metro møde - Azariel

"Næ, du har bare et ondt job, men du vælger jo selv om du vil være ond og det har du så valgt at være, men kun når du arbejder. Monsteret er en del af mig, jeg er et misfoster. Ser på mig mine øre er til grin og mit hår ligeså!" Safre så trist ned, hun havede tåre i øjnene. *hvad er dettet for en totur metode, den virker ikke så godt men det er måske var det meningen.*

han smilede roligt ''men selv om du er et monster inden i er du da rare udepå, og lige nu er jeg jo ikke på arbejde, eller har tanker om at torturere dig, i hvert fald ikke endnu'' sagde han lidt drillende og blinkede med det ene øje, mens et let smil forblev på hans læber.

Safre sukkede bare trist. "Men det du beundre er et monster. Skal du ikke også sove?" Hun gabte og tørede øjnene. *hvorfor er han så venlig imod mig? Der er aldrig nogen der har været så venlig imod mig, det er behageligt at han nusser mig sådan*

azariel lod sig om bag hende og lagde sig roligt mens en albue støttede hans hovede og hans venstre hånd lod en hånd på hendes kind mens den fortsatte nussede hende *hmmm mon hun ville falde for menneskets trick* han lod blikket på hendes hår og hendes duft var igennem hans næse og i lungerne mens duften stadig kunne mærkes, det var en behagelig duft, noget som fik ham halvt til at slappe af. . .

Safre vendte sig om og møde Azariels blik. "Hvorfor behandler du mig på denne måde? Hvad er det for en underlig totur metode?" Safre så alvorligt på Azariel. *nøj hvor jeg jeg glad at hans våben ligger langt væk. men det samme gør mine*

azariel kiggede roligt på hende med et let smil ''jamen dette er intet form for tortur, men noget som de fleste mennesker gør mod dem som de mener at de er interesseret i'' han kiggede roligt ind i hendes øjne ''du er en spændene person, og det synes jeg er ganske interessant'' mens azariel talte lod han sin hånd ved rose(safre) kind og nussede roligt med etlet smil på læben.

Safre så ned. "Jeg er ikke inertsandt, jeg er ingen ting, jeg er blot en syriske, som har even til at dræbe hvis jeg ønsker, men det er ikke noget jeg har lyst til, kun når folk virkelig fortjener det, men skal jeg så dræbe et helt folk? Bare fordi de har behandlet mig uret?" Safre så ned. *lad være med at nusse mig, det er jo dejligt, han må være ude på noget* "Men fortæl om dig selv, du er jo så meget ældre end mig."

han kiggede roligt på hende ''jeg er jager, lever som tortur mester og er lidt over 2.000 år gammel, tror jeg . . . mere er der vist ikke at sige'' han kiggede roligt på hende ''men hvad kan du fortælle mig om dem selv, hvad de fx laver ude for arbejdet'' hans blik lod på hendes øjne mens han nussede hende roligt på kinden og smilde roligt til hende

Safre så væk. "Jeg laver ikke så meget i min fritid, lidt velgørenhed, går ture, kigger på stjerner. Du er gammel i forhold til mig." Safre pakkede sig mere ind og puttede sig ind til Azariel. "hvorfor er du så venlig imod mig, du må da ville opnå noget med den venlighed imod et monster."

han lod sig halvt rejse sig og lod blikket på hende med hans ansigt roligt tæt på hendes kind ''jeg kan forsikre dem om at der er intet jeg ønsker at opnå, jeg er jo ikke på arbejde, og jeg er ønsker blot at se dem slappe af, og nyde hvert et øje blik de har til det'' han lod blikket roligt på hende mens han kiggede på hende ''mennesket plejer at sige kærlighed har ingen aldre. men dette er blot et ordsprog de siger''

Safre så ned. "Jeg ved det ikke, jeg har aldrig været udsat for det før. Mine forældre sammede sig over mig og elskede mig ikke, ingen kunne lide mig, de ældre lod som om jeg ikke var til, de unge mobbede mig, og der af kom mit had og ud fra hadet kom monsteret der tog hævn og de tre der mobbede mig mest. Kun kongen kunne indse mine motiver, alle andre så mig som en nådesløs morder, der myrder uden grund." Safre fik tåre i øjnene og begynde at nynne en melodi, melodien fra før.

han lod en hånd om hende og holdte hende tæt ind til sig ''alle har mødt dårlige og gode tider, men at sige sig selv som et monster er ikke tilfældet, kun dårlige minder som opsøger en.'' han nussede roligt hendes hår mens han holdte hende tæt ind til sig, dog ikke brutalt. . .

Safre puttede sig tæt ind til ham. "Hvorfor er du ikke ligeglad med mig? når du er så gammel burde du havdet fundet dig en hustru og ført jeres slægt videre. så meget ved jeg da om jer... Men jeg har mødt en anden sortelver, og han kom sammen med en elver. Jeg ser det hele tiden, mennesker og deres underlige kærlighed." Safre lukkede øjnene.

'' at være ligeglad med andre kan jeg ikke se nogle grund til, da hvis man ikke hjælper hinnanden er der intet sammen hold, dog more det mig at du mener at jeg burde finde en kvinde, når det er kvinderne som vælger os i vores samfund, og indtil vidre har ingen kvinde valgt mig endnu, da de måske ikke mener jeg er værdig'' han smilede lidt over tanken og at hun kaldte ham gammel . . .

"værdig, der er da mange der vil vælge dronningens mægtigtie totur mester! Det ville da være min opdattelse" Safre undrede sig meget, men måske var det ikke et velset arbejde. Hun så op på ham. "Nok er jeg ung, men jeg har nok ikke så længe igen. Jeg ved ikke om du høre meget om slagende. Men sidste slag hvor jeres folk tabte, det var på grund af mig. For jeg har even til at gøre stof skudsikret, også pile sikkert, men det tager min livskraft og når man har lavet så mange uniformer så..." Safre så ned hun havede opdagede endnu en ulempe ved sin magi.

han lod hånden på hendes hår, og lod blikket roligt på hende ''vores begge folk ender med at blive døds dømte på grund af denne krig, jo mere vi kæmper mod hinnanden jo mere folk mister vi, også selv om vi sort elver skulle gå tabt, vil naturen den dag idag stadig fortsætte og det er kun sørgsmål om tid før elvernes skove dør, og det kan selv ikke magien holde træerne i live for at kunne skjule elverne . . . '' han kiggede roligt på hende ''det er derfor jeg inderst inde ønsker en ende på denne menings løse krig, min dronning har ganske vist ret, men at dræbe i sin egen stædighed er ikke noget man har ære eller værdighed til, dette er derfor jeg har vented på at kunne finde en som fandt en tortur mester værdig, eftersom at dronningen skal godkende de forskellige kvinder som ønsker mig som husbånd, da jeg er hendes mest nærmeste person hun har, udover sin højre hånd selvfølgelig, men det er dog længe siden jeg har hørt fra ham. . . ''

Safre så stadig op på ham. "Hvordan er hun? Er hun smuk? Det må hun være, og hendes påklædning må være vidunderlig elegant, men hvorfor tager hun ikke dig til husbånd? Har der virkelig ikke været nogen der har ønsket dig som husbånd? underligt meget underligt." Safre satte sig op og så på Azariels tøj. Hun tog det for at mærke på det. "hmmm"*ikke dårligt, men jeg kan gøre det bedre, hmf, kongen vil fortryde at han ikke tog mit design som de nye uniformer*

azariel kiggede roligt på hende da hun lod hånden på ham, han lod blikket på hendes hånd og lagde den der efter på hendes skød, og kiggede hende i øjne ''normalt i min kultur er det kvinden eller præstinden som ønsker giftemål med den gældene sort elver, og for at kunne vise at de har en høj status bliver de gift med en som kan beskytte kvinden når hun engang prøver at få tronen som matriak, og dermed er jeg ikke helt en som man kan se værdig, da en general har større status end mig selv '' han kiggede ind i hendes øjne ''men også fordi at min dronning ved jeg både kan forblive en stærk allierede men også en stærk fjende for hende'' han lod blikket på hendes læber og der efter hendes øjne igen, og lod hånden på hendes kind som tidligere var på hendes skød og nussede kinden roligt. . .

Safre møde hans blik. "Trist, men ja jeg forstår din dronnings bekymring, tja kongen burde være mere bekymret for mig, men de er ligeglade, men lad mig give dig noget der muligvis kan hjælpe dig." Safre rejste sig op og tråde over ham. Hun tråde forsigtigt for ikke at ramme ham. Hun gik hen til en af sine komoder og rodet et stykke tid i en skuffe endelig fandt hun hvad hun led efter det var nogle paramenter. Hun gav dem til Azariel og smilede sødt.

azariel kiggede forvirret på dem og lod blikket på hende, og lod hånden roligt forbi pagamentet, og lod på hendes arm og lod hende roligt ned til sig for at lade hende sidde roligt op af ham med blikket roligt på hende med et let smil på læben ''du spurgte hvad jeg ville opnå'' han lod sit hovde i nærheden af hende og lod blikket på hendes øjne med et let smil på hans læber ''det som jeg ønsker at opnå til fulde er en som jeg muligvis kunne se som lige, og ingen forskell vile være, og muligheden for at skabe en race som er neutral i denne krig. . .'' han lod sine arme roligt rundt om hendes mave. . .

Safre rødmede. "Så er jeg den forkerte for elver har ingen respekt for mig." Safre så trist ned. "Men tag pagamentet, det er tegninger over en bedre uniform" Safre lagde sig ned og vente ryggen til Azariel.

azariel lod blikket roligt på hende, og lagde pagamentet ved siden af sig, og lod en hånd på hendes ryg og nussede hende roligt, og lagde sit blik vidre mod hendes ansigt ''din krop er meget anspændt, og du har ikke fået meget hvile'' han lagde sig med bene over hende, og lod hænderne massere hendes skuldre ''som tortur mester skal man også vide kroppens anatomi, også kendt som kroppen i normale sprog, men dette midle kaldes massage, som får kroppen til at slappe af, så du kan være helt rolig, der er intet tortur over dette'' smilede han roligt over det. . .

Safre begynde at slappe mere af. "Mhhh det er rart" Hviskede Safre stille.

azariel smilede roligt og lod blikket mere fokuserende, mens han lagde hænderne blødt på hendes hud for at løsne de knuder hun havde efter at havde overbrugt sin ryg sig mens hun syede, for at kunne bedre fokusere den gang, han lod der efter blikket på hendes krop, i hans øjne var hendes krop smuk, men om hun selv mente dette var ude af hans viden, men dog lod han sin hænder en mere roligere bevægelse og lade hendes knude i skuldrene stille forsvinde. . .

Safre nød det i fulde drag. "Kan du komme til for min undertrøjer?" spurgte hun venligt og drilsk, men før han nåede at svare tog hun den af og lagde sig på maven igen. *hvorfor skal han være så venlig og sød, det ville aldrig gå, nok ville kongen være ligeglad, men jeg ville ikke være værdig nok for dronningen.*