Ny by, ny start~~Jake

"Slap af, du ser jo ikke gammel ud," sagde Jake og slog hende venskabeligt på skulderen. Jake så sig omkring. Månen lyste klart, og han var fristet til at stoppe op og hyle, men lod være. Det føltes ikke rigtigt at gøre i menneskeform, og han kunne ikke forvandle sig her. Det var også underligt at være i centrum ved nattetide. Normal ville han være et sted i skoven eller Downtown lige nu. "Bor du her?" spurgte han omsider.

"mmmhhh" nikkede jeg. Inde i lobyen sad (hvad hedder ham fyren nu som sidder bag en disk i en loby) og læste i et magasin.
"Bliv der" sagde hun til Jake. På fyren bag lobyskrænkens navneskilt stod der Konrad.
"Godaften Konrad, mit navn er Safira, og jeg er lige flyttet ind i dag, kan du sige mig hvor mine flytte kasser er?" spurgte hun med en så falsk blid stemme hun kunne lave, og for at fuldende mesterværket lagde hun hovedet på skrå. Han kiggede op.
"Kom med herind og hjælp mig med at bære dem ud i lobyen." sagde han og gjorde et kast mod et baglokale. Han forsvandt derind.
Hun piftede af Jake og pegede for at få ham med ud i bagved.

Jake blev megt fornærmet over at hun piftede af ham på den måde, som hvis han bare var en hund, men fulgte imidlertid efter hende.
"Lad vær med at behandle mig som dit dresserede muldyr," knurrede han af hende, da han passerede, på vej hen til flyttekasserne. "Og du ka' ligeså godt droppe komedien! Jeg falder ikke for dit 'sød-pige' nummer, og det burde dørmanden heller ikke gøre."
Han mumlede vredt noget om djævleyngel og folk, der skulle dø, da han løftede nogle af flyttekasserne op og begyndte at bære dem ud.

"Undskyld, jeg har forfærdelig mange dårlige vaner," sagde hun så uskyldigt hun kunne.
"Faktisk var det bare for at få din opmærksomhed," hun var ærlig. Hun havde aldrig opfatte de andre former for 'paranormale' som mindre værd end dæmoner. Safira tog selv en af de mindre kasser. Hun så at Jake bevægede sig over mod elevatoren.
"Niks du, det ka' du godt glemme alt om," sagde hun til de to fyre som begge var på vej derhen. "Jeg skal ikke op i den der," fortsatte hun bestemt.

"Hvad?" grinede Jake. "Er du bange for en sølle elevator?" Han prøvede at mønstre den mest hånende stemme han kunne. Man skulle da være godt dum for at være bange for en elevator! Han hankede op i flyttekasserne og fortsatte mod elevatoren. "Kommer du eller hvad," spurgte han da han så at hun ikke kom med.

Hun rystede på hovedet.
"Jeg er ikke bange, mig og elevatore har det bare ikke så godt sammen, ligesom med dig og katte," sagde hun nærvøst. Hun skulede til elevatoren som om at den var ond. Hun ikke blot hadede dem. Hun afskyede dem. Bandede dem langt ned i Helvede hver gang hun havde grund til det. Hendes blik flakkede mellem elevatoren og trapperne.
"Held og lykke med at, finde min etage, vi ses der oppe," sagde hun og gik hen til trappen. Dørmanden fulgte med, og så sig undskyldende tilbage på Jake.
"Sorry mand, men det er hende som betaler min løn," og så gik han op af trappen sammen med Safira.

Jake sukkede opgivende og fulgte efter dem op af trappen. Han var flere gange nødt til at hanke op i flyttekasserne for ikke at tabe dem.
"Seriøst, Safira? Hvad er dit problem?" spurgte han højlydt. Hvorfor var han overhovedet gået med til dette? Han kunne jo ligeså godt bare have sagt nej, ikke? Ligemeget, nu var han kommet i suppedasen. Det var for sent at komme ud af den, så han måtte vel bare komme igennem i stedet.

"Mange gange undskyld Jake. Som jeg sagde det er ligesom med dig og katte, i vil helst undgå hinanden," sagde hun. Heldigvis for dem alle tre boede hun på fjere sal. Hun skjulte sit smil. Der havde hun godt nok taget fussen på Jake.

Da de var kommet op gav Safira dørmanden lidt drikkepenge. Han havde dog fornuft nok til at tage elevatoren ned igen.
Safira låste op og åbnede døren for Jake. Hun hørte kattens poter på linoliumsgulvet inden hun hørte den mijave højlydt. hun klemte øjnene hårdt i og tog en dyb indåning.

Jake knurrede, næsten instinktivt da lugten af kat ramte ham i hovedet. Men hans trussel blev hurtigt afløst af et nys. Han var kun lige trådt ind i gangen da han sagde: "ka' vi ikke no lave den kat om til en hue?" Han satte flyttekasserne ned på linoleumsgulvet og gik ind i et tilfældigt rum for at snuse rundt -- bogstaveligt talt. Der lugtede af gamle mennesker og piberøg i lejligheden. Jake gik hen og åbnede et vindue for at få lidt frisk luft ind.

"Hvis den har fældet så bliver den til et par vandter," råbte hun ude fra gangen. Hun gik ind i det hun havde planlagt skulle være hendes soveværesle, for at snakke med Jake.
"Og hvis du krummer så meget som et hår på dens krop bliver du til et bar støvler. Den kat er hvad jeg har fået i stedet for min bagage og.... hvad er det for en lugt?" stoppede hun sig selv. Ååh nej please sig ikke at jeg har købt en bedstmor lejlighed tænkte hun. Sådan noget sker altis for mig!!! fortsatte hun sin indre monolog.
"Det er ligemeget vi bliver her ikke ret længe, vi skal have fundet indgangen til baglokalerne, på caféen." sagde hun. Hun vendtede ikke på at han skulle svare og gik ud for at finde noget i en af flytte kasserne. Hun var helt sikker på at den lå i en af de kasser de havd efået med op.
"Gider du gå ned og hente de to sidste?" kaldte hun.

"Okay," sukkede Jake og gik ud for at tage elevatore ned i lobbyen. Så det gjorde han. Og gæt hvad? Intet skete! Det var bare en helt almindelig elevator-tur uden nogen usædvanlige ting. Han trådte ud i lobbyen, tog begge flyttekasser på en gang og gik tilbage til elevatoren. Som forresten også kørte op uden nogen problemer.
Jake gik ind, satte kasserne i gangen og lukkede døren. Derefter gik han ind i et rum og lukkede døre. Da han kom ud igen, var han en ulv, og der lå en sammenfoldet bunke tøj i et hjørne. Så gav han sig til at hyle.

Vandkogeren var i fuld sving da Jake gav sig til at hyle som en anden idiot. Safira måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at løbe ind til ham for at bed ham om at holde kæft. Den fyr var da komplet hjernedød! Klokken var næsten tolv om natten, og hvad ville de andre beboere ikke sige. de var sikkert blevet vækket allerede og ville sikkert komme stormende ned om fem minuter. HA, hun ville gerne se Jake bortforklare det!
Men hun måtte også respektere hans races særlige... behov.
Da vandet var varmet op, fandt hun to kopper frem og sit reserve cacao pulver. Hun havde hverken flødeskum eller noget andet så hun måtte nøjes med det. Hun gik ind til Jake med det, uheldigvis, var han halvejs tilbage i sin forvandlig til menneske, og hans tøj lå i en bunke i hjørnet.
Behøver jeg at sige mere. Hun ville dække sig for øjnene, (selvfølgelig for hans personlige blufærdighed) men hun havde selvfølgelig cacao i hænderne, og inden hun nåede at vende sig om stod han nøgen foran hende fuldt fovandlet tilbage.
"Undskyld jeg ville bare give dig en kop cacao," sagde hun, dybt undskyldene

Jake stirrede på hende, så ned ad sig selv, så op på hnde igen. Han stak hurtigt begge hænder ned foran sine ædlere dele og vendte sig om.
"Gider du lige?! Det her altså privat!" råbte han rødmende og forvandlede sig tilbage til sin ulveform. Det gjorde ondt da knoglerne i hans krop brækkede og samlede sig på nye måder, senerne strakte sig og musklerne nærmest eksploderede, men han var efterhånden vandt til det.
Efter hvad der ikke engang var et helt minut, stod der en forvokset ulv i hans sted.
"Hvor kom vi fra?" spurgte han og satte sig ned.

"Jeg ville give dig en kop cacao," sagde hun mens hun stadig havde lukkede øjne. "Og så skulle vi finde bagindgangen til cafeen" bag dem væssede katten og skød ryk. Safira smækkede døren i hovedet på den.
"Vi kan begynde at lede i sidegaderne og baggårdene, men det kommer selvfølgelig til at tage lidt tid..." Og så sukkede hun. "Måske enda for lang tid..." De stirrede på hinanden lidt, mens de overvejede deres bedste muligheder.

"Lyder fint," sagde Jake og stirrede tørstigt på kakaoen i hendes hånd. "Hey, ku' du ikke lige tage og sætte den ene kop ned på gulvet?" Det gjorde ikke noget at han var i sin ulveform; kakao var kakao uanset hvordan man så ud og uanset om man havde tommelfingre eller ej.
Jake nysede og tørrede sin snude med bagsiden af en pote. "Ka' du ikke skaffe dig af med den kat på en eller anden måde?!"

"Den er ude om senest en uge. Og så skal den tilbage til Spanien," sagde hun mens hun satte cacaoen ned. "Pas på den er varm." Hun satte sig ned op af den ene væg, og trak benene ind til brystkassen, med koppen imellem. Hun nippede til den, pustede og nippede så igen. Hun undgik med vilje at se for meget på Jake. Hun var virkelig pinligt berørt, men havde ikke lyt til at dvæle for meget ved det. Katten mikavede og kradsede potterne op mod døren.
"Hold så kæft og lav nogen katte ting, find en mus eller noget," hun vidste virkelig intet om katte.

Jake lavede en lyd som en blanding mellem en hånlig latter og et bjæf og så hen på Safira.
"Du ved virkelig ikke noget om katte?" konstaterede han, nærmere end spurgte. Han lagde sig ned og sippede til kakaoen, men brændte sin tunge.
"Av! Hvem var også den tumpe der fandt på at opvarme kakao?" knurrede han med tungen hængende ud af munden. Jake pustede til kakaoen og prøvede igen, men da han fik det samme resultat, besluttede han sig for at vente lidt.

"Jeg ville ikke sig 'hvad sagde jeg' hvis du ikke havde fornærmet mig med mit elevator problem, så nu siger jeg det. Hvad sagde jeg?" Men hendes stemme var blottet for humor.i stedet gik hun ud i køkkenet fandt en lille frugtskål i flyttekasserne, hældte vand i og gik tilbage til Jake, som stadig havde tungen ude af munden. Han var begyndt at savle på gulvet.
"Her det hjælper lidt på tungen," sagde hun uden at kommentere savlet.
"Og jeg har aldrig haft en kat i hele mit liv... Der er noget ved deres øjne jeg ikke kan lide. De virker på en måde lidt for kloge, men de opføre sig som idioter." Sagde hun og fnyste. Hun satte sig ned igen, og hendes hånd røg ubevidst om i nakken, og hun begyndte at nusse sit ar.

Jake stirrede på skålen et stykke tid inden han stak tungen ned i. Det virkede nedværdigende at stå med hovedet nede i en skul som en anden hund, men det hjalp.
"Jeg hader katte," sagde han og prøvede så vidt muligt at undgå at plaske vand ud over det hele da han talte. "De prøver altid at angribe mig eller sådan noget."
Han slugte noget af vandet, da han stadig var tørstig og hev så hovedet op, men kom til at hive skålen med op, så han blev helt våd. Jake grinte og rystede sig, så det sprøjtede over på Safira.

Safira kunne ikke lade være med at le af ham, da hans hoved først sad fast i skålen. Og latteren blev kun større da hun lige pluselig også var dækket af vand. Det var en rar følelse at grine og hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde gjort det. Hun følte sig en smule lettere da hun tørrede sine øjne.
"Du lugter af våd hund," sagde hun, og begyndte så at grine igen.

Jake prøvede at holde masken og se alvorlig ud, men efter et par sekunder flækkede også han a grin. Eller, det vil sige at han begyndte at bjæffe højlydt. Til sidst trillede han rundt så han lå på ryggen. Selvfølgelig landede han lige oven i den vandpyt han lige havde lavt, hvilket bare fik ham til at grine endnu højere. Med lidt besvær fik han rejst sig op og rystet sig -- men lidt væk fra Safira denne gang. "Nej... Vi... Vi skal være seriøse," sagde han mens han prøvede at holde op med at grine. "Hvordan kommer vi ind i caféen?"

"Det.. det har jeg da sagt. Dine.. snedige lommetyvsfærdighedder låser os ind" sagde hun forpustet. Men så blegnede hendes smil.
"en selvfølgelig kan der også være kode på døren.... Hvorofor tænkte jeg ikke på det noget før. Hmmm måske har du ret, måske skal vi give luftkanalerne et forsøg.... Eller måske..." hun studsede et øjeblik, og trak så sin kniv op af støvlen. Den var ikke smedet af metal, men af magi.... Måske kunne den hjælpe dem.
"Denne kniv var... en arv fra min kære far. Den er det eneste jeg har tilbage... måske kan den hjælpe os," mumlede hun. Det var faktisk ikke sandt, hun havde en anden ting tilbage. Hun sad og tænkte over hvad de skulle gøre. Der var ikke mange timer til at cafeen lukkede men de kunne også bare prøve at storme ind. Det ville så være plan Z.

"Jeg er lommetyv, ikke indbrudstyv!" sagde Jake. "Jeg har ingen anelse om hvordan man kommer ind i en bygning uden at sætte alarmer i gang. Desude, hvis de skjuler noget, har de sikkert også både kameraer og bevægelsessensorer derhenne."
Han travede utålmodigt rund i lokalet, fra den ene ende til den anden og tilbage igen, mens han spekulerede på hvad de skulle gøre hvis der var kameraer.
"Måske kunne jeg gå derind i min ulveform. På den måde vil de ikke vide hvem jeg er, plus at all mine sanser er stærkere så jeg vil kunne opdage hvis der kommer nogen, og jeg vil kunne bekæmpe dem. Medmindre de er vampyrer eller magikere eller saådan noget."

"hmm det vil måske virke, men jeg er også nød til at være der.... det er jeg bare, lad være med at spørge hvorfor," Hun nussede sig selv i tiningerne mens tankerne kværnede rundt i hovedet på hende.
"Et lig begynder at lugte meget hurtigt. For det meste efter få timer, med mindre, at man lægger det på køl... så kan det faktisk holde i flere år.... Uden at gå i forrådnelse" hun væmedes ved tanken. Men hun var nu ret sikker på at liget var mindre end 24 timer gamelt. Selfølgelig kunne hun ikke sige det samme om de andre.
"Jeg er komplet blank for idéer... Lad ois bare brase ind som du ville til at begynde med,"

Jake hoppede op af ned af glæde. "Fedt!! We laver bare en run-for-it og overrumpler dem fuldstændigt! Det bliver overdrevet fedt!!" Han løb rundt i cirkler og hylede før han satte sig ned foran Safira, logrende vildt. Han vidste godt hvor tåbeligt det var sådan at opføre sig som et dyr, men hvordan skulle han ellers vise sin glæde? Han smilede bredt med tungen hængende ud af munden mens han stirrede på dæmonpigen.