metro møde - Azariel

azariel smilede lidt ''måske burde de ligge dem til at sove?'' han kiggede roligt på hende og tog et stykke af sin kage, mens blikket på hende forblev.

" Det burde jeg, men jeg har jo gæst på besøg, og der er så meget jeg gerne vil lide om ham" Sagde Safre med et varmt smil. "Håber ikke han har noget imod at være her." sagde Safre stille. Hun var stadig meget spændt på hvad han ville fortælle.

''hvis det er kan jeg forblive her gennem natten, blot så du kan få noget søvn'' han smilede venligt til hende, *dog må jeg nok lave et sikkerheds metode i tilfældet af hun skulle prøve på noget....* han lod blikket roligt rundt og kiggede på indretningen af huset ''det er et flot hjem de har'' sagde han roligt og kiggede på hende igen..

Safre gabe igen. "De er velkommen til er overnatte, du kan få min seng Azarel, den er best og en totur mester som dig har brug for at være frisk og klar imod alt modstand." Safre spiste sin kage færdigt. "Smager teen godt? hvad med kagen?" Safre så nervøst ned og drak sin te. Hun ville gerne have søvn, hun havede brug for det, men ville helst have at Azariel sov langt væk. For hun vågnede tit af at høre sig selv skrige i søvne eller vågne op hvor puden var gemmenblødt. Safre havede ikke lyst til at sove for maritne ville sikkert komme igen.

''jeg skal nok sove, men det bliver på min egen metode bare rolig, jeg skal nok passe på dem'' han smilede roligt og tog en tår af teen ''jeg takker igen mange gange for te og kage, det er meget venligt af dem frue'' han kiggede roligt på hende og lod blikket ned på den halv spiste kage han havde fået sat sig igang med ''vi kunne jo også dele seng hvis det var, dog forslår jeg planten ikke er der'' han lod blikket roligt på hende ''på den måde kan vi sikre hinnandens sikkerhed, samt holde øje med hinnanden hvis vi begge to ikke stoler på hinnanden'' han smilede roligt på hende med et let og varm smil

Safre smilede nervøst. "Det er mere for deres eget bedste at jeg tænker at De sover et stykke væk fra mig, og du behøver ikke tiltale mig som frue, bare kald mig Rose i stedet for!^^" savede Safre og gabte endnu engang. "Undskyld at jeg er så træt" sagde hun med en meget lille stemme.

azariel rejste sig op og kiggede roligt på hende ''de er træt og har brug for søvn, og en som har oplevet flere århundret generationer af lærdom inden for tortur overlever nok deres søvn, og jeg giver gerne et løfte på at ingen ondt vil blive bevist forvoldt mod dem, så længe de gør det samme mod mig mens vi begge sover'' han kiggede roligt på hende og rakte en hånd ud til hende som en indbydelse på at trække sig tilbage og sove. . .

Safre så ned. "Azariel jeg ville gerne, men jeg plages tit af marerigt og jeg vil nødigt vække dig i løbet af natten! Og jo nok har jeg mit liv kært. Men jeg stoler på at du ikke gør mig noget ondt. Jeg stoler desværre ikke på mig selv. Jeg ved ikke om du kender til rygtet om..." Safre bedrøvet ned. "Den uskyldige hævn..." Den uskyldige hævn var navnet man havde givet til en morder der for 150 år siden nåetløs dræbte tre af sine klassekamarater. Sagen er kendt i hele elveriget og kunne muligvis være nået hele vejen til sortelvernes land.

azariel smilede mere op ''så det er altså dem, jeg havde aldrig troet jeg skulle møde den største inspirations kilde i mit liv'' azariels ansigt så helt ud til at virke som en regnbue ''da jeg begyndte som lærling lærte jeg de forskellige tortur metoder, men da jeg som 300 årig læste om dem og deres bedræfter virkede dette som en inspirations kilde'' han kiggede roligt på hende ''jeg kender et nemt midle men er ikke sikker på om det vil virke, dog hvis jeg må spørge. . .'' azariel satte sig ned på knæ for an hende og lod 2 hænder på hendes knæ ''. . . hvad handler drømmene om?''

Safre så alvorligt på Azariel. "Jeg drømmer om min fortid, som sagt, vær ikke bange for at kongen sender nogle af sine folk bare for at rede mig. Jeg er hadet og foragtet og det vil jeg altid være og har altid været." Safre prøvede at smile men man kunne se at det var falskt. *han har hørt om mig og ved hvem jeg er og han løber ikke skrigende væk? hvorfor bliver han? hvorfor er han ikke bange eller fyldt med had?*

han kiggede roligt på hende ''at overleve en nat vil vise mit værd overfor min egen dronning, og på den måde har jeg bevist min styrke og overlevese hvis jeg kan overleve mens du sover, så bare rolig, du er den som jeg er blevet inspireret af, eller i hvert fald den negative side af dem'' han kiggede roligt på hende med et fortsat smil på læben han kunne næsten ikke tro sine øjne at han stod overfor en af de mest farligeste kriger han har læst om

Safre så trist ned. Hun var trist over måden han så hende på, for de fleste af rygterne var rygter. En del skammede sig over hvad han havde gjord, en anden var stolt over det og ville gør det igen, men begge sider af hende var enig om at mordene var nødvendig og de havde fortjent det, og der var mange flere der fortjente at dø. Safre sukkede. "Så kom da" Safre rejste sig og begynde at gå op af tæpperne. Hun vendte sig om og smilede venligt. "Kommer du?"

han rejste sig op og fulgte hendes blik, og gik med mens blikket på hende forblev, et let smil kom på hans læber og blikket fortsat var på hende ''jeg beklager det jeg har set måden på dem, men de skal vide at det er en ære at være i nærheden af en som er så stor en kriger'' han kiggede roligt på hende og lod blikket forsatte være på ''dog er jeg glad for at snakke med den anden side af en som jeg aldrig troede ville være så venlig'' han kiggede halvt på hende og lod blikket rundt, han viste ikke helt om han kunne få ordne sagt. . .

Safre kunne ikke lade være med at smile og kunne heller ikke holde et lille sødt grin tilbage. "I lige måde, i lige måde Azariel, den mest berygtede tortur mester nogen sinde." Safre's smil forsvandt. "men jeg er ikke kriger, jeg er et monster" Safre gik op af trapperne, der var mange trapper og trapperne passerede flere etager med lukkede døre. Safre nådede endlig til toppen, forhåbenlig men en Azarel bag sig. Safre's soveværelse var meget rodet. En madras fylde en tredjedel af rummet og bøger og tæpper lå og flød sammen med tøj og et par dyre-skind. Noget man hurtigt lagde mærke til var det store tagvindue. lofte og den ene væg var skrå. Safre så på Azariel."Undskyld rodet, men jeg får aldrig besøg her oppe."

azariel tog trapperne som en udfordring af rose(Safre) og smilede let, han lod blikket på hendes værelse ''tja, jeg er da glad for at jeg ikke er den eneste som roder'' sagde han med et let smil på ansigtet, han lod sig bære rose op for at sikre at de ikke gik hinnanden i vejen mens lyden fra hans læber kom ''efter dem frue, og bare rolig jeg taber dem ikke'' hans blik var roligt på Rose(safre) mens han smilede roligt og gik let over de forskellige bøger, tøj og tæpper som lå og flyd

Safre sukkede træt og begynd at rydde en lille sti hen til madrasen. "Bare følg efter hvis du kan." sagde safre med et smil. Hun smed sig på sin madrass, 1 1/2 mands-madrass, og puttede sig ind i nogle tæpper og dyner."mmhh seng.. længe siden jeg har set dig igen" Hun så nervøst op på Azariel. "Hvor meget påklædning sover I sortelvere med?" Spurte hun forsigtigt og rødmede.

azariel smilede lidt over det, og lid sig sætte på hug for an hende ''så det er her du plejer at ligge dig til ro'' han lod sin ene hånd nusse hendes pande roligt, mens blikket på hende forblev der *hun virkede nu meget sød, og oven i købet uskyldig, men om hun var et monster eller en uskyldig morder var det ikke til at vide* han lod blikket roligt vidre rundt i rummet ''du kan bare ligge dig til at sove, så skal jeg nok ligge mig ved din side hvis du selvfølgelig acceptere dette?'' han lod blikket på hende igen. .

Safre så alvorligt på Azariel." Så længe du ikke sover med dine våben, de må godt ligge ved din side, men ikke på dig, du må da også få det varmt med alt det tøj på." Hun kiggede nøje på hans tøj og våben. "Jeg skal nok kigge væk, hvis du også kigger væk." sagde Safre sødt og nervøst. Hun overvejde om hun bare skulle sove med det hun havde på men det ville hurtigt blive for varmt.

azariel vendte sig om og lod sig trække sit sværd, han havde haft det ved siden side, lige siden han var 100 år, også aligevel, han kunne måske godt lade denne her gå en enkelt gang, han stillede sit sværd og lod blikket roligt på sin hånd da han gav slip og sværedet nu stod med klingen ned af og skaftet op af i sin hylster, han lod sig tag sin overdel af rustningen af og hans ellers så bar og halv pisket overkrop kom til syne, det var muskuløs på trods at at under rustningen så han så spinkel ud, han lod sine bukser forblive på, mens han tog sit belte af, og lod sig forblive med ryggen til hende ''jeg venter blot til de selv mener om de ønsker at afklæde dem selv. . .'' han lod blikket roligt mens han ventede på svar.

Safre så væk hele tiden. "Kigger du væk?" spurte Safre usikkert. Hun sad med ryggen vendt mod ham. Safre så ned af sig selv. Hun begynde at tage sine strømpebukser af. Hun gik udfra at han ikke så noget og ellers var der jo ikke noget særligt ved hendes krop. Safre havede hørt hvordan Azariel havde toturet flere kvinder ved at skære i deres kønsorganer og drikke blodet der fra, men hun viste ikke om det bare var rygter.

azariel lod blikket på sit våben *tja... gamle ven, hvis jeg overlever har vi en historie at fortælle...* han smilede roligt og svarede hende ''ja, jeg er vendt med ryggen til, bare rolig, de siger blot til når jeg må vende mig.'' han stod der roligt og fokuserede på ikke at vende sig om

Safre smilede og tog sin kjole af, inden under havde hun en fin undertrøje der gik til hoften, hun fumlede med at få sin bh af uden at tage undertrøjen af, efter et stykke tid lykkes det. Hun puttede sig ind under nogle tæpper. "Færdig" sagde hun træt.

azariel vendte sig om og gik roligt overmod hende med sin bar overkrop, han havde godt nok støvler på, men han regnede med at tag dem af før at han faldt i søvn, han lod sig sænke på hug og nussede hende over panden med et let smil på læben uden at sige et ord ''hvad er de bange for?''

"mine drømme, monsteret inde i mig, hvad de beundre så meget er et monster." hviskede Safre usikkert. *Hvorfor nusser han mig sådan? en totur metode han prøver at bruge?*

''hvis de skulle være et monster, må jeg vel være et maridt, for ingen væsner er monstre, selv mig som er kendt for at være dronningens tortur mester sidder nu på hug og nusser en elver, gør dette mig til et monster?'' han kiggede hende roligt i øjne og smilede let ''der var engang en som lærte mig at alle er ikke onde, men dem som vælger at være onde, tag konsekvenserne ved at vælge sig selv som ond, men inden i betyder det ikke at de er det'' et let smil kom på azariels læber da han sad på hug og nussede hendes pande, og sænkede hånden på hendes kind og nussede der i en rolig og behagende bevægelse.