et uventet møde - Elisbeth

"Jeg drikker skam te" sagde han med et lille smil, "selvom jeg ikke har fået noget i lang tid, og hvis det ikke gør dem for ukomfortabel, er deres selskab mere værd end både kager og te" han tøvede lidt, "men hvis de ønsker det, kan jeg godt gå, jeg ønsker ikke at skræmme dem, eller ødelægge deres aften, selvom det meget vel kunne tænkes at være for sent".

"Det har været den mest behagelige aften siden jeg kom her til" svarede Elisabeth og sukkede svagt. Hun skænkede Edward en kop te "det er rart at tale med Dem igen.. jeg har savnet Deres selskab"

Han smilede stille og nikkede svagt mod hende, da hun hældte teen op, "mange tak" sagde han, da hun var færdig med at hælde tog han en tår af den varme drik, det smagte godt. Han havde ikke drukket te længe, da smagen stadig minded ham om den tid han havde været i live i England, det havde i starten gjort ham utilpas og havde ført til at han helst holdt sig fra drikken. I aften var det dog en rar følelse. "Det glæder mig at høre" sagde han oprigtigt, "jeg må sige at jeg har det på samme måde".

Hun lo blidt "De må have været meget spændende igennem på små tohundrede år.. jeg er såmænd overrasket over at De overhoved kan huske mig"

Han nikkede, "ja, der er da sket en el" sagde han og tænkte tilbage, "men dem glemmer jeg nok ikke lige sådan, selvom jeg ærligt må indrømme at jeg havde svært ved at kende dig, da jeg først så dig, det tog mig lang tid at finde ud af, hvad ved dem det var der virkede så bekendt".

"De har kun været væk fra mig i to år, men jeg kunne ikke forestille mig at De kunne være den samme person" sagde hun "men det var logikken der kæmpede imod"

Han nikkede lidt, "ja, jeg kan forestille mig at det må være en ... mærkelig oplevelse for dem" sagde han tænktsomt.

"Vi kender vel begge fornemmelsen af at se en person tohundrede år efter de burde være døde" svarede hun og smilede til ham "de må have været lige så overrasket som jeg"

Han nikkede, "ja, men jeg mener også hele oplevelsen af at springe så langt i tiden, jeg har trods alt haft tid til at tilpasse mig ændringerne, i hvert fald lidt" sagde han med et svagt smil, det var svært at følge med tiden.

"De har ret, det har været noget af en omvæltning.. jeg har prøvet at finde en måde tilbage, men jeg er slet ikke sikker på at de kan lade sig gøre" sagde hun og sukkede svagt.

Han betragtede hende lidt, "har de hørt magirådet, hvad de ved om den slags?" spurgte han, det havde hun sikkert, men det var det eneste han kunne komme i tanke om, som måske ville virke.

"Jeg har allerede været i kontakt med dem" svarede hun opgivende "men som jeg havde forudset er at rejse tilbage.. muligvis umuligt.. ellers i hvert fald i strid med naturens orden. Og som De ved, eller ikke ved, kan magien ikke sådan uden videre bryde de mest fundamentale af naturens love"

Han nikkede, "magi er som sådan ikke noget jeg ved så meget om" sagde han, "da jeg ikke selv har mulighed for at beskæftige mig med det, men jeg kunne forestille mig at det fulgte visse regler".

"Det gør der så sandeligt" sagde hun og fik et øjeblik et ulykkeligt udtryk i ansigtet "jeg er nok nød til at blive i denne tid.."

Edward tøvede, han ville gerne sige noget for at få hende til at have det bedre, men var ikke så vant til den slags, især ikke overfor gamle kærester der var rejst et par hundrede år i tiden, "Det er ikke helt skrækkeligt her" sagde han, "... og hvis du vil vide det, kan jeg fortælle dig, hvad der skete med din familie, efter du rejste" tilbød han.

Elisabeth så interesseret op på ham "ja? De tog tilbage?.. jeg havde slet ikke forstillet mig at De havde mødt dem siden jeg forsvandt.. jeg ville være taknemmelig for alt information De kan give mig"

Han nikkede, "ja, jeg tog tilbage for at finde dem, men da var de allerede rejst" forklarede han, "hm .. lad mig se hvad jeg kan huske" han sad lidt og tænkte tilbage, "så vidt jeg husker levede dine forældre et forholdsvist langt liv, de spekulerede meget over, hvad der var sket med deres datter i den nye verden, men jeg tror de håbede på det bedste helt til det sidste. Deres søster, den yngste, blev gift med smedens knægt. Den ældste blev lærerinde, jeg ærindre ikke om hun fandt sig en mand. Deres broder arvede selvfølgelig jeres forældre, hvis min hukommelse ikke fejler mig helt, så blev han gift og fik børn".

Elisabeth mærkede en svag varme i kinderne og brød øjenkontakten "De tog tilbage for at finde mig?"

Han nikkede og smilede til hende, "ja, efter jeg havde fået mere kontrol med mig selv" sagde han og betragtede hende lidt, "men jeg fik at vide at du var rejst"

"Og det var jeg også" svarede hun "som De ser..." hun smilede lidt til ham, selvom det var lidt sørgmodigt.

Han nikkede, "og så fandt jeg dem alligevel, selv om jeg forlængst havde opgivet tanken om at gense dem" sagde han og smilede også svagt.

"Jeg opgav håbet langt før De gjorde ser det ud til.." sagde hun.

Han lo svagt, "de troede vel også jeg var død eller havde forladt dem?" sagde han, "jeg vidste udmærket at det ikke var sådan"

"Jeg frygtede begge dele" svarede Elisabeth "det skammer mig at sige jeg ikke ved hvad jeg frygtede mest.."

Han betragtede hende indgående og smilede så til hende, "det er der ingen grund til, begge dele havde været slemme" sagde han.