Et uventet møde - Yuka

Tid: Omkring middag
Sted:Centered
Omgivelser: Butikker
Vejr:Sol
Tøj:Sweet shirt and little skirt
Årstid: Sommer

Angeles sad på sin yndlings cafe og arbejde. Hendes kaffe var stadig dampene varm ved siden af hende. Hun prøvede at komme over sin skriveblokering, ved at gå et andet sted hen, måske var det fordi hun altid sad det samme sted at hun pludselig ikke kunne skrive. Mens hun sad der gik et par forbi, de talte med britisk accent og Angeles blev grebet af minder og længsel. Hun savnede London så forfærdeligt meget og også alle de venner hun havde efterladt da hun rejste. Hun skrev i en lille notesbog som hun altid havde med sig. Men der skete ikke noget, i frustration lukkede hun bogen og smed den ned i tasken. Hun gemte ansigtet i hænderne, men nu kunne hun ikke tænke på andet end det savn hun følte efter at tale med en af sine gamle venner.

Påklædning: en kort lille sommerkjole i en isblå farve.

Yuka gik forbi en lille cafe, hun hørte en masse mennesker gå forbi og snakke med den velkendte britiske accent som hun var blevet så van til at høre. Hun så sig omkring og fik øje på en anden pige som sad og så lidt forvirret ud, lignede det ikke en hun havde set før? "excuse me? Can I sit here?" spurgte hun, af ren vane over at have hørt den britiske accent slog hun over i sproget. Hun rystede forvirret på hovedet af sig selv

Angeles så op på kvinden der stod ved hendes bord, hun så meget bekendt ud. Men så igen det gjorde alle efter hånden "Yes, please" sagde hun og lavede en gestus med hånden mod stolen overfor hende. Cafeen var fyldt så det var ikke underligt at nogle ville sidde hos hende, det underlige var at Angeles var sikker på at hun havde set kvinden før, men hvor?

"thank you" sagde Angeles mens hun satte sig ned, hun så nysgerrigt på kvinden "I'm sorry this may sound rude. But haven't we met before?" spurgte hun venligt med hendes klassiske lette rullen på r'et

"No that's okay, I thought the same thing myself." hun smålo. Hun rakte hånden frem "My name is Angeles, may i ask who you are?" spurgte hun og ventede på at kvinden ville tage hendes hånd

"I'm Yuka. But I have been under a lot of names" smilede hun lettere uskyldigt og tog hendes hånd "Where are you from? beside Britain obliviusly" spurgte hun med et endnu større smil, hun kunne næsten sværge på at hun havde set hende før, selv navnet lød bekendt "what is your last name, not to be rude. But your name sounds so familiary"

Angeles smilede til kvinden der sad overfor hende "I come from a little town close to London. And my last name is Wain, Angeles Von Wain" Hun havde altid båret sit navn med stolthed og havde aldrig så meget som overvejet at ændre det.

"I know you!" sagde hun begejstret og et stort smil havde sneget sig ind på hendes læber "perhaps you know me as Angela Wriston" sagde hun med et lille smil

Angeles var nær faldet ned af stolen over Yuka's udbrud. Men noget faldte på plads da hun nævnte Angela Wriston, det var længesiden, meget længesiden "Oh my lord! I can't believe it, how have you been? How long has it been?" spørgsmålene hobede sig op inde i hovedet på hende, men mest af alt: "Wait, what are you?"

Hun smilede let og kluklo over Angeles udbrud "I have been good, what about you ? I haven't counted the years, but my bet would be a couple of hundred years" Hun vidste ikke helt om hun turde betro sig til Angeles om hvad hun var, men de var jo gamle veninder "I'll explain it later, when less crowded" smilede hun og hentydede til de mange mennesker.

Angeles smilede over gensynet med hendes gamle veninde. "I have been fine, some up's and down's but in the end fine" hun forstod godt at Yuka ville vente, selv var Angeles ligeglad: hvis folk hørte hende og prøvede på at sladre, ville de nok blive erklæret sindssyge, sådan at råbe op om engle. Det var ikke sket før, så vidt hun vidste, men det betød jo ikke at det ikke kunne. Efter 200 år var hun begyndt at være ligeglad med meget...

"no matter how long you live, I think that life somehow always has its surpises" smilede hun "so what have you been doing lately?" spurgte hun nysgerrigt og så muntert på hende. Der gik en lyshåret fyr forbi som hun kortvarigt kiggede efter før hun opdagede at det ikke var Josh som hun først havde troet

"Well a little bit of this and a little bit of that. But mostly i've been writing" svarede hun med et lille smil "Someone you know?" spurgte hun så da Yuka så efter en lyshåret ung mand der gik forbi dem. Han så bekendt ud, nok mest fordi han lignede Josh, han havde ikke nogen overnaturlig udstråling, men derfor var han stadig værd at se efter.

"No, but for a minute he looked like one" smilede hun med en let rødmen. "uhu writing, that sounds exiting. You haven't met someone special ?" spurgte hun med en let drilsk undertone

Angeles smilede, havde hun det? Måske, men så igen måske ikke... "To be honest, I don't know" hun sukkede "I did meet a nice guy the other day, but" hun trak på skulderne. Der skete så meget i hendes liv på en gang: Først det med Flora, så Josh og nu Yuka.

Yuka grinede lidt af hendes svar "someone I know?" spurgte hun jokende og strøg en hårlok om bag øret

"Maybe, a demon named Josh" sagde hun med et lille smil, hun havde tilbragt en dejlig weekend hos ham, men det betød jo ikke at han var 'mr right' de var stadig ved at lære hinanden at kende så hun kunne umuligt vide hvordan det ville ende eller hvad der ville ske under vejs.

"Josh Von Devon, living on a huge farm close to the Beach?" spurgte hun og hævede nysgerrigt øjenbrynet, jaså? der kunne man se, verden var sandelig lille

Angeles så forundret på hende "Yes" sagde hun simpelt "So you do know him" Hun smilede til sin veninde, det var sjovt hvor lille verden virkelig var "Well how about you?" spurgte hun, hun var meget interesserede i hvad hendes veninde havde lavet de sidste mange år.

"well I have been in Rumania for about a 100 years, but Again that was like 150 years ago" grinede hun med et stort smil. "besides that I have just traveld around the World swimmed with dolphins. You know nothing big" smilede hun

Angeles grinede "No nothing big, just the usual" hun slog ud med hånden. Hun havde godt opdaget at efter de første 100 år blev stort set alt til det sædvanlige, men det var jo fordi man havde tid til alt, så der var ikke særligt mange tid der var særlige mere.

Hun lo muntert "so where do you live now?" spurgte hun nysgerrigt

"In a penthouse apartment in Uptown" svarede hun simpelt og tog en tår af sin latte, hun havde brug for noget med mere koffein, hun havde ikke sovet så meget...