Utopia - Millicent (!)

Babyblå himmel, solen i form af en gul cirkel der hang på himlen og hylende børn der løb nøgne rundt var sikre tegn på at sommeren endelig var kommet. Der var ingen der forsikrede at den ville blive, hvilke var den perfekte grund til at kaste sig ud i solens brandene stråler. Selv Stephen kunne se meningen i det og han var også bevæget sig ud fra sin lejlighed, men ikke uden noget at tage sig for. Før han havde forladt hjemmet, havde han grebet sin tomme computertaske hvor han havde smidt nogle nodepapirer ned, samt nogle skrivere. Sommervejret var perfekt til at være lidt små kreativ. Normalt fortrak Stephen at sidde på sit hummer og lave sine ting, men han kunne ikke finde nogle argumenter for at blive inde, så ud måtte og skulle han. Der hørte ikke nogle overdådig villa have med i leje kontrakten til hans lejlighed, så han måtte ty til byens park, hvor han kunne smide sig ned på det nyslået græs og lade inspirationen komme til sig ved at kigge på de børnefamilier der havde slået sig ned omkring ham, eller retter sagt var det ham der havde slået sig ned i midten af dem.
Stephen havde placeret en spidset blyand mellem pege og tommelfinger, som han sad og vippede lidt frem og tilbage, mens han lod tankerne løbe fra ham. Den første tanke der trådte ind for at blive undersøgt var tanken om dagens aftensmad som han før eller siden snart måtte komme hjem og få lavet, men det var ikke noget der kunne give ham inspiration til en sang, så madplanerne blev skubbet over bord. Han greb fat i den næste, der var en meget besynderlig og underlig oplevelse. Det var endnu ikke lykkes Stephen at knække koden til hvorfor pokker Millicent pludselig næsten var sprunget ud af døren som om hun havde brændt sig på ham. Han havde jo hverken bidt eller kradset. Resultatet af dagen, var at han sad måbende og gloede ud af døren hvor Millicent var forsvundet med den besked at han bare kunne låse efter sig. Først havde hans tanke været at blive siddende og vente til kom kom tilbage, men hun havde snakket om et forhør og en brænd og det lød til at ville tage lang tid, så han var til sidst kommet frem til at det nok var bedre at forlade lejligheden. Det var så ikke helt sandt at han ikke vidste hvorfor hun var smuttet, men hastede det virkelig så meget?!

Hun ville aldrig kunne blive en af nattens børn, hun elskede simpelthen solen og dens varme stråler for meget. Hendes nye job, som hun snart skulle begynde ville også betyde lidt mindre dagslys for hende, da det var på en natklub og hun derfor først ville have fri hen af morgenen.Så en stor bid af dagen , ville hun komme til at sove væk.
Det var derfor en meget ivrig Millicent der denne dag kunne begive sig afsted til den lokale bypark, for at nyde en herlig sol dag.
Hun havde fundet noget særdeles småt tøj frem, ikke fordi hun yndede at gå i den lidt for ..argh...slutty...tøjstil, men fordi hun gerne ville have lidt kulør- og ikke ville ligge i parken i en bikini.Så istedet lå hun nu her...på et stort småblomstret tæppe, iført et par små hvide hotpants og en lille babyblå top, der så ud til at være skåret ud af himlen, da farven var stort set ens.
Hendes hår var samlet i to rottehaler, så de nemt kunne puffes enten ned af brystet- eller om på ryggen, alt efter hvor hun ville have sol.
På tæppet stod også en fin kurv, lavet af peddirør fra den lokale plejehjemsbasar , samt hendes hvide godt udtrådte all stars, som hun ikke havde hjerte til at kassere, ikke før hun kunne købe et nyt par i hvert fald.
Hun rullede om på maven, og lå og dinglede med fødderne op imod solen, som var de blomster der strakte sig imod lyset.
Et lille veltilfreds suk gled ud mellem læberne....det var længe siden hun havde været så...afslappet.

Plejede man ikke at snakke sammen om det et par dage før man blev indkaldt til forhør, så man kunne gøre en eftermiddag fri til det. Det var jo et ren tilfælde at hun netop var hjemme. Tænk hvis Millicent sad på et eller andet soldæk nede i Florida og nød solen, ville hun så også lige springe på det nærmeste fly og flyve hjem? Næppe. Tankerne fik lov til at bundfalde før han gav helt slip på dem og rettede sit blik mod noget mere positivt. Stephen kunne se en masse positivt, både sol og sommer og vilde unger der løb rundt og skrig som indianere, det var i hvert fald ikke negativt. Mens han lod blikket feje hen over de nærliggende folk, overvejede han at skrive en børnesang for en gang skyld, det kunne være sjovt at prøve kræfter med, men lige så hurtig som tanken kom, forsvandt den.
Det var som om der midt i græsset lå en tikkende bombe der fangede Stephens blik, men hvis det virkelig var en, så var den meget omhyggelig gemt væk i en ung kvindekrop der til forveksling kunne ligne Millicents. Netop derfor sprang Stephen pludselig på bene, før han selv nåde at reagere, og smed sine papir ned i tasken, som han svang over skulderen for så at gå med hurtige sikre skridt hen imod tæppet og den klassiske frokerstkurv. Med vilje placerede Stephen sig i solsiden, så han stod med ryggen mod solen og kastede sin halvlange skygge ned over den solbadende pige, der syntes at tage sol i noget der så lidt for kort ud. Hun så næsten malplaceret ud i det korte dress der gav godt med hud.

Sol var jo på en måde som ...terapi.Den skubbede al det tunge baggage væk , rensede sindet for kedelige ting og....og... Hey! Hvor blev solen af?
Millicent kom lidt kejtet op på en albue og på bedste indianer vis, blev den frie hånd placeret for yderliger skygge, selv om de fleste stråler allerede var blevet blokeret.
Hun var i gang med at sige ' undskyld' men gider de være så venlig at rykke dem vær, de skygger jo for hele solen' - men hun nåede ikke længere end .." Undskyld...vil de..." hun troede ikke sine egne øjne.Hun havde for længest opgivet at se ham igen.Da han ingen telefonnummer havde efterladt, tog hun det for givet.Og nu var dette jo også bare et tilfældigt møde.Men alligevel....det var HAM." Stephen?!.... Hejsa, hva sørensen ...tænk at møde dig, her" plabrede hun.Det var jo ikke fordi det var sådan et underligt sted at løbe ind i folk folk, på en sommer dag.
Hun fik den irriterende følelse i maven.Før havde hun kaldt den varm og snurrende, men nu...nu beskrev hun den som irriterende, for det var ikke en hun havde lyst til at have.Nej.
" Tak for sidst....kom du godt hjem ?" spurgte hun som en naturlig ting.
Selv havde hun tilbragt det meste af den dag på politistationen for at besvare deres mere eller mindre idiotiske spørgsmål- igen.

Et smørret næsten triumferende smil kunne ses på Stephens ansigt, da han så Millicents reaktion. Der var altid størst underholdning i at overraske folk og så se deres måbende ansigter, der tydeligvis lyste af først forvirring og så overraskelse for til sidst at slutte med genkendelse. Da hun genkendte ham, trådte Stephen væk fra solen, så dens stråler igen kunne ramme sit mål, uden hans blokering. Imens hun begyndte at få munden lidt på gled, tog han sig den frihed at sætte sig ned ved siden af hende, hvor han smed sin taske oppe ved hoved, så han kunne bruge den til en form for ryglæn. "Det vil jeg tro, jeg er i hvert fald her." Besvarede han med en lidt for høflig mine, mens han lage sig godt til rette og mærkede solens stråler ramme hans ansigt. Solbadning var ikke noget han normalt gjorde sig i, men når han endelig fik chancen ville han ikke beklage sig.
Efter et par tavse sekunder, slog Stephen øjne op og drejede sig rundt, med en skyggende hånd for at kunne se Millicent uden at blive blændet af solen. "Gik forhøret godt?" Det var mest af alt et høflighedsspørgsmål, men han var også en smugle interesseret i det, men hvad han var mere interesseret i, var at høre hvordan det gik med hendes arbejde, havde hun fundet noget? Da Stephen havde fået et svar af en art, kastede han sig over det næste spørgsmål, uanset om han mente hendes svar var tilstrækkelig uddybende. "Hvordan står det til med job situationen?" Der var ingen tvivl om at det område vakte hans interesse langt mere end om hendes møde med politiet eller hvem det nu var hun havde snakket med.

Hans lidt for brede smil, gik ikke hendes opmærksomhed forbi .
Stille så hun til at han indtog tæppet, uden en invitation..med mindre man kaldte hendes smil til ham for sådan en , og først da han havde taget plads, og havde svaret en smule...reserveret? At han var komme godt hjem, han var her nu da..først da svarede hun lidt sarkastisk.." Vil du ikke sidde ned Stephen? Og - ja sørme om du ikke er! " men hun blødte dog op og tilføjede lidt mere mildt " dejligt at se dig igen".
Millicent der nu gjore sit bedste for at sidde som den lille havfrue, betragtede Stephen der nu lå ned og slappede af. Hun sukkede og lagde sig ned , igen på maven..så kunne hun bedre se ham.
Tavst tog hun hans udseende ind, uden at kommenterer på det.
" Forhøret? Oh jo...som forventet gik der adskellige timer med det, det føles snart mere som..chikane...end et egenligt forhør.Det er de samme to betjente der hver gang.." hun holdte en pause og missede med øjnene op mod solen.Ærgeligt at hun havde glemt sine solbriller et eller andet sted, nu kunne hun ikke finde dem mere. " Men det gik fint nok" afsluttede hun den samtale og Stephen kunne brilliere medbsig glimrende hukommelse , da han udfrittede hende om job situationen.Noget sagde hende at han ikke ville finde det lige så skide heldigt, som hun selv havde gjort.
" Jo...jeg mædtes med ham Lavender jeg fortalte dig om...en middag med ham og med Rose , der syr noget af mit tøj. Det gik super godt, og mit første foto shoot, er i hus.Jeg mangler stadig at se det færdige resultet" clubben havde hun ikke nær så travt med t fortælle om.

Arbejdsemnet var tydeligvis et område hun var godt tilfreds med, det var ikke svært at høre på Millicents ivrige stemme at hun godt kunne lide jobbet. Det glæde Stephen, der heller ikke ville kunne se at hun kunne fortsætte i meget længere tid uden et arbejde. "Så ved du da heller ikke om resultatet er godt." Drillede han spørgefuldt selvom han var ret sikker på at det hele nok skulle være gået som smurt i olie. Hun var sikkert den perfekte model. Stephen lod sig falde ned på tasken igen, mens han lukkede øjne og var yderst opmærksom på varmen mod hans øjenlåg. Det var ikke noget han mærkede særlig tit, men det var en behagelig følelse som han burde afprøve lidt oftere, men nu var han ikke kommet i parken for at slikke sol, så inden han døsede hen, slog han øjne op og rettede dem mod Millicent.
"Så nu har du både job og bolig, er der mere du mangler?" Stephen der ikke var udstyret med den bedste hukommelse verden havde set, gravede rundt i hans hukommelse i et forsøg på at huske noget han mente hun havde nævnt. Noget med at være ensom. Han kunne ikke huske om hun havde sagt det til ham eller hvor idéen var kommet fra, men et eller andet sted havde han forbundet hende med det. Muldvarpen fortsatte og fik til sidst kædet det sammen med noget med at hun var flyttet væk fra sit gamle liv. Det var måske ikke det klogeste emne at bringe på banen, men ordne var efterhånden flere sekunder gamle, så han kunne ikke rigtig nå at redde det hele i land igen.

Hun forklarede med et smil " Nu må vi se om de kan lide mine billeder, hvis ikke har det bare været en sjov oplevelse...men hvis de kan....og det er her det bliver sjovt, for hvis de kan så springer jeg alle de små magasiner og blade over - og kommer direkte i det store, fordi det er for Maclavender...eller Lavender, som han helst vil kaldes.Der er modeller der æmper i årvis...for at at arbejde med nogen af hans kaliber, og jeg får lov som helt ny, er du klar over hvor vildt det er?!"
Glad viftede hun med fødder trak rottehalerne på plads foran, så solen kunne gøre sit på skuldre og ryg.
Stephen...han fik hende til at grine, måske helt ufrivilligt, men alligevel...
" Hmmmm,...hvis du har en lækker singelven der kan jage ensomheden væk når mørket falder på, så send ham lige min ve, ik" jokede hun halvt om halt...for jo, hun ville da elske at have en helt særlig person i sit liv, men blind dates, var nu ikke lige hende.Ikke med mindre hun blev tvunget ud i dem.Det sjove var...det kunne hun som model, man kunne leje hende, men naturligvis fulgte der ikke kys og kram med- det var indlysende.Men hvis man havde et arrangement og ville hyre et ' kønt' ansigt til at være ved ens side....så kunne man.
Og Rose havde sagt, at hvis man først blev et kendt ansigt i bladende, så ville der komme mange af den slags opgaver.Det lød lidt....vildt, efter millicents mening.

Stephen besluttede sig at holde sig til himmelvendte øjne. Hun havde jo knap haft jobbet i mere end ... ja, hvor lang tid det så var og berømmelsen var allerede ved at sige hende til hoved, før hun var berømt. Han kunne sagtens høre den spørgende klang i hendes stemme og vidste at hun var typen der stod med begge fødder plantet solidt på jorden, men alligevel. Spørgsmålet omkring single venner havde alligevel sat lidt i gang i hoved på ham. Han forsøgte at huske om han havde nogle, men de fleste var enten i et forhold eller også mente de ikke at have brug for en partner. Præcist som Stephen selv - eller næsten. Han følte ingen trang til at jagte kvinder, hvilke ikke var den rene sandhed, men sådan da.
Stephen havde besluttet sig for at tolke Millicents jokende svar for at hun ikke mente at mangle noget, så hvis hun havde det godt, så kunne han også sagtens tage og slappe af, frem for at hoppe og springe for at hun skulle have det godt. Han havde heller aldrig skrevet sig op til det, men hvis hun ikke havde det godt, ville hans bedre jeg sikkert tvinge ham til det før eller siden. "Så kender jeg en model for de store blade, uha, så har man prøvet det med." mumlede han med en tvetydig mine der ikke var helt til at tolke. Med de ord, klappede han atter øjenlågene sammen og nød solen mens han begyndte at tænke over hvilke form for musik han ville hjem og brygge sammen i sin heksekedel når først han lige havde været forbi en eller anden kiosk og købe en frysepizza.

Stephen var en heldig mand, eller nærmere betegnet en heldig engel.Havde Millicents evne været at læse tanker, så havde hun sikkert valgt at lege struds og ejermand, hvilke ville sige at Millicent var ejer af en dum og uklog struds og den skulle stikke sit hoved ned i jorden, og hun ville skam selv fører dens lille uvidende hoved derned.hårdt! At berømmelses skulle stige hende til hovedet....så var der nok større chance for at månen faldt ned, eller de fik selveste Jesus til brunch.
Men istedet lå hun helt afslappet og nød solen, imens hun flettede et par græsstrå .
" Hvor er du åndssvag...det er da ikke sjovt" sagde hun bebrejdende, det var lige sådan noget hun ikke gad stå model til, for at blive i den metafor.
Hun satte sig op og strakte dovent hendes arme op mod himlen, så kravlede hun på alle fire over i hjørnet hvor kurven stod, og slog låget og.Hun kiggede ned....der var sådan set lidt af det hele.
Frugt,brød,slik, juice og vand..." Hey Michael Angelo....want some?" drillede hun og baksede kurven over mod ham.

Det var også lykkes Millicent at holde samtalen på et mere alvorligt plan, hvis hun ikke havde smidt den kommentar i hoved på Stephen, der straks begyndte at smile og næsten grine, men dog uden en eneste lyd. I længere tid lå han stille og grublede over hvad hun havde sagt og priste sig lykkelig for at hun ikke kunne læse tanker. Da der kom liv i hans partner til hans ene side, drejede han kort hoved og åbnede en smal sprække som han lige kunne se ud, men da der ikke syntes at ske noget med videre interessant indhold, vendte han om igen og blev liggende i sin egen lille verden, til Millicent kaldte. Selvom hun ikke brugte hans navn, var det navn hun brugte nok til at tilkalde hans opmærksomhed.
Langsomt, dovent og egentligt ikke så glad for at slippe sin gode plads, lod Stephen sig rulle ned fra sin plads så han lå på maven og kunne åbne øjne for at tage et bedre blik på kurven foran ham. "Mad?" Lød det overrasket fra ham, som om at han aldrig havde set det før, eller nogle aldrig havde tilbudt ham det. Han studerede indholdet i lidt tid, før hans øjne syntes at slå sig fast på et koldt kyllingeben. Da kyllingebenet var nedstirret i tilstrækkelig nok tid, greb han ud efter det, eller nærmere boksen det lå i. "Hvor har du det forfærdelige Micheal Angelo fra?" Det klingede helt forkert i øreret på Stephen, der dog var noget imponeret over at han ren faktisk havde reageret på det! Det var ikke noget han plejede at gøre, men det var altså lige sket, til hans egen store skuffelse. Hvorfor det var dårligt, kunne han ikke helt forklare, han så det ikke som noget positivt.

Hun rystede på hovedet, der var altså et eller andet forfærdeligt irriterende over den dreng.
Mere end der var ved mange, og der var ellers en del.
Lidt efter da Stephen havde suget al næring ud af et kyllingelår, sagde hun " Så snup dog det lår" på helt samme tid som han faktisk rækkede ned efter boksen de lå i. Der var to. Hun fiskede også noget ciabatta flytes op og rakte det mod ham, hvis han ville have brød til.
" Jamen.....var det ikke navnet på en eller anden engel? Humor...hedder det.En dag skal jeg introducerer dig for det" drillede hun ham, og tog selv noget flytes og begyndte at gumle på det.En anden plastik boks med små frugt tern blev sat på tæppet, dem ville Millicent hellere have en kyllingen...lige nu.
" Hvorfor slæber du rundt på din pc?" nu kunne hun jonikke vide sig sikker, men hun formoede det var sådan en der fyldte i taske.
Hun satte en flaske vand og en lille karaffel juice frem.
Selvom han var....så svær for hende at blive klog på, virkelig.Så måtte hun indrømme hun nød hans selvskab.

Stephen holdte sig til en grimasse i førte omgang, før han tilføjede noget så tørt. "Haha, ih hvor er du sjov." Han satte sig til rette på tæppet og åbnede boksen for at byde Millicent på et lår, selvom det egentligt burde være omvendt. Han havde også selv tænkt lidt over at han jo bare tog hendes mad, men så slap han for frysepizza og hun tilbød jo ham det så direkte, så hvorfor dog ikke nyde det? "Det er ikke min PC der ligger dernede, det er noder, det er den bedste taske jeg har til papir." Forklarede han, imens han kastede sig over sit ben som han spise på den gode gammeldags måde ved at gnave.
Stephen lod sig opsluge af kyllingebenet som om det var en eller anden hjernevrider til han var færdig med benet som næsten skinned på grund af den omhyggelig afgnavning. "Tak for benet." Han kastede benet hen i en nærliggende busk før han begyndte at sutte sine fingre af, der havde en dejlig smag af kylling.
Da kyllingebenet ikke længere kunne være en undskyldning for ikke at sige noget, forsøgte Stephen at finde på noget at sige, men det lykkes ham ikke rigtig. Det var nemmer sagt end gjort at hoste op med et eller andet tale emne og nu han tænkte over det, så var de heller ikke så gode til at blive ved emnet. De fløj næsten forbi hurtigere end et TGV tog.

" yeah...a real bundle of joy" lo hun og gaflede noget mere frugt op .
Imens hun fik tørret lidt spildsaft af sin hage, fik hun opklaring på hvad Stephens taske rummede.
" Noder...du bærer rundt på dine noder? Oh." hun kunne ikke lade vær med at blive lidt små imponeret. Han havde jo talt sandt, han levede for sin musik.
Han pirrede hendes nysgerrighed, og hun gjore hvad hun kunne for at blive stillet tilfreds.
" Hvad arbejder du så på nu? Hvilken genre af musik laver du?"
Der kunne jo være så meget.Hun prøvede at gætte sig lidt til stiltypen, men det var da en umulig lille leg.Hun kunne dog ikke se ham lave techno eller andet dance, han virkede langt mere kompliceret og følsøm.
" Velbekommen, men der er nu et til...go for it" indskød hun lige med maden, og så kort efter det ben han kastede væk.Hun gad ikke rejse sig og hente det...nu.
Men nogen burde opdrage lidt på den dreng " Hey ...bare lig ben og andet affald i skålen, okay?"

Med den ene finger stoppet næsten helt ned i halsen stoppede Stephen og kiggede kort op på Millicent med store øjne, før han begyndte at små grine og dermed bed sig i fingeren. "Det ved jeg ikke, jeg havde håbet på en form for inspiration, men måske du har nogle forslag?" Han kiggede lidt på sin tilsavlet finger, før han tørrede den af i græsset. "Det kommer fra naturen, det er bare et ben så hvorfor skulle det ikke komme tilbage til naturen?" Det fulgte Stephens tanker at det var korrekt at smide affald i skraldespande som folk gjorde sig den ulejlighed at tømme jævnligt, men ting der kom fra dyr mente han lige så godt kunne komme tilbage til naturen selv. Der var han sikkert anderledes end mange andre, men han var sikker på at det gjorde mindre skade end plastic og hvad ville der mon ske med det ben når det langt om længe blev fundet?
"Men hvis du har nogle idéer til musikken, så host op. Det jeg laver er ... hvad kalder du det, ikke så frygtelig digitalt." Tilføjede han da han kom i tanke om at hun havde snakket om hvilke genre han lavede. "Men det sker fra tid til andet. Hvis jeg for eksempel laver en duet mellem en violin og piano, så bruger jeg en computer til at sætte det sammen." Forklarede han en smugle ivrig.

Hun så hans hjælpeløse kamp med finger og mund, og var da ogsåmlige ved at dykke ned i kurven og fiske en serviet frem til ham.Men hun fandt ham ganske underholdende som han sad der og kæmpede mod sig selv.Og siden han var så ' et' med naturen kunne han jo lige så gidt bruge græsset, ik?
Men til sidst løb hendes gode hjerte alligevel af med hende, og hun stak ham en serviet.Om ikke andet kunne han, gemme den til næste gang.
Inspiration....?
Hun tænkte sig om, for at måtte sande at hun ingen ting anede om den slags.Var det ikke noget følelsmæssigt noget? Hun drillede ham lidt , da hun krøb tættere på ham og forsøgte at lyde indsmigerende, hvilket sikkert failede big time, da hun ingen øvelse havde i det, da hun sagde..
" kig dig omkring....love is in the air, all around you" behøvede han mere inspiration end det?
Der var adskillige unge par.Nogle flettede fingre og så hinanden dybt i øjnene ,hvor andre igen var igang med en drillende leg og bagefter mødtes i lange forelsede kys.
Flere familier var repræsenteret, de lo og legede med deres unger g alt var fryd og gammen, ihvert fald på overfladen.
En middelalderen mand gav hans hustru en kærligt strøg over hendes lange røde hår og plantede et kys på kinden, imens hans hviskede et eller andet der fik hende til at rødme svagt, imens deres vielsesringe glimtede i solen.
Millicent kiggede væk...hun havde ikke kunne høre hans ord, men alligevel følte hun at hun havde overværet noget...privat.
" hvad mere kunne du ønske dig?" sagde hun med et lidt suk.

Stephen stirrede spørgende på servietten som han modtog uden rigtig at vide hvad han skulle gøre af den. Der var så meget han kunne gøre med den, men han havde tørret sine fingre af, så han havde ikke længere brug for en. Han ville næsten til at give den tilbage, da han blev stoppet. Hvis hans blik før havde været spørgende, var det intet imod det blik han nu gav pigen der næsten kravlede op af ham med et eller andet indsmigrende. Han hævede spørgende blik og kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun havde gang i før hun satte ord på det. "Jaja, kærlighed er der skam nok af, men det er også så let at skrive noget med kærlighed. Det kan gøres hurtig og kort." I ren høflighed kastede Stephen et kort blik omkring dem, kun for at få bekræftet Millicents ord med udråbstegn, fed og understregning. "Jeg tænkte nu på noget lidt mere kreativt. Jeg ved ikke hvad det skulle være, men ikke så meget med følelser muligvis?" Han lage hoved tilbage og kiggede op i den blå himmel i et kort øjeblik før han lukkede øjne og mærkede igen solens stråler mens hans hjerne dampede af sted. "Hvilke instrument skal det være på eller med? Duet, solo, duet eller kvartet?" Han kiggede igen ned på Millicent og forsøgte at få lidt hjælp fra hendes side. Det var altid nemmest hvis han havde nogle rammer, hvilke ikke altid var så let at stille op.

Hun rystede på hovedet , var det let at skrive om kærlighed? Interessant.I hendes verden var kærlighed ..,og døden....de sværeste emner at forholde sig til.Hvorfor? Fordi det var dem der lavede de dybeste og mest berændte sår- ganske simpelt.
Hun rullede ned på ryggen og missede mod himlen med øjnene.
Hun prævede at kigge indaf...selvrefleksion...hed det, og hun blev ramt af en ganske trist følelse.
Derinde, midt i al glæden,omsorgen og latteren var en grå eller ret så mørk plet.Tristheden.
Hvad den bestod af og hvorfor den var der ? Det gad hun ikke beskæftige sig med..not at all, actually.
" Klaver....og noget trist, noget meget forfærdelig trist....en der mister alt" sagde hun med lidt hæs stemme og drejede om på maven, hvor hun fanhågede vand flasken og gav sig ifærd med at pille ved skrue låget.

Stephen havde altid set forskrækkelse som noget der kom pludselig og ofte var larmende, men han fik pludselig modbeviset da han hørte Millicents hæse stemme. Det tog ham ikke lang tid at ligge to og to sammen, for at få et resultat. "Er der noget galt?" Han forsøgte at fange hendes øjne, men før han nåde det, var hun allerede rullet om på maven for at blive optaget af en flaske. "Okay, noget sørgeligt og trist." Gentog han og valgte at ignorere hendes triste tonefald. Hun var sikkert ikke interesseret i at han skulle snage i hendes sager, så han fandt sin taske frem, for at hive noget papir frem. Kort betragtede han det blanke papir, før han spillede tonerne inde i hoved og hurtig begyndte at kradse noderne ned på papiret. Han stoppede op ligesom en maler der betragtede sit kunstværk, før han igen kastede sig over 'billedet' og tilføjede den nøgle stykket skulle spilles i. Derefter fortsatte han med iver og glemte hurtig alt om Millicents problemer.

// undskyld min staveplade er dysfunktionel og multihandicappet, den er ikke så god til det med bokstaver og så får den store smerter når den skal lave mellemrum, tilgiv mig før nu og fremover for dens utilstrækkelighed.Måske den burde få...medicin...af en art?


Så nemt han adopterede ind i hendes univers.
Man kunne ligefrem se det på ham, se hvordan hans tanker og hjernens bølger formede sig efter noder og musikalsk trissemetri. Trissemetri var en tilstand hvor afmagt, og det af overgive sig til de triste følelser...ikke at kunne trække sig selv op af dem, fordi man ikke så en udvej.Man var ikke deprimeret, nej..bare ulykkelig trist.
Hun fik det genstridige låg af, og slugte et par mundfulde.Diskret satte hun flasken ved hans side, tæt på ham.Hun ville ikke afbryde, ikke forstyrre Stephen.
Han så ud til at have en ide om hvor han ville hen med hans lille komposition, så hvis hun brød ind ville hun bare risikerer at blev retningsforstyrret eller at inspirationen fordampede, og det ville da være synd.
Så hun lagde sig på siden, med sin egen arm som pude under det ene øre, og der lå hun blot og så på ham.På hans ansigt....på hans hænder...på hans øjne og hans læber, imens hun blev mere og mere stille indvendig.

Med jævne mellemrum stoppede Stephen op for at betragte noderne og spille tonerne inde i hoved, før han ivrigt fortsatte med at nedkradse de forskellige tegn der ville gøre det ud for at klaverstykke. Det var ikke helt nemt at gøre det på låret, men det lykkes ham at få nogle læselige noder nedkradset på papiret hvor der til sidst kom et stykke til syne. Den første side blev hurtig overtegnet af forskellige tegn og det samme blev den næste side, der udformede en trist og sørgelig slutningen som der var ønsket.
Da Stephen var færdig, kiggede han spørgende ned på Millicent, før han rakte hende papirerne. "Kan du læse noder?" Det havde været en smugle anstrengt stilling at side i, så det føltes behageligt og befriende at komme ned at ligge så han kunne strække sin 'stive' krop. Han havde lagt sig på maven og fulgte Millicents eksempel med at ligge hoved på sin arm, til brug af hovedpude, før han lukkede øjne med et højt suk. "Nu skal jeg bare finde ud af om det overhoved er muligt at spille, jeg plejer at tage instrumentet med mig ud, men til tider undlader jeg det og krydser finger." Halvmumlede han, mens han bekæmpede et gab og trillede om på ryggen for igen at mærke solen. "Vil du med hjem og høre melodien, eller har du andre planer for aftenen?" Han drejede sig halvt om, så han kunne kigge på Millicent, men var for doven til at vende hele kroppen om, selvom det sikkert ville blive en mere afslappet stilling.

Stephen begyndte at blive mere rasteløs, og Millicent så til nysgerrigt...måske det var et signal på han var vej at være færdig? Da han rettede sig lidt op og så på hende, smilede hun.
Hun modtog hans nodeark, men udover at hun synes det så vanvittigt smukt og poetisk ud, forstod hun intet af det, desværre.Hun rystede på hovedet, nej...det kunne hun ikke.
Men hun elskede noder, især en g nøgle, og havde enda ønsket sig en som tattovering, men hendes krop var ren og simpel, ikke nogle stigmatiseringer hun senere i livet kunne fortryde, og sådan passede det hende fint.Skønhed var mere værd hvis den kom indefra, end udefra...men det var jo blot hendes mening.
" Det bliver spændende....jeg håber det lykkes. Er det altid så let at komponerer?" hun syntes han var hurtigt færdig, og var nu interesseret i lyden af stykket.
Så hun blev meget glad for hans invitation, om at komme med ham hjem, for at høre stykket, naturligvis.Hun begiknaldrig de samme fejl to gange, mindede hun sig selv om.Een gang var menneskeligt, togange var dumt, tre gange var utilgiveligt.Sådan havde hun det.
Så hun stak ikke blår i øjnene på sig selv, denne gang da hun smilede og sagde " Om jeg vil ? Meget gerne Stephen" ? hendes øjne blev et øjeblik fanget af hvordan solens stråler spillede i hans hår, som bestod det af sine egne smukke noder, hårlokkene, der dannede en smuk sammen sat symfoni, hele håret.
Måske var hun ved at udvikle solstik, tænkte hun lidt spidst.

Noget der kunne lyde som et grin forlod Stephen, der gav hende et stort smil. "Nej, og det der er langt fra færdig, bare et udkast som jeg tit kan bruge flere uger på at lave helt perfekt, hvis det skal lyde ordenligt." til der var han heldig med at tonerne passede, men kræsen som han var, når det kom til musik, kunne han sagtens lege med det i lang tid. Lød det bedre på en anden måde, hvad nu hvis man skiftede nøglen eller hvad hvis man rykkede det hele op eller ned, eller lavede en crescendo eller en decrescendo midt i det hele. Det gav altid et musikstykke meget mere at byde på, hvis der var noget spil mellem tonerne og styrke.
Hvis det overhoved var muligt, blomstrede Stephen endnu mere op da han hørte at Millicent 'meget gerne' ville med han hjem. En bagtanke sneg sig ind bagfra, men han skubbede den hurtig væk. Han var klar over at hun bestemt ikke ville gøre det igen, hvorfor skulle hun også gøre det? Tanken føltes direkte malplaceret og overflødig. "Det lyder godt." Han nikkede en enkel gang for at bekræfte sine ord, hvorefter han tog sine papir og betragtede dem lidt. "Med lidt held kan man også dreje det hele, så man kan spille det på violin ..." Fortsatte han mest henvist til sig selv og studerede de små magiske tegn, der spillede tonerne inde i hoved på mig. "Skal vi smutte nu, eller fortrækker nymfen lidt mere sol?" Stephen rettede blikket mod Millicent.

Åh...hun kunne se ham for sig.
Sidde der forgabt i egne musikalske tanker og ideer, nusle og pusle med sine ark og ændre lidt på lyden og tonerne histen og pisten.Hun smilede helt ved tanken.Et estetisk syn, ville han være.
Et lille musikalsk geni, der fin justerese sine værker." Havde jeg på fornemmelsen du kunne " sagde hun uden ironi, men undlod dog at beskrive de indre billeder hendes forstillingsevne så sødt havde foræret til hende.
Hun nikkede ved hans ' det lyder godt' , de var begge meget rutinerede i de høflighedsfraser der skulle leveres- men omvendt, så havde han jo sådanset selv inviteret hende, ikke?!
Hun så på sine arme, hun måtte faktisk ikke få AL for meget kulør.De fortrak hendes hud lys havde de sagt hos Lavender, det gjore sig bedst på denntype billeder de ville have af hende, hvad end det så betød? " joo...det er vist fint nok, vi kan godt tage hjem til dig nu" blev hun enig med sig selv om.
Millicent greb ud efter de hvide all stars, og stak fødderne i dem, uden det var nødvendigt at pille ved snørrebånd. Så fik hun pakket kurven sammen,med dens indhold og kom på benene.
" Gider du...tæppet? bad hun Stephen, mon ikke han kunne have både det og tasken? Ikke fordi det var umuligt at bære begge, både tæppe og kurv.Det havde hun jo gjort på vej til parken, men det var besværligt, og en enkelt gang havde tæppet foldet sig ud, og hun var tæt ved at snuple i det.Typisk Millicent egenlig.

Da Millicent gav grønt lys for at de kunne tage af sted, sprang Stephen op som trold i en æske og pakkede omhyggeligt sine ting sammen, for til sidst at smide tasken over skulderen. Først forstod han ikke hvad hun mente med tæppet, men da den fes ind, nikkede han kort, før han bukkede sig ned for først at ryste tæppet og derefter folde det sammen og tage det under armen. "Klar?" Hvis han endnu en gang fik grønt lys, ville han vende 180 grader og begynde at gå over græsplænen i zigzag da der konstant var små øer hvor der lå familier og nød dagens sidste sommerstråler inden de ville forsvinde et sted bag træerne.
"Er du frisk på at gå hele vejen?" Det var ikke så langt væk, så han kunne ikke se hvorfor hun ikke skulle kunne klare turen, hun var jo frisk og ung og lige blevet model, så hun kunne vel sagtens gå den lille tur hjem til hans hule.
Mens Stephen traskede han af sted, begyndte han at studse over både det ene og det andet. Alle mulige ting, der ikke havde noget til fælles ud over at de var yderst overflødige og der slet ikke var nogle grund til at tænke over dem. Egentligt burde han tage at finde på et snakke emne og som sendt fra himlen kom der også et - for en gang skyld. "Så går du stadig efter planen med at blive kendt og så kører dit kreative værksted, eller hvad hedder planerne nu?" Der var ægte nysgerrighed at spore i stemmen, men den evige skeptisk som han stadig bar, ved trampet ned i en kasse og sendt om på den anden side af jorden.