På natclub i byen - Sabrina

Hun skævede over til ham, "det der virker ikke ..." sagde hun, dog lidt usikker, "jeg er godt klar over, at folk af din slags er onde" fortsatte hun og skulede til ham.

"Du kan ikke dømme et helt folk, på et enkelt individs handlinger" sagde han og løftede blikket. Han så på hende "elverfolket har også dræbt mange fra mit folk. Min mormor blev dræbt i krig mod elvere, hun var krigsfange og blev tortureret længe for oplysninger før de slog hende ihjel og beholdte ørene som trofæ."

Hun fnøs, "ja, det kan du sagtens sige, jeg har kun set beviser på det modsatte at sortelvere er onde, og hvis i falder i krig, skulle i nok ikke have startet den" Hun tog en bid af sin toast, han irriterede hende meget, og hun ville gerne af med ham igen så hurtigt som muligt, "har du fundet ud af, om du ved noget?".

Azreal smilede svagt "du ved ikke hvem der startede krigen" sagde han og hvilede hovedet mod muren "ja, jeg ved intet. Jeg har endda overvejet om jeg skulle have glemt noget. Der var en sag med en elver for en uges tid siden.. men det var en privat slave, ikke noget med en hær"

Hun sendte ham et meget irriteret blik, "det var højst sandsynligt jer" hun spiste noget mere toast, "og hvilket bevis har jeg for at du ikke lyver? du kunne bare sige du ikke vidste det" hun så mistroisk på ham.

"Ja, men hvordan skal jeg bevise det?" spurgte han og så på hende "jeg er bundet til en pæl, jeg fortæller sandheden, der er ikke rigtigt så meget mere jeg kan gøre"

Hun rystede svagt på hovedet og spiste noget mere toast, "... jeg tror ikke på dig" sagde hun så, hun tøvede og tænkte lidt, "du får lov at sidde, til du har besluttet dig for at svare ærligt" sagde hun.

"... så burde jeg have lov at stå nu" svarede han bare og så op i loftet.

Hun rystede på hovedet, "nej" sagde hun, og gav sig til at læse i en bog, "bare sig til, hvis du vil fortælle noget, så kan det også være du kan få lidt toast" tilføjede hun.

".. ellers tak" sagde han og så på hendes toastbrød "det ser ikke mættende ud og så smager det forøvrigt grimt"

Hun ignorerede ham og læste videre.

Han så sig lidt omkring. Efterhånden som tiden gik begyndte han at finde på små underlige ting at lave.. tælle murstenen fx.

Hun læste videre, der var efterhånden gået en halv time.

Han sad bare roligt og en halv time var ingen tid for ham. Nogle gange sad han i timevis for sig selv og tænkte.

Sabrina lagde bogen væk, og lagde sig til at småsove.

Efter et par timer lukkede han øjnene og begyndte selv at sove lidt.

Sabrine vågnede og så at han sov, så gik hun over og skubede til ham, med lidt held ville mangel af søvn gøre ham mere snaksagelig.

Han vågnede og gabte lidt.. han så op på hende.

Hun så på ham, "ved du stadig ikke noget?" spurgte hun, efter at være gået et par skridt væk.

"Nej" svarede han og rettede sig lidt op "ikke mere end jeg allerede har fortalt"

Hun sukkede, det virkede til at blive mere besværgeligt end hun havde regnet med, eller også vidste han virkelig ikke noget. Det kunne nok ikke skade at lade ham sidde lidt længere, "ok, så må du blive siddende" sagde hun og gik tilbage til sin bog.

Han nikkede og sad og betragtede hende imens hun læste. Han havde faktisk aldrig set en elver så tæt og og så rolig. Hun var køn, på sin egen elveragtige måde, pænere end mennesker i hvert fald.

Hun læste mere, en halv time til.

Efterhånden som tiden gik begyndte det at tage på kræfterne at holde illusionen igang. Han lod den forsvinde.. der var alligevel ingen grund til den nu, hun kendte hans sande skikkelse. Måske ville hun være mere villig til at slippe ham fri når han lignede et menneske.. de var jo menneskeelskere alle sammen, men han tvivlede.

Sabrina så op, da noget ved den bundne sortelver ændrede sig, hun så straks hvad det var, han havde ikke længere nogen illusion over sig. Hun kiggede væk igen, der var noget skræmmende over den sorte hud og det hvide hår, det skabte en kontrast hun ikke brød sig om. Hun gav sig til at læse videre, hun blev nødt til at samle sig lidt, før hun snakkede med ham igen.