Here I Am ~ Millicent

Stephen vågnede kort efter Millicent havde lukket computeren. Han trak sig op på albuerne, før han begyndte at fiske søvn ud af øjne. "Har du nogle planer for dagen?" Ville han vide, mens han svang bene ud over kanten og begyndte at fjerne maden og vaske op. Da han var færdig placerede han sig i dørkarmen og kiggede hen på Millicent, mens han ventede på et statement fra hende.
Selv ville han gerne fortsætte med et mindre musik projekt, men hvis Millicent havde noget hun skulle, ville han mere end gerne følge med og lappe på deres forhold. Alt andet ville også være mærkeligt. Det gik imod hans egen logiske sans og sikkert også mange andres. Millicent var på det punkt meget lige til. Man skulle ikke være et geni for at finde ud af hvad der gjorde hende lykkelig eller ked af det. Man skulle bare kende til normal menneskelig omgang.

Hun smilede til ham.
"Hej syvsover ..." Farven på hendes kinder skyldtes denne gang at hun ikke ville afsløres i hendes lille ekstra gøremål omhandlende hans ex.
Hun skulle faktisk noget, have hacket en lægejournal , men det kunne hun jo af gode grunde ikke lige fortælle. Men en anden vinkel på samme historie og Stephen kunne såmænd godt komme med.
" Besøge en gammel skolekammerat Tom, bare til en enkel kop te. Har du lyst til at tage med?"
Tom var ganske rigtigt en skole buddey og et desideret geni , ulovligt geni, når det faldt opgaver på en pc.
" Det er ikke noget der tager lang tid, bare et pligt besøg" prøvede hun igen.
Var han selv med , ville han måske ikke være mistænksom på nogen måde?

Stephen kiggede lidt overrasket på Millicent. Havde hun lavet aftaler?! Det forstod han ikke helt, men accepterede det og ville mere end gerne med hende hen til dette geni. Ikke så meget af lyst, men mere i sin fortsatte iver på at gøre det hele godt. "Jeg skifter lige til noget ikke malelugtende."
Da han var færdig med at skifte, var han klar til at køre ud til det sted denne Tom boede. Hvad Stephen forventede vidste han ikke, men det lød stadig ikke helt godt i hans øregang. Det var ikke ligesom dårlig musik, det var mere at hun havde lavet en aftale mens hun havde været nede på bunden. Det vakte en hel del mistanke. Noget som modsagde hendes natkys, som han tvilede om hun var klar over. Hvis hun var, skulle han nok før eller siden gøre hende opmærksom på det - på den ene eller anden måde.

" Det er da hyggeligt....vi kør når du er klar, oplyste hun.
Fremme ved et meget lille hus, i gult og med et sort omkransede stakit, guidede Millicent Stephen ind at parkerer.Hvis man tog sig tid til at kigge ind i haven, ville den fremstå en smule forsømt og med en masse skrald.Tom var hverken have menneske eller frilufts nyder, en god dag for ham, bestod af næsen ind i hans pc skærme...uden afbrydelser.
Oppe ved døren bankede de på, og der gik ikke længe for en kortkilppet blond fyr med Vicks blå en marlboro skjorte og nogle cowboy bukser med huller de mest tyndslidning steder, og en anelse skægstubbe grundet en eller to dages forsømt barbering , åbnede døren for dem.
" Millicent ...din labre larve." Udbrød han muntret og trak hende ind i et bjørne kram, imens han over hendes skuldre så Stephen an.Krammet blev holdt en anelse længere end man måske normalt ville have .
" Tom..dejligt at se dig....det er alt for længe siden" smilede hun , og blev endelig sluppet fri.
" Må jeg præsenterer dig for min .. eh..ven Stephen Samson....Stephen,mød min gamle skolekammarat Tom Jones"
Hun havde ikke vervejet hvordan hun ville oræsenterer Stephen, men de var jo faktisk ikke kærester lige nu...og da slet ikke forlovet, tænkte hun med et forfærdet stik i hjertet.
" Samson" lød det fra fyren og stak en hånd frem mod Stephen.
Kom ind med jer....

Stephen kvalte et utilfreds grynt over det lange kram, for selvom han ikke havde noget at skulle have sagt, fandt han det stadig irriterende. Men Millicent ville med sikkerhed blive rasende på ham, fordi han sådan gik og havde ejerfornemmelser, så han gav høfligt manden hånden og trådte ind i hjemmet.
Haven havde bevidnet om et typisk menneske, der slet ikke burde bo i hus eller have have. Stephen var sikker på at manden var bedre tjent med en lejlighed midt i byen, over den nærmeste grill. Så kunne han gå derned når maden desværre ikke lige var blevet huset, fordi han havde taget fryse pizzaen op af fryseren.

Meget korrekt anskuelse.Inde i stuen var der indrettet som i de fleste hjem, med sofa og diverse.
Det der var anderledes, var at i det tilsvarende åbne rum, stod hele tre skrive borde med fem computer i alt der optog enormt meget plads.
" Kom ind og sæt jer....hvad vil i drikke? Kafe,te , øl eller ...?" Han ville naturligvis bringe hans gæster , som de ønskede.
Millicent der gerne ville afsted så hurtigt det lod sig gøre, tog en slurk af sin cola, og smilede stort til Stephen.
" Tom skal lige vise mig noget it tjavs...,det tager kun et øjeblik, så er vi her igen." Hun fordampede med tom, og efter lidt hvisken og tisken, havde hun fået hvad hun kom for.
Brugbar info.
Nødde allergi.Tom havde hacket Marias lægejournal.

Stephen bad om en øl og slog sig efterfølgende stadig lidt små ubehageligt ned i en sofa, som han havde lidt for fine fornemmelser til at sidde helt afslappet i. Mens Millicent og Tom gik ud for at hviske, kørte hans hjerne på højtryk over hvad det dog kunne være, men fandt det bedst ikke at kommentere det, da det ikke ville gøre noget spor bedre.
Da de vendte tilbage, kiggede Stephen kort op på Millicent, uden helt at vide om han kunne spørge hvad de snakket om. Han fandt pludselig ud af at det føltes som at han var langt længere væk fra hende end han nogle sinde havde været. Selv da de lige havde mødtes. Der ville han måske godt have, men pludselig syntes det upassende og svært. Derfor forblev han tavs og modtog sin øl, som han åbnede. I den tro de sikkert skulle blive hængende.

Opslugt af sin egen agenda , havde hun ikke tænkt på Stephen.
Da de kom tilbage og Tom enda gav hende en fint lille klap på bagdelen , blev hun da lidt forlegen og skyldte sig over hvor Stephen sad. Fra hans vinkel , var det ikke sikkert klappet var blevet bemærket , men da Tom var en fremmed og at hun ikke havde sat Stephen ind i hvad hun havde hvisket med Tom om, kunne det måske se lidt underligt ud.
Millicent stillede sig bagved Stephen og for at lette stemningen lidt , lagde hun hænderne på hans skuldre og nussede blidt og beroligende.
"Tom er pc ekspert ... Han skulle lige vise mig nogle sider jeg skal bruge til en opgave " tæt på sandheden , selv om det lød som et model job.
Tom havde sat sig ned , også med en øl.
Millicent havde forklaret ham, om Maria .. Og om barnet der nu var væk...hun havde fortalt om hendes forlovede der pludselig blev væk, men ikke nævnt navn.
Tom lænede sig tilbage og betragtede Millicent med hænderne på Stephens skuldre og derefter selve Stephen. Han bællede en halv øl og sagde så, med et ransagede blik på Stephen.
" Så... Er du røvhullet der efterlod hende alene med et barn?"
Millicent stivnede bag ved Stephen. Hvad skulle Tom nu nævne det for?

Stephen valgte at drikke i meget mindre slurke. Man kunne næsten ikke sige han drak noget. Toms start replik fik Stephen til at kigge op fra sin øl flaske og hen på manden. "Som du kan sige det." Han fandt et meget høfligt smil frem, alt for høfligt. "Men ja, det er mig der er røvhullet." Et godt bud, måtte han give Tom. Hvis det havde været ham, ville han ikke lige have gættet det. Det var ikke hver dag sådan noget skete, men på den anden side havde Millicent tøvet med at kategorisere ham, så det havde nok været en god ledetråd.

Millicent var helt paf...i et halvt minuts tid, inden hun forsøgte glatte lidt ud på den meget dumme bemærkning.Nu lød det jo som hun havde siddet og rakket Stephen ned over for Tom.Pis.
" Arh...Tom...det er en lidt skæv vinkel det der....vi ehh...gled lidt væk fra hinanden, det ved du også godt"
Tom, sendte Millicent et lille smil og sagde til hende, imens hans øjne imidlertid igen lå på Stephen.
" Hvis du siger det Coop, men ...helt ærlig...du venter hans barn!"
Tom trak på skuldrene og lagde det ene ben over det andet.
""Hvad laver du så Stephen , udover at efterlade Millicent? " forsatte han , denne gang med en rimelig provokerende klang.
Millicent sendte ham et dræber blik, lænede sig ned til Stephen og hviskede..." drik ud, jeg tror vi skal smutte"

Stephen forblev tavs, til han fik et spørgsmål henvendt direkte til sig. Han var usikker på om han skulle spørge om han virkelig ikke kom udenfor nogle dør, men der var ingen grund til at blive sur over det han havde gjort. Tom havde ret, om end han måske var lidt uhøflig i hans måde at omtale problemet på. Men, manden var jo 'bare' lidt mere direkte end alle andre.
"Musik." Blev svaret lidt kortere end tiltænkt. Hans tanker dvælede straks derefter på Tom's kælenavn til Millicent. Coop. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle mene om det, men det var ikke ham der skulle kommentere det, så han sad pænt og ventede, men ændrede ikke hvordan han drak. Han fortsatte med sine jævne små slurke.

" Stephen både komponerer og spiller...og optræder" forsøgte Millicent at holde en samtale en smule igang.Tom var til tider en smule spids, men oftest var han bare en ung glad fyr....med hang til pc og en smule ulovligt hacking.Han havde så længe hun kunne huske brugt kælenavnet Coop , udover hendes almindelige navn, så Millicent tillagde det ikke opmærksomhed.Klappet bagi, var derimod af nyere karakter...det plejede han ikke.
Da hun så hvor langsomt det gik med drikkeriet, satte Millicent sig ned.
" Jeg håber alt går som du vil Millicent....og får du brug for mere hjælp, så siger du til.Selv forskellige former for alibi, kan man fake på forskellighed.....og ellers kan vi altid skrive under på du tilbragte natten ...her...med mig" sagde han med et smørret grin.
Millicent forsøgte signalerer at han skulle holde sin mund, inden han fik talt over sig.
" Snart færdig!" Forsøgte hun igen til Stephen, denne gang synligt mere nervøs.

Stephen lappede informationerne i sig, som en tørstig hund. Til sidst havde han fået styrket sin mistanke om at der var ugler i mosen, men han sagde ikke yderligt til det. Han fik derimod en anden idé, som han straks inviterede indenfor og åbnede munden for så også at fortælle den til de to andre.
"lyder det ikke godt Millicent? Du kan blive her mens jeg færdiggøre mit projekt og så kan jeg hente dig eller du kan selv tage tilbage, når jeg en gang er færdig." Selv mente han den var perfekt og pludselig fik øllen meget hurtigt ben og gå på. I samme øjeblik flasken var tom, brød han op og sagde at han ville smutte og ordne sine ting. Millicent hyggede sig tydeligvis, så han så ikke nogle grund til at hente hende med hjem.

Det hele fik for stærkt.
Millicent kom på benene og forsøgte bremse Stephen.Hun ville da ikke blive der....hos Tom.
Og hvor længe menet han? Nogle timer....skulle hun sove der? Men for ikke at indlede en scene foran Tom, kunne hun ikke stoppe ham.
Hun fik dog grebet ham i ærmet, og bad ham med en indtrængende stemme, på kanen af panik..." hent mig....Stephen...jeg vil ik'..... " bad hun og følte sig helt fortabt.
Var det ved at være en ny stil for ham, at han bare efterlod hende....og igen, hvor længe.
Da døren lukkede efter ham, stod hun og gloede dumt på Tom.Mon hun skulle tage en taxa derfra? Hun havde ikke lyst til at være der.Og hun kunne vel ikke tage til Maria nu, det krævede en del planlægning, og Stephen ville blive for mistænksom hvis hans lille finke blondine ex pludselig faldt om." fandme flot Tom" mumlede hun surt og dumpede ned i en stol, modløs.

Det første Stephen gjorde, da han var hjemme, var at tjekke google for hvordan man kunne fake forskellige alibier med en computer, for han gik ud fra at det var det der var sket. Han havde knap trykket enter på hans søgning, før en e-mail tikkede end fra Maria. Det overraskede ham, for han mente ikke at han havde skrevet til hende i meget lang tid. Han havde næsten troet han havde slettet hendes mail, men alle de tanker blev slået i jorden efter at have set den mail hun havde skrevet, der tydeligviste bevidnede om noget forvirring men også fjendskab.
For at finde ud af hvad der var sket, gik han ind og tjekkede sine sendte beskeder, hvor Millicent havde sendt en mail, mens han havde sovet! Han læste den igennem nogle gange, før brikkerne faldt på plads. Hun skulle bruge Tom til noget. Hendes plan.
I lang tid sad han og var ikke sikker på om han skulle blive sur og vred, eller lade hende gøre det. Det var selvfølgelig hendes barn, men hun havde absolut ingen ret til at dræbe en anden person. Til sidst tog han en beslutning og satte sig hen til klaveret for at spille nogle velkendte sange, så han kunne sidde og tænke over hvorfor Millicent ikke ville sove hos Tom.

Millicent fik serveret nogét te og brugte tiden på at forklare Tom, igen....hvorfor ingen kunne vide noget om det her.
Han vidste det jo godt og undskyldte for hans iver.
Millicent var meget rasteløs, og kunne slet ikke forlige sig med tanken om at skulle blive.
Hun lokkede Tom til at kære hende hjem til sig selv, og så måtte maling være maling.
Stephen kunne ikke....bestemme alt, tænkte hun helt nøjagtigt som et forudrettet og trodsigt lille barn.
Tom fik et kindkys som tak, og inden længe sad hun i sin sofa...med vinduerne åbne i gennemtræk og et TYKT sjal over sig.Stephen havde ret....her stank.Godt Ally ikke var her.
Hun legede med tanken om at sms Stephen, imens mobilen gled fra hånd til hånd i en lille leg, men det endte med hun lagde den fra sig.uden.Så kunne han lære det!

Hen af ved aftenstid, havde Stephen været hjemme ved Tom for at hente Millicent, for så at have fået at vide at hun var hjemme. Det irriterede ham, men han takkede for informationen og tog hjem til hende, hvor han høfligt bankede på døren. Da han kom ind, kiggede han lidt på hende før han rystede opgivende på hoved. "Hvis du absolut vil være her, så gør det." Han gik ind og hen til vinduet, hvor det lugtede mindst.
Stephen brugte lang tid på at finde ud af om af hvad om han ville sige det eller ej. Han kunne sige det direkte, lade være eller lave et stort show med brag og lys effekter. Han måtte indrømme han havde mest lyst til det sidste, for han mente ikke det var forsvarligt af hende at gøre det. Der var jo ingen grænser for afstraffelser i landet, men kunne godt se det fra hendes perspektiv.
"Hvorfor vil du ikke overnatte ved Tom?" Valgte han til sidst at udskyde emnet med. Kort forsøgte han at åbne vinduet mere, men kunne ikke så han måtte slå sig til tåes med en dyb indånding igennem næsen, før han så vendte sig rundt og gik hen til Millicent, men uden at sætte sig ned, hvis hun havde gjort det.

Hun var ikke overrasket over at han dukkede op, så hun var pænt forberedet.
" Du kan ikke efterlade mig, som var jeg et barn, Stephen" svarede hun med ryggen til ha, da hun gik mod sofaen og satte sig i den.
" Jeg har ikke den slags forhold til ham....det ville virke ...underligt" sagde hun kort.
" er du kommet for at male eller hente mig.....hvorfor skal jeg blive her, kan jeg nu ligepludselig ikke være hos dig?" Hun vidste hun reagerede barnligt, men kunne ikke kontrollerer det.Sagde han a, røg der helt automatisk et B uf af Millicent, inden hun kunne sige mere.
" Nu må du se at beslutte dig om den maling er farlig eller ej" kom det lettere flabet, især med blikket der fulgte med.Det MÅTtE være hormoner, hun kunne umuligt være så....uopdragen, eller...

Stephen sukkede højlydt og dramatisk. "Du kunne i det mindste have ringet og sagt jeg skulle hente dig, men du gider jo ikke rigtig til mig. Du har din computer her." Svarede han, uden der noget sted var et argument for henholdsvis det ene eller det andet.
"Det er farligt, men jeg er ikke din far." Gav han igen og gik hen til hendes hoveddør. "Men jeg vil gerne have dig med, hvis du vil." Han rakte sin hånd ud til hende, for at få hende med, men det var op til hende selv om hun ville tage den og gå med eller om hun ville sidde og mukke i sin sofa og vente til hun fik ondt i hoved.

For at sige det rent ud, så anede hun jo ikke hvad hun ville.
Hun havde lyst til at klæbe sig ind imod Stephen, smage,slikke og kysse ham over alt og aldrig give slip.hun havde lyst til at tigge ham om at elske hende, aldrig forlade hende og gigte sig med hende for så at skabe et fælles hjem.
Men...hun havde også lyst til at såre ham, få ham til at mærke en snært at hendes fortvivelse da han holdte sig væk, hun ville råbe og skælde ham ud.....og slå på ham, til hun grædende kapitulered, og så begyndte at tigge igen.
Hun rejste sig stille, imens alle de modstridende føleser løb rundt i hende....skyndte sig at tage hans hånd og lagde kort sin kind mod hans skulder, en mikroskopisk indrømmelse af at have brug for ham..." Jeg vil gerne med."

En enorm lyst til at slå armene omkring hende, overvældede kort Stephen så han næsten gjorde det, men før det hele blev for klæbrigt forsøgte han sig med at lette stemningen en smugle. "Får jeg så også et natkys igen i aften?" Han sendte hende et drillende smil, der dog havde set sine lysere dage.
Ude i bilen, blev kursen sat hen til en grilbar hvor Stephen tilbød at købe noget til Millicent. Selv ville han have en af de der madpandekager, som han ikke mente hed en kebab men altid forbandt med en. Hvad de rigtig hed, kunne han aldrig huske, men endte med at få en med oksekød og to flasker sodavand til at skylle det ned. En til dem hver.
"Jeg har fået en e-mail fra Maria i dag, hun syntes ikke at være vildt begejstret for det du har skrevet til hende. Men fandt du ud af noget med Tom, nu du også fik noget ekstra tid." Han forsøgte at lyde afslappet, selvom han var meget interesseret i at få svaret på de tre sammenflettet spørgsmål.

Hun så op på ham, på det lille smil og rystede på hovedet, da ordene forlod hende.." Det er vidst på høje tid vi kommer afsted, den maling må være langt mere giftig end jeg troede,siden du ævler sådan" hun havde ingen ide om hvor det kom fra.Hun var jo nærmest gået ud som et lys...og Stephen var den sidste mand hun ville kysse de næste 100 år, eller....ja... Hun ville ikke overgive sig igen...eller...ikke vis hun kunne undgå det da.
Tortillas til ham og en kyllingesalat til Millicent, de satte sig ved et lille bord på grillen.
Millicent prøvede ikke at lugne en der var ved at dø....da Stephen havde fået færden, men hun var stædig når det tog hende." havde hun forventet et kærligheds brev da? Så skulle hun nok havde ventet på et fra dig" Millicent stak gaflen i en tomat, hårdt." Hun havde en pistol i mit hoved og tvang mig til at drikke gift....hun slog vores barn ihjel .....har hun tilladt sig at svare på min mail! Hvad fanden har hun skrevet?" Ville Millicent høre.
Tom svaede hun slet ikke på.

"En masse, du kan selv læse det når vi kommer hjem." Lød det fra Stephen, der spiste mens han kørte for at holde sin mund beskæftiget. Han gad ikke snakke om det, men var i gang med at udtænke at få endnu et kys. Måske skulle han prøve det som han også havde gjort sidste gang, det havde hurtigt vist sig at være effektivt. Når han gik rundt omkring hende, syntes han det var mere vigtigt og noget han næsten ikke kunne leve uden. Præcist som når man fik en ny ting. Så kunne man slet ikke forstå at man på noget tidspunkt kunne udholde ikke at have det.
Hjemme ved hans lejlighed, tændte han tv'et, drak sin cola og spiste min mad færdig. Da de var sat til livs, vaskede han hænder og slog sig ned ved klaveret, efter at have tændt sin computer, så Millicent kunne læse og svare, hvis hun fandt interesse i det.

Hun hævede det ene øjebryn og spekulerede tydeligvis over hvad den skøre madamme kunne have fundet på at svare.
" Er det adresseret til mig eller til dig?" Ønskede hun svar på, og stak lidt i sin salat med et mut udtryk.
Hmm.
De tog hjem og meget hurtigt satte hun mad og cola fra sig, for at tage besiddelse over Stephens com.Hun læste brevet fra Maria, og fnøs et par gange undervejs, højlydt.
Hun kunne næsten mærke hvordan hendes blodtryk steg til vejs, og hun rystede irriteret på hovedet.Millicent rejste sig, små vredt op.Selv Ally fik et fur med foden, da hun ikke havde tålmodighed tilbage." Hvorfor....hvorfor er hun overhovedet stadig en stemme i dit liv? Hvorfor...hvorfor har du hende på din kontaktliste?" Millicent var ved at opbygge en vrede og frustration over tingene som de var nu.
Hun stillede sig demonstrativt ved klaveret.
" Hun holdte en pistol til mit hoved, truede med at skyde....Tvang mig til at drikke gift, for fanden da" Hun rykkede uroligt på sig...." Det kostede en baby denne gang....men næste? Hvad hvis det er virus....eller....mig næste gang? - og du har hende under fortrukne kontakter?"
Hun kørte uhjerteligt sine finger over tangenterne, og lydene det gav var ikke kønne set i ørenes spejl.

Stephen vente sig irriteret imod Millicent, da hun afbrød hans musik. "Fordi det har jeg." Gav han igen og rejste sig op. "... og det er ikke mig der planlægger alverdens mordforsøg eller hvad du har gang i. Egentligt burde jeg stoppe dig, men vær bare glad for at jeg ikke har tænkt mig at gøre det. Men jeg kan jo skifte mening." At se det hele fra Millicents vinkel kunne han godt, også fra sin egen, men han kunne alligevel ikke forsvare hende i et drab, hvis det kom så langt. Det mente han var noget der forgik internt mellem kvinder. Den mest afgørene faktor var muligvis en han kendte, men som han nødig ville dele med rasten af verdenen eller bare Millicent.
"Du kunne da bruge hendes e-mail, så jeg forstår ikke hvorfor du er så vred. Desuden er det praktisk så jeg ved hvem der kontakter mig. Derfor har jeg også hendes nummer, hvis jeg må det." Fortsatte han og stoppede midt i stuen, hvor han drejede rundt og kiggede i mod hende. "Hvorfor vil du ikke bare glemme hende? Der kan ikke gøres noget ved det hun har gjort. Det må vi begge acceptere."