Life sucks(Azreal)

”Hvis du prøver på nogen så får du et stød selvom jeg ikke ved om din krop kan holde til det” sagde han og tændte strømpistolen. Så gik han i gang med at løsne hendes reb.. da han var blevet færdig vidste han hende over til en grøn, falmet sofa der stod i hjørnet.

Hun nikkede, selvom hun ville få stød overvejede hun det nøje at flygte, hun betragtede ham mens han løsnede hendes reb og der efter vidste hende hen til en sofa, den var grøn og falmet, hendes tanker gik tilbage til kælderen, hun smilede let men rystede tanken væk, vis hun skulle planlægge at flygte så var det nu, hun vende sig om mod ham og kiggede lidt på ham inden hun med en hurtigt bevægelse løb uden om ham, døren... hun skulle finde døren hun kunne ikke finde døren, hun kiggede hurtigt rundt men holde sig hele tiden langt fra ham, hun vidste dette ville få konsekvenser, alvorlige konsekvenser

Azreal drejede omkring og løb efter hende. Uden at tænke aktiverede han sin magi der gjorde ham hurtigere. Han greb ud efter hende arm.

Hun løb bare forvirret rundt i håb om at finde den dør men da han greb hendes arm og fik fat i den var hendes håb væk, hun kiggede skræmt op på ham og prøvede at vride sig ud af hans greb om hendes arm "slip mig" hun tog om hans håndled og prøvede at skubbe hans hånd væk, hun ville tilbage til den trykke gade, det som hun kaldte hjem, "lad mig gå.." sagde hun med en bange stemme

Azreal lyttede ikke til hendes bønner, i stedet pegede han strømpistolen og lagde den på hendes arm ”jeg trykker hvis ikke du opfører dig ordentligt. Når jeg er færdig med mine tests kan du får lov at gå” sagde han roligt. Selvfølgelig kunne han ikke lade hende gå bagefter, men det var der ingen grund til at hun vidste,

Hun rystede ivrigt på hovedet da han lagde strømpistolen mod hendes arm, hun kiggede bange op på ham og slap sit greb om hans håndled med det samme, opføre sig ordentligt... hun kunne prøve, "lader du mig så gå når du er færdig" hun var ikke helt sikker på han talte sandheden med at han ville lade hende gå efter hans test på hende, hun havde på fornemmelsen at hun nok ikke kom til at se gaderne igen

”Selvfølgelig, jeg har ingen anden interesse i at have dig her” sagde han ”og hvis alt går som det skal, så slår mine test dig slet ikke ihjel” imens han talte begyndte han at føre hende hen imod sofaen igen ”læg du dig nu ned, du kunne også bruge noget søvn. Det sted du sad da jeg fandt dig..” han rystede lidt på hovedet "se på den positive side"

Hun troede stadig ikke helt på ham, hun havde bare på fornemmelsen at dette ikke ville gå godt, men hun måtte se tiden an, hun fulgte med ham hen til sofaen og satte sig ned, hun kiggede op på ham og nikkede, hun vidste godt hvad han mente det sted hun sad da han fandt hende var ikke lige frem et sted man kunne sove, hun lagde sig ned på sofaen og lagde sig til rette, *gad vide om hans sover* tænkte hun, for vis han sov ville det give hende en flugt mulighed mere

Azreal fandt rebene frem igen. Der skulle ikke tages nogen chancer. Han bandt først hendes hænder sammen, men foran så hun kunne ligge nogenlunde behageligt. Han bandt også hendes fødder sammen, men var meget omhyggelig med ikke at røre benene. Til slut bandt han et reb om selve hende til sofaen og så på hende. "Du burde kunne sove sådan" sagde han og så det lidt an. Han endte også med at hente hende den pude og det tæppe han selv brugte når han sov der.

Hun satte sig halvt op da han begyndte at binde hende med rebene igen, først hendes hænder foran sig så hendes ben og så selve hende til sofaen, hun måede lige at ligge sig ned inden han havde bundet hende fast til sofaen, "det... Er ikke særlig behageligt" sagde hun stille, men mon ikke hun kunne sove sådan, hun prøvede at ligge sig lidt til rette og lagde sig så til at sove, men ikke helt, hun rævsov faktisk bare, hun holde øje med ham

Azreal betragtede pigen foran sig. Han skulle have taget en der ikke så så hjælpeløs ud, en mand havde været bedre. Det var der ikke noget at gøre ved nu.. han så på klokken. Det kunne ikke nytte noget at lade hende være her hele natten uden at holde øje med hende. Han måtte selv blive og da hans sofa nu var optaget måtte han så nøjes med bordet. Han lagde sig til rette og foldede noget tøj som en pude under sit hoved.

Hun kiggede hen på ham da han lagde sig på bordet, af en eller anden grund fik hun dårlig samvittighed over at hun på en eller anden måde havde taget hans sofa eller han givet hende lov til at sove i den men stadig det var hans, hun sukkede tungt, men han havde taget hende til fange og han ville teste sine våben på hende så hvorfor skulle hun havde dårlig samvittighed over at tage hans sofa, hun vende sig om selvom det var lidt svært, hun kiggede ind mod sofaen og gav endnu et suk fra sig inden hun lukkede øjne i og sov

Azreal åbnede øjnene og så på hende da hun bevægede sig. Hun vendte sig bare. Han lukkede øjnene og lå og lyttede noget tid. Han var ikke helt sikker på at sove hvis hun skulle slippe fri.. og så var det lidt svært at falde i søvn. Han lå ikke så godt. Efter en halv times tid begyndte hans tanker at flyve til fremmede lande, krige og familieskænderier. Søvnen havde trukket ham ned under overfladen og han forsvandt ned i en drømmeverden. Han sov.

Lynie lå og vende sig utallige gange igennem natten, hun kunne ikke finde ro der var så mange tanker og et maridt som kørte i ring igen og igen.

Lynie gik ned af en lang mørk gang med fakler som fulgte hende og lavede lys, hvert skridt hun gik lød en svag knirken, hun var i et stort mørkt hus, et hus der kunne minde om hendes dengang hun var lille men dog, det var alt for mørkt som om det var en skygge version af hendes hus, hun gik ind i noget som lignede stuen, der var blod... Blod over det hele, noget hvilede på hendes skuldet hun vende sig om og en høj ung fyr med kniv skarbe tænder stod foran hende og med et sad tænderne i hendes hals..

Lynie vågnede med et set efter maridet og gav et lavt skrig fra sig i det hun vågnede, hun prøvede at løfte sig men hun var bundet fast til... Sofaen? Hun var tilbage, "kun en drøm" sagde hun beroligende til sig selv, hun kiggede omkring og fik øje på ham, han lå på bordet, alt var som det skulle eller ikke som det skulle men hun var ikke i det uhyggelige hus mere. Hun sov ikke mere den nat hun blev oppe og kiggede på ham

Azreal var vågnet lidt da han hørte et skrig. Han havde ligget stille og ventet.. og det var gået op for ham at det måtte være kommet fra menneskepigen. Måske havde det været et skrig i frustration.. da hun ikke virkede til at gøre andet faldt han i søvn igen og vågnede tidligt klokken 06:00 om morgenen. Han satte sig og, strakte kroppen og så ned på bordet. Det havde ikke været så behageligt.

Hun betragtede ham da han vågnede og satte sig op, hun havde ingen anelse om hvad klokken var men den kunne ikke være mange, hun vred sig lidt for at løsne rebene lidt selvom det var umuligt, hun havde ikke sovet meget, hun havde næsten været vågen hele natten men hun var ikke træt

Azreal gabte og så på hende. "Du er vågen" sagde han, og man kunne høre at han var overrasket. Han sprang op og stå, betragtede hende lidt. "Hvordan har du ligget?" spurgte han og gik over til et skab. Han åbnede det. For den position Lynie lå i, ville man kunne ane den kaffemaskine som han tog ud af skabet og hjørnet af kaffeposen som hurtigt fulgte efter. "Drikker du kaffe?" spurgte han og fandt et par plastikkopper frem.

Hun kiggede på ham og nikkede, hun havde været vågen længe før ham, hun trak lidt på skulderne, hun havde ligget bedre end hun plejede, "Tjo... Det er da bedre end at ligge på gaden" sagde hun og smilede svagt, hun kiggede hen mod ham og så han tog en slags maskine ud af et skab hun vidste bare ikke hvad den skulle bruges til, kaffe? "øh... Jeg ved ikke helt hvad det er" sagde hun tøvende "smager det godt" spurgte hun så

"Det er lidt bittert" svarede Azreal og så undrene på hende "det er ellers en normal menneskedrik, har du aldrig hørt om det?" spurgte han og så om han havde noget sukker. Hvis Lynie ikke havde smagt det før, kunne hun sikkert ikke lide det rent.

Hun nikkede, bittert... Adr! Hun smilede svagt til ham og rystede på hovedet, "nej... Man drikker mest vand og hvad der er i barene på diskotekerne" hun trak på skulderen, det kunne da godt være hun havde hørt om det da hun var mindre men det var i den grad glemt da hun lukkede alle minder ude fra sin barndom

"Massere af alkohol, det kan ikke være sikkert" han smilede til hende "du må blive fuld hvis du drikker den slags hele tiden." han konstaterede at han ikke havde andet hun kunne drikke. Og han var desuden ved at blive sulten. Han tog nøglerne til værkstedet "nu ingen numre mens jeg er væk, er der noget du ikke spiser?"

Hun nikkede og smilede til ham, sagen var at hun hele tiden drak det og ja hun blev fuld, meget endda, det var derfor hun kom ud for så mange ulykker, "mine ulykker sker ikke af sig selv" sagde hun og smilede til ham, dog svagt. Hun rystede på hovedet af begge ting, "Nej nej, og nej der er ikke nogen ting jeg ikke spiser" man var ikke så kræsen når man boede på gaden

”Godt så” svarede Azreal. ”Så vi jeg gå ud og handle. Jeg er tilbage snart, der burde ikke gå mere end en halv times tid.” han låste op til baglokalet hvor de befandt sig og låste så igen efter sig. Nu var Lynie alene i rummet. Så tog han ud og handlede ind. Han var som han havde fortalt væk i en halv time.

Hun rystede på hovedet, nej hun ville ikke efterlades i dette rum... Hun rystede ivrigt på hovedet imens han gik hen til døren låste den op, gik ud og lige da han gik ud... "Nej du kan ikke efterlade mig her" peb hun, men han låste døren efter sig og havde tydeligvis ikke hørt det hun havde sagt, "og han gik..." hun var nu helt alene tilbage, som hun plejede, hun kiggede lidt rundt mens hun lå i sofaen bundet

En halv times tid efter hørtes der igen nøgler i låsen og døren gik op. Azreal kom ind med et par indkøbsposer og han så over på hende. ”Du er her endnu” sagde han lettet. Han satte sig ved siden af hende på en stol. ”Er du mere frisk her til morgen?” spurgte han og tog en juice og noget brød fra bageren op af posen.