Life on the Road - Millicent

Nico lignede ikke en der gad være hvor han var, hvilke han heller ikke ville. Han ville gerne have at Jack kom ud i en fandens fart, så han kunne slippe, men før det skete var det Millicents tur til at hælde koldt vand i hoved på Nico.
"Kræft?" Udbrød han lidt for højt, før han kunne nå at stoppe sig selv. Havde han før følt sig malplaceret, blev det kun endnu værre af den nye viden.
Stephen havde kort slået øjne op, før han så lukkede dem igen, netop som Jack kom ind og kiggede lidt på dem alle tre.
"Noget har jeg glippet her ..." Mumlede han, før han trak den halvopløste Millicent ind i et knus.
"Jeg køre i nat, så kan vi sende Stephen i min seng og du kan sove ovenpå. Jeg vil ikke have ham derop." Informerede han om, efter at have trøstet Millicent en smugle. Nico havde allerede sat sig hen til rettet for at starte bilen og slippe for alt dramaet.
Efter der var taget hånd om Millicent, hjalp Jack Stephen hen i sengen. Han kiggede op mens han gik, men så tydeligvist intet. I samme øjeblik han nåde sengen gik han ud som et lys og kollapsede mere eller mindre på sengen.
"Nå, skal vi ikke finde et sted at få noget ordenligt mad med herud og så kan vi hygge os herude, som på en rigtig camping tur?" Lød det opmuntrende fra Jack, der slog sig ned ved bordet, for på en eller anden måde at holde Millicent med selvskab. "Stephen kommer ikke op at stå før en gang om et par dage - og så må i, ikke for at lyde ufølsom, altså tage den derfra."

Millicent hulkede og fandt lidt trøst i Jacks favn. På en måde havde hun lidt ondt af både Nico og Jack.tænk al det de måtte finde sig i .
Millicent nikkede og lod Jack bestemme slagtes gang. Hun gik ovenpå for at se til Sam og gøre ham natklar. Selv skifter hun til en blå jump suit med lynlås i midten. Afslappet og .... Afslappet. Mere kunne man vist ikke sige om den af pæne ting.
" et par dage? Du gode ... Er han okay derinde, Jack!" ønskede hun at vide. " jo... Og noget vin !" Mente hun hørte til.
" måske kan vi holde ind næste sted der er egnet. Jeg har stadig en masse mad , vi kom jo aldrig på skovtur. Sååå ?"
Hun luskede over til Stephen , da ingen øjne var på hende. Bare for at tjekke alt var ok. Han så smuk id, som han lå der og ... Sov.
Så dejlig. De måtte se at rydde lidt på. Millicent fandt Sterinlys, servieter og vin frem. Hun skulle ligesom ikke køre og amning kunne hun ikke tage sig af ... Han sov jo bedre når der var lidt promiller i mælken , ik?

"Det var en god idé!" Udbrød Jack, der med hjælp fra Nico fandt et sted hvor de fik en fin solnedgang på en velplejet græsplæne.
"Du har aldrig haft tømmermænd?" Spurgte Nico da de var kommet ud. "Han har jo ikke kastet op, så han har sikkert en forfærdelig hovedpine i morgen - hvilke nok betyder at vi burde være kørt forbi et apotek for at få nogle hovedpine piller. Men det må vi så lige ordne imorgen."
"Det skal nok gå. Når vi er hjemme kan han måske endda selv gå op i lejligheden." Lød det som en flad joke fra Jack, der syntes det var hærligt at de ikke havde fået afsluttet skovturen, for så var der god mad til dem.

Efter at have spist og drukket noget vin, ville Nico ind og sove. Han skulle overtage rettet i løbet af natten, mest af alt så Jack kunne låne hans seng.
Jack tog opvasken ved en vandpumpe, der var beregnet til hundevand. Derefter satte han sig ind og spillede dæmpet musik på en træfløjte og fik en sjat kaffe, så han kunne få noget at holde sig vågen med, det næste stykke af natten. Hvad Millicent ville gøre, var op til hende.

Situationen taget i betragtning, gik den lille middag jo vældig fint.
At de sikker alle tre sad og tænkte hver sit, var forståeligt nok.Det havde været en begivenhedsrig dag. På et tidspunkt synes Millicent at kunne fornemme et lille flash , fra nogle buske et stykke derfra. Hun holdte herefter et ekstra øje med busken, men den opførte sig ikke anderledes end alle de andre buske, så hun måtte slå det hen med det havde været hendes fantasi.
Hun havde sikkert fået journalister og paparazzi på hjernen.
" Tømmermænd, jo da....men jeg må indrømme at jeg ikke tror jeg har...nej jeg VED jeg ikke at været så fuld som Stephen." hun pillede lidt ved de små græsstrå og nød den vifte af røde gule farver himlen trak dem ind ind. det var vældigt smukt. mændnene spiste det meste og Millicent drak så det meste, sådan fordelte rationerne sig, så en lille smule tipsy var hun da, da hun ryddede op efter dem, uden for.
Hun kyssede Nico på hans kind, sagde tak for hans hjæp...med det hele...og lod ham få ro. Der blev tjekket op på Samuel,der sov som en engel og et meget hurtigt kig ind til Stephen, blev det også til.
men hun var stadig sur. En stor kop te, var i hendes hænder, da hun kravlede over på passager sædet ved Jacks side.Først sagde hun intet ...og da hun endelig gjore var det et spørgsmål-
"Jack...hvad er det jeg gør forkert, siden han hele tiden....trækker sig væk?"

Musikken fortsatte i lidt ekstra tid, efter spørgsmålet var blevet stillet. Jack sad og grublede lidt over svaret, før han så fjernede fløjten fra munden. "Jeg ved ikke hvad du har sagt til ham og Nico, men hvis du sagde det samme til Nico som du sagde til Stephen, så må det have været slemt. Når man får en dårlig nyhed skal man jo så finde ud af at gøre det rigtige, eller bare gøre noget. Måske er det Stephens måde at gøre noget, eller - at udskyde en reaktion. Som fuld tænker man jo ikke rigtig over hvad man gør, måske har han udnyttet det?" Jack kastede kort et blik på Millicent, før han så satte fløjten til læberne. I et par minutter sad han fortsat og fløjtede, før han så stoppede. Tog en tår kaffe og fløjtede videre i et par ekstra minutter.
"Du kan jo vende det om. Hvad ville du selv have gjort ved den nyhed?" Med den opfordring satte Jack sig så til at spille noget mere. Det fortsatte han med i en rum tid, før han til sidst lage fløjten fra sig.
"Jeg tror ikke du skal være så bekymret omkring det. Jeg er helt sikker på at i nok skal finde ud af noget. Der er helt sikkert noget magisk imellem jer to." Med et solidt klap på Millicents skuldre rejste Jack sig op og gik hen imod førehuset. Der ville han lukke øjne.

Hun tog hvert af hans velmenende ord til efterretning. Musikken der blev tilføjet var beroligende og afslappende og hjalp med at holde pulsen nede i rolig takt.
" Det lyder rigtigt , Jack ... Og jeg kan godt sætte mig ind i det.. Men det bare det at , du ved... Det er ikke kun ham og jeg nu.. Der er Samuel også og jeg bliver usikker når han bare stikker af. Det er MIG der har dødsdommen hængende over hovedet , er det rimeligt at jeg skal være den der trøster ?" Hun strakte sig og sukkede. Det var på en måde lidt rimelig, besvarede hun sit eget spørgsmål i tankerne. Hun havde jo et forspring her , hun havde vidst omkring det noget tid - og Dtephen havde først fået besked nu. Enda af en læge og ikke hende, hvilke var noget lort. Måske han var vred på hende nu? Og drak reaktionen væk?
Hun så på Jacks hånd og smilede op til ham. " Ja... Noget er der i hvertfald "hun lagde kort sin hånd på hans og flyttede den så efter et lille klap. " Sov godt , Jack ... Måske bliver imorgen en god dag" lød det opmuntrende.
Millicent gik ovenpå, uden at tjekke Stephen inden. Han havde brug for at det søvn han kunne skrabe sammen, og hun ville ikke vække ham. Istedet tog hun Sam op af hans lidt, og uden han sage et kny puttede hun ham istedet i sengen , og faldt i søvn til lyden af den lille engels åndedræt og savnet efter endes kæreste.
Næste morgen omkring kl 7 vækkede Samuel hende med en voldsom gråd. Man skulle sove virkelig tungt , skulle man overhørte det. Millicent fik travlt med at knappe ked og lægge drengen til brystet, så fred igen kunne herske i autocamperen.
Millicent overvejede at køre en tidlig morgen tur med Samuel , i klapvognen.
Så var der stille herinde og måske det ville være rart med lidt frisk morgen luft, for både mor og barn.

Der kom en lille reaktion fra Jack, da Millicent nævnte døden, men han kommenteret ikke på det. Han havde sagt det var imellem dem - og sådan ville det fortsat blive. "Det er ham der skal fortsætte sit liv bagefter."

På et eller andet tidspunkt i løbe af natten, vågnede Stephen. Hans hoved havde det ikke godt, men det fungerede og næsten før han var vågnet op kunne han huske alt fra den forgående dag, før han tog et eller andet sted hen, for at drikke og møde nogle nye venner.
Langsomt, for at skåne sit rundtosset hoved, kom han op at stå for langsomt, i sneglefart at gå hen til sengen hvor Millicent lå. Efter at have taget et par minutter til at drikke noget vand, kravlede han op til hende.
Forsigtigt lage han sig ned ved siden af hende og Samuel. Trods mørket havde han ikke problemer med at se hendes ansigt. Helt roligt og afslappet. Langsomt rakte han en hånd ud for at røre hendes kind. Den gled let hen over hendes hud, før han så trak sin hånd til sig og bare betragtede hendes ansigt.

På et eller andet tidspunkt faldt han i søvn, for han vågnede med et sæt, da barnegråd skar igennem hans ører og fik hans øjne til at springe op hurtigere end en trold ud af en æske. Han drejede hoved for at se hen imod Millicent, ikke for at sige noget, men bare for at kigge imens hun stak noget mad i drengen.
Ville Millicent ud og gå tur, ville Stephen med. Prøvede hun at modsige ham, ville han svare med at hans hoved ville have godt af noget luft.

"Godmorgen" sagde hun stille og kastede et skyggeblik på Stephen.
Hvornår var han kommet herop- og hvorfor? Huskede han ikke hun var vred på ham.
Var de gift så kunne han naturligvis kurve at sove på sin rettidige plads , ved hendes side...men det var de altså ikke . Samuel var stille igen og blev lagt ned i hans lift, hvor de små øjne straks lukkede sig for at sove videre igen.
Millicent så igen på Stephen, lidt mere grundigt denne gang. Var han okay?
" Hvordan har du det? Er der noget jeg skal hente til dig?" Spurgte hun stille.
Ellers ville hun smide håndklæder og skiftetøj i en stor taske, faktisk til dem alle tre, og stoppe den ind under klapvognen. Skulle de være heldige at finde et sted man kunne bade på deres vej, tænkte hun.
Millicent tjekkede fodenden af klapvognen, og der lå både hendes mobil og pung, så alt var klart til take off.

" Jeg forstår ikke du orker en gåtur lige nu" sagde hun til Stephen, da de kort tid efter gik ned af gaden.
Samuel ,der skulle have haft en lille frisk oplevelse ud af det, snork sov og så ikke ud til at mangle oplevelser af nogen art, han så meget tilfreds ud som han lå der og puttede.
Millicent sagde ikke så meget...vidste ikke hvor hun skule starte eller hvormeget Stephens hovede kunne rumme.
" De var kede af at skulle aflyse koncerten i aftes....det må ikke ske igen" begyndte hun så.

Stephen rystede på hoved og begyndte at kravle ned af stigen, for at få overtøj og sko på. Derefter gik han ud og ventede.
Efter at have gået i lidt tid, gik han op på hendes side og forsøgte diskret at fange hendes hånd, for at flette deres fingre sammen. Imens nød han stilheden, hvilke også hans hoved værdsatte.
"Undskyld." Mumlede han, som havde han været et lille barn der blev irettesat. Han kiggede dog ikke ned, det ville skabe for meget flimmer til hans øjne.
"Har du snakket med lægen? Snakket om behandling?" Kort kiggede han på hende, før han så igen flyttede blikket fremad og fortsatte sådan, mens Millicent svarede. Der var der mest ro for hoved.
Da de nået stranden, slap Stephen Millicents hånd, hvis han havde fået fat på den, for så at gå ned til vandkanten og klæde sig af. Det kolde vand var perfekt til at vågne på og hjalp på hoved, mens han havde det under vandet. Efter noget dykning, hvor hoved var blevet mere stille, gik han op igen, for at tage et af håndklæderne Millicent havde taget med.

Millicent ville ikke flette fingre. Hendes humør var slet ikke til den slags , ikke lige nu. Alt for mange tanker spøgte i hendes sind.
Og de var ikke alle venligsindet.
Hun holdte begge hænder på styret , men gav ham dog et kindkys, et hurtigt et for han ikke skulle føle sig al for avist.
" Ikke helt... Jeg har udskudt de fleste undersøgelser og samtaler ... Fordi jeg overvejer om der er en anden vej omkring at kæmpe imod kræften? Du ved , ligesom med at udskyde ældningsoricessen. Vampyr blod eller noget andet magisk. "
Hun sukkede og spejdede ud over det blå hav der nu lå for deres fødder.
Er hurtigt blik på Samuel og hun besluttede også at følge med i vandet. Han sov alligevel som en lille sten. Millicent fik smidt tøjet , men beholdet hendes røde bh og trusser, der måtte lege bikini.
Hun var lidt længere i vandet end Stephen , og følte sig en smule skyldig , da hun dernede fra tog sig tid til at nyde synet af hendes kæreste. Han var om nogen lækker.
Først efter at have trukket tiden langt ud , kom hun også op og viklede en frotte håndklæde omkring sin krop.
Millicent trak en top og en nederdel, begge i blåt , op af tasken. Hun ville klæde om , bag håndklæderne dække og tilsidst smide det og så tage et rent sæt undertøj på, inder det normale sæt af bluse og tæt nederdel. Et helt lille kunst cirkus, hun havde lært sig , fordi hun så ofte skulle skift tøj som model, og ret tit var der alverdens folk i lokalet. Stadig genert af natur var hun , model eller ej.
" Jeg overvejer at kontakte William... Eller Thomas høre høre mig lidt om, om de har ideer der kan hjælpe mig med min sygdom og min alder" sagde hun stille.

Stephen var imponeret over Millicents adræthed. Han forstod slet ikke hvordan hun kunne finde hoved og hale i hendes påklædning. Han tog det bare på. Der var ingen andre, ud over Millicent, og hun havde set alt.
"Okay." Stephen valgte ikke at rage mere rundt i det, men greb barnevognen og begyndte at skubbe den af sted, hvis Millicent var færdig med at passe sæler og løver i sit cirkus.
Han havde selv overvejet om hans evner kunne kurre kraften, men valgte ikke at lufte den. Ingen grund til falske forhåbninger og skulle han afprøve det, kunne han muligvis gøre det uden at hun selv opdagede det. Det var intet åbent sår der skulle limes sammen, men nogle celler der skulle makke ret. Så meget vidste han da om sygdommen, uden at være den helt store biolog.
Havde Millicent ingen planer om at gå tilbage, ville Stephen fortsætte hen langs vandet, i det våde sand. Barnevognen var ikke så glad for det bløde, det havde han bemærket da han kørte igennem det for at komme helt ned til vandet.

Millicent hævede begge øjenbryn i et spørgende udtryk, det undrede hende at Stephen ikke havde mere at sige til den del. Hun var jo klar over han ikke var vild med der, men han måtte omvendt så vide at hans tavshed blev tolket som et ' det før du bare" . stilhed var accept og at sige ja, du har ret.
Alt andet måtte man jo overbevise om hvis det ikke var tilfældet.
Millicent ville gerne spadserer langs vandet, men det våde hår var generende , da temperaturen ikke længere var sommer varm. Så et langt dryppende vådt hår, skabte ubehag.
Millicent lagde en hånd på Stephens ene håndled, for at bremse ham og vognen.
" Vil du ikke lige tørre mit hår? Husker jeg rigtig kan du godt det ikke?" Hun smilede til ham, og hvis han ikke trak sig væk, ville hun læne sig frem , læne hele sin vægt ind mod ham, og række munden op efter et kys. Hun var jo stadig vild med manden, selv om han opførte sig besynderligt ind imellem, udfra en piges synspunkt anyway.
Fik hun sit kys, ville hun putte sin snude ind til hans hals, og ligge armene omkring livet på Stephen.
" Undskyld...jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle...bringe det op" mumlede hun.

Stephen måtte anstrenge sig for ikke grådigt at spise Millicent råt da hun tilbød et kys. Han holdte det så længe hun ville, så længe han kunne. Først bagefter ville han gribe fat i hendes hår, krølle det sammen i sine hænder og skabe en lille varmekugle der på kort tid ville varme håret op, så da han slap det ville hun stadig kunne mærke varmen.
"Der er ingen grund til at du skal undskylde." Svarede han sagte, mens han arme nød at kunne holde Millicent helt ind til sig. I hans verden ville de absolut ikke gøre noget hvis de fortsatte sådan lige til verdens ende - eller måske i længere tid?
Først da Millicent gav slip, ville Stephen gøre det samme. Gribe fat i vognen og skubbe den videre. Han havde ikke rigtig noget at sige og var derfor tavs som natten. Hans hjerne kunne ikke engang finde på noget at sige. Han kunne selvfølgelig finde på et eller andet helt igennem latterligt, men det ville hun nok bare finde underligt og der var ingen grund til at grave i hvordan hans humør var.

At han virkede en smule grådig i kysset, var ikke så heldigt. Millicent havde svært ved at ignorerer det og alene hans læber og tunge satte en stille ild til at brænde inde i hendes krop.Uheldigt fordi hun nægtede at lade den blusse op, det var jo hverken sted og bestemt ikke tid heller, så nu stod hun istedet med den søde længsel efter ham, i hele hendes krop. Men hun sagde intet, og håbede bare han ikke kunne aflæse det og mærke det på hende.
Millicents hænder gled op i håret og hun stønnede veltilfreds.." mmmm det føles godt...min egen private føntørre...." Det var en vidunderlig følelse at være omgivet af det varme 'pust' han kunne leverer. Sjovt ...have venner sig til at han var en engel, men i hendes optik tænkte hun jo på ham bare som en mand. Hendes..mand.
Hun stak sin arm ind under hans, og vandrede med tavs langs vandet.
Han var i det mindste ikke vred på hende. Millicent var stadig en smule sur over hans drukflip dog, men vidste ikke hvordan hun skulle slå hul på det æg.
Istedet vendte hun tilbage til deres intim koncerter..." Stephen? ....kan vi ikke godt aftale at der ikke er mere hospital eller andet, før Touren her er gennemført ? " hun gned sin hånd op af hans arm, og ville kunne mærke hvis hans muskler spændtes mere under blusens stof.
" jeg ved godt jeg besvimede...eh...et ludt uheldigt sted , og enda med Samuel i armen, men....de kan intet gøre lige nu, og jeg vil så gerne have i drenge får en god oplevelse med roadtrippet her....og jeg vil også gerne hygge mig lidt med det....så ikke mere hospital....og ikke mere powerdruk!" Skulede hun op mod ham. sådan ..så blev ægget også knaldet.

Stephen var ikke glad for det der kom ud af Millicents mund, hvilke hun nok ville kunne mærke. Alligevel formåede hun at sige det på en måde, så han fik trukket lidt i mundvigen, også ved den sidste sætning, hvor han kiggede ned på hende, med et så uskyldigt udtryk som han kunne mønstre.
"Turen bliver ikke gennemført. Mit hoved vil eksploder. Heller ikke mere powerdruk, det vil have samme resultatet. Men sig mig. Hvad vil det hjælpe ikke at komme på hospitalet?" Han betragtede hende uden noget smil eller nogle uskyldige øjne. Kun åbenlyst bekymring. "... og heller ikke mere zoo."
Vognen blev skubbet videre, mens Sam snorkede videre. "Der er absolut ingen grund til at blive mere syg, hvad har du tænkt jeg skal stille op med Samuel hvis du pludselig vælger at kradse af?" En snert af både vrede og håbløshed havde sneget sig ind i hans stemme, mens han ubevidst satte farten mere op. Han syntes det var et rigtig dårligt emne de var inde på, men igennem skulle de og det kunne lige så godt ske i en gevaldig fart.

Åh nej, det var jo lige det hun ikke ønskede. Fokus skulle ikke være på død og canser nu. De skulle nyde deres kærlighed og deres lille søn. Og Stephen skulle ud og spille de koncerter og det så blev det sidste Millicent oplevede med ham.
En lille ide rørte på sig. Måske de kunne forhandle lidt.
" hør... Jeg orker ikke læger lige nu , jeg vil så gerne havde lidt normal tid med Samuel og med dig... Det betyder meget for mig at i laver koncerten her , og af Sam og jeg må følge med jer. Jeg ved godt jeg ikke var vild med det i starten , men det har ændret sig- okay. Jeg vil gerne se dig spille de her koncerter ... Til ende ... Og nyde hver og en af dem.... Og så... Bagefter ... Så tager jeg al den behandling de kan finde... " lovede hun og så på ham, i håb om at se hans ansigt bløde en smule op.

"Åh gud, min kæreste bestikker mig." Mumlede Stephen, som den eneste kommentar og gik så i tankeboks. Efter lidt tid nikkede han så og stak hånden ned i sin bukselomme for at skrive til Jack at koncerten alligevel godt kunne blive holdt. Samtidig kørte han vognen op fra stranden og gik imod byen. Skulle han overleve deres koncerter skulle han have hovedpinepiller, så mange at han kunne blive høj på dem.
"Jeg tror på at du vil holde hvad du siger - for hvis ikke, er du i meget store problemer!" Selvom han forsøgte at lyde truende, smilede han alligevel over hele klør fem og gjorde Millicent ingen modstand, hvilke ville smelte smilet væk, som var det smør, ville hun blive trukket ind i hans favn for at få et kys på panden eller munden, alt efter hvad der blev ham tilbudt.

Tilbage til autocamperen var der gang i hele huset. Jack havde fået det videre til pressen og de spillesteder de skulle til, så knap var den lille familie kommet i hus, før bilen startede og turen gik imod et apotek og derefter til det første spillested. Fordi de ny havde rykket dagen og skulle spille et andet sted i byen om aftenen, skulle de allerede gøre klar da de kom og så gå på scenen lidt over middagstid. Det blev ikke helt det samme som om aftenen, men igennem klarede hele trioen.

Millicent var vældig tilfreds med udfaldet.
Koncerterne ville blive gennemført , Jack og Nico ville ikke føle sig svigtet og de ville ikke skuffe deres fans.
Millicent måtte finde på en måde at bevare energien og fremtryllet et overskud på. Der var jo en årsag til hendes svimmelhed og besvimen og den klingede jo ikke bare af. Især presse og insisterede fans ville nok blive hende en stor mundfuld , men hun var fast besluttet på Stephen ikke skulle vide noget om det. Turen skulle være god... Tænk h is det et af de sidste minder. Hendes øjne formørkedes en smule. Men han så det ikke for hun lukkede dem i og klyngede sig ind til ham, for at modtage et kys. Gerne et lidt dybere et - hvor hun kunne glemme al det dårlige lidt tid og så slutte med at suge forsigtigt Hans underlæbe ind mellem hendes læber , i et lille dril, før hun lod den glide ud.
Jo ... Travlhed herskede og Millicent havde puttet en lille butterfly på Samuel der var klædt i Hvidt , undtaget butterflyen. I mørkeblå.
Selv havde hun en kjole på , enkel og stilfuld med knapper nød langs siden som eneste sjove pift. Den var nuancen lysere end Samuels halspynt. Hun havde købt de tre roser , der blev givet til hver fyr og så var hun ellers klar til at stå bag ved sin kæreste , til det store presse møde der var arrangeret bagefter. Stephen , Nico og Jack blev mødt af en assistent der ledte dem ind i lokalet hvor det skulle ske. De blev anvist tre stole og Millicent stod lidt ude til siden , næsten bag ved et gardin hvor hun kunne følge med. Hun var ikke den der skulle interviews, men blev der ballade var hun helt klar på at springe ind.
Pressen blev lukket ind og myldrede frem, de skubbede næsten i løbet om at komme til de bedste pladser. Wow tænkte hun , de er godt nok hotte !

Stephen gloede lidt på blomsten han havde fået stukket i hånden af Millicent, før han så satte den op i hendes hår. "Jeg kan ikke have den på der ind, jeg skal jo ikke sidde i smoking." Forklarede han, før han gav hende et hastigt kys på panden og gik om for dog at klæde om til noget rent tøj.
Jeans, skjorte og jakke ud over. Nogenlunde det samme som de to andre tog på. De var jo bare pressen, ingen koncert eller noget vildt og det kluns de havde spillet i, var alle mere end glade for at skulle ud af. Ingen hemmelighed at ingen af dem brød sig vildt om det fine puds, men der skulle jo være lidt for øjet.
Efter drengene havde sat sig ved bordet, sad de og snakkede lavt sammen, med hovederne sammen, mens pressen myldrede ind og fik gjort sig klar.
Da spørgsmålene kom var de alle blevet enige om at uanset hvem der blev spurgt, ville de kun svare på spørgsmål om deres arbejde. Ingen af dem ønskede at få lagt deres privatliv ud.

" oh..." Formede hendes læber sig til , da blomsten blev stukket ind i det lange hår.
" Nå...det troede jeg" svarede hun og tænkte om hun skulle tage den lille butterfly af Sam igen, men da han så mere nuttet ud end nuttet itself, besluttede hun at lade ham beholde den på.
Da Stephen kom tilbage, greb hun hans hånd og hviskede.." du ser lækker ud...held og lykke " og måtte så se ham træde ind i rampelyset, once again.
Hun elskede ham i den rolle...hvis det bare havde været hende der var tilskuer.Millicent fik en lille rynken over næsen...alle de fans...over alt.
Uden for studiet, stod allerede en hel hobe af dem, primært unge kvinder, sikkert på Millicents egen alder, klar til kys og autografer fra de tre fyre hvoraf Stephen var klart den medister attraktive, efter hendes mening.

En reporter rømmede sig og lagde sin optager på et lille side bord.Det blev trykket på rec.
" godaften de herre....og tillykke med en veloverstået koncert privee... Jeg hedder Madeleine og er fra Night Wish, og har fået fornøjelsen at starte. jeg vil gerne starte med dig....Nico....ingen ring på din finger? Rygterne siger du er ungkarlen i jeres trio, er det sandt?" Smilede hun op til ham.

Et meget høfligt smil mødte Madeleine fra alle tre fyre. Nico, der sad på venstre side af Stephen, der sad i midten, åbnede først munden. "Nej, det er sandt."
Stephen lænede sig frem og greb vandflasken der var placeret foran ham. Låget blev skruet af, så han kunne tage en lille tår, bare for at få tiden til at gå.
"Men det har ingen betydning for musikken." Afsluttede Nico, hvor efter han fjernede sig fra mikrofonen der stod foran ham, ligesom ved de to andre.

Madeleine smilede , meget...sådan virkelig meget til Nico.
" Men det har betydning for jeres fans, er jeg sikker på du ved " lukkede hun det spørgsmål af med.
Stadig med øjnene på Nico stillede hun det næste " kan det mon skyldes at livet som musiker er ret omtumlet...tourne..life on the Road, det er jo hårdt for et parforhold..." Hendes øjne blev rettet mod Stephen... " Men det kan du måske uddybe Stephen? Dit liv synes st være ret turbulent på det område?" Hun smilede indbydende til ham..." Og en lille søn, må jeg ønske tillykke.Er det muligt at skrive nyt med baby gråd hele natten !" Hun skød et flirtende blik op til de tre fyre.

Det var nok ikke andet end trioen havde håndteret så mange gange før, en emsig sladder presse, men Millicent var ny i det game, og hun brød sig hverken om Madeleine eller hendes åndsvage spørgsmål.
Hun vippede Samuel lidt rundt på sin arm, hviskede søde ord til ham og kyssede ham på hovedet, imens hun forsøgte følge med i spørgsmålene.

Stephen lænede sig frem, tænkte kort over sit svar, før han så høfligt svarede: "Mit parforhold er ganske normalt. Selvfølgelig er det lidt anderledes når vi rejser rundt, men ellers er vi som alle andre familier."
Med vilje undlod han at kigge hen imod Millicent. Det kunne sladrebladende bruge til meget og hun var sikkert også umulig at finde, da hun sad bag ham. Det ville være for åbenlyst hvis han vente sig om.
"Jeg forstår ikke helt deres andet spørgsmål, hvis det overhoved var et spørgsmål."

Madeleine blev kortvarigt bragt ud af fatning, men kom hurtigt igen..." inspiration må have trange kår med en baby i hjemmet....du er en kunstnerisk sjæl...hvordsn forener du det med at være bundet af ledsager og en baby ?" Prøvede hun igen.
Millicent syntes Stephen svarede godt for sig, hun kunne godt lide hans meget kontante svar.
Sådan var han med pressen, ikke så meget ævl og kævl. Det passede sig udmærket i en sådan situation.
Madeleine henvendte sig til Jack..." Du er den ældste i trioen Jack...hvad er opskriften på i enes så godt og bliver ved med at have sucess med jeres musik!" Lød det høfligt...
Og efter svaret var aflagt.." var det dig der hentede Stephens forlovet fra hospitalet?" Madeleines øjne løb over alle tre mænd. Det stod ret klart at hun var mere optaget af sentationerne omkring de tre fyre end selve musikken.

Denne gang brugte Stephen ikke et sekund på at svare. "Jeg har slet intet problem med det. Min familie giver mig masser af inspiration til ny musik. Skulle jeg vælge der imellem min familie og musikken, ville jeg vælge det første."
Jack lavede en kort latter da hans spørgsmål var blevet sent imod mig. "Jamen vi svinger jo bare godt og at musikken er en susces er jo fordi at vores dejlige fans er vilde med den." Svarede han høfligt, for så at fortsætte med at svare på det næste spørgsmål, stadig med et afslappet smil på læberne. "Ja, det er rigtigt. Millicent spiller nok ikke, men hun er blevet en dejlig del af vores lille trio."
"Men har i ikke flere spørgsmål omkring musikken, så vil vi gøre os klar til aftenens koncert." Brød Stephen ind. Han havde skruet låget på sin flaske igen.