Utopia - Millicent (!)

Som en herre løs hund luntede Stephen efter hende ind i hytten hvor han gav en hjælpende hånd, så godt som han nu kunne. "Knips, så forsvinder de." Han tog de to håndklæder under armen og lyttede efter lyden af hendes fingre der ville slå sammen. Så snart de ville gøre det, ville alle kuglerne slukkes og forsvinde som dug for solen. Han vidste godt at han ikke kunne narre Millicent til at tro at hun kunne gøre det, men måske kunne han snyde hendes sind. Man blev altid glad når man følte at kunne styre noget magisk og måske var det også tilfælde med hende? Man kunne aldrig vide sig sikker, men det var et forsøg værd.
Da de var færdige i huset, huskede Stephen at låse, hvorefter han fulgte med Millicent tilbage til sin lejlighed. Turen tilbage føltes endnu værre end turen ud til stranden. Stephen var løbet tør for emner at snakke om, i modsætningen ti aftenen før hvor det hele var gledet som smurt i olie. Med mindre hun fandt et emne at snakke om, ville der næsten være en mur af tavshed fra hans side af, imens han begravede sig i et hav af tanker der opslugte ham. Selv da han låste op til sin lejlighed forgik det i tavshed.

Hun gjore som hun skulle og som han sagde, hverken mere eller mindre.
Et smil dukkede op da det lykkes.
Turen hjem var lidt tavs.Hun var ikke vred eller sur...det var helt andre følelser hun var ved at kvæles i.
Da de kom hjem til Stephen, lagde hun hans ting på køkkenbordet og erstattede dem med sine egne ude fra toilettet.
Hun gik ud og fandt Stephen..." Nå ehm...jamen så er det tid for mig til at komme lidt videre og give dig lidt fred" hun smilede skævt, og hvis han ikke protestrede ville hun sætte et blidt kys på hans kind og smutte ud af døren med et "Tak for nu"

// out