Life sucks(Azreal)

T: Midnat
S: En klam gyde
V: Mega koldt!
O: NÆSTEN ingen mennesker på gaden
P: Profil billed

Aften var ovre og det var nu blevet nat, det var bidende koldt så man nærmest havde det varmt, Lynie sad i en gyde med intet andet end en sort tynd læder kjole med meget korte ærmer, hullede leggins og ødelagte stiletter, hælen var brækket af på den ene og den anden gav vabler, hendes sorte hår var helt filtret og ikke særlig pænt. Lynie gav et lille nys fra sig inden fra gyden så det gav genlyd, hun var ved at blive alvorlig syg da hun ikke kunne passe ordentligt på sig selv da hun boede på gaden. Hun kiggede op på himlen, den stjerne klare himmel, ingen skyer var til at spotte, månen lyste himlen flot op på sin helt egen mørke måde, det gav ikke meget lys og gadelamperne som var på gaden var for længst slukket så der var intet lys. Hullerne i hendes bukser afslørede masser af blodigt hud, hendes ben var slidt op, det var de blevet her på det seneste, hun sov så meget på gaden og nå hun sov på jorden som hun gjorde for det meste og vendte sig hele tiden mens hun sov blev hendes ben mere og mere slidte, derfor var hun bange for at falde i søvn hun ville ikke have at hendes ben skulle være mere blodige end de allerede var, og det tiltræk jo ogs massere af væsner som hun helst ikke ville have selvskab af.

Azreal havde for længst lukket værkstedet ned og forladt overfladen. Men i aften var han ikke blevet under jorden til butikken skulle åbnes på ny som han plejede. Han havde de sidste par uger arbejdet på nogle nye våben, men de krævede at blive testet. Det ville ikke være en god ide at bruge det på kunderne, og de fleste af de ting han lavede var dybt ulovlige.
Nu stod han og kiggede på en gyde. Han havde set hende på gaden og med det samme kunne se hun var hjemløs. Beklædningen og udtrykket i øjnene. Han havde fuldt hende på afstand for at sikre sig at han havde ret. Det sidste han havde set til den mørkhårede pige var da hun forsvandt ind i gyden og ikke var kommet ud endnu. Han kunne bruge hende.
Han begyndte med lydløse skridt at gå ind i gyden. Han vidste at det var et sats, men en pige som hende havde næppe mange venner eller familie. I hvert fald ikke i nærheden. Der ville gå længe før hun blev meldt savnet og til den tid havde han kunne slette alle spor.

Et nys kom fra Lynie igen, hun snøftede og tørrede sig under næsen men et højt og kvælende host afbrød hende hun blev nød til at holde sig for munden og da hun kiggede i sin hånd lå der noget blod i, "shit" sagde hun lidt kvalt og tørrede det af i jorden. Hun havde ikke lagt mærke til fyren som havde fulgt hende hele tiden og var på vej hen til hende, hun var optaget af noget andet, at holde sig vågen, hun pillede lidt ved hendes blodige ben og ømmede sig, hendes ansigt fortræk sig i smerte da hun rørte det og hun pev lidt ind imellem, hun måtte bare have noget af det blod væk, hun kunne ikke lide at se på det. Hun sukkede tungt og dybt og lige så stille som hun lovet sig selv ikke at gøre faldt hun stille i søvn for hver vejrtrækning der gik sank hun længere og længere ind, men en vejrtrækning fra at falde i søvn vågnede hun med et sæt og rystede på hovedet "ikke falde i søvn" sagde hun stille til sig selv og sukkede

Azreal fik øje på pigen. Det var længe siden han havde set levende væsen i så dårlig stand. Han så at hun blundede, men desværre vågnede hun hurtigt igen. Han fiskede en flaske med chloroform op fra sin lomme og kom det på et af de viskestykker han normalt brugte når han arbejdede.
Han havde lagt en illusion over sig. Hvis man så ham, ville øjet blive snydt til at tro han var menneske. Hans hud ville have en mere menneskelig farve og ørene ville være runde. Han lilla øjne ville også se mere blå ud. Forhåbentlig var det ligegyldigt med illusionen, han regnede med at være hurtigere end hun kunne reagere.
Han satte af fra jorden og landede foran hende, satte kluden for hendes mund og pressede til.

Hun fik et chok da noget sprang foran hende, en fyr... hun nåede ikke at gøre at skrige eller løbe væk før fyren kom en klud for hendes mund, hun prøvede at skubbe ham væk ved at skubbe ham ved skulderen men det hjalp ikke, tåre begyndte at løbe ned af hendes bløde kolde kinder, hun blev slap og hendes øjne lukkede langsomt i, hun sank til jorden med hånden på hans skulder som langsomt slap hans skulder og gled ned til jorden som hendes kolde krop

Azreal holdt kluden for hendes mund og så på hende imens hun forsøgte at gøre modstand. Det var til ingen nytte, ”kampen” var kort og hun blev slap foran ham. Han løftede hende fra jorden og så lidt undersøgende på hende. Hun var ikke meget mere end et barn, stadig teenager. I et enkelt spring, sprang han fra jorden og landede på taget. Det ville være idioti at gå med en bevidstløs pige på åben gade. Hurtigt begyndte han at springe fra tag til tag til han nåede sit eget værksted, hvor han havde sørget for man kunne komme ind fra oven. Han åbnede lemmen og sprang ned, stadig med Lynie sikkert i sin favn. Han låste op til baglokalet og så på hende.. Han lagde hende på sit arbejdsbord (efter at have flyttet en masse papirer, våben og skruer). Han lod hende ligge ned og lagde en af sine trøjer under hendes hoved som en pude og en anden over hende som et tæppe. Så bandt han hende fast.

Lynie sov det hele igennem, hun lagde ikke mærke til noget af det han gjorde ved hende.
Hun vågnede lidt efter han havde bundet hende fast til hans arbejdsbord, hun prøvede at tage sig til hovedet men da han prøvede at løfte hånden var den bundet fast, hun kiggede ned af sig selv og fandt sig på et bord bundet fast med en trøje under sit hoved og over sig, hun prøvede at komme fri og begyndte at gå i panik, hun vred sig voldsomt og peb ynkeligt

”Du er vågen” konstaterede Areal der havde stået og kigget på hende. ”Det gik hurtigt.” han gik rundt om bordet og sikrede sig at rebene sad som de skulle. Han havde løftet illusionen. Der var alligevel ingen grund til at skjule det for mennesket, hun ville ikke komme ud derfra i live. Han stoppede op foran hende og smilede venligt ”hvordan har du det? Omtoget? Har du ondt nogle steder?”

Hun kiggede op på en person... nej det var ikke en person... det var et væsen, hendes blik fulgte ham mens han gik rundt om bordet hun lå bundet fast på. Hun så ham i øjne da han stoppede foran hende smilende, hun kiggede ned af sig selv, hun havde ondt i benene "benene" sagde hun stille, hvorfor fortalte hun egentlig det, hvorfor pokker lå hun her, hvem var hende, hun vred sig stadig og prøvede at komme fri fra rebene som bandt hende fast til bordet "hva vil du med mig" peb hun og kiggede på ham

Azreal så ned på hendes ben og kunne godt se problemet. ”Det kan jeg se..” sagde han og spekulerede kort på hvad mennesket mon havde foretaget sig for at komme til at se sådan ud. Det lignede de var blevet skrabet, men det virkede lidt mere ekstremt end bare at være faldet.
”Jeg skal bruge dig” sagde han og så ned på hende. ”Det bliver ikke en smertefri oplevelse, men det burde ikke slå dig ihjel. Det er ikke personligt, du er bare oplagt til opgaven”

Hun kiggede ned af sig selv igen og prøvede hele tiden at kommd fri fra rebene, hun vred sine håndled hele tiden, men det hjalp ikke på det hun var bundet godt fast.
Bruge hende... Til hvad dog, hun kiggede spørgende på ham, hun forstod det ikke helt, ikke smertefri, oplagt til opgaven, ej nu blev det for meget, hun vred sig på bordet hun ville ikke være bundet fast til et bord, hun kiggede op på ham, "hvad for en opgave og hvorfor er jeg oplagt til opgaven" spurgte hun imens hun vred sig og prøvede at komme fri

”Jeg skal have testet nogle nye opfindelser” svarede Azreal og åbnede en skuffe ”mine våben er ikke designet til at dræbe, men det skal jeg jo sikre mig at de ikke gør. Ellers får jeg nogle meget vrede kunder. Og du er oplagt fordi..” han stoppede op og så på hende ”fordi der mest sandsynligt ikke er nogen der vil melde dig savnet”

Våben han skulle havde testet våben... Åh han ville teste dem på hende, hun gik i panik hun sparkede til bordet, vred sig voldsomt, nej han skulle ikke få lov til at teste våben på hende det kunne han godt glemme, hun stoppede pludselig op og kiggede op på ham med tåre i øjne, ingen ville melde hende savnet... Nej fordi ingen elslede hende, hun vende hovedet væk fra ham for ikke at vise at hun faktisk græd, han havde jo ret ingen vilde melde hende savnet vis han dræbte hende, ingen

Azreal vidste han havde såret menneskepigen. Sandheden kunne være det der gjorde mest ondt i verden, det var derfor han altid gemte sig bag en mur af løgne. ”Hvad er dit navn?” spurgte han og gik hen til en ny skuffe. Han trak noget der lignede en strømpistol op af den og tjekkede batteriet. Han trykkede let på knappen og blå gnistrer kom fra den. Han bevægede sig tilbage til bordet.

Hun kiggede forvirret på ham da han spurgte efter hendes navn, "øhm" hun vidste ikke hva hun skulle svare men det kunne da ike være så svært bare hendes navn, Carolyn... eller Lynie "Øhm... Carolyn... Lynie" hun faldt lidt over ordene, hendes blik fulgte ham da han gik over til endnu en skuffe, hun kiggede på det han trak op... det lignede.. en strømpistol, hvad skulle han bruge den til, hun kiggede skræmt på ham da han kom tilbage til bordet

”Lynie” gentog Azreal og så på hendes arm. Han fandt en klud og tørrede hende lidt midt på armen. Det var helt tydeligt at der skulle gøres noget der. Det lignede den samme forberedelse en læge gjorde sig inden han tog en blodprøve. ”Det er sødt, kælenavn for Carolyn?” spurgte han og indstillede hvor mange styrken på strømpistolen ”hvem gav dig det?”

Hun betragtede ham mens han tørrede hendes arm med en klud, hvad skulle han, hun vred den arm han tørrede og kiggede bange op på ham, hun ville ikke hvad end han skulle til, dog svarede hun ham på det spørgsmål han stilte hende, "Ja" sagde hun stille og kiggede op på ham "Min familie gav mig det" sagde hun trist og kiggede væk fra ham

Han så ikke på hendes ansigt imens han arbejdede. ”Hvad skete der med dem?” spurgte han og så på sine papirer en sidste gang. Det var vigtigt han ikke brugte for meget strøm, så ville hun dø.. Hvis han beregninger var rigtige ville hun kun føle et svagt smertestød og så ville hendes krop ellers blive lammet. Men hvis ikke han beregninger var rigtige..

Hun rystede på hovedet, minder dukkede op inde i hendes hoved, hele den episode, "de blev slået ihjel.. af vampyrer" sagde hun stille og kiggede stadig væk, "slip mig nu løs" peb hun mens hun prøvede at vride sig væk, hun ville ikke være der mere, han spurgte for meget, han spurgte om alt for mange personlige ting

”Vampyrer, de er også farlige” sagde han og så på hende ”hvornår har du sidst sovet? Svar mig ærligt, dette her kommer til at påvirke hvor meget styrke den skal være på. Hvis jeg fejlbedømmer det kunne det slå dig ihjel. Det ville være uheldigt for os begge”

Hun kiggede forvirret op på ham, hørte denne mand slet ikke efter, hun ville væk han skulle slippe hende fri, "øhm... for en uge siden tror jeg" svarede hun hans spørgsmål, det var dog utroligt, hun besvarede hans spørgsmål selvom hun ville væk fra ham, hun bed ikke mærke i det med at hun kunne blive slået ihjel hun var alt for optaget af at slippe fri for alt dette

Han så forundret på hende. ”En uge? Pigebarn er du rigtigt klog” spurgte han og så på strømpistolen. ”Det kan jeg ikke arbejde med.. du bliver nød til at sove først” sagde han og slukkede i middelårtidigt for den.

Hun så på ham, en uge var ingen ting for hende, hun havde holdt sig vågen meget længere end det, en gade var ikke til at sove på, hun kiggede op på ham da han sagde hun blev nød til at sove, da ikke her på bordet... vel? "på bordet" spurgte hun nysgerrigt

Han så på bordet. ”Kan du ikke sove på bordet?” spurgte han og overvejede hvad andet han havde. Der var selvfølgelig den sofa en selv brugte en gang imellem når det blev rigtigt sent her oppe. Det kunne vel ikke skade at placere hende mere blødt ”jeg har en sofa”

Om hun ikke kunne sove på et bord, det var som at sove på jorden, lige så hårdt og koldt, hun rystede på hovedet, "nej" sagde hun stille. Hun nikkede ivrigt da han sagde han havde en sofa, en sofa var dejlig blød det ville hun sagtens kunne sove på, hun havde sovet ret meget nede i den kælder Lukas havde givet hende lov til at låne, Lukas! hun havde helt glemt Lukas, men det var vel ligemeget nu... han bekymrede sig sikkert heller ikke meget om hende, så tætte var det heller ikke