Life on the Road - Millicent

Millicents hjerte røg op i halsen, da hun nær var stødt ind i manden.
I brøkdelen af et sekundt anede hun håb, da hun troede det måske var politiet, men så snart han åbnede munden, kunne hun praktisk talt se pistonels mund ing mod hendes hoved.
Åh nej! Hun kunne hade sig selv nu, for ikke at have overladt Samuel til Stacey, men hvor skulle hun kunne vide det her fra? De var hele tiden foran og hun dansede som en dukke for dem.
" Lad Samuel...lad babyen være...bare tag mig med, men ikke ham " bad hun med øjnene fyldte af tåre, da hun for første gang så ind i øjnene på hvad hun formoede var stephens kidnapper.
Hun afskyede ham.
Hans aura kunne ses, knald rød og hun vidste han var fuldblodsvampyr.
Hun kunne intet stille op. årh hvis hun dog bare kunne kontakte Thomas.
Millicent forsøgte skubbe barnevognen baglæns, ind på toilettet , imens hun selv gik nogle skridt fremad.
" Hvad vil i med Stephen? " spurgte hun igen....og håbede manden glemte Samuel, men hun havde nu på fornemmelsen at det var Samuel de var interesseret i og slet ikke Millicent.
Skulle hun med, var det sikkert for at presse Stephen til et eller andet forfærdeligt.
Hun sparkede sin sko af. Prøvede at efterlade lidt af sig selv, så Jack kunne se noget var helt galt.

Egor kastede et blik på barnevognen. Det kunne uden tvivl være fristende at tage ungen med, nu med det samme, men der ville komme tid til det sener. Hvis barnet blev overladt i menneskers varetægt, ville det ikke være et problem at få ungen. Derfor valgte han at skubbe babyen til side.
"Godt godt, så tager vi kun dig. Følg venligst med - og lad være med at prøve på noget." Egor lage en arm omkring Millicent, som om de var gode venner, og førte hende ud til en stor sort bil, med tonet ruder. Ingen tvivl om at det var en bil i den mere dyre ende. Bilen var indei dækket med læder og fint larkeret træ.

Efter en køretur i alt for høj fart, kom de frem til en gammel mansion omgivet af træer og en ganske smuk natur, både om natten og dagen. Egor ledte Millicent hen til indgangen, hvor han åbnede døren og ledte hende ind.
"Vil du lige have mig undskyld et øjeblik." Lød det høfligt fra ham, før han forsvandt væk, ind i huset. Der hørtes kort en snerren og hylen, hvor efter der blev stille og Ego vente tilbage, mens han rettede på sit slips. "Jeg havde egentlig håbet på at Stephen ville være vågen når du kom, men de andre kunne ikke dy sig."
I gangen hen til værelset hvor Stephen var, mødte de en gruppe vampyrer, der alle kiggede sultne på Millicent, men de holdte sig pænt op af væggen imens Egor ledte deres gæst ind til et rum, hvor Stephen sad bevidstløst bundet til en stol.

Det skar i hjertet at efterlade Samuel , men hun mente det var det mest sikre for ham, og ikke at tage ham med til ni gamle vampyrer, der ikke lige var venner af familien.
Millicent nikkede , og lod sig guide afsted.
Hun var ligbleg og så rigtig skidt ud. Kun tøjet og håret gav hende et udseende der stadig bar præg af stil, ellers lignede hun vel mest en der var død.
Med store skræmte øjne fulgte hun med , men omgivelserne slørede sammen og hun var ikke istand til at indprinte en ruten .
Hun følte sig lille og magtesløs som hun sad og betragtede den stilfulde vampyr.

Wow...var hendes tanke.
Sikket et hus. Her var penge intet problem, det sås tydeligt .
Hun gik ind med en usikker gang , og et lidt stift blik. Uvidende om hvad hun ville finde.Og hendes ' kidnappers' høflighed forvirrede hende meget.
De vidste jo begge at trådte hun eet skridt forkert, var høfligheden væk med det samme. Så hun gik på listefødder.
Millicent stod som en statue, bange for at røre sig, da manden forlod hende.
At flygte var ikke længere et alternativ,da Stephen jo skulle være her...og hun gerne skulle have ham med ud. Hvordan hun skulle klare det i et hus fuld af vampyrer.
Hun brugte dog tiden til at trykke Jacks nummer op, og lade den være tændt i sin taske. Måske han kunne høre noget vigtigt eller opspore hendes mobil.hun anede ikke om gps var tændt i hendes mobil.
Manden kom tilbage og Millicent greb spontant ud
efter hans arm..." kunne ikke dy sig ...for hvad ?" spurgte hun hæst.
Hun frygtede dog de havde drænet ham for blod, eller noget andet forfærdeligt.
" Jeg kan også bar bede ham stoppe med at spille, hvis i ikke kan lide musikken " sagde hun tørt, men det var en meget dårlig joke , udtalt af en ung pige der måske var på kanten til at gå i chok.
Pludselig blev manden den ' søde' som hun søgte tryghed ved, da andre vampyrer tog form og havde forfærdelige blikke at byde på.
Millicent klemte sig næsten op af hendes kidnapper, og regnede ikke med at han ville udbryde ' så er der serveret'.
Da døren blev slået op og hun kunne se Stephen, slap hun manden og spurtede ned og faldt på knæ...eller nærmere kurede en meter på knæ da hun snuplede, hen til stolen , hvor hun hurtigt fik fat i Stephens ansigt med sine rystende hænder.
" Hvad har de gjort...hvad har de gjort....hvad har de gjort" messede hun imens hun søgte efter skader. Der var ingen huller at se, men hun vidste de kunne fjerne dem med det samme, så det betød bar de var forfængelige- ikke at han ikke var blevet bidt.
Tårevældet kyssede hun hans bevidstløshed læber og mumlede " jeg skal nok få os ud skat....jeg passer på dig "
Ikke at hun anede hvordan.
Millicent kom på benene og hendes hænder var knyttet og hvide.
" HVAD HELVEDE SKAL DETTE BETYDE...HVEM...HVEM HAR ANSVARET...FÅ HAM HERHEND NU!! " skreg hun desperat ud i rummet, hvor alle sikkert stod og gloede på hende. Hun veg ikke fra Stephens side.
En lille mus mod en stor flok vilderovdyr.

Egor betragtede i tavshed Millicent og Stephen. Først da hun rejste sig op, ville han træde væk fra flokken af hans bofæller. "Det er mig. Egor."
Langsomt gik han frem imod Millicent og placerede sig ved siden af stolen. "Det handler ikke om hans musik, den er meget god. Det er jo heller ikke fordi han har en dårlig smag i kvinder. Måske du kunne have lyst til at være i blandt os, så ville du jo kunne være sammen med ham til han dør. Han lever jo desværre ikke evigt, selvom han har en del år at løbe på." Langsomt stak Egor sine hænder ned i lommerne på sine bukser.
Henne ved døren forsvandt de andre vampyrer, efter at have fået et lydløst tegn på at fise ud af rummet. "Som jeg sagde i telefonen, så har vi taget ham fordi han kan betyde en masse penge - og du må forstå at det er sådan vores liv fungere. Det er lidt trist, men sådan er det bare. Når man har levet nogle tusinde år, så lærer man sådan noget."
Et kort blik blev kastet imod Stephen, før han kiggede imod Millicent igen. "Der går helt sikkert noget tid før han vågner, så hvad med at du lige får dig selv vasket dig lidt. Jeg skal nok sige når han vågner."

" Dig?" Sagde hun stille og følte sig næsten forrådt. Hun havde håbet han var en af dem der ville hjælpe.Han havde ikke været hårhåndet. Men at det var HAM der holdte Stephen her, ....sådan ....bundet til en stol imod hans vilje og ...
Hun bremsede sine tanker og så væk...ned i gulvet.
Hun måtte få hold på sig selv. " Egor....du begår en stor fejl" sagde hun uden at se på ham. Hun så istedet de andre fødder myldre ud af rummet, så hun vidste de var alene nu.
Lidt højere gentog hun navnet...måske mobilen ville opfange det..." Egor....og i er alle vampyrer!"
Jack ville sikkert sende en ambulance med røde papir efter Millicent HVIS han kunne høre noget. han ville tro hun var sindsyg.
Hun stivnede da han kom nærmere og nu fulgte hun ham nøje , med øjenkontakt.
" Jeg ...jeg skal ikke forvandles, det har jeg lovet Stephen " sagde hun som var det et forsvar mod Egor.
" Jeg vil bare leve et almindeligt liv...med min familie...og jeg ser ikke hvad der giver dig ret til det her" hun nikkede mod Stephen.
" må han ikke komme op og ligge i en seng, istedet for det ? " Hun bad indtrængende.Det var ikke værdigt og hun ville have ham så komfortabel som muligt. " og hvis det er i orden med dig,så bliver jeg hos ham."
Egenlig skulle de bære hende væk, selv hvis det ikke var iorden- for intet ville få hende til at forlade hans side.
" hvordan har du kendskab til ham...og til min sygdom" sukkede hun afkræftet.
Jo flere oplysninger jo bedre , og hun kunne måske vinde ham over og få ham til at se det forfærdelige han gjore. Hvis hun var dygtig nok.

Egor nikkede en enkel gang eller to, før han så sukkede højlydt og så ud til at tænke lidt. "Nej, men du kan blive hos ham her hvis du vil. Der er et toilet lige udenfor og til venstre. Jeg holder de andre væk."
Han gik hen imod døren, men stoppede inden han nåede helt ud: "Det kan jeg ikke fortælle dig, men det skal du heller ikke bekymre dig om. Du har mere alvorlige ting at tænke på." Det sidste blev sagt med en let ildevarslende tone, før han forsvandt ud. Millicent måtte ikke glemme at hun på meget kort tid kunne lade livet, hvis hun ikke gik rigtigt og fulgte deres regler.

Millicent var taknemmelig over ikke at blive flået væk fra Stephen. Det ville være helt forfærdeligt.
" Tak ... Det lyder fint " kom det uden kamp gejst og hvor skulle hun også få den fra. Alle odds var imod hende og Stephen , det så faktisk sort ud.
" Men .. Men jeg forstår ikke " blev de sidste ord , slynget desperat efter Egor , da han forlod hende med en lille advarelse i hans stemme.

Så snart de blev alene , var hun igen nede på de skræmmede knæ, foran Stephen. Hun prikkede til hans kinder og hviskede søde opmuntrende ord til ham. Ord hun ikke anede om hun kunne indfri.
Millicent begyndte at pille ved rebet der holdte Stephen oppe og bundet til stolen. Hvis hun kunne ville hun befri ham af der , og trække ham ned at ligge på gulvet , særlig forsigt så han ikke slog hovedet .

Hvor han var endt og hvad der var sket, anede Stephen intet om da han slog øjne op, men han havde ondt i hoved så englene sang. Han lå heller ikke specielt godt, hvad han lå på var for hårdt, men det var til at overleve. Hvad der sad over ham kunne han heller ikke finde ud af. Han prøvede et par gange at åbne øjne men lyset syntes for skarpt.
Først efter utallige forsøg lykkes det ham at se bare en smugle. Rummet fandt han helt sørgeligt, der var kun en stol og en dør. Ingen vinduer og ingen vægpynt. Men Millicent!
Hurtigt rejste Stephen sig op, hvilke resulterede i at hele rummet omkring ham drejede et par rundter og en ubehagelig kvalme voksede frem. Først efter det var nogenlunde stoppet, fik han munden op. "Hvad laver du her?!"
Samtidig begyndte hans hjerne at huske. Ikke at der var meget at huske, men der var noget med nogle vampyrer og e stol. Stolen havde lige før havde set. "Kom væk!" Lød det så til sidst, da han havde fået brikkerne sat på plads. "Få Samuel væk, hjem til mine forældre."

Millicent så ham kæmpe sig tilbage til bevidstheden og hun kunne se hvor sløret hans øjne var.
Han var omtåget og tappet for al kraft, og hendes hjerte var ved at briste.Hun kunne kvæle den skide vampyr med sine bare hænder, fik hun muligheden for det.
" Stephen...årh Stephen....hvad skal vi gøre ?" Mumlede hun og masede sine læber hensynsløst mod hans .Hun var desperat og ikke helt ved sine fulde fem, for det var da klart at hun var svært påvirket.
" Sam er okay...for nu " hvisked hun og fik så lyst til at køre sig selv igennem en kødhakkemaskine.
Hendes mobil , for fanden da !! Hvorfor havde hun ikke ringet så snart hun blev alene?
Millicent mumlede, imens hun fandt den frem og begyndte at trykke , først Jack..." jeg går INGEN steder uden dig- glem det"
Og da mobilen gik i gang hos Jack...talte hun hurtigt..." Vi er i et mansion af en slags....Jack, de har Stephen og nu mig fanget,..politi,,,der er mange af dem....de drikker blod og Jack SAMUEL SKAL TIL DAVID OG JESS.....INGEN ANDRE, de er ude efter,,,mit barn.' Hendes stemme knækkede og Millicent havde svært ved at forsætte...men..." ,..HJÆLP OS!! " fik hun alligevel frem.
kunne hun nå det, ville også politi få samme besked.
Hun lagde Stephens arm omkring sin skulder..." Tror du at du kan gå skat ?" Mumlede hun mod hans kind.

Stephen var slet ikke lige så hurtigt som Millicent, så han blev helt tabt ved hendes kys. Han kunne godt lide det - og ville gerne have det skulle fortsætte. Da hun så begyndte at åbne munden kunne han ikke længere følge med. Men hun snakkede lang tid i den forbandet telefon, så til sidst rakte han ud efter den og forsøgte at fjerne den, for så at trykke på afbryder knappen.
Telefonen lage han ned ved siden af sig, mens han selv fik sat sig ordenlig op. Ganske forsigtigt lage han begge sine arme omkring hendes ansigt og tvang hende til at kigge ham ind i øjne. "DU får Samuel tilbage til David og Jessica - og du bliver sammen med dem. Jeg kommer ikke her fra, ikke uden at Jesus begynder at gå på jorden igen, så du skal blive sammen med ham. Pas på ham og få min far til at lærer ham at flyve, du skal ikke engang tænke på selv at gøre det."
Det sidste blev mest af alt sagt som reaktion på det billed han havde fået i hoved af Millicent der forsøgte at baske rundt med armene, for at lærer sin seksårige søn at flyve. Bare hun ville blive på landjorden.
"Jeg tvivler ikke på du kan komme ud her fra - og lad være med at tilkalde politiet, det vil ikke ende godt. De er vampyrer, gamle og stærke. Det ender bare med at mennesket finder ud af at der findes overnaturlige væsner og det er der ingen af os der ønsker. Så heller Egor og hans venner. De forstår mig i det mindste bedre end en flok mennesker." Forsigtigt kyssede han hende på munden. "... og du skal ikke prøve at komme tilbage."

Millicent var lamslået.
Han ...afbrød telefonen.
" Er du skør" hissede hun først vredt.
Vreden afløstes af en voldsom fortvivelse for hvert ord han sagde.
Han .kom.ikke.ud.derfra?
Hendes tåre begyndte at trille ned, langsomt var hun ved at få i sort.
" Nej...nej...astephen.." Hulkede hun..."det her er ikke en afsked... DU skal lære ham at flyve....DU SKAL ! hvorfor giver du op...kom NU Stephen....vær nu sød"
Millicent stirrede på ham, med store runde øjne, og gispede lidt efter vejret.." Stephen....du er ikke dig selv, du tænker ikke klart.... Jeg forlader dig IKKE, vil du ikke godt stoppe det der..." Hun forsøgte rykke i ham , og få ham til at gå.
" jeg er menneske! De vil ikke gøre dig fortræd....jeg fortæller hele menneskeheden om ALT , jeg laver det til min hoved formål med livet , hvis ikke du forsøger samarbejde med mig.... Hvad har de gjort ved dig " mumlede hun det sidste spørgsmål.
Hun mærkede hans læber og hjertet brast igen.
" Jeg går ikke.....og hvis du tvinger mig kommer jeg med hele menneskeheden og starter en krig. De får dig ikke...høre du..." Hun var få sekunder fra hysterisk at begynde at skrige Egors navn, for at få hans røv derned, så hun kunne banke noget fornuft ind i den skøre satan.

Åh nej, nu talte hun hurtigt igen. Stephen forsøgte ihærdigt at følge med i hvad der blev sagt, men fik kun få brudstykker med. Det var dog nok til at han fik en idé om hvad hun snakkede om. "Det vil give bagslag. Du vil først og fremmest aldrig komme ud her fra nu. Egor ved mere eller mindre alt. Det vil heller ikke gavne nogle af os at du fik præsidenten med dig. Det vil ikke blive ligesom i superhelte filmene. Menneskeheden vil blive bange og forsøge at gøre kål på os. Jeg vil ikke have Samuel skal dø sådan." Forsøgte han at forklare sig.
"Stephen er slet ikke så dum." Lød det fra Egor, der stod foran en lukket dør. Afslappet stod han med hænderne i lommerne og betragtede Millicent. Stephen var stivnet, kort før han trak vejret tungt og forsøgte at følge med i samtalen.
"Jeg ville egentlig godt kunne sige jeg forstod jeres smerte, din smerte, men det kan jeg desværre ikke rigtig. Har aldrig mistet nogle." Erkendte Egor, mens han fortsat betragtede mennesket og englen. "Men måske kan vi finde ud af noget, et kompromis. Følg med." Egor vente sig imod døren for at åbne den. "... Stephen bliver her."

" for få timer siden, sad vi og hyggede os....og nu beder du mig accepterer vores liv er slut? Sammen! Nej...nej...jeg gør det ikke" hun begyndte at bakke væk, som var det Stephen der var den onde .
Det var som hun hang fast i klistret fra et ondt mareridt .Onde tunger der råbte til hende fra alle vinkler af, og hun kunne ikke stoppe det.
Hun lagde hænderne for sine øre, som kunne hun tvinge det onde bort, ved at nedsætte hørelsen.
Men..så kom Egor og alt i Millicent stivnede.
Hun så på ham, og al fornuft var komplet borte.
Det var for stor en psykisk belastning for hende, og hun reagerede på den.
Måske kan du nå det endnu!" Bed hun efter Egor, der talte om ikke at have mistet.
" DU...skulle være hjernen bag det hele." Begyndte hun...."" Du virker ikke så klog , jeg HAR sagt jeg ikke går fra ham" hun sendte Stephen et advarende blik, da hun følte hun skulle slås ikke bare med Egor ,den æld gamle og gude stærke vampyr, men også mod manden hun elskede , manden som nærmest bad hende accepterer at det var slut nu.
Hun kunne ikke få tårene til at stoppe falde.det irriterede hende, for det fik ikke Just Millicent til at se hverken farlig, hård eller bare normal ud.
Hun lignede det hun var....en der var ved at gå helt i opløsning.
" Egor....please....du behøver ikke os....han er min...jeg kan ikke klare det uden ham " slog hun så over fra fornærmelser til at bønfalde manden. Havde det hjulpet havde hun slikket hans sko rene.

Egor stod i en lang tavshed og kiggede på Millicent, før han så nikkede en enkel gang. "Godt. Lad os lave denne deal. Hvis du kan give mig de samme føleser som du har for Stephen på den ene eller anden måde, så vil jeg lade jer komme væk herfra. Men det kræver du kommer med mig nu. Vi tager til New York og bor. Først når du har lært mig hvad det er der binder jer sammen er, vil du frit kunne tage her tilbage og hente Stephen - men husk dit timeglas løber for hver dag der går - du er jo kun et menneske."
Langsomt gik han ud af døren, men inden han forsvandt stoppede han op. "Jeg forventer at se dig om ti minutter nedenunder, så køre vi ud til lufthavnen." Med de ord forsvandt han helt ud af døren.

Millicent hørte godt ordene der faldt fra Egors mund. Men hun kunne ikke fange og forstå dem helt.
Det lød som der VAR en mulighed for at komme helskindet ud derfra , men ... Skulle hun vække kærlighed i manden ? Det kunne man jo ikke. Netop den ene følelse lod sig ikke opstå eller manipulerer , det var jo håbløst.
Hun stirrer tomt på Egor , uden at se ham. Og HVIS hun skulle lykkes, så ville han sende hende tilbage til stephens arme ? Hun tvivlede.
Men det var første tilbud værd at tænke over.
Millicent nikkede til Egor . Nu troede han hun ville - men beslutningen var langt fra taget. Hun skulle bare tale privat med Stephen.
Da de blev det - alene - flygtede Millicent ind i hans favn og begyndte at græde.
" han er sindssyg ... Sindssyg... Hvad gør vi ? Jeg vil ikke med ham ... Jeg vil ikke forlade dig " hulkede hun. Men hun vidste at der var en chance for at få dem ud af denne suppedas , en chance uanset hvor lille den måtte være.
" kan vi stole på ham Stephen ? Holder han sine løfter ?"
Gjorde han det og KUN hvis Stephen insisterede ville hun tage med HVIS TRE krav blev indfriet .
1 . INGEN rørte Stephen imens de var væk. Ingen.

2. Samuel var off limits og hun ville have ham med.

3. Hun ville have en mobil samtale med Stephen om dagen.
Ellers kunne han stoppe new York op I den nålestribet bagdel.

Stephen slog armene om Millicent og trak hende helt ind til sig. I et par sekunder sagde han ikke noget, men knugede hende bare ind til sig, før han så lænede sig ind imod hendes ører. "Jeg tror allerede du er godt på vej. Han er ikke sindsyg, han savner bare nogle at elske. Han er blevet gammel nok til at begynde at se verden fra andre perspektiver. Det sker kun sjældent, for alle væsner, men det er en fordel for dig. Fortæl ham om os, hvordan vi har det sammen - og så vis ham kærligheden for ting. Unikke ting. Ikke ting der kan dø bort. Hvis han skal blive forelsket i noget skal det være noget han kan have til evig tid. Måske ..." Stephen stoppede tænksom op. "... måske du skal give ham noget. Skriv en bog om jeres eventyr og vis ham at selvom du ikke nødvendigvis er vild med ham, så vil du alligevel gøre det uden had. Han savner jo bare nogle at være sammen med."
Stephen sluttede af med et langt kys, før han så minde hende om at Egor jo kun kunne bevæge sig om natten og hun skulle for alt i verden ikke prøve at tage livet af ham.

Egor tænkte over de krav Millicent havde. Han havde allerede sat sig ind bag rettet, men endnu ikke startet bilen. "Godt. Ingen vil røre Stephen, du kan tale i telefon med ham lige så meget du vil, til din telefon løber tør for strøm - og du får ikke din baby med dig, men vi holder os væk fra ham. Acceptere du ikke det, går jeg ind og suger din forlovet tør for blod nu og her - og så kan du tage hjem."
Egors øjne hvilede tålmodigt på hvad Millicent ville sige. Accepterede hun hans krompromis ville han starte bilen og køre væk - ville hun ikke, ville han gøre som han havde sagt. Tage livet af Stephen hurtigere end hun kunne nå at stige ud af bilen og komme op til ham.

Millicent lagde sig tungt ind imod Stephen , med sin krop og sit hjerte.
Hendes hænder ville meget nødigt slippe , for hun vidste det her var det sidste hun ville få af ham længe.
Hendes læber fortalte alt meget bedre end hun kunne med ord . Hun elskede Stephen og var parat til at gøre alt for ham. Inklusiv offer sig selv hvis det var prisen. Altsår ofre sit liv. " Jeg elsker dig ... Jeg skal nok overbevise ham om han skal sætte os fri. Hun ville have han skulle have håb og tro - og ikke forlade ham med samme afmagt som hun selv havde, så hun mumlede ordene mod Stephens læber. " Jeg lover det , så hold fast i os " hviskede hun og tog imod stephens råd. Om de var til at holde , var al for tidligt at sige. Det kostede nemmelig alt hun havde i sig, at kysse ham en sidste gang , vende ham ryggen og forlade ham. Uden at se sig tilbage.
Det sidste hun kunne give ham her og nu , var at skåne ham fra at se hvor sønderknust hun var.

Udenfor satte Millicent sig ind i bilen.
Hun havde hverken pas eller oppakning med , og var ligeglad.
Blev de standset undervejs var det måske kun godt.
Hun så det ikke som et eventyr men som et mareridt uden ende , som et sort hul hvor hun var ude af stand til at trække vejret. Men hun satte sig i det , for ham. For Stephen. Selv om hele hendes krop eksploderede ved at skulle forlade ham nu. I deres vild og magt.

Hun ville gerne optræde værdig. Men tårene ville ikke stilne af. De blev ved at komme.
Millicent havde sagt sine krav.
Det vigtigste var at Samuel og Stephen ikke fik krummet et hår og den garanti fik hun. Det var det vigtigeste. At det så føltes som hendes hjerte blev skåret i bidder og fodret til pirat fisk , fordi hun måske aldrig ville få sit barn og sin mand at se igen - det måtte hun leve med.
Eller dø.

" Jeg accepterer" bøjede hun sig for Egor , med en hæs stemme slidt af bekymring og gråd.
Mon han overhovedet forstod hvad han udsatte hende for ? Hvad dette gjord ved en pige som Millicent?
Hun havde sin taske . Mobil og oplader var i. Kontakten til Stephen var sikret.

Det var muligt ideen var at skabe tillid og god karma. Men Millicent var ved at dø af sorg. Med mindre det var af kræft. Det føltes i hvertfald som hun døde lidt for hver en kilometer de lage til huset.
Måske skulle hun bare finde en kæreste til ham over face book ? Eller en dating side? Hun tørrer sine øjne , der med det samme løb over igen. De var ved at være godt hævet. Hun lignede en fisk.

Pludselig stødte bilen ind i noget. Usynligt. Det var helt umuligt at se hvad det var og intet hjalp det at Egor gassede op. Bilens kølerhjelm blev mast imod den usynlige mur. Efter et par mislykkes forsøg forlod Egor bilens føresædet, tydeligvis irriteret. Knap var han trådt ud af bilen, før der lød et højt vindpust og et par hvide brede vinger susede imod bilen og greb ud efter Egor.
Kort derefter kom endnu et par vinger, men imodsætning til de andre, stoppede englen. I en kjole der var åben i ryggen lande Jessica foran bilen, hvor hun satte sig ind på føresædet og med hjulspind fik hun bilen drejet rundt og kørte hjem. "Magen til vampyr!" Gryntede hun irriteret.
Tilbage ved huset stod Stephens søster og hendes partner.
"Du kan godt komme med, men hold dig bag ved os." Jessica steg ud af bilen og fulgte med de to andre engle. Da vampyrerne kom frem skabte de tre engle enorme kraftige lys, som fik nattens børn til at flygte fra det stærke lys. Ikke fordi det var direkte færdigt for dem, men alligevel var det ubehageligt for dem.
Fremme ved døren til hvor Stephen var, blev døren åbnet med et brag. Da døren var væk, kom Stephen ud. En smugle overrasket, men var hurtig henne ved Millicent, som han trak med ud. Udenfor trak han tøjet væk fra overkroppen, for så at sprede sine vinger. Netop som han skulle gribe ud efter Millicent for at få hende ind i sin favn, kom søsteren. "Lad hende være, vi skal nok flyve hende hjem."
Først gloede Stephen utilfreds tilbage, men efter et par usagte ord, nikkede han. Gav hende et kys og lettede så sammen med sin søster.
Kort efter vendte de to andre engle tilbage. Jessica var hurtig at lette. Søsterens partner (glemt hvad han hedder) svang Millicent op i sine arme og fløj så med de andre engle. Dog ikke lige så højt oppe, men i samme fart. Luften måtte ikke være for tynd hvis han skulle kunne følge med.

Hun turde næsten ikke håbe ,selv da vingeslag fyldte luften over dem.
Først havde hun skældt Egor ud, da han var ved at mase bilen.
" Forsigtig ..,jeg er dødelig!" Havde hun gispet, men ikke været istand til at blive nysgerrig på forhindringer foran dem.
Hun vidste det var Stephens 'team' der kom for at hjælpe, da fjer og vinger var overalt, men Millicent ønskede ikke hjælp. Hvorfor var de her og ikke i huset?
Millicent så dem gribe Egor og forsvinde, og da Jess landede blev hun både rigtig glad , men også helt speeded. " Det store hus...han er i Egors hus" fik hun sagt, før Jess allerede havde vendt bilen omkring og kørte som et sega spil derud af.

Millicents hjerte led frygtelig overlast , det dunrede simpelthen der ud af .
Hun gjore som hun fik instrukser på, og da Stephen kom til syne sortnede det igen for hendes blik, men ingen andre kunne vide det, da hun stadig stod op. Om end knæene var meget svage i det.
Millicent fløj ind i hans favn og mumlede.." Kom væk Stephen....skynd dig væk" hun var sikker på Egor eller nogen af de andre ville dukke op, ud afd et blå...stærkere og i flertal og male det hele sort igen.
Så da hun igen måtte slippe ham, og så ham flyve væk, var hun lettet.
Hun lukkede sine øjne da hendes kommende svoger samlede hende op, og tog hende med på flyveturen.
Millicent puttede sig ind til ham, af skræk og rædsel over hele den her aften.
" Tak." ..." Tak for i kom " hun tudede igen. Selv deroppe i luften, hvor de hurtig blev blæst væk.
Hun var ikke klar over hvor de skulle hen, men inden hun spurgte til det , var der lige en ting mere..." Samuel...har i også ham?"

Så snart de var landet, ville Millicent der efterhånden lignede en fisk med allergisk reaktion af al det tuderi,
Hun turde næsten ikke håbe ,selv da vingeslag fyldte luften over dem.
Først havde hun skældt Egor ud, da han var ved at mase bilen.
" Forsigtig ..,jeg er dødelig!" Havde hun gispet, men ikke været istand til at blive nysgerrig på forhindringer foran dem.
Hun vidste det var Stephens 'team' der kom for at hjælpe, da fjer og vinger var overalt, men Millicent ønskede ikke hjælp. Hvorfor var de her og ikke i huset?
Millicent så dem gribe Egor og forsvinde, og da Jess landede blev hun både rigtig glad , men også helt speeded. " Det store hus...han er i Egors hus" fik hun sagt, før Jess allerede havde vendt bilen omkring og kørte som et sega spil derud af.

Millicents hjerte led frygtelig overlast , det dunrede simpelthen der ud af .
Hun gjore som hun fik instrukser på, og da Stephen kom til syne sortnede det igen for hendes blik, men ingen andre kunne vide det, da hun stadig stod op. Om end knæene var meget svage i det.
Millicent fløj ind i hans favn og mumlede.." Kom væk Stephen....skynd dig væk" hun var sikker på Egor eller nogen af de andre ville dukke op, ud afd et blå...stærkere og i flertal og male det hele sort igen.
Så da hun igen måtte slippe ham, og så ham flyve væk, var hun lettet.
Hun lukkede sine øjne da hendes kommende svoger samlede hende op, og tog hende med på flyveturen.
Millicent puttede sig ind til ham, af skræk og rædsel over hele den her aften.
" Tak." ..." Tak for i kom " hun tudede igen. Selv deroppe i luften, hvor de hurtig blev blæst væk.
Hun var ikke klar over hvor de skulle hen, men inden hun spurgte til det , var der lige en ting mere..." Samuel...har i også ham?"

Så snart de var landet ville Millicent , der efterhånden lignede en fisk med allergisk reaktion af alle de tåre, slippe sit greb i piloten, og begynde spørge løs efter Stephen.

Det var ikke på nogle måde sjovt at flyve hen over landet, fra ende til ende, når man ikke havde den ringeste idé om hvad op og ned var. Kun fordi Stephen havde sin søster foran sig, kunne han finde hoved og hale på det hele, mens han ivrigt baskede med vingerne for at komme hjem. Ned og få jord under fødderne, for han var mildt sagt lidt bange for at drætte om.
Først da de første spinkle stråler viste sig i horisonten kunne de se byen og først da morgentrafikken var begyndt, kunne Stephen atter lande. Det var tiltrængt, for da han lande gav hans ben efter og trætheden væltede ind. Næsten lettet over at slippe for svimmelheden, omfavnede han mørket.
Efter at være landet, blev Millicent sat ned. Turen havde også været udmattende for hendes faretøj, men han blev stående på bene og kunne med hjælp fra sin partner få Stephen båret ind. Der var datteren, foran tv'et med Samuel liggende ved siden af. Hans brune øjne var store som rundetårnet og stirrede stift på tv'et foran.

Da Millicent så børnene i sofaen skyllede lettelsen igennem hende.
Samuel var sikker! Hun havde lige omtanke nok til først at hilse kærligt på Stephens lille niece og lade en hånd glide ned af hendes silkebløde hår. Men så var det også Samuel der stak af med opmærksomheden.
Millicent satte sig foran ham og skærmene for tv'et hvor en gammel western var på.
Hun betragtede Hvordan de store brune øjne kom til live , da de fokuserede på hende og hun samlede ham op og hviskede overstrømmende kærlige ord til barnet og kyssede løs.

Millicent ville ikke skræmme ham ved at holde fast krampagtigt i ham.
Hun ville opfører sig normalt og vise at der ikke var fare på færde. At han var sikker. Så hun lod de to børn sidde, efter at have skiftet over til disneys askepot , på det store tv.
Så forlod hun dem med et " Jeg er straks tilbage unger " .

Nu hvor Millicent havde sikret sig Sam ikke havde lidt last , ville hun finde Stephen.
Hendes ben exede lidt efter begivenhederne og den lange flyvetur. Hun behøvede dog ikke søge længe , for Stephen var i et værelse to døre længere væk. På en sofa. Millicent kneb øjnene. Sammen for at fremtvinge hans aura så klar som det lid sig gøre. Hun kunne se han var udmattet Og svag ,men intet livstruende , intet hvile og mad ikke kunne kurerer.
Hun myldrede over til ham ... Satte sig på sofaens kant og begyndte nusse han kind og kæbe. Begyndte lege med hans hår og kysse hans læber en eller to gange.
" Stephen ? ... Skat ? Kan du høre mig ?" Talte hun lavt.
Årh hun ville så gerne have en lille stund med ham. Tale lidt - se han var ok... Mærke ham... Og så .. Så skulle hun nok lade ham hvile.
" jeg elsker dig!!!....Hvad i al verden var dog alt det om ? "

Hvis han virkelig havde ville, kunne Stephen sikkert have åbnet øjne, men det havde han ikke så han greb blot fat i Millicents hånd og trak hende ned til sig - eller forsøgte. "Det var ikke om så meget." Mumlede han efter lidt tid, hvor han havde brugt et par minutter på at tænke.
Selvom det havde været en slem oplevelse, kom det på en eller anden måde ikke som en overraskelse. De levede i en verden med vampyrer og onde skabninger. Det betød at sådanne ting ville ske, selvom Stephens familie havde været heldige ikke at opleve det så meget. Havde de ikke eksisteret, ville han ikke selv have eksisteret og været modvægt. Balance. Det var en vigtig del af det hele.
"Jeg elsker også dig Millicent."

Hun blev helt glad inden i dag hans hånd bevægede sig og hun kunne mærke hvad Stephen ønskede.
Millicent skød en hvid pil efter det fact at de ikke var alene i huset , og lod sig hale ned , så hun lå på sin venstre side , hos Stephen.
Det højre ben lagde hun hen over han , let bøjet og med sin venstre arm som hovedpude kom den højre over brystet på Stephen, så hun. Lå helt tæt med ham.
" Ikke så meget ? Det var forfærdeligt " hviskede hun vemodigt mod hans læber der lige nu var det mest vidunderlige i hele verdenen.
Millicent lukkede den lille afstand mellem dem og kyssede ham.
Blidt ... Kærligt ... Sensuelt da hendes trang efter ham skinnede så klart igennem .
Mellem de kys hun gav ham fik hun også mumlet " der er en del som vi må tale igennem .. Kan man måske lægge nogle planer eller lave aftaler i de situationer ?" Fiskede hun ud i luften. Det ville blive svært.

Hendes hånd gled om i nakke på Stephen og begyndte at lege med hans mørke hår. Det var blødt og kraftigt og kildede hver gang hun lod det glide omkring en finger.
Hun vidste han var træt og udmattet. Men hun behøvede være tæt på ham.

En lav latter kom fra Stephen. "Hvordan havde du tænkt dig det?" Han havde selv meget svært ved at se hvordan det skulle kunne ske. At lave planer om at blive overfaldet, for at man så kunne slippe godt fra det. Han håbede ikke han var den eneste der syntes det lød mærkeligt.
"Jamen fortæl hvad du har i tankerne, selvom jeg ikke tror det hjælper så meget. Må jeg ærligt indrømme." Mens Millicent snakkede, ville Stephen rykke lidt rundt på dem, så de lå med front ind imod hinanden. Han havde stadig lukket øjne, men kunne nu nå hendes læber langt lettere.
Det gjorde han hvis han mente hun havde snakket længe nok. Så måtte hun fortsætte bagefter.

Millicents ord var ikke gennemtænkte.
Hun gled over i en bekymret mine, alene ved tanken om at noget som dette skulle ...kunne...ske igen.
" Jeg ved det ikke helt....det kom som et chok det her " tilstod hun.Millicent havde ikke de år på bagen Stephen havde, og hun havde ikke haft vished om den mere alternative verden så længe. Ofte fortrængte hun At Stephen var engel, for hun tænkte jo bare på ham som en mand.
" ...men du ville have jeg skulle gå...jeg ville ikke forlade dig...måske nogle rammer omkring de ting? Du ved vel jeg vil gøre alt for dig?" Hviskede hun og smilede af de små bumb han fik givet hende , da han rykkede rundt på dem.
Millicent rykkede sig helt tæt på.Det hjalp hende fra at falde ned , men hun var også helt okay med at ligge så hun kunne mærke hans krop. Den føltes stadig stærk og hård, hvilke gav hende en dejlig følelse af håb og tryghed. Også selv om hun vidste han sikkert ikke have et sildebens kræfter tilbage i sig .
" Stephen....kendte du ham....Egor ? Hvor er han nu..,hvad gør de ved ham?" Spurgte hun og strøg ham med flad hånd fra hans nakken og langsomt ned af ryggen.