Ny by, ny start~~Jake

"JAKE" råbte hun da pilen gennembordende hans kød, men hendes kald blev drukne i hans smerte hyl. Safira stillede sig helt ind foran ham, spredte sine vinger helt ud så sortelverens pile ikke kunne ramme Jake uanset hvilken vinkel han skød fra.
"Lad ham være!" Hvæssede hun. Hun var fuldstændig ligeglad, med sin blufærdighed. Hendes øjne skiftede til sorte mens hun stirrede ind i sortelverens øjne. Hun
"Hold dig væk!"

Jake kunne mærke, at han gled længere og længere væk fra sin bevidsthed. Han så Safiras store, sorte vinger som en skygge foran sig. Smerten i hans skulder var stor, men han vidste at han ikke ville dø af det. Mest af alt, ville Jake rejse sig op og tørre det smørede grin af sortelverens ansigt.
Sneen var kølig under hans bare overkrop, men alligevel brændte hans krop med vrede. Trætheden gned sig op ad hans krop med en klam følelse, og synet begyndte at svigte. Øjenlågene blev tungere. Alt blev sort.

Safira mærkede Jake falde længere og længere ind i ubevidsthedens kolde favntag. Hun parerede imidlertid hver af sortelverens pile, ved at føre dem ud a kurs med sine vinger. Det gik meget sent op for hende at selvom at sortelveren blev ved med at tage nye pile så blev koggeret ikke mere tomt. Hun vidste at hun måtte lave en afledningsmanøvre, så hun kunne komme hen til hendes kniv, og kaste dem efter ham. På nuværende tidspunkt ville det nok være bedst hvis hun forvandlede sig og fløj derhen, men hun vidste at sortelveren ikke ville tøve med at skyde en pil i den bevidstløse Jake, hvis hun gjorde det.
Det var hårdt for hende at skulle bevæge sine vinger på den måde, og hun mærkede dem blive tungere og tungere. Sortelveren var hurtig og veltrænet i sine bevægelser, og noget så ud til at han kunne blive ved i flere timer. Da det så aller sortest ud og Safira snart ikke kunne blive ved mere, fløj en pil ned fra et af træerne. Der var ild i den. Sortelveren for sammen, og Safira så sit smit til at forvandle sig til en ravn, da en elver hoppede ned fra et træ.
Elverkvinden holdt sin bue spændt, denne gang uden ild i pilen, men den var rettet mod sortelverens hjerte.
"Lad børnene gå, det er mig du er kommet for ar dræbe!" Råbte hun. Safira forvandlede sig tilbage, tog kniven og kastede den efter sortelveren. Den ramte ham i låret, og han bukkede sig sammen. Det blottede hans nakke, og elverkvinden ramte den. Safira stod lidt og og fik vejret. Så løb hun hen til Jake og tjekkede om der var puls. Det var der. Hun flåede pilen, fandt hurtigt hans trøje, rev den i stykker og bandt den om såret. Hun omfavnede ham kort og så så op mod kvinden. Hun havde betragtet sortelveren men så nu hen på Safira.
"Mange tak skal du have. Vi havde nok begge været døde nu hvis du ikke var dukket op" kvinden stirrede på hende.
"Jeg tror at det er mig der takker, hvis i ikke havde distraheret ham, ville jeg havde været død, do så havde jeg ikke opdaget ham i tide." Hun nikkede og så fra Jakes nøgne krop og så til min.
"Hvad laver i overhovedet herude?" Spurgte hun, selvom hun havde regnet ud hvad de havde laver.
"Det er en lang historie, der indeholder et lig, flyttekasser, en kat og en sur gammel dame," sagde hun bare. Safira var ikke sikker på hvad hun nu skulle gøre, men besluttede sig for at klæde sig på. Nu hvor faren var væk, begyndte hun at mærke vinterkulden.
"Men jeg havde stadig ikke klaret dem uden dig," fortsatte Safira. Da hun selv var færdi med at få tøj på, hjalp hun også Jake i tøjet. Hun rødmede en lille smugle da hun træk dem det sidste stykke, men skjulte det for elveren. Hun lod dog hans bryst være bart eftersom hun lige havde flået hans trøje i stykker.
"Hvad kan jeg gøre for at vise dig hvor taknemmelighed jeg er" hun blev ved med at presse på. Men kvinden rustede bare på hovedet.
"Det skal du virkelig ikke, men jeg vil meget gerne sørge for at i begge komme hjem i god behold," Sagde hun. Nu var det Safiras tur til at ryste på hovedet.
"Nej bare rolig, jeg skal nok tage mig af ham," den måde elveren skævede kune. Hun godt mærke hvordan det lød, men hun var ligeglad. Hun foldede sine vinger ud (og ødelagde hendes trøje), rejste Jakes krop op og holdt så godt fast i livet på ham som hun kunne. Han var tungere end han så ud. Hun smilede til elveren.
"Far vel," sagde hun og lettede fra jorden. Den ekstra vægt gjorde det meget besværligt for Safira at flyve og hun hælede en del. Enhver dæmon der så hende ville tro at hun var fuld. Det lykkedes at komme tilbage til lejligheden iden at blive opdaget, og hun anede ikke hvordan det kunne gå til. Hun lagde ham på gulvet til at begynde med, men gik ud til flyttekasserne for at finde nogle deckopuder, og lagde ham på dem. Hun fandt også et par til sig selv, men gik først lige ud og tog en kop normal kakao. Hun havde brug for sit boost til lige at fordøje hvad der var sket de sidste fireogtyve timer. Det var næsten umuligt og satte den halvtfyldt kop fra sig og lagde sig så på puderne ved siden af Jake. Det så ud som om at hans bevidstløshed nu var gået over i almindelig søvn, men hun kunne ikke være helt sikker. Hun kunne ikke lade være med at betrækte ham lidt, inden hun selv faldt i søvn.

Jake vågnede op med et sæt, og vidste et øjeblik ikke hvor han var. Udenfor var det mørkt, på trods af gadelygterne, og en hurtig vind fik lejlighedskomplekset til at ryste. Hans varulveøjne kunne tydeligt se lejligheden i det dunkle skær fra månen, selvom intet lys var tændt. Han lagde mærke til at han lå på nogle puder. Et flygtigt smil bredte sig på hans ansigt, da han tænkte på Safira.
Jake rejste sig op på albuen og så over på hende. Smerten i skulderen havde fortaget sig lidt, men den var stadig til gene for ham. Et stykke stof var bundet stramt rundt om den for at stoppe blødningen. Det var sikkert Safiras værk. Han nød at se hendes rolige, regelmæssige vejrtrækning. Han længtes efter at række ud efter hende, røre ved hende, men ville så nødig vække hende. Han sukkede. Skulle han rejse sig eller blive liggende og iagttage hende? Men så fik han en god idé. Han rejste sig langsomt op, hæmmet af skulder smerten, og gik ud i køkkenet. Der måtte da være noget kakao pulver et eller andet sted...
"Yes," mumlede Jake da han fandt Safiras lager af kakao. Han hældte det op i en kop, blandede det med mælk, og gik ind for at vække hende.
"Safira? Safira..." hviskede han og tog blidt fat i hendes bare skulder. Hendes hud var varm, og han kunne svagt høre hendes hjerte banke roligt og regelmæssigt i brystet på hende. Hun mumlede noget uforståeligt og slog langsomt øjnene op.
"Godmorgen. Eller måske skulle jeg sige godnat," sagde Jake. "Har du sovet godt?" Han holdt kakaoen frem til hende.
"Jeg tænkte at du måske var tørstig."

Hun kunne ikke lade være med at smile stort, da hun så ham. Hendes smil blev endnu bredere da duften af kakao ramte hende. Det boblede af glæde da hun så hvor frisk han faktisk så ud. Han lignede sig selv som den første gang hun så ham (for omkring fieogtyve timer siden)
Det føltes nu som meget længere tid. Hun tog imod koppen og lænede sig op af sin albue.
"Ved du hvad? Jeg havde faktisk troet at vi ville havde byttet pladds," sagde hun og tog den første slurk af kakaoen.
"Ja jeg har sovet skønt, men det er ikke meget du har ladet mig sove det sidste døgn," hun drillede ham. Det var lang tid siden han havde følt sig så afslappet i nogens selskab. Hun måtte indrømme at det var rart ikke konstant at skulle være på vagt.
"Hvordan har skulderen det," spurgte hun nu alvorligt. Hun måtte vide at han var helt okay og at det ikke bare var noget han lod som om. Hun kunne ikke lade være med at føle skyldfølelse over at han var blevet såret. Hvis hun ikke havde været der ville han bare væer sprunget på sortelverne.
Hun ville ikke bringe ham i fare, men hun måtte indrømme at hun var forfulgt af uheld. Hun så sig om i lejligheden og kunne ikke lade være med at blive provokeret af den manglende belysning. Hun havde ikke nattesyn som de fleste andre dæmoner, og det irriterede hende.
Hun havde lyst til bare at hendte en lampe i en af fltte kasserne, men Jake så ikke ud til at lade sig genere af mørket. Puderne hun havde sovet på var blevet mast meget flade, men hun gad virkelig ikke at skulle til at ryste og slå til dem. Så hun lod dem være og så bare op på Jake

"Det er ikke så slemt," påstod Jake og tog sig til skulderen. Sandheden var at det dunkede og sved, når han bevægede sig. Han begyndte at vikle stofstrimlen af, men det størknede blod fungerede som lim. Med et ryk, fik han hevet det af, og væske begyndte at dryppe ud. En blanding af blod og gulligt pus, der lugtede ubehageligt. Jake bad til at det var for mørkt til at Safira kunne se såret; han ville ikke gøre hende bekymret.
"Nej, helt seriøst," sagde han, da han ikke troede at hun var overbevist. "Det... det er bare et lille sår." Løgn på løgn. Såret gik helt ind til knoglen. Varulvegiften ville sørge for at han ikke døde af det, men smerten kunne den ikke fjerne. Han tog sig til skulderen.

Hun vidste at han løg for hende, men hun var endnu for træt til at kunne tage den diskution op. Hun vidste jo godt at mænd kun lø,g for ikke at gøre én bekymret, men det havde nu alligevel været grunden til at Gabriel var død. Han havde ikke fortalt hende at hendes far havde genemskuet dem, og det havde ført til Gabriels død. Så løgne var aldrig noget godt, det havde hun lært på den hårde måde.
Uheldigvis for Jake var hun ikke helt så dum som han måske troede. Hun kunne sagtens regne ud hvorfor at han tog sig til skulderen, efter at havde hevet bandagen af. Hun rejste sig og så efter Jake. Hun ville have at han skulle føle mindst smerte som muligt.
Hun fandt et hviskestykke og gik så tilbage til ham. Hun nægtede at lade ham protestere, og skulle til at binde den om hans skulder. Hun kunne både mærke og lugte den betændte væske der kom fra såre, og gik ud i køkenet og fugtede hviskestykket. Hun gik tilbage og bandt det forsigtigt om ham. Hun virkede sikkert en smugle bestemt, og sikkert også irritende, men hun var ligeglad.
"Sådan der," sagde hun, da hun var færdig og så på ham. "Det vil nok være bedst hvis vi skifter den igen om nogen timer. Imellemtiden..." sagde hun, satte sig ved siden af ham, og lagde prøvende sit hovede mod hans gode skulder. "...Skulle vi måske finde ud af noget med det der lig?" i virkelighedden ville hun bare side der, men nu hvor der ikke var noget til at distraherre hende, kunne hun igen mærke prikkene fra liget. Hun havde før prøvet ar ingorere et lig, og det endte med at hun gik i søvne hen til det.... De måtte finde det, også selvom det nok var blevet flyttet nu.

Jake krympede sig, da Safira bandt viskestykket om hans skulder, men prøvede at lade som ingenting. Det kølende viskestykke var rart, måtte han indrømme. Han var irriteret over at hun pylrede sådan, men det varmede at hun var bekymret for ham. Da hun lagde hovedet mod hans raske skulder, gik en svag kuldegysning igennem ham. Han sad stift og stirrede på hende, men slappede så af og tog hendes hånd. Safira foreslog at de skulle tage et kig på liget igen. Han sukkede.
"Hvordan kan vi overhovedet vide om det stadig er der?" spurgte Jake. Han vidste at Safira kunne mærke cirka hvor det var, og at han vill kunne lugte sig frem til dets placering, når de var i nærheden. Men Aterswell var en kæmpe by, og chancen for at du kunne komme tæt nok på til at mærke en enkelt død krop var nærmest lig nul.
"Jeg mener," fortsatte Jake. "Det er jo ikke særlig sandsynligt at en morder bare ville lade sit offer ligge i baglokalet af en café. De må vel have fjernet det nu." Han strøg oversiden af hendes hånd med tommelfingeren og kyssede langsomt blidt hendes hovede.

Da Jake kyssede hende på hovedet kunne hun ike lade være med at sitre svagt. Det var virkeligg rart at være så tæt på ham.
"Jeg ved godt at det lyder latterligt, men du må tro mig når jeg siger, at jeg bliver sindsyg hvis vi ikke finder det lig. Det er alt. Liget vil bare gerne ses, og vide at det ikke bare forsvinder. I det samme øjeblik vi har set på det, så stikker vi af igen, det lover jeg dig." sagde hun og puttede sig i hans skulder. Hun ville gerne havde haft et tæppe lige nu, for hun var begyndt at småfryse. Hun prøvede at trykke sig endnu mere ind til Jake, uden at det ville føles akhavet. For at få lidt af hans varme, og for at være tæt på ham. Hun kunne næsten ikke få nok af hans duft, og følelsen af hans hud mod sin. Hun holdt fast i hans hånd og gav den et lille klem. Han skulle vide hvor meget hun rent faktisk holdt af ham, selv om de ikke havde kendt hinanden længe. Hun fik pluselig en idé. Og denne her indehold ikke nogen kat.
"Hey hvad siger du til at lege en lille leg?" spurgte hun og så op på ham.

Jake rykkede sig lidt så han kunne se på hende. Det var ubehageligt at give slip, og en kold og tom følelse bredte sig på det sted, hvor de lige havde rørt.
"Hvad for en leg? Som et spil eller sådan noget?" Han havde ikke lyst til at give slip på Safira, men slækkede på grebet om hende. Han duftede til hendes hud og hår. Det lugtede svagt af en blanding mellem sæbe og hende selv. Mørket i lejligheden beroligede Jake. Det gjorde, at han var nødt til at stole på sine andre sanser.

(Undskyld den er kort og crappy. Er mega træt XP)

Hun følte sig en smule tom da Jake gav slip på hende. Selvfølgelig var det kun for at kunne se på hende i halvmørket.
"Jeg vil gerne lære lidt mere om dig, så derfor stiller du mig et spørgsmål, og når du har svaret så er det min tur til at stille dig et såørgsmål," sagde hun og smilede tl ham. Hun ville gerne tage hans hånd men ville heler ikke virke for omklamrende. Hun hviste hvordan det var når den modsatte part var alt for omklamrende, og den slags forhold endte aldrig godt. Wow hun så allerede det her som et forhold. Det måtte være en ny verdens rekord!
Hun vidste ikke hvordan han ville reagere på legen og ærligtalt vidste hun ikke engang selv hvor den idé var kommet fra. Det ville sikkert ikke føre til noget godt. Men hun havde som selvandelig ikke kunne holde sin store kæft lukket. Det var så typisk. Når hun lige havde mødt en person var hun kold som is, men hun skiftede nærmest personlighed når hun havde lært dem at kende.

Jake nikkede og tænkte et stykke tid. Det var sværere end man umiddelbart skulle tro, at komme på et ordentligt spørgsmål.
"Okay... Hvad for nogle magiske evner har du?" spurgte han. Det havde faktisk generet ham et stykke tid, at han ikke vidste, hvad hun var i stand til. Han rykkede sig hen, så han sad foran hende og kunne se ind i hendes smukke, isblå øjne. Hvis det ikke havde været så mørkt, vill hun også have kunnet se at Jakes øjne var stålgrå, næsten helt sølvfarvede.

Hun lagde hovedet en smugle på skrå, og tænkte over hvordan hun skulle formulere sig.
"Jo altså som du allerede ved, så har jeg en svag form for nekromanti, du ved jeg kan fornemme nå der er et lig i nærhede, men hvis jeg går forbi en person hvor en slægtning eller en ven er dø kan jeg også mærke det. Eller hvis man snart skal dø. Og udover det kan jeg jo forvandle mig til en ravn. Og så kan jeg læse tanker"
Og sende beskede over i andre levende væsner, fortsatte hun som en tankebesked. Hun var ret stolt af det sidste.
"Okay min tur... Øhm" sagde hun og tog sig til hagen mens hun tænkte over hvad hun skulle spørge ham om. "Er du født som varulv, eller er du blevet bidt?" Fandt hun så endelig frem til. Hun ville også gerne vide hvordan hans forældre havde reageret hvis han var blevet bidt, men kun et spørgsmål af gangen.

Ved hendes spørgsmål, blev Jake pludselig fjern. Han så ned i jorden, da han tonløst sagde: "Jeg blev bidt." Som et flashback, stirrede han tomt ned på trægulvet, mens han genlevede det.
"Jeg var ude at gå i skoven. En varulv, der sikkert lige var blevet forvandlet, og stadig ikke vidste hvordan han skulle styre sig, var taget på jagt det samme sted, som jeg vandrede. Jeg opdagede intet før han havde bidt min arm halvt i stykker. Hvis der ikke var kommet en elver forbi, ville jeg sikkert være blevet ædt levende." Antydningen af et smil bredte sig over hans ansigt, men var væk så hurtigt at man dårligt ænsede det.
"Hun reddede mig fra febersmerter, men jeg vidste ikke, at jeg stadig havde den værste smerte til gode. Efter et par dage, sendte hun mig væk og sagde at jeg nok skulle overleve."
Han sukkede og stirrede ned i gulvet.
"Da jeg kom hjem, var folk selvfølgelig lettede, men de spurgte ikke til hvor jeg havde været. Det var ikke første gang jeg var blevet væk hjemmefra i lang tid. På det tidspunkt følte jeg mig friskere end nogensinde, og troede at alting var godt. Men hvor tog jeg fejl. Allerede et par dage efter at jeg var kommet, blev jeg forvandlet. Det er jo slemt nok i sig selv. Det værste ved det, var at det skete da hele familien var hjemme."
"Jeg sad på mit værelse og spillede, da de dér kramper gik gennem min krop. Jeg faldt ned på gulvet og vred mig i smerte. Jeg skreg, og det samme gjorde min mor, da hun brasede ind gennem døren. Jeg kan ikke så godt huske det, men jeg tror jeg var halvvejs forvandlet dér. De kendte intet til den magiske verden, men havde set nok film til at vide hvad en varulv var. Jeg husker at min stedfar hentede sin pistol og sigtede på mig. Men efter det er jeg helt blank."
Jake så op på Safira. Hans stålgrå øjne var fulde af sorg.
"Da jeg vågnede igen, var mine hænder fyldt med blod. Jeg blev bange, men det viste sig hurtigt at det var mit eget. Jeg var blevet låst inde på mit værelse, men havde kradset mine... poter eller hænder eller... whatever, du ved hvad jeg mener! Jeg havde i hvert fald kradset dem til blods på min vej ud gennem døren. Min stedfar havde skudt mig lige da jeg var kommet ud, fortalte han mig senere. Kuglen gik igennem mit bryst og ud på den anden side. Såret helede selvfølgelig hurtigt, men det var nok til at sende mig tilbage. Smerte var ikke nyt for mig, men derfor gjorde det ikke mindre ondt."
"Jeg gemte mig inde på værelset indtil jeg blev forvandlet tilbage. Da gik jeg ud, og min mor sagde at jeg skulle gå min vej. Ingen søde farvel-ord eller noget. Bare... 'Gå inden du slår os alle ihjel'."
Der var mere til historien, små detaljer han havde udeladt, ting han nok aldrig ville tale om. Jake sukkede dybt.
"Undskyld, det var ikke meningen at fortælle dig hele min livshistorie." Han smilede og lo halvhjertet.

Mens han fortalte blev Safira mere og mere bedrøvet. Her sad fyren og blottede sig fuldstændig for hende, fortalte om det der nok var den mest forfærdelige og skræmmende oplevelse i hele hans liv.
Da han var færdig, var Safira helt mundlam. Men hvad kunne man dog også selv sige til at det?
Hun tog hans hånd, gav den et lille klem og stirrede ind i hans sølvgrå øjne. Og nu så hun ikke den frække fyr med smarte bemærkninger i ærmet. Nej nu var han én der havde oplevet smerte og lidelse, den slags mennesker der var lange klogere end de burde være, og som havde oplevet ting intet levende væsen skulle opleve.
"Det er okay," sagde hun og gav hans hånd et klem. Okay hun havde aldrig været særlig godt til opmundrings taler. Som regel havde hun været den der fik dem.
"Du ved, jeg har også været ude for lidt af hvert. Hvis du vil høre historien skal du få lov, jeg vil ikke undlade noget, men jeg advare dig, den er lang. For ikke at nævne fuld af død..." Hun så ind i vægen i halvmørket.
"Men på den anden side, har døden aldrig holdt sig langt væk fra mig. Så sent som i går opsøgte han mig endnu engang." Hun så ned i gulvet og fortalte ham så alt. Hvordan hendes far nær havde slået hende ihjel ved fødslen og hvordan moderen havde skubet kniven ud af kurs og danet et langt ar i stedet. Hendes indelukkede barndom, med undertrykkelsen af hendes evner. Hvordan hun var blevet trolovet med en greve søn, og hendes forelskelse med Gabriel. Da hun fandt hans blod og hans lig på staldgulvet, den nat de skulle være flygtet sammen. Hvordan hun opsøgte sin far og slog ham ihjel, for at have dræbt Gabriel.
Hun fortalte hvordan hun i hundrede år, opsøgte og dræbte mordere, fordi det var hvad hun troede var det rigtige. Da hun møtte troldmanden Martin, og deres tid sammen. Den søn de fik. Alexander.
Hun begyndte næsten at græde da hun fortalte om mordforsøget på sin trolovedes barnebarn, og anklagen på hende. Retsagen, torturen og hvordan hun aldrig bukkede under for noget af det. For det var ikke hende.
Hun fortalte hvordan englænderne brændte hendes hus ned, da hun blev frikendt. Og hvordan flammerne havde fortæret de sidste rester af hendes familie. Og til sidst hvordan hun var vandret rundt på jorden uden formål de sidste mange år. hun gik ikke i dybere detaljer men fortalte bare hvad der var sket. Da hun først nævne Alex's navn, fik hun tårre i øjnene. Han havde blot været fire år gammel da de slog ham ihjel.
"Her til aften, troede jeg at jeg også havde mistet dig. Jeg troede at det ville blive præcis som med Gabriel og Martin." og først der brød hun ud i gråd.

Jake græd ikke, men blev rørt af hendes historie. Han glemte helt sin egen sorg et øjeblik, da han lænede sig frem mod hende og holdt hendes krop tæt mod hans egen. Enkelte af Safiras tårer faldt ned på ham, men han var ligeglad.
"Ikke græde. Der skete jo ikke noget."
Han omfavnede hende blidt, men fast, og skulle til at sige noget, da en hurtig tanke dukkede op. Safira var flere århundreder gammel. Jake var kun 17 enkelte menneskeår. Hvordan ville det se ud om halvtreds år? Safira kunne tale om et halvt århundrede som om det var et halv minut, men for Jake ville det nærmest være en livstid. Han ville blive gammel, svag, ude af stand til at tage vare på sig selv.
Han holdt tættere om hende. Ville de blive nødt til at gå hver til sit? Måske... Bare måske ville det have været bedre hvis han ikke havde overlevet. Nej. Safira skulle ikke miste endnu en partner før hans tid var kommet. Det var ikke sikkert at hun kunne have klaret det. Men stadig... Om blot et årti eller to, ville han blive betragtet som pædofil, hvis han viste den her slags interesse for hende.
Jake stirrede stift frem for sig og klemte hårdere om hende. Enten skulle han lære at give slip på det han elskede, eller også skulle han elske selvom han var nødt til at give slip.

Hun prøvede at gøre sig selv så lille som muligt i Jakes favn, ignorerede hvordan han han klemte hende hårdere og hårdere. Hun ville blot være i hans arme. Hans tanker flød omkring ham, og dansede nærmest foran hende, som for at provokere hende.
"Du må ikke tænke sådan, jeg ber dig, lad være," fik hun grådkvalt frem, mens hun fortsatte med at hulke. Hun havde aldrig snakket med nogen om det. Havde aldrig så leget som overvejet det. Men Jakes historie rørte hende også. Dybt. Hun havde kunne mærke den smerte mundene havde fået frem i ham.
Hvis der var noget hun ikke havde lyst til, så var det at tænke på hvordan hendes lange liv, ville påvirke det her forhold. Det havde ikke været et problem med Martin, det var normalt at kvinden var langt yngre end manden, men sådan var det ikke længere.
"Du må ikke give slip," hulkede hun. Hun klemte øjnene sammen og prøvede at stoppe gråden. Det måtte da snart være nok selvmedlidenhed for en nat. Hun tørrede sit våde ansigt med sin håndryg og puttede sig ind til Jake. Så så hun ham ind i hans øjne. Hans ansigts udtryk fik hende næsten til at græde igen, men holdt det inde. Så gav hun ham et blidt kys på læberne. Det sitrede i hele hendes krop. Hun ville visse ham hvor taknemmelig hun var for at have blottet sig for hende. Og for at have lyttet til hendes historie.

Jake slap ud af sin trance ved hendes kys og så ned på hende. Hans øjne var hårde da han så på hende for ikke at vise den dybe følelse af sorg og fortræd, der ellers ville have fyldt dem op. Han sukkede.
"Vi må nyde den tid vi har. Hvert problem til sin tid, du ved." En ubehagelig stilhed sænkede sig over dem i nogle få, langtrukne sekunder. For at bryde den, gjorde Jake sig langsomt fri af hendes arme, rejste sig og strakte armene. Det knagede lidt i nakken, men han lod som ingenting. Et falsk, anstrengt smil bredte sig over hans ansigt som for at vise at alt var okay.
"Havde vi egentlig ikke et lig vi skulle tage os af?" spurgte Jake og rakte Safira sin hånd, for at hjælpe hende op at stå. De havde udskudt det længe nok. Eller, den første nat kunne de jo teknisk set ikke have gjort noget, men det kunne de nu og så skulle de i hvert fald også.
Han havde en sitrende fornemmelse i kroppen; den dér fornemmelse man får når man har siddet ned hele dagen og bare ikke kan tage stilheden mere.

Da ordet lig gled over Jakes læber gik en sitrende prikken igennem hende. Hans nervær havde fået hende til at glemme alt om liget, men nu hvor det var bragt på banen, prikkede det voldsomt i hele hendes krop, for at nå hen til liget i tide. Hun tog imod Jakes hånd og trak sig op med hans hjælp. Hun var en smule stiv i kroppen og strakte sig også.
"Det kan du lige tro, hvis ikke vi finder det lig, bliver jeg højst sandsyneligt vanvittig," sagde hun, og prøvede at drille ham lidt. Men det var vidst for anstrengt til at virke ordenligt.
"Vi burde nok starte med at eftersøge caféen igen. Det vil sikkert ikke vække nogen mistanke, men vi bliver også nød til at søge efter en bagindgang," hun lagde hovedet eftertænksomt på skrå. "Medmindre du stadig forretrækker, at vi bare skal storme ind som galninge, der er klar til indlæggelse og spændetrøje," afsluttede hun drillende. Hun vidste selvfølgelig godt, at dette ikke var et af de øjeblikke, hvor man kunne joke med alting, men hun prøvede at få en god stemning op omkring det pokkers lig.
Safira kunne ikke lade være med at smile, da det gik op for hende, at var dette pokkers lig, der havde ført dem sammen. Hvis de altså var sammen, det håbede hun i hvert fald. Hun rystede tanken af sig. Nøj hvor gjorde Jake hende distraheret.

"Hvis du spørger mig, er den plan altså god," sagde Jake og foldede armene som et forurettet barn, medens han prøvede ikke at begynde at grine. Det var forvirrende så hurtigt som stemningen skiftede. Det måtte være den følelse man kalder 'forelskelse'. Den var rar, men virkelig irriterende. Den gjorde den allerede ADHD-prægede Jake endnu mere ufokuseret end normalt.
"Nej, helt seriøst," sagde han og tog om Safiras arme. "Vi er nødt til at have en plan inden vi gør noget." Han slap hende igen, gik hen og samlede en a puderne op fra gulvet og stod og kastede den lidt op og ned. Han fortsatte: "Jeg synes at vi skal vente til caféen lukker og så bryde ind. Der er selvfølgelig risikoen for at de har sat alarmer og kameraer op, men jeg tvivler på at de sidstnævnte vil være tændt."
Han smed puden på gulvet og travede rundt i stuen fra den ene ende til den anden, medens han stirrede ned i gulvet og gned sin hage som om han virkelig tænkte hårdt.
"Hvis alarmerne nu er tændte," mumlede han. "Og vi regner med at der samtidig bliver begået mindst to andre tyverier eller røverier rundt omkring i distriktet, gennemsnitligt, vil det kræve at de organiserer flere vogne til at køre ud. Politistationen ligger lige i udkanten af centrum og med den sædvanlige traffik, vil det tage omkring ti minutter... måske et kvarter at komme herhen. Det, lagt sammen med at skulle gøre sig klar, komme ud i bilen og den forsinkelse, der vil komme af at de skal organisere at sende flere vogne ud. Det vil give os omkring tyve minutter. En halv time hvis vi er heldige og de sløser."
Han stod stille ud foran Safira og så op på hende. "Vi bryder ind i nat, klokken 3. Der vil de begynde at være trætte, og det burde være nemt."

Safira kiggede forskrækket på Jake, mens han opremsede sin beregning. Da han var færdig følte hun sig som en treårig der får et stykke slik. Hun havde lyst til at hoppe og danse på stedet og måske også juble en smule. Der kom dog kun et fjoget smil og en mystisk grimase.
Det var meget mærkeligt, men Jake mindede hende så meget om både Gabriel og Martin. Gabriel havde været den selvsikre tybe, ligesom Jake også var for det meste, den der altid havde en smart bemærkning i ærmet og som aldrig var bange for en udfordrig.
I dette øjeblik kom Martin frem i ham. De kunne tænke og regne ting ud hurtigere end de fleste mennesker, og lave de mest komblicerede udregninger, på en sindsyg måde. De kunne bruge data til at regne det næste træk ud, og endda hvordan den anden vil reagere på det.
Hun hævede sine øjenbryn, så på ham og sagde: "Og hvordan vil du have at vi skal bryde ind på caféen? Du sagde selv at du ikke havde meget erfaring med indbrud. Og for resten, hvad vis der er nogen i baglokalerne?" Efter at hun havde sagt det sidste kunne hun godt høre hvor dumt det lød. Jake var en varulv. Hvis han forvandlede sig kunne det få de fleste vokse mænd til at skide i bukserne. Men hende selv skulle nok have lidt mere end bare at flå øjnene ud på folk.
Inden hun gav ham tid til at svare fandt hun en af sine flyttekasser frem. Hun roede den lidt igennem og fandt på bunden hvad hun ledte efter. Hun trak skeden op af kassen og trak sværet ud for kort at betragte roden af bladet. Hun smilede, trak den over skulderen og gik ind til Jake igen.

"Hvordan i alverden fik du fat på et sværd?" spurgte Jake og pegede lamslået på det lange mordvåben, der hang over hendes skulder. "Og hvad mere er, hvordan fik du det igennem lufthavnen?!" Jake havde altid været mere glad for håndvåben end skydevåben, men følte alligevel en hvis uro i maven, ved synet af sin Saffie stående med det i hånden. Et slag og han var færdig. Ikke engang hans varulvekræfter, ville kunne redde ham fra den skarpe æg.
"Lige meget," sukkede han. "Du har et våben, og det er det vigtigste. Nu skal vi bare vente til det bliver tid til at tage derhen. Det kan ikke vare særlig lang tid."

Hun smilede lumskt til ham.
"Jeg har mine metoder," Hun havde i virkelighedden ikke fået den igennem lufthavnen. Alle hendes flyttekasser var blevet fragtet med skib, og skulle derfor ikke igennem de samme sikkerhedstjek. Men det undrede hende nu aligevel at det ikke var blevet opdaget. Hun så tilbage på Jake, og betagtede ham lidt. Det undrede hende dybt, at hun ikke havde bemærket hvor køn han var, da hun så ham første gang.
Det prikkede alvorligt i hendes arme, og nu begyndte det også i hendes føder. Det havde hun aldrig oplevet før.
"Jeg er bange for at det ikke kan vendte" hun rystede opgivende på hovedet. "Jeg tror at vis vi skal have gjordt noget ved det lig så skal det gøres nu." Hun sagde det godt nok roligt, men hun var fast besluttet for at ville finde det lig. Og det skulle være nu!
"Men stadig hvordan kommer vi ind?"

"Ligemeget," sagde Jake. "Det finder vi ud af til den tid." Og med de ord begyndte han at trække Safira hen mod døren. Han fik kun taget tre skridt, inden han fik set ned ad sig selv. "Øøh... Måske burde jeg lige få noget tøj på først." Enten det, eller han kunne gå nøgen gennem byen. At være forvandlet var ikke en mulighed, da folk nok ville glo noget, hvis der kom en gigantisk ulv på størrelse med en pony gående side om side med en pige, hvis øjne lige pludselig skiftede farve til kulsort eller rød eller sådan noget.
"På den anden side kunne jeg vel også bare løbe over tagene. Det har vi prøvet før, og det gik jo fint... Sådan da..." Jake stod lidt og trippede, men besluttede sig for at vælge bare at forvandle sig. Det var hurtigere og så behøvede han heller ikke at bekymre sig om ødelagt tøj. Han begyndte at forvandle sig, og faldt hurtigt ned på alle fire ben, allerede inden forvandlingen var færdig. Smerten var intens, men bekendt, og Jake lod som ingenting medens hans knogler brækkede og groede sammen på nye måder og strakte sig i unaturlige vinkler. Snart stod end fuldt færdig varulv. Han smilede op til Safira, før han begyndte at kravle ud ad vinduet og op på taget.

Det var også først gået op for Safira i det øjeblik. Det foruroligede hende. Mens han forvandlede sig krøb noget sammen i hendes indre. Det var ubehageligt at se alle muskler og knogler blive rykket rundt på den måde, men på en eller anden måde var det også smukt. Alt ved Jake var smukt i hendes øjne. Hun var også bange for at det påførte ham smerte, men de havde ikke tid til alle de spørgsmål lige nu. Hvis det her lykkedes, ville de have massere af tid til det senere.
Safira fulgte hans eksempel og forvandlede sig til en ravn. Hendes forvandling var, i modsætning til Jakes, en magisk forvandling og derfor voksede tøjet med hende. Hun skræbbede til ham, da hun fløj ud af vinduet, lige efter ham. Og det gik op for hende, at hun ikke havde nogen andelse om hvor cafeen lå. Der var gået, hvad to, tre dage siden og det var ikke meget hun havde fået set byen endnu. Hun landede på taget, og så spørgende på Jake, som om at han havde svaret. Det var mærkeligt. Siden hun kom til Aterswell, havde hun følt sig en del mere magtesløs, end hun havde været i mange år. Det skræmte hende. Men hun måtte hunde fokus og prøvede at lave nogen fakter for at hentyde til hendes problem