Here I Am ~ Millicent

At bore i hans tanker ville hun ikke gøre.
Heller ikke selv om hun var temmelig interesseret i hvad de dækkede over.
For sent indså hun den lille skønshedsfejl det var at tale om vampyrblodet. Det afslørede kun al for tydeligt hvilke stof hendes inderste drømme var gjort af. Millicent var slet ikke klar til den samtale og svarede undvigende "Ingen af os kender fremtiden , men.... Det er betryggende at de vokser normalt, så får jeg fornøjelsen af et lille barn , længe " smilede hun lidt forlegent. Det ville være lidt ærgerligt hvis de små engle voksede al for stærkt , så bleer barnevogne og babygylp var al for hurtig overstået .
" Det var nu også fordi jeg ... Hvis resten af familien lever videre, så vil jeg da også gerne" forsøgte hun at forklare.
"Jeg vil ikke vendes til vampyr og ikke have så meget blod at det vil ændre... Noget" hun så lidt væk fra ham.
Når han sad der... og så så eftertænksom ud, med fingerne mod hinanden , så følte hun at han kunne se lige igennem hende.
Årh jo... Hun havde hørt der kunne være bivirkninger , hun havde levet med det. Efter at have drukket Alias blod, været blevet snydt ind til at drikke det, havde han mast sig ind i hendes tanker og følelser på en helt ... Uvelkommen... Måde. Og det sluttede først da blodbåndet blev brudt på mystisk vis , og forlod byen. Men hvor alvorlig den del havde været med blodet, havde Millicent meget nøje undgået at snakke om til Stephen. Så hvor havde han den viden fra?
" Jeg ved godt du ikke bryder sig om ideen , men jeg... Jeg bryder mig jo ikke om at dø fra jer , så at nedsætte min ældring er vigtigt for mig " sagde hun blidt og spurgte " Har du da et bedre bud på det lille problem?"
Hun lagde benene over kors og lunede sine hænder på kruset.
Med hoved på skrå sad hun og sugede synet af ham til sig. Så længe siden...SÅ længe siden!

Stephen begyndte kort at grine næsten hånligt. "Du kunne jo først og fremmest finde ud af om du overhoved vil snakke med barnets far. Derefter male gangen i en anden farve, det vil bestemt klæde den bedre end den sorte ... og så bagefter overveje at vi faktisk lever i en magisk verden." Slog han en kende hårdt fast, før han lænede sig frem imod Millicent.
"Du ved hvad jeg syntes om det." Han havde skiftet taktik og selvom hans tone var blevet næsten hel øm og blød, var det kun for at give nogle dynamiske effekter på hans lille tale, eller hvad hun sener hen ville kategorisere det som. Som planlagt ville han smide sit trumfkort på bordet, noget Stephen tvivlede på Millicent havde noget der var stærkere end.
"Du skal ikke drikke det blod i mens du har barnet i din mave, for selvom du har det nu, bliver det mig der ser barnet vokse op, alene, hvis du vil drikke det blod." Det sidste ord blev spyttet ud som var det noget enormt ulækkert stads. "Jeg vil ganske enkelt ikke have dig tæt på det barn, hvis du med jævne mellemrum skal besøge en vampyr for din egen lille mission." Vrængede han videre. "Man kan ikke altid få alt."
Med de sidste ord sagt, tog Stephen sin te og drak, mens han ignorerede at det stadig brændte i hans hals.

Oh, så nu var han sur? Det var da lige godt utroligt. Burde manden ikke ligge på sine stor tudende knæ og tigge om tilgivelse? Istedet hævede han stemmen og... Var hånlig. Millicent reagerede først ved at trække lidt i land. Usikker på hvordan hun skulle møde hans tale , for det var ikke ofte at han var sådan over for hende. Normalt ville hun nok undskylde og forsøge fedte sig ind på hans gode side, men denne gang var de stadig skår der ikke var limet sammen.
"jeg tror du mistede retten til at have meninger om min vægfarve nytårs aften " sagde hun stille. Hun så op på ham.
Hvorfor tændte han sådan af på det ? Det var da mere nederen at hun ikke ville kunne dele sit liv med ham. Hvorledes skulle hun være hans hustru,når hun lignede en på 40-50-60 og Stephen en ung mand? De ville jo for fanden havde et endnu kortere liv end selv normale mennesker. Ikke om hun ville. Accepterer det.
Inden Millicent kunne nå at bide igen , blev han mere varm i stemmen og hun slappede lidt af i de ellers så anspændte muskler. Men så frøs alt fast. Hun troede ikke hun hørte rigtigt.
En grin der ikke havde en eneste tone eller glædes klang over sig , fyldte rummet. "Truer du mig? Med mit barn?" Hendes hænder lå straks over hendes mave, helt symbolsk. " Du er ellers ikke ked af det. Det er muligt du har et problem med vampyrer, men nu skal jeg fortælle dig noget skat indtil nu er den eneste der har gjort mig noget .... Taget livet af mit barn DIN skide X kæreste der absolut ikke var vampyr,så DU har været mit farligste bekendtskab engel!" Hun skiftede fra et vredt blik til en mere trist et af slagsen " Jeg tror næppe du får fingerne i det her barn , slet ikke uden jeg er nær... Så lad væres at tru mig , Stephen . Jeg vil ikke finde mig i det der. "
Nu lå bolden hos ham.... Han kunne enten undskylde og bede til Gud at hun. Tilgav ham- eller stå fast på hans ord, og se hvordan hun taklede det?

Det kom ikke som nogle overraskelse Millicent også fyrrede en smugle op. Stephen ville ikke begynde at tigge eller undskylde, han havde sine grunde til at mene hvad han mente. "Det handler ikke om hvorvidt jeg har evner inden for børnepasning. Det må jeg så ende med at få. Det handler om barnets sikkerhed. Det er jo som at kaste vedkommende for løverne!" Han havde igen sat teen fra sig og havde samtidig besluttet sig ikke at røre ved den yderlig, for den havde tydeligvist noget med ikke at ville blive kold.
"Nogle vampyrer fortrækker en engels blod mere end et menneskes, så hvis du kommer anstigende med en duft af engel omkring dig, så skal det hele nok blive sjovt. Det kan også ende ud som at vampyren godt kan lide dit blod og det tager jo ikke lang tid at ligge to og to sammen. En mor er en mor og vil gøre alt for at beskytte sin unge. Hvis dit nye bekendtskab får fat i barnet vil du gøre alt for at få det tilbage."
Stephen bad til guderne om at Millicent ville forstå ham, for det var ikke godt at ligge krig i fronten, når man egentligt kom for at kapitulere. Derfor forsøgte han også at bløde det en smugle op, ved at sætte sig ned foran hende for at skabe øjenkontakt. "Jeg ville elske at vi alle tre er sammen og du må finde en måde at stoppe din ældning, men ikke med vampyr blod eller bare noget der indblander de væsner."

Han blev ved med at trække tæppet væk under hende og punkterer hendes lille fæstning bygget af hvad hun selv anså dom gode solide argumenter.
Millicent skulede til ham.Hvad var nu det med duft af engle, og snuppe hendes barn? Hun forstod hans pointe og det irritede hende max.Om hun så havde 90 vampyrer i hælene der tørstede efter hende eller barnet, eller Stephen ...så skulle ingen tage den lille fra hende- og det måtte han da vide.
" Stephen.." Forsøgte hun i det mest imødekommende leje hun kunne mase sin stemme i.
" Jeg ville jo ikke are tage en helt tilfældig, men min ven ....Thomas, du ved? ....måske hvis du mødte ham.....måske han kan hjælpe mig med noget magisk der standser det? Han har så mange ting i ...magiske ting i sit hjem.Han er god ved mig, har aldrig forsøgt bide mig.....og han kunne heller ikke lide Alias, så det har i tilfælles" hun ville ikke forfølge den del ad samtalen, ikke nu anyway.Hun så ned....på en lille plet der var under sofabordet.
Havde Ally nu været utæt igen? så sprang tankerne til David , der faktisk havde nævnt at Stephen ikke var ok med det.
Endelig krakkelerede en smule af hendes modstand.Hun skulle nok samle den op igen....men ind i mellem røg paraderne ned, det kostede for mange kræfter at holde dem evigt oppe, med ham lige over for sig." Vil du ikke godt lade vær at være sur, jeg kan ikke holde det ud ? Bad hun, løftede hovedet og så op på ham."Jeg vil gerne forsøge undgå det.....men at dø og blive gammel imens du ser ung, ser jeg ikke som en acceptable slutning"

Millicent virkede ikke til at feje det helt væk, selvom hun heller ikke på nogle måde accepterede det. Langt fra, men hvad stephen fik ud af det var han tilfreds med. "Jeg er ikke sur, hvis du vælger at tilgive mig og giver mig en chance mere." Måske ikke nogle helt rimelige krav, men vreden var allerede ved at dampe af og hvis han bare skulle have lidt ud af den, så måtte han benytte sig af det hurtigst muligt.
Stephen rejste sig op og slog sig ned i sofaen, hvor han skulle til at række ud efter teen, men kom så i tanke om hvilke uhyrligheder den havde lavet. Den fik i kort blik ud af øjenkrogen, før han kiggede imod Millicent, spændt på hendes dom. "... jeg tilbyder også gerne at male dine vægge over igen, hvis det kan hjælpe?" Forsøgte han med et stort smil, meget stort.

Millicent der ellers normalt have en rimelig klar fornemmelse af hvad hun ville, og især hvad hun ikke ville, rettede lidt på sin sidestilling.Hvad skulle hun nu svare til hans tilbud?
Hun kunne jo ikke sige nej tak, vel? Og at sige ja...føltes ikke rigtigt, når hun tydeligvis var så usikker på ham.Hun kom frem til en slags alternativ som hun fremlagde ham...
" Hvad med vi bruger lidt tid sammen....og ser hvad der sker? Du har lige truet med at tage mit barn!" Surmulede hun.Ville han afslå og gå, var hun sikkert så dødsdag at hun ville fare op og tigge ham om at blive, men ville han accepteret på de ønskede præmisser, ville hun kunne klamrer sig til lidt værdighed, et stykke tid endnu.
" Så...du kan ikke lide sort?" Hun kom til at grine.Det kunne hun ved gud da heller ikke selv og soveværelset var endnu værre.Det lignede en død hule når man sov derinde...ikke en hyggelig en.Hun havde malet, en dag hun var meget trist, og den eneste grund til stuen ikke var sort, var at hun var løbet tør, og ville ikke have en halv stue i sort og den anden i hvid.

Stephen var tilfreds. "Deal ... har du noget maling?" Det var ikke det helt perfekte tidspunkt at male på, men han kunne ikke holde ud at se på det i længden og ville derfor gerne bruge natten på det, hvis han da så bare kunne få det væk. Hvis han så hendes soveværelse, ville han ende med et hjertestop - eller noget i den dur.
Hvis han fik maling og pensel, var Stephen ustoppelig til alt det mørke var malet over. Han havde en lille maler gemt i ærmet og vidste derfor der først skulle hvide lyse lag på, før han kunne give den rigtige farve, hvad det så skulle være. Ellers ville den sorte farve bare ødelægge det hele, så efter første lag var på mente han at han skulle betale et hotel så hun kunne bo der, til han var færdig med lejligheden. Han skulle ikke have hende til at indånde de giftige gasser og dermed skade barnet.

Et smil der ligefrem var både afslappet og ægte fik han, og hun rejste sig op.
" jeg har lidt af hvert....både hvid og så den meget lyse pudderfarve, du kan give den" .
Hun roede i et par skabe....og fandt et stort tæppe også.
" Så smid tøjet....og tag tæppet på.Det flotte outfit skal ikke ødelægges" lød forslaget.
Selv fik hun i sving med at orden noget vasketøj .
Ved lyden af hotel satte hun hælen i.
" Årh nej Stephen.....jeg...orker ikke hotel, ikke nu.Det er så...trist .Kan jeg ikke godt blive hjemme.Jeg er sikker på det næsten er økologisk maling eller meget mildt" mente hun bestemt.
My...han tog det virkelig alvorligt, det med at passe på hende.Nå...men sålænge manden ikke hyrede noget til det, sååå
" Hvis jeg SKAL på et hotel" lød det småmopset..." Så tager du med.Ellers er der overvejende stor risiko for jeg simpelthen dør af kedsomhed! Og det vil vi jo ikke have vel"

Stephen stod og så dum ud med en pensel i hånden. "Skal jeg smide tøjet?!" så begyndte han at grine. "Du var sur på mig før og nu vil du have mig til at iklæde mig et tæppe?!" Han rystede let på hoved. At gøre rent uden tøj var helt afskrevet, men han kunne godt smide tøjet på overkroppen og skoende. Så det ville han gøre hvis hun helt seriøst mente det.
Da slipset, skjorten og habitjakken var lagt på sofaen, ville han så gå i gang midt på væggen og arbejde sig ud af, samtidig med at han havde et vældig fornøjet smil på læberne.
"Jeg skal nok ... sove sammen med dig." Tænk at hun overhoved ville! Her gik han og troede han skulle kæmpe til døden for at vinde hendes hjerte tilbage, men ud over hans lille utilfredshed med vampyr delen og den første kolde mur var forseret, så havde det næsten været let!
Efter muren havde fået en mærkelig hvid farve, fordi den sorte del stadig lyste kraftigt igennem, trak Stephen i tøjet igen for så at få en taxa til det nærmeste hotel hvor de så kunne få en overnatning. "Er det dumt at spørge om vi de følgende nætter ikke kan sove hjemme ved mig? Min pung fortsætter jo ikke med at være fyldt med penge.

" Du kan godt spa dig morskaben, det er absolut ikke for at få dig nøgen, det er da bare fordi det er enormt upraktisk, når nu du er så pænt påklædt." Hun skulle til at fyre en bemærkning af om hvordan han ikke sad sørgede derhjemme over tingenes tilstand.Nææ...han fes rundt og optrådte, blev tilbedt, lignede en million og skulle i byen med vennerne.Hun bed den dog i sig, og det var slet ikke svært, for Stephens næste bemærkning fik hendes øjne store.Dét kunne han da ikke tro? " Vi skal ikke sove sammen , Stephen....du skal bare være der" hun trak på skuldrene " For at skræmme de store stygge mareridt væk" mumlede hun.
Hvis manden havde en ide om at de skulle hygge sig og sove i samme seng, så var han da helt forkert på den.
Millicent pakkede lidt tøj og ting i en stor weekend taske." Hvad med Ally? Jeg kan da ikke lade hende være i dampene...eller hvad!" Stod hun tøvende.Måtte man have kæledyr med på hotel?
Stephen kastede bare om sig med lystige spørgsmål....og Millicent begyndte at blive mistænkelig.
Havde han en plan med det her? " Vi sover på hotellet en nat....og så tager jeg hjem, så husk at få luftet godt ud" provokerede hun ham.Det var slemt nok at have ham her, men i hans lejlighed, vor hun stort set havde boet...og de skulle have boet som en lille familie...nej....der ville hun ikke sætte sine ben , ikke nu.
Men hun havde en ide om at han var snu....han vidste at hun var vred, og det med malingen var smart, meget smart....ellers ville hun aldrig havde forladt lejligheden med ham.
Hun så på ham....det var så dumt at bede ham om at afklæde sig, nu stod han der og lignede ikke bare en engel med en gud.
" Hvis du er færdig, så få tøjet på....så vi kan komme afsted...inden gift dampene kommer og spiser mig" lød det lidt med en smule kant.

Stephen små grinte imens han knappede skjorten og trak slipset omkring halsen for så at binde det. "Okay, så spørger jeg om et hotelværelse med en god lænestol." Skoende blev bundet, en hånd igennem håret og så var han klar. Hvis Millicent tillod det, ville han tage hendes begage og løfte den ud af lejligheden og videre ned på gaden, hvor han fandt en taxa der kunne køre dem frem til hotellet.
"Skal jeg bede om et værelse med to enlige senge?" Spurgte han på bagsædet af taxaen, før han fandt et par sedler til chaufføren. Da de var ude gik han hen til disken midt i lobbyen og bestilte et rum med senge som Millicent ønskede det.
"Skal jeg få fat på noget mad til os eller har du ... spist?" Selv havde han ikke fået noget og selv hvis han havde, tog koncerterne enormet energi. Især når det havde stået intensivt på de sidste dage.

Da han ikke rigtig svarede på Ally, blev den indfanget og stoppet i sit lille transport bur,selv om den var meget genstridig og strittede imod.
Millicent lod ham tage baggagen, og takkede enda for hjælpen.
Med en hånd på den fine bule , klappede hun et ar gange og sagde til' den' imens Stephen var på vej ned og hun aflåste døren, så hun regnede ikke med han kunne høre hende.
' Så lille skat...i nat skal du sove med far igen'
At hun var egnet at tale med den lille var kommet , både fordi hun havde læst det var vigtigt for babyen, og fordi hun følte sig tættere på den, efter maven va begyndt at vokse.
Køreturen var hurtig og de talte ikke så meget.Hun havde det...underligt.
I aftes sad hun og stor tudede til 91/2 uge med Hugh Grant, og nu....nu var hun på vej til hotel ...med Stephen.
" To senge" kom det lidt for hurtigt, og afslørede hvor tense hun egenlig var, ved at være omkring ham.
" hun tog selv tasken og katte buret, imens han bestilte rum, og takkede nej til mad.
" Cola...og frugt, vil være dejligt" bad hun og havde slet ikke noget appetit.Hun havde ikke spist, og spiste generelt ikke meget, hvilke hendes krop afslørede.Hun var stadig spinkel...en lidt fyldigere barm måske og bulen på maven, med resten af hende var næsten blevet tynder end tykkere.Babyen spiste jo næsten alt hun indtog.Hun gik til ekstra kontroller for at de fulgte hendes vægt, hjerte kardiogram og blodtryk.

Efter at være indstillet sig på værelset, forlod Stephen det for at gå ned og hente noget at spise. Det endte med at blive en masse frugt og drikkevare. Da han var tilbage, begyndte han at skralde en appelsein og hvis Millicent var interesseret ville hun få den når han var færdig. Selv ville han sætte tænderne i et æble og sætte sig i den ene af enklesengende. Hans blik faldt på Millicent, som han undersøgte under den store lup. "Hvordan går det .. med maven, barnet og dig?" De havde ikke snakket i lang tid, så han ville gerne lige opdateres på den front. Hun måtte kende masser til ham, for de sidste dage havde medierne næsten stået udenfor hans hoveddør. Under hele forløbet havde han været meget venlig og høflig imod dem, samt svaret på deres spørgsmål. Han ville ikke ligge sig ud med dem. Det var ikke for sjov de blev kaldt den fjerde statsmagt og det var sikkert at de ville forsvinde lidt efter lidt.
"Hvis du er træt, så ligger du dig bare til at sove, så skal jeg nok holde de onde drømmer for døren." Han gav hende et næsten forsigt smil, før han kiggede ned på æblet i hans hænder.

Hun satte sig på den anden seng, med en del puder stablet op i ryggen.
sjovt han lige valgte appelsin .Hun fik aldrig dem, netop fordi hun hadede at pille skrællen af dem, så den tog hun gerne imod." Tak" lød det stille.
Imens appelsin saft sprøjtede hende om ørene , da hun bed, og derefter straks suttede løs, lyttede hun til hans spørgsmål.Hun havde ikke helt lyst til at fortælle det, risikoen for at blive tvangsfodrer af ham...eller en ansat sygeplejerske var næsten en real trussel.
" Hmmm det går vel ....de gode job, dem med lingeri...og modeshows, dem får jeg ikke nu hvad mavsen viser sig.en del små Jobs ....og ja....maven har det fint, babyen er ok....jeg render til lidt ekstra kontrol,intet særligt....de...holder bare øje med...vægt, du ved" hun kom op på knæ og rakte ud efter servietter fra vognen, og fil tørret sine fingre.
" Tiden har jo ikke just været præget af de mest morsomme stunder.....for mig"
Så kunne han tygge lidtpå den.Han havde leget idol og ført sig frem i bladene.....hun havde sparet op, lappet et ulykkeligt hjerte og forberedt sig på at skulle være alene mor.
Sikke en forskel.Hun blev næsten sur igen.
Alligevel forsøgte hun at holde samtalen neutral og kørende..." Din popularitet er steget"

Efter hun var færdig med sit svar, nikkede han en enkel gang. Hun lød ikke til at have tilgivet ham, så det var ikke helt så let. Det var næsten betryggende. "Vores." Rettede han og lage sig tilbage, mens han tog endnu en bid. Stephen holdte fast i at de spillede som en gruppe. Jack, Nico og ham. Kvartetten var blevet til en trio, men det virkede næsten som at det gjorde det hele bedre.
"Vil du ikke sove, du ser lidt ... træt ud." Stephen spiste æblet færdig, smed rasterne ud og skyllede rasterne i munden ned med noget af det frygtelige sodavand hun drak. Det kunne ikke være godt for ungen, men han undlod at nævne det, selvom han gerne ville spørge hvor meget af det stads hun havde drukket.
Hvis hun lage sig til at sove, ville han først sidde henne i sin egen seng, men da han var sikker på at hun sov, rejste han sig forsigtigt op fra sengen og satte nær Millicents hoved, som han blidt kærtegnede mens han kiggede på hendes ansigt.

" Jeres" gentog hun og huskede hvor enestående Stephen var på en scene.
En autoritet dvælede bare over ham, oven på en voldsom attraktiv mand....og han fik en helt særlig aura.Hun forstod udmærket at han var den mest eftertragtet, den der kom mest indtrukken om.Ikke at de andre var kedelige mænd.Men Nico var mere i fordi hans varierende kvindelige bekendtskaber blev fulgt med stor interesse.Og Jack var mest på, når de skulle have informationer og planerne for fremtiden.Stephen derimod, han blev brugt til ALT, testes om musik, hans holdninger til det ene og det andet, hvis bare de kunne linke det til,musik, ellers gad han ikke.Millicent strakte sig og måtte indrømme at han havde ret.
" Jo...jeg er ved at være lidt flad...barnet spiser al min energi, ser det ud til" smilede hun og lagde sig tilrette på sengen, med en pude mellem armene.
De små snakkede om løst og fast, og Ally havde taget patent på Stephens seng, hvor den lå på ryggen, udstrakt.
Inden længe var hun faldet i søvn.

Hendes øjenlåg var tunge.Hun kunne slet ikke åbne dem nu.
Det behøvede hun nu heller ikke, da hun stadig sov og var helt væk.
Men ikke længere end hun svagt registrerede en bevægelse og nogle strøg på sin kind.
I søvne 99 % og ved bevidsthed den sidste, rakte hun hænderne ud....kunne mærke noget hårdt og varmt, og trak det ind mod sig.
Selv indrømme kunne hun genkende ham.Hun klynkede svagt ,det var ikke til at sige om hun i drømme græd, eller bare var pjevset og ville have ham tæt.Hun borede sin næse ind mod hans hals, og i søvne famleden hun lidt med sine læber mod ham, efter hans bløde varme mund.

Stephen lod sig glide ned ved siden af Millicent, da hans hånd pludselig var blevet indfanget. Samtidig lovede han sig selv at hvis de skulle fortsætte med at ligge i samme seng, så blev det et dobbeltværelse, for han nægtede at skulle kæmpe hele natten for ikke at falde ud over kanten. Det overraskede ham hvor meget hun kunne lave isøvne, men hun fik respons på alt som hvis hun havde været hundrede procent vågen. Især kysset fik hun lidt mere ved, før Stephen lage sig til at sove.
På et eller andet tidspunkt i løbet af natten, var det uendgåelige sket og han var trillet ud over sengekanten, hvilke han absolut ikke brød sig om, så Ally blev fjernet fra sin plads og lagt ned i Millicents fodende. Det var hendes kat ... og så var hun kortere end ham.
Stephen faldt igen i søvn og blev først vækket af en diskret banken på døren fra roomservice, der ville give deres morgenmad.

Lykkelig er den uvidende.
Millicent ville være ganske bestyrtet hvis hun havde kunne huske at have kysset eller sovet sammen med Stephen, for ting skal tage tid.
Og han var stadig ikke tilgivet...eller...det regnede hun da med at han ikke var, men med hendes hjerte kunne man aldrig helt vide sig sikker på, om hun pludselig kastede sig om halsen på ham, og tiggede ham om at blive...altid.
Men hun gjorde godt nok sit bedste for at lade vær.
En banken fik hende vækket..." godmorgen" lød det søvndrukkent imens hun svømmede helt op til overfladen, og brød igennem med et stort gab." lad mig!" Hun væltede ud af sengen for at nå døren , før Stephen.
En ældre kvinde stod med den fyldte trolley vogn, og hun spejdede efter Stephen...og yes....hun vidste hvem der boede her!
Kvinden lænede sig frem " Godmorgen Miss....håber maden vil smage dem."
Hun tøvede men tog så en chance .." kunne jeg få en autograf...af Mr Samson? "
" Stephen ....." Millicent forklarede kvikt hvad det drejede sig om, imens hun løftede på de hvide klæde der dækkede morgen made til,uhm det så lækkert ud.

Stephen gloede overrasket imod Millicent. Hun virkede overraskede vågen. Han blev liggende i sengen til der skulle gives autografer. Han fandt et stykke papir og skrev sit navn, som han så gav til pigen med et stort smil. Da døren var lukket, vendte han sig imod Millicent. Maden kiggede han lidt på og besluttede så at hun kunne spise hvad hun ville og så ville han sætte rasten til livs. På den måde var der størst chancen for at hun indtog maden.
Da hun var færdig, overtog han maden og slikkede næsten tallerknen ren. "Jeg tager over til dig og maler når jeg har været hjemme og skifte. Vil du med hjem?" Han kiggede spørgende på hende, mens slipset blev smidt omkring hans nakke og løst bundet.
Uanset hvad udfaldet blev, ville han gøre det. Millicent skulle enten blive på hotelværelset eller også være hos Stephen. Sådan skulle det forblive til malingen var færdig. Det ville han ikke diskutere med hende. De var stadig hans barn. Sammen med hende, men han skulle have indflydelse.

Frugt og toast.Juice og te, så var hun så rigeligt dækket ind.
Der var meget hun skulle vænne sig til- igen.
Både at sidde og spise med Stephen, og at se ham skrive autografer.
Det var som det hele blev vendt på hovedet lige nu.
Hun smuttede i sit tøj, som han, men så kom der hak i pladen.For hun anede ikke hvad hun skulle svare? Så istedet trak Millicent i nødbremsen.
Hun tog Stephens hånd, og ville hive ham med til sengen.Planen var at hun her ville forklare ham, meget indtrængende at hun godt kunne være i sin egen lejlighed, sammen med ham.
Om hun ikke nok måtte det, for at sidde her....helt alene var dog for trist.Og hun havde ikke engang en com med! Og hendes lille mobil skærm var slet ikke tilstrækkelig.
Det hele handlede om at hun følte sig frygtelig nervøs ved tanken om at skulle hjem til ham.
Det var trods alt der de havde planlagt at bo , de første år som en lille familie.Men det var dengang.

Trods Millicent ihærdigheder, forstod Stephen dem ikke. "Jamen du kan da låne min computer hvis du skal have en." Svarede han, tydeligvis blind for problemet. "Jeg vil have medbestemmelse over det barn og da det ligger i din mave, må du jo følge med. Beklager." Smilet efterfølgende, bevidnede dog at han absolut ikke havde det mindste imod at maven sad på Millicent. Hun virkede næsten mere som den der skulle passes på, frem for barnet.
Stephen havde ikke voldsom lyst til at fortsætte snakken, da han gerne ville i gang, så han forlod hotellet, med eller uden Millicent, men med hendes nøgler til lejligheden. Efter en smut der hjemme, gik turen til hendes lejlighed, hvor han gik i gang med maling.
Da han var færdig, tog han et bad og ville så vende tilbage til hotellet eller hjem til sig selv, alt efter hvor Millicent havde besluttet sig for at være. Han ville vide om de skulle sove på hotellet eller om hans lejlighed var 'god nok'.

Et tungt suk lød fra hende , efterhånden som alle hendes argumenter drattede til jorden.
Hun havde bestemt ikke lyst til at klargører den egentlige årsag til hendes modvilje, så da Stephen synes at være uimodtagelig for hendes kvinde logik,måtte hun føje sig.
" Okay....OKAY " hun så sig om efter Ally, imens hun begyndte at pakke.
"Så bliver det hos dig.. Og hvis du ikke lader mig sove hjemme , så er det kun for en nat Stephen , ikke mere "
Katten kom i boksen og hun var klar.
Hjemme hos Stephen, da hun var blevet alene , gik hun en runde.
Især stakkene med noder lod hun stryge med en hånd, det var næsten som det var ham hun rørte. Metaforisk.
Millicent tog en bad, barnlig som hun var , nød hun at svøbe sig i Stephens håndklæder, så hun hyggede sig med musik og med at smørre et fad med flot pyntet smørrebrød , så var der mad når Stephen kom hjem.
Efter lidt tid , smed hun håndklæderne, tog tøj på og med en frisk kande te, sad hun pænt i sofaen med hans com, da Stephen kom hjem.
"Endelig! "Lød det lidt for ivrigt.
"Er det blevet pænt?.... Jeg har smurt lidt mad hvis du er sulten?"
Hun fløj op og ville dække bordet i køkkenet , og bare skubbe følelsen væk...følelsen af at være her igen .. Den var faretruende vanedannende for Millicent .

Stephen nød sin velkomst, hvilke kunne ses på det veltilfredse smil på hans læber. "Det må godt få et par omgange mere, det er sgu svært at dække din sorte farve. Kunne du ikke bare male det blåt eller gråt næste gang?" Han slog sig ned i sofaen og lyste op ved tanken om mad. Lige hvad han manglede. Han burde gifte sig med Millicent når hun gik og lavede mad til ham.
"Kan vi ikke spise det her nede! Nu har jeg lige sat mig." Beklagede han og kiggede langt efter hendes mad, som hun var kommet ganske godt fra. Det skete ikke tit han fik sådan noget nordisk mad, men det smagte ham godt. Sidst han havde fået det, var med Maria, hvor de var hjemme og besøge hendes forældre. Hvis Millicent havde vidst det, ville hun nok ikke servere det, men hvad hun ikke havde hun ikke ondt af.
Efter at have sat alt til livs, alt hvad Millicent ikke indtog, var Stephen mæt og tilfreds. "Flere planer, ellers vil jeg lige slå mave og tage en lur." Han lod sig glide længere ned i sofaen og smække bene op på Millicent, hvis hun sad ved hans side. I den stilling ville han så falde i søvn som havde nogle slået ham hårdt i hoved.

Hun gav et drillende svar i retur ... " ja, hvis du nu var lidt mere sød , havde jeg måske malet det lyserødt!" Et gran af sandhed , for der var jo en grund til hun havde malet det hele sort , da opkaldene fra ham var udeblevet og det gik op for hende at han ikke ville kontakte hende mere.
" Men helt ærlig.... Dummer ikke at det skal have flere gange " hun så mistænksom på ham. Mon han arbejdede på at Millicent skulle blive længere her i hans lejlighed? Naa... Engle var da ikke så udspekuleret var de? Hun fik arrangeret maden i stuen og da hun selv bare spiste en halv mad og stjal noget af pynten fra se andre madder, var der rigeligt til ham.
Efter mad, lod hun ham tage en lur.
Hun sad og strøg ham blidt op ad hans skinneben, lårene ville hun slet ikke nær, da minderne om at røre ved han var for stærke. Al for mange levende billeder meldte deres ankomst og en stor del af tiden han sov, lå hendes hænder på det nederste af hans ben og en lille sød pine i hendes hjerte var tilstede.
Da hun mente at det var nok, fik hun gimpet sig ud og tog hans com igen.
Hun satte sig i køkkenet og fandt Marias mailadresse frem, under hans kontakter.
Det irriterede hende voldsomt , at han stadig havde hende stående- især efter alt hun havde gjort mod Millicent... Mod dem.
Hun begyndte at skrive:

Maria,
Du skal vide at du er i mine tanker.
Du optræder på mange forskellige måder og så snart jeg har besluttet hvordan jeg bedst kan takke dig for dit sidste besøg hjemme hos mig, så kan du tro du hører fra mig.
Jeg glæder mig til at gengælde tjenesten.
Som man siger... Et øje for et øje.
Til vi ses igen.....
- Millicent

Hun smækkede låget i, efter at have presset send.
Mon Stephen stadig sov?