Ny by, ny start~~Jake

Jake slog langsomt øjnene op. Det klare middagslys blændede ham et kort øjeblik, men han vænnede sig hurtigt til det. Han rejste sig op på albuen og tog sig til hovedet. Det føltes tungt, og han havde en dundrende hovedpine. Lige da, slog en tanke ham. Han så ned ad sig selv og åndede lettet ud. Han var menneske igen! Ingen pels, ingen kløer, bare blød, lys menneskehud.
Han satte sig op. Noget sne dryssede ned fra hans ryg. Det var koldt, men kun lige akkurat nok til at han frøs. Hvis Jake stadig havde været et normalt menneske, kunne det have slået ham ihjel at have sovet i det.

Safira sukkede lettet op da Jake halvt rejste sig op, og børstede sneen af sig. Hun havde set ham blive forvandlet tilbage til et menneske for få minutter siden, og det havde krævet meget af hende ikke at omfavne ham. Han havde ikke opdaget at hans tøj lå ved siden af ham endnu, og hun undgik at se på hans nederste del. Fokuserede på hans ansigt. Og på hans overkrop. Hans brede skuldre, de makerede kraveben, og de veltrænede overarme. Så lukkede hun øjnene og sukkede igen. Hold kæft hvor var han lækker , tænkte hun. Det undrede hende at hun ikke havde bemærket det noget før.
Safira prøvede at holde fast i vreden, over at han nær havde slået hende ihjel, men kunne ikke.

Jake løftede blikket og fik øje på Safira. Han rejste sig op får at gå hen og omfavne hende, men faldt ned på knæ. Hovedpinen blev stærkere, og hans syn blev sort i et kort øjeblik.
"S-Safira," mumlede han og så op på hende. Smagen af blod fyldte hans mund. Han spyttede det ud med afsky og fjernede de tørrede rester fra sir ansigt.
"Jeg... Undskyld." Det kom ud som en lav hvisken. Han prøvede igen at rejse sig, men stjerne for øjnene gjorde det svært, og han var nødt til at gribe fat i et træ for ikke at vælte.

Safirra rejste sig da hun hørte ham hviske hendes navn, og løb hen til ham. Hun ville for alt i verden, løbe ind i hans favn, men greb i stedet fast om hans ryg, for at støtte ham inden han faldt. Hun kunne mærke hvor svag han var, og skævede til blodet, han havde spyttet ud. Hun satte ham ned så han sad med ryggen mod træet (sorry). Hun holdt satdig godt fast i ham. Mærkede hans muskler under huden, havde lyst til at lægge sit hoved mod hans skulder, og gjorde det.

Jake skælvede, men ikke på grund af kulden. Safiras varme hud mod hans var en helt ny følelse. Han havde været sammen med flere piger end han kunne huske, men aldrig som det her. Han sad og stirrede ud i luften, lammet af træthed. Alligevel var der noget der drev ham til ikke at falde i søvn igen. Langsomt drejede han hovedet så han så på hende. Hun var smukkere end nogensinde før. Som om at nogen mens han sov havde drysset tryllestøv eller noget over hende. Han ville gerne gøre noget, holde om hende, eller i det mindste bare stryge hendes kind, men der var ingen styrke i hans ellers så stærke arme.
"Safira," hviskede han. "Jeg er tørstig."

Da han vendte sit hoved mod hende, gjorde hun det samme. Hun stirrede op i hans øjne, strålede og glimtede som fyrværkerig. Hun smilede. Virkelig smilede. Hun ville sige noget, men vidste ikke hvad. Da han åbnede munden kunne hun ikke lade være med at smile endnu bredere.
"Så må vi helere få dig i tøjet, så jeg kan lave en kop kakao til dig," sagde hun.
"Eller måske skulle vi tage på cafée i stedet?" fortsatte hun drillende. I virkligheden havde hun bare lyst til at side sådan her med ham forevigt. Hun følte at der skulle alverdens naturkatastrofer til at skille dem ad i det øjeblik.

Jake ville for alt i verden ikke væk fra hende. Da han så ind i hendes store, lyse øjne, og lugtede til hendes ånde, gik en sær følelse igennem ham. Det spændte i hele hans krop. Han lænede sig tættere op ad hende. Hun var dejlig varm. Endnu en behagelig kuldegysning gik igennem ham, da han fulgte hendes krops hurver med sin arm. Det spredte sig gennem hele kroppen, indtil det nåede skridtet. En spændt følelse bredte sig i underlivet, og hans manddom blev hård.

Safira mærkede hvordan, Jake nærmede sig langsom. Hun kunne ikke modstå mere. Hun lænede sig selv ind mod ham, og hun skælvede da deres læber rørtes. Hun lagde først sine arme om hans nakke. Så lod hun den ene hån glide ned af hans overarm, og den anden kørte igennem hans hår. Hun blev ved med at kysse ham. Lænede sig ind mod ham ville bare være tæt på ham. Hele hendes bevidsthed var rettet mod ham. Hun indåndede hans duft, mærkede hans hud, smagte hans mund, hørte sig selv stønne, og så kun ham.

Jake fik ny energi. Adrenalin susede gennem hans krop, da han tog fat om Safira. Den ene hånd gled ned over hendes krop, fulgte formen over hoften, og ned mod inderlåret. Han kunne ikke holde igen længere. Han pressede sig mod hende, ivrig nu, efter at få alt hvad hun havde at byde på. En stønnen undslap ham, da den nederste hånd begyndte at massere, mens den anden stadig holdt om hendes krop. Han ormede sig tættere på, indtil spidsen af hans lem, stødte mod Safira. Hans læber arbejdede hårdt, presset mod hendes.

Safira var fyldt med energi. Voldsomt begyndte hun at flå tøjet af sig selv, i håbet om at komme tættere på Jake. Det var det eneste hun tænkte på. Det var som en besættelse. Hendes hænder faldt længere og længere ned, holdt om hans liv, hans lænd, prøvede at lære hver en centimeter af ham at kende. Hun kyssede ham, igen og igen, desperat efter at komme helt ind på ham. Hendes lænd, der stadig var dækket af bukser, begyndte rytmisk at presse sig ind mod hans, i korte regelmæssigt stød.

Jake gispede og pressede sig op mod hende. Hovedet på hans lem svulmede da han pressede det mod hendes mave. Han begyndte at pille ved hendes bælte, hive hendes bukser af, mens tungen kørte rundt i hendes mund. Han bevægede sig rytmisk op og ned af hendes krop. Han hev hendes bukser ned og begyndte at massere hende dernede.

Safira hjælp ham med at hive sine bukser ned. Safira lænede sig så meget op af ham at hun væltede ham omkuld. Nu lå de begge to nøgne i sneen. Hun stønnede, og rullede om på ryggen, for at gøre plads til ham. Sneen smeltede under hendes ryk, og hun pressede sin mind mod hans igen, og greb om hans liv igen.

Jake kunne ikke holde igen længere. Hans hænder gled ned og hev hendes trusser af, men læberne var stadig presset mod hinanden. Han bævegede sig rytmisk op og ned af hende, deres brystkasser presset mod hinanden. Han rev sig væk fra hende og gispede, men da han så blikket i hendes øjne, trykkede han læberne mod hendes igen. Før han vidste af det, var hans lem helt tæt på hendes klitoris.

Safira gispede, sukkede mens de hele tiden kom tættere på hinanden. Et kort øjeblik troede Safira at han ville stoppe, men han gav sig så til at kysse hende igen. Hun trykkende sig mod ham. Hun mærkede hans lem komme tættere og tættere på.
Hun måtte have ham. Måtte komme helt tæt på.

Jake pressede sig mod hende, hungrende efter mere. Hans pulserende lem søgte febrilsk indgang til hendes krop. Jake lod det komme nærmere, sulten efter hende.
Pludselig stoppede han og satte sig op. Der var andre i skoven. Jake snusede til luften, og knurrede. Han var for svag til at forvandle sig, men ville gøre hvad der skulle til for at beskytte Safira.

"Hvad sker der," hviskede hun hæst, og satte sig op med et sæt. Hun var ved at slå knolden op i hans, men undgik den lige. Hun greb fat i sin trøje og dækkede sine bryster til. Hun kunne tydeligt mærke at der var noget galt, da Jake knurrede. En skikkelse trådte ud af skyggerne. Hans hud var bleg og hans lange hår var redt tilbage som slikhår. Det fremhævede han spidse øre. Hans øjne var dyblillae, og skinnende med skadefrot. Hans smil var et perfekt spejbilede af øjnene. Hans ansigt var beskidt, og han holdt en stor bue i sin hånd, og et fyldt pilekorger på rykken. Hendes støvle var blevet kastet et par meter væk, og med den hendes kniv, og hendes eneste mulighed for at forsvare sig i en situation som denne.
Fedt så nu var hun lige blevet afbrudt i sex, var nøgen, og forsvarsløs!

"Hvem er du?" spurgte Jake mistroisk og rejste sig op. Han var ikke det mindste blufærdig; alt hvad han havde i tankerne var at sørge for at intet ondt skete Safira. Han forsøgte at forvandle sig, men var stadig for svag. Den smule adrenalin han havde fået under sin og Safiras akt var næsten drænet, og han var på nippet til at falde om. Men Jake blev stående med ryggen rank og blikket fast på sortelveren med det skadefro smil.

Safira var bange for manden. Det var meget lang tid siden hun sidst havde følt frygt, mindst et hundrede år siden. Men noget ved denne mands udstråling, sagde at hun burde være bange.
Hun blev ved med at skæve over til støvle. Hvorfor? tænkte hun. Der måtte være en måde at komme derhen. Me sådan som Jake skælvede kunne hun ikke løbe den risiko. Lige i dette øjeblik var det vidst hende der skulle beskytte ham.
Safira rejste sig også, og folede sine store muskuløse vinger ud. Mærkede hvordan enhver sene i dem var klar til at beskytte Jake, hvis det blev nødvendigt.
Hun ingorerede sin bluffærdighed så godt hun kunne, men det vær svært nå sortelveren gloede sådan på hende. Der var ikke noget hun havde mere lyst ti i det øjeblikl (ikke engang at holde om Jake) end at smøre det selvsikre fjæs af hans ansigt.

Jake gentog sit spørgsmål. "Hvem er du?! Hvad laver du her?" Jake var ved at blive sur. Han prøvede at holde sig oprejst og se ud som om han var lige ved at fare på sortelveren, men sandheden var, at han var tæt på at falde om. Jake samlede kræfter, og tog et udfordrende skridt hen mod ham. Det var en kræftanstrengelse, men han håbede at det så naturligt ud. Det her handlede ikke om kampen, det handlede om kamgejsten. Og intet ville kunne holde ham tilbage, ikke før hans hjerte blev gennemboret eller trætheden ville overmande ham.

Sortelveren lo af ham. Højlydt. Det mindede Safira om en skurk i en spionfilms onde latter. Dette var bare meget mere tandskærende. Måske fordi hun altid havde forbundet den latter med sin far.
"Waw, det må jeg nok sige sikke en forestilling," han gjorde nar af dem begge to. Og det pissede virkelig Safira af. "Ekstra nummer, ekstra nummer," sagde han og klappede i hænderne.
"Det må jeg nok sige, i er noget af et umage par!" Fortsatte han provokerende. "En gammel dæmon og en hvalp. Ha vendt til gutterne høre om det!" Fortsatte. Prøvede at få os til at gøre det første udslag. Safira flyttede sig ikke. Stod fast, men ryggede dog den ene vinge en smule ind foran Jake. Hun kunne mærke hvor svag han var og tog hans hånd i sin, klemte den, for at lade ham vide at hun var klar til at forsvare dem.
"I er vel nok ynkeligt at se på," ham blev ved med at provokere. "Hør engang hvalp, du kan da ikke håndtere sådan en kvinde, lad mig tage hende med ned til Den Underjordiske By, og se hvor meget sjov jeg kan få ud af hende,"

Jake knurrede ad ham, ivrig efter at angribe, selvom han vidste, at det var nyttesløst. Safiras hånd støttede ham, gav ham styrke nok til at holde sig oprejst og stirre sortelveren i øjnene. Jake viste ingen svaghed, på trods af at han var komplet blottet. Stod med panden oprejst, klar til at tage imod de slag der måtte komme.
"Du burde gå inden det bliver grimt," sagde Jake tonløst og stirrede ind i hans dybe, lilla øjne. Der var noget foruroligende over dem. I en hver anden situation ville han allered have sprunget på sortelveren og spildt sin sidste energi på at jage ham væk, men nu var Safira her, og Jake følte det som sin pligt at beskytte hende. Selv om han var klar over at hun kunne beskytte sig selv.

"Ha og hvad vil du gøre ved mig hvalp?" Sagde sortelveren hånligt. Safira så hans fingre bevæge sig, han var klar til at få fat i bue og pilekorger. Safira var klar over hvad hun måtte gøre hvis han skød. Men på nuværende tidspunkt prøvede han blot at tirre dem til at gøre det første slag. Måske skulle han smage lidt på sin egen medicin.
"Smut tilbage til dit hul," sagde Safira. Okay hun var ikke god til at fornærme folk, når hun var i en presset situation. Måske hvis hun var en ravn kunne hun nå hen til hendes dolk, men det ville efterlade Jake alt for sårbar, og hun ville blive knust hvis der skete noget med ham.
Det er Gabriel og Charles om igen, kunne hun ikke lade være med at tænke. Hun rystede det hurtigt af sig. Hun ville ikke lade Jake dø. Hun stirrede på sortelveren. Intet ved hans holdning havde ændreet sig, siden han trådte ud af skyggerne. Kun hans smil, var blevet bredere, mere skadefro.

Safiras angreb på sortelveren forbløffede Jake, men de gav ham en idé.
"Hold din kæft, kulfjæs," råbte han ad ham. Hans stemme rystede, men ordene var klare og rungede klart mellem de snedækkede træer. Safiras hånd i hans gav ham styrke til at give igen og fortsætte kampen.
"Har du ikke et træ du skal have krammet eller en busk, der skal vandes, din spidsørede skovtrold?" Han var for træt til at ænse at det faktisk kunne gøre sortelveren sur, men havde ikke tænkt sig at stoppe.
"Hvis du ikke snart får din glatbarberede, sorte bagdel væk herfra, skal jeg personligt sørge for at den bliver sparket så langt væk at du bliver nødt til at lære at tale kinesisk. Hvad ligner det forresten en sådan at afbryde folk i... hvad end de nu har gang i?!"

Safira kunne ikke lade vre med at trække på smilebånene, af den sidste bemærkning, men tog så sagen alvroligt igen. Sortelverens smil var blegnet, faktisk helt væk.
"Når så det er sådan vi leger, var? Men så skal du nok få et par lektioner..." han smilede, "I spidihed." safsluttede han. Lynhurtigt, træk sortelveren en pil ud af korget, spændte den, og siktede mod Jakes hjerte.
Safira sprang ind foran Jake, og baskede med sine vinger, nok til at pilen fløj ud af kurs. Sortelveren banede og havde allerede en ny pil klar. Denne gang var det Safira der var i hans sigtekorn.

Jake handlede hurtigt, og trak Safira ned. Pilen var allerede skudt og fløj gennem luften. Et skrig af smerte undslap ham, da pilen borede sig ind i hans skulder. Han sank gispende sammen, foroverbøjet og med blodet dryppende ud af såret i skulderen. Jake var vandt til smerte, men ikke denne slags. Varulvegiften i hans årer gjorde at blodet ikke strømmede så hurtigt, og at såret snart ville hele, men det fjernede ikke smerten.
Jake hev pilen ud med et ryk og smed den på jorden. Han gispede af smerte. Blodet fossede nu ud i en lind strøm, farvede sneen rød under ham. Sortelveren lagde endnu en pil på sin bue og sigtede efter Safira.