Life on the Road - Millicent

Millicent trykkede hans hånd og aftalen blev således forseglet.
" Se om du kan sove lidt, jeg prøver at få en seng ned til dig " sagde hun stille og håbede David ville hjælpe. Hun kunne ikke bare tage en seng uden at få lov, og slet ikke bære den alene herned, der var lige lidt mangel på muskler dér.
" Vi må lige sige farvel , når mærket kommer Egor...du har nok mit nummer fra Stephens mobil, men jeg har ikke dit, og jeg formoder vi skal kunne komme i kontakt med hinanden ?" Sagde hun tøvende. Det var jo ikke fordi Millicent så hendes plan som bulletproof, der var mange svage led, men det var bare den eneste hun havde kunne komme op med og lysten til at gøre ...bare et eller andet...for at føle de var mere i sikkerhed, den dominerede hende så helt enormt.

De forlod Egor, og den første bid vej var Millicent meget tavs.
Så sukkede hun og talte til David, men hendes blik fulgte de lyskugler der oplyste deres vej tilbage.
" Du er slet ikke enig med mig, er du vel ?" Hun skævede til David.
" helt ærligt....hvis en flok af de mest mægtige vampyrer kan være vores allieret og ikke vor fjender, så er det da et kæmpe trak i den rigtige retning...jeg...jeg kan ikke holde tanken ud at de havde Stephen " knækkede hendes stemme.

"Nej." David kunne godt se det smarte i det hele, men han vidste også at vampyrer havde det med at løbe fra løfter og alt andet de kunne finde på. Derfor mente han ikke det var værd at smide hele sit familieliv over bord med det.
"Det kan godt være, men jeg tror hverken du har forlovet eller barn når Stephen finder ud af hvad du har gjort. Det ved jeg han før har truet dig med - og jeg er ikke så meget i tvivl om at han vil gøre det. Han er ikke typen der løber fra sine ord, uanset hvilke ord det så måtte være." David slog blikket ned i gulvet til de kom op i huset igen. Der lukkede han for kælderen og gik ind for sig selv.

" Det jeg ked af...det er ligeså meget for du og Jess, som for mig og min lille familie" sagde hun og smilede glædesløst. Bare hun ikke havde håndteret det helt forkert, men ...altså..det var ikke hver dag hun opdaget hendes mand var kidnappet og måske aldrig ville overleve og at de også var efter hendes barn, og al det virvar der havde været, så *' undskyld mig ' at jeg ikke tænker klart * rungede hendes efterrationalisering.

" Please, lad vær at sige sådan...Stephen vil måske blive vred, men ikke mere. Han vil forstå mig, jeg har jo ikke....det var jo bare.... " hun gik istå. Behøvede de overhovedet at sige det til ham ? Hun kunne jo bede David om at holde mund. Stephen kunne ikke læse deres tanker !
Men ...nej...at lyve om et så afgørende punkt, ville definitivt trække ham væk i vrede, hun havde intet andet valg end at bekende kulør.
" Mon jeg skal tale med ham med det samme? Det er nok det mest rigtige " spurgte hun David til råds.

"Det er måske en idé." Var det sidste der lød fra David, før han forduftede ind til sin kone.

Stephen sov fortsat med tæppet trukket helt op over hoved, så man kun kunne se en hårdtot eller to stikke ud. Samuel var også smuttet til drømmeland, men ikke før han havde været ude på alle kanter og leder i sofaen og lå derfor ikke i den lille improviseret krybbe som var lavet.
Søsteren og hendes familie havde trukket sig tilbage til et gæsteværelse for at få sovet nattens strabasser af sig.

Millicent nikkede tavs, og forlod David for at vække Stephen op.
Synet af dem begge bragte hendes hjerte i brand. Hun elskede dem, og hun nægtede at tro at Stephen ville true med at forlade hende, og da slet ikke at gøre det.
Millicent trak Samuel op i sin favn , så nænsomt og forsigtigt at det ikke vækkede ham.
Hun snusede hans duft til sig, smilede da hun kyssede hans bløde buttede kind, og puttede ham i krybben, et stykke fra sofaen.

Så kom turen til Stephen.
Hun knælede ved hans side og strøg ham over det mørke kraftige hår, efter at have trukket lidt ned i dynen, så hans ansigt kunne ses.
" Stephen...skat... Skatter....jeg skal tale med dig "
Millicent lænede sig frem og mærkede allerede hendes tåre presse sig på, da hun satte sin mund til hans læber.
* kære gud! lad David tage fejl* bad hun og trak sig lidt væk.
" stephen....jeg .... Jeg har...gjort noget....for ... Det var for os...for at passe på Samuel...på dig....jeg elsker dig " skøjtede hun rundt og borede sit ansigt ned i hans dyne, på hans bryst.

Stephen gryntede yderst utilfreds over at blive vækket på det tidspunkt. Hvad skulle det forestille?! Han kiggede søvnigt op på hende. Studerede hendes ansigt lidt, før han så trak sig op og side og fiskede efter at få hende til at følge efter. "Hvad har du så gjort? Du lyder som om du har forvandlet dig selv til en vampyr." Mumlede han, stadig træt og mest interesseret i at ligge sig til at sove igen, hvilke han næsten gjorde op af Millicent, kun med et halvt øre ude efter lydende fra hende.
Det lød voldsomt, men til tider havde Millicent det med at føle at nogle ting var mere voldsomme end andre. Det var ikke altid størrelsen passede helt perfekt med hvad det egentlig var, men sådan var det jo tit, hvis man blev taget på det forkerte ben.

Hun krummede tær ved hans gæt.Stephen var ironisk og selv om hun var langt fra en forvandling , var han alligevel lidt på sporet, hvilke var en dårlig start.
" Jeg ville aldrig lade mig forvandle , uden din tilladelse....jeg respekterer dig for meget...det ved du godt " mumlede hun og satte sig op ved siden af Stephen. Hun ville forsøge holde hans hånd i begge hendes, og sidder og nusse fumle lidt med den , imens hun slog hul på hvad der havde lydt som en god ide, da den begyndte.
" Egor...du lød til at mene en del afløsningen kunne være at knytte et bånd til ham....altså bare et lille et" indledet hun ..." Så jeg gik ned for at se ham.... Tale lidt med ham.... Stephen ...jeg kan ikke have vi skal igennem noget som dette igen....aldrig mere....så jeg tænkte at vi måtte prøve med lidt bro bygning....at dulme balladen lidt...og Egor vil gerne hjælpe " skyndte hun sig at sige.

Igen gryntede han. Han brød sig ikke om at det overhoved var på tale at hun skulle forvandles, men sagde ikke mere - endnu. Han forblev tavs og lyttede til hvad hun sagde. Ingen problemer i det, kunne han til sidst konstatere. "Ja, så hvad? - Vil du tage ned og snakke med ham eller hvad?" Han kiggede på hende, en smugle mere vågen, men ikke mere end hvis hun stoppede emnet kunne han ligge sig til at sove mere eller mindre med det samme.
"Hvad har du på hjertet?"

Hun trak en mundfuld luft, helt ned i sin mave og holdte den lidt der inden hun pustede ud.
" Jeg kommer lige dernede fra, og det hele gik godt"
Hun løftede stephens hånd op og pressede sin næse ned i hans bløde håndflade.
Hun kyssede den.
" han ville gerne mødes på halvejen...og som du sagde..ville han gerne lære hvad en ven var....du ved...når man gør noget for andre , uden at skal have noget igen"
Millicent beholdte hans hånd , måske en smule mere fast holdte hun...." Så ...da vi begge gerne ville, kunne jeg begynde lektionen....jeg... Kunne se han var lidt dårlig...og tilbød ham... Det var ikke meget ...nærmest ingen ting....fra mit håndled " sagde hun så stille som hun kunne og uden at slippe hans hånd.

Det overraskede Stephen at hun kom dernede fra, men han havde ingen yderlig kommentar til det. Hun havde lov til det. Han ville ikke forhindre hende i at bevæge sig rundt som hun selv ønskede. Den passive tilstand var dog kort. At Millicent ville lege ven med Egor fandt han en smugle mærkeligt, men han fandt det harmløst og måske noget de virkelig kunne bruge til deres egen fordel. Den sidste del var derimod der hvor han stod af - og vågnede.
"Hvorfor?" Han kiggede på hende. Han ville vide hvorfor hun absolut skulle binde sig til det monster.
Efter at have fået sit svar, rejste han sig op og begyndte at tage tøj på, før han så gik ind for at hente Samuel. Han sagde ikke et ord og lod heller ikke sin vrede komme meget frem han formåde dog ikke helt at skjule den.

Stephen synes udadtil at tage det hele i stiv arm. Davids frygt havde vist sig unødvendig og Millicent troede at det ville ende godt.
" hvorfor ? For at passe bedre på os alle , især dig og Samuel " sagde hun med et lille smil.
Han blev da ret stille , men først da tøjet var trukket på og han havde kurs mod Sam , fattede hun hvad der skete en smule.
Millicent sprang op og spærrede ham vejen til Samuel.
Hvis han var ved at gå ville hun flippe totalt ud , og hvis han troede han skulle fjerne hendes søn fra hende i den proces ville hun bryde sammen - så han skulle ikke lege den leg med hende. De HAVDE talt om det med at forlade hende. Hun kunne ikke stå model til det een gang mere. Og sket ikke lige efter hun lige trode hun havde mistet ham til kidnapperne.
" Hvad er det lige du tror du skal nu ? Du bliver her og TALER med mig Stephen ... Og Samuel sover , vær sød ikke at vække ham og gøre ham oprørt.
Hun tog hans hånd og halede mod sofaen. " Kom nu ... Jeg kan se du er vred. Skæld mig ud så ... Men lad vær med at gå Stephen ... Vær sød at tal med mig " tiggede hun.

"Væk, enten kan du gå eller også så går jeg." Svarede han køligt og kiggede på hende som om hun var noget katten havde slæbt med ind. "Jeg vækker ikke Samuel, ikke med mindre du begynder at kæfte op."
Da hun greb ud efter hans hånd vred han den fri og gik igennem huset, hen imod Samuel, men stoppede så op på halvejen og tænkte en ny idé igennem. Efter den var godkendt vente han sig imod Millicent.
"Hvor har min far gemt Egor af vejen henne?" Enten smuttede han og kom væk fra Millicent eller også smuttede Egor og det ville han gerne personligt gøre, blev det nødvendigt.

Hun fik store øjne. Sådan plejede Stephen ikke at tale til hende.
Eller at se på hende for den sags skyld. Hun trådte til siden da han vred sin hånd fri , og gav han plads.
" jeg ... Ville bare hjælpe ... Lad nu vær Stephen ... Løsningen er ikke at gå hverken dig eller mig " bønfaldet hun og kunne mærke den meget uelskelig følelse af panik sprede sig fra en vemmelig knude i hendes bryst og videre ud i hendes krop.
Millicent rendte i røven på Stephen, hun var indstillet på at vække både himlen og helvede , hvis han så meget som løftede Samuel op.
Hun var nær bæltet ind i ryggen på ham , da han standsede op.
" Egor ? Neden under ... Du skal lave lys for os så" sagde hun , lykkelig over at få ham væk fra Samuel og holde ham i huset.
Millicent ledte ham vej... Langsomt... Hun var bange for hvad der ville ske.
Lige inden de nærmede sig lagde hun hånden på stephens arm " Stephen ... Hvis du elsker mig , vil du så ikke godt stoppe med det her ? INTET er jo sket, vel.... Han fik kun en smule fra min hånd , jeg er på ingen måde blod bundet til ham , som jeg var med Alias... Stephen jeg sværger ... Vil du ikke nok lade vær "
Hendes tåre pressede på for vejen til frihed , og hun var begyndt at trække vejret i stød.

Da han havde fået fortalt vejen og var kommet det første stykke, bad han Millicent om at gå op igen. Han skulle nok komme tilbage og han ville ikke rejse eller tage nogle steder hen. Han skulle bare lige snakke med Egor, så alt var på plads. Han troede ikke en meter på at blodbåndet ikke var skabt, men det undlod han at sige.
Inde ved Egor fangede Stephen ham op at en væg og skabte en kraftig kulde af lys inde i manden. Den lod han vokse til han tilsidst ville brænde op og være en bunke velkendt aske på gulvet. Da arbejdet var færdigt, forlod han rummet og kom op til Millicent.
"Færdig." Annoncerede han og gik ud i køkkenet for at lave mad. Han trak Millicent efter sig. "Hvad vil du have at spise?" Han kiggede imod hende mens han kiggede ind i køleskabet. "Pandekager? Bacon og æg?" Han lage hoved på sned.

" Jeg vil helst med dig " prøvede hun at opnå, men Millicent var sig meget bevidst om at hun ikke var i en position til at kunne forhandle.
Stephen var ikke lydhør, så hun luskede tilbage med halen mellem benene og stillede sig uden for værelset hvor Samuel sov.
Hun var nervøs. Nervøs for hvad han ville sige til Egor.
Hvorfor kunne hun ikke være tilstede? Hun var også urolig for om han kunne finde på at bryde sit ord, og smutte med Sam.
Så da Stephen endelig stod foran hende, kunne hun slappe bare en smule af igen.
Hun blev halet ud i køkkenet.
" Færdig? Hvad har du sagt til ham ? " spurgte hun stille.
Det lød næsten for godt til at være sandt at de to mænd skulle have haft en civiliseret samtale, og havde opnået enighed. Egor var heller ikke vild med englene.
Hun rynkede brynene ved listen af mad. Hun havde en appetit der var i vildsom minus, og skulle hun spise nu var der risiko for hun kastede det hele op igen.
" Bare kaffe " pippede hun og ville have mere info ud af Stephen.
Hun satte sig ved bordet. " Hvad skete der dernede?" Krævede hun .
Stephen var ikke hendes far og hun var ikke et barn, men en ligeværdig partner.
" skat?" Lokkede hun blidt..." Fortæl "

"Kaffe?" Stephen kiggede på Millicent uden at ligge noget skjul over elevatorblikket. "Hvis Samuel nogensinde skal overleve på din mælk, så bliver du altså nød til at spise noget. Sig hvad du vil have." Forlangte han, mens han lage armene over kors og kiggede afventende på hende.
"Hvad helved er det du laver Stephen!" Kom Jessica kort efter skrigende ud i køkkenet. "Du kan sgu da ikke bare slå ham ihjel!" Stephen, der få sekunder for inden havde taget panden, for at lave pandekager til sig selv, var hurtig til at trække den beskyttene op foran sig selv.
"Du kunne have gjort så meget andet!" Hylede hun fortsat, mens hun greb ud efter panden og ræv den ud af hænderne på Stephen. "... og du skal ikke tro den kan beskytte dig!" Med et brag blev panden knaldet i bordet. "Hvad tror du ikke de tænker når deres leder ikke vender tilbage - eller de ikke kan finde ham?"

" ja kaffe...du ved de der sorte bønner man knuser og hælder kogevende vand udover ... Fra gambia eller noget " sagde hun stædigt, da hun så Stephen ligefrem foldede armene over hans bryst.
Da hun så hans blik , mumlede hun dog noget der med meget god vilje kunne tolkes som ' pandekage' , og mere nåede hun ikke før det gav et helt spjæt i hende da Jess kom farende ind i køkkenet.
Millicent skulle lige have det til at synke helt ind, da hun så fra Jess til Stephen , og forsatte med dette. " HEY...HEEEY!! Hvad i al verden sker der " forsøgte hun bryde ind. Hendes øjne blev større, da hun så hvordan Jess flåede panden fra Stephen, Millicent fik en vred grimasse.Nu gik Jess altså over stregen.
" Helt ærlig Jess..,.vi står lige og...og...." Millicent lettede fem centimeter , da panden blev hamret ned i bordet.
Hun tav...HVAD HAVDE JESS LIGE SAGT? Havde han DRÆBT. Egor?
Ok...dét var en helt anden sag.
" Stephen?... Sig hun tager fejl, skat....sig i bare snakkede " røg hun med det sammen i forsvar.
Hvis Stephen dog indrømmede han tryllede Egor om til aske, ville Millicent blive helt bleg..." hvad fanden gjorde du det for? .... Jeg skulle jo... Tillid...og nu..." Hun skubbede til Stephens skulder, da hun ville forbi og ned i kælderen for at se med sine egne øjne.Surely der måtte være tale om en misforståelse....og hun ville finde Egor dernede i live og i bedste velgående...eller i hvertfald det sidste. Levende var det vist nok mange år siden han var, hvis hun forstod det korrekt.

Stephen skulede til Jessica. Havde det været absolut nødvendigt at råbe det sådan? Nej, ikke hvis man spurgte ham, men nu var det sket. Han svarede ikke på Millicents spørgsmål, men afkræftede heller ikke hvad hun sagde. Hun var allerede på vej selv ned at tjekke op på det.
"... hvorfor er det så frygteligt?" Ville Stephen vide.
"Fordi vi nu kan ende med at få en hel vampyr hær på nakken." Knurrede Jessica, da Millicent var forsvundet.
"Men der er jo ingen der siger at det faktisk sker."
"... eller at det ikke sker." Med de ord trampede Jessica ud af køkkenet, hvor David ventede for at køle hende lidt ned. Han bifaldte det ikke, men kunne godt forstå hvorfor Stephen havde gjort det. Han havde jo selv fortalt sin søn hvor farlig de væsner var.

Kun deres ophidsede røster hang ved , ordene fadede ud og hun kunne ikke høre hvad de sagde.
Millicent bemærkede knap David på hendes vej ned i kælderen igen.

Der var stadig oplyst med ikke i så stor grad som før , og hun nåede at skrabe begge albuer et par gange på sin vej.
Da Millicent nåede Egors ' celle' begyndte maridtet påny. Han var ... Han var virkelig død. Hun faldte på knæ ved hans bunke af aske og begyndte at rode rundt i den. Hendes tåre bragte klumper i asken og hun kunne ikke holde dem tilbage.
Hvad havde han tænkt på ? Stephen havde gjort HENDE ansvarlig for Egors død. Det var MILLICENT der havde taget hans hånd og ledt ham i døden , da hun gav ham tilbudet om blod.
Men hvorfor havde Stephen agerer så voldsomt .. Så brutalt ? Han var ENGEL... Ikke morder.
Millicent måtte have glemt tid og sted da hun sad og rokkede lidt frem og tilbage .. Godt bedækket af det døde aske der var hvirvlet rundt i luften og nu sky let ned i blandt andet hendes hår.
" STEPHEN !!!!! " råbte hun helt dernede fra og hendes stemme dirrede.
" HVAD FANDEN HAR DU LAVET " kaldte hun ud i luften.

Efter at have lavet maden færdig gik Stephen ned i kælderen. Han skulle nødig have at Millicent vare faret vild, hvilke virkelig krævede sit, da der kun var én gang. Derfor var der større chance for at hun havde slået sig på et eller andet, hvilke heller ikke var let. Kuglerne af lys burde flytte sig for hende hvis hun nærmede dem for meget. Derfor undrede det ham at hun ikke kom op igen. Han forventede ikke hun var jublende glad, men at hun derimod var direkte ked af det og råbte af ham, forstod han ikke meget af. De havde ikke været venner - vel?
Efter et par minutters tavshed, hvor han havde stået og kigget på Millicent, gik han forsigtigt hen til hende og fjernede noget aske fra hendes hår. Ville hun tillade det, ville hun blive trukket ind i hans favn, hvor han ville holde om hende til hun havde grædt færdigt. Ingen grund til at være fornærmet over hendes valg, hans far ville være der og begynde på alt sit ævl om at være mand. Samme tale han havde hørt nok gange til at han efterhånden huskede den fra ende til anden.

Stephen blev først opdaget efter lidt tid. Hun så sig overskulderen da det føltes som hun ikke længere var alene i rummet.
Hun tørrede sine øjne , og snøftede det åbenlyse " han er død ... Kun aske er tilbage " hun slog ud med armene og lod Stephen fiske hende op og ind i hans favn.

Hun klamrede sig ind til ham og lod tårene strømme. De var en blandning stadig af frygten da Stephen forsvandt , den sad stadig i Millicent - men også fordi hun var ganske sikker på der hele var værre og de alle var i større fare nu.

" Jeg lovede at førsøge være ... Blive.. En ven .. Vise ham hvad det var , og så... Så ... Tager du livet af ham ?" Millicent holdte stadig fast i ham men lænede sig lidt bagud, for bedere at kunne se ham.
" Stephen... Du kan ikke rende rundt og slå folk eller vampyrer ihjel. Lov mig du aldrig gør det , ikke med mindre dit liv afhænger af det " sagde hun hæst. Var han i fare var der ingen tvivl. Stephens liv var jo det hun forsøgte sikkre.
" Hvad sker der nu ? Kommer der nogen og leder efter .. Ham " spurgte hun og pustede panisk på sit ærme for at få død vampyr støv af.

Stephen kærtegnede hende let hen over ansigtet. "Jeg skal nok forsøge at holde mig i skindet, men det er jo ikke os alle der er gode engle." Forsøgte han at joke, med et lille smil, før han let kærtegnede Millicents kind. "Der sker ikke noget lige nu. Vi skal nok holde ører og øjne på stilke. Din pandekage er klar. Du behøves ikke spise den for min eller din skyld, men så for Samuels. Måske kan han lide pandekager?"
Var Millicent klar til at rejse sig op, ville Stephen gøre det. Han ville lede hende ud fra rummet og op i køkkenet, hvor han ville servere en kæmpestor pandekage, med lige hvad hun ønskede. Det kunne både være sirup og sukker, eller syltetøj - eller syltede agurker for den sags skyld. Han ville bare gerne have noget i hende. ellers bevarede hun jo ikke de naturlige kurver.

Hun nød hans hånd der sendte beroligende små strejf ned af hendes kind.
Hun nød varmen der sivede fra hans krop og hun nød gavn af hvor stærk og robust hans brystkasse føltes når hun lænede sig ind mod ham.
" Du ER en af de gode Stephen...derfor ...forstår jeg det ikke.." Mumlede hun mod hans bryst, men hun fulgte med da Stephen ledte hende væk fra både emne og rum.
" For Samuel" skumlede hun , og vidste han trykkede på hendes samvittighed. Hun kunne umuligt gøre noget der stred imod hvad der var godt for Samuel.

Oppe i køkkenet tog hun derfor plads, og en pandekage drysset med sukker blev hendes ønske.
De første mundfulde var en kamp, men så begyndte den ligefrem at smage hende.
" Jeg mistænker du er bekymret for min mælkeproduktion af helt andre årsager end vores søn " sagde hun , da humøret vendte tilbage ...sådan da...i takt med pandekager fløj ned i hendes mave.

Så fik hun en lidt mere alvorlig mine på..." ... Men Stephen jeg er bange...de ...de tog dig lige foran snuden på os...skal jeg hele tiden gå og bekymrer mig nu ? Jeg har....jeg har slet ikke lyst til at være adskildt lige nu...hverken fra dig eller Samuel. "
Alene det at Samuel lå et stykke fra dem nu, rev i Millicent . Hun havde behov for at forpubbe sig, et sikret sted , med Samuel og Stephen. Hvor ingen kunne nå dem.

Stephen kiggede på Millicent med et engle uskyldigt udtryk. "Hvad snakker du om?" Han håbede lige at hun var færdig med at være vred, men glæden var kort. Hurtigt skiftede hun til et alvorligt emne og hans humør sank næsten synligt med hendes emneskift.
"Vi holder lav profil lidt tid. Holder lidt ferie her hos de 'gamle'. Så ser vi lige hvad der sker. Finder ud af hvor de er henne. Måske kan vi udrydde dem - og ellers nyder de deres pludselige frihed. Man ved aldrig." Stephen trak let på skulderen og ville lave en ny pandekage. Selv havde han tygget sig igennem sin tredje. Hans appetit fejlede ikke noget. "Skal du have en ny?"

Hun sendte ham et drillende blik, ved snakken om de kurver hun hentydede til han ville beholde.
En smule bryst glad kunne man da godt sige han var , ik .
Hun smilede.
Men så var det ikke så sjovt mere.
" udrydde dem ? Nej, nu stopper det! Det er muligt de er ondsindet men vi skal altså ikke i krig, så lad os håbe de ikke er al for oprørte. " hun så lidt stram ud i masken.
Hvorfor skulle de dog være oprørte over kidnapningen var slået fejl og at deres penge engle maskine istedet havde dræbt deres milliard år gamle leder ? Pjat ! Pms vampyrer!
Millicent skulede til ham. " Nej jeg skal IKKE have flere pande kager....og hvis du nogen sinde bare tænker på at gå fra mig, om jeg så blodbåndet mig til 20 liderligere vampyrer, så dropper du de tanker...ISÆR dem om at tage Sam fra mig ! "
Hun rejste sig lidt brat op..." Hvis du vil have mig undskyldt...nu vil jeg se til MIN søn!"
Hun ville glide forbi ham og ud af døren, hvis ikke han afbrød.