På natclub i byen - Sabrina

Hun kneb øjnene sammen, "jeg tror ikke på, at du hverken har set eller hørt noget" sagde hun vredt, "men hvis du ikke vil sige mere, så kan du blive siddende der til du dør" sagde hun frustreret, "jeg ligger mig til at sove, i morgen høre jeg, om du har skiftet mening" sagde hun og gik over til den del af rummet, som hun sov i. Det var en bunke tæpper smidt i et hjørne, nogen af dem så forholdsvis nye ud, og andre var mere gamle og slidte.

"..." Azreal sad og så ind i væggen og ventede på hun faldt i søvn.

Sabrina lagde sig ned og faldt i søvn.

Så snart hendes åndedræt lød som om hun sov, forsøgte han at slide sig fri. Han så rundt i lokalet efter hvad som helst der var skarpt eller kunne være ham til hjælp.

Der var ikke noget inden for rækkevidde, og rebene var bundet stramt. Sabrina sov.

Azreal sukkede tungt og lukkede øjnene. Han kunne lige så godt få noget søvn. Selvom han sad dårligt faldt han i søvn inde for de første 10 minutter.

Sabrine sov til næste morgen.

Det samme gjorde Azreal.

Sabrina vågnede og strakte sig, hun så sig om, og blev først overraskede over at se sortelveren, men så huskede hun, hvad der var sket dagen før. Hun fandt de sidste skiver toastbrød frem, og begyndte at spise dem, mens hun betragtede den bundne sortelver.

Han sov tungt i siddende stilling.

Hun fik spist toastbrøddet og rejste sig, så gik hun forsigtigt tættere på ham.

Han sov.

Hun kiggede indgående på ham, overvejede om hun skulle vække ham, men besluttede at lade vær. I stedet gik hun om bag ham, og sikrede sig at rebene var ordentligt bundet.

Han vågnede da der blev rørt ved rebene. Han ømmede sig lydløst.. hans krop brokkede sig efter den meget ubehagelige stilling den havde måtte sidde stille i så længe.

Hun så forskrækket på ham, da han pludselig bevægede sig, så rømmede hun sig svagt, "jeg bliver nødt til at gå, men jeg kommer tilbage senere, du kan blive her imens" sagde hun, hun manglede penge og mad.

"..." Azreal så på hende "du spiser toastbrød" konstaterede han.

Hun kiggede på ham, "ja, og hvad så?" spurgte hun forsvarsberedt.

".. jeg har nogle penge i min pung" sagde han og så på hende "du kunne jo købe noget mad.. eventuelt også lidt til mig så jeg ikke dør"

Hun så undrende på ham, "hvorfor vil du give mig penge?" spurgte hun og så mistroisk på ham.

"Som du hørte, jeg håber du vil være godhjertet nok til at give mig noget mad tilgengæld. Desuden kommer jeg aldrig fri hvis du dør af sult fordi du spiste pap istedet for mad" sagde han.

Hun så stadig mistroisk på ham, men gik så over til ham og fandt hans pung frem, hun var godt nok ikke helt tryg ved tanken om at skulle så tæt på ham.

"Der er et hemmeligt rum til menneskepenge, dem i det normale er sortelverpenge" sagde han og forklare kort hvordan pungen skulle åbnes.

Hun nikkede og fandt rummet med penge, hun tog pengene og lagde pungen tilbage, så begyndte hun at gå.

Han så efter hende "..."

Hun gik ud og købte mad.