et uventet møde - Elisbeth

tid: 23:00
sted: gågaden
omgivelser: mennesker der er ude og drikker eller bare går og snakker, måske har de været på restaurant
vejr: stjerneklart, fuldmåne

Edward gik hen ad gaden i denne nye by. Han var lige kommet og på udkig efter middag, han kiggede efter en ung, pæn pige, en han kunne forføre, og med lidt held drikke fra uden at hun behøvede at dø, han var ikke i humør til mord i aften. Han kørte en hånd gennem sit hår og skubbede sine briller længere op på næsen. Han var iført sorte bukser og tøj som på billedet.

Elisabeth gik stille og roligt gennem gågaden. Hun havde lige været til et aftenkursus i historie, og bar nu på sin taske med bøger om emnet. Hun lod blikket dvæle ved de mange trafiklys, biler og lysende skilte med reklamer. Det ville tage noget tid at vende sig til, måske ville hun aldrig vende sig til det.
Hun var iført en sort kjole, ikke for nedringet og til anklerne. Hun havde en lille, sort jakke udover og et par sorte læder støvler.

En ung pige fangede Edwards opmærksomhed, hun var pæn, lige hans type. Han kiggede nærmere på hende og fik en underlig følelse af at have set hende før, og ikke for nyligt. Noget ved hende fik ham til at tænke på en anden tid, som om han havde mødt hende før, for længe siden. Han rynkede brynene, hun lignede ikke en vampyr og han kendte ingen i denne by. Han gik nysgerrigt hen mod hende og begyndte samtidig at smile sit mest indsmigrende smil, hvis nu hun skulle få øje på ham.

Elisabeth rettede blikket imod en skikkelse der nærmede hende, og stivnede. Hun så forvirret på den smukke mand, der elegant kom tættere på hende i mængden. Hun fik svært ved at trække vejret, for han lignede Edward, fuldstændig som sidst hun så ham for 2 år siden. Og så alligevel ikke. Han var smukkere end hun havde husket ham. Hans træk var finere, hans hår mere glansfyldt.. hun blinkede en gang og tog en dyb indånding. Det var jo ikke ham, men han lignede så forfærdeligt meget..
Hun slog blikket ned og overvejede at skynde sig den anden retning.

Edward var kommet så tæt på kvinden at hun ville kunne høre ham, og han hende. "Godaften frøken" sagde han og bukkede svagt for hende. Han gik et par skridt nærmere og rakte ud efter hendes hånd. Han var også så tæt på at han kunne lugte hende nu, og igen blev han overvældet af genkendelse, hendes lugt bragte ham flere årtier tilbage og han kiggede indgående på hende, prøvede forgæves at huske, hvor han havde set hende før. Måske var hun en efter kommer af nogen han havde kendt engang, det var ikke første gang han var i Amerika og folk kunne nogen gange minde forfærdeligt meget om deres forfædre.

Elisabeth stoppede op, da mandens hilste. Hans stemme.. på en måde den hun kendte, og så alligevel en helt anden. Hun kiggede op på ham, og smilte høfligt. ”Godaften Hr.” svarede hun og lagde sin hånd i hans. Hun nejede kort og kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Det var uden tvivl den smukkeste mand hun nogensinde havde set.

Hendes stemme, den ramte ham som en gammel sang og han blinkede chokeret, så førte han hendes hånd op til sine læber og kyssede den flygtigt. "Det er en smuk aften i aften" sagde han og kiggede mod himlen, "er De ude alene?". At høre hende snakke, se hende bevæge sig og lugte hende gav ham en underlig velkendt og rar følelse, han havde ikke lyst til at miste den følelse og han måtte vide hvorfor hun virkede så velkendt og hvilke gode minder hun bragte frem.

Hendes kinder blev varme og hun vendte ansigtet bort. "Det er det så sandeligt" svarede hun ham og tog sin hånd til sig. Hans væremåde.. var heller ikke som de andre mænd hun havde mødt her. Det forvirrede hende, som om hun stod overfor et meget smukt spøgelse. "Ja, jeg er her alene. Jeg er på min vej hjem fra et aftenkursus"

Edward smilede til hende, "Alene i natten, det kan være farligt, jeg må hellere følge dem hjem" sagde han og rakte ud efter hendes taske, "så kan jeg også holde deres ting". Det føltes rigtigt at være i nærheden af hende, hendes lugt og stemme tog ham tilbage til gode tider, han følte sig tryg og fredfyldt. Det føltes også rigtigt at snakke ordentligt til hende, at bruge sproget som det skal bruges og ikke den klumpede og uelegante måde folk nu til dags gjorde, hun virkede ikke til at finde det underligt eller ubehageligt som nogen gjorde.

Elisabeth lod ham tage sin taske, og selvom hun vidste det heller ikke var klogt at følge med en fremmet mand hun ikke kendte, var det ikke et tilbud hun kunne afslog. "Jeg takker, og tager imod deres tilbud" svarede hun og lagde blidt sin hånd på hans arm. Så huskede hun at de ikke gjorde den slags her, og tøvede kort.. vidste ikke om hun burde tage den tilbage, og frygtede hun havde brudt en af denne tids normer.

Edward smilede til hende og tog imod tasken, han blev overraskede over den gammeldags gestus og smilede svagt, det var en behagelig forandring fra alle de nye normer der skiftede hurtigere end nogen kunne følge med. "Hvor bor de henne, frøken?" spurgte han og begyndte at gå i den retning hun havde været på vej i inden han stoppede hende.

Elisabeth smilede og lod sin hånd blive, det virkede ikke til at han havde haft noget imod det. "Jeg lever i downtown, baggingsteet 14" svarede hun. Hun så lige frem for sig, og fulgte hans skridt, hans tempo.

Han nikkede og gik i den retning, holdt øje med byen og gaderne, men tænkte samtid over, hvem hun var, "undskyld mig frøken, men jeg er nysgerrig, hvad er deres navn?" spurgte han nysgerrigt, måske det ville give ham et hint, hun kunne være en efterkommer af en tidligere ven, eller måske en han havde set på billeder engang, ikke at det ville forklare lugten eller stemmen.

Elisabeth tøvede, mest af alt fordi hun frygtede hans reaktion. Hun vidste det ikke kunne være den mand hun havde kendt og elsket, men tanken gjorde hende stadig usikker. "Mit navn er Elisabeth Morgan" svarede hun høfligt.

Navnet var velkendt, et han han tit havde sagt og tænkt på for mange mange år siden. Sammen med navnet kom minderne om hende tilbage, han huskede hvorfor hun virkede så bekendt. Men det kunne ikke være hende han huskede, hun var død for mange år siden, og kvinden her var helt bestemt i live, han kunne fornemme hendes hjerteslag og høre hendes åndedræt. Den Elisabeth han havde kendt, var godt nok flyttet til USA, eller det havde man i hvert fald fortalt ham, så denne kvinde kunne være hendes oldebarn, eller tipoldebarn måske. "Det er et smukt navn" sagde han og prøvede at lyde afslappet, "ligger der nogen speciel mening bag?".

"Min mor synes det var kønt" sagde Elisabeth og mindet om moren gav hende en klump i halsen. "Morgan er familiens navn" hun så lidt på husene omkring dem, og sagde så "det er her jeg bor"

Han nikkede, "det lyder måske underligt" sagde han og tøvede svagt, han ville ikke virke for mærkelig eller påtrængende, "men jeg har studeret lidt historie og fandt nogle notater om en Morgan familie i 1800-tallets England" sagde han og smilede vagt, "ved du om den har forbindelse med deres familie?" spurgte han, ikke han håbede meget, det var de færreste der kendte deres familie flere generationer tilbage.

"..." Elisabeth fik det underligt, kiggede op på ham. Nu kendte han også hendes familie, var det en form for magi? Et genfærd fra fortiden hun havde taget med sig til denne tid? En dæmon der brugte afdødes skikkelser til at narre en? "Hør Edward.. jeg tror det er bedst jeg går ind. Det har været en.. meget mærkelig aften" sagde hun og lagde hånden på håndtaget.

Edward så overraskede på hende og glippede et par gange med øjnene, vidste hun hvem han var? "Undskyld, det var ikke min mening at opholde dem længere end de ønskede ... men, jeg mindes ikke at have fortalt dem mit navn?" sagde han spørgende og så undersøgende på hende, endnu engang måtte han overbevise sig selv om at hun var menneske, helt igennem menneske.

Elisabeth så på ham. Overrasket, navnet var bare røget ud. "Oh jeg beklager, undskyld.. nej de har jo slet ikke fortalt mig deres navn.." hun forsøgte at slappe lidt af "det andet var en gammel vane, de minder mig om en kær ven jeg engang mistede.. for længe siden" hun fjernede hånden fra håndtaget "må jeg spørge om deres navn hr?"

Han smilede svagt, "mit navn er Edward Ringwald, så de gættede rigtigt". Han betragtede hende lidt, det var underligt, at han skulle minde hende om nogen hun havde kendt, ligesom hun mindede ham om en, "Sig mig, tror de på genfødsel?" spurgte han, det ville være en mulighed, han havde ikke troet på det tidligere, men nu ... "eller skæbne?".

"Jeg begynder at tro det.." sagde Elisabeth og så forvirret på ham "Edward Ringwald.. De kan ikke være den samme Edward Ringwald der sneg sig ind i mine forældres blomsterhave efter midnat" sagde hun "men De ligner ham.."

Han huskede tilbage, det hun sagde lød bekendt, han kunne huske at have gjort det engang, dengang han havde kendt Elisabeth og stadig været i live, det var underligt, hvordan hun lignede hende, lugtede som hede, lød som hende og endda havde det samme navn, havde det været en anden tid ... Han sø tøvende på hende, "undskyld mig, men hvordan kan de vide, at det ikke var mig?" spurgte han, han var sikker, for denne unge dame kunne ikke være mere end tyve, og det var over hundrede år siden han havde kendt hende, men hvordan hun kunne være lige så sikker, det gjorde ham nysgerrig.

Elisabeth så ham ind i øjnene og mærkede hvordan hendes hals snørede sig sammen. Det gjorde hun heller ikke, faktisk fortalte alt andet end logik hende at det var ham. "Fordi det er 200 år siden" hørte hun svaret komme fra sine egne læber.

Han mærkede ... noget, overraskelse, vantro og undren, "200 år ..." sagde han, "Elisabeth Morgan, som for 200 år siden boede i England, er det dem?" spurgte han, stadig vantro, "og som, i en ung alder flyttede til Amerika i søgen efter et nyt liv?".