Here I Am ~ Millicent

Ja ja....det var muligt at han var en engel, men det var hun ikke.
Og hun fandt ham komplet urimelig.
" Du har din Ex's nummer og adresse....om du må beholde det? Jamen selvfølgelig må du det.....har du også noget af hendes undertøj du vil beholde ? Jeg mener...mere så jeg ikke tror det er dit , hvis jeg falder over det en dag!" Millicent fnøs og så sur ud...." Hvordan kan du overhoved retfærdiggøre at skulle have kontakt til den kvinde?" Hun skred forbi ham, ud mod badeværelset.Hun kunne mærke vandet meldte sin ankomst i hendes øjne, og hun ville slet ikke give ham den oplevelse at se hende så berørt.Det var hans smide kæreste...eller ex kæreste...der havde kostet hende sit barn, og han sad der og nussede om hendes adresse.
Til helvede med dem.Hun smækkede døren ud til badeværelset.

Som en anden kat der var blevet hevet i halen, stak Stephen i et hyl, da hun smækkede døren over hans fingre. Han trak hånden til sig og ømmede sig fortsat, mens han skubbede døren op med foden og med den anden hånd greb fat i Millicent for at trække hende ind til sig. Da hun stod der, brugte han hånden, som stadig var øm, til at løfte hendes hage en smugle op, så han kunne se ind i hendes øje. "Jeg vil bare have dig ... tilbage, og vil gøre alt for det. Jeg skal nok slette hendes nummer og mail adresse hvis det vil gøre dig glad."
I et sekund eller to, holdte han hende fortsat fast, før han slap hende og forlod badeværelset, for at sætte sig ved klaveret. Hans fingre løb hurtigt hen over tangenterne, før han klappede låget sammen, fjernede nodepapirende og stakkede dem i en ny bunke af papir. "Bliver du her og sover eller hvad har du tænkt dig at gøre?" Han vendte sig imod Millicent, hvis hun var kommet ud igen. Hvis ikke, blev det sagt ud i luften, før han lage stakken sammen med en af de allerede eksisterende inde i soveværelset.

Kort fortrød hun sin hidsighed, da hun hørte ham klage.Men så snart hun så at han var okay, tog hun den igen på sig.
Men han var ikke fair, da han halede hende ind til sig,og tvang hendes våde øjne til at se op i hans.
Millicent nikkede og sank en gang ekstra, ja han skulle slette hende....helt!
Og hvis det ikke var nok, skulle Millicent nok udslætte hende yderliger.
Men det ændrede ikke ved fakta, at han stadig havde haft hende stående, og at Millicent ikke fattede hvorfor det ikke var ham der stod og klyngede hende op i en krog med den ene hånd?
" Jeg sover her" sagde hun træt, da han slap hende.
" Men jeg vil gerne havde du sletter hende nu"
Millicent havde indprintet de oplysninger hun behøvede, så ud af Stephens liv med Maria, var nu et ønske.Omend det nok ikke var til at indfri i praksis.
Hun så mod ham.Savnede ham...at være tæt.Hans kærtegn , hans ømhed....hans kærlighed.
Men....det var der ikke noget at gøre ved.Hun kunne ikke bare nøjes med det ....uden at tilgive ham helt...eller kunne hun?

Efter papirende var kommet af vejen, slettede han nummeret fra sin telefon og derefter gik han ind og blokerede mail adressen, for derefter at slette adressen. Andre mails blev efterfølgende tjekket igennem. Mest var der nogle fra de spillesteder de havde været, hvor der skulle afregnes, men det var Jack god til at styre. Så de samtaler holdte han sig helt ude af. Et par fans havde også skrevet, men det var det samme i alle mails, så de blev alle sammen slettet uden et yderligt svar.
"Vil du sove i sengen eller på sofaen, jeg kan godt tage det du ikke vælger." Hun ville ikke sove med ham sidste nat, så han kunne ikke se hvorfor det skulle have ændret sig. Måske havde det, men han turde ikke håbe og hvad skulle forskellen også resultere i? Han tvivlede alvorligt på at hun pludselig havde tilgivet ham, så han lod helt være med at tænke tanken.

Selvfølgelig var han ikke sluppet af hendes lille psykiske fiskekrog.
Slet ikke efter det lille opgør om Maria.Men det var et pres på hende, at skulle holde ham væk, for inden i sit stille og mere medgørlige sind, vidste hun at han var den eneste hun måske nok ikke kunne klare den uden.Og netop derfor gjorde det at overgive sig til ham....så farligt.....så svært.
" Sofaen....jeg sover fint der" vred hun sig og kæmpede med at ignorerer billeder af dem sammen i hans seng.Det føltes alligevel så uendelig længe siden, ikke?
" Stephen...undskyld" sagde hun afkræftet med en hånd over den lille bule på hendes mave, da hun satte sig i en læne stol." det er bare som om, hvis jeg ikke langer ud...så går jeg i opløsning , og det gør så forbistret ...ondt...inden i" lød det ærligt,imens hun spejdede efter ham.

Computeren blev klappet sammen og sat på en bunke papir. Stephen rettede sit blik imod Millicent, mens han ubevidst flettede sine fingre sammen og støttede sine albuer mod sine knæ.
"Hvis du ikke langer ud, går du i opløsning?" Sætningen lød mærkeligt i hans hoved. han ville nok nærmere sige at hvis hun ikke markerede sig, ville hun gå i opløsning. Det var nærmere det hun gjorde, eller holdte ham op afstand. Måske var dét det rette ord, ved nærmere eftertanke.
"Har du fundet ud af hvad køn barnet er, eller vil du stadig vente med det?" Forsøgte han at skifte emne med, selvom det ikke ligefrem gik var nord til syd, men nærmere fra nord til vest. Han kunne tydeligt huske da Millicent havde fået ham til at love ved kongens navn - eller måske lidt mindre - at han skulle hindre hende i at finde ud af det. Men hans uhensigtet fravær kunne hun sagtens have udnyttet.

" Noget i den dur" mumlede hun .Det var svært at være ærlig, men ...hun var nød til at prøve, ellers ville de aldrig komme videre.Kunne han accepterer hendes frustrationer og tackle hende, ville kærlighede langt hurtigere komme op til overfladen igen, selv om den små bange ,gemte sig lige nu.
" Faktisk.....fortalte en læge mig det" hun vinkede Stephen over mod sig, samtidig med hun rejste sig op.
Hans hånd ville hun tage, og plaserer den på hendes bule, med sin egen hånd oven på hans...og med grødet varm stemme sige" Stephen....mød din lille søn"

Aha. Fortalt lægen om det. Hvad mon det kunne betyde? Stephen sad i spænding i lidt tid, men fandt et par ugler i mosen, da han skulle komme hen og mærke på hendes mave. Det viste sig dog hurtigt at være nogle søde og rare ugler. Et stort smil voksede frem på hans læber, mens han først på det tidspunkt rigtig mærkede på hendes mave. Han fandt det yderst mærkværdigt at en mave kunne udvide sig på den måde. Det var jo næsten som en hylde! Ikke at han ville indrømme det.
"Så får du det som du ønskede." Hans hånd havde lagt sig omkring hende og gav hende hans ikke et knus men mere end blot en arm omkring skulderen klem. Den overstrømmende glæde turde han ikke gøre brug af. Han ville nødig forskrække hende eller bilde sig ind at det hele var i fineste orden, som i 'gamle dage' selvom han meget gerne ville tro det. "Har du så tænkt på nogle navne?"

" Næsten" hviskede hun med blikket på hans hånd.Der var noget helt uimodståeligt over hans hånd på netop det sted, hvor hans barn lå inde bag.
Hun sukkede...tungt..og rystede på de blonde lokker.Hvorfor bildte hun sig ind at kunne kontrollerer det her ?
Hendes næsten dækkede over at der ikke var to børn.Hun var af en aller ander årsag , helt sikker på at det var en lille pige der var død.
Stephens arm kom om hende kort og hendes lille hjerte s,og en koldbøtte, og slog dets knæ så de blev ømme.Hans berøring fyldte hende med længsel,varme,glæde og....sorg? Stærke og voldsomme følelser at skulle tøjle.
" Det jeg havde i tankerne duer ikke....længere" hun så op på ham...." Var du ikke dukket op, ville jeg have kaldt ham Stephen " Millicent trak på skuldrene og så ind på hans seng.Det var klart mere...trygt...at ligge nær ham.
" Må jeg skifte mening og sove med dig....eller...du ved...bare hos dig"

Et eller andet fik rykket på nogle ting. Stephens bedste bud ville sener hen være navnet, selvom han syntes det var både tamt og latterligt, men uanset hvad fik det noget til at ændre sig. Han havde før været bevidst om sit ønske om at få hende tilbage, men pludselig syntes det som det eneste, det vigtigste og for at han ikke pludselig flød over med alverdens ting, trak han hende helt ind til sig og hvis han ikke mødte modstand, ville han fast, men alligevel på en sær måde forsigtigt, presse hende ind mod sig.
"Gerne." Lød det fra ham, men først da han var sikker på at hans stemme ikke pludselig boblede over eller gjorde et eller andet farligt, der kunne afsløre hans pludselig jordskred. "Vil du i seng nu?" Han slap hende og kiggede forsigtigt ned på hende, men igen først efter at han var sikker på at det hele ikke sprang i luften og eksploderede op i hoved på hende.

Hendes øjne gled i,da hun blev trukket ind til ham.
Hun kunne mærke hele hans krop, og lod sig opsluge af en vidunderlig følelse af at være så nær på ham og selv om hun egenlig ikke ville, lagde hun armene omkring hans liv og nussede hans lænd, kort.
Bagefter trak hun sig ud af hans favn, om end lidt modstræbende..." ja...jeg er død træt, din søn er skyld i lavt batteri niveau" hun smilede og gik ud på badeværelset, nok engang, for T gøre sig natklar.
" I tager livet af mig " lød det kærligt fra hende, da hun kort tid efter var på vej gennem stuen og ind i seng.

Mens Millicent var ude på toilettet, sprang Stephen rundt på lyserøde skyer med evig glæde. Han begyndte at overveje om han nu igen fik sine teenager humør svingninger for kort for inden havde han måske ikke været trist, men ikke haft noget der kunne give en optrapning til den glæde han pludselig havde i kroppen.
Efter Millicent, gik han selv ind på badeværelset. Tog et bad og fulgte så efter Millicent ind i sengen, hvor han lage sig, men med et pæn mellemrum i mellem dem. Ikke akavet langt væk, men lige nok til at han ikke lå med skulderen op til hende, selvom han mere end gerne ville rykke tætter på hende. Meget tæt på hende. "Det håber jeg ikke, vi skal ikke have flere dødsfald ... i familien." Forsøgte han sig forsigtigt med, kastede et kort blik på hendes ansigt og lukkede så øjne.

Hun lagde sig på siden, efter at have ligget lidt på ryggen.
Hun ville se lidt på ham.Det var på en måde umuligt ikke at elske ham,nær han var som han var.
Nogle gange så bund so,id og lige til, og andre gange så umådelig stædig, kantet og uden at kunne bøjes.Hun elskede at han havde alle siderne.Så var der hans øjne.De mørke øjne ,de sorte vipper og hans indbydende læber.
Hun lukkede sine øjne, for ikke at blive for fristet...hun måtte kunne holde lidt afstand.
" Godnat" hviskede hun ud i mørket....imens duften af ham,sned sig i hendes lille opfangsomme næse, og fik hende til at sukke.

"Godnat." Mumlede han ud i mørket og stirrede ud i luften, til han hørte hun sov. Da Stephen var helt sikker på at hun sov og sikkert ikke ville bemærke ham trak han sig op på albuerne og plantet et forsigtigt kys på hendes pande og strøg hende som den forrige nat hen over kinden. Ikke fordi han ønskede samme reaktion, men fordi han ville. Savnede at gøre det.

Den næste morgen lå Stephen i lang tid og kiggede på hende, før han igen faldt i søvn og sorg til langt op af formiddagen. Da han igen vågnede, trillede han ud af sengen for at gå i malertøjet og tage af sted før morgenmaden. Så skulle han have en stor mad når han kom hjem. Det var langt bedre end det små drikkeri.

Men....
Selv i søvne længtes hun, og da ingen andre rørte ved hende på den måde, ingen fik tilladelse til det...røg hendes hænder i hans nakke og læberne ned over hans kæbe, famlende efter en endestation , hans læber.Hun ville sukke...nærmere give enkelt små klynk...og så slikke ham over læben,inden hun igen var helt væk.

Den følgende dag skulle hun på job, og havde lagt en note da han var væk.

Hey Stephen.
Har fri kl 15, efter et shoot...vil du møde mig på Cafe Bells?
~Millicent.

Klokken femten dut dut ankom Stephen til café Bells, stadig med takerne kværnene fra natten. Han kunne ikke benægte at hendes kys gav ham mere lyst til at forsøge sig igen den følgende nat, men han overvejede voldsomt om han ville føle det som en afvisning, hvis hun ikke reagerede. Var han allerede ved at være van til det? Tanken huede ham ikke ligefrem, men han kunne også vente med at tænke yderligt over det. Han bestilte en øl og satte sig nær vinduet, hvor han kunne få noget varme.
Efter at have malet hendes lejlighed for sidste gang, var han taget hjem og for at få et bad og en bid mad. Han var ikke sikker på om han turde sige til Millicent at hendes lejlighed var færdig, for han ville gerne have hende til at blive. Tankerne slog bug, mens han sad og nød den kolde øl i noget der næsten var sommervarme.

Hun kom halsende tyve over tre og var en stor undskyldning .
Arbejdet trak ud, da ham der stod for lyset havde fået sin finger i klemme i en dør, og negle stod op i lugten bagefter.Han skulle på sygehuset og havde den trukket af, og en ny lysopratør skulle findes.
Hun fik vinket tjeneren hen og bestilte en stor latte.
" Nå....hvordan ser min entre og mit soveværelse ud?" Spurgte hun glad.
Hun smilede bredt .Hendes humør havde været fortrinligt hele dagen.Det var nok de drømme hun havde....de var gode for hende.
" Sikke et åndsvagt job....jeg skulle poserer i undertøj, som gravid.....så tog de billeder fra nogle lidt andre vinkler...akavet....det tror jeg ikke jeg vil længere....altsår undertøj"

Stephen kunne næsten mærke den direkte glæde der strømmede ud fra Millicent da hun kom halsende og han for længst havde drukket næsten halvdelen af sin øl. I et kort sekund overvejede han hvad han ville komme længst med, hvilke var latterligt. Selvfølgelig ville sandheden give det bedste resultat, så den gav han hende. "Imorgen vil du kunne komme hjem." Han forsøgte at give hende et smil. At hun overtog snakken bagefter passede ham fint, så kunne han drikke videre. "andre vinkler, hvad mener du med det?" At grave lidt i emnet ville forhåbentligt holde Millicent fra det første.
Uden nogle viden inden for model branchen gjorde Stephen på det område mere eller mindre amputeret, så hun måtte forklare ham hvad hun mente med sådan nogle termer. Han vidste ikke hvad der var akavet, han havde poseret mere eller mindre nøgen for hende og fundet alle vinklerne både akavet og pinlige. Grænseoverskiddende, men han ville gerne gøre det igen, hvis det betød han kunne sætte klørene i hende igen. At ville gøre alt for at det skete, var stadig uændret.

" Arh...det er noget med stillinger jeg skal stå i, og den stakkels fotograf...Johnny...han lå nærmest for min fødder og kravlede rundt,imens jeg skulle dreje og sveje, så han kunne skyde sf de i de bedste vinkler" hun grinede..." Lidt kikset for os begge vil jeg mene"
Hun takkede for latten,der blev serveret og smilede igen stort.
" Og så er der den del med om det er passende i sorte læderstroppe og røde G strenge for en kommende mor" drillede hun ham og drak af sin kop.
" i morgen.? Lyder dejligt! Jeg skal have styr på forskellige ting,,hvis jeg ikke skal stresse" selv om der var flere måneder til hun skulle nedkomme, skulle der snart være styr på vugger osv...ellers havde hun ikke ro i sind og sjæl.

Stephen nøjes med at nikke en enkel gang, mens han drak videre med blikket hængende ud af vinduet. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige eller tilføje til samtalen, så han forblev tavs. Først da hans øl var forsvundet, kiggede han imod Millicent. "Hvis jeg friede til dig igen, ville du så gå med ringen?" Ville han åbenbart gerne vide. Han havde ikke rigtig tænkt spørgsmålet igennem, bare spurgt og så krydset fingre for at den gik. Selvfølgelig ville han også have at hun virkelig fortsat elskede ham, men det tyde hendes natte kys på at hun gjorde, så lige det punkt kom i anden række. Nysgerrigheden skulle først stilles.
... og nu der blev snakket om det, så havde han endnu et spørgsmål han gerne ville kende svaret til. "Du har ikke bemærket jeg har kysset dig de to aftener ... vel?" Lød det henkastet fra ham, mens han kort rynkede sine bryn og ville vinke efter en ny øl, hvis de blev hængende.

Endelig færdig med at ævle om den besynderlige arbejdsdag, lod hun Stephen komme til orde og ...det...blev lidt af en oplevelse.Hendes øjne blev fyldt med forundring, prøvede han at være morsom ? Dybt inden i, ville hun kaste sig om hans hals og sige ja, selv om han ikke engang havde friet, med blot spurgt om det, men hendes fornuftig let brænd skadede hjerte var mere påpasselig." Stephen...man frier da ikke til en man ikke er sammen med" mumled hun , og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv.Det bar hans barn hun bar rundt på...ham hun elskede....men også ham der havde vendt hende ryggen, på et slemt tidspunkt.
Hvad der var slemmeste.....det eller det næste? For fanden da.
Millicent lagde en hånd over sine læber.Hun havde jo drømt....næsten grædt af længsel..
" Det kan jeg love dig du ikke har" begyndte hun men de resterende ord satte sig på tværs i hendes hals.
" D-det mener du ikke?" Hun lød næsten hjælpeløs.
Fandens også.

Stephen kunne ikke holde en lille latter tilbage da han så Millicents ansigt. Han tog en tår af øllen og lænede sig frem, med et rasterne af en fordampet smil på læberne. "Men det bedste var at du kunne lide det." Han lage hoved på sned, mens han lænede sig ind over bordet. "Måske går jeg lidt hurtigt frem, men jeg er ikke nogle tålmodig mand." Han tøvede og ville egentligt ikke høre svaret på sit spørgsmål, selvom han var rimelig sikker på et bestemt svar. "Kæmper jeg en umulig kamp eller er der lys for tunnelen?"
Efter sit svar, uanset hvilke, ville han efterfølgende trække sig tilbage og tænke, mens han satte sin øl til livs i lange tænksomme bevægelser, til Millicent ville afbryde ham. Det kunne også være andre, men det var de færreste der ville tage kontakt til fremmed, så Stephen skød på at hun ville være personen der bristede hans tænksomme bobbel.

Et lille skeptisk blik, da han begyndte at grine.
Orh....så han fandt det morsomt? Han besvarede næsten selv det spørgsmål, med han sidste bemærkning.Millicent forsvarede sig straks, selv om det efterhånden begyndte at virke lidt som kejserens nye klæder.Han havde jo luret hende, ik.Det kunne formentlig ses stråle ud fra hendes øjne,smil og hele Millicents krop, at hun var draget af , til og mod Stephen.
" Jeg-jeg vidste ikke hvad jeg lavede...hvis det er rigtigt hvad du siger" forsøgte hun , men fokuserede nu på sit krus istedet for de mørke øjne af flydende karamelchokolade ,foran hende.
Men hun fik ikke 'fred'.
Og denne gang lød det til at ræve et seriøst svar fra hende.Hun ville gerne virke hård....utilnærmelig....og al det man sikkert nok burde, men...hun kunne ikke få ud af sin mund at de to var færdig - definitivt.
Hun kunne mærke det ikke var sandt.Hendes modstand var dømt til at faile- fra det øjeblik han trådte ind med hans venner på cafeen forleden.Men...derfor kunne hun jo forsøge...lidt tid endnu...så hun kunne venne sig til han igen var nær....og genfinde troen på at han denne gang ville blive.
" Du må ikke give op" lød det sagte og hun kiggede langsomt op,bag et klæde af fugtige vipper.
" Jeg er bare bange Stephen...jeg...jeg elsker dig stadig"
Der var det! Sandheden i en nødeskal,
Hun elskede ham....mere end noget andet, men han havde pustet til hendes frygt for det ikke var gengældt på samme måde, at han ville gå...forsvinde...blive træt af et eller andet ved hende og skride sin vej .Og det havde han gjort.Så nu sad hun her...piv bange for at give sig til ham igen, fyren hun higede efter, som en blomst efter sol og vand.

Og så var Stephen igen væk på en sky af glæde, selvom han var omhyggelig med ikke at blomstre for meget op i ansigtet. Der var ingen rigtig logik i hendes svar, men det var heller ikke tidspunktet hvor han skulle stille spørgsmål til det. Han skulle bare lade hende få tid, sådan gik hans bud i hvert fald selv på. Mens han gjorde det, færdiggjorde han sin øl og spurgte om de skulle forlade stedet, eller om Millicent havde haft en mening, et ønske, med at være der.
Med mindre Millicent havde andre planer, ville Stephen køre dem hjem. Han var stadig overlykkelig over at hun stadig elskede ham, så da han var hjemme fløj han næsten hen til klaveret og spillede sin lykke ud i rummet. Så skulle der da ikke være tvivl om han han ikke var glad, selvom han ikke viste det så meget fysisk. Ikke for begejstret, det gik jo slet slet ikke.

Hun elskede ham.naturligvis.
Havde hun ikke gjort det, ville tiden uden ham ikke have været så skide forfærdelig, så hun havde malet det hele sort.Men....nogle gange var kærlighed bare ikke nok.
Hun behøvede tillid, og Stephen havde skrammet den, meget alvorligt.
Han ville sikkert have sluppet langt bedre fra at slå hende, eller noget andet...men lige at forlade hende var ....et skud i hjertet.Men hun sagde intet om det.
" Jeg tænkte jeg ville et smut i mit lille atelie...vil du med?"
Hun behøvede ikke at male denne gang, men det var længe siden hun havde været der....ikke i flere måneder, så hun ville gerne se om alt var okay.