en uventet kunde - Thea

sted: Julians kontor
omgivelser: to sofaer, en lys blå og en grøn, og et kaffe bord står i midten af rummet, og op ad den ene af de hvide vægge står en reol og et skrivebord med stakke af papir i. Alle stakkene er i lige, ordentlige bunker og kontoret er generelt ryddet og rent. På det lille kaffe bord står en skål med karameller og en anden med frugt. Op ad væggen overfor den gule dør står en række farverige plasticstole. I en af de andre vægge er der et stort vindue, som giver udsigt over Aterswell og gør at rummet er godt oplyst i de fleste af dagtimerne.
tid: 12:55
vejr: sol

Julian sad i en af de farverige stole og ordnede nogle papirer. Han havde en aftale om fem minutter, og ville lige have ordnet det sidste af papirarbejdet inden, så kunne han holde en pause bagefter med god samvittighed. Han havde ladet døren ud til venteværelset stå åben, så han kunne hører, hvis kvinden der havde bestilt tid skulle komme før de havde aftalt.

Thea trådte ind i Julians venteværelse og så sig omkring. Der var mere farverigt end hun havde forstillet sig, men gættede på der var en psykologisk grund bag det. Noget med glade farver eller noget andet i den stil. Der var stadig 5 minutter til hun skulle ind. Hun havde skrevet navnet Tina Smith.. bare i tilfælde af Julian ville have aflyst deres samtale.

Julian kiggede op fra sine papirer, da han hørte nogen ankomme i gæsteværelset, han kiggede på klokken, der var stadig lidt tid til. "et øjeblik" sagde han, højt nok til at det kunne høres i venteværelset, "så er jeg der". Han skyndte sig at skrive de sidste par notater og lagde papirene til bage, hvor han havde taget dem, så gik han ud for at hente kvinden der måtte være ankommet. "Bare kom ind" sagde han og havde allerede et smil klar, før han overhovedet opdagede hvem det var. Han stirrede på hende og kneb sø øjnene sammen.

Thea trådte ind i lokalet og smilede stort til ham "mange tak" svarede hun og lukkede døren. "Hyggeligt kontor du har.. meget farverigt.. positivt rum" sagde hun og gik ind "hvor skal jeg sætte mig?"

Han så irriteret på hende, men gjorde så tegn mod den ene af de to sofaer, "du kan sætte dig der" sagde han og satte sig selv i den anden, "eller du kan gå igen" tilføjede han, "medmindre du rent faktisk har brug for min hjælp".

Thea satte sig ned hvor hun blev bedt om "er det sådan du starter med at hilse på folk? Få de mest nervøse til at gå?" hun lagde den ene ben over det andet "jeg er her fordi jeg godt kunne bruge psykologhjælp"

Han skulede til hende, "kun folk der chikanere mig" han sukkede, "... ok så, hvad vil du gerne snakke om?" spurgte han opgivende.

Thea så på ham og tøvede "jeg ved ikke helt.. hvordan starter du normalt disse her samtaler? Begynder man bare at tale??"

Han nikkede, "ja, du taler, og jeg spørger ind under vejs, hvis du går i stå, ellers lytter jeg bare" forklarede han.

Thea tøvede lidt og overvejede hvad og hvordan hun skulle starte. "Jeg er under et stort pres.." forklarede hun.

Han nikkede, "hvordan kan det være?" spurgte han og prøvede at lyde venligt interesseret.

Thea lagde sig ned i sofaen og så op i loftet.. "det virker dumt at tale med dig om dette her, på den anden side kan jeg jo ikke snakke med nogle andre.. siden jeg blev født har jeg været under stort pres og holdt et helt folks sikkerhed på mine skuldre"

Han nikkede, "og hvordan tror du det har påvirket dig?" spurgte han i samme tone som før, dog en anelse mere oprigtig nu.

"Det har gjort mig.. ja, det har gjort mig meget stolt, det er jo ikke kun negativt" sagde hun tøvende "men også frygtelig bange.. hvis det går galt.. så var det mit ansvar"

Han nikkede, "Hvilken effekt har det på dig i hverdagen?"

"Jeg er altid bekymret" sagde hun alvorligt "altid frygter jeg at der kommer en opgave jeg ikke kan leve op til og jeg svigter klanen"

Julian nikkede forstående, "og hvordan påvirker det dig, altid at være bekymret?" spurgte han, "hvad er det, som gør det til et problem?"

"Jeg har svært ved at sove om natten" fortalte Thea "og jeg er bare bange hele tiden.."

Han nikkede, "hvad gør du normalt for at håndtere det?"

"Lader som ingenting" sagde hun "gør hvad der skal gøres"

Han nikkede lidt, "og hvordan virker det?" spurgte han, "og hvoprdan ville du gerne kunne leve?"

"Det fungere.. sådan da, indtil videre har jeg ikke fejlet" hun så alvorligt frem for sig "men jeg ville gerne kunne leve uden frygt"

Han nikkede, "kan du forklare, hvad det er du er bange for?"

"Jeg er bange for at komme på en opgave jeg ikke kan klare" svarede hun

Han nikkede, "og hvad tror du det kunne være?" spurgte han, "prøv at uddybe din frygt?"