Godevning - Millicent

Dato: 3/9-2012
Vejr: Solskin fra oven, et par skyer hist og her, efterågs vejr..
Tid: Omkring fire tiden om dagen
Årstid: Efterår

Ozzie roede lidt rundt i sit hår, og forsøgte at få det til at side som han ville.. men det ville bare ikke, og til sidst gav han op og vaskede voksen ud og rystede bare på hovedet så det strittede i alle retninger, han tørrede det med et håndklæde, løftede bindet op fra bordet og viklede det om sine øjne, og spidsen af sine øre, så det lå skjult i mørket. Han smilede forsigtigt til sig selv i spejlet. men det var selvfølgelig muligt for ham selv at se smilet.. han håbede bare, at det var fint nok, og han ikke skræmt folk væk.. det ville være ærgerligt.
Han gik ud fra toilettet tog nøglerne fra bordet og gik hen til døren, og ville åbne den men noget lå i vejen.. "Nej.. ikke nu.. gå nu væk med dig.. " sagde han irriteret, da Orion åbenbart havde lyst til at gå en tur, men Ozzie gad altså ikke have ham med.. han ville gerne ned på baren, og hvor mange tog lige deres hund med sådan et sted? Helt ærligt. "Gå nu væk med dig!" sagde han surt, men hunden brummede bare og blev liggende, og Ozzie kunne ikke løfte den.. den var så.. tung.. eller buttet og med en masse hår ud over det hele.. satans til hund. Han sukkede og vendte om på hælen, greb sin jakke og hunde snoren, fint så. Han satte snoren fast i Orion's halsbånd, og så reagerede hunden og var i flyvende fart, og Ozzie nåede knap nok at låse døren inden de susende ned af trapperen og uden få på gaden.

Døren smækkede efter hende og på den anden side kunne man høre Ally, hendes lille killing sidde og miave, mismodigt.
Pigen der susede ned af trapperne og ud i efterårs vejret var Millicent Cooper.
En laaang række af mere eller mindre uheldige omstændigheder, havde ledt til at lejligheden hun for tiden opholdte sig i, sammen med sin kat, tilhørte Stephen Samson....hendes ven og nu også musikalske mentor og samarbejdspartner.Nåååå ja....og så datede de . Hun smilede.... Mentor og samarbejdspartner, det lød så fint igen. sagen var, at Stephen og hans venner, mente at hendes stemme ville gøre sig godt til at indspille og lege med, og hvorfor så ikke lade dem lege med hende? Altsår...stemmen.
Millicent havde fået et akut behov for en Latte.Med Stephen drak hun mest te, og hun elskede også te, men ind imellem savnede hun bare kaffen og måtte så have den, helt for fem minutter siden.
Så hun pilede afsted... Ned til den lokale kaffebar ' Cafe Conelius ' .
Millicent havde haft travlt, så håret var børstet, men hang løst og den army farvet buksedragt med det sorte bælte i livet...en lynlys der var trukket lidt ned foran og et par sorte støvler med en smule hæl, var alt hun havde på ...udover sin taske , der indeholdte penge, mobil, kniv og nogle parpir.
Hun trådte indenfor, og straks kunne hun fornemme den hyggelige atmosfærde ' Cornelius' var blevet så kendt for.
Levende lys i vindueskarmen og blid musik der hang i baggrunden og danne en skøn kulisse for folks hyggesnak.
Dem der altsår have nogen at snakke med, that is.
" En stor latte' tak" bestilte hun, da en meget smilende servatrice havde spurgt hvad hun kunne hjælpe med.

Ozzie blev trukket af sted bag sin hund.. som var total ligeglad med den blinde elver, den ville bare løbe, og lege.. utrolig hvor den havde fået al den energi fra, den var altså så skide doven. Ozzie sukkede da hunden endelig stoppede op for at snuse til et eller andet, og han fik pusten igen. "Slem hun Orion!" sagde han bare i et lidt ligegyldigt toneleje, for hunden lystrede jo alligevel ikke.. selv når Ozzie var i et rigtig dårligt humør, kom den bare luntende og hoppede op i sengen og slikkede ham i ansigtet.. lige gyldigt hvor mange gange hans så end skulle skubbe den ned.. kom den bare op igen.. den havde virkelig ingen stations fornemmelse.. men nå ja.. det var jo bare en dum hund.. hvordan den var bleven førehund vidste han ikke. Men nå ja.. nogen gange var den jo nyttig nok, den gik jo ikke bare ud på vejen, den havde lært at gå ordenligt og sådan, og det var jo til Ozzie's held, så han ikke blev kørt ned og sådan.
Han gik vider hen af gaden, med den nu lidt mere rolige hund, og lod sin hånd glide hen over muren, til han mærkede en glas rude under sine fingre, og kunne lugte den søde duft af kage og kaffe.. åh.. det ville han gerne.. men.. ja der var jo ikke så mange steder man måtte have hund med.. men nå ja.. de fleste gjorde alligevel altid en undtagelse, fordi han var blind.. længe leve det.. eller.. nej.
Han fandt håndtaget efter at have fumlet sig lidt frem, og åbnede forsigtigt døren og stak hovedet ind. "Eh hallå.. må man godt have hund her?" kaldt han forsigtigt.

Eve, den kønne servatrice , havde netop sat en stort latte foran Millicent, da en stemme kaldte ind i lokalet...og fik både Eve , Millicent og flere andre gæster til at rette opmærksomheden mod døren.Millicent så en ung fyr og hans hund, og bagefter bemærkede hun hans bind for øjnene.
Åh...det var derfor han ville have hunden med.Det var han jo nød til, fyren...ellers villle han ikke være på Cafe Cornelius, men nærmere på herrens mark.
Eve..tøvede..men valgte at følge stedets regelment.." Det er jeg rigtig ked af...ingen dyr her"
Hun så egenlig ikke ud til at være helt comfortsbel med at skulle give den besked, tolkede Millicent, da hun forbavset så på Eve.
Det var da også noget rod...han ville sikkert bare lige have en kaffe eller en sodavand.
Det var vel ikke fair at han skulle stilles dårligere, fordi han ikke kunne se.
Hvad så med en i kørestol...skulle de betsle dobbelt, fordi de fyldte mere og dermed fratog pladsen for en betalende kunde.Sikke en omgang bull.
Eve manglede en god grund at give sin chef, en grund til hvorfor hun havde afveget fra reglerne...og dén kunne Millicent give hende, måske.
Men en lidt høj stemme, så mange af gæsterne kunne høre...henvendte hun sig til Eve...og sagde høfligt.." Ingen hund? Ej hvor ærgeligt.." og så drejede hun sig om, så lige på den unge mand...og den søde hund og forsatte meget højt..." Hey...jeg arbejder nede på Le Diamante...d kan du få alt det du vil....personalet der er virkelig serviceminded og ved du hvad...de ville elske at få besøg af en hund...så fremover går du bare derned"
Millicent sendte Eve et stort smil.
Ja...okay...det var jo ikke helt sandt.Hun arbejede der jo ikke længere, man måtte heller ikke have dyr med....meeen personslet var vildt søde.
Eve, så sig omkring og alles øjne var rettet mod hende nu..." Øh...ved du hvad...kom du bare inden for, og tag hunden med dig....vi finder ud af noget" skyldte hun sig at sige, for at rense luften for det ubehag der pludselig synes at hænge i den.

Ozzie smilede forsat og håbede bare han fik lov til at blive, han hadet når han blev nød til at gå fra sted til sted ind til der var en eller anden der gav sig selv om man egentlig ikke måtte have dyr.. hvilket man ikke måtte særlig mange steder.. altså ud over hvis man sad uden for.. det var det samme med rygning.. det var dumt, det var nogen dumme regler.. hvorfor skulle nogen fryse bare fordi andre havde så mange skide fordomme.. så kunne de bare gå et andet sted hen.. det kunne rygerne ikke, for der var jo intet sted de måtte være mere.. helt ærligt.
Ozzie fik dog så smækket stedet forbud i ansigtet og sukkede stille, imens hunden knurrede lavt, den var nok lige så utilfreds som Ozzie.. altså det var virkelig en dum hund, men nogen gange.. ja.. den havde sine øjeblikke.
"Okay.." sagde han bare og skulle til at vende sig om i døren da en anden fra caféen snakkede til ham. Ozzie stod lidt forvirret over det hun sagde.. hvor skulle han gå hen? Hvor var det.. helt ærligt altså. Han nikkede dog bare, uden at have tænkt sig at gå nogen steder, han gik nok bare en tur i parken med hunden.. ja og så hjem, hvis det skulle være på den måde, lige nu havde han ikke lyst til at være nogen steder.. lige meget hvor tit den her afvisning kom til ham, gjorde det ham stadig trist hver gang.
"Tak.." mumlede han bare og ville igen til at gå, "Kom så Orion.." mumlede han stille til hunden, men igen blev han stoppet på sin vej ud af kvinden som havde sagt han ikke måtte være der.. hun havde åbenbart om bestemt sig. Han sukkede stille og ville til at ryste på hovedet, han ville bare gerne hjem nu faktisk.. men han kunne dog godt mærke det ubehagelige.. tryk der lagde over stedet, hvad ville der ske hvis han bare gik?
Han smilede så "Tak.." sagde han stille og rettede "blik" mod pigen, og mimede et stille "tak" med læberne. Det var jo hendes skyld.
Han gik forsigtigt ind i rummet og trak hunden efter sig.. ok.. godt så. Han stoppede lidt op, "Orion.. kan du finde kvinden.." sagde han stille, og hunden luntede bare over mod Millcents bord med Ozzie på slæb og han standsede foran bordet. "Eh undskyld.. men gør det noget hvis jeg sidder her?" spurgte han roligt, da han faktisk ikke havde lyst til at side alene lige nu.. overhovedet, så ville han heller gå.

Millicent var en sucker for happy endings, og beamede næsten af glæde , da Eve ændrede holdning.
Det var tydeligvis ikke noget hun ønskede, at der skulle opstå sladder, for denne sladder kunne udvikle sig til et ry om Cornelius og hvor strenge de var. Og hvor Le Diamanthe derimod var sååå fedt et sted.Den risiko turde hun ikke løbe, for alle vidste at det var ret nemt at få et dårligt ry...det krævede ikke meget, men det var næsten umuligt at ændre på, hvis først man var stemplet. Så snart Eva havde sagt ja, forsvandt Millicent fra baren og ned til et bord cirka midt i lokalet, men op til en skille væg. Hun kunne godt lide mure, vægge nær sig....de emmede på en måde lidt...tryghed- eller også var det bare hende der var lidt småskør ?
Hun tog en tår af den varme latte og satte sin taske på skødet.Det ville være et godt tidspunkt at tjekke listen med sange på.Løbe den igennem og se om nye nummre skulle tilføjes eller andre skulle slettes.
Hun var ved at lyne tasken op, da en fyr bad om lov til at sætte sig.
Med et høfligt blik og et afslag lige på tungen, slog hun blikket op...og lod sig overraske af den unge mand.Det var jo ham....fyren fra før...og hans søde hund.
Hun kunne ikke lige gennemskue, hvorfor han ville sidde hos hende? - men måske savnede han blot lidt selvskab?
Millicent smilede op til ham , selv om hun ikke forventede han kunne se det, og invitede med en mild klang i stemmen..." Nej....du er velkommen ...sammen med din hund" lød det blidt og roligt fra hende.
" Sød hund...hvor længe har i været sammen?" arh....det lød jo en smule forkert, da det kom ud, men han forstod nok godt hvad hun mente, alligevel.

Ozzie håbede bare ikke hun havde noget imod det.. og hvis hun havde så gik han altså, for han gad virkelig ikke.. mere end et afslag på en dag og så var han færdig.. ja han var meget følelsesladet, og han kunne bare ikke.. holde sådan noget ud.. det var ligesom at stå i indkøbscentret med en lang kø bag sig og så have glemt sin pung.. Det kunne næsten få ham til at tude af flovhed. Men ja.. han var ikke så god til sådan noget, det havde han aldrig været, og blev det nok heller aldrig.
Han blev dog glad da pigen sagde at han godt måtte sætte sig, og smilede stort, "Mange tak.. Håber ikke det gør noget" sagde han bare, og prøvede at være lidt høflig over for hende.. det var egentlig synd hvis hun slet ikke havde lyst til at snakke med ham og så bare gjorde det af høflighed fordi han var blind.. det var der så ofte nogen der gjorde, han brød sig ikke om den falske facade.. han behøvede ikke at have særbehandling, bare ordenlig behandling.
"Bare rolig den bider ikke" skyndte han sig hurtigt og indskyde, og tog bare snoren af den, han gik ikke så meget op i det der holde udstyr til blinde og deres hunde, han klarede sig fint, Orion var en dygtig hund den navigerende perfekt.. altså for det meste.
Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt da hun spurgte hvor længe han havde haft hund, i en lidt forkert sætning. "Eh et par år.. 3-4 år måske?" sagde han og kunne ikke helt huske det.

Millicent kiggede lidt nysgerrigt på fyren, hvor gammel mon mon han var ?
Hendes gæt var omkring hendes egen alder, men det var svært at vurderer når hun ikke kunne se hans øjne .Øjnene havde det med at reflekterer dybde og nærvær, to ting hun forbandt med en moden person.Ikke at alder var en garant for man var det...eller ikke var , hvis man var ung.
" Det gør ikke spor ...faktisk vil det være dejligt med lidt selvskab, jeg har siddet i en lejlighed de sidste par dage, sååå" sagde hun og smilede forsigtigt.Årsagen til hun havde opholdt sig der var ikke et yndet samtale emne, men hun var typen der nok ikke altid tænkte så pokkers praktisk( da hun så burde havde undladt den sidste bemærkning) men mere bare ... leverede sandheden.
Sandheden.... En mærkværdig størrelse... Man kunne opleve den så helt utroligt forskelligt, og alligevel ville hver oplevelse være ' sand'.
Millicent ville aldrig gøre ting ud af medlidenhed...hvis hun hjalp nogen, som da hun ville hjælpe en af Stephens venner med hans unger, da han havde små børn og lige mistet sin kone ( den cencureret udgave af episoden) var det ikke af medlidenhed, men bare fordi hun mente han ville blive glad for lidt støtte....og hvis situationen var omvendt, ville hun håbe at noget turde være der for Millicent,hvis hun stod alene med to små børn.
" Må man hilse på ham...hvad hedder den?" spurgte hun og rakte roligt sin hånd ned til hunden, så den kunne snuse goddag, hvis den ville.
" Skal jeg vifte tjeneren herned, så du kan bestille noget at drikke ?" spurgte hun imens hun sad og trommede lidt med fingerne på sit eget store varme glaskrus.

Ozzie smilede bare og var taknemlig for at kvinden var så imødekommende over for ham, og han rakte hurtigt hånden ind over bordet for at hilse på hende, "Jeg hedder Ozzie" sagde han roligt og trykte kort hendes hånd inden han trak sin hånd til sig igen og lagde dem på sit skød, hvor han havde krydset benene, måske en lidt fimset måde at side på.. men Ozzie.. ja han var sgu bøsse.. eller vent, nej biseksuel faktisk, og han var fuldstændig rolig med sin seksualitet og havde intet at skjule, så han var ligeglad med hvordan han skilte sig ud, så måtte man hade ham eller elske ham.. han ville bare være sig selv, sådan var det altså bare.
"Det kender jeg godt.. det er svært at komme ud når man ikke rigtig kender nogen og sådan, jeg er lige flyttet her til.. så ja.. " sagde han stille og havde ikke lyst til at tilføje at han var ensom og sådan, men det var okay.. han havde mødt Andy og han virkede flink nok, selv om han var en smule nærgående, men det var okay, så længe Ozzie kunne styre ham.. Han havde da i det mindste en ven.. eller ja.. de datede vel.. et underligt ord, men ja.. sådan var det.. han skulle bare lige vende sig til det, han havde sgu aldrig datede før.. eller måske, han vidste det ikke, måske havde ham og Rose datede lidt.. en fantastisk pige. Men aldrig med Jayden, det var bare.. en gang.. one night stand.. og hvis nogen spurgte, nej så fortrød han det ikke, Jayden havde været sød, alt for sød.. og hvordan skulle Ozzie have vidst at det bare var den nat? Hvis han kunne måtte det gerne have været mere, men sådan var det jo, og livet gik vider.. og kærligheden fløj.
"Ja selvfølgelig, men altså han er altså lidt doven så hvis han ikke reagere er det bare derfor.. han hedder Orion.. ligesom stjernebilledet.." sagde han stille og smilede lidt, og rakte også ned og klappede Orion blidt på ryggen. "Sig hej til den flinke dame.." sagde han hurtigt. Og hunden løftede kort hovedet og gryntede.. og smed sig igen, som om den var udmattede.. tsk.. den var bare doven, og hvis den kunne så sov den gerne hele tiden, på nær når den skulle spise selvfølgelig.
"Ja.. hvis du gider, det ville være skønt!" sagde han og smilede til hende.

Hun tog hurtigt imod hans fremstrakte hånd og gav den et fast tryk.
" Hey Ozzie...jeg hedder Millicent" præsentede hun sig selv.
Det var ikke fordi hun var en asocial type, faktisk var hun meget åben og udadvendt...men alligevel var det langt fra altid hun indledte samtaler med fremmede.Lidt efter hvilken retning humøret blæste, kunne man nok sige.
Hun nikkede...af vane...og tænkte ikke over at Ozzie ikke rigtig kunne se det....men hun skulle vel i det store hele også bare være som hun plejede, gik hun ud fra.
Selv havde hun ikke boet her længe, måske en fem måneder...tænk, var det virkelig gået det.
Sikke meget hun havde nået i den tid.Også ulykker af forskellig karakter.
Hun smilede og smilet smittede af på hendes stemme, der var glad, da hun fortalte ..
" Oh..jeg har kun boet her en små fem måneder, og føler mig egenlig stadig ret ny... Det kan være lidt overvældende...indtil man får styr på det.Har du fundet arbejde?" spurgte hun interesseret.Hendes liv havde klart fået mere indhold og struktur først da MacLavender ansatte hende og dernæst da hun fik Alias til det. Pluds at de færreste havde en skattekiste proppet til randen med guld og ædelstene, så et job gav smør på brødet.
Millicent lod hunden snuse til hånden og hviskede stille da hunden pressede sin snude ind i hendes håndflade.." heeeej lille skat...hej Orion" og rettede sig så op.....hun fik øjen kontakt med Eve og vinkede hende over mod bordet..
Inden hun nåede frem, fik Millicent lige slynget ind.." Orion eh? ....nååå..." hun lo " Jeg er da lettet over det er et stjerne billed den er opkaldt efter, og ikke det ret frække firma Orion"

Eve der ankom til bordet, havde kun hørt Millicents sidste fire ord...og kiggede derfor fra den ene til den anden, og prøvede at finde en passende grimasse, idet hun sikkert troede hun var trampet ind i en samtale af privat karakter.
" øhm....undskyld jeg forstyrre....men skulle i bestille noget?" spurgte hun lidt småforlegent.

Ozzie's ansigt lyste op og et stort smil pyntede det, da han kun på den måde kunne se glad ud, og sandheden var at han var glad, næsten altid.. han var ret så optimistisk, hvilket nogen gange godt kunne give bagslag da han så blev ret meget skuffet når tingene ikke lige gik som han havde forvent de ville. "Millicent!" sagde han bare med en slags begrestring i stemmen og smilede stort. "Det er hyggeligt at møde dig" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå og lagde nakken lidt frem over, som hvis han havde kigget ned i skødet på sig selv, mest fordi han var lidt genert selv om det nok ikke var så tydeligt.. men sandheden var at han faktisk bar meget genert.. og ofte blev flov.. helt uden grund.
Ozzie løftede så hovedet igen og 'så' på hende. "Ja.. ja jeg får jo arbejde bare ved at knipse med fingrene.. du ved.. ja kommunen skal sætte mig i job" sagde han og smilede, "Det er fint nok jeg tager telefonene og skriver noter og den slags.. " sagde han bare og smilede lidt for sig selv, det var et fint job, det gav mad på bordet og chefen var vidst godt tilfreds med ham, han var nok bare glad for at Ozzie ikke havde givet nogen problemer endnu, han havde nok tænkt at det ville være et helved at have en blind ansat.. men det var jo ikke fordi Ozzie havde to brækket ben og ikke kunne finde ud af at røre sine fingre.. nix, han skulle bare have et par hjælpemidler og så kørte det bare der ud af.
"Hvad.. " sagde han bare forvirret da hun sagde et eller andet.. med hvad? Vent. "Hvad for et firma" sagde han stille.. aj nu skulle hun.. droppe det. Han blev dog først rigtig pinlig berørt da servitricen kom over, og havde åbenbart overhørt hvad det var Millicent havde sagt, og Ozzie rødmede og smilede forsigtigt skævt. "Eh ja.. en varm kakao tak.." sagde han stille og følte sig pinlig berørt, hvorfor sagde hun også sådan noget.. ih! altså.

Millicent kom til at grine..
Og med dråber at latter siddende i stemmen og skinne, sagde hun til Eve, da hun så på hende...
" Hundens navn...Orion...det lyder som et frækt postordrefirma....men er et stjernebilled" hvorpå hun vidtede afværgende med hånden.Måske forsøget på at forklare var mislykkedes, men hun havde da forsøgt, at glatte lidt ud. Ozzie så næsten helt fortabt ud, lige i et sekundt.
Hun kendte godt følelsen.Selv var hun lidt sjovt sammensat, lige på det punkt for hun kunne være virkelig blufærdig og helt genert i nogle situationer, og så igen en kamplysten lille killing i andre.Og hun sikkert også være en bitch...man skulle bare give hende en god grund.
Eve dampede af med et ' så gerne' - og Millicent forsatte hvor de slap...
" jamen, det er vel godt nok, who cares hvem der har fundet jobbet, sålænge du er glad for det?"
Nogle gange kunne hun virkelig godt tænke sig et mere stille job....bibliotikar!
Tænk at omgive sig med vidunderlige bøger hele dagen, det var jo som at bade i guld.
" Bor du lige her i nærheden?" spurgte hun og begyndte at drikke lidt af sin egen kaffe.
Eve vendte tilbage med kakaoen.." Vær så god"

Ozzie rødmede bare endnu mere.. åh kunne hun ikke bare lade være med at forklare den? Helt seriøst? Det var for langt ude. Han sukkede og smilede bare forsigtigt, "Et stjernetregn.. og nu en hund" sagde han bare og smilede lidt, han havde været meget facinerede af stjerne da han var lille.. det ville han stadig have været hvis det ikke havde været for.. ja det lille problem med at han sådan set ikke kunne se dem. "Hvem ville ikke gøre alt for at se nattens himel bare en enkel gang, jeg ved hvor smuk den er" sagde han bare stille, mest til sig selv.. da han ikke altid havde været blind, havde han set himlen en million gange før, bare aldrig sat sådan rigtig pris på det.. og nu var det forsent.. Han kom nok aldrig til at se igen, som lægen sagde.. selv om hans far havde ment noget andet.. det var elveren.. de havde et sart syn og blev nemt blinde, men de kunne også sagtens få synet tilbage igen.. og miste det, op til flere gange.. det gad Ozzie virkelig ikke.. enden så var man blind eller så var man ikke blind.. helt ærligt altså.
"Det er fint, måske ikke lige drømmejobbet.. men jeg har jo ikke så mange muligheder.." sagde han stille og smilede undskyldenede, han brød sig ikke om at.. klage over sit handicap.. og prøvede at få det til at lyde så lidt som en klage som muligt.. for ja.. han havde lært at leve med det nu, selv om.. ja man ville selvfølgelig altid gerne.. have undværet det, der var så mange ting der kunne have været letter, men ja sådan var det jo nu engang.
"Ja det var faktisk meningen.. at jeg ville på bar.. og ud og hygge mig lidt, og feste.. du ved.." sagde han og vendte ansigtet mod hunden, "Men så ville Orion med.. og der er jo begrænsninger for hvor man kan slæbe ham med.." sagde han bare stille og smilede lidt.
"Tak.." sagde han roligt og tog imod sit krus og stilte det på bordet.

Millicent blev revet ud af hendes fnise humør, ved den ene enkle sætning om at give alt for at se en stjerne himmel.
Hun kunne næsten mærke suset i sin mave.Bølgeskvulp....havet...og stjernehimlen, det var noget der kunne liste sig dybt ind i hende og lade fortrængte og ubearbejdet følelser komme ud og lege frit.Og bagefter var ' alle' mere glade og veltilpas.
" Du har kunne se? " sagde hun, men det var så mere en konstatering end et spørgsmål.
" Men...du har set dén Ozzie...du ved den er der , tænk på dem der aldrig har haft muligheden.De vil aldrig kende hmmm magien ved en stjerne himmel...det gør du...selvom du savner den" sagde hun stille.
Ligesom med kærlighed...det var bedre at elske og miste, end at gå gennem livet uden at opleve kærlighed.Eller....det troede hun da.
" Ja...altsår arbejds mæssigt, skal du vel være lidt mere kreativ, men i det hele taget er det svært at lave noget man elsker....jeg har to jobs, bare for at arbejde imod mit drømme job....eller, faktisk har jeg kun et lige nu....har lige sagt nummer to op, og er ved at skabe et nyt second job...guuud hvor man dog aser med al det arbejde" lo hun og så kort ned på Orion.Imponerende så stille han lå.
" Hvad med familie?" spurgte hun ...og studsede, da hun fik et glimt af hans aura....
What the fuck?!

Ozzie smilede kort og vendte ansigtet væk fra hende så hun ikke kunne se ham helt, fordi hans hår skærmede for hans ansigt, han sukkede stille, lydløst for sig selv, tag dig nu sammen Oz.. nu. Han sukkede og nikkede så. "Ja.. ja jeg har kunne se, men ja.. det er en gen sygdom i min familie.. så.. ja jeg vidste godt det kunne ske.. så.. ja" mumlede han bare lidt forsigtig og vidste ikke helt hvad han skulle sige, han var ret træt af at snakke om sit handicap.. alle synes at være så interesseret i det, alle undtagen ham selv selvfølgelige.
Han lyttede lidt til det hun sagde og nikkede bare, han havde ikke rigtig noget at tilføje, selvfølgelig var han glad for han vidste hvordan den så ud.. eller.. det han kunne huske.. når man havde været blind nok.. så glemte man langsomt.. farver.. og billeder.. og ting.. og det hele blev så rodet sammen, og til sidst var det bare en genstand, som man kunne kende udelukkende på formen.. det var sørgeligt.
"Hmm ja.. men pga mit syn har jeg ikke så let ved det.. jeg kunne godt tænke mig at.. det ved jeg ikke, noget med kunst.. jeg er ret god til at tegne" sagde han bare stille og smilede lidt forsigtigt til hende.
"Min familie?" spurgte han.. hvad var der med dem.. det gad han ikke snakke om.. "Eh.. nej jeg er flyttet hjemme fra" mumlede han bare.. eller nærmer bleven smidt ud hjemmefra.. åndsvage regler, men sådan var det.

" okay...ret nederen" sagde hun med en mild stemme og ville ikke bore yderligere i det.
Privatlivets fred var jo også noget der skulle respekteres, bare i ny og næ, ik?
Tilgengæld fik han pirret hendes nysgerrighed.Noget med kunst...det kunne jo være så meget.
Hvad mon han mente? Ja...nok ikke lige møbler, men alligevel løb hendes tanker videre ned af den vej." Du....jeg hyr dig om fem år! Altsår hvis du kan tegne møbler, sååå " meddelte hun med et stort og barnligt smil, der emmede af begejstring.
Naturligvis smittede det af i stemmen og hun forsatte.." Min plan er at blive selvstændig møbel designer, men jeg har alle ideerne i hovedet, og kan ikke få det ned på papir" forsatte en uddybning af hendes drøm.
Hun ville havde sin egen business....restaurerer gamle møbler, dekorerer dem,dekouperer dem og shine dem op, med et moderne touch.Og yder mere ville hun gerne designe nogle selv.
Derfor var hun ved at blive kendt...som model...fordi hvis hun var et stort navn, ville hendes produkter få stooor opmærksomhed, og måske ville hun virkelig lykkes?
" hmmm....så du er ikke herfra, hvad laver du så når du holder fri Ozzie!?

Ozzie smilede lidt og lagde nakken tilbage og nikkede bare, nej han havde heller ikke lyst til at uddybe det særlig meget, hvad der skete i familie blev i familien. Desuden var der ikke så meget at fortælle, han var bleven udstødt da hans lille søster druknede, det havde været hans opgave at passe på hende, og det havde han ikke gjordt.. siden den dag havde han været al helvedes til bange for vand.. Der var ikke mere i historien, og der var ikke nogen der skulle spørge ham hvordan han havde det med det.. det var bare et tabo emne.
Han smilede lidt og kunne ikke lade være med at grine lidt, "Det ved jeg ikke det har jeg aldrig prøvet, men jeg er ret god til at tegne mennesker.." sagde han stille og overvejede kort om han skulle vise hende hvad han mente, han havde altid papir og blyanter eller kul på sig.. det var hans vej væk fra evigheden, i en hvilken som helst givet situation.. så tegnede han.
"Det lyder som en god drøm" sagde han blidt og smilede lidt, "Her lad mig vise dig hvad jeg kan.. og nu skal du ikke blive bange jeg voldtager dig ikke" sagde han bare med et lidt selvtilfreds smil om læberne, og rykkede sin stol om til hendes så han kom til at side lige ved siden af hende, han fandt hurtigt papir og kul frem fra sin taske og lagde det på bordet.
"ikke særlig meget.. du ved.. jeg har ikke rigtig nogen venner til at tage i byen med, eller gå på cafe med.. ikke endnu i hvert fald.. men ja, jeg venter og håber på det bedste" sagde han roligt, og løftede så den ene hånd og lagde den mod hendes kind, lod sine fingre glide ned over hendes kind og over kæben, og rundende hagen, op over næse ryggen, hen over det andet kind, over panden, hver en centimeter, hendes øjenbryn, og lukkede forsigtigt hendes øjne med to fingre og lod dem løbe blidt over dem, og så rundt i kanten af hendes ansigt, og strøg sin hånd gennem hendes pande hår, og så resten for at finde længden på det, og hurtigt strøg han hende over øret, og så til sidst, lagde han en tommel finger mod hendes læber og lod den blidt glide over dem.
Han slap hende så helt og vendte sig mod papiret, tog kullet i hånden og begyndte at tegne.

" Mennesker?!....hm..det må da være det der er aller sværest at tegne? - jeg mener, der er jo et hav et dybder og nuancer i mennesker" sagde hun og forsvandt kort ind i sine tanker.
Hun ejede ingen talent for at tegne...det var derfor hun decouperede sine ting istedet, så skulle hun ikke bekymrer sig om det.Men tilgengæld havde hun en så fin fornemmelse for farve sammensætnig.Det var som farverne selv talt og sagde hvilke hun skulle bruge og så gjore hun det bare.Gud ved om det havde noget med auraen at gøre...det var jo også faver?
Da Ozzie pludselig rykkede helt tæt, ville hun helt reflektorisk havde rykket sig væk, hvilke hun havde gjort hvis ikke hans ord bremsede hende." Nej...deeet regnede jeg nu heller ik med' mumlede hun, men antydningen af et smil, legede lige på hendes læber.
" Venner...det skal nok komme, stille og in time" sagde hun blidt imens hun stirrede på hans hånd der kom nærmere.
Jo jo... Blinde brugte hænderne til at se, men Millicent var bare ikke så van til at blive kærtegnet.
Og selv om det ikke var det han gjore, kærtegnede hende, så føltes det allgevel meget intenst, og hun sad stille som en mus.
Kun William og Stephen havde rørt hendes kinder og læber....og så alle sminkørene , men det var ligesom noget helt andet.
Ozzies hånd løb gennem hendes hår, og det var godt han lige nu ikke kunne se, for hendes store blågrønne øjne var hægtet til ham, og hendes læber let adskildte...først da han havde kørt tommelfingeren hen over dem, og trak hånden til sig, begyndte hun igen at trække vejret.
Hun rystede på hovedet, og så Ozzies hånd starte sin bearbejdning af parpiret.
Imens tvang hun et glimt af hans Aura frem.... Om lidt..om lidt ville hun vide, hvad han var...
For menneske var udelukket. Og det samme mente hun Engel, vampyr og dæmon var.
Varulv? Ej.... Det måtte ikke være sandt, for dem var hun virkelig virkelig bange for...ikke at hun havde mødt nogen, men det turde hun nu heller ikke.
Men hvad var han? .....

Ozzie rystede blidt på hovedet, "Overhovedet ikke.. det er faktisk det letteste.. der er så meget.. og det bliver ikke så let kedeligt.. jeg har en speciel.. evne tror jeg, jeg ved ikke andre blinde kan jo også, tror jeg kan noget mere.. jeg kan virkelig.. virkelig se med mine hænder.." sagde han stille og smilede lidt for sig selv. "Forstil dig at gå med lukkede øjne ind i et lokale, du får lov til at gå en gang rundt med muren, der er nogen møbler som du går frem og tilbage mellem, men når en mand så trækker dig tilbage til døren og beder dig gå et bestemt sted hen.. så har du allerede mistet sted sansen.. det sker ikke for mig.. men hjerne tegner aromatisk et billede op af rummet som jeg bevæger mig omkring, og ret hurtigt kan jeg finde vej uden nogen hjælp.. det er det sammen med ansigter, når jeg røre.. så skitser mit hoved, og så kan mine hænder bare tegne det ned på papiret.. det som de har set" sagde han roligt, han vidste ikke om det fik hende til at slappe lidt mere af.. at han talte så meget, for jov han lagde mærke til alt.. med en hørelse som hans, han lagde mærke til hun holdt vejret, og han lagde mærke til varmen bag hendes kinder, formodenligt rødmen, og han lagde mærke til hendes hjerte og puls, der begge satte farten en smule op..
Han forstod hende godt, han vidste heller ikke hvordan han ville have det hvis en fremmed sad og pillede ham i ansigtet.. men så var det jo godt, at fra Ozzie's side, blev der intet lagt i det, detvar lige så neutralt som at give hende hånden.

"Det håber jeg.. det begynder at blive lidt ensomt" sagde han roligt imens han stadig meget koncentrede strøg kullet over papiret, og et ansigt begyndte at tage form. det tog ham et par minutter men til sidst fjernede han sin hånd så hun kunne se, og lagde den foran hende. "Hvis du ser sådan der ud.. så må jeg sige, betagende smuk" sagde han blidt, og vidste jo godt, at hun så præcis sådan ud.

____________________________

Hans tegning : http://th01.deviantart.net/fs70/300W/f/2011/098/0/8/amanda_seyfried_by_elisabethsmenesfrost-d3di2cu.jpg

Hun lyttede, slap hans aura og fokuserede på hans ord.
Det var i grunden vildt facinerende, for hun havde jo hørt at hvis man frarøvede en sand ,så blev de andre stærkere....var det mon ikke derfor nogle legede med bind for øjnene når de....nå, never mind!
" Det er da helt utroligt du kan huske på den måde...sådan lidt autistisk?" sagde hun og det var ikke spor bebrejdende, men mere fordi hun søgte efter et begreb hun ligesom forsrod, så hun kunne læne sig lidt op af det.
" Ensomt! ..aii...det skal du ikke være da." sagde hun og overvejede faktisk om hun skulle sllbe ham med hjem og præsenterer ham for Stephen, men han ville nok finde det lidt underligt.
Efter lidt tid...var Ozzie færdig og han skubbede blokken over til hende...
Hun kiggede nysgerrigt ned, ikke helt klar over hvad hun egenlig forventede at se...men sure as hell ikke dét! Et lille gisp flød fra hendes læber, og hun strøg en finger over tegningen ....over sig selv.
" wow..." fik hun presset ud...." d-det er for vildt....det jo...mig...næsten som et foto" sagde hun målløs." Ozzie....det er...for smukt..du er ko en artist!" sagde hun stille og blev helt overvældet.
" Tak" sagde hun til hans kompliment, men fandt egenlig hans talent langt smukkere end hende selv, da billedet lignede på en plet.
" jeg er lamslået....du skal sku ikke snakke i telefon Ozzie....det der...det skal udnyttes" sagde hun blidt og strøg ham meget kort over hånden, som tegn på hun var blevet lidt...rørt.

Ozzie smilede lidt og nikkede, "Måske er det bare en medfødt evne.. har været blind i.. fire år eller sådan noget, og jeg fandt først ud af at jeg.. kunne det der for omkring to år siden.. så ja.. jeg ved ikke, måske kom det bare til mig, men det er rart.." sagde han stille og smilede igen, andet kunne han ikke, han kunne ikke lige give hende et frækt blik, eller smile med øjnene og sende hende elevator blikket, nej den gik ikke, så han holdte sig til det han kunne med læberne, og der var kun tre ting, sur ligeglad og glad.. sådan var det, og han kørte mest på den glade, det var det han fortrak.
Han grinede bare stille og nikkede, "Det går nok.. jeg finder jo nok nogen venner på et tidspunkt.." sagde han roligt, og havde lyst til at sige.. 'nu har jeg jo mødt dig' men det måske lidt for tidligt at pålægge hende det ansvar som hans ven.. måske nærmer bekendt, og hvis hun heller ikke havde lyst til det.. ja så måtte han jo bare tage det som det kom, det kunne jo sagtens blive deres.. eneste møde det her.
Ozzie kunne ikke lade være med at rødme da hun smigrede ham på den måde og han gemte ansigtet ved at kigge ned og lod sit hår stryge ind foran det som to gardiner. Det var jo ikke fordi han ikke havde hørt det før, de synes alle sammen han var god til at tegne.. selv den kunster han havde givet det til, havde bare sagt ' det kan alle jo gøre' og han havde ret.. alle kunne tegne et billed.. gode og dårlige.. men kunne alle så også gøre det med bind for øjnene.
Han sukkede dybt, "Tak.. men tja.. der er ikke så mange der synes det er noget særligt, alle kan jo tegne en tegning.." sagde han bare blidt og lagde hovedet lidt på skrå, og rykkede så væk fra hende igen, så de sad over for hinanden, han løftede kruset og smagte lidt på en varme kakao.. dejligt.

Millicent måtte lige tænke sig om to gange , før hun helt forstod hvad han sagde.
Det lød jo..absurd i hendes øre, at nogen skulle forsøge normaliserer det han kunne.
Det var ikke bare en tegning, det var så ægte og så fantastisk detaljeret og for the sake of Christ, han havde tegnet det i blinde! " altsår jeg ved ikke lige hvad folk går og talker af trash, men ehh...du skal altsår aldrig lade nogen bilde dig ind, at det du kan ikke er noget...det er komplet forrygende...du skulle jo være kunstner eller illustrator...ved du hva...du må begynde at udtænke hvilke job typer, dette kan bruges til."
Millicent holdte en pause,,.og spurgte så.." Eh..jeg arbejder for det der modehus Mclavender...måske de kunne bruge tegnede fotos af deres modeller...med deres tøj på? , det ville da være en cool kampagne!...tror du også du kan tegne tøj?" bryggede hun videre på tanken...

Og afbrød med et sin tankestrøm , da hun fik et glimt af Ozzies aura, once more.
" Ozzie...nu skal du ikke flippe...men jeg er altsår nød til at spørge dig om noget...du må ikke blive sur...det bare så frustrerende for mig, at jeg ikke ved hvad du er?" sagde hun blidt og slog blikket lidt væk og ned i sin latte.

Ozzie sad bare lidt og lod hende tale, han forstod slet ikke hvorfor hun gik så meget op i det.. i ham.. og hvad han rendte og lavede? Han kunne godt lide.. at når han mødte nye personer at han så fik lov til at røre ved dem og så tegne dem.. det var sådan set bare det han brugte det til.. det var svært nogen gange, hvis papiret først gled så blev han nød til at starte forfra.. og han måtte aldrig slippe med hånden for så kunne han ikke vide hvor han var på papiret hvis han satte hånden ned igen, for det meste tegnede han bare en skitse med papir, men ikke når han havde kul med.. så lavede han gerne dybder og.. ja gjorde det flot.. han kunne sagtens bruge flere timer på at tegne et billed.. Det nemmeste var bare ansigtter, for de var.. unikke, og lette at se for sig.. det var ikke ligesom.. døde ting, ting der ikke kunne bevæge sig ikke havde nogen hjerne og ikke sagde noget.. det kunne han ikke bruge til så meget.
"Okay.." sagde han bare, han var glad for sit job.. det var fint, og så måtte han i sin fritid jo tegne alt det han ville.. måske skulle han prøve at vise sine tegninger frem igen, men han var bare ret sikker på det ikke nyttede noget.
"Eh det kan godt være.. måske.. har du tænkt dig at smide tøjet så jeg kan prøve.. eller hvad?" sagde han bare en smule flabet og smilede så bare.. for selv hvis hun gjorde.. så kunne han ikke se hende nøgen alligevel, så hvilken forskel gjorde det.. ingen.. i hvert fald ikke for ham.

"Hvad mener du med hvad jeg er?" spurgte han og blev lidt halv forvirret da hun sprurgte ham om det, "Jeg hedder Ozzie.. jeg er 18 år? Eh.. jeg.. bor her..?" sagde han stille og vidst e ikke helt hvad det var han skulle svare på.

En lille latter lød fra hende .." Nej...det havde jeg godt nok ikke tænkt mig....og det ville da også være ualmindeligt dumt at gøre, hvis vi skulle afklare om de kunne tegne modeller med tøj på , Ozzie" små klukkede hun.
Desuden havde hun Allerede luret, at hvis han kunne tænke sådan et tro billed af hendes ansigt, ville han da også kunne af hendes krop? Men...hun havde en ide om at Ozzie slet ikke ledte efter en kæreste, det var ikke de signaler han strittede med nej....og hvis han gjore....ja, så ville hun nok være det mest uoplagte emne i byen at satse på.
Et stort listigt smil dukkede frem, sååå han ville ikke ud med sproget ...Ozzie.
Hun trommede lidt med fingerne på bordets kant og indledte så med et " Sig mig...tror du på ara? At man kan se et menneskes aura?..... Jeg har fået...en form for et hoved traume eller noget...og siden da har jeg kunne se aura, og ved du hvad...Ozzie ....din ara, den lgner bare ikke et menneskes aura? Hvad synes du om det....nogen bud på hvorfor?" hendes stemme var både alvorlig...men også meget mild, da hun ikke ville risikerer at han røg i forsvarsposition....eller endnu værre...angrebs.

Ozzie smilede bare lidt og kunne ikke lade være med at grine lidt af hende, "Du misforstår.. hvis jeg skal kunne tegne tøj må jeg jo have noget tøj først.. jeg tror bare det bliver forvirrende.. med kjoler og sådan noget.. åh gud et arbejde.." sagde han bare og sukkede lidt, hvordan skulle han finde op og ned og.. rundt på sådan en ting, han var ikke vant til at have sådan noget på.. eller noget i den stil, overhovedet. "Hvis jeg skal tegne.. modeller helt og holden.. er du godt klar over jeg ville skulle røre ved dem.. over alt.. helst nøgen, for de rigtige former.. det måske ikke en så god ide" sagde han bare og smilede lidt og rødmede så, det havde han altså ikke lyst til.. ikke sådan rigtig. "Eh.. hvilken øjne farve har du?" spurgte han så, da han var nysgerrig, og han var jo stadig farveblind.. med sine hænder, han kunne ikke se farve, det hele kørte i sort hvid for ham.
Ozzie blev dog først forvirret da Millicent begyndte at snakke for fuld udrykning.. hvad handlede det nu om? Ara.. det vidste han ikke hvad var, havde aldrig hørt det før? Eh. "Jeg.. undskyld, men jeg ved altså ikke hvad det er.." sagde han bare, og var ikke helt sikker på at det hun sagde var rigtig. Men i stedet rejste han sig gik over til hende og bøjede sin ind over bordet tæt på hendes øre og hviskede blidt. "Men dog.. jeg kan så fortælle dig at jeg er elver.. se selv.." sagde han stille og rykkede lidt tilbage og hev op i bindet han havde om hovedet så hans øre blev blottet, og et spids øre kom frem.