiggede hende intenst ind i øjnene. "Det er virkelig fantastisk, det er det.. fantastisk.." sagde han fordybet i sine tanker men med et halvt trist blik i øjnene, "Utrolige skabinger.. duer" hviskede han så og kiggede brat op igen. "Nej det er okay jeg finder bare et bord selv" sagde han og kiggede sig rundt på den overfyldte klub og valgte bare et fyldt bord i bagerst i lokalet som han sendte lange øjne efter. "Jeg sætter mig derhenne, når du får tid må du gerne komme med en øl" sagde han så og smilte til hende og pegede i retning af bordet, hvor der allerede sad nogen, men det så ikke ud til at det ville sætte en stopper for ham.

Nu blev aftenen en hel del mere interessant.Slut var den kedelige trivielle snak og noget lidt mere originelt kom til syne.Hun kiggede på den fremmede og begyndte" h-hvordan.." men stoppede så og studerede istedet hans ansigt, og forsøgte tvtvinge en ara frem på ham.
Men ingen farver dukkede op, hvor enormt irriterende var det lige?!
Hvad skulle hun med en evne hun ikke kunne styre? Det var jo ikke til meget gavn.Godt hun havde fået Thomas til at hjælpe sig nu.
Millicent blev lidt forbavset over samtalens indhold...hun grinede en smule inden hun svarede ham " Jov..,det har jeg faktisk" sagde hun en smule drømmende i stemmen " Jeg har undret mig over de kan orienterer sig og finde vej....på en endeløs og grænseløs himmel, uden de store pejlemærker...og jeg selv kan blive væk i det lokale shopping center"
Hvad angik duers valg af mage, måtte hun indrømme at hun intet viden havde der.
" Det var da et yderst charmerende træk" sagde hun varmt og tænkte at duer egenlig var total overset, når nu de havde så mange tiltalende karaktertræk.
Hun trak vejret ind gennem næsen, og gjore klar til at forsætte sin runde...
" du vil sidde der?" gentog hun ham...og undrede sig over valget af et optaget bord, men han virkede jo alene, så omvendt var det jo meget naturligt at han søgte mod lidt selvskab.
" Jeg skal nok komme ned med en øl" sagde hun og drejede omkring på de flade hæle, for at se til en skralde spand , der skulle tømmes og ud i gården, og herefter serverer en øl til fyren.
Måske var der gået små fem minutter, før hun havde fundet vej ned til ham, og stillede en kold øl foran ham. " Som en due...jeg fandt vej til dig" sagde hun med et lille smil .

William forlod hende med et smil om læberne og gik med perfekte elegante skridt, som overvejede han nøje hvert eneste skridt han tog for han tog det, ned mod bordet og stilte sig foran de tre mennesker der var samlet omkring det. Forretnings mænd og en kvinde, alle sammen over de 30, og klædt på til det aller fineste, nok ikke nogen man skulle blive uvenner med. Han lukkede sig selv ind i sindet på den mand der så ud til at være alfa han ved bordet og trak de oplysninger han skulle bruge ud, samt de oplysninger som Millicent havde givet ham, var det ikke til meget besvær at få dem fjernet fra bordet hurtig og smertefrit. "Undskyld, Mr. Aurigwie.. men Alias bad mig fortælle dem at der er et bord reseveret til dem i vip rummet, hvis de vil.. fortrække at have et mere behaligt sted at tale.. uberørt af nysgerrige.. ører.." sagde han og overvejede hvert et ord nøje. Manden kiggede forvirret på William men nikkede så og rejste sig, det tog ikke mere end et minut og bordet var forladt, William satte sig roligt ned, og krydsede bare finger for at de ville blive lukket ind i vip rummet, ellrs var han nok lidt på den, men hvorfor skulle de ikke det? Det var fine folk, det havde han da i hvert fald fået indfydelse af.
Han så op igen da kvinden hvis man han havde trukket ud af hendes sind, Millicent, som hun ikke havde bemærket for alle hans indbydene spørgsmål, kom slentrende mod bordet og satte en øl foran ham. "Brev duerer" rettede han hende og kiggede indgående på glasset. "Jeg tror.. jeg tror jeg har en trori.. men jeg er selvfølelige hverken tankelæser eller proffesser på området.. hmm hvorfor sætter du dig ikke ned lidt" sagde han venligt og pegede på stolen overfor sig. "Jeg tror at duen.. ligesom med sin mage.. har det med sit hjem? Den har en vidunderlig evne til at finde det den har kært, så hvor end den har sin rede, må være der hvor den er på vej hen, for brevduer, de bliver hele deres liv ved deres rede, de tager ikke på ferie som andre fugle" sagde han blidt og smilte lidt, "så hvis man tog en due, i et bur.. og førte den til afrika, så ville den.. i forhold til min teori, altid vende hjem igen" sagde han og hviskede det sidst ud mellem sine læber og smilte til hende.
"Nå men jeg har vist ikke fået presentereret mig selv, mit navn er William" sagde han og rakte hånden frem mod hende, og fik et sekundt efter øje på hendes navne skilt.. godt sså var den undskyldning i hus, han skulle virkelig passe på med ikke at svare på de sprøgsmål hendes tanker stilte ham.

Hun lod sig irettesætte af ham, ikke det der sltid var lettest, at blive sat på plads, men på den anden side skulle man kunne kende ret fra vrang, ik?
Han var en spændende fyr, der havde lidt omløb i hovedet.Mon hun kunne tillade sig at sidde lidt ned? Hun boterede kort, og da hun faktisk ikke havde holdt en eneste pause fra hun var mødt ind, mente hun at det måtte være okay.
" Kun fem minutter" tydeliggjore hun og tog plads over for ham.Millicent lyttede og nikkede lidt ind i mellem.Hun havde aldrig læst om fugle, men tog fyrens viden for hode vare.Hendes favorit dyr havde altid været delfiner, og hun havde en længsel efter at prøve, bare een gang, at ære tæt på de pragtfulde dyr, måske svømme med dem? Men nu havde hun pludselig fæet et nyte lille favorit dyr.De lød jo helt....elskelige.

Millicent rakte sin hånd ud, og gav hans et fast tryk.
Hendes øjne var glade og nysgerrige da hun hilste på ham " Millicent....hej William"
Hun vidste at han havde opfanget navnet, hun måtte jo have sagt det, eller ...oh....dumbo Millie, navneskiltet...tumpe, skændte hun lidt på sig selv.

" Søde historier...lad os håbe din teori holder, det ville være dejligt"
Hun så sig lidt omkring, der var stuvende fyldt, underligt at han fik bordet her for sig selv.Hun kiggede endnu en gang med kunne ikke se dem nogetsteds.nåå..pyt, måske var de gået.

Millicent ville ikke have at nogen fik ondt i røven over hun sad med en kunde, så selv om hun egenlig hyggede sig var hun desværre nok nød til at vende tilbage til hendes arbejde.
" Tak for snakken William" sagde hun varmt og kom op at stå.
Musikken der havde været på pause, var nu stille begyndt igen og Millicent nynnede kortvarigt med.." Jeg åber du får en dejlig aften William....lad mig vide hvis du mangler noget"

William nikkede lidt og smilte forsigtigt inde han slap hendes hånd, Millicent, ikke at han havde fået den ide fra hendes navneskilt, nærmer fra hendes.. tanker.. men de var anderledes, og det gjorde hende facinerende for ham. Han nikkede blot, det håbede han også selv, måske skulle han invistere i en brevdue, det kunne være sjovt at afprøve teorien selv, i stedet for at læse op på det som en hver anden nok ville have gjordt.. hmm nå det måtte han gøre imorgen, idag var han her, og det var helt i orden.
Han så op på hende da hun gjorde mine til at gå og rystede på hovedet, "Jeg kunne godt bruge lidt selvskab, sæt dig" sagde han næsten beordrende og kiggede indgående på hende, med et ikke helt bestemt blik, hans valg ændrede sig så hurtigt hele tiden, og han led nok lidt af nogen vilde humørsvingninger. Hun var meget smuk.. hendes langelyse hår, indbydene øjne, han kunne næsten føle hendes læbers blidhed, hendes fyldige bram, perfekte talje og de lange tynde ben.. perfekt. "Hvis du skal have en grund til at blive så må du være velkomme til at hente drink til mig hver femte minut, jeg skal nok betale.. men du kan også vælge og blive sidene og jeg vil betale dig det dobbelt af den dyreste drink der er her for hver tiende minut du tilbringer med mig, valget er dit.. men jeg synes det lyder som en helt fair deal" sagde han og lænte sig tilbage i stolen og lagde armene over kors og kiggede så forventingsfuldt på hende.

Hun havde kun lige indledt bevægelsen væk fra bordet og William, da hans stemme bremsede den.Hun reagerede promte, stoppede op - og stod stille.Det var ikke fordi han havde brugt mange ord, men tonen havde en bestemmende klang over sig .
" Tak..jeg ville gerne, men arbejdet..." hun nikkede ud mod rummet , sikker på at han forstod at det ikke ville være tilladt for hende.
Hun sendte Alias en hurtig tanke.Selv nu i en arbejdsuniform , kunne hun være en god værtinde, hvorfor mon , han ikke kunne se de egenskaber i hende ? Hun vidste at hun havde en god kontakt til mange af klubbens gæster, fordi hun var dygtig til at balancerer på linen imellem at være sjov,imødekommende og top professionel.Nå, Alias...havde vel sagtens sine grunde.
Det var jo heller ikke fordi hun var snoppet, og jobbet ikke godt nok til hende, hun mente bare at hun kunne gavne klubben og dens omsætning bedre på den anden måde.
Hun så på William...og lyttede til hans forslag.Klubbens dyreste drink, dobbelt betaling hver tiende minut? Gud ved om han var helt klar over prisen? Millicent fandt sig i et lille dilemma mellem arbejde og samvittighed.Hun burde nok bare sige top, til den deal og hvis hun så anstrengte sig og var hyggeligt selvskab, ville baren tjene fedt.
Men...hun brød sig ikke om at rippe folk for deres penge på den måde, og slet ikke for en snak med hende. Hun skiftede lidt stilling, imens hun forsøgte at beslutte sig....måske hun kunne forklarer Alias at det nogle gange var givet bedre ud på den lange bane, at man opførte sig pænt og ikke grådigt på den korte?
" Hvad med om du startede med at købe en sodavand til mig? Og så finder vi ud af det?" spurgte hun forsigtigt.
Hvis William accepterede det, ville hun hurtigt hente en og fortælle i baren at hun afviklede pause nu- og så indtage pladsen overfor ham igen. - og ellers måtte hun jo høre hvad William havde at indvende til aftalen.

William smilte bare og nikkede så til hende, et fladt grin flød over hans læber og han rystede på hovedet. Det undrede ham at en som hende, med den enskab hendes egen evne havde, at hun så ikke var i stand til at føle hans påvirking, ikke at hun burde det, men de fleste der havde et stærkt sind kunne godt føle sig lidt.. ubehalig tilpas når han uhæmmet vandrede rundt i deres inderste tanker og følelser.. der var selvfølelige ingen der kunne stoppe ham fra at gøre det, eller i det hele taget opdage hvad det var der gjorde dem ubehaligt tilpas, men stadig.. de ville kunne mærke det, som en grum fornemmesle af at nogen holdte øje med dem, betragede dem.
"En sodavand.. top!" sagde han så bare og nikkede til hende, som at hun bare skulle være velkommen til at hente det. "Du skriver det bare på min regning, og hvis din chef har nogen indvendinger for mit forslag, så skal du medglæde bare sende ham her ned, jeg skal nok få ham til at forstå" sagde han med et lidt mere grumt smil om læberne. Nej William var ikke bange for denne.. Alias? selv om Millicent fik ham til at lyde.. meget bestemmene, som om han ejede hele verden, men så slem kunne han da ikke være? Og han ville da nok vælge det sidste forslag for sin bars skyld, William havde penge nok, det skulle ikke være det nej.

Millicent fik et muntret glimt i øjet da hun svarede " JA...så sender jeg ham bare herned, og ønskede næsten at han havde været på job, for måske William kunne hamle op med Alias, hvilke mange ikke kunne.
Hun forlod ham ,fik ordnet det praktiske, og lige inden hun returnerede til sin plads, kom et flash af hans aura frem. Hun blev en smule bleg og måtte lige tage et ekstra kig.Hva helvede?!
Hvad...var...han? Lidt mere usikkert gik hun frem mod ham.
Hun satte et glas med cola light fra sig på bordet, og en smule betænkelig indtog hun stolen overfor ham.
Hvad hun egenlig undrede sig over var hvorfor han var interesseret i hendes selvskab og hvorfor hans aura lignede noget hun aldrig havde set før.Hun vidste han ikke var vampyr,menneske eller en engel som Stephen.....men hvad var han så?
Hun havde lyst til at sige hun ingen ballade ønskede, men det ville være total mal plaseret.Halvdelen af kunderne her...eller mange i al fald...var andet end væsner, og hun kunne jo ikke rende rundt og advarer folk ....det ville få dem til at føle sig uvelkommende.
Hendes øjne rettede sig mod Williams og hun kunne tydeligt mærke nu, nu hvor hendes antenner var rettet mod ham....at han havde noget overnaturligt over sig.Det føltes....intenst.
Hun tog en dyb indåndning og spurgte " Såå....hvad er du William?" om hun måtte spørge ind til dette for Alias, anede hun ikke....men lige nu var hun egenlig også ret ligeglad.

William grinte bare, det var tydeligt at hun nærmest fygtede Alias? Men hvorfor, hvorfor var han skræmmende, okay.. han var vampyr? Ja.. hmm okay så, så kunne han godt forstå hende, men det var nu ikke noget han selv frygtede.. altså racen, det var så.. opreklameret, at tro man er så meget beder en alle andre bare fordi man har hugtænder, det er kun hvad de gør det til.. og det er noget åndsvagt og dumt.. skide vampyerer.
"Jamen det gør du da bare, jeg er ikke bange for ham.. den såkaldte Alias" sagde han bare og grinte lidt, da han var sikker på han kunne slå ham ned med et slag, ikke ford han ville slås, det var jo bare en tanke.
Han blev så hurtigt intreserret da Millicent stillede ham et andet spørgsmål, noget helt andet, og han kiggede hende langt og intenst ind i øjnene.. imens han prøvede at svare hende.. menneske, engel, vampyr.. dæmon? Hvad var han.. det var der ingen der længerer var klar over, ikke engang ham selv, men man kunne vel kalde ham en slags blandings race mellem vampyr og dæmon, ikke fordi han havde noget.. sådan specielt fra vampyeren, det eneste han havde avet over i den nye race var blodtørsten.. og den sindsyge personlighed, men han havde ikke brug for blod for at overleve, ikke længere, selv om det var så fristende.. lidt ligesom at være lille igen, og ikke må spise slikket der hænger på juletræet.. så fristende, næsten umuligt at lade være. Men han skulle da ikke ligge skjul på at han i ny og næ drak lidt blod, hvorfor ikke? Han slog jo alligevel hæmingsløst ihjel,.. når det nu passede ham.
"Dæmon.." sagde han tørt og slog blikket ned, han kiggede kort op og så omkring sig, men ingen så ud til at lytte.. og hvis de gjorde, ja så ville han nok også være den første til at vide det.

Hun smilede, måske med et lidt overbærende udtryk. William kunne helt klart ikke være en af klubbens faste gæster, da de stort set alle besad et idyaliserende bille af Alias, måske blandet med lidt frygt og respekt, men de var alle...vilde med ham.
Millicent selv, var ikke faldet for hans fødder.Der skulle mere- langt mere til.Men, det betød ikke at hun ikke havde havft lyst.Hun kunne sagtens mærke ' det' han havde talt om...g det havde været så fristende ...så nemt...at give sig til ham.Men så igen...hun var ikke en pige der automatisk valgte en vej, bare fordi det var den nemmeste.
" Alias har fri i dag, desværre....du må se giraffen en anden dag" sagde hun mildt ...og fik så presset det sndet spørgsmål ud.

William kiggede på hende, og det føltes næsten som rummet blev ladet med elektricitet.
Hans øjne var intense og hun rykkede lidt uroligt på sig.Var hun gået over en usynlig grænse hér? I så fald havde det ikke været hensigten.Hun var på nippet til en undskyldning, da William endelig brød tavsheden. Dæmon? What?... ?.
Hun så forbavset på den mørkhåret fyr, der virkede til at kunne styrer hele verdenen , bar med et par vink med sin hånd." Dæmon? .... Jamen, det lyder da som en hyggelig ting" fik hun svaret, i samme tone som havde han fortalt at han arbejdede på et bibliotek
Hun anede ikke hvad hun skulle sige.- eller om hun burde løbe væk? Skulle dæmoner ikke være the bad guys? På side med vampyrene, eller faktisk værre? Shit, hun anede intet om dæmoner.Hvorfor i alverden havde Ingen ikke fortalt hende noget om det? Det kunne nok ikke undgåes at man i ansigtet kunne se hendes famlen efter en passende reaktion, men hun gjore sit bedste for ikke at virke fornærmende.Hun var jo dybest set blot lidt usikker på hvordan man opførte sig, omkring en dæmon?
Hun kiggede ind i hans øjne...forsøgte at aflure om der var fare på færde, men det så der ikke ud til, så hun besluttede at være ærlig.
" Jeg har aldrig mødt en..dæmon før"

William betragtede hende nøje, hans øjne var låst fast ti hendes, og han blev ved med at stirre hende ind i øjnene, ville have hver en detalje med.. ikke af hendes ansigt.. nej.. hendes tanker, for det bekymrede ham en smule når folk blev bange for ham, selv om de selvfølelige havde al mulig grund til det, og det nok også var meget godt, men egentlig ville han gerne bare være.. normal.. og ikke sprede så meget frygt. Han nikkede så bare til hendes kommentar og lænte sig tilbage i stolen igen, kiggede lidt på øllen, som han endnu ikke havde taget en eneste tår af, alkohol intresserede ham ikke.. det gjorde ham til.. noget grimt, og han havde ikke lyst til at være den person mere som han engang havde været. Han smilte så og lænte sig frem i stolen og skubbede øllen til side lagde sine arme på bordet og så hende så igen i øjnene på en meget intenst måde. "Det ved jeg.." sagde han stille og lagde hovedet lidt på skrå og sagde så helt ærligt "Skærmmer det dig?" og hævede et øjnbryen, intresserret i at høre sandhenden fra hende. Et smertefudt smil gled over hans læber, han kneb øjnene sammen og trak sine arme lynhurtigt til sig og satte sig tilbage i stolen.

Der var noget over ham...noget over hans øjne og hans svar der var foruroligende.
Hun var dog ikke i stand til at udpege hvad det var, ikke endnu da.
William havde et meget sikkert blik hvilende på hende ,meget intenst og hun begyndte så småt at bekymrer sig om hun måske havde sagt noget galt.
Millicent var en stor fan af det lille begreb man kaldte for Sandheden og så længe den overhoved kunne du, ville hun altid vælge den- også da William spurgte om det skræmmede hende?
Hun tog en dyb vejrtrækning og hendes blik flakkede imellem hans hænder og øjne, for til sidst at blive fanget i øjnene." J-jeg er ikke helt sikker.Jeg er nok mere ...usikker...og dét ikke at have kendskab eller en erfaring man kan trække på, dét gør mig lidt utryg" hun sendte ham et forsigtigt smil.
Naturligvis vidste hun at man nok skulle have respekt og være lidt påpasselig med en dæmon, akkurat som med en vampyr, men hun anede intet om hvad en dæmon havde eller kunne have af evner eller styrker , man måske burde frygte.
" Jeg ved ikke nok til at være bange, men altså...selve ordet er jo forbundet med noget lidt...farligt, ik?- men ...du virker jo tilforladelig nok" afsluttede hun og smilede stort til ham.

William sukkede blidt og nikkede så, han koncentrerede sig mest om hendes tanker, da det for det meste var mere sandt end det folk lukkede ud, men hun syntes at være meget ærlig, og det kunne han godt lide, da han selv for det meste undgik at lyve, der var selvfølgelige situationer hvor man blev nød til det, men ellers så ville han altid gerne være så ærlig som mulig. han nikkede så.. utryg? Det kunne han godt forstå, det blev de fleste ved hans selskab, men ikke fordi de vidste hvad han var, mere fordi han var.. utilregnelig, og havde en masse humørsvingninger.. men det var jo ikke medvilje. "Okay" sagde han helt koldt, han ville ikke sige at hun ikke behøvede at være bange for ham, for det burde hun nok være, når hun ikke kendte ham, og han ikke kendte hende. "Er der noget du gerne vil vide? Jeg har ikke noget imod at snakke om min race... men du skal bare vide at jeg er lidt.. anderledes fra de andre dæmoner, så du kan ikke helt stole på det jeg siger er det samme som andre måske fortæller dig" sagde han forsigtigt, da han egentlig var en blanding mellem dæmon og vampyr, fordi han aldrig rigtig havde kunne slippe sin gamle race, da den havde haft.. en meget stor effekt på ham. "Hmm jov farligt.. hmm men ikke så farlige som vampyrer" sagde han roligt og smilte forsigtigt til hende.

Millicent kiggede lidt forbløffet på ham.Ville han gerne fortælle hende om dæmoner?
Jamen....her sad hun- lille svampbob- og ville suge til sig så.
Hun forsøgte at finde ud af hvorfor han ville gøre det? De fleste der gjore...ting...for helt fremmede , havde et skjult formål, havde hun desværre erfaret.Ikke mange havde hjerte tilovers for andre, med mindre de selv hævede en gevinst ved det.
Måske vil han bare holde på lidt selvskab...og dette er en god måde, forklarede hun sig selv hurtigt.
Millicent puffede håret om på ryggen og vippede hovedet lidt til siden.." Jeg vil meget gerne høre noget....hvad med...hvad adskiller en dæmon fra mennesker? Hvilke evner eller behov er anderledes!" spurgte hun lidt prøvende.
Hendes øjne faldt på hans smil , da han lige nåede at indskyde at vampyr var mere farlige end dæmoner. Var han nervøs?

Han rykkede sig lidt på stolen og kiggede ned for sig, her sad han så? Og plaprede løs om sit liv til en vildt fremmed, det som han netop havde svoret på sit liv aldrig at gøre, han ville ikke lære nogen at kende, og han ville ikke have nogen venner, lige meget hvad han gjorde, endte han altid op med at såre alle omkring sig.. han var farlig.. Fuck. Han blev hurtigt opmærksom på hendes spørgsmål, "Det tror jeg ikke jeg.. ehm.. det ved jeg ikke, vi er vel bare anderledes ik?" sagde han og prøvede at komme på et eller andet, han vidste sgu da ikke hvordan dæmoner herfra var, han vidste kun hvordan de var der hvor han kom fra, og der var sikkert en masse forskelle. "Ehm, okay, forskellen på mig og et menneske, rent fysisk.. jeg dør ikke særlig nemt, det er faktisk næsten umuligt at komme ind til mit hjerte, da mine riben er bygget op af metal, og beskytter det rimlig godt, det gør mig også utrolig stærk" sagde han roligt og prøvede at komme i tanke om andre fysiske ting.. men der var bare ikke særlig meget, "Faktisk.. så ved jeg mere om vampyrer end om dæmoner.. undskyld" sagde han og kiggede væk og sank. "Ever er forksellige fra dæmon til dæmon, ehm.. behov, altså jeg.. er en sjæledæmon, det betyder at jeg ikke har burg for.. menneske mad til at gøre mig mæt" sagde han forsigtigt og kiggede ud i luften.. han havde pludeslig fået det dårligt.. det var faktisk ikke så nemt at snakke om som han havde troet det ville være.

Hun var ingen tankelæser, men dog ganske god til at aflæse det nonverbale sprog, og udfra det virkede William en smule ilde til mode...nervøs??
Hun smilede blidt til ham og nikkede som tegn til han bare skulle fortælle...
" ok...at være stærk og ikke kunne såres eller dø så let, det lydervda meget godt" - og rimeligt harmløst, hvis man ellers opfører sig ordenligt.
Så langt så godt...
Men lidt senere ændrede hun udtryk og blev mere vagtsom..
" Du er sjæledæmon?....,ehm...menneskemad...Wiliam, sidder du og siger at du spiser folks sjæle? Det hele? Forhåbentlig bare...lidt?" spurgte hun, men det lød næsten som hun tiggede om et svar end hun spurgte af nysgerrighed.
Hun vidste fra Alias og Thomas at vampyrer sagtens kunne spise uden at slå ihjel.....kunne William det? Og ville man i givet fald kunne mærke at man ' manglede en del af sin sjæl?
" hvordan spiser du?" røg ud af hendes mund, helt uden hun nåede at standse det, måske var det for mange spørgsmål på en gang?

William smilte og nikkede, det var en måde at se på det, men han kunne vel heller ikke andet end at være taknemlig for sin race, for overhovedet at være i live efter hans lille.. stunt, selv om ingen vidste hvordan han havde gjordt det.. hvordan han døde, og hvordan han genopstod, mindre voldig og sindsyg end før. Det var hans hennemlighed, dybeste hemmelighed, og her sad hun og udspurgte ham om det.. hun skulle stoppe.. nu. "Jeg slår ihjel, ligeså meget som din kære Alias!" udbrød han, da han ikke ville behandles uretfærdigt, vampyrer var.. ti gange mere en morder end ham selv! "Først så går jeg en aftentur, følger efter mit bytte, lytter til hendes tanker, hvis hun er smuk og uskyldig bliver jeg tørstig, hvis hun er grim kan jeg ikke.. de skal være smukke, hvis hun har et stort ego.. hmm det tænder mig.. så præcenter jeg mig for hende, som en helt normal mand, snakker med hende og fortæller om mig selv.. og så tager jeg hende med ind i en gyde, nogen gange voldtager jeg hende, eller har normal sex, så bider jeg hende i halsen, drikker hendes blod, til hjertet slår langsomt. Så kigger jeg hende ind i øjnene og suger hendes sjæl ud og så dør hun, nogen gange torturer jeg hende først, så hun kan se hvem der bestemmer.. nogen gange slår jeg dem bare ihjel med det samme, og nogen gange dør de ikke, når jeg er sød.. men det er jeg sjældent.. men jeg kan rigtig godt lide at lære mit bytte at kende først.. jeg kan godt lide smukke piger med langt lyst hår.. og jeg kan godt lide når de skriger og tigger.. men det beste er at se sjælen forlade kroppen.. lyset der slukkes.. det er utrolig smukt... " sagde han total ærligt, så lænte han sig tilbage i stolen og smilte et sindsygt smil til hende, imens han båndede sin øl i en slurk.

Som et rullegardin der blev trukket ned, forlod blodet hendes ansigt.
Hvad var det han sad og proklamerede....næsten stolt af det også?'
Han slog ihjel.Hendes hænder knyttede sig og knoerne fik samme hvide farve som hendes kinder.Hvis hun ikke var blevet voldsomt overrasket, var hun nok gået allerede der, men hun skulle lige bruge nogle sekunder til at få sine ben til at lystre hende.
Men som han forsatte sin lille fortælling, var det som rummet blev mørk og snævrede sig ind på hende.
Hvad helvede sad han og fortalte hende.Hvor grusom kunne man være? Var han...sindsyg eller hvad.Uanset...virkede det ubehøvlet at skræmme livet ud af hende i den grad...hendes hjerte hamrede uroligt i hendes bryst, og en bizar tanke dukkede op , om Alias ville blive sur hvis hun smækkede en kunde en på låget? Var det derfor han ikke ønskede hende her? Fordi han troede hun ikke kunne ...tackle....de specielle kunder.
Millicent rejste sig op...hendes knæ rystede...hans ord havde ramt ligeså forfærdeligt hårdt som havde han slået hende.Hun var bange...men desværre også vred og med et utøjlet temperament.
Hun satte begge hænder i bordet og lænede lig lidt ind imod William.." Hvis du ikke sad her som en kunde nu, så knaldede jeg min sodavand lige i fjæset på dig, du er....alvorlig...syg.....og tak du Alias forbat du går herfra i et helt stykke" talte hun truende lavt og drejede omkring med hensigten at ville forlade bordet.....g måske gå uden for og trække lidt luft og køle ned.
Det kløede i hendes hænder for at slå ham? Hvorfor gjore det det ? Hun hørte Thomas ord* opsøger du tit farlige situationer?* jaa, nogle ville mene at lægge sig ud med en dæmon var et klart JA.

William lod et højt grin forlade sine læber, og rystede på hovedet af hende, "Du skulle se dig selv.." sagde han og grinte så igen, total ligeglad med hvad hun nu følte, han kunne styre hende som han ville, fra top til tå. Hun havde endnu ikke hørt om hans specielle evne, tankelæsning.. utroligt ja, men det var ikke det værste han kunne, langt fra. Dog havde han ikke så godt kontrol over evnen længer, efter han var bleven dæmon, kunne han ikke helt styre det så godt, men han kunne stadig få, lige hvad han ville have, lige når han ville. Hans evne.. han kaldte det for sinds-læsning, fordi intet andet ord kunne stå inde for alt det han kunne. Det betød han han kunne se ind i folk.. se deres tanker, deres følelser, deres drømme, deres håb.. men ikke nok med det, han kunne ændre i det, han kunne slette deres hukommelse, ændre på deres følelser, give dem hede drømme om ham, han kunne få dem til at elske ham uden grund, og de ville aldrig nogen sinde vide at han havde påvirket dem til det, for det var deres tanker og deres følelser, som han blot pillede ved total ubemærkede, men nu når han havde kontrol over tanker og sind, kunne han også styre hver en bevægelse man tog, den eneste muskel der ikke var styret af tankerne var hjertet, så dræbe dem kunne han ikke, i hvert fald ikke på den måde, men han kunne jo altid pante en take om selvmord i deres sind, og de ville gøre det.. han kunne styre dem, ud og ind som små dukker.. og ja han havde brugt det rigtig meget som vampyr, men som dæmon var det sværer, fordi det ikke var en evne der var lavet til hans race, det var en ond gave, og han havde ikke længerer vished over den, men det betød ikke han ikke kunne styre den med lidt alkohol og lidt træning, men selvfølelige gjorde det ham svag.. og sulten.. at bruge evnene.
Han betragtede hende rejse sig, hendes ord, han smilte, "Millicent" kaldte han efter hende, "du er ikke færdig her endnu.. kom og sæt dig søde" sagde han blidt, inden han lukkede øjnene koncentrede sig, og koplede sig på hendes hjerne, hendes sind, hendes tanker og bevægelser det hele.. førte hende tilbage gennem rummet og fik hende ned at side på stolen igen, inden han slap hende helt. "dygtig pige.." hviskede han og lænte sig ind over bordet og kiggede hende ind i øjnene. "Du skal helst ikke prøve at gå igen.. for så bliver det grimt" advarede han hende.


// Blev nød tila t forklare hans evne i emnet fordi jeg fik slettet min profil tideliger hvor det stod.. ja den er lidt vild, og jeg prøver at være sød.. men du gør det svært (; //