et uventet møde - Elisbeth

Edward nikkede og smilede sorgmodigt, "ja, det er det ... jeg har ikke set solens lys siden den nat jeg blev bidt".

"Det ville jeg savne" sagde Elisabeth og vendte igen ansigtet imod ham.

Han nikkede, "ja, det gør jeg også af og til" sagde han med et vemodigt smil.

"Det er jeg ked af.." sagde hun og lagde en hånd på hans hånd.

Han smilede til hende, da hendes hånd rørte hans, "det er ok" sagde han stille, "jeg har vænnet mig til det, men tak" sagde han og mente det, det var rart at sidde her sammen med hende. Han betragtede hende, hendes mund, øjne, næse, kindben og hals, alt sammen smukt og levende. Synet af såret på hendes hals fik ham til at smile.

"Det er rart at se et smil på Deres ansigt.. tør man spørge hvad der er årsagen?" spurgte hun og så på ham med nysgerrige øjne. Han var endnu smukkere når han smilede, og det ville have været svært for hende at se væk, selv hvis hun havde villet.

Han smilede igen til hende, "dem" sagde han roligt, "det glæder mig usigeligt meget at se dem igen".

Igen blev Elisabeth varm i kinderne, men denne gang vendte hun ikke blikket væk. Hun smilede til ham, følte sig pludselig genert og vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv.

Han så på hende og lagde mærke til. hvordan blod løb op i hendes kinder og gjorde dem en anelse mere røde, det var rart at se hans ord have den effekt. Han sendte hende et charmerende smil, "jeg håber ikke jeg gør dem utilpas?".

Elisbaeth rystede på hovedet "nej, deres selskab gør mig det stik modsatte" forsikrede hun ham om.

Han smilte tilfredst, "det glæder mig" sagde han og rykkede et ganske lille stykke tættere på hende.

Elisabeth bemærkede det og hendes hjerte slog hurtigere.

Han kunne ikke lade være med at smile et selvtilfredst smil, da han hørte hendes hjerte slå hurtigere og han rykkede nærmere endnu.

Elisabeth tøvende, og rykkede så selv nærmere. En del af hende huskede sine dage med Edward, den anden del mindede hende om at dette smukke, udødelige væsen næppe havde øje for hende.

Han smilede et beroligende smil til hende o betragtede hen vurderende, "ville de tillade det, hvis jeg lagde en arm omkring dem?" spurgte han, underligt usikker og nervøs for at fornærme hende.

Elisabeth smilede smigret og nikkede "ja.."

Han lagde en arm om hende hele tiden opmærksom på, hvordan hun reagerede.

Elisabeth kunne ikke undgå at bemærke hvor kold han var, sammenlignet med normale mennesker. Det kom til at føles endnu koldere, fordi hendes hud selv var meget varm. Hun bed sig i læben og vidste at hendes tanker ikke var passende for en ung kvinde.

Han mærkede hendes varme hud under sin arm og smilede, det var altid rart at mærke andres varme, især nu når han ikke selv havde nogen. Han bemærkede, at hun bed sig i læben og betragtede hende undersøgende, "vi de dele deres tanker?"

"Det kan jeg virkelig ikke" sagde hun og så ned på sine hænder "de er ikke passende"

Han lo svagt og smilede, "det er i orden, jeg tror ikke de ville kunne støde mig"

"Støde Dem.. måske ikke. Men få Dem til at grine af mig, eller væmmes.." hun sukkede svagt.

Han smilede svagt, "det sker nok heller ikke" sagde han roligt.

"Der er jeg uenig" Elisabeth lukkede øjnene "hvad De ikke måtte tænke om mig.."

Edward smilte igen og lo ganske svagt, "jeg tænker mange ting om dem, men ingen negative"