Ny by, ny start~~Jake

Safira kunne ikke lade være med at smile, da den enorme ulv løb rundt i cirkler og rent faktisk hoppede. Da han satte sig forand hende med logrende hale måtte hun virkelig modstå trængen til at styge sinde hænder igennem hans pels.
Hun blev dog hjulpet lidt på vej af en banken på hoveddøren. Safira for sammen, og skyndte sig at gå ud i gangen og åbne døren.
Der stod en gammel kvinde med morgenkåbe på, og med et meget tvært udtryk.
"Sig mig er det din hund der larmer så meget. Det kan vi altså ikke have het i huset. Og forøvrigt er dyr slet ikke tilladt i bygningen." og når man taler om solen så skinner den, for i det samme kom møgkatten, mijavede højlydt, og trykkede sig mod Safiras ben. Safira stod helt paf, og anede ikke hvad hun skulle sig til kvinden.
Kvindens ansigt så fra katten og så tilbage på Safira, med hævede øjenbryn.
"Jeg vendter," sagde hun.

Jake fulgte efter Safira han skulle til at spørge hvem det var, men kom så i tanke om at hunde ikke kunne tale. Og at de ikke var på størrelse med ponyer. Han gjorde sig lavere og krøb hen ad væggen for at kunne stikke hovedet ud ad døren.
Det var en gammel dame, sikkert en nabo eller overbo. Hun stirrede vredt på Safira og Jake. Jake lagde ørene ned og prøvede at ligne en sød og ynkelig hund, men han lagde straks mærke til at denne dame hadede dyr. Selvfølgelig kom den forbandede møgkat også ligespludselig. Ja, lad os alle sammen stå lige her i døråbningen og fylde den helt op, tænkte han sarkastisk mens han sendte katten sit dræberblik.

"Ej frue, det må de virkelig undskylde. Jeg har en ven på besøg," hun gav Jake et puf i siden med sin fod, "Og det er hans hund. Og faktisk er det heller ikke min kat, men det er en lang historie, som vi slet ikke har tid til så sent om natten. Hvad med om jeg invitere dig på te, lige så snart jeg har gjordt huset anstændigt at se på, og jeg så forklare dig hele misforståelsen," sagde hun sødt, og lagde hovedet en smule på skrå. Hun tvivlede ikke på at det ikke ville virke, men nu havde hun gjordt et forsøg.
"Jeg vil nu meget gerne have en snak med din ven, så jeg kan fortælle ham en ting eller ti om hvordan man opdrager en hund," vrissede kvinden. Safira blev paf igen. Den havde hun ikke set komme.

Jake reagerede hurtigt ved at løbe ind i stuen og finde sit tøj frem.
"Hvem er det, Saffie?" råbte han, mens han forvandlede sig tilbage til sin menneskeform. Det lød lidt utydeligt og gutturalt, da hans kæber brækkede og samlede sig på nye måder mens han talte, men det var til at forstå.
Der kom nogle høje knækkende lyde fra hans ryg og hænder da de begyndte at ændre form. Han prøvede at få det til at gå hurtigere på trods af smerten, men kunne ikke. Bare han nu kunne nå det!

"Øh ja nu skal jeg hente ham," hun smækkede døren i, i hovedet på den gamle dame, og gik ind i lejlighedden.
"Kom nu skynd dig!" kaldte hun, og stak hovedet ind til ham. "Den kvinde giver mig myrrekryb, og hun skal ikke få lov til at smide mig ud på min første dag!" Safira kunne se at det kun ville tage få sekunder mere, og gik ud til damen igen.
"Han er her lige om et øjeblik," sagde Safira med et smil, da hun åbnede hoveddøren igen.
"Hvad er der der tager så lang tid?" spurgte kvinde, med let samenknebne øjne.
"Toliettet," sagde Safira hurtigt, som det første hun kunne finde på. Hun bandede sig selv ned i Helvede.

Jake var stadig ikke forvandlet helt, men nok til at han kunne begynde at tage tøj på. Det ville have gået hurtigere hvis han havde fået sine tommelfingre tilbage. Hans fødder var stadig meget lengere end de burde være og hans krop var dækket af et tyndt, gyldendt lag af pels, men ellers så han normal ud. Han tog bukser og t-shirt på, og gik ud i gangen. Hans kløer klikkede sagtemod linoleumsgulvet, og han var nødt til at gå på tæer, men ellers så han mere eller mindre normal ud.
"Øøøh, hej," sagde han til damen. "Undskyld hvis min hund gøede. Det gør han når han bliver glad." Han gemte sin krop bag ved døråbningen, så hun hovedet og skuldrene stak ud.

"ja det må du nok sige, Over halvdelen af huset er blevet vækket, af din forbandede møgkøter!" skældte kvinden. Safira træk lidt i smilebåndene.
"Måske skulledu se at tage ham med til hundetræning, så han lære at udtrykke sin glæde på en anden måde`!" vrissede hun vidre.
"Og ved du hvad frue, jeg skal nok sørge for at den lille fyr kommer afsted allerede i morgen," sagde Safira.
"Og du skulle nødigt snakke, magen til frækhed, at trampe sådan på trapperne! Det er ikke til at få noget anstændigt søvn her i dette hyldende og knirkende hus. Brug venligst elevatoren når du skal bære din sofa op," sagde hun og efterlignede Safiras læggen hovedet på skrå. "Jeg vil ikke have flere nætter uden søvn er det forstået!" afsluttedee hun og tøffede afsted på hendes korte ben.

Jake tørrede sveden af panden og så på Safira. "Det var tæt på. Jeg ska' nok tage mig sammen." Han begyndte at gå tilbage i stuen, men mærkede straks at noget var galt. Der kom stadig en klikkende lyd når han gik og hans syn var stadig en smule sort/hvidt.
"Safira? Jeg tror mine kræfter gået i stykker," sagde han følelsesløst og stirrede på sine fødder. "Er jeg stadig behåret?"

Først havde hun bare troet at forvandlingen to så lang tid, men da hun så Jakes ansigtsudtryk blev hun meget bekymret. Og hvis der var noget hun ikke kunne holde ud (udover elevatore) så var det at være bekymret.
"Jeg tror lige jeg går ud og laver en kop Kakao mere," sagde hun, og tog deres glas. Ingen af dem havde gjordt ders sidste kop færdige endnu. Da hun kom tilbage gik han restløst rundt fra den ene væg til den anden.
"Har du prøvet at forvandle dig tilbage til ulv?" spurgte hun roligt, og rakte ham den ene kop.

"Nej," indrømmede Jake stille. Han satte sig op af væggen og så op på hendes bekymrede ansigtsudtryk. Det var første gang sådan noget skete. Havde han prøvet så hårdt at forvandle sig tilbage, at noget var gået i stå? Ville han være fanget sådan for evigt? Tanken gjorde ham skør. Han begravede ansigtet i hænderne.
"Hvad nu hvis jeg laver mig om til min ulveform og aldrig kan forvandle mig tilbage igen?" Hans stemme var grødet og det lød som om han var ved at begynde at græde. Men da han kiggede op på Safira igen, var hans øjne klare og bestemte med det sædvanlige alvorlige udtryk, der slet ikke passede til hans personlighed. "Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre."

Safira var urolig for ham. Og dybt bekymret.
"Jeg er sikker på at du ikke vil side fast," desperrate tider krævede de´sperrate handlinger, og det var derfor hun løg for ham. Hun var ikke sikker på noget som helst lige nu.
En tåbelig idé. Hvis han nøs ville hans musker måske slappe af så han kunne forvandles tilbage...?
Hun fik fat i katte og puttede den lige op i ansigtet på ham. Den klagede højlydt over den pludselige opmærksomhed, og strittede imod.

"Gider du lige?!" råbte Jake og rejste sig hurtigt op. Han begyndte at knurre ad katten, men det blev hurtigt afløst af et højt nys. De deforme ben gav efter under ham, og Jake væltede bag over, gal over Safiras åbenlyst tåbelige idé. Han begyndte at knurre, og skulle til at springe på katten, da han knækkede sammen og hostede. Knoglerne i hans ryg og ansigt ændrede sig gradvist. Meget langsomt.
Jake udstødte en lyd som en blanding mellem et skrig og et hyl, da hans rygrad forlængede sig og en hale skød ud af lænden på ham. Aldrig siden den første gang havde forvandlingen gjort så ondt. Hans tænder blev længere, for store til at være i hans mund, der stadig ikke var helt forvandlet. Negle blev til kløer, de få dun, der var tilbage, blev til en tyk pels.
Jake lå og vred sig af smerte da hans muskler eksploderede og bandt sammen på nye måder. Han udstødte en rallende lyd da struben blev grovere og stemmebåndet tykkere. Han var vandt til det, men ikke på dene måde.
Halvvejs forvandlet stoppede det pludseligt. Jake lå og klynkede, ude af stand til at røre sig, ude af stand til at føle andet end smerte.

"Jake!" råbte Safira lamslået. Hun for hen til ham, på nippet til at brække sig, da forvandlingen skred frem. Hun kunne se på ham hvor ondt det gjode, og hun følte skylden oversvømme hende. Hun kørrte sine hænder gennem hans pels, og ind på hans hud. Skylden forsvandt i det samme øjeblik deres hud mødtes.
"Bare rolig Jake, du skal nok klare det," og denne gang mente hun det. Hun mærkede ingen prikken i fingrene. Han skulle ikke dø. Hun omfavnede hans store krop.
"Undskyld Jake, du skal nok klare den det ved jeg," Forvandlingen stoppede, og Jake begyndte at klynke, det var en forpint lyd. Han troede ikke på at han ville klare det, det kunne hun mærke.
"Stol på mig du skal nok klare det!" råbte hun. Hvem hun prøvede at overbevise vidste hun ikke. Katten var løbet i skjul, langt væk forhåbentlig, og Safira bandede den ned i Helvede sammen med elevatorene og hende selv.
"Jake bare husk at trække vejeret, så skal du nok klare den. Du dør ikke i nat. Ikke på min vagt!" Sagde hun og prøvede at se ham i øjnene, men de var knibet sammen på grund af smerten. Hun kunne mærke, hvordan han skælvede da hun omfarvnede ham endnu engang.
"Husk det nu, jeg har brug for din næse. Jeg har brug for dig!"

Jake ænsede knap nok Safiras ord. En høj tinitus havde taget plads i hans ører, og gjorde det svært at fokusere. En ting slap dog igennem. "Jeg har brug for dig." En krampe gik igennem ham, og hele hans krop sitrede inden han lå helt stille. Det var en kræftanstrengelse bare at trække vejret. Hans syn slørede, og lidt efter lidt blev alt sort.

Han vågnede op med et sæt. Hans mave føltes tom, og lugten af liv i nærheden fik ham til at rejse sig op. Benene knækkede sammen under ham, og først i andet forsøg lykkedes det at komme op at stå. Han savlede, men var ligeglad. Lugten af liv dragede ham til sig, fristede som æblerne i Edens Have. Han fik øje på hende, siddende der med sine øjne halvt lukkede. Hvor længe han havde sovet, vidste han ikke, og egentlig var det også lige meget.
Med en dyb, hul knurren gik han rundt om hende et stykke tid, snusede til hende. Den dybe snerren blev til et brøl, da han skulle til at gøre udfald mod hende. Men noget stoppede ham. Et dyr havde sprunget på ham, og prøvede at kradse og bide hans ansigt. Han hev det af, men det var forsent. Hun var vågnet og havde set hvad han havde på hjerte.

De sidste seks timer havde været forvirrende for Safira. Hver gang Jake var holdt op med at trække vejeret begyndte hun at græde. Hver gang var han begyndt igen. Hver gang han havde lægget uroligt, havde hun vendtet spændt. Og hver gang var håbet faldet til jorden som en tung sten.
Katten, som hun fra nu af ville kalde Mortimer, havde ligget i hendes skød det meste af tiden. Kun når hun var ude for at lave en kop beroligende kakao, havde den rejst sig, men den var fuldt med ud i køkkenet.
Til sidst havde hun ikke kunne holde sig vågen mere. Hun havde jo slet ikke fået sovet siden hun havde været i England, og der var altså seks timers forskel på der og her i Atterswall.
Hun drømte om Jake. Hun kunne ikke huske om hvad, men bare at han havde været med.
Hun vågnede af et højt brøl, og en hæslig hvæssen. Hun slog øjnene op ogfangede ulvens store øjne. Og så det. Hun gispede, mens katten hvæssede, knurede og var næsten vokset til dobeltstørrelse, fordi den havde pustet sig op. Ulven hylede op. Safira bredte sine vinger ud, og ubevidst skiftede hendes øjne til de dybe sort afgrunde. Men hun vidste ikke hvad hun skulle bruge dem til. Hun var for forvirret og træt, til at tænke nærmere over det.
Men inderst inde, var der noget der hoppede og dansede af glæde. Resten af hende var ved at blive knust endnu engang.

Han knurrede højlydt og kæmpede en brav kamp med at få katten af, men ligemeget hjalp det. Dens tænder og kløer havde for længst gennemboret hans ører og revet lange, dybe flænger i hans skind, men det var bare overfladiske sår. Han brølede igen og løb ind i væggen for at knuse katten, men den klatrede bare over på den anden side af hans hoved. I vild panik løb Jake mod vinduet som han (heldigvis) havde åbnet tidligere, og klatrede ud.
Natteluften bed, men han ænsede det dårligt nok. Han borede sine kløer ind i muren og klatrede op på taget, hvor der var en spektakulær udsigt over byen. Alt hvad han kunne koncentrere sig om, var dog at få katten af. Endelig lykkedes det, og katten løb tilbage i lejligheden (spørg ikke hvordan). Han hylede højlydt mod månen, og ignorerede den bidende blæst, der prøvede at skubbe ham ned.

Safira forvandlede sig til en ravn, fuldte efter ham ud gennem vinduet, og mærkede luften mod sine fjer. Hun foretrak helt klart fuglevinger frem for sine egne.
Hun havde ikke tid til at konscentrere sig om den smukke udsigt. Oppe på taget, stod han og hylede højt mod månen. Hun forvandlede sig ubesværet tilbage, og stod nu foran ham. Heldigvis for hende, inkuderede hendes forvandlig tøjet, da det ikke var påtvunget, men magi.
Jake blev ved med at hyle længe. Ændsede hende slet ikke. Hun vidste stadig ikke hvad hun skulle gøre. På den ene side ønskede hun ikke at gøre ham ondt. På den ande, kunne hun blive nød til det.
Hun mærkede det kolde blad fra sin dolk, som hun altid bar i sin venstre støvle. Smedet af en elver og en sortelver i fæleskab. Den var magisk, men man var nød til at dræbe dens tidligere herre, hvis den ikke skulle smuldre mellem hænderne på en. Det var det sidste arvestykke fra hendes far.
Om hun var i stand til at såre Jake med den kniv vidste hun endnu ikke. Tårende strømmede ned af hendes kinder.

Han vendte sin opmærksomhed mod hende. Hylet ændrede sig til en knurren, og han begyndte langsomt at gå hen mod hende. Sulten drev ham fremad. Det var ikke til at stå imod. Kun nogle få skridt mere og han ville kunne tage hende med et enkelt velplaceret bid. Han gik med sikre skridt, selvom flere af teglstene var løse. Savl dryppede fra hans flab. Det eneste han kunne se var hendes sårbare strube. Det eneste han hørte var den sagte lyd af hendes hjerte, bankende hurtigere og hurtigere. Adrenalinen i hendes årer tiltrak ham. Han stoppede få meter foran hende og stirrede med sine udtryksløse, lyseblå øjne. Så sprang han på hende.

Ulven nærmede sig, langsom. Den var drevet af sin sult, ellers ville den ikke havde opført sig såda. Der var intet af den søde ulv, som havde savlet på hendes gulv tilbage. Safira var efter hånden kendt for hendes dårlige idéer, men denne var nok den mest tåbelige hun nogensinde havde fået. Hun forvandlede sig til en ravn igen. Huskede duerne. I det samme øjeblik angreb den, og hun nåede hun lige forvandle sig og flyve op over ulvens hovede. Dolken havde hun i munden. Hun lod jægeren komme på benene igen, tiltræk sig dens opmærksomhed, og fløj så hen over det næster hustag.

Han var forvirret et øjeblik, men så satte instinktet ind, og han løb efter hende så hurtigt han kunne med tungen hængende ud af munden. Han hoppede nu og da, og prøvede at tage fat i hende, men hun var lige akkurat for højt oppe. Et brøl af frustration undslap ham, da han sprang op på det næste tag og stadig ikke havde fået fat på hende.

Hun fløj vidre, fra hustag til hustag, og ulven fulgte efter, til de ved morgengry havde nået bygrænsen. Og hvis Safira ikke tog meget fejl, var der ikkenogen der havdeopdaget dem. Hun fortsatte det allersidste stykke ud til skoven, og forsvandt så mellem trækroneren. Hun håbede af hele sit hjerte at et par timer herude. ville få Jake tilbage. Hun holdt fast på håbet, som var det en hendes livlinjr.

Han gik rundt og snusede til jorden. Den åndssvage møgfugl sad oppe i et træ, men hvis han nu bare kunne finde en måde at... Pludselig stoppede han. Der var en anden lugt, ikke så langt derfra. Han snerrede, så den tidlige morgensol glimtede i hans tænder, og fulgte efter lugten. Det var en hjort.
Sneen føg omkring ham, da han sneg sig ind på det dødsdømte dyr. Den var igang med at skrabe sne væk fra den frosne jord, for at nå ned til det frosne græs og ænsede ham ikke en gang. Han luskede tættere på, forsigtig med ikke at lave én lyd. Kun få meter fra den.
Han plantede sine bagpoter solidt i jorden og sprang. Hjorten udstødte et øredøvende brøl, da han knækkede dens ryg med sin vægt og bed struben over. Blodet var varmt og salt. Med et suk af tilfredshed, gav han sig til at drikke det.

Det var en mærkelig blanding af afsky og lettelse hun følte da Jake bed struben over på hjorten. Hun havde fulgt hans jagt, ved lydløst at hoppe fra trækrone til trækrone. Afskyen fik dog overtaget da han begyndte at drikke blodet og flå kødet i stykker.
Det kunne havde været mig tænkte hun og gysede. Hendes hoved var endelig blevet klart. Og det var gået op for hende hvad han havde været ved at gøre. Det kunne godt være at han ikke havde gjordt det med vilje, men hun var alligevel gal. Både på sig selv og på Jake.

Han slugte kødet stykke for stykke, og i takt med at hans mave blev fyldt, blev han mere og mere døsig. Da der dårligt var andet end ben og skind tilbage (indvoldene var nemlig også blevet fortæret), var han så mæt at han var nødt til at luske hen under et træ og lægge sig. Hans øjenlåg blev tungere og tungere, og til sidst faldt han i søvn.

Safira fløj ned på jorden, da Jake var faldet i søvn. Hun forvandlede sig tilbage til et menneske, og satte sig op af et træ. Hun sad der længe, og vendtede på at der skulle komme en reaktion fra ham. Hun besluttede sig for at hun ville hente hans tøj til når/hvis han forvandlede sig tilbage.
Hun forlod sin plads ved træet, foldede sine egne vinger ud og fløj op over byen. Hun var komplet ligeglad med om nogen så hende, ville bare have hendes tanker ldt på afstand. Hun fløj ind af vinduet til hendes tomme lejlighed, og tog det tøj som jake havde haft på, inden han forvandlet sig. Tog det hele op i sin favn, og kunne ikke lade være med at bemærke at det lugtede af Jake. BIG SURPRICE. Hun knugede det nu aligevel ind til sig.
Hun fløj ud af vinduuet igen, og få minuter senere landede hun elegant i skoven. Hun lagde tøjet ved siden af skikkelsen, og gik så hen og satte sig op af træet igen.