et uventet møde - Elisbeth

"Som sagt.. det var ikke tanken om at De ville dræbe mig, men tanken om at jeg ikke ville have noget imod det" svarede Elisabeth og så på ham "jeg håber det smagte nogenlunde?" hun var ikke sikker på om blod kunne smage skidt, selv synes hun det havde en. metallisk smag.

Han lo svagt, "det smagte ... fantastisk" sagde han, "jeg er meget beæret over at have fået lov til at smage deres blod".

Elisabeth smilede svagt "De kunne vel have taget det, hvis De virkelig ønskede det" sagde hun.

Han nikkede, "det kunne jeg nok, men det havde ikke været det samme" sagd han med et svagt smil.

Elisabeth smilede, og forsøgte at minde sig selv om at det ikke burde gøre hende så glad som det gjorde. ".. nu bliver jeg vel ikke til en vampyr?" spurgte hun, da hun mindedes nogle af de gamle sagn.

Han rystede på hovedet, "nej, det er kun, hvis jeg ønsker det, at den jeg bider bliver smittet" forklarede han, "hvis de ønsker det, kunne jeg forvandle dig, men det sker ikke bare af et bid"

Elisabeth så på ham og rystede på hovedet "nej jeg.. det tror jeg ikke er for mig" sagde hun.

Han nikkede, "nej, det kan jeg godt forstå" sagde han med et svagt smil, "jeg tror du har ret".

"Ja?" Elisabeth så spørgene på ham "hvorfor ikke?"

"de ville miste deres magi og de ville have svært ved ikke at slå ihjel de første par år" sagde han ærligt, han kunne godt lide tanken om at have hende som vampyr, men ville ikke gøre hende ulykkelig.

"Min magi?" sagde hun forundret "vampyrer er ikke i stand til at bruge magi?" den tanke gjorde hende bekymret, for magien havde fyldt alt, næsten alt i hvert fald, i hendes liv siden hun var 5 år gammel.

Han rystede på hovedet, "nej, desværre ikke, det er en evne vi mister"

Elisabeth nikkede "og hvilke fordele er der? Udødelighed og skønhed?"

Han nikkede, "samt bedre sanser og utrolig styrke" han smilede svagt, "så der er både gode og dårlige sider af det".

"De er stærkere end normale mennesker? Hvor stærk?" spurgte Elisabeth nysgerrigt og lod blikket glide over hans overarme, igen så det ikke meget forandret ud fra den gang hun kendte ham. Ikke at han havde været svag der.

"Meget" sagde han roligt, "stærkere end noget menneske, præcis hvor stærk er svært at forklare, jeg ville nok kunne løfte en bil".

Elisabeth nikkede "det er alt sammen så meget ny information" sagde hun overvældet. Tanken om at Edward ville kunne løfte en bil.. det var svært at forestille sig.

Han smilede skævt, "ja, de kan forestille dig at det var ret overvældende for mig også i begyndelsen".

Elisabeth nikkede, "overmenneskelig styrke og udødelighed" sagde hun "mange ville slå ihjel for de kræfter"

Han nikkede, "ja, det har de ret i" sagde han med et svagt suk, "heldigvis for mig kan man ikke få mine kræfter ved at dræbe mig".

Elisabeth nikkede "nej, du skal bide dem.." sagde hun.

Han nikkede, "ja" sagde han og betragtede hende, mens han prøvede at gætte, hvordan hun havde det med det hele.

Elisabeth så frem for sig og forsøgte at samle tankerne. Hun have jo kendt til den magiske verden altid, så det havde aldrig været noget overvældene som dette her.

Han betragtede hende tavst, hun var smuk for et menneske, det havde hun altid været.

Elisabeth blev meget bevidst om at han betragtede hende, hvilket øjeblikkeligt fik hende til at rødme. Hun sænkede blikket og fandt på en undskyldning til at vende ansigtet bort "er det sandt at De kun kan færdes ude om natten?" spurgte hun. Her kom undskyldningen, for hun vendte ansigtet imod vinduet da hun sagde det.