Ny by, ny start~~Jake

Tid: 20.16
Sted: Centrum
Vejr: Let skyet
Omgivelser: Massere af mennesker, lys og lyde


Flyveturen fra London til Aterswell, havde varet længere tid end Safira havde rejnet med. Og hun havde selvfølgelig ikke, kunne få lukket et øje under den ni timer lange rejse. Den lille lampe, som viste at sellerne skulle spændes, lyste og hun begyndte at høre kliklyde overaldt omkring sig. Manden på hendes venstre side, havde mere eller mindre snorket hele vejen og Safira var nød til at ruske i ham, for at få ham til at spænde sin egen sele.
Ti minutter senere, og med tunge øjenlåg, rejste Safira sig, tog sin håndbagage og stod ud af flyet som en af de sidste. Hun fulgte mylderet fra de andre rejende, og fandt hurtigt frem til bagagebåndene. Der gik nok omkring 45 minutter, og hendes bagage havde stadig ikke vist sig. Der var ikke flere mennesker tilbage ved båndet, og hun besluttede sig for at spørge til den i informationen. Hun havde en rigtig dårlig fornemmelse i maven.
"Jeg beklager meget frøken, jeg er bange for at vi har lavet en frygtlig fejltagelse," sagde den unge mand bag disken. "Mine medarbejdere i England har ved en fejltagelse sendt din bagage til Spanien. De har i stedet send noget andet." Han forsvandt om i et baglokale. Det her sker bare ikke tænkte hun. Heldigvis havde hun et ekstra sæt tøj i håndbagagen, og nok penge til at købe neget mere, når det nu blev nødvendigt. Hun havde bare håbet på at de penge skulle bruges på mad.
Da manden kom tilbage med en transportkasse, som udentvivl mijavede højlydt, sank håbet dybt ned i en mørk afgrund. Hvorfor skulle det absoulut ske for mig?
"Vi kan ikke tage os af den her, men vi vil nok have din bagage her om en lille uge. Du bliver nød til at tage katten med dig lige nu, og så komme tilbage med den når du kan afhænde din bagage," sagde han. Safira sukkede, men skrev alligevel under på alle de papire han gav hende.
"Og her er der en lille erstatning," han stak hende 500 US dollars i kontant, med en undskyldende mine. Safira forlod lufhavnen uden et ord.

Hun tog en taxi til hendes nye lejlighed i nærheden af centrum. Den var tom, med undtagelse af køkkenet. Hun sukkede og satte katten og hendes bagage ned. Hun havde virkelig ikke overskudet til at handle ind og lave mad, så hun slap katten fri,og lagde armene over kors.
"Hvis du har fældet, så meget som et hår, når jeg kommer tilbage, laver jeg dig om til et par vanter, er det forstået?" sagde hun. Katten svarede bare med et højlydt mijav. Dens brune øjne stirede hende i nakken da hun forlod lejligheden. Byen var travl her i nattetiden, men i stedet for at finde en bar, valgte hun en hyggeligt udeseende café, fandt et sæde og satte sig. En ældre servitrice tøffede hen til hende, og spurgte hvad hun kunne tænke sig.
"En kop cacao tak, med massere af flødeskum," servitricen nikkede og sendet hende et stort smil.
"Det skal du få søde," og så tøffede hun afsted. Safira kunne ikke lade være med at fnyse højlydt. Få miutter efter kom kvinden tilbage og rakte hende koppen.
Safira så ud af vinduet mens hun tog sin første tår, og var lige ved at brænde sig på tungen, men det var ikke derfor hun nær havde spyttet cacao ud over bordet.

Jake gik rundt uden noget egentligt formål. Centrum var et stort sted med masser af mennesker og andre væsner. Et perfekt sted hvis man ikke ville blive opdaget. Det var nemt 'tilfældigvis' at støde ind i folk og 'komme til' at tage deres tegnebog. Selv hvis han blev opdaget, var det nemt at flygte og forsvinde i mængden.
Sådan gik et par timer. Det var let, hurtigt og ubesværet. Men efter et stykke tidd begyndte det at blive ensformigt og kedeligt. Jake så sig om efter et sted at sætte sig. Kulden generede ham ikke, og han var langtfra træt i musklerne, han havde bare lyst til at sidde ned.
I centrum var det overdrevent nemt at finde et sted at sidde med en café eller bar for hver tiende meter. Problemet var bare at der enten var for fyldte eller for tomme. Da han havde gået rundt i et par minutter, og var ved at blive lettere frustreret, beslutte Jake sig for bare at tage det næste, der kom.
Det viste sig at være en lille, hyggeligt udséende café hvorfra et blødt, varmt lys kom. Han trak på skuldrende og trådte ind. Varmen slog ham i ansigtet; den var velkommen efter at have været ude i kulden. Der var kun få andre kunder derinde. Et ungt par, der kun havde øje for hinanden, en fyr, der sad med sin iPod skruet så højt op, at Jake tydeligt kunne hører hvilken sang, han lyttede til og en muggen pige, der så ud som om nogen havde tisset for groft på hendes sukkermad.
Jake snusede dybt ind. Der lugtede kraftigt af kaffe og kage derinde, chokolade for at være præcis. For mennesker ville lugten have været svag, men efter at Jake var blevet bidt, var alle hans sanser blevet forstærket kraftigt. Hvilket også var hvad der fik ham til at sætte sig over for den mugne pige.
"Davs," sagde han lavmælt, da han satte sig over for hende. "Hvorfor drikker du kakao? For ærligt talt, synes jeg mere du ligner én, der ville drikke en breezer eller, i det mindste, en café latte." Han smilede mildt til hende. Han vidste at hun ikke var et menneske.

Det havde været lyden af en fyrs stemme der fik Safira til at fare sammen. Da han satte sig, kunne hun ikke lade være med at skule mistænktsomt.
"For at være ærlig ved jeg ikke hvad det rager dig uldtot, men hvis jeg indtager ret meget mere koffein idag, vil jeg være vågen til foråret," svarede jeg.
Det prikkede i tungen, der hvor hun havde brændt den, og begyndte at røre flødeskummet rundt i rolige cirkler. Servitricen fra før kom endnu engang hen til bordet, og spurgte hvad hun kunne gøre for "denne nydelige unge mand". Hvad hun selvfølgelig ikke kunne vide var, at han havde gået rundt de sidste par timer og taget småpenge fra tilfældige folk på gaden. Bagefter spurgte servitricen om cacaoen smagte som den skulle.
Safira nikkede med munden fyldt med den beroligende drik.

"Okay, okay, jeg spurgte bare!" sagde Jake og holdt hænderne defensivt op foran sig. Han skulle til at fortsætte, da servitricen kom og spurgte om han skulle have noget. "Et stykke chokoladekage," sagde han. Servitricen nikkede, spurgte dæmonen om kakaoen smagte og gik igen.
Jake vendte sin opmærksomhed tilbage til pigen, stirrede på hende et stykke tid.
Han sad uroligt, men lænede sig så frem og hviskede til hende: "jeg ved hvad du er." Han vidste ikke rigtig hvorfor, men det virkede vel bare som det bedste at sige i den situation. Desuden var det ret så åbenlyst; hun lugtede langt væk af dæmon. Selv en forkølet vampyr, der var ved at spise ville kunne lugte det!
Lige da kom servitricen tilbage med Jakes kage. Han sagde tak og smilede veltilpast, da han tog en bid af den, mens han opførte sig som om intet var underligt, at han ikke lige havde fortalt en dæmon at hun var gennemskuelig.

Safira kunne ikke lade være med at kigge glupsk på chokoladekagen. Hun havde altid haft en svaghed for chokolade, det var faktisk også derfor hun altid drak cacao.
Da varulven lænede sig frem og hviskede, vidste hun godt hvad han ville sige. Hun kunne fornemme det på hanskropsprog, den måde han havde virket nervøs lige inden han sagde det. Hun smilede til ham, men inderst inde boblede hun af vrede. Hun havde godt bemærket den lille undertone af hån i hans stemme, men valgte at lade som ingenting.
"Og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det, hugtand. Jeg er ikke ude på ballade at du ved det. Men eftersom at du render rundt og snager i andres sager, på mere end en måde, tyder det på at det ikke er tilfældet med dig," det var ikke en trusel, men en konstatering. Hun tog endnu en slurk af sin cacao, stadig brænndende varm.

"Jeg ka' ta' den ballade, der nu måtte komme," sagde han lettere selvgladt og lænede sig tilbage med armene krydsede over brystet. "Jeg er såmænd bare nysgerrig efter at vide hvad en som dig laver på en café kl. halv ti om aftenen. Burde du ik' være ude at feste eller noget?"
Han tog endnu en bid af kagen og så hvordan hun sultent fuldte den med blikket. Det fik ham til at smile. Hun lignede en lille pæn pige, men det tog ikke mere end ti sekunder at finde ud af at hun nærmere var en giftig slange med en dårlig indstilling.
Jake studerede hende nøje, for at lære hendes kropssprog at kende i det tilfælde at hun skulle gå fra forstanden. Hvilket ikke ville overraske ham efter den... Ja, man kan vel dårligt kalde det en trussel, men den måde hun sagde på at han nok ville få problemer.

Hun så på ham som om han var dum. Hvilket han nok også var. Dum og selvoptaget.
"Naa jeg kan ikke se hvad jeg skulle til en fest," sagde hun og fik endelig blikket væk fra kagen. Hun prøvede at slappe af, men mærkede så den velkendte følelse i fingrene.
Den lette prikken som når ens fod sov. Den bredte sig fra fingerspidserne og op ad hendes arme. Følelsen af et lig.
"Jeg skal bruge din næse, kom med ind i baglokalet," hviskede hun og gjorde et kast med nakken mod disken. Hun havde slet ikke nået at tænke over hvad hun havde sagt. Men hun ingorerede det. Liget nærmest kaldte på hende, men hun kunne ikke helt placere det. Og hvis det her endte som det plejede kunne hun godt få brug for et par ekstra hænder

Jake blinkede dumt lige da hun havde sagt det til ham.
"Min næse? Til hvad?!" Han snuste godt ind, men kunne ikke placère lugten, selvom han godt kunne lugte at noget var anderledes. Hvis han kunne forvandle sig ville det være nemmere.
Hvad er den lugt? Den lugter lidt sådan... tænkte han for sig selv. Han snuste ind igen. Den var velkendt, og alligevel fremmed.
Men Jake, der havde gået formålsløst rundt hele dagen, var glad for at få lidt afveksling. Noget spænding.
"Det er min næse, jeg bestemmer hvem der bruger den!" Han lagde ikke engang mærke til hvor absurd den sætning ville have været ude af kontext.

"Jaja da," sagde hun og fejede ham til side et øjeblik. Hendes hænder rystede kraftigt. Så gik det op for hende hvad han havde sagt, og skævede til ham med antydningen af dagens første smil. Så skævede hun rigtig. Betragtede ham, gloede nærmest.
"Jeg skal vide om jeg kan stole på dig inden. Kan jeg det?" spurgte hun, og så ham dybt ind i øjnene. Og helt bevidst lod hun sine øjne skifte fra krystalblå, til afgrunds sorte.

"Øøøh... Jeg er mere bekymret for om jeg kan stole på dig," sagde Jake og trak sig væk fra hende. De der øjne gav ham myrekryb! Hvis det ikke var fordi, han kunne forvandle sig til et forvokset ulvemonster ville han sikkert have stukket halen mellem benene for længst.
"For at være ærlig, virker du ret... eh... Ustabil," sagde han. Han var ikke bange for hende, hun gav ham bare myrekryb. Og hvis alt glippede, kunne han vel bare forvandle sig og tag de få slag.

Hun smilede igen. Eller rettere det hun nu kaldte et smil. En lille trækning i mundvigen. Men det var dog længe siden at noget havde fået hende til at smile. Hun vidste ikke om det var noget godt eller dårligt.
"Åh det med øjnene, sorry, gammel vane," niks det havde været meningen at skræmme ham, men hun havde dog også brug for hans hjælp.
"Jeg har bare haft en dårlig dag, jeg er lige fløjet hertil fra London, men min bagage tog på sharda tur til spanien i stedet.
Men altså, uldtot, jeg har visse evner inden for emnet død, og der er et lig, omme i baglokalet, men uheldigvis er jeg ikke verdens bedste sporhund. Kan du hjælpe?"
Vendt lige et øjeblik... tænkte hun pludselig. Hvad havde han ment med usabi???l

"Så det var det der lugtede!" udbrød Jake, men fortrød øjeblikkeligt at han havde sagt det så højt. Han så rundt i lokalet. Nogle enkelte personer stirrede på ham, men de fleste var for optaget af deres egne sager til at opdage ham. Han rømmede sig.
"Så, skal vi gå derom?" Han rejste sig og begyndte at gå hen mod det rum, lugten kom fra. Nu hvor han tænkte over det, var det tydeligt. Det var en kras lugt, som menneskers kropsvæsker, men falmet som støv. Det var meget ubehageligt.
"Og forresten, jeg hedder Jake, ikke 'uldtot', okay?!"

"Ikke så hurtigt... Jake" hvæsede Safira, og smagte lidt på det sidste "Er det en forkortelse. Nej vendt det er irelevandt. Sevitricen har noget med det at gøre," det sidste hviskede hun. "Jeg bemærkede, at hun fornyligt havde haft et dødsfald tæt på, mens jeg bestilte, men var åbenbart ikke klar over hvor tæt på..."
Hun var vred på sig selv over ikke at havde bemærket sammenhængen noget før.

Jake stoppede og satte sig ned igen.
"Tæt på? Som et familiemedlem eller noget?" spurgte han. Han var begyndt at blive utålmodig. Hvorfor kunne de ikke bare gå ud og se? Han sad og snuste kraftigt. Hvis folk så ham, ville de tro at han var skør.
"Hvad det end er, er det af hunkøn," sagde han til sidst. Lugten var ikke til at tage fejl af. Der var en kæmpe forskel på lugten af mænd og kvinder.

"Nej som i kender til eller har noget at gøre med mordet, for det er et mord, det er helt sikkert," hun sank en klump. "Jeg tror desværre at der er flere... ellers ville det ikke være så stærkt..." det sidste mumlede hun mest for sig selv.
"Og gem lige snusekrafterne til senere, det ser ud som om du skal til at nyse. Forresten hvordan skal vi overhovedet komme derind? Måske er der en bagindgang?" det føltes af en eller anden grund som om at de var ved at planlægge et kup, og folk var også begyndt at stirre. Hun bankede mistænktsomt neglene mod koppen som stadig var halt fyldt.

"Vi kunne gøre ligesom på film og snige os afsted gennem luftskakterne og så... Nej, det ville nok ikke fungere. Hva' med at springe om bag ved disken når der ikke er nogen der kigger, kravle hurtigt hen over gulvet og krybe ind gennem døren? Eller også kunne vi bare, du ved make-a-run-for-it og storme ind! Og så kunne jeg forvandle mig og holde vagt, og du kunne undersøge hvad det er! Eller..." Han stoppede sig selv. Han kunne godt se hvor det begyndte at bære hen. Om lidt ville han sikkert foreslå at de skulle stjæle en usynlighedskappe eller bruge Kraften til at overbevise folk om at de gerne måtte gå der om.
"Okay, måske skulle du bare finde på noget."

"Hvad med at vi venter til til butikken lukker klokken tre i nat, vi bryder ind med hjælp af dine lommetyvsfærdighedder gennem bagdøren, som vi finder lige om lidt, og så gennemsøger vi baglokalerne derfra. Det giver en lille smule mere menig end at kravle igennem en luftkanal. Har været der, har prøvet det, og det sker aldrig igen." og for at lægge tryk på det sidste, løftede hun sit ene øjenbryn.
Hun var overrasket over at han havde kunne stoppe sig selv inden han kom for godt igang.
"Og i mellemtiden, tager du hjem til mig og og hjælper med mine flytte kasser."

Jake blinkede og stirrede på hende. "Dine flyttekasser? I dit hjem? Med din kat? Ikke for noget, men det tror jeg ikke er en god idé." Han kunne lugte på hende at hun havde en kat. Den fældede.
"Mig og katte er ikke så gode venner, for at sige det mildt," sagde han og kløede sig akavet i nakken. Men alligevel spiste han det sidste kage, betalte servitricen og rejste sig for at gå.

"Jeg har da ikke sagt noget om at jeg har kat," sagde hun og lod som om hun ikke anede hvad han talte om. På den ene side havde hun ikke kat, men på den anden så havde hun en kat i sit hjem. To MEGET forskellige ting. Men hun rejste sig også op og gik. Hun dog uden at betale. Hun ville ikke betalte en morders husleje.

Selvom klokke efterhånden var blevet halv eleve, summede nattelive omkring dem, som om at byen først rigtig vågnede når solen var gået ned. De havde gået i en halv pinlig tavshed et stykke tid, og hvis der var noget Safira hadede (altså ud over elevatore) så var det pinlig tavshed.
"Du fortalte aldrig hvad Jake var en forkortelse af?"

"Jeg fortalte aldrig at det var en forkortelse," svarede han uden at se på hende. "Desuden har du ikke engang fortalt mig hvad du hedder." Han gik lidt i forvejen, stadig uden at se sig tilbage. Jo, det var en forkortelse, men hans rigtige navn var... lamt. Det var Yakob fordi hans familie oprindeligt kom fra Polen, men flygtede under Anden Verdenskrig til USA. Yakobs navn blev så efterhånden til Jacob, som så blev forkortet til Jake.

Safira kamoflerede sig, spredte sine vinger ud, og fløj op på siden af ham. Da hun var noget frem trak hun dem elegant tilbage, og fjernede kamofagen. Det var efterhånden længesiden at det holdt op med at forvolde hende smerte.
"Safira Corban. Tro det eller ej men Safira betyder Lykkens Gudinde, og Corban betyder Ravn på latin.... Forresten hvordan havde du tænkt dig at komme hjem til mig mår du ikke aner hvor jeg bor??"

"Perfekt navn," sagde han sarkastisk. "Og jeg ville da ha' gået! Hvordan sku' jeg ellers komme hjem til dig?" Han var i godt humør, og når han var det, kom der tit lettere flabede svar.
"Har du egentlig nogensinde mødt en som mig før?" spurgte Jake efter et stykke tid. Han talte selvfølgelig om varulve, men det vidste menneskene jo ikke.
"Det er i hvert fald første gang at jeg har mødt en som dig. Jeg har mødt andre... outsidere... før. Nogle blodsugere, andre som mig, og et enkelt menneske med nogle 'fortryllende' træk. Men... Hey, se! To duer der slås om et brød! Undskyld, ADHD." Han grinte lavt og så på hende.

"Tja, hvor gammel er du 16? Jeg har i hvert fald været her... en lille smule længere end dig.... Så ja jeg har efterhånden mødt en del, og bare rolig, jeg tror at det der med duerne ligger i jeres gener." Hun sparkede til en tom Red Bull dåse, og så op imod himlen.
"Corban er et familie navn. Stammer fra en gammel adelig slægt, der havde Ravnen som våben skjold. Der er enda en lille Fransk by ned mod den spanske grense som er opkaldt efter slægten." sagde hun og smilede igen svagt.
"Og du kan godt droppe den sarkasme der overfor mig. Respekt for de ældre!" sagde hun og grinede af sin egen joke.

"Jeg er 17!" Sagde Jake tvært. "Hvor gammel er du da? Hvor gamle bliver dæmoner overhovedet?!" Han stirrede på duerne mens han talte til hende. Det gav et sæt i ham hver gang en af dem bevægede sig.
Jake og Safira var næsten helt henne ved dem nu. Safira sagde noget om hendes families historie, men det eneste Jake sansede var duerne. Den ene due lettede, og han sprang efter den, prøvede at gribe den med sine hænder. Han snittede dens halefjer. Det samme skete med den anden due.
Jake bjæffede af glæde; det var virkelig sjovt at jage duer. Men da han vendte sig om og så udtrykket i Safiras ansigt stoppede han, og smilet på hans ansigt falmede. "Hvad? Har du et problem?"

Hun rystede på hovedet, og gik hen til ham.
"Sig mig skal du have mundkurv på?" vrissede hun af ham.
"Og for øvrigt er det ikke pænt at spørge en pige om sin alder, men lad os bare sige dæmoner kan blive omkring 500 år og jeg er for hundrede år siden passeret halvejs," Safira sukkede. Hvor meget hun end ville det eller ej holdt jeg perfekt styr på hvor gammel hun var, også selvom hun allerhelst ville glemme det. Folk stirrede stadig efter dem, og hun var taknemmelig da de drejede ned af gaden hun boede på, og gik ind i hendes lejlighedskompleks.