Blodige træer //Azariel//

Månen stod ny og klar, kæmpede om kamp med stjernerne i at skinne mest.
Selvom månen og stjernerne skinnede, var det mørkt og tåget inde i en tætteste og mørksete del af skoven. Rimfrosten farvede de tynde græsstrå hvide. Der hang en tung lugt af rådne blade og hvis man lugtede ekstra godt efter kunne man lugte lugeten af rådnet kød. Trærende og underskoven var flettet sammen og dannede en naturlig gang. Jo længere man gik ned af gangen jo stærkere blev lugten af kød.

Safre sad på en trone stablet sammen af knogler fra forskellige dyr og mennesker. Det var tydeligt at se at hun havde været væk fra civilisationen i mere end et par uger. dog var der stadig noget smukt over den iturevne natkjole, pyntet med blomster i øvrigt. Hun havde en krone på, lavet af torne og knogler. Hun var bleger end normalt, og hendes øjne så grønne at de lyste svagt op. Hun havde forsøgt at tørre det meste blod væk, men der hang stadig ligt i mundvigen.

Azariel havde blevet bedt om at undersøge skoven da flere og flere mennesker havde forsvundet, og hans blik lod rundt, lugten af skovens træer var godt i hans sanser, men lugten af råddent kød bekymret ham, han lod blikket rundt og gik rundt i skoven og lod blikket på et blad, og lod fingeren på blodet hvor efter han kort lugtede til det, og lod tungen kort over det og spyttede med det samme mod jorden *menneske blod, 1 times gammel, så det var ikke længe før dette menneske havde gået bort* tænkte han kort og lod blikket rundt, han nærmede sig der hvor safre holdte sig til og blikket blev lagt på hende ''er det dig som har gjort alt dette?'' sagde han kort og lod blikket på den throne af knogler hun havde fået stablet, så det ud som om, tankerne om knogler som en trone var ikke lige Azariel kop te, men kødet var vel udemærket. . .

Safre så op og møde Hans blik."Så det blev altså dig de sende... Hvor trist.. Sulten? I kan Jo godt lide kød, spis endelig. Jeg er mædt så bare spis. Havde enlig ikke troret at de ville sende en som dig, og hvad raver det da også jer sortelver at jeg tager lidt mennesker?" Sagde Safre med en uvandt kold og dyrisk stemme. Hun bevægede sig langsomt og yndefulgt hen imod et bloddigt lig der lå forand hendes trone. Hun smilede stadefrut ned til liget. Det var en lille tyg pige der engang havde haft en lyserød kjole på. "Vil du have hovdet? Ellers tager jeg kraniet"

hans blik forblev på hende, og han nærmede sig stille hen til hende, tankerne om hvorfor hun havde slagted så mange undret ham ''de er kun bekymret over dem du har slagted, nogle af dem var dronningens personlige, og jeg ville forslå at du snart skynder dig, for det vare ikke længe før hun sender en anden i mit sted, så jeg kommer her for at få dig væk her fra'' sagde han kort mens blikket forblev på hende, og han lod hånden på hendes kind ''jeg ønsker ikke du skal blive udsat for fare'' sagde han kort mens hans øjne forblev på hende.

Safre fnøs holdt blikket væk fra hans. Hun satte sig agrasivt i sin trone. "Jeg tager bare dem der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt! Og hvis din dronning er så hjælpesløs at hun ikke selv kan skaffe mad er hun da bare helt til grin." Sagde hun med hævede stemme. stemmen var mere agrasiv nu. Et sted dybt inde hende var hun glad for at det var ham der var kommet og ikke en eller anden hysterisk sortelverkvinde. Hun så bestemt på liget af den lille pige. Huden i hendes ansigt begynde at glide væk fra hendes kranie. Efter 30 sekunder var et helt rent kranie tilbage og noget uformeligt kød hang stadig fast til halsen.

azariel lod blikket forblive på hende ''hold dine skarpe kommentare for dem selv, jeg har ingen interesse i at høre mudder fra din tunge, tal som det væsen og det blod du har i dine åre. og ikke som et ynkeligt menneske'' sagde han kort og lod armene overkors og blikket forblev på hende ''hvorfor er dine agrasioner så store, aller har sine indre morder, men det hjælper ikke at myrde flere uskyldige, det er acceptablet at dræbe 2-3 men masse mord har aldrig været en acceptable del, og det burde selv du vide'' sagde han kort og blikket forblev på hende, for det skar i hans hjerte at skulle ligge denne sandhed, men hendes svar, hendes flabedhed og hendes udstråling stank langt væk af menneskelighed.

"MIT BlOD?" Hun lo ondt og flabet. "Du menner denne krops blod, Ja hun burde være stærkere, men det var hun altså ikke, da hendes livskræft løb ud kom jeg frem. Det er MIG der holder OS i live!" Råbte hun stadig koldt og arrigt. Hun tog sig pludsligt til hovdet og hendes ansigts der før var flabet og havde et flabet smil på læberne var nu forvrængt i smerte. *hold op vil du ikke nok, være rolig, vær sød. Hvorfor skulle jeg dumme tøs, det var dig der lod os gå i døden! Undskyld men du må ikke gør noget ondt* Tårene trilede med af kinderne, selvom det var mørkt glimtede de som bestod de af små krystaler.

han rystede på hovedet og måtte indrømme han var lidt skuffet ''hvis du holder jer begge i live, hvorfor lader du så store mord bliver lagt på dine hænder, i er begge en del af mit hjerte, ingen er højere end den anden, men jeg vil ikke lade din vrede ud over massere af uskyldige, også oven i købet lyde som et menneske!?'' sagde azariel noget så skuffet ''men hvis det er den vej du har valgt kan jeg ikke andet end at respektere den'' sagde han der efter og vendte sig om for at gå videre, hans blik lod på blodet som var omkring dem, og lugten af lig lugtede enormt der hvor de var. . .

Hun rystede på hovdet og grinede hysterisk. "Du trot det drejer sig om at søde kærlige Safre har en mørkere side? Hvor tager du dog fejl. Ja hun tror hun er ond og har en ond side, men det er bare mig. Og Ja som det mørke væsen jeg er har jeg brug for død omkring mig, jeg trives best når folk dør eller er I smerter omkring mig. Det eneste er forhindre MIG I at dræbe DIG er hendes kærelighed." Hun kunne ikke side stilled. Alt omkring hende summers af ondskab og mørke.

hans blik lod kort på hende '' troede du virkelig at jeg ville vælge den ene, jeg har kun interesse for jer begge, intet mere og intet mindre'' sagde han kort og lod sig sat nogle skridt vidre og stopped op og lod blikket kort på hende ''hvis du fortrækker død, kommer du nok til at blive en del af den om ikke så længe, for allerede nu har hun udsendt en spion, når spionen eller 'skyggen' som den bliver kaldt, finder dig, har jeg ingen mulighed for at holde dronningen væk fra dig, og heller ej den smerte du bliver lagt på dig'' sagde han kort og fortsatte, mens en tåre fra hans øje lod sig falde ned til jorden, og området hvor den landet stille visnede og døed ud. . . .

Hun så kort på ham, så vendte smerterne tilbage, voldsommere end før. Hun tog sig igen til hovdet, hun faldt ned på knæ, knugede sine hænder og arme om sit hovde. "Azariel, dræb mig, jeg har gjord utilgivelige ting. Det æder mig op. Jeg vil ikke blive ædt." Stemmen svar spinkel og snare en hvisken. Men den bar den glød og varme safres stemme normalt plejede at have. Tåre trillede igen ned af kinderne. De landede ikke langt fra hans tåre i det de ramte noget blev det nærmest som krystaliseret. "Det gør ondt.." Græd Safre.

Azariel lod blikket vende sig om for at se på hende *to sjæle i en? det er en sjældenhed* tænkte han kort og gik over til hende, han bukked sig ned ''du må væk her fra, og jeg vil ikke dræbe den jeg elsker, og slet ikke når jeg holder så meget af dig og din anden side'' sagde han kort og med en hurtig bevægelse tog han hende op og bar hende, som man klassisk så i et brudde par på et bryllup, hans blik lod på hende ''jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg ønsker ikke at miste dig, for i er en af dem jeg har holdt så meget af'' sagde han kort og lod blikket videre ''jeg vil gerne hjælpe jer begge istedet for denne kamp mellem jer, så måske hvis jeg er heldig kan jeg ligge jeres begge sind ind i en fælles sjæl, så i vil blive smedet sammen til en istedet for at være Yin og Yan'' sagde han kort og lod blikket forblive på hende.