Brug for nye kræfter - Sabrina og Azreal

Tid: 01:00
Sted: En hytte i Deep Reef
Vejr:… vand, vand og mere vand
Omgivelser: … ditto^

Det havde været en urolig aften. For første gang i tohundrede år havde Draziw atter sat sine ben på landjorden. Fornemmelsen af at trække luft ned i lungerne og med nattehimmelen så nær at man var fristet til at række hånden op og røre den. Men han var også blevet gammel. Han vidste at en sådan tur ville tage forfærdeligt på hans kræfter, og det for var det vigtigt han gjorde det rigtigt denne gang.
Han trak hætten over hovedet og støttede sig til sin stok. Så traskede han af sted i håb om at de gamle skrifter havde haft ret. Han var ikke længere vant med at læse stjernerne, så de ville ikke være ham til hjælp. Han stoppede op da det føltes rigtigt, stillede sig ind i en gyde hvor han ikke kunne ses. Der fik han øje på dem, gående ved siden af hinanden og i en samtale. Det var godt, han ærgrede sig ved tanken om at de aldrig havde overvejet to der allerede kendte hinanden. Men, han måtte huske sig selv på at uden fejl ville der ikke være nogen læring.
Han satte efter dem i et raskt tempo, skønt den gamle ryg ikke bifaldede hans noble forsøg. Sortelveren stoppede op og kastede et blik tilbage på ham. Det var tydeligt at han var på vagt, men nu var han allerede tæt nok på.
”Jeg befaler jer, i de gamle og de nye guders navn, følg mig!” råbte han og slog hårdt sin stav mod jorden. Der havde været et lysglimt, to skrig i natten og så havde verden opslugt dem alle tre.

Nu sad han i en lænestol og betragtede de sovende elvere. Bekymret for deres reaktion når de vågnede, men han havde ikke fortrudt sin handling. Den bedste måde at sikre sig samarbejde, var ved at love dem frihed.
Skønt de var under vand, lå huset her i en sikker luftboble hvor begge elverne var både tørre og kunne trække vejret.

Sabrina rørte lidt på sig og slog søvnigt øjnene op, så kiggede hun sig forvirret rundt og blinkede et par gange, hvor var hun? det sidste hun huskede var at hende og Azreal var gået ned ad en gade, måske det havde været en drøm? men hun var ikke i Azreals værksted. Hun satte sig op og kiggede sig omkring, fik øje på den gamle mand. "hvem er du?" spurgte hun forvirret, "og hvor er jeg", hun bemærkede nu, at Azreal også var der, så havde det nok ikke været en drøm, "... vi henne?"

Azreal rørte lidt på sig, og mærkede hvordan en bekendt stemme trak ham op af søvnen. Han åbnede øjnene og så sig lidt omkring.. det lignede ikke hans værksted. Han blinkede et par gange og så op på Sabrina, skulle til at svare at han ikke anede hvor de befandt sig, da det gik op for ham at de ikke var ham der blev talt til. Han fulgte hendes blik hen på den gamle mand, og satte sig op.. ”hvad i alverden..?”

Draziw betragtede den unge elverkvinde der var ved at komme til bevidsthed. Da hun så på ham, smilede han mildt tilbage og lagde en hånd om sin stav. Den var brun, med en lædersnor og fjer bundet om toppen. Fjer han havde hentet fra menneskenes verden i gule, røde og blå farver.

”Godmorgen unge ven” sagde han og nikkede til Sabrina ”og til dig” hans øjne faldt kort på Azreal og søgte så Sabrinas igen. ”I er i mit hus, langt fra noget sted I betragter som hjem. Bliv ikke bange, jeg ønsker jer intet ondt. Jeg har kaldt jer til mig, fordi jeg mangler hjælp. En hjælp der desværre ikke er nem og skaffe, og som jeg håber I to er de rigtige til at klare.”

Sabrina kiggede sig undersøgende omkring og prøvede at regne ud, hvor de befandt sig, så kiggede hun over på Azreal og smilede lettet, "er du ok?" spurgte hun ham, en anelse bekymret, godt nok havde hun det fint, men det var svært at vide om han havde taget skade. Hun vendte derefter hovedet mod den gamle mand, han virkede flink, men samtidig forlangte han noget af dem, "...hvad er det du skal bruge hjælp til?".

"Jeg har ikke ondt.. men jeg er godt nok lidt forvirret" mumlede Azreal og så sig omkring i den lille hytte. Det lignede bestemt ikke noget inde fra storbyen.. men hvor langt kunne en gammel mand have transporteret dem? Næppe ud af byen.. og så kom han i tanke om lysglimtet og sukkede. Når der var magi indblandet kunne de være hvor som helst.

Draziw sad lidt og betragtede dem begge. Han så meget fornøjet ud, og smilede tilfreds til Sabrina. Han rejste sig fra stolen og gik med usikre skridt hen og åbnede en skuffe. Han fandt en gammelt udseende bog frem og satte sig tilbage i stolen. "Hvad ved I om havfolket?" spurgte han og smilede hemmelighedsfuldt, imens hans slog op på første side.

Sabrina smilede lettet, det var godt Azreal ikke var kommet til skade, "jeg er også ret forvirret" sagde hun og fulgte hans blik rundt.
Sabrina smilede usikkert til den gamle mand, han virkede flink, "øh ... havfolket?" spurgte hun forvirret, det var ikke noget hun nogensinde havde hørt om, hun kiggede spørgende over på Azreal, "er det noget du har hørt om?" spurgte hun.

"Havfolk.." mumlede Azreal og havde da hørt noget. Der var selvfølgelig de menneskelige myter om havfruer, som man vidst mente stammede fra liderlige sømænd der havde ville have sex med de fisk de sejlede forbi. "Tjo.. der er nogle myter om.. men ikke noget sandt tror jeg?"

Draziw smilede fornøjet og rystede lidt på hovedet. "Ja, vi er glemt på overfladen. Men det er nu også et valg vi selv har taget. Hvis vi ønskede kontakt.. nå lad det nu ligge. I har altså ikke hørt om havfolket. Jeg kan oplyse jer om at I i dette øjeblik befinder jer på bunden af havet, i havfolkets største by Deep Reef" fortalte han.

Sabrina så chokeret på ham, og kiggede sig så omkring igen, "... under havet?" spurgte hun usikkert og lidt skræmt ved tanken, det gjorde hende dårligt tilpas at tænke på de store vandmasser over dem, og at de hvert øjeblik kunne styrte ned og kvase eller drukne dem. Hun rykkede lidt nærmere Azreal.

Azreal lagde hånden på Sabrinas og så også op. Bluffede den gamle? Hvis de var under vandet, hvorfor var der så ingen vand her inde? Han skævede imod døren.. vandet ville rive dem fra hinanden hvis de åbnede den? Der var ingen beviser for at han talte sandt, måske var han bare ude på at skræmme dem lidt først. Havfolk var myter skabt af mennesker.

Draziw klukkede lidt og smilede igen fornøjet. ”I et lige dem vi har ledt efter” sagde han og så indgående på dem ”sig mig engang.. er I elskende?” spurgte han så.

Sabrina rødmede og så irriteret på ham, "nej" sagde hun bestemt og kiggede så væk, det var de ikke.

Azreal så på Sabrina, der tog ordene ud af munden på ham. "Overhoved ikke" understregnede han og slap hendes hånd.

Draziw klukkede igen og nikkede "javel ja, jeg håber ikke jeg fornærmede jer" sagde han og bladrede i bogen "det er bare ikke ofte man ser sortelvere og elvere vise hengivenhed og bekymring for hinanden. De få tilfælde jeg har kendt til, der har det været kærlighed der brød de sociale normer."

hun sukkede svagt, det var sikketr rigtigt nok, "... nej, det gjorde du ikke" sagde hun og kiggede lidt undersøgende på Azreal for at se om han var enig. "... hvorfor ved du egentligt så meget om vores racer, når vi ikke ved noget om din?" spurgt hun så.

Azreal havde kigget lidt på Sabrina. Hun havde rødmet, emnet gjorde hende flov? Han kunne ikke lade være med at smile, det var da en fordel ved hun ikke havde sort hud. Man burde kunne se den slags på alle kvinder. Så lyttede han ellers interesseret med.

Draziw så på dem. "Grunden til vi ved meget og jer, og I intet ved om os er fordi I har glemt os" sagde han og rystede bedrøvet på hovedet "og fordi vi har gemt os. Hvad I måske ikke kan se, specielt ikke på en gammel mand som jeg, hvor ørerne er så runde som et menneskes, så stammer havfolket fra elverfolket" han smilede svagt "og jeg mener elverfolket, fra før I gik som forskellig race."

Sabrina så forbløffet på ham, "før vi gik som forskellige racer?" spurgte hun nysgerrigt, det havde hun ikke hørt noget om før, "har vi været en race?".

Azreal så undrene på den gamle mand. Han sagde en masse forvirrende ting.. og han brød sig ikke om det. Han havde lyst til at rykke sig nærmere Sabrina, men dels ville det kunne misfortolkes som den gamle mand gjorde før, og dels ville han ikke have Sabrina vidste han var ba-utilpas.

"Engang var begge elverfolk under samme race" sagde han og smilede "det var før den store krig.. men da den store krig brød ud, var der nogle elvere der valgte at trække sig tilbage. De gemte sig fra skov og land, endte med at søge imod vandet hvor ingen anden elver før havde sat benene." Han bladrede en gang i bogen og så på siderne "vi udviklede os derfra.. vores gener er blevet for forskellige fra elvernes, vi kan ikke længere få børn sammen, med hverken elver eller menneske"

Sabrina nikkede, dybt fasineret, det var ikke en historie hun nogensinde havde hørt før, "og det er så jer, havfolket?" spurgte hun, selvom hun var ret sikker på svaret. Hun skævede over mod Azreal, for at se, hvad han syntes om historien.

Azreal så forvirret ud. Det gav jo ingen mening, de lignede overhoved ikke hinanden.. og hvis det var sandt, hvorfor havde de så aldrig hørt om det før nu? Det hjalp ikke at Sabrina så ud til at tro det gamle fjols.

"Ja, det er så os" svarede han Sabrina "lige nu befinder vi os som sagt dybt under havet. Mit hus her er i en luftboble. Det er mest for jeres skyld, men også for at vi kan have ting der ikke tåler vand. Vi selv er efterhånden designet til livet her nede. Vi kan trække vejret under vandet, og så bliver vi udstyret med en hale istedet for ben når vores krop kommer i kontakt med væske"