Utopia - Millicent (!)

Det var for enkelt!
Hendes krop agerede for let på hans, når han kyssede hende som det, og oveni købet slikkede på hende også.Hun gav en lille tilfreds spinnen fra sig og selv om hun havde hørt hans spørgsmål, gik der alligevel noget tid før hun kunne svare ham.
Hun var også lidt i tvivl på hvad de egenlig skulle .På vej til stranden havde hun øjnet et lille træ hus.Et der lignede et legehus til børn, men det var i almindelig størrelse.Måske et nedlagt ishus?
Hun havde ikke lyst til at slippe ham, men de var nok nød til at komme lidt i ly af regnen.

" Træhuset? Vi har stadig lidt mad og noget at drikke?" forslog hun da han havde kysset færdig, og hun igen kunne tænke.

"Træhus?" Stephen havde ikke set noget træhus, men der var muligvis et. "Fint, det lyder godt." Han satte sig op og børstede noget af sandet af sine arme og ben, samt ryggen, før han kom op at stå og samlede de fugtige håndklæder. Skjorten var blevet mere tørt end starten, men det var ikke meget. Han studerede den kort, før han fjernede den fra 'stativet' og trak den på imens kuglerne langsomt forsvandt. "Så kan det også være vi kan blive tørre, eller bare lidt." Han grinte kort af sig selv og lage det ene fugtige håndklæde om skuldrende på Millicent, men før hun kunne nå at slippe væk, placerede han et kys på hendes pande. "Lad os smutte."

Også Millicent kom på benene og begyndte at lægge deres habengut tilbage i kurven.
Hun tog sine sko i hånden , og selve kampen med sandkornene tog hun også op, men måtte opgive efter lidt tid.De måtte være mere tørre, hvis det skulle være en succes.
Stepehn pakkede hende ind, og med et kys i panden, bekendtgjorde at de var klar til at smutte.
Hun rakte ud efter hans hånd , for at holde ham i hånden og for at hale ham i retning af det lille træhus.
Efter en fem minutter, dukkede det rødmalet træhus op , og Millicent halede afsted med Stephen..." kom nu ....hvad er det for et pensionisttempo du holder....nåå ja, glemte lige du er en ældre herre" drillede hun ham, og slog døren til hytten op...

En hvis iver lyste næsten ud af Millicent, imens hun trak af sted med Stephen der måtte tage mileskridt for at følge efter den energiske kvinde, der virkede til at alle verdens spørgsmål ville åbenbarer sig når de kom ind i huset. Et rødmalet træhus tonede lidt efter frem. Det var tydeligt det ikke var blevet brugt i en del år, da man igennem vinduerne kunne se et næsten centimeter tykt lag støv overalt i rummet. Stephen rynkede let på bryne, men fik ikke lov til at stå og være mere mistænksom. Frøken ivrig trak videre med ham. Han forsøgte at holde trit med hende, men det var åbenbart ikke hurtigt nok. "Jamen hvad skal vi skynde os for, der er ikke noget sø monster vi skal gemme os for." beklagede han sig som en lille dreng, men satte alligevel tempoet en smugle op.
Døren til deres redning var låst, men ligesom mange andre steder, kunne man finde nøglen under dørmåtten der så noget medtaget ud. Stephen satte nøglen i og drejede rundt, hvilke ikke var helt så let som han havde troet. Efter et par forsøg fik han døren ind og lod Frøken ivrig træde ind først.

Hmm...støvet kunne hun godt have undværet, men man kunne jo dårligt klage om hygiejnen eller rengæringskonen, når man var tresspassing, vel?
Hun lavede en lille grimasse til klogeåge ved hendes side..." neeej , ingen monstre...men en ulv måske?" tænkte hun højt.Hun håbede ed gud ikke de var gået i samme retning som den havde befundet sig i, men gerne i den modsatte.
Hun så sig omkring.En bænk ,et par stole og et bord.
De kunne da holde deres lille skovtur hér, i ly.
" Stephen ...tror du at du kan lave dit Harry Potter noget igen? Både for varme...og hyggens skyLd? de ville helt sikker blive hurtige lune og tørre, når de nu sad i læ.

Der kom en gryntende lyd fra Stephen. "Jo, hvis du lader være med at kalde mig gammel, jeg er intet i forhold til hvad jeg kan blive." Slog han fast og lod rummet blive fyldt med adskillige lyskugler i forskellige størrelser, alle så de gav en dæmpet belysning. "Er du bange for at ulven puster taget væk over hoved på ham?" Stephens blik gled rundt i det støvfyldte rum, før han tog det ene håndklæde Millicent ikke brugte og foldede ud, men med vilje lod han det ikke røre de støvfyldte gulv. Ligesom et flyvende tæppe holdte det sig et par centimeter over jorden. Hvis Millicent var villig til at give sit væk, ville han ligge det ved siden af, så deres lille tæppe blev brede. "Vær venlig at stige op Frøken Cooper." Stephen gjorde en høflig gestus mod tæppet og bukkede samtidig med at halv fedtet smil omkring læberne.

"årh....undskyld...jeg var ikke klar over det var et ømt punkt- alderen" hendes øjne slog smut og det var tydeligt hun fandt det sjovt at drille han lidt.Imens hun betaget kiggede på alle de lyskugler han manede frem,tog hun håndklædet af sig,som havde det vært et stykke overtøj og rakte det til Stephen.
Men...en ting var lyskugler...noget andet flyvende tæpper!
Hun måtte lige kigge en ekstra gang og kombinationen af de ting han lavede foran øjnene på hende og hans charmerende smil, var lidt ...luksus agtigt.En stor dejlig oplevels.
" Du tror da ikke i ramme alvor at det kan holde til mig?" tøvede hun , men forsøgte alligevel at tage plads og se hvad der ville ske ved det?

Stephen frydede sig gevaldigt. Han elskede at se når Millicent blev overrasket. "Det tror jeg det kan." Da hun var kommet op, fulgte han selv med og satte sig på tæppet med bene over kors samtidig med at tæppet næsten som en elevator fløj længere op, bare for at bevise Millicent at han sagtens kunne. Han kunne alt, næsten. "Skal vi komme videre med vores lille picnic?" Tæppet fløj i samme højde som stolesæder, hvilke var perfekt hvis nogle af dem ønskede at komme ned. Man kunne ikke ligge vildt godt, men Stephen forsøgte og fandt da også til sidst en tilfredsstillende stilling han kunne ligge sig i, imens han kiggede på Millicent.

Hun sad som den lille havfrue,men hænderne støttende ud til hver side .
Det var fantastisk at sidde der.Der var jo ingen grund til at lade om andet .Det var jo virkelighedens flyvende tæppe.
Hun strøg en hånd langsomt igennem Stephens hår, da han havde fået lagt sig ned. " Det er fantastisk Stephen...Tak." måske det var lidt sjovt at takke, men hun mente jo for oplevelsen ....for...en dejlig tid sammen.
Hun havde stadig haft både sko og kurv i armen.Skoene lod hun dumpe ned, og kiggede nysgerrigt efter dem.Jo....de faldt et stykke inden de ramte.Så det var ikke en illusion.
Så fik hun åbnet for selve kurven...med kiks og frugt og drikkevarer."Aladdin....vil du have nogle kiks...med eller uden smørreost?"
spurgte hun og nød at se ham ligge dér, ved hendes side.At være hos ham...det var absolut en favorit beskæftigelse, var hun ved at indse.

Der kom en million forskellige grimasser over Stephens ansigt, da Millicent satte sig til at glo efter sine sko. Han måtte kæmpe en brav kamp for ikke at koge over af grin. "Ja, de falder." Bekræftede han og fulgte hendes bevægelser da hun vendte tilbage til kurven. "Med." Bestilte han, for derefter at tilføje. "... og når jeg har bekæmpet den farlige ulv ude i skoven, bliver jeg så Super Mand?" Han havde allerede fået sig et par helte titler, så hvorfor skulle det ikke fortsætte, det passede ham godt at være prinsen, selvom han nu hellere ville være en superhelt.
Stephen trak sig op på albuen for at finde vin flasken. vin skulle der til, ikke længere sodavands party. Han tippede flasken så væsken løb ned i hans mund, før han fjernede den og rakte den over til Millicent, hvis hun ønskede noget imens hun stod i køkkenet.

Hun fik hurtigt smurt en fin stor stak af kiks til dem og stablede dem i en lille plastik boks.
Imens hun pakkede kniv og ost væk, nærmese hun sit emnet, som i hun i første omgang havde undviget.Måske ville han synes hun var fjollet, men hvor andre små bybørn fik hip hop i sutteflasken , havde Millicent , i den lille landsby, fået uhyggelige sagn i sin.Og disse var oftet krydderer med frygtindgyende ulve.
" Stephen....jeg ville aldrig ønske dig bare i nærheden af nogen ulv, de er...glubske, ik. Men hvis det gør dig glad, så synes jeg allerede du er lidt af en super mand" svaret var halv alvor ,halv sjov....eller helt ærligt?!
Hun tog imod vinen og satte den straks til munden og tog en stor slurk.
" Hvad ved du egenlig om ulve?" spurgte hun og kunne næste mærke uhyggen komme snigende ind på dem.

Millicents tvetydige smil, gjorde Stephen en smugle usikker, men han kommenterede det ikke yderlig. Han valgte at gå videre til hendes andet spørgsmål, med en indre tilfredsstillelse ved at være hendes super mand. "De har fire ben, lever i skoven, lever i flokke, der er en alpha han og hun og som nederst er der en beta, ligesom i det græske alfabet." Forklarede han og ynkede kort tænksomt på panden, før han fortsatte. "De er de forhistoriske hunde ..." Mere kunne han ikke lige på stående fod vride ud af hoved. "Hvorfor?" Han rakte ud efter den øverste kiks på hendes lille bygning og begyndte at spise den, mens han greb ud efter den anden sodavandsflaske for at skylle de tørre krummer ned.
Stephen havde hele sit liv ledt med ægte skræk historie i baghaven, så der skulle efterhånden en del til at puste til hans skræk, der efterhånden var godt hærdet igennem mange år, hvor han ikke havde mødt hverken vampyr eller varulv. Det han mest frygtede var sikkert politiet, for var der noget han ikke ville, så var det forhør. Det lød nok lidt latterligt, men politi og ordensmagten var nok det der stod øverst, som hans største frygt.

Hun drak lidt mere af vinen , der nu efterhånden begyndte at kunne mærkes i hendes krop, men kun på en yderst behagelig måde.Millicent var ikke vant til at indtage meget, så efter et par glasneller drinks, så plejede der at ske ting og sager.
Hun lagde sig ned, og skubbede kiksene tættere på ham.
" så de er flok dyr ?... Ja.... Men du skal have mere respekt for dem Stephen, det er jo ikke Disney ulve der lever i det fri og man ønsker ikke at face to fave med sådan et bæst" hun så lidt bekymret på ham og besluttede at henlægge emnet, da det var ...uhyggeligt.

Stephen syntes at tænke lidt over det hun sagde, før han begyndte at smile. "Nej, men det er heller ikke en varulv, og hvis det var tilfælde." Han trak vejret dybt og trillede om på ryggen. "Så kan de alligevel klares. Måske ikke nær så nemt, men det er stadig ikke en vampyr." Hvis der var noget at være bange for, i den overnaturlige verden, så var det vampyrer. Hurtige og stærke, men alligevel var der visse fordele, de var bare ofte svære at se. Imens han stirrede op i loftet, gumlede han videre på en ny kiks han havde snuppet.
Egentligt forstod han ikke hvorfor hun var så optaget af emnet. Netop som hun selv sagde. Det var ikke en Disney ulv, så den kunne ikke blæse huset omkuld, hvilke nok også var godt nok. Det var nok med en stor muteret hund med lange klør og tænder der måske ikke var det mest intelligent væsen på jorden.

Hun fulgte ham med øjnene og tog hans ord ind.
" oh...men jeg er nu ikke særligt optagråt af dem, ud over den skræk der blev indgroet i min , gennem min barndom" sagde og lagde sig ned på ryggen med hænderne på maven.
Stephen syntes klart at mene at vampyrer var de værste.En tanke sprang ud af deres snak og hun omformulerede den til et spørgsmål.
" Har du prøvet det....at lade en vampyr drikke af dig?" hun så lidt væk, med en følelse af at stille lidt private spørgsmål, men hvad pokker...de opførte sig jo heller ikke just ...upersonligt.

Det var noget af et milespring og alligevel bare et lille museskridt. Spørgsmålet kom tydeligvis bag på Stephen, der lod et par sekunder gå før han svarede. "Nej." ... og det var der heller ikke nogle der fik lov til. I følge Stephen var det noget dårligt at blive vidt af en vampyr, men han var ikke sikker på om det var rigtigt, måske var det ikke så slemt. Uanset hvad, var hans holdning ikke til at rokke indtil det modsatte var bevist. "Hvorfor?" Det var i følge Stephen det mest interessante. Hvorfor ville hun vide om han var blevet bidt af nogle? Generelt var hans information omkring emnet minimalt. Det var den måde vampyrer tog næring til sig, det var han klar over, men hvad mere havde han ingen idé om. Han vidste ikke hvilke effekter der var efter blod overfølelsen. Han havde heller ikke ligefrem lyst til at vide det, så hvis han kunne blive i den uvidenhed omkring lige det emne, så var det fint for ham.

Hun så op på ham , da han havde svaret, og beholdte ham under sit blik yderliger nogle sekunder , inden hun selv havde et spørgsmål at besvare.
Det var heller ikke et favorit emne for Millicent, mest fordi hun ikke helt selv forstod hvad der var sket sammen med Alias.Hun var dog sikker på det var noget ' slemt' , specielt den del at han havdebfødet hende sit eget blod.
Hun havde ikke rigtigt haft mulighed for at tale med Alias om dén del, men det fik hun nok før eller siden.Men det havde taget alt hendes styrke at stå imod ham.Og det brøs hun sig ikke om.
" Jeg var nysgerrig efter din oplevelse og h is du vidste noget specielt omkring det.Der er jo en del af den slags på Le Diamante" hun stopede brat op og holdte sig for munden.Bare hun ikke havde talt over sig.Hun måtte jonikke tale om den slags,men galdte det også når det var til andre racer?? Det anede hun jo ikke.Ihh..det var dog også irriterende, al den info hun ikke havde at bære rundt på.

Millicent var ikke den eneste der ikke brød sig om emnet. Som Stephen før havde givet udtryk for, var han ikke vild med vampyr snakken, men hvis hun havde brug for at snakke om det, ville han gerne glæde hende med det, selvom han aldrig ville kunne komme til at slappe af imens emnet var på banen. "Mmm ..." Blev den eneste respons fra ham. Ikke en gang hendes pludselig dækken for munden fangede hans interesse eller nysgerrighed. Generelt ville han bare gerne væk fra emnet, hvilke han også mente han gav udtryk for, men han sagde ikke et ord omkring det. Stephen lukkede kort øjne og forsøgte at skabe sig et blik af denne Alias der måtte være kilde til de mange spørgsmål i Millicents hoved. "Ville jeg kunne møde din lille vampyr ven?" En hånlig snert var der at finde i Stephens stemme, som egentligt ikke ville være vildt begejstret for at møde manden, men alligevel prikkede der noget til hans nysgerrighed.

Hun fik et noget betænkeligt skær i øjnene.
Hvorfor i alverden ønskede han det? At møde Alias.
Millicent kunne ikke lige gennemskue, hvad drivkraften bag hans spørgsmål var.
Hendes hånd rakte ud efter Stephens , for at nussse den på ryggen.
" Ikke min lille vampyr ven...han er min chef, Stephen"
Hun dejede sig om på siden,så hun kunne se ham ordenligt.
" Hvorfor ...vil du se ham bare ? Eller ligefrem tale med ham? "
Hun gav hans ånd et lille klem."Alias er ofte på arbejde i klubben, jeg kan sms dig nogle aftener, hvis det er...så kan det værebat en af dem passer dg at komme forbi?"

Stephen havde ingen planer om at stå og glo ind af vinduet hvis han endelig så denne Alias. Han ville gerne snakke med manden, hvad de så end kunne snakke om, men at stå og glo var ikke med i den plan. Hvis det havde været muligt at dø af hjertestop som engel, hvilke det muligvis var, så var Stephen helt sikkert død. Han havde ikke på noget tidspunkt forventet at Millicent ligefrem ville sige god for den, uanset om det var ven eller chef. Han drejede hoved og kiggede på hende med store overrasket øjne, før et lydløst suk slap ud fra hans læber. "Så du vil hellere sende mig i armene på en eller anden vampyr, frem for en skov ulv?" Han stirrede kort vantro på hende, før han trak sin hånd til sig, for at få endnu en kiks. Dén skulle han lige tænke lidt mere over.
Da kiksen var færdig, skyllede han efter med en tår fra den søde sukker væske og satte sig op. "Okay, godt. Skriv hvis endelig til mig." Han nikkede og forsøge at se ud som om det ingen ting var, selvom han stadig på ingen måde kunne se hvordan noget af det skulle harmonere bare lidt sammen med hinanden.

Millicent så lidt forskrækket ud.Hun kæmpede lidt, for at tænke på Alias som sin chef...og ikke som en vampyr.Men jov...hun havde nok en ide om at ulve var mere vilde og farlige.
Hun kendte kun to vampyrer, Alias...og det var selvfølgelig en lidt....speciel oplevelse...og så Thomas.Thomas havde aldrig været andet ens en perfekt gentleman overfor hende.Så ulve...vilde bæster...virkede mere angstprovokerende.
En læge ville nok mene at Millcents forsvarsmekanisme, den der hed fortrængning, var lige lovlig meget på spil.Men det var nok en nødvendighed, hvis hun ikke skulle løbe skrigende rundt, konstant...efter at have opdaget de nye racer.Udover en enorm larm ville det være ganske uklædeligt også.
" Jeg vil helst undgå at sende dig i armene på...nogen som helst.J-jeg ville bare vise at du godt måtte møde ham, at jeg ikke havde noget...at skjule" sagde hun lidt forlegent.

Det lød også mere normalt. Stephen nikkede en enkel gang, før han kastede sig over en ny kiks, men ikke til sig selv. Han næsten stak den ned i gabet på Millicent for at få hende til at spise, hvis hun ikke selv tog imod den. Han ville nødig beskyldes for at have spist dem alle sammen senere på aften og det kunne hun ikke sige, hvis hun så havde fået en, om hun så var tvunget til det eller ej, så havde han givet hende tilbudet. "Skal vi overnatte her, nu er vi jo ikke udenfor ved de farlige ulve." Men de var heller ikke hjemme, hvilke Stephen også var klar over, men hvad betød det. De sov på en flyvende tæppe, det måtte da være erstatning nok. Ud over det, ville klokken nok nå at blive mange før de nåde i seng og kom til at sove, hvis det hele fortsatte i samme dur som de var gået i seng.

Det lod til at han forstod, og droppede et gøre mere ud af det emne.
Herligt.
En kiks angreb ud af den blå luft og da den begyndte at smuldre, halvt inde i hendes mund og resten ned af hagen, begyndte hun at grine." Stephe...altsår" skændte hun med mad i munden, og skyndte sig at skylle efter med en vin slurk.
Hun havde små gnister i sine øjne, da Stephen kom med sit forslag m at overnatte her.
" Det...det gør vi! Det er langt bed her, end på en åben strand.Kan den her holde ." spurgte hun og skiftede stilling, så hun lå lidt ind over Stephen.Hun greb fat i hans hage.

Stephen lod et smil springe over læberne. "Super!" Han følte lidt at han lød som en lille dreng, men bare fordi man havde rundet de tredve betød det ikke at man ikke stadig indeni måtte være et barn, så den undskyldning benyttede han sig af, for at undskylde for sig selv. Selv syntes han at man måtte få et allergisk reaktion på alt støvet, men hvis hun kunne, så skulle han også nok kunne. Det var jo ham der var the hero. Da Millicent kravlede op på ham, fik hun tilsendt et spørgende blik, der ikke blev mindre da hun greb fat i hans hage og tvang ham til at ligge stille med hoved.

Hun gav ham et stort smil og hendes stemme afslørede krystal klart, at hun kunne lide ham da hun sagde " Jeg vil sove alle steder med dig, sålænge du garanterer at holde mig varm og...sikker" .
Hun møvede sig lidt længere op, og håbede at Stephen ikke ville skubbe hende væk, da hun langsomt søgte hans mund.Der var da gået al for lang tid siden, og hun måtte smage ham igen.
Hun pressede sine læber ind til hans og indledte en serie kys...der ville sprede sig ned af hans hals til hans kraveben, hvor Millicent slikkede en enkelt gang, på hans hud." Du smager så godt" hviskede hun ind ind i hans øre, da hun igen fik hevet sig op i ansigtshøjde.