et uventet møde - Elisbeth

"Edward.. er det dem? Jamen hvordan er det dog gået til? De er jo ikke en dag ældre end jeg husker dem.." sagde hun forundret og så op og ned af ham "om ikke tiden kun har gjort Dem smukkere?"

Han smilede svagt, stadig undrende, "ja, det er mig, og det er nok en længere forklaring, sig mig først, hvordan det kan lade sig gøre at du er her, levende så længe efter vi begge burde være døde?" spurgte han. Det måtte være magi, det var den eneste forklaring han kunne komme på, magi eller et mirakel, eller måske var han blevet sindsyg og så syner.

"Det er min egen fejl" sagde hun og sukkede svagt "men det er en længere historie.. jeg kunne forestille mig at det samme gælder for Dem.. vil De ikke med ind? Jeg tror ikke jeg finder hvile i nat hvis denne gåde forbliver uløst"

Han nikkede, "jo tak, det ville glæde mig, jeg får heller ingen ro, før jeg har forstået, hvad der sker" sagde han og tog fat i dørhåndtaget, for at åbne døren for hende.

Hun smilede og takkede kort. Så gik hun ind i lejligheden. Lejligheden var gammeldags indrettet. Ikke at der var brugt penge på gamle designermøbler eller andet i den stil, men måden tingene stod på, valg af farvesammensætninger og stilen i de forskellige møbler.

Han kiggede sig omkring, stedet var behageligt indrettet, meget stilfuldt. "De har et smukt hjem" sagde han anerkendende, det var længe siden han havde været et sted med denne type indretning.

"Det er ikke meget, men min indtægt er.. ja" hun smilede til ham "sæt Dem hvor det er behageligt.. te?"

Han smilede til hende, "mange tak" sagde han og satte sig i sofaen, "ja tak, meget gerne" sagde han og smilede svagt, "jeg har ikke fået te i ... mange år" fortsatte han tænktsomt.

Hun nikkede og forsvandt ud i køkkenet. Hun satte en kande te over (på gammeldags facon) og satte noget kage på en tallerken. Så kom hun ind i stuen igen, med alle tingene på en lille bakke.
Hun satte bakken på bordet, og satte sig derefter på i sofaen ved siden af ham, med en meters mellemrum mellem dem.

Han kiggede over på hende, "så, fortæl mig nu deres historie, hvordan og hvorfor er du her?" spurgte han nysgerrigt, da hun havde sat sig, teen kunne vente lidt, han var mere interesseret i hende.

Elisabeth sukkede svagt, hun var ikke stolt af sit uheld. "Da du forsvandt for et par år siden.." begyndte hun "fokuserede jeg mere på magi. Jeg udøvede det godt nok også da vi kendte hinanden, men efter din mystiske forsvinden blev alt mit fokus rettet imod det. Det var der jeg kom forbi en bog om tidsrejse" hun hældte en kop te op til sig selv "jeg blev besat af ideen om at rejse frem i tiden, jeg havde lavet en masse optegnelser og planlagde at rejse præcis et år frem i tiden. Derefter rejste jeg fra min hjemby til Amerika.. desværre gik det ikke som det skulle" hun satte tekoppen ned "jeg endte her.. forvirret, for jeg kunne ikke forestille mig at noget sted kunne have en sådan forvandling på kun et år, frygtede jeg det værste. Det lykkedes mig at få kontakt med magirådet, og blev sat ind i hvor jeg er og hvad jeg er gået glip af." hun holdt en pause og så op på ham.

Han så først vantro på hende, han havde aldrig gættet at hun var magiker, så igen, dengang havde han ikke vidst det fandtes. Efter at have kigget forundret på hende lidt, gik det op for ham, hvad betydningen af det hun havde fortalt måtte være, "de rejste, ved et uheld, 200 år frem i tide ... de må i sandhed være en mægtig magiker" sagde han imponeret og også en lille smule agtpågivende, hun kunne være en trussel mod ham, hvis hun ville, magi var en af de få ting han ikke kunne stille meget op imod. "Så .." noget andet var gået op for ham, "for dem er der kun gået et par år?" spurgte han, det var underligt at de sidst hundrede af år ikke havde eksisterede for hende.

"Ja.. De kan forestille dem at det er underligt for mig at se Dem her.. og så samtidig" hun rynkede brynene "må de være endnu underligere for dig at se mig her. Hvorfor er du stadig i live 200 år efter?"

Han nikkede, "det er så sandelig underligt" sagde han og tænkte lidt over hendes spørgsmål, siden hun ikke havde gættet det endnu, så måtte hendes viden om vampyrer være noget mangelfuld, flere andre magikere havde regnet ud, hvad han var. Han var ikke sikker på, hvordan han skulle sige det eller på, hvordan hun ville reagere. Han sukkede svagt, "... sådan set er jeg ikke i live" startede han, "eller, i hvert fald ikke ligesom Dem eller andre mennesker, mit hjerte holdt op med at slå for mange, mange år siden" han holdt en pause og huskede tilbage, prøvede at huske præcis hvad der var sket, "dengang jeg forsvandt blev jeg dræbt, eller ændret om man vil, derfor ældes jeg ikke længere" han stoppede op for at se og bedømme hendes rektion inden han besluttede hvad mere han ville fortælle.

Elisabeth blev forbavset, og chorkeret af hans ord. Hans hjerte var holdt op med at slå? Hun vidste ikke om det var en dårlig spøg, men han så ikke ud til at forsøge at være morsom. Desuden var hele denne situation ikke normal. "Hvis De er død.." sagde hun og det var tydeligt at hun manglede mere forklaring "hvad holder Dem i live?.. det må have været en meget stærk form for mørk magi.."

Han sukkede svagt og nikkede så, han kunne vel ligeså godt fortælle hende hvad han var. "Ja, det tror jeg også det er, selvom jeg, for at være helt ærlig, ikke er sikker på, hvilke kræfter der gør det" han holdt en pause for at finde de rigtige ord, "de har arbejdet med magi?" spurgte han, "har de så hørt om vampyrer?".

"..." Elisabeth betragtede ham indgående. "Nej, aldrig i forbindelse med.. virkeligheden" svarede hun ærligt, og frygtede de ord hun allerede vidste han tænkte og snart ville fortælle.

Han nikkede, "nej, for så havde de nok allerede gennemskuet mig" sagde han med et svagt smil, "og som de nok har gættet nu, så er vampyr hvad jeg er" han sukkede lidt, "og derfor går jeg stadig på jorden og ser ud som jeg gjorde dengang, næsten i al fald, de tog ikke helt fejl, da de sagde årene havde gjort mig smukkere".

"..." Elisabeth betragtede ham og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hendes mund var tør, for hun vidste hun nu delte sofa med et meget farligt væsen. I hvert fald hvis de passede til de myter og historier hun havde læst. "Så De.. drikker blod.. fra unge kvinder?" spurgte hun nervøst.

Han grinte svagt, men blev så mere alvorlig, "ja, jeg drikker blod" sagde han, "dog ikke nødvendigvis fra unge kvinder, hvis det kan være dig en trøst" sagde han og betragtede hende lidt, hun virkede skræmt, hendes hjerte slog hurtigere og hun lugtede også af frygt, "undskyld, jeg har gjort dem bange" sagde han, bøjede hovedet svagt og rykkede lidt væk fra hende i et forsøg på at gøre hende mere rolig, "jeg ønsker dem intet ondt".

"Hvorfor ikke?" spurgte hun og løftede hovedet "er De virkelig som De var dengang?"

Han tænkte længe over sit svar og sagde så, "nej, det er jeg ikke, meget har ændret sig igennem de sidste hundrede år og det gælder også mig, men selvom jeg ikke er helt som jeg var, kan jeg stadig huske dem, deres lugt og lyden af deres stemme. Det bringer gode minder frem, minder jeg troede var væk for evigt, det gør mig glad at se dem igen og jeg har ikke tænkt mig at spolere den glæde" han stoppede kort op, "og ydermere er jeg ikke kun en koldblodig morder, det har taget mig lang tid, men jeg forsøger at efterlade så få døde kroppe som muligt, helst slet ingen, jeg har fået nok af død".

"Så De er en god vampyr?" sagde hun og rystede på hovedet "De må forstå hvilke følelser der går igennem mig som vi sidder her. En foruroligende frygt blandet med glæden for at se Dem igen. Jeg er så taknemmelig for at De ikke er død.. og alligevel frygter jeg det De er blevet" hun så over på ham "jeg håber ikke jeg har fornærmet Dem"

Han rystede på hovedet, "slet ikke, de har god grund til deres frygt, min slags er ikke just kendt for vores venlighed og medmenneskelighed". Han trak svagt på smilebåndet, "En god vampyr? jeg ved ikke om sådan en ting findes, og hvis den gør er jeg det næppe, jeg har gjort min del af forfærdelige gerninger gennem tiden, jeg ønsker bare ikke at føje flere til" i sær ikke i aften, tilføjede han for sig selv, gensynet med hende havde bragt hans minder om, hvad han havde været tilbage, den mand ville ikke have set med milde øjne på det han var blevet til.

Elisabeth så ned på sine hænder "så drikker De vel slet ikke te.. eller spiser kager" tilføjede hun "det ser ikke ud til at jeg kan byde Dem noget alligevel" hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Hun var ikke sikker på hvor meget menneske der var tilbage i den smukke mand ved siden af hende.