et uventet møde - Elisbeth

Han tænkte over det, "det er blevet lettere at rejse" sagde han med et svagt smil.

"Ah ja, selvom jeg må sige at jeg endnu ikke har benyttet hverken biler eller de nye toge" sagde hun.

Han nikkede, "det er også lidt af en omvæltning fra de gamle metoder" sagde han.

"Ja, og så er det ikke billigt at få en personligt, og jeg er bange for at lave en fejl hvis jeg tager det offentlige" sagde hun.

Han nikkede, "det kan jeg godt forstå" han tænkte lidt, "hvis de har lyst, kan jeg ise dig, hvordan de offentlige fungere?"

"Ja? Det ville glæde mig meget" sagde hun og smilede "hvis De virkelig ikke planlægger at spise mig, kan De jo gå hen og blive min kontakt til den nye verden.."

Han smilede til hende, "det ville glæde mig at være deres kontakt" sagde han, "for det betyder at jeg har en undskyldning for at se mere til dig"

Elisabeth smilede smigret "De er så charmerende som altid" sagde hun.

"De smigre mig" sagde han med et smil.

Elisabeth smilede svagt "jeg fortæller kun sandheden"

Han bukkede svagt i siddende stilling, "så vil jeg sige mange tak for komplimentet"

Elisabeth smilede svagt og havde virkelig savnet ham. Hun havde lyst til at kaste sig i hans arme og omfavne ham, men hun vidste også at det havde været et par hundrede år for ham.. han følte ikke et savn så stærkt på samme måde, og desuden ville det være upassende. De var ikke længere elskene, de kendte jo knapt hinanden.

Han betragtede hende, det var så længe siden og hun lignede stadig sig selv, stadig lige så smuk som han huskede hende. "Hvor vandre deres tanker hen?" spurgte han nysgerrigt, efter at have betragtet hende lidt.

Hun smilede forlegent, skammede sig næsten over sine tanker. "Gamle dage" sagde hun blot og forsøgte at skifte emne "så der er ikke noget jeg kan byde dig? Der er ikke noget De bare godt kan lide smagen af eller.."

Han smilede svagt, "ja, gamle dage ...". Han tænkte lidt, "nej, det tror jeg ikke der er, jeg er meget glad for teen" sagde han, "medmindre de ønsker at byde mig lidt af deres blod" tilføjede han med et grin.

Elisabeth spærrede øjnene op.. hun vidste ikke om det havde været en vitighed, og selv hvis det havde været.. "kan De det? Drikke mit blod uden at jeg dør mener jeg.. eller tager skade?"

Han så på hende og overvejede det lidt, så nikkede han, "ja, det kan jeg, men jeg mente det mest som en spøg" sagde han.

"..." Elisabeth så alligevel ud til at overveje det "jamen.. De kunne vel godt smage lidt" sagde hun tøvende. Hun vidste ikke hvad der gik af hende.. at lade et mørkt væsen drikke sit blod frivilligt, hun måtte være blevet gal. Hun lod være med at lytte til den lille stemme der hviskede at hun bare ville mærke hans læber imod sin hud.

Edward så overraskede på hende, "er de sikker?" spurgte han og rykkede samtidig tættere på hende.

Elisabeths hjerte slog hurtigere og hun nikkede lidt "hvis det ikke kan skade mig.. og hvis det ville gavne Dem ser jeg ingen grund til ikke.." sagde hun.

Han nikkede, "mange tak" sagde han meget oprigtigt og satte sig helt hen ved siden af hende, "de mærker måske et svagt stik i halsen" advarede han og bøjede sig ind over hende og satte tænderne i hendes hals. Han drak af hendes blod, det smagte godt, fantastisk. Blandingen af hendes blod og hendes lugt var utrolig. Han havde ikke lyst til at stoppe med at drikke, men han løsrev sig alligevel. Han slikkede sig om munden for at få det sidste væk.

Elisabeth kom med et svagt gisp af smerte blandet med kulden fra hans læber. Da smerten havde fortaget sig, rødmede hun.. han var utroligt tæt på, og hele følelsen af at han.. hun kunne mærke hvordan hun, hendes blod, gav ham næring.
Da han trak sig væk fra hende, lagde hun forsigtigt en finger over bidemærket.. hun havde et forundret udtryk i ansigtet, og havde aldrig prøvet noget lignende.

Edward så bekymret på hende, bange for at have taget for meget blod eller skræmt hende, "hvordan har de det?".

Elisabeth ledte efter de rigtige ord.. "forunderligt" svarede hun og så på ham "skræmmende.. ikke fordi at jeg var bange for at du ville slå mig ihjel, men fordi at jeg ville have ladet dig gøre det.."

Han så alvorligt på hende, "effekten varriere fra person til person, jeg er ked af at jeg skræmte dem" sagde han og kiggede indgående på hende, "jeg ville aldrig dræbe dig".