Utopia - Millicent (!)

Det lykkes igen Millicent at vippe til den pind Stephen havde sat sig på, da hun pludselig begyndte at snakke om teen. "Ehm, ingen anelse, men jeg kan hente pakken." Før hun nåde at indvende noget, satte han koppen fra sig og rejste sig for at gå hen i køkkenet hvor han forsøgte at finde æsken. "... og nogle fremskridt på den kant?" Lød det fra ham, imens han havde hoved begravet i skabet hvor han havde sine 'urter' til at stå. Efter at have kigget på nogle forskellige æsker, kom han tilbage med hvad han mente var hvad de drak. "Jeg er ikke bombe sikker, men jeg tror det er den her." Han gav hende æsken og tilføjede. "... og jeg ved godt at en bombe ikke er sikker." Den joke havde han hørt nok gange til at den ikke længere var noget han fandt sjovt eller bare løftede et bryn til. Gamle jokes, kedelige jokes.
Te og Stephen havde aldrig været den perfekte kombination, men han havde alligevel noget, fordi det var hyggeligt at have om aftenen når man ikke kunne drikke øl, i frygt for at man så ikke kunne sove om natten. Da Stephen ikke var vildt fysisk aktiv, hvilke Millicent sikkert troede, var det et dødstød der kunne var helt op i en uge, hvis han drak kaffe lige før han skulle i seng. Fatalt valg, der kunne koste ham hans ellers så gode søvnrytme.

Hun kiggede efter ham da han susede ud i køkkenet.
Hun pillede lidt ved sit eget kurs og fandt det morsomt at det var lyseblåt, ikke mange fyre kæbte porcelæn i sådanne farver.Måske det var en foræring fra en...tidligere bekendt? Hun kunne mærke nysgerrigheden, næsten kilde hende...drille hende, hvordan mon hans tidligere veninder havde set ud, havde opført sig og hvordan de sammen havde været som par?
Hun blev afbrudt af hans spørgsmål.. " No...mit manglende held brilliere...også der....ved sit fravær" indrømmede hun og kunne ikke helt beslutte sig om hun var lettet eller skuffet over de manglende resultater.
Der kunne jo dukke ting op, hun på ingen måde ville gavne ved at have kendskab til? Måske ting om hende selv, eller hendes gamle venner..hendes forældre? Måske burde hun lade historieb og minderne ligge, hvor de nu var begravet? Men....de var så tomt inden i, fordi minderne var væk...bildte hun sig ind.
Stephen kom ind og rakte hende pakken med te..hun løftede den til sin lille snude og snusede ind." jo...det er helt sikkert den " smilede hun til ham og læste så på etiketten " tea for the mothers to be" spurgte hun og så mistroisk på Stephen.

Uskyldige ansigtsudtryk var ikke Stephens stærke side, men han gjorde sig et forsøg da hun læste titlen op og fortrød at han havde vist hende pakken. "Det er lang tid siden jeg købte den og det kan godt være det slet ikke er den." Han forsøgte at gribe ud efter pakken for at redde den i land før han fik endnu flere mistroiske blikke, for hvis der var noget der var farligt, så var det det. Hvis det ikke lykkes Stephen at få fat i æsken ved første forsøg, ville han tage mere drastiske metoder i brug og bogstavligtalt ligge sig ovenpå Millicent i et forsøg på at få æsken tilbage. Det gjorde sikkert kun ondt værre, for så ville hun helt sikkert endnu mere gerne beholde æsken, men det skulle hun ikke få lov til, ikke hvis det stod til Stephen.
Stephen havde ikke i sin vildeste fantasi troet han havde sådan en slags te, men det havde sikkert været noget han havde fået for en million år siden. At han selv kunne have købt det havde været udelukket. Han havde ingen kvinder i huset og havde ikke haft det i et godt stykke tid, så det kunne ikke være andet end en gave.

Hun jublede af grin.." Oh...det er den allright, det kan man da tydeligt lugte" sagde hun og pillede et tebrev op , så det hang og dinglede fra den anden frie hånd, den hun ikke holdte selve pakken med.
Hun strakte armen bagud og jublede " nææ, du kan tro nej, hvorfor har du en te til vordene mødre? Har du børn Stephen....eller du tror måske at den virker sådan at man undfanger bedre efter at have drukket den?" rå drillede hun.Stephen landede stort set oven på hende, og hun morede sig kongeligt.Hvis hun havde troet der var hold i snakken om han havde et barn, ville hun ikke have drillet, men lejligheden viste tydeligt at der ikke var spor af baby eller barn der.
Hun viftede drillende med pakken.." Du er godt nok bild med den te Stephen...hmmmm...I wonder why?" forsatte hun kækt.

// vild, der skulle stå vild.....for helvede den ipad er jo tumpe og retard
Seriøst, den er værre end min mobil, og den har jeg ellers brugt et år at hate på, det er lige før jeg fortryder mine hadske ord til den nu. ; )

Stephen kom med et dybt utilfredst mine da hun fortsat have de to breve. Han havde fået fast i æsken, men manglede stadig noget af indholdet. Han satte kassen på bordet og lage sig igen ovenpå hende for at forsøge at få fat i hans mål. Det var lidt som en fisk der forgæves fiskede efter madden på krogen. "Giv mig det nu!" Jamrede han. "Nej, jeg har ingen børn og forventer heller ikke at få nogle." Hans hænder fløj stadig rundt i luften i forgæves forsøg på at få fat på poserne. Da hun begyndte at snakke om at han var vild med teen, fnyste han og opgav at få fat i poserne, det var tydeligt noget der ikke ville bære frugt, så han måtte prøve noget andet af en eller anden art, han vidste bare ikke lige hvad.
Stephen kunne gå til mere voldelige metoder, men det var jo blot venskabelig drillerier han blev brutalt udsat for, så det ville sikkert være at gå over grænsen, men han havde dog en anden måde at forsøge at fat i poserne. Noget han håbede kunne vippe hende lidt af pinden, så han muligvis kunne få moder-teen. Han lod sig falde ned i sofaen med en opgivende mine. "Giv mig den nu bare ..." Brummede han rakte hånden frem som han forventede han fik dem placeret i håndfladerne. Hvis det ikke skete måtte han gå til sin nødplan. Stephen lage sin arm omkring hendes nakke og flyttede hendes hoved, så han kunne komme hen til hendes læber, mens hans anden hånd blot ventede på at få fat i te poserne.

Hun lo..." Ja...det skal du jo ligesom sige, ik.....men du lyder altsår ikke helt overbevisende.Ved du hvad ? Det er altsår ikke pænt at lokke uskyldige piger til at drikke graviditets te" forsatte hun, og brevene dinglede fra hendes hånd, dem hun havde tilbage efter han havde gaflet pappet.
Stephen forsøgte igen, men Millicent var en benhård forhandler..." Må jeg høre en undskyldning for at lokke mig i en fælde?" drillede hun lige til stregen.
Men Millicent blev lidt forfjumsket da Stephens arm gled omkring hendes nakke og han med et var meget tæt.
Hendes kvikke bemærkninger lod lige vente lidt på sig , et øjeblik, imens hun så ind i hans chokoladefarvet øjne.

Stephen måtte kæmpe for ikke at komme med et triumferende hyl, men valgte at give hende et let triumferende kys, før han snappede ud efter the poserne. "Jeg lokker ikke uskyldige piger ind i mine voldtægts hule." Svarede han og gjorde samtidig et stort nummer ud af at se fornærmet ud, mens han gemte te poserne væk og smed dem ned på gulvet til alt det andet rod. "De ser ikke dagens lys igen." Konstaterede han og lod sig falde tilbage i sofaen med en tilfreds mine. "Så nyd du dens sidste dråber." Han gav hende et strålende smil, hvorefter han strakte sig og gled længere ned i de bløde puder.
Der ville være sket noget yderst alvorligt hvis Stephen havde glemt Millicents iver for at kysse ham ved deres første møde, det var også kun derfor han havde gjort det, fordi han vidste hun havde gjort det og det var en form for tilbage betaling. Ikke fordi han absolut skulle, men fordi han gerne ville og fordi han ønskede at se hvordan hun reagerede. Det havde virket efter hensigten hvor hun var stoppet op, men hvad ville hun sige til selve kysset, hvis man da overhoved kunne kalde det det. Enten ville hun gå helt i spåner og skride eller så kunne han være heldig at hun bare fortsatte som om intet var sket. Om det var heldigt hun gjorde det kunne han ikke helt afgøre, for så gav hun ham ikke svar på om hun faktisk stadig kunne lide det.

Hun blinkede et par gange da han igen, hurtigt trak sig væk.
Hvis det havde været naturligt for dem at kysse , i deres relation,havde hun sikkert ikke skænket kysset mange tanker, men det var det jo ikke.
Han fangede te poserne imens hun skiftede til autopilot og sagde " voldtægtshule...my oh my, im in big trouple now" hendes tanker kredsede dog mere om hans læber og mund.Så varme og tiltalende.Han var tiltalende.
Hun ville dog ikke virke anmasende, så selv om hun havde en stor lyst til at vælte ned over ham, og udforske de læber af hans, gjore Millicent ingen ting....andet end at forsætte med at drille ham." Jeg er ked af at sige det....men det der lille kys, gør altsår ingen pige gravid...heller ikke med hjælp af din vidunder te"

Stephens øjne sprang op som om han havde fået stød. Han drejede hurtig hoved om mod pigen ved hans side, før et skævt smil lage sig til rette omkring hans læber. "Er du sikker?" Han rettede sig op i sofaen og sad lidt og grublede over tingene. Han havde ikke rigtig fået nogen videre reaktion fra Millicents side, hvilke kunne betyde så mange ting. "Jamen hvad gør så en kvinde gravid, flere kys?" Han hævede et bryn før han besluttede sig for at afprøve. Stephen var ikke sikker på om det havde været det hun hentyde til, men nu de var begyndt, hvorfor så ikke fortsætte.
Han lænede sig ind over hende, så deres ansigter var lige ud for hinanden og han kunne se lige ind i hendes øjne uden at behøve at rykke hoved særlig meget. Hans blev gled ned over det stykke af hendes ansigt der var inde i hans synsfelt, før han flyttede blikket op i hendes lysere øjne. Stephen lod bolden flyve hen på hendes side af banen, hvor hun så kunne gøre med den som hun ønskede. Tage den, tage imod tilbuddet eller skynde sig at sparke den over på hans side igen, ved at afvise, eller måske gøre noget helt andet?
Det havde ikke helt været hensigten at få hans krop fyldt op med adrenalin så hans hjerte sprang af sted som om han blev jagtet af fanden selv, men han kunne ikke komme udenom det. Det var som en vild tur i tivoli hvor han afventede det sidste dyk på den store rutchebane.

Hun skar en lille grimasse og nikkede " ikke i år 2012 da.....måske i fremtiden? smilede hun muntert og ganske hurtigt, men hendes smil blev mere skrøbeligt da Stephen nærmede sig.
Hvad havde han gang i? Ville han have en eller anden reaktion fra hende? En han så kunne holde imod hende senere, når han fandt en passende anledning.
En brusende følelse løb igennem, hende da hun så ind i hans øjne og ned på hans læber, så tæt ved hendes.På en måde havde hun slet ikke lyst,mikke lyst til at skulle føle...igen.Hverken for Alias, der havde vækket noget inden i hende, noget der skræmte hende.Men heller ikke for Stephen, for der lå store og dybe følelser på spring lige under overfladen , hver gang han var tæt på.Det var på sin vis enormt irriterende.
Ligeså irriterende var det derfor at hun hørte sig selv hviske hans navn " Stephen" og var vidne til hvordan hendes ene hånd fandt vej op i det dejlige mørke hår af hans, lukkede grebet i hårlokkerne, og pressede lidt på baghovedet, for at få hans læber det sidste stykke mod hendes.

Igen var Stephen live ved at hyle triumferende da han mærkede hun 'tvang' ham tætter på. Så var Millicents kyssesyge med ham endnu ikke helt ovre, hvilke fornøjede ham og samtidig glæde ham utrolig meget, hvilke var det mest positive ved det. Han lod øjne glide i og koncentrerede sig om deres læber der smeltede sammen i nogle sekunder, før han trak sig tilbage. Det var ikke gået sidste gang og han var klar over at han havde brugt nogle ikke helt engle rigtige tricks til at få hvad han ønskede. Stephen spillede aldrig på andre folks følelser, så hans forgående handling havde overrasket ham, men han fortrød dem på ingen måde, hvilke næsten var det værste. Han havde nydt hendes læber og nydt at kunne ligge armene omkring hende for at mærke hendes varme der strømmede ud fra hendes krop, men legen kunne ikke fortsætte.
Tøvende trak Stephen sig helt tilbage fra Millicent og vidste ikke helt hvilke folder han skulle ligge ansigtet i. Til sidst kom han frem til at det sikkert var bedst at komme med en undskyldning for hans ikke helt rene handlinger. "Undskyld, det va ..." Han kunne ikke sige det ikke var med vilje, for det ville næsten være endnu værre end at han havde gjort det fordi han havde lyst. Derfor tav han og var omhyggelig med at rette blikket hen mod flyglet, mens han kæmpede med et lille smil, der truede med at bryde hans facade. Han trak vejret dybt ind igennem næsen og lod det langsomt passere ud igennem hans let adskilte læber. Efter denne 'tagen sig sammen' vendte Stephen hoved mod Millicent.

Hans mund var så....rigtig.
Hvorfor havde hun det sådan omkring ham? Hun var,efterhånden selv kommet frem til det resultat at det umuligt kunne være hans engleaura, det var...ham.Personen Stephen.
Hun lukkede øjnene og gav sig lov til at nyde hans kys, fuld af fryd over han denne gang ikke skubbede hende væk.
Han trak sig selv væk...i passende tid . Og begyndte at undskylde.
Nu forholdte det sig sådan at Millicent var blevet inet glimrende humør, bare af at mærke hans læber...lidt.Så da han bremsede sin undskyldning , tog hun over og svarede drillende .."bare rolig Stephen, jeg tror ikke jeg er blevet med barn, endnu" og så smilede hun til ham, eller nærmere beamede af glæde og velvære.

Stephen måtte kæmpe for ikke at puffe venskabeligt til hende. Hvorfor kunne hun ikke tage noget som helst seriøst. Her sad man og var ved at indrømme at man havde lavet en fejltagelse og så tog hun bare røven på en. Det var bedre end at hun var blevet sur, men alligevel kunne han ikke lade være med at føle sig en smugle forurettet. "Okay okay humor nymfe. Ingen børn denne omgang." han nikkede bekræftende og så straks ud til at slappe mere af, men ikke på grund af hendes bekræftelse af at de ingen børn fik, men mere at hun virkede til at være så overstrålende glad. Hvis han fik det resultat af en hver af sine kys, ville han med glæde bruge hele natten på at kysse hende, bare for at se hende lyse som den sol de førhen havde ligget og badet i.
Et spørgsmål begyndte at presse sig på bagfra, men Stephen kunne ikke rigtig få sig selv til at spørge om det, så febrilsk begyndte han at lede efter noget som han kunne aflede sig selv med, imens han forsøgte at finde et nyt spørgsmål, men der syntes ikke rigtig at komme et. "Måske du vil have noget mere te?" Lød det pludselig fra ham, da han så det som en god udvej til at komme væk fra sin knibe mellem det påtrængende spørgsmål og den letter pinlige tavshed.

Hun lo og trak ham hurtigt ind til sig, kyssede ham på kinden og slap ham så igen.
" thats right...ingen børn til dig" hun strakte sig og følte sig underlig godt tilpas.Hendes blik gled omkring i,lejligheden.Hun kunne godt lide hans bunker med papir og sager, hun kunne lide at mannkunne se ham...fornemme ham, uansetbhbor man kiggede hen.
Kun køkkenet var helt clean. Mærkeligt.
" jo tak, meget gerne" svarede hun høfligt og tilføjede" sålænge du ikke forventer...tvillinger fordi jeg drikker to kopper"
Hun smed blidt en pude på ham og tænkte lidt over hvordan en dag , et liv kan tage nogle drejninger og sving, man aldrig havde set komme.

Et smil brød frem. "Æv, er du sikker?" Stephen bukkede sig ned for at få fat i moderteen som han havde tænkt sig at lave fordi Millicent før havde givet udtryk for at hun kunne lide den. Mens han gik over mod køkkenet studerede han lidt pakken og pludselig slog det ham hvor meget den enkle pakke te kunne ændre hele aftenen. Et smørret grin fandt vej til hans læber, mens han satte vandet til at koge. Han studerede kanden imens den begyndte at brumme og koge, mens han følelse af at han kunne flyve spredte sig i hans krop, ud til hver en lille celle. At flyve kunne han, men ikke på den måde som han følte. Det var en følelse der var nemmest at beskrive som at værne lykkelig.
Kort efter kom han tilbage for at hente deres kopper, som han skyllede og lage to nye tebreve i, for så kort efter at fylde dem op med kogende vand. Tilbage gik turen kort efter med de to dampende krus. "Så er der mere moderte." Stephen gav Millicent et skævt smil og faldt ned på pladsen ved siden af hende.

Hun så op på ham , og kastede et lille smil af sig " jeg er måske ikke den bedste at spørge om råd , lige på dét punkt, men akkurat dét er jeg rimelig sikker på" hun vendte sig på maven og hang lidt ud over sofaen, da Stephen forsvandt ud i køkkenet.
Hun lod en hånd køre igennem en lille stak papir....alle noder, tegnet og nedskrevet som yndige sirlige malerier...kunst.Hun var meget nøje med ikke at forstyrre rækkefølgen på papirene.
Tænk hvis hun ødelagde noget.
Hun kunne høre ham skramle derude, næste gang måtte det være hendes tur til at lave noget.Hvis han ellers tillod at andre roede i hans køkken?
" det dufter godt" bekendte hun , så snart han vendte tilbage med deres krus.
" Hvem var din sidste kæreste?" fløj ud af munden på hende, og hvis Stephen var overrasket, kunne hun snildt matche det, det havde ikke været hendes mening....det var jo ba en tanke...den skulle ikke have haft ben at gå på.

Stephen nikkede. "Helt enig, det dufter faktisk godt ..." Det lød som om det overraskede ham, men det var jo en kvindedrik, så måske skulle han være overrasket, eller også skulle han ikke. Han kunne ikke helt afgøre det, men ordne var ude så det kunne ikke ændres. Han sad og pustede lige så stille ned i koppen, da hun pludselig fyrede en boldt i hoved på ham. Stephen kiggede først overrasket på Millicent, som også så nåde benovet ud. Det var et ganske harmløst spørgsmål, så frem for at gøre et stort nummer ud af det, besluttede han sig for at svare hende. "Hun hed Marie og var blondine, hendes forældre kom fra Norge." Forklarede han og vidste ikke rigtig hvad Millicent ville have, derfor famlede han lidt rundt i blinde da han forsøgte at svare. "Men jeg elskede åbenbart mit musik for højt til at bruge nok tid på hende." Han trak let på skuldrende uden tænke mere over det. Det var et overstået kapitel. Hans partner igennem mange år havde været hans musik og det gode ved den var at han altid havde den ved hånden og den blev aldrig sur fordi han ikke var sammen med den. "Hvorfor spørger du?" Han pustede igen på sin te mens han kiggede over mod Millicent.

Hun kunne ikke dy sig..." sig mig lige...hvor mange af de pakker har du lige liggende?- jeg mener ...der skal godt nok meget te til hvis du selv regner med....at bliver mor?" det var hans ' jaa det dufter godt, der havde dannet inspiration for lidt dril på slutlinien.
Millicent vidste egenlig ikke helt hvad hun ville opnå med sit spørgsmål, hell...det havde ikke en gang været hendes mening at være så nysgerrig, men....det faldt hende bare forbavsende let.
" fra Norge ?....jeg elsker deg , Stephen" sagde hun med fin norsk klang og lo stille.
Hun vidste ikke hvorfor hun så livligt dannede billeder af ham, i forskellige situationer? Det var begyndt at gå hende lidt på.Ligesom med Alias , efter det lille blood insident.

Først sendte han Millicent et olmt blik, hvorefter han gryntet fornærmet. "Hvis der er nogle kvindelige gener i det der, så skal det da nok gå." Afsluttede han med en fortørnet stemme og stak snuden i vejret. Det var først da hun skiftede emne at han kiggede tilbage på hende, dog gjorde han stadig et nummer ud at være fornærmet. "... og hvad vil du så gøre, hvis jeg ikke elsker dig?" Spurgte han spørgende med et glimt i øjet. Han havde på fornemmelsen at han bevægede sig ind på et meget følsomt område, eller det kunne det hurtig blive, så han skyndte sig at komme videre. "Nok var hun pæn, men hun var frygtelig kedelig, hun kunne ikke lide min te." Hellere snakke om at blive gravid af te, end kærligheds erklæringer, det var ikke Stephens stærke side.
Langsomt førte han koppen op til læberne for at se om den var blevet kold nok, men det var først i femte forsøg at det lykkes ham at få noget ned, hvilke var lige i overkanten, så han pustede videre, lidt for optaget af teen.

"Hér...du kan jo øve dig '' hun smed en pude over til ham, lige til at stoppe under blusen, så han fik den rette form.
Hun drak lidt af en meget varm te...og lyttede til ham.Nok var spørgsmålet stillet i sjov, men hun gled alligevel over i et alvorligt svar, selv om øjnene lyste glade..
" trække mig.." sagde hun stille.
Nogle mente at man skulle kæmpe for kærlighed, og de havde sikkert helt og aldeles ret.
Men Millicent ville aldrig kunne ...ikke hvis fyren ikke kunne sige han elskede hende...hun ville aldrig være en byrde for nogen, så ville hun trække sig, give ham mulighed for at finde lykke et andet sted...og slikke sine sår og græde sine tåre, når mørket faldt på og hendes måske faldt af....når hun var alene.
På den anden side....der var jo noget vanvittig romantisk over at kæmpe for kærlighed ?

Stephen fortrød næsten øjeblikkeligt at han havde skiftet emne, for desværre fortsatte Millicent næsten med et stort smil der kunne spottes i hendes øjne, men som en lyskontakt der blev slukket, forsvandt lyset og både mine og tone blev alvorlig, hvilke straks begyndte at bekymre Stephen. Han sad lidt og tænkte over svaret, før han kom med et svar. "Hvad vil du gøre hvis jeg faktisk så elsker dig?" Det føltes næsten latterligt at vende tilbage til et emne han lige havde forsøgt at flygte fra, men noget ved det hele vakte hans interesse og han ville gerne høre hendes svar.
Om det rent faktisk var tilfælde, kunne han ikke fortælle. Det var noget der endnu ikke lå inden for hans evner at besvare på, men det betød ikke at han ikke kunne spørge om det. Man kunne spørge om alt i livet, grænserne gik ved høflighed og evne til at svare, hvis man vel og mærket ønsket at være høflig og have et svar. Det sidste var tilfælde ved de fleste. De ville gerne have en form for svar uanset hvor og hvordan.

Der blev stille.
Tavst...i lidt tid og Millicent lukkede øjnene i.
Sådan var hun jo bare, kæmpede bravt for ting hun troede på, men kærligheden...den varbhunnbange for, og den skulle nærmest svøbes og sjejses omkring hende, og agere skudsikker vest, hvis hun skulle turde overgive sig til den.Og hvis fyren slet ikke var interesseret??
Stephen fik hende dog til, hurtigt igen at spærre øjnene lidt op.
Ja ja, det var rent teoretisk han spurgte, de legede med ' hvis nu' og det var nåde interessant og...dragende.Millicent rettede sig lidt op, så hun bede kunne se ham, og svarede så..." Så ville jeg ønske dig held og lykkemog sige dit valg af pige var....kompliseret" hun løb igennem hans ansigtstræk og ledte efter årsagen til hans drilleri.
Og besluttede at lette stemningen en smule....så hun kastede signhen over ham, med smil i øjnene og sagde " Og bagefter ville jeg spise dig."

Et spørgende udtryk viste sig på Stephens ansigt, mens han forsøgte at afkode Millicents ord, der på ingen måde gav nogle form for betydning i hans hoved. Han forsøgte først den ene vej og derefter den anden, til hun afbrød hans tankerække. "Betryggende." Han nikkede en enkel gang for sig selv og betragtede hende. Et nyt spørgsmål var dukket frem til overfladen, men han vidste ikke om han kunne tillade sig at presse det så langt, for der var ingen tvivl om at de så ville træde over en grænse, hvor han enten kunne blive skudt i smadre eller muligvis komme levende over på den anden side. Stephen overvejede længe sine muligheder, men besluttede sig til sidst for at lade det ligge. Det var stadig et for farligt område at kaste sig ud i.
Stephen lænede sig frem og fik fat i sit te krus, hvor han endelig kunne drikke ordenligt af indholdet. "Men skal du noget i aften, måske hjem til dine møbler?" Hjemmelavet møbler havde aldrig været noget han havde ejet, men han havde set utallige eksempler på at det kunne blive et flot resultat, især en gang hvor han var endt til en kunstudstilling. Kunstneren havde taget normale kedelige stole som man brugte i skole og udsmykket dem med smukke billeder, både mere kendte motiver, men også både abstrakte farvebilleder og solnedgange og andre landskaber. Det havde været meget interessant. Mon det var det Millicent lavede, eller var hun mere til klippe klister formen? Det besluttede han sig for at finde ud af og gjorde vejen mellem tanke og ord kort. "Når du laver dine møbler, er det så med pensel eller mere klippe klister, eller hvordan håndtere du tingene?"
Der var ingen tvivl om at Stephen var interesseret i emnet, for han kunne slet ikke, ikke i sin vildeste fantasi, forstille sig hvordan man greb møbel udsmykning an. Design var noget han kunne forholde sig til, enten var det moderne med skæve og spidse vinkler, samt huller og andre underlige former eller også var det det gamle klassiske på løve fødder, men hvordan kunne det overhoved lade sig gøre, at give et møbel et kreativt design mens de stadig kunne bruges. Da Stephen havde været i Millicents hjem, havde han selvfølgelig set et par eksemplare af hendes hobby, men nu havde han muligheden for at komme lidt mere ind på livet af det.

Hun lod ham bade lidt i stilheden, det kunne vel ikke skade.
Hvad den betød havde hun ingen ide om, det var skældent man kunne se på Stephen hvad man tænkte og mente.Måske var det derfor hun havde sådan en lyst til at kravle op under huden på ham...eller var det ind under blusen? Åh...det var lidt forvirrende.
Hun forsøgte aflure årsagen til hans spørgsmål. var det en diskret hentydning til hun skulle til at dappe hjem af? igen, var hun lidt tøvende....men holdte detnså ægte hun kunne , når hun skulle svare." Nej...jeg skal først starte mit job Mandag aften, og jeg holder lav profil med mine møbler, indtil jeg finder et lille værksted eller kælderrum...eller noget." forklarede hun,
Og uddybede lidt mere , da han virkede lidt nysgerrig.
" jeg fortrækker pensel og værktøj til at friske op og ændre møblerne med, men jeg decouperer også....det er det med at sætte billeder på...forskellige stilarter og måder at arbejde på....jeg laver lidt af hvert.Meeen det kræver god plads, og jeg skal lige indtjenen lidt , så jeg kan legebet lille beskedent værksted...eller noget" forklarede hun glad.

Stephen var som en lille killing der lappede mælk i sig, imens Millicent forklarede hvad det var hun lavede. Et lille smil kunne ses, da hun forklarede ham mere præcist hvad det var, for sandt nok, så anede han ikke hvad decouperer var, men det lød ganske fornøjeligt. Det lykkes ham endda også at opfange at emnet friskede op i hendes humor, så hun igen strålede en smugle. "Det lyder hyggeligt." ... og klistret. Stephen var på ingen mulige måder misundelig på Millicent, ikke fordi han fandt musik som det bedste i hele verden, kun en smugle, men at skulle fedte rundt med maling og klister var på ingen måde ham. Musik virkede for ham mere lige til og på en måde nemt, hvilke det ikke var for mange andre.
Endnu en tår af teen blev skyllet ned, hvorefter kruset blev sat på bordet, hvorefter Stephens fødder kom op på hver side og han lod sig glide en smugle længere ned i sofaen. "Er du ikke i gang med nogle uddannelse, plejer mennesker på din alder ikke at være i gang med det? Det slog pludselig Stephen at han ikke havde nogle anelse om hvor gammel Millicent var. Hun var yngre, det tvivlede han ikke på, men hvor meget?