Here I Am ~ Millicent

Efter en vellykket koncert i byens musikhus, bukkede de tre musikanter endnu en gang, før de trak sig tilbage. Bagved forhænget, hvor Nico kom med et større udbrud af glæde mens han greb en vandflaske og skyllede halvdelen af indholdet ned i en tår. Stephen stod som den næste i række og overtog flasken, så der til sidst ikke var noget til Jack, som allerede for længst havde indset det og stod og ventede på at automaten spyttede en ny flaske ud til ham.
"Det var sgu vildt! Folk var vilde med os!" Jublede Nico fortsat.
Stephen trak op i mundvigen og lage sin violin på plads. "Selvfølgelig er de det, vi er jo fantastiske."
Jack sukkede højlydt, efter at have fået lidt kildevand i hoved. "Det er da godt i er tilfredse med jer selv."
Koncerten var den sidste i en mindre tune, hvor de havde været rundt i USA for at spille de forskellige numre der var på deres sidste album, der var udgivet en lille måned for inden. Perfekt timet til foråret var sat ind, for selvom det var en kold start, var blomsterne op vej op af den kolde jord og spredte glæde og ny kæprlighed for stort set alle. Jack havde et eller andet kørende med en kvinde han havde fundet på en bar klokken tre om natten og Nico var helt forgabt i den femte siden året var begyndt. Stephen gik derimod stadig rundt med en sort sky over hoved, hvis han ikke lige spillede, hvilke han havde gjort eksplosivt meget de sidste tre måneder. Grunden var hans manglende mod til at tage sig sammen til at ringe til Millicent. Alt det andet havde han næsten skrevet en tale omkring, så han vidste præcist hvad han skulle sige når han en gang ville møde hende, selvom han næsten havde gjort det til en sportsgren at undgå hende. Gøre alverdens rejsehop for at undgå hende - og ikke mindst forældrene.

Det havde virket som små stikkende knive....
Alle de plakater...overalt..med Stephen og drengene.Det havde været uundgåeligt ikke at se ham.De havde optrådt her og der og alle vegne.Selv i tv....i et 60 min langt interwiew, der havde fået
Millicent til at græde som pisket, imens hun sad med hånden på sin mave ...på den fine bule der nu var meget tydelig.
ikke et ord om han skulle være far, faktisk var hun sikker på at han havde svaret nej til der var en særlig kvinde i hans liv.Det måtte da glæde Maria.
den aften havde hun for første gang taget sin ring af, og lagt den i sit sengebord.
Det var næsten nemmere havde det været hendes hjerte hun skulle tage ud, var hun ret sikker på.
Fem...næsten seks måneder var hun kommet i graviditetet, og hun var ved at vænne sig til tanken om at hun nok så ud til at skulle være alene.
Eller....ihvertfald,kastede hun ikke længere op over tanken, men længere var hun så ikke nået i den process.
Millicent sad på en cafe, nær det flytte musik hus i byen.Hun havde -igen set store glamourøse plakater af ham....faderen til hendes barn, men ....hun var holdt op med at læse teksten.
Det var for ...meget....at få ham smidt i hovedet hele tiden.....når det eneste hun havde tilbage af ham var hans kolde tavshed.....og hans barn i sin mave.
På bordet stod en danskvand og en lille vase med forårs blomster.
Millicent havde en sort kjole, en lysegul strikbluse og nogle lyse støvler på.
I hånden havde hun en lille krøllet seddel, som hun lagde ned på bordet, og glattede ud med den anden hånd.Hun klikkede på en kuglepen, og satte et par flueben....det var de ting hun skulle nå at købe inden barnet om nogle måneder kom.

Efter at have fået alle instrumenterne ind i en bil, blev de kørt af sted, mens de tre musikanter ville finde sig en café og få en øl til at fejre at det hele var gået vel og at der nu var en del guldmønter der lå i kisten og fik det hele til at glimte og se meget fint ud. De havde med andre ord råd til et par øl og en lang fornøjelig aften, selvom de i deres letter formelle mondering mest af alt lignede nogle der var stukket af fra svigermors 50 års fødselsdag.
De var ikke mere end knap trådt ind på caféen, før Stephen fik øje på Millicent sidde ved et bord alene. Hans første tanke var at tage flugten, men det ville sikkert ikke hjælpe hvis hun så ham, så han trak vejret dybt og forsøgte at huske sin tale. Til hans store skræk, syntes blækket at være løbet ud på papiret og hukommelsen svigtede gevaldigt.
Nico og Jack, der vidste det ikke ligefrem var den lykkeligste kærlighed i mellem dem, fik pludselig travlt med at nå en eller anden bus og efterlod Stephen 'forsvarsløs' oppe ved disken, hvor de havde fået stukket en øl i hånden på ham og diskret men med en meget kraftig hentydning puffet ham hen imod bordet. Ingen af dem havde bemærket maven, de havde været for optaget af noget andet. Med en noget malplaceret øl i hånden, stavrede Stephen hen til bordet, hvor han slog sig ned uden at sige et ord. Hans øjne fløj først hen til hendes mave, som havde en pæn lille form. Det glædede ham ubeskriveligt, for selvom han ikke havde sagt det, havde han en masse fantasier om hvad hun kunne have fundet på i det sidste stykke tid.
Glæden blev dog tørret godt og grundig ud, da han så hun ikke bar sin ring, men det overraskede ham ikke. Alt andet ville være mærkeligt og næsten for sødt. Han ville slet ikke have vidst hvordan han skulle reagere, hvis hun bar ringen. Det gjorde han heller ikke uden, men det var lettere at forholde sig til.
"Hej ..."

Selv om hun havde arbejdet meget, var pengene ikke ligefrem væltet ind.
Det var dyrt at være alene og efterhånden som maven blev mere og mere synlig, blev de godt betalte Jobs væk.Der var derimod stor interesse i at få lov at interviewe den gravide model, men Millicent havde afslået hvert et tilbud, da hun ikke ville tale om hendes manglende privatliv og den far der skulle have været der for babyen i maven.
Nogle glade stemmer, fra en flok fyre fik hende til lige kort at kigge op fra hendes liste.
Og så gik hun i sort.
Stephen.....det var ham.....flankeret af sine tro væbnere.Hun så bagom sig, var der en bagudgang hun kunne nå ud af? Nej...
Hun gjorde sig så lille som muligt, og bad til de havde nok i sig selv.Det ville dog være ret underligt hvis ikke han så hende i det forholdsvis lille rum.
Så måtte hun jo bare håbe at han ignorerede hende.
Panikken stod i fuld flor, da han nærmede sig....hun kunne fornemme ham...uden hun behøvede at se op, så da stolbenene skrabede mod det blanke gulv, vidste hun det var ham.
Så let skulle det ikke gå.....i måneder havde hun intet hørt.
Hun var gravid for fanden da! Han kunne i det mindste havde udvist interesse i barnet.
Hun rejste sig op, greb ud efter sin taske med et " Hej Stephen- og farvel"
Imens satte alene lyden af hans stemme en brand igang i hendes krop.

Stephen måtte næsten ligge sig ind over bordet, for at få fat på Millicents hånd, for at holde hende tilbage. Ikke hårdt, men bare lige til at få hende til at kigge på sig. "Vil du ikke nok blive, bare to minutter så vi kan få ..." Han stoppede sig selv, slap hende og lænede sig derefter tilbage, med blikket heftet på hendes drikkevare. De skulle jo egentligt ikke snakke ud om noget, han skulle bare mande sig op og sige undskyld. Men det måtte alle vide absolut ikke var en let opgave.
Da han igen kiggede op på hende, håbede han ved gud ikke at hun var gået nogle steder. Ellers måtte han løbe efter hende og forsøge at få hende til at bremse og forklare sig. "Jeg ved godt det var mig der gjorde kål på en lykkelig nytårsaften og det er jeg virkelig ked af ... men ..." Han stoppede igen, sikker på at han ikke kunne fortsætte med at forsvare sine egne handlinger. Det ville slet ikke gå med en allerede ret ophidset og vred kvinde foran ham, som han egentligt slet ikke vidste hvilke relation an havde til længere.
"Jeg elsker dig, gør det stadig og vil altid gøre det. Jeg ved godt jeg bare burde have ringet og sagt undskyld." Så løb tanken igen tom for ord, men denne gang i det mindste ikke midt i en sætning. Stephen håbede at det kunne få hende til at blive, så havde han ikke så travlt med at sige alt muligt, som han sikkert ville ønske var anderledes sener eller lave fejl.

Hans berøring var som elektrisk stød, hvis man overså det længsel der blev udløst sammen med stødet og smerten.
Hun bremsede op, og de blå øjne hvilede på ham....i forsvar var hun.Hvad ellers?
Hun havde bygget sin verden op omkring ham, sagt ja til at føde hans barn.....og som hun så det, havde han forladt hende- enda uden en forklaring på hvorfor.
Ved hans ord...hans tale om kærlighed, kunne hun ikke opretholde den vrede facade....ikke uden at hendes følelser blandede sig.
Hun hev sin hånd til sig...og imens hendes øjne fyldtes med tåre, lød hendes stemme som et gråvejr med blæst og tunge dråber af regn " Du har ikke kontaktet mig i måneder....ikke spurgt ind til dit barn....hvad ved du om kærlighed?andet end til musikken" langede hun ud, men blev da stående.Det var som lim var kommet inder hendes sko, og benene fyldt op med bly.
Hendes hoved ville løbe langt væk i sikkerhed....men resten af hende var som en magnet , draget mod ham.
" Hvorfor har du ikke ringet!" Hendes tillid til ham var smuldret væk,skullet væk alle de gange hun havde grædt over de havde kludret sådan i det.

Hun blev stående! Stephen havde næsten lyst til at juble til trods for de ikke specielt venlige ord. "Fordi jeg ikke kunne. Ikke vidste hvad jeg skulle sige." Selvom han snarest muligt ville benægte det, håbede han et eller andet sted på at hun ville bryde sammen. Græde så meget at hun ikke ville have noget imod at han slog armene omkring hende og trøstede hende. Bare som en undskyldning for at hænge lidt længere tid sammen med hende. Vinde tid. Med andre ord.
"Millicent, kan vi ikke gå hen i en park og snakke videre. Et mere privat sted." Hans forsøgte forslag havde været hjemme ved ham, men det ville hun sikkert ikke indvillige i, lige så lidt som hjemme ved hende selv, så en park eller et andet sted hvor der ikke kom folk, som for eksempel en strand, lød som gode muligheder, de bedste.
"vi kan tage en taxa, eller to ... hvis du ikke gider sidde i samme bil." Hvor hun skulle have fået den mærkelige idé fra, vidste han ikke men hvis det blev nødvendigt ville han gøre det. Tidsaspektet fyldte stadig meget for ham. Det var nærmere sagt det vigtigste.

Det var langt fra tilstrækkeligt.
Man overlod ikke bare en gravid forlovet til sig selv....uge efter uge.
Hun havde ingen....udover ham. havde det ikke været for barnet i hendes mave, hvem ved hvilke uansvarligheder hun så ville have fundet på ?
Hun havde forsøgtat lukke døren til hendes hjerte for ham....da tiden gik og hun var vidne til hans liv var gået i gang igen, med tournerer og en ny cd...og nu....nu forventede han at hun ville lytte?
Millicent stod ligeså stille som en vampyr ville kunne gøre, hun anede helt ærligt ikke hvad hun skulle stille op med hans forslag.Som hun så det, var deres forhold slut...hans valg....hvad ville han opnå med at tale med hende? Adgang til hans barn?
Hun ville aldrig benægte en far rettigheden til hans barn, eller barnet sin far....så på et eller andet tidspunkt måtte hun lære at sluge en elefant i en mundfuld og kunne føre en neutral samtale med Stephen.Men...hendes sår blødte stadig forbandet meget.
" Fint....vi kan tage i parken...men det bliver ikke længe" hun drejede om og begyndte gå mod udgangen....imens hun trak sin trøje tæt omkring maven.
Stephen tiltrak flere blikke efter sig uden på gaden.
Han havde altid været et kendt ansigt, men lige nu efter al det pr og koncerter i massevis, kunne han ikke undgå den ekstra opmærksomhed omkring ham.
Hun plejede at være helt fin med det, men denne gang kunne hun mærke at alle blikkene der hang efter ham, gik hende på.
Måske fordi hun selv havde tabt ham...han var ikke længere hendes.

Endnu en lille sejre. Stephen lage nogle mønter på bordet der skulle dække for deres drikkevare, før han fulgte efter Millicent og forsøgte omhyggeligt at ignorere blikkende, selvom det viste sig ikke at være en helt nem opgave. Det var det aldrig når folk kiggede åbenlyst, men det hjalp da de forsvandt ind i den nærmeste park, hvor der kun var et par hjemløse der kiggede i skaldespande.
Da de var kommet langt nok væk fra nysgerrige blikke, greb Stephen fat i Millicent og da hun drejede rundt, ville han slå armene omkring hende, så de stod helt tæt på hinanden og hun ikke havde nogle mulighed for at komme væk. "Fortæl mig hvad du vil have, hvordan jeg kan få dig tilbage." Bad han og søgte samtidig hendes øjne. Han havde overvejet et langt panisk kys, men det ville sikkert ikke hjælpe. Hellere snakke. Det var lettere at forholde sig til end en afvisning. Mere direkte en.

Som olie oven på vand, lå de modsatrettede ønsker og påvirkede hinanden i Millicent.
Da Stephen Uden varsel vendte hende omkring og hun igen stod i armene på ham, tabte hun både pust og det lille smule overhånd , som hun havde bildt sig ind at have.
Han troede , at han bare kunne knibsede, og så kom hun? Var det ikke den fejl både Alias og William havde begået? De troede de var så uimodståelige , at de kunne gøre som de syntes, og så stadig fat fat i hende.Men hun havde krav....en høj standart, og hvorfor nøjes? Hvorfor ikke kræve hele pakken.?
Stephen....han havde ikke hele pakken , han VAR hele pakken.Han var hendes verden, eller.....ja, det havde han været....men han skubbede hende jo ud af dem.Enda foran øjnene på hans forældre.Det havde været ...ydmygende.
Og hun havde troet at de var tætte nok , tætte nok til at komme igennem den krise....oh boy, was she wrong!
Og stadig....selv med den erfaring der nu spiddet hendes hjerte, løb stærke solide følelser af savn gennem hende, og hans greb var som sød tortur.
" Jeg kan ikke stole på dig , Stephen.....jeg...jeg ved ikke engang hvad problemet er, stadig....hvad kom imellem os,andet end du skubbede mig væk" sagde hun og forsøgte at trække sig ud af hans arme.Hendes tanker var allerede begyndt at blive sløret af at være ham så nær.

Normalt ville Stephen blive en smugle misfornøjet af at få at vide hun ikke kunne stole på ham, men han mente ikke det havde noget med sagen at gøre og gav det derfor ikke så meget betydning. Ikke nok til at slå ham ud af kurs. "Ja ..." lød svaret i mangel på bedre, mens han strammede grebet omkring hende og bad til guderne om at hun ikke ville begynde at skrige, bide eller sparke. "Men fortæl mig hvordan jeg så kan vinde din tillid." Fortsatte han så, mens han i den anden hjerne halvdel overvejede om der var så meget forskel på det første og sidste spørgsmål. De lød meget ens, bare med forskelligt indpakningspapir.
Han var på nippe til at sige at hun slet ikke behøvede at elske ham, men det var det hans projekt gik ud på og så ville det hele falde til jorden. Derfor undlod han at sige det og fortsat holde fast i hende, med mindre Millicent for alvor forsøgte at vride sig løs.

Hun opgav den fysiske modstand, da kræfterne alligevel så småt ebbede ud af hendes noget trætte krop.
Selv om bulen på maven var fin og tydelig, burde hun bestem være langt større nu.Men lægerne havde forsikret hende at babyen fik hvad den skulle have, det var Millicent der blev sultet og ikke fik vitaminer og mineraler nok.
" Jeg har ikke en opskrift...men du kan jo prøve at google det" sagde hun lidt tørt, og forsatte.." Hvorlænge ville der været gået ,Stephen? Hvis du ikke havde set mig i dag?.... Jeg tror ikke det lige falder i hak for os....jeg kan ikke sidde hver gang der er et problem og frygte for du bare...går fra mig." Hun så ned , da hun igen blev ked af det, og både øjne og stemme afslørede hende.Pokkers.Hvorfor var hun ikke en af de der kølige og overskudsagtigt kvinder der ikke afslørede ...alt.

Stephen kunne ikke svare på spørgsmålet og undlod derfor. Han valgte derfor bare at trøste hende og så forhåbentligt på den måde kunne bløde hende lidt på. Efter at have trukket hende helt ind til sig, så de slap for at kigge på hinanden, overvejede han hvad han skulle stille op. Google var et sted for fakta og hvis Stephen ikke var helt tabt bag en vogn, var fakta ikke hvordan man gen-vandte et hjerte.
"Jeg ville ikke have de skulle vide det, fordi jeg ikke selv var kommet over det." Fortalte han så, efter at have kørt sætningen igennem hoved et halvt hundrede gange. "Jeg ville give dig en god aften, hvilke ikke lykkes mig, men det ville heller ikke hjælpe hvis det skulle hænge som en sky hen over os rasten af aftenen."
Efter endnu et minut i tavshed, løsnede Stephen sit greb og lod Millicent trække sig tilbage hvis hun ville.

" Men der var så mange måder at vi kunne have tacklet det på...sammen, men du valgte den eneste der ikke fungerer, du stak af fra mig.Først psykisk og dernæst fysisk" mumlede hun med læberne mod hans krop.Hun tog sig selv i at snuse ind....han duftede som altid udelukkende skønt.Hun havde slet ikke fantasi nok til at se sig selv fastholde en afvisning af ham, men hun kendte heller ikke vejen tilbage til ham, så...hvad gjorde man så?
""Det var en dejlig aften Stephen....indtil du skubbede mig væk.Jeg er ikke stærk nok til den slags...jeg havde jo lige fortalt dig at du have ret med dukken....med porcelænen."
De stod lidt tavse, udover hendes snøften der ikke helt kunne tæmmes, inden han løsnede grebet og hendes stolthed kommanderede hende ud, selv om resten af hende behøvede at stå hos ham, men det var en luksus hun ikke havde råd til....det ville sætte hende i gæld resten af livet.
" det eneste jeg har ønsket mig var at vi var sammen om tingene.... Jeg var ulykkelig over det barn vi mistede, vi kunne dele den sorg....din sorg...og gøre det sammen.Du kunne have sat ord på , inden David gjorde" hun begyndte at gå ned mod den store plæne, der hvor de havde mødtes første gang, altsår ud over det helt første møde på klubben.Men det var der....der blev sa skub i 'dem' .....den dag .

Stephen blev stående hvor hun havde forladt ham og fulgte hende med øjne. "Du bad ham om det, ellers ville han ikke være gået ud." Gav han igen. "Der var ingen der tvang dig til at bruge David." Han lage arme over kors og fulgte kort efter med, men med langsomme noget tøvende skridt. Det skulle ikke gå for hurtigt frem, men han ville hellere ikke bare lade hende slippe, med mindre hun virkelig ville det. Med mindre han havde givet op.
"Jeg har boet alene de sidste otte ni år, før du kom. Jeg plejer ikke at have nogle at hælde mine soger og bekymringer ud på." Forsøgte han at forsvare sig selv, mens det slog ham at han mere lød som en eneboere. Det lød ikke specielt hyggeligt, men der imod noget dystert og ulykkeligt.
"Jeg ved godt det var forkert af mig at gå, jeg skulle være blevet ... undskyld." Han slog armene ud i en opgivende gestus, selvom han endnu ikke havde gjort det. "Jeg vil mere end gerne have et barn med dig, men jeg vil hellere have dig uden et barn, end ingen dig og så et barn." Valgte han så kryptisk at sætte ord på sine føleser og så krydse fingre for at hun forstod hvad han mente.

Hun stoppede op..." Du tvang mig til at bruge ham....jeg spurgte DIG først Stephen, men der smuttede du ovså bare." Hun sukkede..." Du kunne jo have advaret mig om at han nok ville opfange både graviditeten og tabet af det andet barn.Dt var noget af et chok for mig...og så kom det med dig oven i hatten."
At Stephen overhovede have så meget som to ord til sit forsvar,der faktisk gav mening, kom helt bag på Millicent.Hun havde slet ikke overvejet det.
" Ja...du skulle være blevet" sagde hun stille...imens ordene fra før stadig rungede i hende.
Boet alene....i alle de år....havde hun drevet ham for hurtigt frem? Havde hun en andel i det var fået så dårligt? Indtil nu havde hun bebrejdet ham det hele.
"Hvad mener du med et barn men...men ingen mig ? .....er det særligt med et engle barn?" Hendes hånde fandt beskyttende ned over maven,for han havde helt ret i at hun ville ofte sig selv, for hans barn...for deres barn...any given dag.

Emnet med at han havde boet alene, syntes at bringe Millicent til nogle nye tanker, men til Stephens skuffelse sprang hun let og elegant over dem og koncentrerede sig om hvad han havde sagt efterfølgende. "Nej, der er ikke noget særligt ved englebørn som fostre." Han slog kort blikket ned og kunne prise sig lykkelig for ikke at kunne læse hendes tanker.
"Jeg mener bare at kvinden som bære barnet - eller børne - uanset hvad også er i fare. Vi kender alle historien om moderen der døde i barselssengen." Tanken var ikke specielt behagelig, men nu mente han at have penslet det godt og grundigt ud for hende. "Jeg vil ikke miste dig til noget jeg ikke kender, ved hvem er." Bum! Det burde være nok.
"Men nu har jeg fortalt dig problemet, det var det eneste trin jeg kunne læse om på Google." Forsøgte han sig med en snert af humor, selvom der ikke var skyggen af et smil fra hans side af og det forventede han heller ikke der kom.

Lettelsen gjorde hende svag i knæene.Det manglede da bare at der havde været forøget risiko ved engle fødsler.Hun tog en dyb vejrtrækning ind af næsen og pustede ud .
Hun var lidt i et dilemma...hun både forstod ham....men hun var slet ikke tæt på at finde det hele i orden.Hans knuste hendes drøm ....drømmen om dem som en familie, og et tilfældigt møde med en undskyldning kunne ikke bare slette alle de forgangene uger af elendighed.
" Jeg..jeg forstår godt hvad du siger....men jeg kan ikke se hvordan at lade mig være alene , på nogen måde holder mig mere sikker...hverken nu...eller når jeg skal føde?" Fejede hun ham af.
Hendes fødsel ville blive planlagt til punkt og prikke, fordi hun skulle føde ved kejsersnit....og når babyen var taget fri, havde hun brug for Stephen til at hele såret.På den måde var der langt færre smerter, og der ville ikke blive noget ar.
" Jeg har ikke nogen planer om at dø....hverken fra dig eller fra mit barn"
Selv om hun var meget gal på ham,,så han så alvorlig ud, at hun af gammel vane strøg en hånd ned over hans kind, og først for sent opdagede fejlen." Undskyld" mumlede hun.

"Det har jeg heller ikke sagt det skulle gøre. Faktisk mener jeg at du burde have nogle til at passe på dig konstant, hvilke jeg gerne vil gøre men tydeligvis ikke kan." Han slap et tungt åndedrag ud og fulgte Millicent med øjne som et overvågningskamera.
"Tak ..." Mumlede han næsten uhørligt, mens han næsten stod med hjertebanken da hun nærmede sig og til sidst stod helt henne ved ham. Et lille smil krusede over hans læber da hun gav ham en undskyldning. "Jeg håber det er til dig selv." Han havde absolut intet imod det og for han skyld måtte hun gøre det til solen viste sig igen.
Det gav lidt lys for enden af tunnelen, så ivrigt kastede han sig ud i kampen igen, med fornyet energi. "Uanset om du stoler på mig eller ej, så skal jeg nok blive hos dig til og med fødslen og hvad der så må komme bagefter. Mine følelser for dig har ikke ændret sig og det vil de heller ikke gøre de kommende tre måneder." Forsigtigt rakte han ud efter hende og tog blidt hendes ansigt i mellem hænderne.
"Jeg forlanger ikke du skal tilgive mig, i hvert fald ikke nu og her, men jeg kan ikke skøjte på dit is." forsigtigt bukkede han sig ned mod hende, stadig med en fast øjenkontakt og ville ende med at kysse hende, først yderst forsigtigt hvis hun ikke trak sig tilbage. Stephen mente det ville være naivt at tro at han så var tilgivet, men hvis det lykkes, ville han tillade sig at tro det i et sekund eller to, mens han forsøgte at lade hende vide hvor meget han elskede hende igennem kysset.

" Stephen....det går for stærkt det her.For en halv time siden var jeg alene med mit barn, og troede det ville forblive sådan." Forsøgte hun at forklare, da han begyndte med at ville blive hos hende.Hun turde ikke tro på ham....hvorfor skulle hun?
Hun hørte sin egen stemme i hendes hoved...fordi du elsker ham, fordi du behøver ham.Hvis dette virkelig er en ny chance..en sidste chance, så smid den ikke væk!
Han forsatte....ville blive ,snakkede barn....og lagde sine hænder på hendes kinder.
Det var unfair...hun brændte op....med et næsten lidende blik så hun på ham, indtil hans læber mødte hendes og hun et kort øjeblik, blev trukket tilbage i en tilstand af overgivelse, da han strøg hende over hjertet via hans kys.
Hun lagde sin kind ind mod ham, og forsøgte at falde til ro.
" Jeg giver en kop te, men det er alt jeg siger ja til"
Lige i det sekund , tænkte hun ikke over at Stephen måske ville finde det underligt at både hendes entre og soveværelse var malet sort, det havde ellers været holdt i de cremerne blide lyse farver, hun holdte så meget af før.

Først den ene sejer. Han måtte kysse hende! Han havde før fundet det som en selvfølge, men blev hurtig enig med sig selv i at det ville han aldrig igen, i hvert fald ikke helt så nemt som før. Da hun så accepteret at han måtte komme med hende, ville han til at juble og lave dværgehop, men undlog det. "Tak." Han gav hende et lille klem omkring skulderen, før han slap hende.
Hvis hun var klar til at gå, ville Stephen lede hen til hovedvejen, for at få fat på en taxa som kunne køre dem hjem til hende. De nye farver i hendes hjem overraskede Stephen, men han holdte tand for tunge, for at undgå værre kemi i mellem dem.
forsigtigt gik han igennem det pludselig meget mørke hus og gik ud i køkkenet for at sætte te over. Selvom det var lang tid siden han var hjemme ved hende, virkede stedet alligevel velkendt og hjemmeligt. Han var glad for at være tilbage. "Hvilke te vil du have?"

Hun var stille under turen hjem. Var slet ikke så sikker på at hun gjorde det rigtige .
H is de failede igen, ville hun måske ikke kunne klare at være tæt på ham, og det skulle hun jo med et fælles bare, uanset hvad.
Hjemme, smed hun støvlerne og hængte trøjen og tasken op.
Hun gav sig til at lede efter Ally, men den kom nu selv frem....for at gnide sit hoved op at Stephens bukseben.
Millicent kiggede efter ham...som han stod der i hendes køkken var det som han passede ind, på en prik.Hun sukkede...hvor var ting pludselig blevet kompliceret.
" Bare snup en eller anden....skovbær! " sagde hun og trådte ud og stillede sig i døråbningen til køkkenet.
" Har du snakket med dine forældre, efter vi tog hjem?" Udfrittede hun ham.Det kunne jo ikke blive ved med at gå, at han havde så lange perioder hvor han trak sig væk fra dem.
At se ham i hendes køkken vakte minder....og følelser.
Hvordan skulle hun kunne lade ham gå- bare at gå hjem i aften ville kvæle hende at se.
Pis! Hun kunne ikke kontrollerer det her, det var som et afsporet tog der bare drønede derud af.
Hun gik over for at finde krus frem...og trak sig op på køkkenbordet, ved siden af elkogeren.
" Ny cd...og en masse koncerter? .....det går dig godt!" Lød hendes stemme blid og nysgerrig.

Stephen kiggede ned på sit ben hvor Ally allerede fandt sig hjemme. Han kunne ikke undlade et smil som dog blev sat på pause da Millicent kom ind. Han rakte hånden frem og tog de skovbær som hun ville have. "Nej, jeg har ikke snakket med dig, har haft andre fluer i hoved." Svarede han så kort som det kunne blive, mens han satte te posen ned i te kanden, hvor efter han overhældte den med kogende vand, til den blev dækket.
Da teen var færdig satte han det tilbage til stuen. "Ja, jeg har jo haft tiden og skulle bruge noget at distrahere mig med." sandheden som den var. Efter at have slået sig ned i sofaen, kiggede han kort ud på gangen, med et lydløst spørgsmål, som han dog ikke ville nævne højt. "Men nu skal der også være en lille pause ... og ..." Han stoppede med munden formet som et o, før han lukkede den og strakte fødderne ind under stuebordet. "Og en masse andet." Sluttede han af og stak en hånd op i håret.
Noget mere lå på spidsen af hans tunge, men noget andet afholdte ham fra at sige det. Han valgte at forblive tavs og lade Millicent fortsætte snakken.

Hun tøffede efter ham ind i stue, og satte sig i en af de store lænestole.
Det var en dejlig stol, men hun brugte den ikke så tit, da det var langt nemmere af henslænge sig sofaen.Men hun passede på med Stephen...ikke at snuple.
Hun fulgte hans blik ud til gangen , men sagde intet.
Og selv forældrene mente hun måtte komme i anden række, hun ville ikke starte et skænderi grundet dem nu.Stephen så imidlertid ud til at afbryde sig selv....så hun var hurtig på benene verbalt.." hvad...en lille pause og hvad?" Hans tanker var lige så lukket som ham selv, hvorfor havde han også de kanter?
Millicent fik hældt te op til dem begge og satte sig til at stirre på ham.Hun kunne slet ikke fatte at han var her nu." Jeg har hørt noget..." Startede hun...." jeg har hørt at små bitte doser af vampyr blod, vil stoppe ændringen af mennesker"

Stephen sukkede lavt. "Det er bare mine egne drømme." Han smilede svagt og slap så emnet, forhåbentligt for noget tid. Han nippede til sin the, der viste sig at være alt for varm. Derfor endte han med en brændt spids på sin tunge. Vejret blev trukket ind igennem næsen, da emnet gled hen på hendes fortsatte ønske om at leve for evigt.
"Så du vil altså gå tilbage til mig eller hvorfor snakker du stadig om det?" Han lænede sig spekulativt tilbage og lage sine fingrespidser mod hinanden. "For ellers kan jeg ikke se nogle grund til at du vil gøre det. Engle vokser med samme fart som menneske, så du skal ikke frygte at barnet ikke bliver opdraget godt nok."
Han fjernede fingrende fra hinanden og forsøgte teen endnu en gang, men med samme resultat. Han sukkede højlydt og satte koppen fra sig med en misfornøjet mine. "Men måske har du ikke hørt at man kan blive afhængig af blodet?" Han lage hoved på sned og kiggede næsten filosofisk på hende.