Life on the Road - Millicent

Stilen var meget hyggelig i parken, og Millicent nød de kunne gå lidt i fred.
Hendes billed serie med Mr. Smartass og det at Stephen og hende havde været adskildt, havde gjort at pressen næsten altid var i hælene på dem, men indtil nu var de helt anonyme.
Hun tvivlede stærkt på Samuel fattede ret meget, men alligevel blev der peget mod sælerne og kysset på ham , imens hun forklarde at det var...sæler.
" Jeg synes vi skal over til dinosauerne....det skulle være ret unikt" smilede hun og placerede igen Samuel i sin vogn.
" Godt nok er de ikke levende helt, men det skulle være ganske unikt" pludrede hun til Stephen og tak kortet fra ham, for at se om hun kunne tyde den korteste vej dertil.
Da de kom derover, lignede det en byggeplads,der var blevet forladt...eller måske spist....af de store brølede mekaniske dinoer.
" Du gode" mumlede Millicenthelt nervøst, da hun forsigtigt rullede vognen afsted foran sig, imens hun med store øjne så sig omkring.

Sælerne blev pludselig meget grundigt beskrevet og imens Stephen både lyttede til Millicent og den energiske dyrepasser, fik han en masse lærdom om sæler. Han vidste ikke helt om det var korrekt, men det gjorde ikke så meget, det var meget sjovt at lytte til, især Millicent.
"Har de sådan nogle?" Udbrød han overrasket mens han selv forsøgte at afkode kortet. Da turen gik i gang, fulgte han efter, snuppede sit kort og pakkede det væk. De burde kunne finde vej uden, så stor varparken jo heller ikke.
Ærligt måtte Stephen indrømme at han nok ikke havde set dino-land på den måde. Det lignede mest af alt noget der havde haft besøg af King Kong. I hans land var dino-land et eller andet smukt land, med masser og planter og andet idyl. "aha ... jeg håber ikke der kommer nogle dino'er og invadere Aterswell forløbigt." Blev hans kommentar, som holdte til de var nået sikkert ud på den anden side.
Samuel havde ikke bemærket mange af de farlige dyr, han havde været mere opmærksom på de mennesker der gik omkring ham, hvilke nok også var det samme. Hans reaktion ville næppe være lige så tavs som hans mors.
"Måske skulle vi finde noget andet ..." Forslog Stephen, der slog op i kortet og kiggede rundt. Der var en masse dyr de kunne se, både de klassiske og andre mere pelset kræ. I den mere nuttet afdeling. Det valgte han, for Millicent havde ikke set begejstret ud for sit eget valg. Hans valg var tydeligvist meget sundere end dem hun havde det med at tage.

Selv med de mekaniske bevægelser , så dyrene faktisk farlige ud. Næsten som man forventede at en af dem ville vise sig rigtig levende og starte en massakre af de stakkels uvidende besøgende i haven. Millicent var både facineret men også en smule beklemt ved de kæmpe dyr. Hun forsøgte dog at holde masken, så godt det nu lod sig gøre.
" Jo.." Mumlede hun og kastede et skævt smil til Stephen.Mon ikke han havde afluret hende allerede? " Der skulle være unger hos den der giga store vilde Bjørn....grizlie? Hvad hedder den nu??" Hun rullede hurtigt afsted med Samuel, ud af det lille jurassic park téma.
De fandt bjørnene og Millicent synes de var helt enormt heldige. " Tænk...normalt ligge de dyr bare og sover, men se....se dem lige moderen vandrede rundt og sendte enda et brøl mod tilskuerne, når hun ind i mellem stoppede op og stillede sig på bagbenene.
To små klumper af brune bamser vandrede rundt...trillede rundt og legede.
" Kom skatter...nu skal du bare se en Bjørn" kvidrede Millicent og bukserede den lille Samuel op af vognen. Hun holde ham så han kunne se, men Sam var mere optaget af en stor lille fjer der sad i en meget fin damens hat , og blæste i den blide brise.
Millicent møvede sig heeelt over til kanten og med en sært lille vrikke hop , lykkedes det hende sjovt nok at komme op og sidde, med Samuel i sine arme...og deres rygge mod bjørnene , der nu dannede en ' vild' baggrund." skatter...tager du ikke et billed af os med mobilen ?" Spurgte Millicent og forsøgte sætte sin kind mod
Samuels. i samme øjeblik, svimlede det .....sortnede for Millicents øjne...hendes arme snurrede som sov de og hun følte balancen tiltede så hun ikke vidste hvad der var op...eller hvad der var ned.

"Kan du ikke hoppe ned, så tager jeg et billed af jer to - med dine fødder plantet på jorden." Lød det bekymret fra Stephen, der ikke brød sig om hvor Millicent havde sat sig. Hun var virkelig en vild teenager. Alligevel fandt han sin telefon frem for at tage et billed, men han fik ikke engang programmet åbent, før Millicent svingede faretruende og Stephen smed alt hvad han havde i hænderne for at styrte frem imod hegnet for at gribe fat med den ene hånd i Millicent og den anden i Samuel.
Det resulterede i et vildt postyr, for det var ikke nemt at holde en mere eller mindre bevidstløs kvinde i den ene hånd og et lille skrigende spædbarn i den anden hånd. Til alt held var de folk der stod omkring Stephen hurtige til at gribe fat i Millicent så hun kunne blive halet ind og en anden fik ringet til en ambulance. En dyrepasser var også straks henne ved dem.
Stephen tog sig af Samuel, forsøgte at få ham til at tysse. Hvis det nogensinde lykkes, ville han sætte barnet over i klapvognen, stikke et eller andet i hans hænder og derefter vende sig imod Millicent.

Millicent ænsede intet omkring hende, da verdenen blev pakket ind i et tungt lag af blødt sort intethed.
Det var hendes held og alle de små børns held der også var tilstede, at hun ikke nåede at falde bagover, da det ville have været et gru opbakkende syn at se bjørnen flænse den lyse unge kvinde. et syn der nok skulle have kostet flere af børnene år lange mareridt efterfølgende.
Men...så galt gik det dog ikke. Heldigvis.
Tilbage i barnevognen, lå Samuel uvidende og hele dramaet.Han græd da forvirringen kunne fornemmes og han tav først da Stephens stak sin mobil i hans mund.Den var lagt i klapvognen af en af de tilstedeværende.
Da Millicent åbnede sine øjne, var alt sløret.
" Samule!!!" Panikkede hun og begyndte at skubbe løs til dem der sad foroverbøjet over hende, for at tjekke vejrtrækning og puls. Lyden af en ambulance nærmede sig og hun var ved at få et slagtilfælde. Millicent ville IKKE på hospitalet.
Svimmel kom hun op at sidde, og kunne hun gribe ud efter Stephen, ville hun først kræve nyt om Sam, og dernæst at han hjalp hende op at stå.....og væk fra postyret.
" Alt er ok...jeg er ok" forsøgte hun sig til Stephen og de måbende folk der dannede ring omkring dem.

Stephen havde sat sig ned ved siden af Millicent og let kærtegnet hendes ansigt mens han lod lægerne, der først var ankommet, tjekke alt på hende, trods de flere gange havde fået at vide at der ikke var sket noget alvorligt med hendes krop. De indsisterede og Stephen ville ikke bruge energi på at at diskutere med dem. Den kunne han bruge til at redde sin telefon sener hen, eller så meget andet.
Da Millicent endelig slog øjne op, var lægerne ivrige efter at skubbe hende ned, selvom hun tydeligvis ikke selv var enig om det. Stephen lage en finger let på hendes mund, bare for at lukke den.
"Han sidder og bider min mobil i småstykker, han har det fint." Svarede han lavt, mens han øjne gled bekymret over hende. "Hvordan har du det?"
Ambulancefolkene kom og ville tjekke endnu flere ting ved Millicent, mens de spurgte Stephen løs om hvad der var sket. Han havde en mistanke om at der var noget galt med Millicent, men svarede at han ikke vidste hvad det var og at han ikke før havde oplevet det, hvilke jo ikke helt var sandt.
Lægerne ville alligevel gerne have Millicent med på hospitalet, bare lige for at tjekke hendes blod og alt det andet tjavs de ikke kunne på åben gade, så Klapvogn og Samuel blev skubbede ind i Ambulance sammen med mor og far, for så at blive kørt afsted, dog uden udrykning. Kvinden var jo stadig i live og uden for fare.

Millicent lukkede øjnene og slappede af i sin respiration, da Stephen forsikrede at Samuel var helt okay.En enorm lyst til at knue sin lille søn ind til sig, hobede sig op i hende, samtidig med al postyret omkring dem stadig levede.
Hun kunne bare fornemme at hun ikke ville få lov til at rejse sig og spadserer væk herfra, og hun var på nippet til at surmule over det.Men heller ikke det fik hun lov til, for Stephens finger markerede hun skulle være stille.
Hun følte sig en smule forrådt over han samarbejdede med ambulance folkene, de havde jo slet ikke tid til det her. Stephen skulle spille i aften og de skulle også have deres skovtur. Alle de her tanker flimrede rundt , imens hele den lille familie blev anrettet i ambulancen og turen sat mod nærmeste sygehus.
Installeret på enmandsstue blev Millicent forvandlet til en enmandshær , da to sygeplejersker ville have hende ud af tøjet og iført de hvide hospitals klæder. DER trak hun altsår grænsen. Hun kunne se på deres aura at de blev ophidset og forvirret over hendes protester , men hun gav sig ikke. Ingen rør ved mig ... Og ingen rør mit barn!" Skreg Millicent frustreret. Hun så bedende på Stephen. " sig de ikke må, Stephen! Please... De må de da gøre det hvis jeg siger nej, vel... Der er da ulovligt ... Stephen ?!" Hulkede hun og nægtede at slippe Samuel som hun undervejs havde fået gaflet op i sin favn.

Stephen forstod på ingen måder Millicents kraftige reaktion. Det var jo ikke fordi hun skulle under kniven. De skulle bare sikre at hun stadig stod op om en halvtme også, hvilke iføgle ham virkede mere logisk end at hun hylede op, som om de var ved at bortføre hendes barn.
Sygeplejerskerne skubbede han væk, for at komme hen til Millicent, som han trak helt ind til sig sammen med Samuel. "Det er ikke ulovligt at hjælpe andre og du får noget andet tøj på om lidt. Jeg skal nok passe på Samuel imens, vi løber ingen steder." Han pressede kort deres læber sammen, før han forsøgte at fiske Samuel ud af Millicents arme.
"Du er sikkert ude inden i aften og så kan vi tage ud og spise eller noget." Han gav hende et kort klem med den ene arm, før han lod de professionelle tage over og selv gå ud med Samuel, der ikke brød sig om alt postyret. Ude i venteværelset satte han sig sammen med drengen, som genopfandt indteressen i telefonen. Imellemtiden satte Stephen sig til at læse billad.

Hun var ikke spor glad, og Stephens kys gav ikke nogen indre ro...hun kunne se på ham at han ikke ville bede dem stoppe.Han havde mere lyst til at sige hun skulle!
Millicent havde ikke selv bedt om en ambulance eller om at blive undersøgt!
Hun havde ikke et godt forhold til hospitaler, og det stammede helt fra hun var anbragt der, lige efter branden og hendes forældres død.
Alle de undersøgelser og den mistanke hun dér skulle face....nej, hospitalet var ikke hendes ' ven'.
Med en stor klump i halsen , stirrede hun med fugtige øjne efter Stephen, da han forlod hende...overlod hende....til de små hvide sataner og deres nåle de straks begyndte at gøre klar, imens hun skulle skifte tøj.
Millicent hadede det. Men tavs som en østers måtte hun nu føje sig.
Først skiftede hun til den hvide kittel, og dernæst sad hun pænt stille og lod dem trække hvad de skulle bruge af blid.Lod dem lytte hende på bryst og ryg og tillod dem at lyse hende i øjnene med en lille lygte.
Imens hun havde en lyst til at vippe dem en på låget, over at blande sig.
De forlod hende....og hun lagde sig ned på sengen og lukkede sine øjne.
Stephen ville sikkert komme om lidt....og så kunne de måske komme videre?
Udmattet efter det hele, begyndte hun døse hen.

En halvtime senere.
Lægen stod i sin hvide kittet og hilste på Stephen.
" DR.Bauer..." Han gav hånd.
" Der er ingen grund til at holde på deres forlovet Mr. Samson.
Hun skal huske at spise og tage den en smule med ro.Men...i er nok nød til at tage stilling til canceren ,..snart....ifølge hendes journal fra Aterswell har Miss.Cooper takket nej til yderligere udredning....og dermed også behandling? Jeg anbefaler hun ændrer mening...hurtigt" lægen ville dermed dreje om, og forsætte ind på den næste stue, med mindre Stephen havde spørgsmål.

Stephen fik læst alle bladende helt til maj to år forinden, før han fik selskab af en læge. Han lage straks bladet fra sig og gav høfligt hånd til manden. Efter hilsnen tabte Stephen tråden. Han forstod ikke en disse, først da han satte flere ord på problemet. Det fik næsten englen til at gå på røven i overraskelse.
Lægen blev sent afsted med et tørt smil fra Stephen, der blev siddende i stolen og gloede ud i luften i evigheder. Først efter at have fået styr på sine tanker fandt han telefonen frem og ringede til Jack. Han ville gerne have at han hentede Samuel og bad ham udsætte koncerten på ubestemt tid. Han tvivlede på at han ville kunne spille om aftenen, men i såfald ville det først blive sener.
Efter drengen var hentet gik Stephen ind til Millicent. Forsigt gik han ind, i frygt for at hun sov. Var det tilfælde ville han sætte sig i en stol og vente på at hun ville vågne i en ubehalig stol over i et hjørne.
"Hvordan har du det?" Han betragtede hende i en smilløs tavshed. Hans øjne studerede intenst hendes øjne og andre træk, før han så flyttede blikket til et vilkårligt sted i lokalet, væk fra Millicent. "Jeg har fået Jack til at hente Samuel. Mor og far skal lige have snakke lidt voksensnak."

Måske var der gået en god time, men så var hun også vågen.
Hurtigt fik hun genkaldt sig hvad der var hændt, og var parat til at at tage flugten fra det hvide landskab, hvis ikke Stephens ord havde bremset hende.
" Fint ... Jeg har det fint. " hun løftede en hånd og rakte den frem , og strøg håndryggen ned af hans kind.Noget var galt, han så for alvorlig ud.
" Jack har Sam...m-men..." Hendes protest forstummede da Stephen meddelte der skulle tales voksen snak.
Havde hun vidst koncerten var udskudt, var Millicent sikkert flippet totalt ud...hun forsøgte jo netop at nå det hele på den halve tid her...og det kunne man altså ikke hvis man udskød ting, vel?
Millicent fik bange anelser. Vidste han besked?
" Stephen...kan jeg lige klæde om, så kan vi snakke her....eller smutte og få en kop kaffe ?" Forsøgte hun , og fik sat sig op på sengens kant, men benene dinglende udover.
Det var forfærdeligt ikke at have Samuel nær sig...han var for lille...alt for lille til at undvære sin mor, syntes Millicent.
" Godt....så slå hul på ægget...hvad skal vi tale om? Jeg vil gerne hjem...til autocamperen" mumlede hun lidt tvært.

Stephen ignorerede Millicents snak. Han havde lyst til at sige noget med at hun var født på et hospital og ville også dø der, hvis hun ikke snart fik samlet sig sammen, men det virkede alligevel også for ufølsomt og han vidste heller ikke rigtig hvordan han skulle komme videre derfra. I det heletaget vidste han ikke hvad han skulle sige eller gøre og blev derfor bare tavst siddende og stirrede ud i luften.
Ville Millicent tage tøj på, kunne hun frit gøre det. Ville hun blive siddende kunne hun gøre det. Uanset hvad ville der ikke ske noget fra Stephens side i en rum tid. Igen var han hensunket i tanker der gjorde ham fjern og bragte ham ind i hans helt egen verden af - i dette tilfælde - ubehagelige tanker, som fik lysten til at gemme sig væk til at vokse i alt for høj fart.
"Henter du Sam hos Jack, og så lige sige at vi ikke alligevel spiller i aften. Jeg tager hjem." Sagde han til sidst, for så at rejse sig op og gå hen imod døren. Blev han ikke stoppet ville han i alt hast forlade bygningen og finde en baggård hvorfra han kunne lette fra og flyve tilbage til Aterswell og sin lejlighed.

Kun stilhed..og en yderst indelukket Stephen blev hendes selvskab.
En knude af spændningsangst dannede sig i hendes mave.Dette var jo...forfærdeligt.
Hun lod bagdelen glide ned af senge, og gik over for at trække sit tøj ned af nogle bøjler. Millicent følte næsten at han slog hende med hans tavshed....hvad handlede det her om? Hendes canser? Havde de idioter hældt det ud over ham...bare sådan bum? For helvede ...hun HAVDE jo sagt hospital var en dårlig ide.
Hun skulle lige fordøje hans stilhed, og gik ud på det lille toilet for at klæde om.
Herinde fra kunne hun høre Stephens sætning, om at aflyse og tage hjem....men uden uden Millicent? Og uden Sam?
Hun fik hurtigt trukket lynlåsen i kjolen op, og stormede ud...og efter ham.
Hell no...om det skulle være sådan. " Stephen....du må ikke gå ...vær sød at tal med mig....." Hun pressede sig selv ind i hans arme, da hun ikke regnede med de lige ville stå å
Frit åbne for hende, men hun var lige glad. Hendes krop smertede efter ham, og han var ved at smutte fra hende. " undskyld...jeg skulle have talt med dig om det" Millicents øjne fyldtes af tåre..." Jeg ville have talt med dig om det....men ... der har jo været så meget....og du ville aldrig have sagt ja til cd eller tourne ...hvis du vidste det....Stephen....? ...sig noget...vil du ikke godt!" Hun trykkede sig ind mod hans krop, hans hårde brystkasse og varmen der strømmede fra den var en sød pinfuldt trøst.

Automatisk gled Stephens arme op omkring Millicent, som han betragtede i tavshed mens hun snakkede. "Så meget?" Han sukkede dybt og tungt, før han så slap Millicent. "Men så meget betyder stadig der har været noget." Det mente han var logik for burhøns og det der var mindre. "... og har man ikke snart lært at man skal reagere på selv de mindste tegn?" Hvis Millicent ville svare, fik hun mulighed for det. Stephen overvejede hvilke af de millioner af sætninger han havde inde i hoved han skulle sige, hvilke - igen - tog en hel del tid for ham.
"Lad mig lige forklare dig én ting Millicent. Når jeg siger jeg elsker dig, så gør jeg det. Du betyder alt for mig. Dig og Samuel er min verden. Min lille utopiske bobel som jeg vil kunne leve i for evigt hvis jeg fik muligheden. Jeg vil gøre alt for at der ikke sker noget med den, men jeg kan ikke beskytte den fra nåle der kommer indefra og vil springe den." En tåre fandt endelig frem til friheden.
"Alt har en ende, det ved jeg, men lad det ikke være nu - jeg ber' dig. Bliv hos mig. Hos Samuel."

Hans favntag var alt for kort...alt for hastigt slut , når nu hun stod der og følte det hele brasede sammen omkring dem. Og denne gang var det vel ikke engang deres egnen skyld. Sygdom kunne man ikke dikterer eller beordre rundt.
Det smadrede hende totalt at se Stephen så berørt og trist.
Da hans slap hende og havde talt, nikkede hun...hvad skulle hun sige?
" Jeg går ikke ...nu...og det gør du heller ikke." Hun snuppede hans hånd og trak ham afsted , over at sidde på sengekanten.
Her tog hun hans ansigt mellem hendes hænder og lænede sig lidt ind mod ham.De bløde og let saltede læber , pressede hun mod hans kind....og dernæst læber.
" Jeg elsker også dig....og jeg gør hvad jeg kan for at blive...m-men det er svært...o-og nogle kampe står bare ikke til at vinde" hviskede hun , stadig med et greb i ham, nu bare hans skuldre.
" Stephen...du er i chok skat....de idioter har lige hældt det her ud over dig....jeg lover dig jeg ser samtlige læger...eller...jeg skal nok begynde på det...jeg lover dig jeg vil kæmpe" hun ville trække dem sammen i et knus.her skulle de havde holdt en dejlig frokost og hygget sig i zoo, og nu sad de her....på et skide hospital og hyggede sig med en kræft diagnose.
Hun slap ham og prøvede i stedet at holde ham i hånden.
" Lad os gå...jeg gider ikke det her lige nu...jeg behøver dig, dig og Samuel....ingen andre" sagde hun hæst og prøvede at få trukket Stephen mod døren....og friheden der lå og lurede udenfor.

Stephen fulgte efter, hen til sengen hvor han blev placeret. Da hun forsøgte med et kys, sad han passivt og stirrede ud i luften. Millicent ville altså gå - og opgive kampen på forhånd. Så kunne lige så godt begynde at gå til psykolog og alt det andet man nu en gang gjorde. Han var bare et skridt foran alle andre. Måske det kunne hjælpe sener? Han tvivlede.
som om det hele ikke var slemt nok, ville Millicent da lige tilføje at hun kun gjorde det for hans skyld. Måske også Samuels, selvom hun da lige havde forsøgt at trække ham med sig i døden. Hvem ved sin fulde fem satte sig også op på hegnet til et bjørne område?! Nå jo ... Millicent var jo syg, det måtte så være forklaringen.
Som et barn der blev trukket ufrivilligt igennem et supermarked, fulgte Stephen med Millicent ud fra hospitalet. Udenfor blev de mødt af autocamperen som var omringet af journalister der ville vide hvad der var sket, hvorfor der ikke blev holdt koncert alligevel.
Stephen var hurtig til at vriste sig ud af Millicents greb og løbe hen imod de ansattes parkeringsplads, hvor han så tog en bagvej væk fra hospitalet og journalisterne der var ved at få øje på ham. I fuld firspring løb han væk fra de få journalister der havde forsøgt at optage forfølgelsen.

Millicent tabte næsten modet.Det var temmeligt hårdt at se Stephen så afvisende, eller så fjern som han var. Men hun var sikker på hun nok skulle få tøet ham op og få ham til at slappe bedre af, når de kunne få lidt tid for sig selv.
De kom ud, og første tanke var at det var enormt sødt af Jack og Nico, at være kørt hertil.Men alle journalisterne var hun slet ikke beredt på. Hun lænede sig ind mod Stephen, for at blive tryg....men...havde nær mistet balancen da hendes forlovet nærmest allerde var i bevægelse væk....og efterlod hende med skole de emsige pressefolk der samledes sig om hende, som var hun en sild til sultne sæler.
Panikken trådte til med fuld kraft, hendes hjerte hamrede i brystet og hun forbandede Stephen for at lade hende alene med dem.
Imens spørgsmål som Miss Cooper, hvad fejler de? Er det alvorligt? Venter de barn igen med Mr. Samson? Skal deres søn være storebror allerede? Har de en sygdom? Hvad skete der i zoo? Skal de skilles? Orfor er koncerten aflyst? Støtter de ikke Mr. Samsons valg af karriere? Og mange flere væltede ned over hende og blitzene ligeså.Millicent forsøgte så godt hun kunne, men pressen havde hun ingen øvelse i...og de få gange hun havde mødt den, havde Stephen været der og værnet om hende.
" J-Jeg... Har ingen kommentager....i må tale med Stephen, når...øhh...han kommer igen" hun kiggede rundt i mængden og ledte efter Nico eller Jack, en eller anden der kunne hjælpe hende fri.Hun forsøgte møve sig igennem den tæt pakkede flok, til autocamperens dør, men det var svært, de gav hende stort set ingen plads, og hun var ikke en stor klippert, og stadig en anelse fuzzy over på dagens begivenheder og det blod de havde tappet fra hende.

En mand med en lang hvid kittel og næsten lige så hvidt hår kom løbende ud til journalisterne. "Vil de være så venlige at forlade stedet øjeblikkeligt!" Råbe han højt og tydeligt. Hans hånd greb fat i Millicents for at trække hende tilbage til hospitalet, hvor hun kunne blive til journalisterne var dampet lidt af. På cirka det tidspunkt kom Jack op til Millicent med Samuel på armen.
"Hvor blev Stephen af? Han så ikke specielt glad ud. Er der sket noget? Nej, lad være med at svare. Det er der. Skal vi tage hen i bilen, så får vi os et glas et eller andet og så finder vi ud af hvad vi gør med vores bortløbent musikant." Et kort grin lød fra Jack, mens han takkede lægen og tog Millicent med ud til Nico. Han havde allerede hældt et eller andet stærkt op i tre små glas.
"Velkommen i sikkerhed." Hans smil var ægte, omend ikke så strålende som det plejede at være. "Det er sgu trist at aflyse showet, men sådan er livet jo." Han slog sig ned og rakte det ene glas frem imod Millicent. "Mit bud ville være at ringe til Stephen, men hans telefon er savlet fuldstændig til, så jeg tror ikke den er til meget hjælp."

Det hele var ved at vokse hende over hovedet.En redningsaktion tilbage til hospitalet, virkede som det bedste bud, så hun klamrede sig til manden i kitlen, lige indtil Jack dukkede op....og hendes lille dreng.
Så rev hun sig ud af mandens greb, takkede ham i munden på Jack og gaflede Samuel over til sig, imens hun lod Jack føre dem tilbage til bilen og inden for.
" Det er helt...min skyld" begyndte hun.
" jeg er syg og havde ikke fortalt Stephen det....men lægerne klarede den sag....og nu... Vi må have fat på ham"
Millicent satte sig ind på den lille bænk, og knuede Samuel ind til sig.
" Tak...fordi i passede på ham...og på mig" hun bundede hvad end de havde skænket op til hende, og kunne straks mærke varmen brede sig fra hendes bryst og videre ud i kroppen.
" årh...det er da shit med mobilen....vi må købe en ny til ham...så Samuel kan få sin egen" et lille smil poppede frem, selv om det var sagt i sjov.
" hør nu her...vi må finde ham...kan jeg få ham for mig selv en times tid, så lover jeg han er klar til at spille.Der går jo ikke i aflyser det hele...pressen er ved at gå helt amok over det.og over zoo episoden...det hele roder" kom det misfornøjet fra hende.Hun så på de to mænd..." Har i nogen ideer ?" Spurgte hun næsten med gråd i stemmen.

Jack og Nico kastede et kort blik på hinanden før Jack tog ordet. "Det er sødt af dig, men jeg tror ikke den går. Vi spiller fordi vi har lyst og Stephen mere end nogle anden. Er han i det rigtige humør kan han spille i mange timer i træk, lige til han er ved at gå i brænderne af træthed, men hvis ikke hans humør er til at spille, så kan vi ikke tvinge ham. Det har vi ikke lyst til."
Nico kom fra sidelinjen: "Men måske du kan lave mirakler?" Masser af håb var i hans stemme, men det blev hurtigt slukket af Jack, der var lidt mere mørk.
"Selvfølgelig, men lad os nu bare lige finde ham først. Han har det ikke med sådan at løbe hjemmefra, men én gang skal jo være første gang." Et tamt smil, før han rejste sig op og gik hen til rettet. "Vi køre dig tæt på og så må du ud og se om du kan fange den sky musiker ind."
Bilen blev startet op så begyndte jagten på at finde Stephen, der ikke lige gad findes. Han havde fundet et eller andet hul hvor de solgte øl. Masser øl. Hans projekt var ikke at blive fuld, selvom det var tiltrækkende. Han ville bare gerne .. gemme sig.

" jeg vil ikke være den der kvaser mandens spillelyst" lød det stædigt fra Millicent.
Hun kunne havde kommenteret på det med at løbe væk fra problemerne til Nico og Jack, men hun valgte at holde deres vaske tøj privat....men det var bestemt ikke første gang han stak af.
Da hun var gravid havde han forladt hende...og nu hvor han vidste hun havde kræft...stak han også af. Hun blinkede tårene væk, så godt hun kunne.
" okay...i kan starte...ser i ham så kalder i ...jeg vil lige give Sam mad og ren ble, og putte ham. Så er jeg klar til jagt" forsøgte hun at lyde sjov, selv om det koksede rimeligt meget.
Som sagt så gjort...Samuel blev bøvset af og puttet.han sov da han ramte puden.
Millicent sukkede....ingen spor af Stephen.
" kan i ikke sætte mig af ved hoved gaden? Så prøver jeg at støve ham op!" Det hun ville var at tage et kik ind i alle restitutioner, cafeer og værtshuse...og lede efter en engle aura. Det ville koste hende enormt mange kræfter, men hun MÅTTE bare finde ham.
To en halv time senere......
En hvid aura hang over et bord i en lille knejbe.
Millicent sms til drengene i bilen , at hun havde fundet ham....og ville komme hjem med ham om en lille time.
Langsomt nærmede hun sig bordet...to andre sad ved det, sammen med ham...og det fik hende til at tøve....meget.
Sad han altid med fremmede?
" S-Stephen?" Kom det usikkert fra hendes blege læber.
" Må jeg tale lidt med dig?" Spurgte hun og var pinlig ved at stå her og tigge ....og tage de blikke fra de to ved bordet.

Mens han var godt igang med sin andene øl, kom pludselig to fremmed og slog sig ned ved Stephens side. Han kiggede ikke op på dem, gad ikke at snakke med journalister, men til alt held viste det sig ikke at være det. Derimod var de to personer der ikke sagde noget i et lang stykke tid, men efter lidt tid skubbede de en samtale igang.
Det var noget med at de godt kunne se han var trist og at de syntes han skulle komme op med næppet og tage en tår sammen med dem. Sådan blev det. En tår blev hurtigt til meget mere og til sidst havde han det helt godt med de to han endnu ikke kendte. De betalte, var høflige og snakkede ivrigt om alt imellem himmel og jord.
At de to personer ikke var journalister tog det ikke lang tid for Stephen om at gætte. De havde ingen pressekort, heller ikke optager, papir eller andet gøgl med. De var bare dem selv og havde de sjovt som to venner der var i byen - sammen med en ny en.
Ved Millicents ankomst var der højt humør ved bordet. Stephen var snart til bunds i sin vodka, ligesom de to andre. De hylede og havde det vældigt skægt. Ingen bemærkede Millicent der var kommet trippende.
"... Ja det sagde hun virkelig!" Hylede den ene af mændene og ikke bare hans to bordmakker brød ud i grin, nej de fire nærmeste borde grinede med på joken der næsten rystede huset.
"Men hør makker, så skal du bare høre min historie!" Lød det fra manden på den anden side af Stephen, der gav ham en albue i siden, så han nær havde spilt sit glas vodka. "For da jeg var ung som dig, der mødte jeg hende finken der, smuk smuk! Åh ja! ..."
Stephen forstod ikke så meget, han drak blot og nød at hans hjerne ikke kunne samle sig om noget. Ikke gang at finde op og ned i lokalet.

Ja ja , det havde været langt mere forfærdeligt at finde ham med hans hoved i en gas ovn eller ved at drukne sig, og dog slog det alligevel hårdt på Millicent , at finde ham sådan her.
De stod midt i en krise , både som forældre og som par ... Og hun risikerede at hendes liv snart blev vristet ud af hænderne på hende. Og hvad gjore han? Skred fra hende , overlod hende til gribbene og satte sig til at feste med to fremmede. Pisse fuld og nærmest på rulleskøjter.
Og han hørte hende ikke en gang, da hun bad om at få lov at tale med ham. Hendes stemme druknede i latteren fra de omkringværende.
Hun fandt sin mobil op, og sendte en SMS afsted til Nico. Dette var mere end hun lige kunne rumme. Det var muligt han var i chok , men det var andre hende der skulle dø ! Og han stak altid af og efterlod hende - alene- med problemerne.
Hvad ville han gøre når hun lå syg og bleg efter kemo? Gå ud og fylde sig og hoppe i kanen med en tilfældig? Så kunne hun lige så godt gå sin vej nu.
SMS'en til Nico lød : HENT MIG NU VIL I IKKE GODT? HAN ER EN STOR IDIOT.

Inden hun ville gå uden for og vente. For en lille djævle i den ellers så søde pige. Hun skulede til nabo bordet hvor en eller anden drink stod placeret , sammen med en kande almindelig vand, der synes at stå ganske urørt. Millicent snuppede den , uden at få lov...gik den sidste meters penge over til Stephens bord og uden et ord , ville Millicent tømme den ned over ham , lade det kolde våde vand sige ned af isse og skuldre og videre til ryg og bryst - inden hun ville tage flugten ud imens hun mumlede han var en idiot.

Stephen var igang med at lytte til noget der lovede godt. En joke, hvis han ikke var helt galt afmarcheret. Han syntes den var sjov, så han grinte. Det var heldigt, for på samme tid brød alle de andre også ud i grin, men pludselig måtte han stoppe. Noget kom ned i hoved på ham. Det var vådt og koldt.
Forvirret kiggede han rundt, til han fik øje på Millicent. Han råbte efter hende, før han så kom på bene og forsøgte at følge efter hende, men det hele syntes lige at tage en tur på hoved. Han gik i gulvet så lang han var og formåede at hive to med sig i faldet. Da de alle havde en næsten kongeværdig høj promille, tog det lige et par minutter for dem alle tre at vikle sig ud af hinanden og derudover lige et par ekstra for dem at komme op at stå.
Udenfor var Jack og Nico kommet. Nico var stået ud af bilen og gik hen imod det sted Millicent kom ud fra. "Hvad er der sket?" Det var ikke svært at se at hun ikke virkede vildt glad, men hvorfor forstod han ikke. Det fik han dog hurtigt svar på, for langt om længe havde Stephen kæmpet sig vej til hoveddøren. Godt lokalet ikke var større, for så havde det sikkert taget ham år bare at finde døren.
"Hvor skal du hen?" Spurgte en Stephen der klamrede sig op af døren, for ikke at gå i gulvet, igen.
Nico tabte både næse og mund, før han begyndte at kalde på Jack, som dog allerede var kommet ud. Han så heller ikke spor glad ud. "Så kan jeg godt se der ikke bliver nok musik i aften." Mumlede han, mens dampen steg ud af ørerne på ham.
Stephen var ikke interesseret i at følge med i autocamperen og kæmpede til af alle krafter for både at blive stående og kæmpe imod Nico og Jack, der endte med mere eller mindre at løfte ham af sted. Inde i bilen blev han placeret i en stol. Nico holdte 'vagt' mens Jack gik ind og sikrede at regningen var betalt.
"Hvorfor har du vand ud over dig?" Ville han gerne vide. Selvom Stephen ikke var gennemblødt over det hele, var der vand flere steder end hvis han havde spildt ud over sig. Selv hvis det havde været meget han havde fået ud over sig. Der kom ikke noget svar, Stephen havde lukket øjne og syntes at være væk i sin egen verden.

Millicent var rasende og ulykkelig.
De stank jo , Stephen og hende , til at komme over livets bump på vejen og det gjorde hende virkelig ked af det. For ikke at nævne stang pinlig , , da Stephen væltede efter hende og stod på halen. Hun ville gerne ned til ham og hjælpe ham. Kysse hans sorger væk og mærke hans læber, men hun var rigtig sur og kunne ikke få sig selv til at hjælpe. Hendes opfattelse var at han vendte ryggen til hende og det sved.
Hun styrtede ud til Nico og pegede i retning af Stephen.
" vær så god, han er heeeelt din . Det er simpelt hend for meget det der" Millicent skred forbi mændene og ind i bilen. Der sad hun med snuden trykker flad mod bilruden , for at kunne følge med. Hendes øjne var ved at trille ud , da de kom slæbene ind med ham . Stephen var ikke videre moden , hvis man spurgte Millicent. Men det kan jeg love dig at hun heller ikke var.
Hun trak Nico til siden og skærpede situationen. " enten smutter han! Ellers går jeg med Samuel! Du forventer da ikke jeg skal sove sammen med ... Ham... I nat?.. Der er helt urimeligt. HAN er ... Det..." Stemmen knækkede over og Millicent skulede mod Stephen.
" mig! Der var mig ... Idioten ignorerede mig.... Ja undskyld mig at jeg måske kradser af , der er fandme også ufølsomt af mig at tillade mig at få en kræft sygdom " kammede det over for hende og hun var to sekunder fra at tudbrøle.