På havnen, åbent for aaalle ^^

Thomas nikkede en enkelt gang. "Ja, hvis ikke du kan så giver din sidste sætning ingen mening. Magi kan gøre så mange underlige ting, så hvorfor ikke det?"

"Det er selvfølgelig rigtigt." svarede Aenor kort og køligt og bed tænderne sammen. "Det er imidlertid ikke en evne, jeg er begavet med." så blev hun tavs og vendte fokus indad. Gik i tavshed og registrerede, sit åndedræt, hvordan den kølige aftenluft fyldte hendes lunger når hun åndede ind. 'Åndedrættet kan være en form for anker,' sagde en indre stemme, 'der kan gøre dig i stand til at holde fokus på nuet. Du kan bruge åndedrættet til korte øvelser og til at -' Hun kendte remsen udenad, selv om den ville være forskellig fra gang til gang. De havde aldrig sagt det, faktisk. Hun vidste det bare. Et anker. Hendes hår dryppede, og hendes fødder var våde. Lyde fra byen og deres skridt, vand der dryppede fra tagrender, hendes sanser var ikke svækkede, nej, de var skærpede. Hun blinkede et øjeblik hårdt med øjnene. Vreden havde fortaget sig. Hun havde åndet den ud. Der var ingen grund til at være vred på Thomas. Han var bare en lille vampyr, der levede et liv, hun ikke var en del af. Hans betydning var -- begrænset

"Men du kan bruge magi ikke sandt?" Sagde Thomas, "Kan du fortælle mig hvad det er du kan?" Thomas var interesseret i magi og ville gerne høre hvad andre brugte den til. Han følte at magi ikke skulle bruges til for mange hverdags ting, magi var noget der skulle bruges til store bedrifter, og til de rigtige formål. Som foreksempel at indtage en by, eller drive fjender væk, men ikke til at feje gulv og vaske tøj. Han havde det med at blive forarvet når folk gjorde det.

"Ja, det kan jeg godt," svarede hun, og lagde hovedet på skrå. Noget i hendes stemme blev anderledes. Som om hendes humør var skiftet og hun pludselig havde fundet noget meget spændende. Hendes ansigt var hemmelighedsfuldt, og der var spænding i hendes øjne. "men jeg kan også vise det! Lån mig det.." hun pegede på hans lomme. "Det der magiske." I det samme flammede hendes øjne op, bogstaveligt talt. Pludselig fyldtes de med et klart, violet lys, der også spredtes ud gennem håndfladen på hendes højre hånd, som hun nu havde taget frem. Hun strakte den ud mod ham, og stråler af lys trængte ud gennem huden, først i plamager, så hele håndfladen, bortset fra et par steder, hvor mørke pletter af størknet blod ikke lod sig gennemlyse. Hun lukkede øjnene og knyttede hånden. Da hun åbnede den igen sprang en kugle af violet energi op. Lyset var samlet og skinnede nu klart fra kuglens indre, der syntes at gløde. Hun rettede sine igen blå øjne mod ham og smilede. Det violette lys tegnede et par skarpe skygger i hendes ansigt og fik hende til at se lidt træt men glad ud. Hun flyttede kuglen, der var begyndt at brænde med lilla flammer over i sin venstre hånd, hvor den svævede over hendes håndflade. "lad mig nu se, hvad jeg kan sige om den der ting."

Thomas stirrede på de lilla flammer i hendes hånd, nogle af hans basiske instinkter fortalte ham at han blev truet, og at han skulle forsøge at afslutte magien på den ene eller den anden måde, men han tøjlede sig selv. Bæstet der levede i enhver vampyr, måtte holdes under kontrol hvis man skulle overleve. "Fjern den ild før nogen ser den, der kunne komme nogen hvert øjeblik det skulle være, der er en grund til det skal holdes hemmeligt, og jeg tager alle forholdsregler for ikke at afsløre eksistensen for nogen." Han mærkede sinde tænder vokse. "Du må forstå at det jeg stjal fra skibet er meget gammelt og meget kostbart, og selvom ikke tror du vil tage den fra mig, tager jeg alligevel ikke nogen chancer." Thomas tog et hårdt greb om den smukt forarbejdede trææske der beskyttede tingen. "Hvorfor undergøer du ikke denne i stedet." Thomas tog noget fra den anden lommer og kastede en lille sort perle til Aenor. Hvis den blev aktiveret ville den skabe rigelige mængder af sort røg der, indeholdt carbon-mono-oxid, hvilket ville kvæle et menneske, men vigtigst af alt, ville røgen blokere for alt lys, og give Thomas mulighed for at komme i sikkerhed for solen.

"Det vil blive værst for dem selv," svarede Aenor med en stemme, der næsten var syngende. Den berusende følelse af magi, der strømmede gennem hver pore af hendes hud, fyldte hendes tanker. Han ville gerne hemmeligholde det. Okay, det var også i orden, hun nikkede, og smilede, og forsøgte at begrænse kuglen, der gerne ville brænde endnu klarere, tage endnu mere magt over hendes krop. Selvfølgelig, som sædvaneligt, hun havde heller ikke regnet med andet. Hun begyndte igen at meditere en smule, da han pludselig kastede en perle. Aenor greb den elegant - og kylede den fra sig med et udbrud af banden. Den hoppede over brostenene og udsendte først et lille pust og så en sku af tyk, uhyggeligt sort røg. Hendes øjne var blevet store. Magiens magt var væk. Hun så på den lilla globe, der roterede langsomt, og kastede den så ned i jorden, hvor den eksploderede og efterlod et lille mærke.
"helt ærligt, det er virkelig en dårlig spøg," sagde hun stilfærdigt og sukkede. Faktisk var hun skuffet over ham. "prøv at se, det kunne have været meget mere spændende. Men hvis du ikke vil have en ordentlig demonstration, så er det op til dig. En røgkugle, der kan dræbe, fint. Den var bange for at dø, at du ved det, for den har set sine fæller forsvinde - den håber på et bedre liv bagefter. Havde der været tid, havde jeg sagt, at den ville blive til støv for solen og leve evigt, men.."

Thomas sprang tilbage fra den lilla ild. Han kiggede efter den sorte perle, der havde ramt brostenene med et knald. "Du må ikke indånde røgen, den er giftig." Sagde han, den er for at blokere for sollys i nødstilfælde, og hvis den samtidig kan drive fjender væk så er den perfekt, men jeg skulle måske ikke ha kastet den." Røgen begyndte at driver over mod de to, den ville ikke påvirke Thomas, der slet ikke behøvede at trække vejret, men Aenor ville få åndenød og besvime, efter kort tid i røgen, hvis ikke hun havde noget at beskytte sig med. "Jeg bad ikke om en demonstration, jeg sagde jeg ville høre hvad du kunne, der er forskel. Hvis nogen så dig, lave det nummer, ville du være nødt til at rydde op efter dig." Han lagde tryk på ordene rydde op, for at der ikke skulle være nogen tvivl om hvad han mente med de ord.

"Jeg ved udmærket godt, at den er giftig," svarede hun roligt og begyndte at gå. "Det sagde den selv." hun slog klik med tungen og lagde hovedet tilbage. "Men hvor fantastisk er det, at jeg forstår visse ting?" hun trak på skuldrene. "i øvrigt rydder jeg altid op efter mig selv." hun klemte øjnene sammen til smalle sprækker. "Det er derfor, du ikke hører mit navn andre steder." hun lo. Det var så løgn, men det var en god løgn. En løgn med kolorit. En løgn, der havde et vist skræmmemoment.

"Og det nummer er meget behageligt, men slet ikke så nyttigt som for eksempel.. KOM!" hun satte farten op. Ikke fordi den bølgende røg kom snigende, men fordi hun fik øje på en dør. Hun standsede foran den og trykkede ned på håndtaget. Intet skete. Hun bøjede sig ned og lagde en finger over nøglehullet. "det er ret simpelt, det her," sagde hun, mens hun i sit indre flyttede rundt på små tappe, til låsen sagde et sagte: Klik, og var åben. Hun låste den igen og rettede sig op.

Thomas blev stående på dørtrinet, kvinden lod til at være gået fra forstenden. "Vi skal bare lige ha' slået en ting fast. Jeg gik ikke der ind med dig hvis ikke jeg var 100 % sikker på at jeg kunne overvinde dig, og jeg røre mig ikke ud af flækken før du har fortalt mig precis hvad vi skal i det hus, som du udentvivl ikke har ret til at befinde dig i."

"Vi skal slet ikke derind, Thomas," sagde hun køligt og gik ud i aftenmørket. Gad vide, hvad klokken var. "Jeg demonstrerer bare, at jeg KAN komme derind." hun slog med hovedet. "Det kan du selvfølgelig også, men - forestil dig, at det var en digital lås. På en computer. Eller et stykke ordentligt mekanik. Eller magi. Det kan du ikke nødvendigvis knække koden - eller overhovedet få den indsigt." hun begyndte at gå. "og er 100 %s sikkerhed nok? Er du virkelig sikker på det? I Rusland bruger vi 140%......." hun lod den hænge i luften, for der var ikke så meget mening med det. DEt var ikke en trussel, bare en mystisk kommentar.

"Så er det jo ikke så mærkeligt at Sovjet Unionen ikke findes mere, med den indstilling." gav Thomas igen. "Jeg har aldrig boet i Rusland jeg har kun haft en ven derfra, og så vidt jeg har forstået går det ikke lige frem godt derovre."

"Det er svært at gennemskue," svarede Aenor køligt og stak højre hånd tilbage i lommen. "Er din ven så.. Hende der gjorde dig vampyr?" spurgte hun efter et øjebliks tavshed. Hvem skulle det ellers være? Hvordan mon det var at være vampyr? Uden nogen rigtig fremtid? Ingen børn, intet liv på den anden side. Hun gik i tavshed. 100 % sikker på at kunne besejre hende. Det skulle han nok ikke være. Men hun havde ikke lyst til at udfordre ham - ikke endnu, i hvert fald. Og helst overhovedet ikke. "Thomas, hvad skete der egentlig med dine forældre, da du blev forvandlet?"

"Ja det er hende, jeg siger ven i mangel på bedre ord." Han tav, men da hun nævnte hans forældre trak han på næsen. "Hvor skulle jeg vide det fra? De troede jeg døde, de nåede faktisk at begrave mig." Sagde han ligegyldigt.

Aenor trak sig lidt tilbage med hævede øjenbryn. Inde i hende var kludedukken helt lammet og slap, den havde intet at sige. "Okay, den var ond." begyndte hun og studerede ham nøje. Det var slet ikke - det hun havde forventet. Måske havde hun troet, Thomas.. havde været forældreløs? Eller - han virkede bare ikke, som om han rigtigt - men hvor skulle hun vide det fra? Der gik en gysen gennem hende. Tænk hvis det havde været anderledes med hende selv... Et rungende brag gik gennem hendes krop og forstørrede hendes øjne abnormt et øjeblik, da hun smækkede den dør i. Tænk ikke på det. Tænk på vejrtrækningen, tænk på vejrtrækningen.

- De kunne have begravet hende. Han kunne. Han ønskede det, hele hendes barndom havde han ønsket det. Men han gjorde det ikke, sagde hun fast til sig selv, og forsøgte at lukke tankerne langt ude.
"Fortæl om hende fra Rusland. Hvem er hun?" hendes stemme var næsten bedende.

"Ja det var ikke rart at skulle grave sig selv fri, men når man holder en begravelse i høj solskin har jeg jo ikke en chance. Så jeg måtte vente, men du kan ven nok forstille dig hvordan det er at ligge i den trænge trækiste, hvor man næsten ikke kan bevæge sig. Hvis jeg stadig havde været et menneske, ville det ha været døden inden for få minutter. Der er ingen luft, og du ville ikke kunne se noget." Han så grumt på hendes andsigt. "Jeg var 12, hvordan tror du det må ha været?" Han lagde hovedet på skrå, da han stillede spørgsmålet. "Damen fra Rusland skal du ikke bekymre dig om, du er jo heller ikke villig til at tale om din familie, hvem kender du måske i Rusland?"

"Spørger du om min familie?" spurgte Aenor og ignorerede hans udsagn om, hvordan det var at være tolv år i en kiste. "Jeg kender ikke nogen i Rusland, ikke længere. Vi kendte ikke nogen. Min stedfar slog min mor ihjel og vi flygtede til Sovjet." hun talte hurtigt og koldt. "Det var det eneste sted, hvor han følte sig sikker, sagde han, og det passer måske, for han blev arresteret da vi kom tilbage. Han døde i fængslet." hun strøg våde hårstrå væk fra ansigtet med venstre hånd og så på Thomas, der et øjeblik blev erstattet af et billede af den afkræftede stedfar. Det var så mærkeligt det hele.

"Min stedfar hadede mig, i øvrigt. Jeg var jo symbolet på min mors utroskab. På hans forliste ægteskab." Hun lød kold og ligeglad og slog med nakken. "Derfor var jeg aldrig hjemme. Han ville ikke have mig. Ironisk nok, for da han havde dræbt hende - Så opdagede han, at jeg bare var et lille barn, og at jeg aldrig ville være skyld i noget, min mor havde gjort. At der ikke findes nogen arvesynd." hun lød med ét bedrøvet. "Jeg tror egentlig, det var det værste for ham. Pludselig opdagede han, at han havde dræbt hende på grund af mig. Han gjorde det selvfølgelig ikke med vilje, men - han gjorde det jo alligevel, ikke? Jeg var 12 der, Thomas." hun standsede og studerede ham nøje. "Jeg var 12, da jeg så min mor drukne rallende i sit eget blod."

"Jeg tørda nok sige at ingen af os har haft fet sjovt, da vi var tolv. Jeg blev blev bogstaveligt talt slået ihjel og du så din stedfar dræbe din mor." Thomas holdt en pause. "Tror du virkelig at din far hadede dig?" Spurte han. "Der skal meget til for at hade nogen, din far blev vred på din mor, ja, men ligefrem hadede?"

"Stedfar.. og" Aenor trak på skuldrene. Inde i hende lå kludedukken tavs og afventende. Den kendte godt svaret. "Det var jo det letteste at hade mig, ikke? I stedet for at gå ind og tage ansvar - så.. Jeg blev bortadopteret ved fødslen." hun slog med hovedet. Det var bare noget, hun vidste. De havde aldrig snakket om det i hendes påhør, men deres dæmpede stemmer havde alligevel sneget sit ind til hende, gennem døre og vægge havde de holdt hende vågen med tanken om, at hun ikke hørte til. "men - " en ironisk trækning omkring Aenors smalle mund. "det var bare ikke nok for hende, vel? Min mor. Hun kunne ikke tåle tanken om, at der var noget, hun var dårlig til - Så hun fik mig tilbage. Bare for at sende mig væk på grund af min stedfar. Igen." hun himlede. "og bagefter på kostskole. Først saaaavnede" Aenor trak ordet ud, så sarkasmen blev tydelig, "hun mig, så skulle jeg bare væk. - Men det var ikke hans skyld, faktisk. Det var mindst lige så meget min mor, der var problemet."

"Jeg kan ikke sige jeg kender det med, forældre der hader en, for mine forældre var et par snobbede rige typer, min far var vist nok kirurg men det er længe siden, så jeg er ikke sikker på hvad han egentlig rendte og lavede. Men det er ok hvis jeg nu var vokset op, var jeg sikkert bare blevet rekrutteret til 1. verdenskrig, og var blevet skudt ved først givende lejlighed. Men nu jeg tænkerover det er jeg blevet skudt et par gange i løbet af den krig." Sagde Thomas. "Du må da ha' været glad for at komme på kostskole, jeg var selv skrevet op til en men, så gik jeg jo hen og "døde." Thomas smilede muntert. Han forstod ikke rigtig hvad hun klagede over, han mente selv og ha set rigtigt had aftegnet i folks andsigter, hvis ikke det var gru over at et barn kunne være vampyr. "Jeg syns det lyder mere om din stedfar var, bitter over sin kone, med ligefrem had, det har jeg stadig svært ved at tro."

Glad for at komme på kostskole. "Nah -" sagde Aenor stilfærdigt og kiggede på sine fødder. "Vær du glad for, du døde… Det var ikke lykken." Hun trak på skuldrene. "Det var den katolske skole, jeg snakkede om før. Der gik jeg, fordi de ikke ville have mig. Måske har du ret, måske var det ikke had.." hun trak på skuldrene. "Men nogen gange er det bedre at forklare visse handlinger med had, end med noget andet, ikke? Det er lettere at sige, at han hadede mig, og at det var derfor, jeg blev sendt væk, end at sige, at de ikke kunne klare et barn, at de var dårlige forældre, ikke?" hendes stemme blev søgende, som om hun ville have ham til at sige - noget. Noget værdifuldt, der kunne tjene som en forklaring på hendes tanker. "Men det var jo i virkeligheden ikke rettet mod mig, det har du ret i.. Det var bare mig, der var offeret. Han endte med at blive helt glad for mig, tror jeg." Hendes stemme blev mere munter - og mere kold. En krybende kulde, der ville liste sig ind gennem sprækker og fylde hvert et rum.

"Nåh," skiftede hun så emne, "Hvor blev du skudt?"

"Det er ikke så meget at det var den katolske skole, i blev ikke undevist i vampyr drab, gjorde i vel? Men det må da ha være rart at komme væk." Sagde Thomas. Han var selv typen der kunne tilpasse sig ethvert miljø, det krævede bare at man accepterede at tingende forandre sig, og det ikke går tilbage. Det var en måde man blev nødt til at tænke på når man havde evigt liv. Da hun spurte til hvor han var blevet skudt, trak han på skuldrene. "Jeg er blevet skudt flere stæder, men for en vampyr er det ikke noget man ikke kan tåle, medmindre det er en enorm bye af skud lige på."

”Nej, og – nej, jeg ville hellere bare være et elsket barn, naturligvis. At komme væk var som at se problemet i øjnene, ikke? Vide, at de ikke ville have én.” Aenor så brat væk, som om noget pludseligt fangede hendes opmærksomhed. Da hun igen så på Thomas var der noget vagtsomt i hendes øjne, men hun sagde ikke noget om det, og den intense glød syntes at falme, mens hun lyttede. ”Jeg tænkte mere på hvor i verden, du blev skudt.. Hvor du var henne, altså.” forklarede hun hurtigt. ”Men en hel byge af skud – hvad med skud på klods hold? Kan jeres knogler egentlig brække – og så vokse sammen igen?”

"Nåh... hvor jeg blev skudt, senest nogen skød på mig var i tirsdags, i et pakhus, men de ramte ikke. Jeg blev skudt meget efter da jeg var i Berlin, det er en del af livet når man er vampyr, især i USA hvor folk har skydevåben med bare for at gå på indkøb." Sagde Thomas hånligt, overdrivelse fremmer forståelse, det havde han altid ment.

"Det er så sandt, som det er sagt.." kommenterede Aenor. "Men altså ikke kun for vampyrer.. Og se lige dig selv, du er vist også godt bevæbnet. Selv om det næppe kan kaldes indkøb, det her." hun kastede med hovedet, hatten vippede og dråber sprang i alle retninger. "Er sværdet så dit bedste våben, eller er det kun noget, du bruger.. Ved specielle lejligheder?"

Thomas smilede. "Det er det bedste våben jeg har, ja, men ikke det eneste. Desuden er dette min combat-gear, ikke noget jeg går med til hverdag. Jeg har en hel del kasteknive, og også et ekstra nærkamps våben, hvis behøves." Sagde Thomas.