.... - Azreal

sted: bloody moon, trappen ned til den underjordiske by
omgiveler: ingen andre ved selve trappen
tid: 23:00

Sabrina sank en klump og kiggede på trappen, hendes plan virkede ikke helt så god nu, som den havde tidligere. Hun trak hætten længere ned over ansigtet og håbede den ansigtsmaling hun havde købt duede til noget. På hendes skulder sad en ugle, den skulle være hendes øjne i mørket, først havde den ikke været meget for det, men da hun havde lovet den masser af mad, både før og efter turen, havde den indvilliget alligevel.
Hun gik hen til lugen, som førte ned til trappen, som førte til sortelvernes by, hun havde ikke været så bange i lang tid, men hun blev nødt til at gøre det. Med bankende hjerte begyndte hun at bevæge sig ned ad trappen. Lågen lukkede sig efter hende, og det blev mørkt, mørkere end hun nogensinde før havde oplevet. Uglen tuede misfornøjet, selv om den havde et fantastisk nattesyn, var her også lidt for mørkt til den. Hun klatrede til hun mærkede klippe under sine fødder, så begyndte hun forsigtigt at gå, hun holdt hovedet bøjet og lyttede opmærksomt til uglens beskrivelse af omgivelserne, eller det af dem den kunne se. Der var ikke nogen sortelvere, i hvert fald ikke lige her, så hun begyndte at bevæge sig i den retning hun regnede med byen var i, uglen bekræftede dette, ved at fortælle om de lyde den kunne høre.

En vagt patruljerede området rundt om byen. Ikke fordi der kom folk ned der ikke måtte være der, men jobbet skulle stadig klares. Han tog notits af en ung kvinde der bevægede sig mod byen. Det var der jo intet unormalt i. Han stoppede undrende op da han fik øje på uglen på kvindens skulder. En ugle? Under jorden?
Han begyndte at gå over imod hende, nu hvor han lagde mærke til det virkede hun også utrolig usikker på benene. ”Holdt” sagde han med klar og myndig stemme, på sortelvisk, ”Hvem er De?”

Sabrina stoppede forskrækket op, nogen havde sagt noget på et sprog hun ikke forstod, uglen tuede advarende. Hun forsøgte at kigge sig omkring, men der ar alt for mørkt til at hun kunne se noget. Hun prøvede at huske hvor stemmen kom fra, og satte så i løb i den modsatte retning.

”Hov! Stop!” råbte han og løb hurtigt efter hende. Han havde bestemt en fordel i at kunne se. Han trak hurtigt sit sværd og i et spring fik han fat i kvindens arm. Han trak hende hårdt i sin retning, og skubbede hende ned på jorden.

Hun forsøgte at kæmpe imod, slog og sparkede efter manden, som holdt hende nede. Uglen fløj, da hun blev fanget, men holdt sig i nærheden.

Vagten fik fat i hendes arm og holdt dem over hendes hoved.. han fjernede hendes hætte og så på hendes ansigt.. rørte ved malingen der smittede af på hans handske.. ”en elver” sagde han overrasket. ”En elver bevæger sig her ned? Uden at kunne se?” han begyndte at grine og spurgte på menneskesprog ”er du faret vild elverpak?”

Hun vred sig, forsøgte at komme fri og spyttede efter ham, men svarede ikke på hans spørgsmål. Hun forsøgte at se, om hun kunne få fat på kniven i sin lomme.

Azreal var på vej hjem efter en lang dag på værkstedet. Den rødhårede kvinde var kommet for sent og det havde sat hele hans tidsplan i kludder. Han bevægede sig roligt mod byen da han fik øje på en af vagterne, han kunne kende ham på uniformen, der lå ovenpå en ung kvinde.

Vagten trak sin kniv og så ned på Sabrina. ”Sælges ellers slås ihjel” sagde han for sig selv og lagde kniven for hendes strube ”eller hvad vi nu ellers kan finde på?” han talte stadig menneskesprog.

Azreal rynkede brynene. Det måtte være en elverpige.. her nede? Det var jo det rene selvmord. Han så på vagten.. usmageligt, med en elver? Og så på arbejdet.. der måtte være en lov for den slags. Da han nærmede sig, han var begyndt at bevæge sig lydløst for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, genkendte han kvinden igennem laget af.. maling?

Sabrina spyttede igen på ham, og vred sig noget mere, hun forsøgte at sparke ud efter ham.

Vagten blev vred da spytklatten ramte ham i ansigtet. Han bandede på sit ejer sprog og trykkede kniven truende mod hendes hals ”det skulle du ikke have gjort” snerrede han og åbnede bæltet i sine bukser.

Azreal var kommet om bag ham.. uden et ord lagde han hånden for mandens mund og dolkede ham hårdt i ryggen.

Sabrina så skræmt i den retning vagten var, hun fortrød inderligt sin plan om at tage herned alene. Hun vred sig for at komme væk, og mærkede at noget ved vagten ændrede sig.

Der hørtes en dæmpet lyd i protest og så forsvandt vagtens vægt fra hende og hans greb var fjernet fra hende hænder. Lyden af dolk der bliver folket gennem et bryst (hvis det da kan høres?) lød og Azreal så på den døde sortelver. Sikke noget rod.

Sabrina kiggede ud i mørket og forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Hun overvejede, om hun kunne komme væk, men besluttede sig for at det var bedst at blive liggende lidt. Hun fandt dog sin kniv frem.

”…” Azreal så på Sabrina. Han sukkede. Hun var altså fundet der ned alligevel og nu havde hun ’en kniv’ til beskyttelse.. hvis man kunne kalde den det. ”Du burde ikke fortsætte her ned” sagde han alvorligt ”der kommer kun flere, du har været meget heldig. Hvem er dum nok til at gå her ned uden at kunne besejre bare en fjende? Du ved godt at vi ser lige så godt her nede som du gør der oppe?”

Hun drejede overraskede hovedet i retning af stemmen, den lød bekendt ... Hun rejste sig usikkert op, " ... tak" mumlede hun, "det har jeg opdaget ..."

"Det var godt.. kan du finde vejen ud her fra?" spurgte han og så på kniven i hendes hånd.

Hun tuede svagt, og uglen fløj ned på hendes skulder, fra et klippe stykke den havde siddet på. Hun nikkede, "det tror jeg godt ..." sagde hun lidt usikkert.

"..." Azreal sukkede lidt og så på uglen "du tog en fugl med her ned? Det er jo ikke noget der skriger fremmed.." sagde han og satte kniven tilbage i bæltet.

"Han kan vise vej" sagde hun og blev mere sikker på det var en stemme hun kendte, kunne det være ham sortelveren hun havde fanget?

"Måske. Men den tager også opmærksomhed" sagde han "der er ingen fugle her nede.. generelt er det mere en elverting det med dyrene"

"Det gør det vel også at gå ind i folk ..." sagde hun, hun var ret sikker på at fuglen var en bedre løsning end at være blind, "jeg kunne jo ikke så godt tage en lomme lygte med". Hun blinkede med øjnene og kneb dem sammen, men hun kunne stadig ikke se noget.

Azreal kom til at le. Tanken om en forvildet elverpige med et dårligt kostume der gik med en tændt lommelygte og fik alles opmærksomhed. Han smilede lidt af hende "kom, lad mig få dig op her fra"

Hun tøvede lidt, "... hvorfor hjælper du mig?" spurgte hun mistroisk, det var ikke ligefrem fordi de var venner.

"Jeg ved det ikke" svarede Azreal ærligt "følg mig, din ugle kan vel guide ikke?" spurgte han og begyndte at gå imod udgangen.

Uglen tuede og fløj fra hendes skulder efter ham, hun begyndte at gå efter, uglens tuden fortalte hende i hvilken retning hun skulle gå.