På natclub i byen - Sabrina

Tid: 21:00
Sted: Bloody moon
Vejr: Kølig vinteraften
Omgivelser: Fulde mennesker, folk på stoffer og underlige forhandlinger.

Azreal stod oppe ved baren. Han holdt hele tiden øje med de folk der gik forbi ham, og han selv havde lagt sit slår der ville skabe en illusion for øjet der så det. Han ville ikke fremstå som sortelver, men menneske. ”En øl” sagde han til bartenderen, der nikkede og fyldte op i et stort glas. Han stillede det ved siden af Azreal der nysgerrigt så rundt.
Han forsøgte at genkende noget magisk blandt menneskene. Han havde allerede set en ung mand, der godt kunne have elverblod i årene.. men det var et gæt, måske var det bare en pæn menneskemand. Han havde også set noget han var sikker på var en dæmon!.. men det viste sig bare at være en utrolig grim mand..

Sabrine gik ind på The Bloddy moon, hun havde været her før, men brød sig ikke rigtigt om det, for mange fremmede, fulde mennesker. i Dag var hun her dog i et ærinde, hun havde forfulgt sortelvermekanikeren herind, hun havde hørt, at der skulle være noget specielt ved hans sted, og efter at have undersøgt det nærmere, viste det sig at det var ejet af en sortelver. Hun havde købt et billigt pulver, som efter sigende skulle kunne bedøve folk midlertidigt.

Sabrine gik forsigtigt gennem menneskemængden og op mod baren, hun havde en slidt, hvid trøje på, slidte bukser med et laset tæppe viklet om som en slags nederdel og dybe rande under øjnene, på mange punkter skilte hun sig ikke ud fra de fattige narkomaner, som sad i hjørnerne af stedet.

Da hun nærmede sig baren og sit mål, fandt hun posen frem, og gjorde sig de største anstrengelser for ikke at live opdaget.

Man skulle have troet han i sin higen efter magi og magiske væsner havde fået øje på Sabrina. Men han var et ”vanemenneske” der ledte efter nogle der var klædt i smukke klæder. For ham var folk der gik sølle klædt ikke værd at se an, for sandsynligheden for at de rummede mere end hvad man kunne se var næsten ikke eksisterende. Han havde derfor sit blik på alle kvinder i smukke kjoler og overså den lusede elverpige der ellers ville have faldet i øjnene med sin slående skønhed.

Sabrine puttede noget af pulveret i hans drink, mens han kiggede den anden vej. Hun betragtede ham ud af øjenkrogen mens hun ventede på, at han skulle drikke sin drink. Det var underligt, hvor normal han så ud ... som han stod der, kunne han have været et hvilket som helst menneske, der var næsten ingen tegn på den morderiske natur, som måtte gemme sig bag facaden.

Azreal rakte ud efter sin drik og tog en tår. Han så ned på den med væmmelse.. menneskeøl smagte hæsligt i forhold til det han var van til. Han så sig omkring.. ville ikke virke som om han ikke kunne drikke og bundede derfor resten.
Han rejste sig op og bevægede sig over imod et af de ledige borde, da rummet pludselig begyndte at dreje rundt, gulvet forsvandt under ham og han var pludselig træt..

Sabrina rejste sig, lidt efter sortelveren gjorde hun skyndte sig efter ham, så hun var ved siden af ham, da han begyndte at vakle, planen virkede indtil videre. hun havde ellers været noget usikker på om det hvide pulver ville gøre, som hun var blevet lovet. Hun bøjede sig ned og hev fat i hans arm, "kom" sagde hun og forsøgte at lyde overbevisende og beroligende på en gang, "jeg følger dig hjem". Hun forsøgte at hive ham op fra gulvet og lægge hans arm over sin skulder.

”Du ved ikke hvor jeg bor..” mumlede Azreal og var meget forvirret. Han støttede sig til den unge pige og gulvet kom tilbage. Han fik rejst sig op, men havde svært ved at fokusere og havde også svært ved at se. Alt virkede sløret.. det gik op for ham at menneskeøl måtte være utroligt stærkt.

Sabrine begyndte at gå med sortelveren mod døren, "bare rolig, en af dine venner har fortalt det" mumlede hun mens de gik. Hun fokuserede på ikke at tabe ham, og ikke at støde ind i nogen, som kunne komplicere turen tilbage til den forladte bygning.

Azreal følte mistanken banke på, men han havde simpelthen for svært ved at holde fast i en sammenhængende tanke. Hans hovedet var fyldt med mange tanker og til sidst koncentrerede han sig bare om kvindens tempo og forsøgte at følge med uden at falde.

Sabrine slæbte ham hen til et forfaldent pakhus, hvor hun boede fortide. Hun gik om bag ved, der lå affald og rodede og en dør var blokeret med rådne brædder, indtil nu, havde det lille hul der vi i forvejen været nok, men nu skulle der mere til. Hun satte sortelveren op ad muren, og sparkede de rådne brædder væk, så gik hun hen og fik ham op at stå igen.

Azreal gjorde inden modstand, især ikke da kvinden endelig lod til at ville standse. Han sank taknemmeligt ned på jorden og lænede sig op af muren.

Hun fik ham, med lidt besvær, op at stå igen, så gik hun gennem den nu frie dør og ind i den forladte bygninge, hun fandt en søjle, som hun satte sortelveren op ad, så bandt hun stramt hans hænder sammen bag søjlen, og satte sig til at vente på, at pulverets virkning, ville aftage.

Han sad og dinglede i en halv times tid. Så begyndte verden at blive normal, hans syn blev skarpt og lokalet holdt op med at dreje. Han løftede hovedet og så på kvinden foran ham, en elver. "Huh?!" han ville have rejst sig og trukket sit våben, som han i forvirringen havde glemt han ikke havde med, men rebene holdt ham på plads. Han så ned på sine hænder og vred dem, begyndte at huske hvad der var sket.

Sabrine trak vejret dybt og forberedte sig mentalt, hun skulle forhøre en sortelver. Hun så på ham og fandt sin lille lommekniv frem, "ok" sagde hun og trak vejret dybt igen, "Jeg har bragt dig herhen, så du kan svare på nogle spørgsmål, hvis du svare" hun tøvede lidt og så på kniven hun havde i hånden, ".. så gør jeg dig ikke noget".

Azreal så på elverkvinden.. og så på kniven i hendes hånd. Det var en lille ting, og han ville bestemt ikke have været bange, hvis ikke han havde været gjort ukampdygtig. Så spyttede han på jorden, ikke langt fra hendes fødder ”og hvis jeg ikke kan svare?”

Hun trådte et skridt baglæns da han spyttede, det skræmte hende at være så tæt på en sortelver, og så oven i købet en der var så fjendtlig. Hun sank og trak vejret dybt for at berolige sig selv, "hvis du ikke kan svare ... så får du lov at gå" sagde hun og kiggede mistroisk på ham.

"... ok så, spørg" sagde Azreal og så forbeholdent på hende. Det var helt tydeligt han ikke brød sig om sin situation eller om at skulle svare hende på noget som helst.

"ok .." hun tøvede, hvordan skulle hun spørge? Hun kunne ikke bare spørge ham, om han havde set hendes familie, han kendte dem ikke, og det ville ikke sige ham noget. Hun stod lidt, for at finde de rigtige ord "... for nogle uger siden blev en mindre elverby oppe mod nord ødelagt af din slags " hun stoppede kort op og samlede sig, "... hvad skete der med indbyggerne?".

"Det ved jeg ikke" svarede Azreal bare med et blankt ansigtsudtryk.

Hun så mistroisk på ham, "Er du sikker?" spurgte hun og betragtede ham indgående, hvordan kunne hun vide om han fortalte sandheden?

"Ja, jeg er helt sikker" svarede Azreal "jeg har ikke hørt noget om nogle elvere her på det sidste. Sidste gang jeg hørte noget var et par år siden, beklager.. jeg kan ikke hjælpe dig" da han sagde det sidste, så han ud som om han faktisk gerne ville have hjulpet hende.

Hun kneb øjnene sammen, "jeg er ikke sikker på jeg tror på dig ..." sagde hun, alle vidste at sortelvere var løgnagtige og ikke til at stole på.

"Hvordan kan jeg bevise at jeg taler sandt?" spurgte han og så helt fortabt ud "du tror mig vel næppe på mit ord? Jeg sværger! Hvis jeg lyver, lad da død og lidelser regne ned over min familie. Las pesten tage både min elskede mor og godhjertede søster. Lad min slægts navn blive spottet, hvis jeg Azreal Shadowstep ikke fortæller sandheden. Jeg har ikke hørt et ord om den elverklan du omtaler"

Hun så overraskede på ham, men så kneb hun igen øjnene sammen og fnøs, "jeg er ikke sikker på, at jeg tror på du har en godhjertet søster, og din slags bekymre sig vel ikke engang om familie ..." hun så undersøgende på ham, hvordan kunne hun finde ud af, hvad han vidste. Hun ville helst ikke for tæt på ham, "du kan blive her, og tænke over, om du ved noget, imens spiser jeg" sagde hun og gik et par meter væk, til en bylt på gulvet med noget toastbrød i.

"Hvis det kan bevise min uskyld" svarede han og så ned i jorden. Imens begyndte han højt nok til at det kunne høres, men lavt nok til det helt tydeligt ikke var til hende at bede for sin families helbred og bede guderne om forladelse for sine synder.