Life on the Road - Millicent

"Det er ikke altid man kan gøre noget." Mumlede han og fiskede efter hendes ene hånd.
"Nej, ikke rigtig. Har hørt lidt om ham, men aldrig sådan rigtig kendt ham." Langsomt slog han øjne op og søgte efter Millicents. Bare lige for at se at de nu stadig var der. Hvor de ellers skulle være blevet af vidste han ikke, men det kunne jo være hun havde øjne lukket!
Uanset om øjne var lukket eller åbne, ville han læne sig ind og kysse hendes mund. "Men lad være med at bekymre dig om det. Overvej hellere hvad vores næste barn skal hedde, jeg vil gerne have et nyt - du ved, det forrige er gået af mode. Piger er toppen af poppen." Han sendte et stort smil til hende, før han så lukkede øjne igen.

Millicent var ikke færdigt med det emne, men de kunne da godt sideparkerer det, for en stund.
De kunne jo nok ikke ligge der forevigt, og det poppede op i hendes tanker om Nico og Jack var blevet orienteret om, at faren var drevet over og alle var i et helt stykke?
Ellers måtte de blive det om lidt.Hun ville unde sig selv en lille stund med Stephen.
Han undlod at svare på hvor og hvad der skete med Egor nu, men engle siden var vel de gode....så hun forventede ikke han led overlast. Mn selv Egor måtte parkeret lidt, for Stephen lænede sig ind og kyssed hende noget så dejligt.
Millicent lå og legede med begge hænder i hans hår og nakke , og nød følelsen af ham .Af at være tætte.
Så puffede Stephen hende mentalt ud af kurs....om end en dejlig en .

" Et barn mere ? " Millicent kiggede vantro på ham.
" De har helt klart taget for meget blod fra dig , skat " smilede hun og i Millicents øjne brændte en glød.
" baby piger er det nye sort , siger du.....oh oh....men hvis det bliver en dreng mere, der er jo ingen garantier " lød hun både klog og drillende.

Han var nu dejlig, sådan at snakke om børn, men Millicent tog det ikke så bokstavelig , men mere som det var hans måde at sige og vise at hele situationen også havde berørt ham og måske rystet ham.
Så havde man tit behov for at stramme de bånd man havde , uddybe kærligheden og den slags.

" Vi kan tale om det en anden dag " mumlede hun imens hun bed i hans underlæbe , en smule kælent, hvilke nok viste sig malplaceret oven på hele hans fangeskab.

" Men når du er kommet til hægterne er der jo ingen der forhindre os i at øve os, vel " Millicent puttede sig ind til hans bryst, og lukkede øjnene langsomt i.
Hun var lidt bange for at døse hen. Alarm klokkerne stod stadig strandbye...var i dvale...parat til at gå amok ved den mindste uregelmæssighed.

" Mmm.... Ved du om Jack og Nico har fået besked ? Ellers er J eg nok nød til at sms " sukkede hun , da det betød at hun skulle rejse sig og rive sig løs fra Stephens favn.

"Nej, men jeg tror mine forældre har fundet ud af det." Svarede han og rakte ud efter Millicent, for at få hende helt tæt på sig. "De finder nok på noget."
Han trak sig en smugle ud, for så at vippe Millicent om på ryggen, så han kunne bruge hendes skuldre som pude. Efter at have rodet lidt rundt, fik han fat på et tæppe og trak det op omkring dem. Hans arm lage sig under tæppet, omkring Millicents mave. Med et tilfreds suk faldt han i søvn, men ikke dybere end at han ville kunne mærke hvis Millicent ville forsøge at slippe væk. Det ville han ikke gå. Så ville han greb blive styrket.

Det var fint nok med Millicent. Sålænge drengene fik besked , var det udmærket.
Det var en rar og en tryg følelse, af have Stephen liggende sådan. Tyngden fra hans krop føltes godt, føltes som en påmindelse at han rent faktisk var der....var hos hende...og ikke fastspændt på en stol et sted.Tanken om at behandle ham sådan gjore hende rasende. Stephen havde da aldrig gjort en flue fortræd hele sit liv, derfor var hun om muligt mere oprørt.
Millicent blev ved at nusse rundt i Stephens hår...og der gik både en og to timer, hvor de lå og puttede, men så mente Millicent også at hun var nød til at tjekke op på Samuel.
Så hun ville snige sig ud af hans arme, også selv om grebet blev strammet.
Hun havde også et behov for at gå en runde og lige....tjekke...at alt var okay.
Den første hun fandt var Samuel. Han var puttet i en gæste seng, med puder stablet op omkring hans lille krop, så han ikke kunne trille ud. Millicent kyssede hans lille kind og var glad for nogen havde lagt ham til at sove rigtigt. Mon ikke det var Samuels farmor der havde sørget for sit barnebarn ?
Huset virkede stille, så Millicent gik ud i det store køkken og satte vand over til te.
Ved bordet i midten af rummet , satte hun sig tilrette med sin mobil. Hun skrev et par sms til Jack og Nico. Hun kunne umuligt falde i søvn .ikke oven på al det. Hun manglede også svar på hvad der var blevet af Egor. Måske kunne hun finde ud af det?
Med et nylavet røgdampende krus te, begyndte hun at vandre rundt i det store hus, for at finde een der måske kunne besvare hendes spørgsmål.

Efter at have opsnuset Millicent lavede te i køkkenet, kom David ind og hældte op til sig selv. Han duftede lidt til dampen, før han kiggede op på hende. "Jeg kender den ikke, hvad er det?" Han betragtede hende spørgende.
"Du ligner en der har noget på hjertet. Sig frem, jeg ved det jo allerede." Han trak på smilebåndet. "Jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt at få dig til at sige det, men det føltes mærkeligt når det kun er mig der snakker højt. Ligesom en énmands samtale."
Han nippede til sit krus og nikkede anerkende til smagen.

Millicent skubbede et krus over til David.
" chai te...har ikke smagt det før " smilede hun .
" jeg glemmer du har direkte udsyn til mine tanker " sagde hun og så lidt mere rangsagende på David.
Ville han mon dømme hende? Det så ikke sådsn ud.
" Jeg elsker ham...virkelig, med det ved du " sagde hun stille og pustede på dampen fra det store krus.
" jeg er ved at blive skør over hvordan vi kan forbygge sådan noget...jeg kan slet ikke forstå...hvorfor HAM? Egor sagde han have helbredt min...sygdom...og de kunne bruge Stephens evner, men ....at behandle ham sådan..." Hun så med et såret blik på David. Hun ville have gjort ALT for Stephen, parat til at dø for ham, og hun ville gøre det igen, blev det aktuelt.
" Hvor er Egor nu....h-hvad sker der med ham ?" Millicent var nysgerrig.
Kunne hun bygge en bro mellem dem, mægle....så var risikoen for det skete igen, måske minimeret fremover?

"Man kan ikke forebygge det, men man kan selvfølgelig gør Stephen lidt mere krigerrisk." David klukkede lavt ved sine egne ord. "Altså du ved jo allerede at han er meget rolig, hans temperament er næsten ikke eksisterende, men det er der!"
Han nippede lidt mere til teen og gik hen til et skab for at finde en krukke frem. "Hjemmebag, Jessica's lille hobby." Han rakte krukken frem til Millicent, for at lade hende smage.
"Det skal være Stephen fordi han er stærk. Det er langt fra alle engle der kan ordne så voldsomme sygdomme som han kan. Han kan endda bruge sin magi mens han er distraheret - men sysh, ikke noget med at sige det til ham. Jeg er en død mand i det tilfælde."
Selv tog David også en småkage, før han satte krukken på plads.
"Hvad angår Egor, så holder han lav profil for tiden, til jeg får bedre mulighed for at snakke med ham. I vil også være i sikkerhed indtil da."

" det lyder rigtigt...men jeg forstår ikke hvordan de kan vide al det om ham " sukkede hun.
" Jo..lad mig bar smage " Millicent snuppede en kokos kage med chokolade i bunden og nikkede anerkendend og tørrede chokolade væk fra mundvigen.
" Han skal ikke være krigeriske...du gode da...at han er så rolig er nok det eneste der har holdt ham i live nu" tænkte hun højt.
Millicent så David ind i øjnene, og der var ingen slinger i hendes stemme, da hun spurgte ligeud om at få et ønske opfyldt, et ønske han sikkert vidste alt om , inden det blev udtalt.
" Kan jeg se ham? Egor...må jeg tale med ham?"

"Hvad mener du med at det er det eneste der holder ham i live?" David kiggede overraskende og undrende imod Millicent, ikke helt med på hvad hun snakkede om.
David svarede ikke fluks på Millicents spørgsmål. Han stod og betragtede hende i tavshed, ganske kort, før han så nikkede en enkel gang. "Fint, men jeg ønsker at tage med. Ikke for din skyld, du vil nok ikke bryde dig om det, men for Stephens. Han ved jeg har magt over Egor nu - og hvis jeg tillader Egor at dræbe dig, så er Stephen ikke en mand der tager let på tingende." Et lille smil dukkede op på hans læber. "Du skulle have set første, og sidste, gang jeg kom til at lave kafferander på hans noder. Det er for mange år siden, men huset var lige ved at lette og siden den gang har jeg ikke måtte være i samme rum med hans noder, hvis jeg havde kaffe med."

Millicent så på David og trak på skuldrene. " Jeg mener bare at han forholder sig i ro , panikker ikke og holder hovedet klart....modsat mig. Måske de havde dræbt ham hvis han havde kæmpet imod ?" Forklarede hun hvilke tanker der lå bag.
" det er fint hvis du går med , jeg tror dog ikke Egor vil dræbe mig. Så var jeg nok død nu. Men selvfølgelig er kortene fordelt lidt anderledes nu, så hans planer kan være ændret. "

Hun lo stille ... " er det sandt ? Gjore han virkelig det - blev så vred ? Ved du hvad , så tror jeg at jeg er i større risiko med min klodsethed , min kat og mit barn i stephens lejlighed, det er kun et spørgsmål om tid før jeg laver det samme .., eller Samuel gylper på noget "
Millicent puffede stolen væk bag sig. " før mig til ham " hun var ivrig for at se om Egor stadig var parat til at forhandle lidt. Også selv om han ikke fik Millicent med sig nogen steder hen. Man nu var det så heller ikke HAM der styrede slagets gang mere. Det var Stephens side. Millicent der stadig var fest klædt efter at have siddet på den lille klub , lignede dog ikke længere en million. Hævelserne omkring øjnene var faldet , men stadig til at se. Og hendes hår var rodet.
Men det betød intet. Kun at dem hun elskede var sikkre. Og det var den sikkerhed hun førsøge værne om , ved at møde Egor.

David sukkede højlydt og næsten tragisk. "Godt, men to sekunder, jeg vil lige drikke færdig."
Efter nogle minutter, hvor han havde drukket med rekord fart satte han kruset i vasken og tog Millicent med sig. Han ledte hende til kælderen og viste hende frem til et rum der mest af alt lignede noget til opbevaring.
Med en hemmelig lem kom de ned under jorden og blev ført ned af en stengang, der blev oplyst af Davids lyskugler. De fortsatte til de kom til et klart lyst rum forenden, hvor der svævede kugler med utrolig skarpt lys. Væggene var helt glatte og umuligt at skære eller hakke i. I den modsatte ende af rummet var der et indhak. Det lavede en halvfemgraders vinkel, som så førte hen til bunden hvor der stod en enkel stol.
Egor sad med armene tænksomt foldet under hagen og med lukket øjne. Først da han fik gæster, slog han øjne op. Et smil voksede frem ved synet af Millicent. "Ahh, dejligt at se dig igen, er du kommet for at få mig ud?"

" Tak ... Så ser vi om jeg kan hjælpe skubbe tingene i en bedre retning. " smilede hun til David.
Hun så ham næsten drukne sig og kløjes , med sådan en fart fik han drukket ud.
Hun var spændt op mødet , men nok mere nervøs. Hvordan det Ville gå var ikke til at forudsige. Det var heldigt Stephen sov. Og alle andre end David og Milicent , for hun var ret sikker på Stephen ikke ville finde det her en skide vældig god ide.

" Har i også hannibal lecter hernede " sagde hun tørt , efterhånden som David ledte hende længere og længere ned gennem de lange gange.
Da de nærmede sig Egor og kun Davids lys lyste gangene op , greb hun kort fat i hans arm .." Nu lover du at blive ? Også for mig " peb hun lidt. Tanken on at være hernede med Egor alene , var ikke tiltrækkende - og slet ikke de lange mærke gange.

Endelig kom de til Sagens kerne, Egor.
Millicent trådte langsomt frem og hun fulgte nøje hans bevægelser.
Hun have det som hun forstyrrede en sovende vild tiger og nu skulle stå overfor den.
" Egor " hviskede hun sin hilsen.
Millicent stod rank , et par arms længder fra ham.
Hun rømmede sig og forsatte .." jeg har ikke den slags magt her " indrømmede hun stille.
Men hvis du tillader vil jeg gerne tale med dig ?" Fremførte hun sin bøn.
At lege hovski snovski nu , ville intet godt lede med sig. Hun var den der havde noget hun ville opnå. Noget Egor kunne give.
Hvad han ønskede var ikke noget Millicent kunne give ham , der stod ikke i hendes magt.
Så hun kunne lige så godt være en smule udmyg.

" Sidder du mageligt , eller skal jeg skaffe en ordenlig læne stol ?" Tilbød hun. Så meget kunne hun vel godkende?

" Egor ... Jeg ... Jeg er kommer for ar forsøge mægle mellem jer. Finde en løsning , en fredelig en. Om jeg Lan er en anden sag. Jeg skal havde din tilladelse og ... Deres ... Englenes... Og der er ingen garantier på udfaldet "
Kom der ærligt.

Egor havde ligefrem lyst til at grine, hvilke han også gjort lavt. "Nej, ellers tak, jeg sidder fint her." Han lage hoved på sned og betragtede hende. "Fortæl mig hvad du har på hjertet, selvfølgelig er det englebasserne der at boss her." En snert af irritation var kommet frem i hans stemme.
David havde lænet sig op af væggen, med armene over kors og selvom han holdte skarpt øje med Egor, sagde han ikke et ord men fulgte blot med i samtalen fra en passiv vinke.

Millicent nikkede.
Hun vidste fra Alias og Thomas at vampyrer ikke blev generer af de samme ting som mennesker , så måske var det ligegyldigt hvordan han sad.
Hans latter satte en rislen i nakken på Millicent , en der trillede videre ned af hendes ryg. Hun måtte ikke glemme at han var farlig.
" Jeg skal nok ... Fortælle dig det ... Men først vil jeg gerne vide om du... Er du ok ? Har du.. Blod .. Nok?" Sagde hun spagt.
Hun skulede mod David. Han skulle ikke blande sig i hvad hun lavede. Det var hende magtpåliggende at vise Egor hvad omsorg var. Hvad man kunne med omsorg og en smule empati med sine 'medmennesker'.
Hun rettede sine øjne mod Egor og håbede hendes tilbud ville få irritationen ud af hans stemme.
" ellers må du drikke af mig... Mit håndled " hviskede hun og nu rejste de små hår sig også på hende.
Hun var lidt 'kanyle skræk'.

Hvad mon kvinden var ude på? Egor overvejede det svære valg om hvad der var bedst at svare, hvad ville give det bedste resultat. Efter lang tids tænken, kom han frem til et svar. "Jeg har nok blod, men jeg har ikke fået noget at drikke i noget tid." Det måtte være en jævn mellemting, som hun forhåbentligt ville godtage for enten det ene eller det andet.
Tilbuddet kom tydeligvis bag på Egor. "Det vil jeg da meget gerne." Han begyndte at rejste sig og ville gå hen imod Millicent, men en massiv usynlig mur stoppede ham.
"Det vil jeg ikke tillade." Lød det direkte fra David, der havde flyttet sig blik imod Millicent.

Selv om det gippede i Millicent , da Egor kom på benene, blev hun stående uden at træde tilbage.
Skulle dette føre til noget positivt for dem alle, ville hun være nød til at tage nogle chancer, og dette var den første.
" Okay " gispede hun til Egor...men blev afbrudt af David, på samme tid Egor lignede en der stødte panden mod en mur....en der bare ikke kunne ses.
" David!" Hævede hun stemmen.
" Vil du ikke godt lade vær ...jeg BEHØVER egenlig ikke din tilladelse, du er ikke min forlovet...kun Stephen har den ret...men jeg beder dig alligevel....stol på mig....læs hans tanker" forslog hun og så tilbage på Egor og så igen David.
" vil han gøre mig fortræd ?" Spurgte hun stille David....og hvad end hans svar var, søgte hun det bekræftet hos Egor...." vil...du ? Jeg lader dig drikke af mig...på min egen opfordring....vil du gære mig fortræd eller standse før jeg bliver utilpas?" Bad hun om svar.
Utilpas var et vidt begreb, men lige nu betød det fysisk utilpas.
Psykisk var hun allerede ved at dø af skræk, men nu handlede det her også om Stephen ...om Samule...og om resten af englene, og endelig om hende selv også.

David pressede utilfreds læberne sammen. "Jeg ved ikke om han vil gøre det før han har bestemt sig for det, nu overvejer han hvordan det hele mon vil ende ud hvis han prøver." Forklarede han, mens han stadig holdte muren oppe.
Egor havde sat sig på sin stol endnu en gang og kiggede lidt på David og derefter Millicent. Han sagde ikke et ord, ventede bare på at han fik lov - eller ikke gjorde.
"Fint, men jeg brænder manden til aske på stedet, hvis han gør noget - og det vil du ikke kunne forhindre." Lød svaret endelig fra David, der fjernede muren og lignede en mindre tordensky.
Egor rejste sig op, denne gang en smugle mere forsigtigt. Han var ikke sikker på om muren nu også var væk,m men det syntes den. Derfor rejste han sig helt op og nærmede sig Millicent, mens han rakte ud efter hendes hånd. Han var tørstig.

Hun tøvede lidt ved Davids svar. Mon hun nu også var på rette spor her ? Lidt anklagende så hun på Egor. Han havde fandme bare at opfører sig pænt, hun var ALDRIG drukket af før, kun een enkelt gang af Alias. Det var under helt andre forhold...,og Alias havde været interesseret i Millicent, seksuelt...dengang....i et kort øjeblik....så hele den omgang var meget anderledes, end nu.
" Okay....aske. " medgav hun og advarede dermed også Egor.
Hun var sikker på at mange ældre vampyrer ikke ville sidde dansen over, hvis de grillede Egor totalt, men ....mon ikke han ville arte sig?
Hun rakte sin hånd ud mod ham, i strakt arm. Håndledet var vendt op, indbydende og hun have en let sitren i armen, da hun faktisk var nervøs.
Hun tvang tanker om Stephen og deres baby væk, nægtede at fokuserer på farer hun nu udsatte sig selv for. Et næsten bedende blik blev sendt til David.En stille bøn om at han skulle være på vagt....hun ønskede jo at leve!
Så rettede hun øjnene mod Egor der nærmede sig, og hendes hjerte begyndte at banke hårdt mod Millicents bryst. " Vær ...forsigtig....vil du ikke nok ?" Viskede hun til den høje vampyr.

Et smil listede sig op i mundvigen på Egor, der bukkede let for Millicent. "Selvfølgelig." Han tog varsomt imod hånden, mens hans hugtænder kom til syne og skulle til at bide sig fast i hendes arm, da man hørte David rømme sig højlydt med en skarp hentydning.
Egor brummede lavt, flyttede så sine tænder væk fra hovedpulsåren og bed til lidt længere oppe. Et sted der ikke fik blodet til at sprøjte ud af hende, ind i hans mund.
Præcist da han var sikker på Millicent ikke ville kunne holde sig på bene længere, hvis han fortsatte, slap han hende og slikkede sig om munden, der bar det samme smil. "Fantastisk. Må jeg gøre det en anden gang?"

Millicent stirrede som var hun forhekset , på Egor.
Hun kunne slet ikke få sit blik til at vige fra ham, og som et lam der blev ført til slagter bænken , var hun paralyseret og ganske stille. Hun fornemmede svagt Davids indblandet, og Egors svage reaktion, men hun havde ikke energi nok til at sætte sig ind i hvad det omhandlede.
Da hans tænder blev presset mod den spænstige lyse hud, gled hendes øjne i, som på kommando, og alverdens farver begyndte at flimrer rundt for hendes lukkede øjenlåg.
Om det altid var sådan at blive bidt, kunne hun jo ikke sige...eller om hende aura evne spillede ind, siden farveorgiet var så meget og så voldsomt. En døsig behagelig følelse begyndte at pakke hende ind,næsten som en dyne af falsk tryghed og hun hviskede hans navn..." Egor" lavt og søvnigt.
Det var der han standsede, og langsomt slog hun øjnene op. Hun fulgte hans tunge slikke en enkelt dråbe blod...hendes blod....væk...og hun tog sig til panden , imens hun så på ham.
" Igen? ....måske.....hvis der er en god grund" mumlede hun og bemærkede hende knæ som tanker var lidt tunge i det.
" Gør det noget jeg lige låner stolen ?" Hun var på vej for st sætte sig ned, imens hun rystede sit håndled lidt. Hun var en smule øm der hvor han havde bidt.
" Egor...har du ingen venner ? ...jeg mener...nogen du gør ting for uden at få noget igen, men bare fordi du gerne vil se dem havde det godt ? ... " spurgte hun stille og kiggede op mod ham.

"Nej, sæt dig endelig ned." Lød det venligt fra Egor, der ville hjælpe Millicent hen i stolen, blev det nødvendigt. David stod tavst som en statue og kiggede på at scenen udfolde sig for øjne af ham.
"Nej, det er ikke sådan vi leger. Folk er ikke spor venlige for tiden." Lød det beklageligt fra ham, mens han skævede imod David, der igen stod lænet op af væggen, med armene over kors. "Men måske vi to kunne blive venner?" Forslog han og kiggede spørgende på hende. Det ville ikke være så tosset.
"Det tror jeg ikke Stephen vil blive så glad for." Lød det lavt fra David, der kiggede imod Millicent.
"Jeg spurgte ikke dig!" Snerrede Egor tilbage og var lige ved at blotte tænder af ham. Der kom intet svar igen.
"Hvad siger du?" Egor vente sig imod Millicent igen. "Lær mig at være en god ven. Så kan jeg være der når alt andet går i stykker, præcist som du gerne vil have det. En perfekt udformet ven."

Kun hans arm brugte hun som støtte og slap så snart hun nåede stolen.
Hvordan nogen mennesker var faste blod doner forstod hun ikke de ville. Men flere var nærmest afhængige af vampyrens bid.
" Venner ?" Millicent så op på Egor og dernæst på David der lød som Egor havde sagt senge kammerater.
Millicent smilede til David , " jeg tror hellere han ville have Egor var min ven end min fjende ?" Stemmen var blid og imødekommende . Hun forstod Davids ord. Stephen ville slet ikke have hende nær vampyr , men nu VAR Egor altså i deres liv , og havde haft fat i Stephen, så de skulle vel skabe sikkerhed nu ? Det var det hun førsøge.
Hun så igen op til Egor og smilede træt .. " ser du .., der lige det ... Venskab kan man ikke aftale , der opstår af sig selv. Men tillid og det at man hjælper og er der for hinanden " forklarede hun.
" Jeg vil gerne lære dig det ..prøve at vise dig hvordan det føles , Hvis jeg kan .. Men .." Hendes blågrønne øjne fik et vagtsomt skær du hun spurgte " når HVAD går i stykker ? "
Millicent håbede ikke han mente hendes relation til Stephen da? Den havde hun ikke tænkt sig skulle lide nogen last.
Hun blev lidt bekymret. Var hun for godtroende når det kom til Egor ? Men selv Stephen havde da sagt hun var på vej og han bare ønskede en ven ? Var det stephens forsøg på at dumle det han måske troede var en slutning ?
Hun så på Egor og ledte efter svar.

David greb fat i Millicents arm, før Egor kunne sige noget. Han trak hende med sig ud fra rummet, for lavn at begynde at tale. "Jeg ved godt du gør det her i en god hensigt, men jeg frygter at du allerede har trådt ud i meget dybt vand. Jeg ved Stephen har advaret dig om at lade vampyrer drikke af dig, så han vil ikke være vild med at du har gjort det. Jeg tror ikke det bliver bedre hvis du fortsætter med at blive hans ven."
Mere sagde han ikke, men gik tilbage til Egor for at lade Millicent være om beslutningen. Hvad hun ville gøre var helt op til hende, men Stephen ville ikke være begejstret. Det var han sikker på. Han frygtede ganske enkelt hvad der ville ske når det hele kom frem i lyset.

Millicent måtte gå halse efter David , da han havde taget fat i hende og trukket hende med uden for.
Først blev hun enormt irriteret over hans drastiske indblanding , selv om hun vidste at intentionerne udelukkende var gode.
" shyyys David , han kan høre dig " tyssede Millicent på ham, og hendes pegefinger lagde sig over Davids læber. Stephen skulle ikke gøres syndebuk . Hun trak fingeren tilbage og satte hænderne på sine hofter.
Hun tyggede kort på Davids ord , men spyttede dem så ud igen.
Hendes øjne lyste. Det VAR jo perfekt. At hun gik imod David og desværre også lidt Stephen ville forhåbentlig få Egor til at knytte sig lidt mere til hende , få ham til at føle at hun var seriøs i sit forslag , når hun enda ville gå lidt imod ' sine egne '.
" Stephen vil forstå " bad hun og forklarede.. " det er jo FOR ham... For Samuel .. Ja for jeg alle jeg prøver at hjælpe " hun håbede David ville forstå. " Det kun mit håndled " sagde hun stille og gned sig hen over det. Millicent håbede ikke David kunne læse tankerne om minderne fra da Alias havde bidt og snydt hende ind i en blodbindning , så hun havde fantaseret ret meget om ham. Men det var Alias , sådan virkede Egor slet ikke til at være.
Millicent klappede David på armen " Det skal nok gå, Stephen vil forstå hvad jeg laver " hun håbede hun havde ret.
Millicent gik tilbage til Egor og gav et meget lille smil.
" David mener det godt , men han er bekymret for vires aftale ... Hvis .... Hvis vi har en aftale ?" Prøvede hun sig frem .

Egor lyste op. "Godt, vi har en aftale!" Han rejste sig op og gav hende et håndtryk for at understrege netop denne aftale. "Men jeg må vente her til det bliver mørkt igen. Det er alt for tæt på morgen til at jeg kan nå at finde mig et sikkert sted. Men ingen bekymring. At der er en ende på dette er nok til at holde mig kørerne endnu nogle timer."
Hvis samtalen var færdig, var Daivd ivrig for at komme ud. Hans hjerne arbejde på fuld fart, for at finde ud af hvordan han skulle kunne sige til Stephen at Millicent var blevet bidt. Selvom det var Egor - og ikke en fremmed - var han stadig vampyr. Bare et problem ud af de tre David havde hængende over hoved, for han vidste at hans søn også ville spørge hvorfor han overhoved havde indvilliget i at tage med Millicent ned og hvorfor hun nu pludselig skulle blive ven med ham. Det ville næppe gå godt.