Ny by, ny start~~Jake

Jake tænkte sig om et øjeblik inden det gik op for ham, hvad hun mente. "Måske skulle du forvandle dig tilbage og hoppe op på min ryg. Det er meget mørkt, og du kunne nemt miste mig af syne." Han bukkede sig lidt ned og blottede sin ryg for hende at hoppe op på. Han havde aldrig ladt nogen ride på sig før og havde ærligt talt ingen anelse om, hvordan det ville gå. Måske ville hun falde af og styrte i døden, men så ville han da i det mindste vide hvor hun var. Hvis hun forsvandt i en snestorm, ville de måske aldrig se hinanden igen!

Hun stod og stirrede lidt på ham. Så fik hendes ravneøre endelig kodet det hele sammen og forvandlede sig hurtigt tilbage. Hun nærmede sig forsigtig, men bestemt. Hun støg hans ryg, og lod sine hænder grave dybt ned i hans pels. I et øjeblik forsvandt alle tanker om lig, og det var kun de to. Så prikkede det igen, og hun tog sig sammen. Hun svang det ene ben over ryggen på han, og satte sig til rette.
Det var længe siden hun sidst havde reddet, og det føltes overhovedet ikke som på en hest. Ikke at hun havde forvendtet det. Hun bøjede sig forover, tog fat i et par totter af hans pels, og håbede at det ikke ville komme til at gøre ondt.
"Er du klar Jake," hun gjorde alt for at lyde stærk og selvsikker, men hendes stemme skælvede, af frygt for hvad der skulle ske.

"Spørgsmålet er om du er klar," sagde Jake med et smil, da han uden varsel satte af og galoperede hen over de hårde cementtag. Enkelte gange var han nødt til at springe og bukke for ikke at falde ned, og ridtet måtte være endnu mere ubehageligt for Safira end for ham. Hun holdt godt fast i hans pels. Enkelte totter blev revet ud, men det ville gro tilbage næste gang han forvandlede sig.
Han sprang over en gyde, og måtte kæmpe hårdt for ikke at angribe de duer, der sad og sov på kanten af et af tagene. Han måtte fokusere. For Safiras skyld.

Det var hårdt at holde sig fast på Jake. Han endten hoppede, drejede eller dukkede sig, og hele tiden skulle Safira være et skridt foran forhindringerne. Men efterhånden læret hun hans bevægelser at kende og det blev lettere og lettere. Hun sad hele tiden foroverbøjet for at det føltes mere naturligt. Sværskeden bankede mod hendes ryg, og hendes fingre bankede ligeså. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Hun prøvede at lukke af og bare nyde natten, vinden der piskede i hendes hår, og Jake. Og da hun endelig slappede af føltes dette, som det allermest naturlige i verden. Hun følte at de kunne klare hvad som helst, så længe de var sammen.
Hun udløste et skrig af fryd, men prikkene kom hurtigt tilbage, og hun koncentrerede sig endnu engang. Hun var rimlig sikker på at de snart var nået frem.

Efterhånden som turen skred frem, begyndte Jake at glemme at han havde Safira på ryggen. Det var stadig hårdt at springe over forhindringerne, men det føltes langt mere naturligt nu. Da Safira skreg af fryd, blev Jake ligeledes grebet af en uimodståelig trang til også at udtrykke sin frihed og livsglæde. En lav bjæffen byggede sig op i hans strube og blev hurtigt til at højlydt hyl af begejstring. En rus var som kommet over ham. Han satte farten op, ville mærke vinden presses om sin krop. Musklerne spændte da han sprang over endnu en gyde og landede sikekrt på benene på den anden side. Han jappede op mod himlen, og kunne have fortsat sådan hele natten, da det gik op for dem at de var nået til vejs ende. Langsomt satte han farten ned til trav og siden til skridt. Han gabte, mere for at tage ekstra luft ind end fordi han var træt, og bukkede sig ned så Safira nemmmere kunne hoppe ned.

Hun hoppede stille ned fra Jakes ryg, og stod og tippede lidt. Okay hvad så nu? Hvor langt var de fra cafeen? Og hvordan i al verden skulle de komme ned fra taget? Hun så hen på Jake, og spurgte ham. Imens hun ventede på hans svar så hun ud over byen. Alting var gået så stærkt. Hvor lang tid var der gået siden hun stod i Aterswells lufthavn? Tre dage? Var det ikke mere? Det føltes som en evighed. Hun havde stadig ikke fået set noget af byen, eller i hvert fald ikke bemærket hvad hun havde passeret. Hun havde kun kunne fokusere på Jake og liget.
Hun så alle byens lys. Alle bilerne der passerede under hende. Et enklest fly der fløj over hende. Hun stod midt i alt dette, men følte at det ikke var hendes virkelighed. Hun hørte til i en anden verden, og selvom hun havde levet i over 300 år, var det først gået op for hende nu. Det var en underlig følelse.
Det var også som hun lod tankerne flyde frit at hun vidste hvad hun skulle gøre
"Jake, forvandel dig tilbage," sagde hun.

Jake drejede hurtigt hovedet og så på hende. "Nu? Her?" spurgte han vantro og stirrede på hende. Igen nøgen, tænkte han. Nogle gange tror jeg hun gør det uden grund. Jake stod og trippede et øjeblik, inden han forvandlede sig tilbage. Det strakte og knagede i leddene med en ubehagelig lyd, men han lod som ingenting og strakte sig, da han var færdig. "Så, hvad er planen?"

(Undskyld, havde ingen idéer ^^')

"Planen er..." Sagde hun og gik om bag ved ham. Hun tøvede og lagde så hænderne om hans hofter. Hun trykkede ham ind til ham, og foldede så sine vinger ud. Det skete med sådan en kraft at hun kunne mærke vinden i sit hår.
"...At når vi nærmer os jorden begynder du at forvandle dig tilbage. Jeg vil prøve at finde en gyde at lande i. Det skulle gøre det en smule lettere," Hviskede hun i hans øre. "Er du klar?"

Jake var i pinlig grad opmærksom på Safiras krop, der rørte ved hans bare hud, men prøvede ikke at lade sig mærke med det. Der skulle arbejdes, og så duede det ikke, at han rendte rundt ikke kunne tænke på andet ene hende. Han tog en dyb indånding og nikkede.
"Ja. Jeg er klar." Vinden susede om ørerne på dem, og gjorde at luften føltes endnu koldere end den egentlig var. Jake skuttede sig og begyndte allerede nu at fokusere sin energi til forhandlingen. Bedre at starte nu, så han var klar, når det endelig gjaldt.

Safira brød kontakten med jorden med sine vinger og inden længe fløj de over byens lys. Hun lod dem nyde synet et øjeblik, men så begyndte hun at kunne mærke den ekstra vægt. Det begyndte at trække i den ene vinge og hun var sikker på at hvis en anden dæmon så hende, ville de tro at hun var fuld.
Safira mærkede hvordan Jake begyndte at forandre sig og hun kunne fornemme hvordan hans muskler og knogler ændrede sig, og pels voksede frem. Hun svævede ned mod en af de nærmeste gyder. Den var mørk, fugtig og klam. Det perfekte sted til en landing... Med mindre selvfølgelig at der boede en hjemløs i en af kontainerne.
Det var en lettelse at sætte Jake ned på jorden igen, og hun så sig om i den smalle gyde.

Jake så sig omkring i den smalle gyde. Der lugtede stærkt af affald og alkohol, og ugegamle aviser og andet affald lå spredt ud over jorden. Han snuste til jorden, så sig over skulderen og luntede forsigtigt hen imod åbningen af gyden. Som en spion eller ninja var han på vagt for selv den mindste lyd, medens han krøb tæt op ad muren. Han så sig hurtigt til siderne inden han, i en overdreven hvisken, så tilbage på Safira og sagde: "Fri bane." I Mission Impossible stil, sprang han i et rullefald ud af gyden og landede på benene.

Safira trak langsom sine vinger ind i kroppen igen. det var først da Jake var halvvejs gennem gyden at hun så hvad det var han havde gang i. Først så hun bare på ham, som om at han var dum og slentrede hen imod gydens udgang med en neutral maske, som var svær at holde, men da hans store ulvekrop lavede et rullefald kunne hun ikke lade være med at grine let og slå sig selv i panden.
"Godt at vide Jake," hviskede hun tilbage med samme overdreventhed. Hun så sig om på gaden og spekulerede over hvor alle folk var henne.
"Hvad vej skal vi for at nå caféen?" spugte hun og så stadig fra den ene ende af gaden til den anden.

"Bare følg efter mig," sagde Jake på samme overdrevne måde og listede, så godt som en 150 kilo tung ulv nu kan, hen ad gaden. Han tænkte ikke over hvorfor der ikke var andre i Centrum på denne tid af døgnet. De unge burde ellers være på hjem fra fest nu. Han stoppede pludselig op og snusede. Hvad var det for en lugt? Kunne det virkelig være...? Ja! Jake så ud på midten af gaden og minsandten om ikke der også sad to duer der og hakkede i nogle gamle brødkrummer. Jake tog et forsigtigt skridt hen med dem; de var det eneste han havde øje for. Han slikkede sig om munden og knurrede sagte medens han sneg sig tættere og tættere på.

Safra nikkede og fulgte Jake på den tomme gade. Det undrede hende at der ikke var flere mennesker ude. Det gik hurtigt op for hende at det ikke kun var menneskerne der manglede, heller ikke en lyd hørtes udover deres forsigtige skridt.
Pludselig mærkede Safira en ændring i Jakes holdning. Han virkede til at blive mere vagtsom og hun skulle lige til at spørge om han havde hørt noget da hun fik øje på det første liv på gaden. To fede duer sad midt ude på vejen og tog for sig af noget brød. Hun skævede til Jake der langsom gik hen imod dem.
"Jake?" Sagde hun advarende. De havde virkelig ikke tid til det der, og det burde han vide. Hun gik hen imod ham med bestemte skridt og stoppede så op og lagde armene over kors.

"Vent lidt, Saffie, Jeg er lige på jagt her," sagde Jake uden så meget som at se på hende. Duerne var det eneste, der fandtes i hans verden. Han krøb langsomt tættere på, indtil han var få meter fra dem og sprang så efter den ene af dem. Han greb den i munden og knækkede dens nakke med et enkelt bid. Den baskede vildt med vingerne og udstøttede en forskrækket kurren da de sidste reflekser forlod dens, nu livløse, krop. Den anden due slap med skrækken. Stolt som en jagthund, der bringer en fasan tilbage til sin herrer, gik Jake tilbage til Safira med fuglen i munden, logrende hurtigt.
"Mmmmfh hmfmmm mmhfmm," sagde han gladt (uvidende om hvor uforståeligt det var) og begyndte at gå videre mod caféen, nu med munden fuld af blod og fjer.

Safira så forskrækket på Jake og hørte den knasende lyd da knoglerne i den uskyldige due knækkede en efter en. At se hvordan den baskede med vingerne for at komme fri, også selvom den vidste at den var fortabt, var på en ,åde grænseoverskridende, men hun vvidste ikke hvorfor at det påvirkede hende sådan. Da Jake vendte ryggen til for at lede dem til caféen prøvede hun at tage sig sammen, og ved at fokusere på deres mission, lykkedes det hende næsten at glemme hvordan duen havde kæmpet for sit liv.
"Jake er vi der snart?" Det var begyndt at prikke i hele hendes krop og det føltes som om at hvis de ikke snart fandt det lig, ville hun eksplodere. Hun var udemærket klar over at hun havde lydt som et lille barn, men hun havde ikke tålmodigheden til at bekymre sig om det.

"Hmmmfmm ghmmm hnng," sagde Jake og luntede videre med hovedet løftet stolt og den døde due hængende ud af siden. Hans kløer klikkede regelmæssigt mod den nattekølige asfalt. Det faldt ham slet ikke ind, hvor underligt det var, at der var helt mennesketomt.
"Hhng," sagde han lige pludselig og stoppede. "Mmff nnngmm." Han nikkede mod skiltet over døren, og minsandten om det ikke var caféen. Der kom et meget svagt skær fra revnerne i døren ind til kækkenet, sikkert fra køleskabet og en mild duft af kakao strømmede ud. Rester fra tidligere på dagen, som de ikke havde fået gjort rent. Jake vidste ikke om Safira kunne lugte det samme, så han lod være med at nævne det, men gik bare hen og kradsede i stenene foran døren.

Safira fulgte efter Jake og undrede sig dybt over hvad det var han prøvede at sige. Hun ville bare ønske at han ville smide den due fra sig! Der gik ikke længe før at de nåede til caféen og hun var nået det punkt hvor hun ikke kunne holde sine fingre i ro.
"Jake hvad har du gang i!? Vi er nød til at finde bagdøren!" Hviskede hun til ham, dog virkede hendes stemme alt for høj i stilheden. Hun gik helt hen til ham og så på ham med et bestemt blik.
"Jeg ved at du er stolt over din due, men du kan ikke tage den med ind. Vi får måske brug for at du kan bide fra dig," sagde hun og trak sit sværd. Hun undrede sig over hvorfor han dog startede med at jagte den due, men kunne kun komme frem til at det var en ulveting. Hun kredsede lidt rund og ledte efter en dør der kunne føre ind på caféen.

Jake knurrede og prøvede at sige noget, der lød ret groft. Stadig med duen i munden gik han tilbage til gyden, ignorerende den skrappe stank. Han gik med faste, stive bevægelser gennem affaldet med halen hængende slapt ned og børsterne let rejste. Han kom ud på den anden side til en to-sporet vej. Enkelte biler kom nu og da, men det var få, da vejen lå afsides, og det ville være nemmere at tage hovedvejen hvis man alligevel skulle den vej. Jake holdt sig i skyggerne og nægtede at træde ud af gyden af frygt for at blive set. Han satte tøvende duen ned på jorden og sagde til Safira: "Hvordan skal vi komme ind uden at jeg bliver set? Hvis jeg forvandlede mig tilbage, ville jeg være nøgen og hvis jeg ikke gør, vil folk nok undre sig over at der kommer en ulv på størrelse med en pony gående."