Utopia - Millicent (!)

Hun nikkede og svarede " yup...lead the the way into the lions dent" og smålo lidt.Da Stephen havde også tæppet godtbunder armen, gik de afsted.
Millicent havde ingen problemer med at spadserer, det gav både frisk luft, motion og så var det billigt.Så der var ingen grund til bus eller andet stads.
Efter næsten at have væltet en 2 liters cola hos en tilfældig familie, og undskyldt op til flere gang...kom hun videre og fik nu Stephens spørgsmål at fokuserer på istedet.
"Jo...altsår...jeg skal jo have noget at leve for nu også, så jeg forsøger spare op af de penge jeg måske kan tjene som model- og....så åå ...har jeg fået et job på en club også, men jeg starter først om nogle dage" nhun holdte en kort pause og havde lyst til et emne skift, men det virkede på en eller anden måde alligevel ...rigtigt at fortælle det.
" De penge jeg kommer til at tjene der, skal jeg så leve for....og ellers må jeg låne af model pengene, hvis det ikke er nok" det hele var stadig lidt usikkert, både rammerne for hendea arbejde på Le Diamante og modeltjansen.
" Men....detvhele skulle gene munde ud i jeg kan lave mine egne møbler...ja, og leve af at sælge dem.Men der er jo lysår til, hvis det nogen sinde sker" smilede hun til ham.

Stephen gjorde store øjne, ligesom en dreng der netop havde set sin drømmebil i den lokale legetøjsbutik. "Nu er du vist rigtig en jobhaj eller hvad det hedder." Først havde han ikke rigtig vist hvad han skulle svare, men blev hurtig enig med sig selv at det ikke lykkes at råbe og skrige højt om det. Hun måtte selv træffe sine valg og uanset hvad det blev så kunne han jo bare støtte hende, frem for at pille hende ned. Selvom han ikke anede hvor meget venner de var, så mente han at hans rolle var at støtte hende og det ville være sådan uanset med hvem han snakkede med.
Samtidig med at han var kommet frem til dét resultat, var han også kommet frem til at hvis hun selv ville stige ind i dødens hule, nu hvor hans hjem var løvens hule, så måtte hun selv redde sig ud af den. Han ville gerne varesko hende om risikoen hun løb, men han var ikke hendes far og det ville sikkert give et dårligt resultat hvis han hoppede og sprang hver gang hun gjorde noget der kunne bringe hende i fare. Det ville også blive en uhyggelig trættende tjans hvis han hele tiden skulle det og aldrig kunne fordybe sig i sit elsket musik.
Der var noget ved Millicents ordvalg der altid gav hendes ord et interessant præg, uanset hvor uinteressant det hun egentligt sagde var. Det var ikke noget Stephen før havde bemærket, men nu hvor hun snakkede om munde ud i - som en flod - og lysåre - som astronomi - bemærkede han hvor mange metaforer hun brugte. Godt nok var han ikke dansklærer, men hvis hun skrev en stil på den måde hun snakkede så ville han helt sikkert give hende et A+

Millicent rystede bare på hovedet og gav ham dermed ikke ret.
" Jeg er hverken en stræber eller noget ander.Jeg er...alene..Stephen, fuldstændig alene, så det jeg er i gang med kaldes overlevelse.Intet andet.Jeg tager mig af mig selv så godt jeg nu kan." sagde hun ærligt.
Guderne måtte sande, at det ikke faldt lige heldigt ud hver gang, faktisk vat hun lidt af en ulykke magnet.Men...hun kunne jo ikke sætte sig i et hjørne og vente på det drev over en dag, hvis heldet vendte tilbage, hun måtte jo....gøre noget.
[color=orange]" Jeg kunne lige så godt have vasket gulve et sted, det ville være finr nok, men grunden til jeg er så glad for de nye job tilbud er, at de begge har nogle sociale kontaktflader, og det behøver jeg...som tingene er lige nu"/color] hunnhåbede han forstod, formhun kunne godt selv se, at hendes valg af jobs lød en kende overfladisk.Hun tænkte lidtbover om Stephen vidste at Le Diamante var et sted for mange væsner, udover de normale folk med penge? Selv havde hun intet vidst, da hun trådte derind.

Millicent tog tydeligvis det hele meget mere personligt og følsomt end Stephen, men det var også hendes fremtid. "De fleste job omhandler overlevelse." Svarede han, dog med en tanke på sit eget arbejde, som var noget han elskede og ikke bare kunne blive uddannet til. Det krævede en masse at lærer og kunne, ikke noget alle blev født med eller kunne blive, men heller ikke alle kunne blive modeller. "Du behøver ikke fortælle mig grunden til hvorfor du er glad. Hvem ville ikke være glad for job og hvis du kan lide dem, hvorfor så klage?" Han gav hende et ægte smil, da de stoppede op for at vente på det blev grønt, så de kunne fortsætte over vejen. Da de kom over på den anden side, gik de langs lejlighederne nogle hundrede meter, før Stephen standsede og satte nøglen i en hoveddør.
De kom ind i en mørk opgang, hvor de måtte kæmpe sig op af de lange trapper helt op til 4. sal, hvor han igen kunne sætte en ny nøgle i låsen og åbne op til den mindste lejlighed i bygningen. Der var ingen tvivl om at det var en mand der boede der, fra der var næsten rod - hvad Stephen kaldte 'organiseret' rod - fra gulv til loft over alt. "Beklager der er lidt rodet, men jeg er ikke så god til at rydde op." Han gav et undskyldende smil og banede sig vej hen til et mindre køkken, der til gengæld var utrolig ryddeligt.
Selvom det hele lignede noget der var løgn, var der rent og næsten klinisk uanset hvor man kiggede hen. Stephen hade at bo i noget der lugtede eller stank eller på anden måde så beskidt ud. Der skille være orden i sagerne og det mente han at han fik med dette såkaldte rod, som folk mente det var. Stephen satte kursen igennem roden hen mod et stort blankpoleret flygel hvor han satte sig og satte noderne op på nodeholderen. Han trykkede lidt rundt på tangenterne og nynnede melodien inde i hoved, før han begyndte at arbejde videre på det.

Han var sol en lille ekstra sol, en der varmede hende og strålede ned på hende.Hans ord kunne gøre hende glad, meget let.Om det var godt eller ej, havde hun ikke helt gjort op endnu.Det ville jo også betyde at han let kunne gøre hende trist, de ting havde det med at følges ad som enægget tvillinger.
" Jeg er glaaad glaaaad glaaaad for mine jobs" sang hun musicalstyle og lavede et par dansetrin.Hun havde gennemgået en hel del ...med Alias...den aften og hun havde stadig ikke helt forstået hverken hvad der helt skete- eller hvorfor, men hun vidste han ville holde sit ord og at jobbet var hendes.
Hun fulgte lydigt med Stephen, og da han lukkede dem ind, stillede hun både kurv og sneakers i gangen og daffede så efter ham. Hun så sig omkring.....længe ....inden et kæmpe smil indtog begge hendes læber.." My god Stephen.....her er bare SÅ typisk dig" udbrød hun helt spontant.Hun gik længere ind i stuen og fandt en læne stol, hvor hun slog sig ned.Hun håbede ikke han var al for striks, for hun sad med ryggen op af det ene armlæn og begge ben , dinglende, ud over det andet.
Hun betragtede ham spændt da han satte sig ved klaveret. Hun ville aldrig indrømme, hvor romantisk anlagt hun virkelig var, men han tog pusten lidt fra hende, som han sad der....koncentreret og ....flot.
Hun ville ikke sige noget bare...lytte...de strofer han måske ville give væk.Hun lukkede øjnene og hvilede sit hoved til siden, indmod ryglænet.

Efter Stephen havde spillet et par løse akkorder stoppede han op og drejede sig på stolen. "Jeg ved altså ikke hvor sørgeligt det bliver. Det kommer lidt an på hvad du tænker stykket som og hvilke ord du ligger i." Lige så længe han kunne huske havde han altid ment at musik var meget mere end det musik man kunne sætte stemme til. Man kunne selv skabe sig billederne og give musikken den ønsket klang, alt efter hvilke humør man var i. Man blev aldrig tvunget til at tænke noget specielt om sangen fordi der var en tekst til. Netop derfor kunne ren musik lege med følelser, nogle følelser sang musik aldrig ville kunne vække i en. Han vendte sig igen rundt for at kigge mod de sorte og hvide tangenter før han lage fingrene til rette. Det var for første gang lykkes Stephen at skrive et stykke uden at det tog ham flere timer, hvilke havde overrasket ham. Han var fast besluttet på at det var Millicent der var grunden eller i hvert fald havde haft et lille finger med i spillet og hvis det var tilfælde, så ville han forsøge at overtale hende til at komme lidt oftere.
Stephen begyndte at trygge tangenterne ned i et jævnt tempo, der gav de følelser han ønskede at få lytteren til at få, men han kunne ikke bestemme hvilke billeder Millicent skulle se. Hun måtte selv afgøre om det skulle være en sorthvid film om gamle dage, eller om det skulle være ren elendighed. Selv blev han hurtig opslugt af tangenterne imens han trykkede løs med blikket rattet først mod hans fingre og derefter mod noderne der dansede forbi hans øjne til stykket var færdig.

Millicent spidsede ørene og var helt parat til at tage imod, hvad end Stephen nu sendte ud i rummet." Jeg glæder mig til at høre hvad du har lavet" det slog hende at han jo var et dobbelt talent....han kunne både spille og komponerer, det var ikke alle musikkere der kunne det.
Hun lukkede igen øjnene, og lod musklerne slappe af...da tonerne indtog først rummet og dernæst Millicents sind.
Hun blev....blæst væk.... Henført af billeder der dukkede frem, fuldkommen ude af hendes kontrol...de kom bare.Tonerne og hans spil forførte hende, rev hende væk fra stuen og direkte ind i et inferno af følelser.Billederne hun fremmanede Var af et ungt par.hun så dem leende, glade , omfavende og kyssende i forskellige sammenhænge....men hun så dem også hvor forskellige misforståelser og forhindringer der spændte ben havde slidt dem fra hinanden og deres ulykkelige blikke, fyldt op med tvivl og rådvildhed, efterlod dem hjerteknuste - ude af stand til at finde melodien.....til slut havde en vis portion af håb listet sig ind, og da Stephen spillede de sidste toner....stod parret overfor hinanden, og så ebbede billederne ud.
Millicent sad tilbage, med en åben slutning....lytteren, i dette tilfældenhende, kunne selv vælge- selv afgøre deres skæbene.
Hun rejste sig langsomt....gik over til Stephen og stod nu bag ved ham.hvisbhan ikke modsatte sig, ville Hun lænede sig lidt frem....lægge sit hoved på hans skulder og hendes arme lade glide omkring hans hals.
Med rørt og bevæget stemme, sagde hun stille..." Stephen....det var vidunderligt! Smukt,sørgeligt,kærligt og meget bevægende. Du skal ikke ændre noget....det er ....det gør mig...åndeløs."

Han berørte let den sidste tangent for at få den sidste lyd ud af klaveret før han stoppede op og lod stilheden fylde rummet til han mærkede Millicents ånde i nakken. Et stort bredt smil lage sig omkring hans læber da han hørte hvad hun havde på hjertet. "Det er jeg glad for at gøre." Han kiggede ned på hendes hånd som hun havde lagt omkring ham, men lod den ligge, mens han blik gled videre hen over klaveret. "Vil du høre mere, eventuelt på et andet instrument eller har du fået nok?" Stephen brød ud i en heftig diskussion med sig selv om hvorvidt han skulle vænne sig om, eller lade hende hænge op af sig selv. Til sidst blev han siddende og kiggede på tangenterne der næsten fik det til at krible i hans hænder. Efter at have siddet i sin egen lille verden i lidt tid, hvor han havde været igennem kendte sange i hoved, lage han atter op til en ny sang. "Den her burde du kende." Derefter satte han i gang med en af de mest kendte melodier verden havde hørt. Der var bare nogle stykker alle kendte, uanset hvilke slags musik de var til. Stephen fandt det lidt komisk, men det var også en god ting, det gav stort set altid et let puf i den rigtige retning når man spillede noget folk kunne forholde sig til.

Hun blev helt stolt på hans vegne, tænk at have sådan et talent! Det var mere fantastisk end hans vinger, egenlig...måden han her kunne berøre folk og vække så voldsomme følelser.
" jo...lad mig høre mere" bad hun hurtigt, gav ham et lille klem og trak så arme til sig igen , langsomt. Hun blev dog stående bagved ham, stille som en mus og så nu hbordan hans fingre bearbejdede tangenterne, på flydende vis.
Det var simpelthen .... Et privilegie at få lov at se. Hvis hun var Stephen, ville hun enten spille eller komponerer, 24-7.
Hun lyttede og blev igen forført af tonerne...jo, hun kendte den udmærket, men....det lød bedre når Stephen spillede, mere ægte."jo...den kender jeg. du er...fantastisk" roste hun ham.
Ikke i sin vildeste fantasi, havde hun forstillet at han var så talentfuld.

Da melodien var færdig, fjernede han sine hænder fra tangenterne og skyndte sig at lukke låget på klaveret så han ikke fortsatte, for ligesom nogle elskede at spille computer og bruge tid på det, elskede Stephen at sidde med sine instrumenter og prøve alverdens kombinationer. På det område var han ikke specielt social, men til trods for det, var det stadig lykkes ham at holde liv i sit sociale liv selvom hans vennekreds ikke var noget at prale over. "Jeg takker." Han bukkede høfligt foran hende med et skævt smil spillende på læberne. "Vil du til at hjem, eller kunne jeg eventuelt byde på noget i alt det her rod?" Da hans øjne fik øje på en fløjte der lå på bordet, greb han straks ud efter den og satte den for læberne, for at begynde at spille en lille lystig melodi. Da den var færdig gav han fløjten til Millicent med en tydelig opfordring til at hun skulle prøve. Hvis man først fandt ud af tonerne, så var de ikke svære at spille, men det første kunne også tage lang tid, men tilgengæld var det et instrument man kunne gå lige til, spørgsmålet var bare kvaliteten af musikken. "Jeg har stort set alt og hvad jeg ikke har, kan jeg smutte ned og købe, der ligger en million kiosker i denne bydel." Forklarede han, ivrig efter at få Millicent til at blive.

Hun næsten lappede tonerne i sig, som en killing der fik fløde første gang. De gav hende en sær form for tilfredsstillelse inden i centret af krop og sind. At høre en spille det ' rigtigt' og lige foran snuden på hende, gjore oplevelsen meget mere indlevende og autentisk. Hun var fuld af beundring, over ham og dette talent af hans. Han modtog komplimentet- og bukkede.
Hun faldt over det lille skæve smil af hans, da hun gav han et lille " Your welcome" tilbage.
Hun havde ikke travlt med at komme hjem til hendes lille tavse lejlighed, så hellere end gerne ville hun blive hos Stephen, lidt endnu.
En sær fornemmelse i hals og krop, var dog begyndt at røre på sig, mon hun var ved at blive syg? Hun skubbede det til siden, men selvom det var sol uden for tog hun alligevel følelsen i kroppen seriøs nok til at forhører sig .." Måske noget te? Jeg har ikke nogen planer i dag, så jeg vil rigtig gerne blive- lidt" det sidste blev tilføjet så han ikke behøvede bekymrer sig for om han nogen sinde ville slippe af med hende igen.
Hendes tanker begyndte at tumle med ideen om blod.Det var jo ikke normalt, og ikke normalt at indtage, uanset omstændighederne.Kun hvis man var vampyr , gav det vel mening- men ellers?
Hvad mon Stephen vidste om den slags, hvis han vidste noget?
Han var klart den eneste hun kunne spørge, formentlig ville han ikke vide hvorfor, ikke kræve svar på hvorfor hun spurgte- men skulle de alligevel berøre det , behøvede hun ikke at lyve om hun kendte vampyre- han vidste jo allerede hun havde mødt Thomas på en bar.
" Du, Stephen? ....hvad ved du egenlig om at dele blod med en vampyr?"
Spørgsmålet blev stillet i nøjagtig samme tone som havde hun sagt ' der er busser på gaden' , totalt uden noget drama effekt og i en så uinteressant rone det lod sig gøre.

The. Det kunne han da lige klare. Stephen kastede fløjten op i vejret for at gribe den med den anden hånd, før han lage den på en bunke rod og fortsatte hen af en lille sti mod køkkenet. Han stod lidt og kiggede rundt, før han hældte noget vand i elkedelen og satte det over, mens han gik på jagt i skabet efter noget the der smagte nogen lunde normalt. Brat og næsten brutalt blev jagten dog afbrudt af Millicents stilfærdige stemme der begyndte at snakke om blod. Stephen snurrede rundt og kiggede med øjne fyldt med overraskelse og kort efter mistro. "Nok til at jeg ved det er en dum idé, især når man ikke slv har brug for det." Man behøvede ikke at være den store stemme analytiker for at vide at han ikke just var glad for samtale emnet. "Hvem har du da mødt?" Stephen kunne sagtens komme frem til at hun havde været sammen med en vampyr der havde tilbudt hende det, spørgsmålet var bare hvem og hvorfor. Det sidste kunne meget nemt besvares hvis man spurgte Stephen, der ikke gad at høre svaret. Han mente han havde det korrekte.
Efter at have tænkt det hele igennem på få sekunder, vendte han sig om igen og fortsatte sin the laven med behersket bevægelser mens han tydeligt gav udtryk for at han ikke var vild med idéen. Han syntes vampyrer var præcist som tærer. Små kryb der bed sig fast og man kom først af med dem når man havde benyttet sig af drabelige metoder, hvis de ikke kom en i forkøbet.

Hun samlede fløjten op, og puslede med den i hænderne...lod sine fingerspidser dække de små huller, på skift og lod som hun spillede en melodi.En enkelt gang kom hun til at blæse, og en horribel lyd brølede ud , hendes øjenbryn fløj op i panden og hun mumlede hurtigt " guud , undskyld...kan det lyde SÅ dårligt?!"

Hun så han gik igan med te, indtil hendes andet spørgsmål, ramte ham...om blodet.
Hun havde det generelt meget dårligt med løgne, og selv om en lille del af hende havde en stor lyst til at benytte en lige nu, forblev hun sandfærdig over for ham.
Hun brød sig ikke helt om emnet.Hun havde bragt det op fordi hun manglede information, og Stephen kunne måske hjælpe hende.
" Min nye chef, Alias Yahweh....men det er ikke noget jeg må tale om, tror jeg, så lad vær med at tal om det andre steder, nu vælger jeg at stole på dig, Stephen, o?"

Stephen havde ikke kunne undgå at fryde sig lidt over Millicent udbrud og var på nippe til at svare hende, men havde undladt det. Tankerne var også fejet af banen da de kom ind på det blodige emne. "Så nu arbejder du for en vampyr. Smukt!" Sarkasmen lå som olie på vandet, tyd og ubrydelig. Han fandt et par krus, noget mindre end Millicent og satte dem på bordet med et the brev i hver, hvorefter han hældte det kogende vand op i krusene så de kunne få lov til at trække lidt imens han fandt på et brugeligt svar til hendes kvaler eller hvad der nagede hende. "Jeg skal nok forblive tavs med det, men vil du da have hans blod eller omvendt?" Stephen kunne bedst sig det som ham der ville have hendes blod, og ikke Millicent der villa have denne Alias's blod. Han var jo åbenbart en vampyr og siden hvornår var mennesker begyndt at drikke blod?
Stephen rakte det stadig varme krus hen til Millicent og gik tilbage til hvad der mindede om en sofa og et kaffebord. Han puffede diverse sager væk fra, så hans røv lige kunne klemme sig ned.

Hun priste sig lykkelig over hans ro.
Det gav hende en følelse af at det hele nok skulle gå.
Selvfølgelig var sarkasmen bøjet i selvskrigende neon farve, men stadig...han var rolig.
" Jeg vidste ikke han var vampyr...hans Aura viste først da han..da det var lidt for sent, og tingene var sat på spidsen" hun fulgte efter ham over til sofaen, bøjede sig ned og samlede to bunker mere op, og lagde dem på sofabordet.Så var der også plads til hende.
" du gode gud, jeg har da aldrig ville have noget blod, fra nogen...jeg ville have et job, ikke andet og jeg vidste ikke jeg fik hans blod, før det dryppede ind i min mund...og det var efter han havde drukket mit" åh, hvor det dog læd forfærdeligt, når man sådan satte ord på.
Hun vidste ikke om Stephen kendte til hele den intim sfærde der hørte til sådan noget?
Hun anede jo intet om det selv, og havde uvidende sagt ja til at give ham blodet. Først bagefter....blev hun noget overrasket.
Alt var så....anderledes end hun havde forstillet sig.

For at gøre ondt værre, sad Millicent og sagde at hun faktisk havde gjort det! Stephen havde hele tiden troet at hun ikke havde gjort det endnu, men han var åbenbart lidt bagefter i det hele. Han pressede yderst utilfreds kæberne sammen, som blev spændt mens han sad og fordøjede så det næsten rumlede. "Hvordan føltes det så?" Han undlod at kigge på Millicent, men blev pludselig meget travlt optaget af den stadig alt for varme the som han fik skyllet ned til trods for varmen der sendte en brandene følelse ned igennem hans mund og hals. Han satte koppen tilbage på bordet og lod sig falde tilbage i sofaen uden en lyd andet end ikke helt tilfreds mine. Han kunne ikke finde andet at tilføje, så han lod det være op til Millicent at komme videre.

Hun var ikke sikker på den her samtale forløb som hun gerne ville.
Det slog hende, at ting faktisk yderst sjældent gik som hun ønskede det, efter hun var arriveret i byen her.
Hun ...følte sig...forkert, det VAR forkert det Alias og hende havde gjort. Og at hun nu ikke kunne få ham helt ud af hendes tanker, det måtte være pågrund af den skide blod udveksling der fandt sted. Det måtte være den! Alias havde sagt noget i stil med man var bundet til hinanden sten af livet, hvis hun huskede rigtigt.Men hun vidste ikke hvad det betød ...sådan oversat til konsekvenser.
" Jeg var bange...rigtig bange. Men der var også andre følelser, en underlig sensuel følelse....arh...jeg ved Stephen,mjeg har aldrig prøvet det før,mog kan ikke rigtig hittenrede i det hele.Hans blod sendte mig afsted på et trip.MIG der aldrig så meget som har røget en joint!" sagde hun lidt mut.

Hendes kommentar, især det sidste, syntes at vække et lille smil i mundvigen på Stephen. "Det er altså ikke noget man skal gøre." Bemærkede han og betragtede stadig ondt koppen foran ham. "Men hvis du elsker ham, hvorfor så ikke leve det ud i livet." Nok var ordet elske ikke det rigtige, men det lød så fandens overfladisk at sige begærer, så var det bedre med forelskelse i følge ham. Da tanken var bundfaldet, var han lige ved at spørge om det var den bedste idé at komme til byen, havde det ikke været bedre at bo i hendes lille provinsby hvor den største nyhed var hvad bageren lavede? Tankerne syntes dog ikke rigtig at passe ind, så han forholdte sig passiv med den tanke og flyttede sig rundt i sofaen så han kunne se på Millicent. "Du havde ikke overvejet at sige op? Godt nok har du ikke haft jobbet i lang tid, men du vil nok hurtigt kunne leve af dine model penge." Fortsatte han mens han lænede sig op af ryglænet og placerede hagen i en skål.
I følge Stephen, så Millicents situation efterhånden lidt farlig ud. At lege med ilden var ikke nogle god idé og i følge ham, burde hun komme væk i en fart, uanset om hun havde eller ikke havde drukket vampyrens blod. Det var muligt at komme væk, det kunne bevises mange steder. Nogle gange lå valget mellem overlevelse og kærlighed (begær) og hvis man ikke rigtig elskede personen kom løsningen vel af sig selv. Tankerne var små forvirrende, men så længe hun selv kunne holde trit med forløbet var alt næsten i fineste orden. En pludselig tanke slog ham, imens han prøvede at rydde op i det kaos af tanker der syntes at stå ham til halsen.

Hun mente bare ikke stoffer var af det gode, og derfor havde hun takket pænt nej, de gange hun det sidste halve år, var blevet tilbudt noget...på diverse klubber.
Men alligevel ...følelsen havde været enestående, det kunne man ikke lyve sig fra.
Med vantro iblandet hendes egen øjenkulør , kiggede hun anklagende på ham.
" Hvis jeg....elsker....ham? stephen, nu skulle man tro at du havde røget en joint! Jeg er hverken forelsket eller noget andet i den mand, han er så ...arg....så Aliasagtig.Han er min chef, og længere tillader jeg det ikke at udvikle sig" sagde hun bestemt.
At tale om kærlighed, eller forelskelse var slet ikke på sin plads, ikke når det kom til ham.
Han havde måske nok bragt hende ud af en dvale og tvunget hende til at have ham i tankerne, men mere fik han ikke af hende.Hun ønskede den ægte vare, en tiltrækning og følelser mellem to der kun havde øjne for hinanden.Var det så underligt?!

Millicent drak lidt af sin te. Hendes øjne forlod ikke Stephen, selvom hans lå på gulv og te og meget andet.
Han forstod ikke hele forløbet.hvorfor hun ikke bare havde sagt op? Hun havde på det tidspunkt dårligt fået jobbet, og blodet var en betingelse for det.

Desuden var der indgået en aftale.
" Jeg har ikke set ham siden, men jeg skal møde på arbejde om to dage.Men Stephen.....det var en engangs episode, sådan lød aftalen, så jeg tror ikke det vil gentage sig" sagde hun eftertænksomt. Hun vidste faktisk ikke helt med det, men mon ikke Alias havde mistet interessen for hende og hendes blod nu?

" der kommer mange velhavende og rige dér Stephen, derfor er det et genialt stedv for mig at være...lære folk at kende....de kunne blive fremtidige kunder....altsår til mine møbler" lo hun en smule.

Stephen kunne ikke afgøre om Millicents ord var var naive eller bare dumme. "Du skal ikke tro at du kan bilde mig ind at det kun var en engangsundervisning." Vrissede han næsten og lavede en grimasse. "Du ender med at dø af det der." Han kunne umuligt se hvordan Millicent ville kunne komme ud af løvens gab i live, hvis hun først havde byttet blod med denne Alias som syntes at have skubbet hende ud i en helt forkert grøft. "Fortrækker du at blive kendt, med din 'sociale kontaktoverflade' eller at overleve?" Vrængede han irriteret og greb ud efter kruset for arrigt at skylle noget mere af den stadig lidt for varme væske ned.
Det var muligvis ikke helt fair at Stephen skulle blive sur over at Millicent legede med en vampyr. Det havde hun alt mulig ret til, men han mente at han burde vise hende at det ikke ville blive lutter lagkage. Det havde hun aldrig nævnt, det var han godt klar over, men hun virkede til at være lidt for optaget af møbler, penge og bekendtskaber til at tænke på at hvis det hele skulle lykkes, så skulle hun være i live.

Hun fejlsank den meget varme te og viftede med sin frie hånd foran hendes mund " for satan...av , for satan da...shit!" og efter et par sekunders banden, var der nogen lunde ro , i halsen.
I Stephen , on the other hand, var der ved at komme små bobler af kogende følelser op til overfladen.
Han vrissede af hende.* bilde ind ? Bilde ind ! Hvad i al verden var det nu lige?*
" Jeg ...forsøger...ikke bilde dig noget ind, det var sådan aftalen lød, een gang og ikke mere!" sagde hun stædigt. Og hun havde tænkt sig st gøre alt der var hende muligt at overholde dette, og hun forventede det samme af Alias.
Men Stephen var kun lige startet..." Hvad fabler du om? Hvis han ønskede mig død ville jeg være det nu" det eneste svar hun kunne hive op af hatten til ham, var at paste/ copy Alias eget svar til hende, som hun nu serverede for Stehen.
Hun havde ingen lyst til at dø overhovedet, og Alias havde faktisk ikke ville ansætte hende netop fordi hun var menneske, i en klub der ofte belv besøg af væsner, men stædig som hun var....havde hun kæmpet for sin sag, og vundet.Eller havde hun ivirkeligheden tabt, det var jo det alt afgørende spørgsmål?
" Stephen...vil du ikke godt lade være med at være så ...morbid...du gør mig lidt...bange, næsten. Hvis det bliver for voldsomt skal jeg nok trække mig, men clubben er et stilfuldt sted, og jeg skal være en værtinde...sørge for at folk har det de behøver, og at de hygger sig" hun syntes selv det lød godt.Hun kunne for det første beholde tøjet på.Danserne skulle jo næsten ingen ting være iført og tjenerne sled for deres penge.
Hun havde fået overtalt Alias til drømmejobbet. Og nu manglede hun bare at komme igang, og også høre hvilke regler der ellers var, regler han meget alborligt havde sagt man skulle overholde.

Stephen måtte næsten kæmpe for ikke at fnyse hånligt af Millicents udtagelser. Han lod hende tale ud, før han selv overtog roret. "Du har selv en kat og derfra burde du vide hvordan den leger med sine ofre." Alias kunne være en meget flink og fin person og det var måske ikke klogt at dømme en person hvis navn man kun havde hørt, men Stephen havde sine egne forholdsregler der galt stort set hver gang han mødte nye folk. Vær altid klar på den værste, for selv den sødeste kanin kan være den glubske ulv. Det havde sikkert sine bagsider, men hvis man havde livet kært, så måtte man tage det sure med. "Du bestemmer selv hvad du gør, men sig ikke at jeg ikke har advaret dig."
Med de ord, lænede Stephen sig igen frem for at nippe til theen der havde fået både smag og en tilpas varme, så den var mere håndterbar. Nogle mente at den varme væske med naturens ånd havde en afslappende effekt på folk. Det kunne godt passe, men Stephen kunne hverken smage, se eller føle den så enten var han bare immun over for den nævnte effekt eller også var der sikkert noget andet galt med ham. Måske var det bare tilfælde med overnaturlige væsner?

Leger med sine offre?
Altsår, nu var hun jo ikke en lille blegnæbbet mus, hun skulle nok holde situationen under kontrol.Hun ville skulle balancerer , ja helt klart, men det var der mange der skulle inderes liv , på forskellig vis.Hvis hun kastede håndklædet i ringen og sagde sit job op, så havde det hele æret...forgæves." Han leger ikke, jeg tror han har ære nok til at holde sit ord?" egenlig var det lidt umuligt at forudse hvad Alias ville gøre, men selv havde hun da tænkt sig at agerer yderst professionelt, både i clubben.- og over for ham.
Hun ville gerne bevise at hun var sej nok, til at kunne arbejde der...altsåe sej som= psykisk robust , måske fordi hun var så alene...og enda helt uden minder fra hele sit mere modne liv, hvis man kunne sige det sådan.Hun skulle bevise overfor sig selv at hun bar...god nok.
" Jeg skal nok passe på Stephen, være forsigtig og have paraderne oppe" sagde hun blidt og strøg ham fra skulderen og ned af armen , med sin hånd.

Som en anden tyr i Madrid lod Stephen luften passere ud igennem næsebordene tydeligvis ikke overbevist, men han kunne ikke tvinge hende til at sige op fra jobbet, hun måtte selv få sig nogle erfaringer. "Så længe du selv er sikker i dit valg." Han følte sig som en far der forgæves formanede sin datter om hvad hun skulle og ikke skulle. Hun var præcist som den oprørte teenager unge hun sikkert var, fuld af livsenergi og lyst til at afprøve verden og sikkert også til at se hvor grænserne gik, selvom Millicent virkede meget moden.
Stephen begravede sig i sit krus, hvis væske han skyllede ned og smagte lidt, før han lænede sig tilbage i en magelig stilling og lukkede øjne i et forsøg på at tømme hoved for alle de bekymringer hun efterhånden havde fået plantet i hoved på ham. Der var ingen grund til at gøre et større nummer ud af det, hvis hun bare var sikker i sine valg, så skulle det hele nok gå før eller siden.
Efter at have fået smidt en hel del ud, slog han igen øjne op og rettede dem Millicent. "Men er der ellers sket noget, ud over at du har fået et arbejde, eller nærmere fået hele to styks." Han gjorde et forsøg på et ordenligt smil, men han var ikke sikker på at det blev helt som ønsket.

Arh....han var jo hverken til at hugge eller stikke i.
Fuldstændig upåvirket af ...det hele. Stephen syntes det var en røvdårlig ide, og så nok helst hun ikke arbejdede dér, den havde hun efterhånden fanget, selv om hun måtte indrømme at han have en meget raffineret måde at vise det på.
Hun drak igen af teen, og lagde først mærke til den særprægede men rigtig gode smag nu.
" Hvad drikker for en slags te" ønskede hun at vide, den ville hun kigge efter næste tur til det lokale supermarked.
Bagefter tænkte hun lidt over hans spørgsmål, og hun syntes,ikke rigtig der var sket noget andet.
I hvertfald var det de to jobs der fyldte mest i hendes bevidsthed.
" Ikke det vilde...jeg forsøgermat få min hukommelse tilbage, men det er nok ikke ligefrem en nyhed, det har jeg jo altid forsøgt." sagde hun med et lille træk på skuldrene.