På havnen, åbent for aaalle ^^

"Jeg ejer bygningen jeg bor i, og lader som om jeg har en mor, der bor sammen med mig, men som man af en eller anden grund aldrig ser." Thomas holdt en tænksom pause. "Den ene gang en mand fra kommunen kom forbi, for at undersøge sagen, forsvandt han sporløst." Thomas lo hjerteligt. Han sprang fra hegnet over på en affalds container, og ned på jorden.

"Du er vel nok åben om dine kills," kommenterede Aenor ligegyldigt, idet hun hoppede ned på jorden efter ham. Måske var det dumt at følge efter en vildtfremmed vampyr på denne måde, men hun følte sig ikke videre udsat. Thomas var god nok, tænkte hun og spejdede op mellem regndråberne, der faldt tungt og tæt og fik hendes hat og hår til at klaske sammen på det ubehageligste. Hun strøg et par våde lokker væk fra sin pande og lynede sin jakke op i halsen. Selv hvis han ikke var god nok - så var han ikke den eneste, der kunne slås, og selv om hun nok ikke kunne hamle op med et drabeligt sværd, så havde hun et lille våben, der godt kunne komme in handy, hvis en situation blev for intens. "men.." fortsatte hun efter et øjeblik "jeg går ud fra, du skal have mad et eller andet sted fra.. Hvordan er det, kan du kun drikke blod, eller kan du også spise mere alsidigt?"

"Jeg drikker kun blod, almindelig mad smager ikke som noget som helts, og jeg kan ikke holde det i mig... hvis du forstår... jeg kaster det op igen." Thomas fortsatte med at gå, med hænderne i lommen. "Jeg andgriber en eller anden senere, hurtigt og smertefrit, og uden at slå nogen ihjel.

"Jamen okay," svarede Aenor og trådte uden om endnu en stor vandpyt. "Hvad med hospitalsblod? Det er ikke noget for dig?" fortsatte hun, og noterede sig med en lille bitte smule tilfredshed, at hun var den der fik klart mest information ud af samtalen. At han ville angribe senere forekom hende også ret ligegyldigt - med mindre.. "Spreder du egentlig … " sygen, var hun lige ved at sige, men det var jo ikke rigtigt betegnelsen. "vampyrheden, når du bider? Jeg har aldrig rigtig haft mulighed for at sætte mig ind i den slags, må jeg indrømme.." hvilket kun næsten passede, for hun havde haft muligheden så ofte - hun havde bare aldrig rigtigt grebet den, det virkede så fjernt. Ligesom muligheden for at tage til skoven. Hun gjorde det jo nok aldrig - men aldrig var alligevel et stort ord, når man var elver, og Aenor var elver, det var hun sikker på. Det betød ikke noget, at hendes mor havde været et almindeligt menneske. Inderst inde var hun en elver. Det løb i hendes blod og tårer, det var hun sikker på.

"Hospitals blod, smager af hengemt broccoli, det kan jeg squ da ikke holde ud at leve af... Desuden koster det penge, og jeg betaler ikke for så dårlige vare, når jeg kan få det frisk fra... nakke... helt gratis." Thomas gik videre, han stilte ikke rigtig nogen spørgsmål for viste det meste om elvere, han havde endda lokket en uforvarende elver til at vise hvor elverne by lå, det havde signe fordele at ligene en uskyldtig lille dreng. "Hvis jeg spredte giften... eller vampyrheden som du kalder den... ville der ikke være mange mennesker tilbage. De fleste dør af den."

Aenor nikkede kort. Okay, hospitalsblod smagte af broccoli, hvad kunne hun egentlig bruge den oplysning til? Ikke noget, selvfølgelig, men det var jo heller ikke altid et spørgsmål om at få skabt værdi i form af viden, i denne situation var det nærmere et spørgsmål om at få skabt en værdi, som Aenor, hvis hun skulle være helt ærlig, satte lidt højere, nemlig samtale og måske en god forbindelse. Hun rystede kort på hovedet, så vand stod i alle retninger, og tørrede sig over panden, den store sorte hat kunne åbenbart ikke tåle vand. Nu var den endda begyndt at smitte af, kunne hun se på sin hånd, der var blevet mørk. Irriterende. Hun trak læderjakken tættere sammen om halsen og slog armene om sig selv, mens hun gik. ”Dør elvere også?” kunne hun ikke lade være med at spørge. Stadig var hun ret sikker på, at han ikke ville bide hende. Det var der alligevel ikke rigtig nogen grund til. Aenor var sikker på, Thomas hellere ville tage fra et almindeligt menneske i stedet for at få et væsen på nakken. Et overfald på et menneske måtte være næsten ufarligt, mens han ville være – måske ikke helt i de store problemer, men så i større fare, hvis han pludselig gik i kødet på hende. ”Og hvorfor tog du så egentlig ikke ham gutten?” forsatte hun, med tanken på liget i vandet. ”Og,” spørgsmålene væltede bare ud af hende i dag, ”betyder blodtype egentlig noget?”

Thomas rynkede panden. "Om elvere dør? Det må du da kunne svare bedre på end jeg kan." Sagde Thomas, han overvejede om hun havde talt forkert men han var ikke sikker. "Jeg drak ikke fra manden fordi han var vampyrjæger, nogle af den drikker en gift der gør deres blod giftigt, selvom det gør dem syge på lang sigt. Jeg ved jo ikke om han var en af dem, så jeg tager ikke chancen. Jeg kan godt smage forskæld på de forskællige blodtyper men de er alle lige gode."

//Sorry dude! Har været et smut i KBH og til et par fester, men nu er jeg tilbage (: //
Aenor sukkede, "Jeg ved faktisk slet ikke ret meget om elvere," begyndte hun, med øjnene rettet mod jorden og armene slået om sig selv. Hele hendes fremtoning havde ændret sig en smule, idet han bragte hendes eget svar på banen - det forekom at hendes hoved hang mere i den silende regn, og at hendes skridt var blevet mindre fjedrende. "og gift.. Det var ikke helt dumt." hun tilføjede et lille grynt, som af afsky, for at lade Thomas vide, at hun absolut ikke syntes, det var en fair strategi - end ikke selvom hun faktisk måske godt selv ville kunne komme på en lignende idé. Hellere være på den sikre side - såfremt man nu var en vampyrjæger. Det var hun ikke, hvorfor skulle hun også det. Hun var faktisk lidt ligeglad med de fleste vampyrer, men lige nu var Thomas ikke en af dem. "hvor gammel var du så egentlig, da du blev bidt? Ikke for at snage eller noget, men.. Og den ringe kropsalder er jo også et ret godt alibi, ikke?"

Aenor kiggede ned igen. Et øjeblik havde hun set ham ind i de mørke øjne og opdaget, at de ikke kun var meget mørke - men at de var sorte. Så kiggede hun væk igen, fokuserede på en vandpyt, hvis mørke spejl blev brudt op i tusind små toppe, der svulmede og svandt hen på næsten hypnotisk vis. Hun var begyndt at blive våd på skuldrene og overarmene, og det våde hår sjaskede og klæbede til hendes ansigt og hals. Hendes knæ var væmmeligt kolde, men vampyrdrengen så ikke ud til at tage sig af vejret. Det generede hende heller ikke ud over alle grænser, men hun ville alligevel gerne bytte et eller andet kedeligt for lidt mere tørt vejr. Eller sne.

"Nej den gift er ret udspekuleret... eller det var den dengang den var en ny, men nu er det ikke længere en trussel, nu om dage hvor der er mere fokus på sundhed, bliver den ikke brugt ret ofte, men alligevel... vaner du ved." Da Aenor spurte til hans alder smilede han muntert. "Både og... Der er selvfølgelig ikke nogen der beskylder et barn for noget som helt, og det er mere end usædvanligt at et barn har overlevet at blive vampyr, jeg var 11. Men tænk nu, jeg kan kun være udenfor når solen ikke er oppe, eller det er overskyet, men bør en dreng på min alder være ude om nattet?" Det var et retorisk spørgsmål, mange spurte ham om han var blevet væk fra sine forældre, eller om han burde være ude på dette tidspunkt, men han ignorerede som regl den slags spørgsmål.

Aenor nikkede kort, "Selvfølgelig," sagde hun og lagde hovedet på skrå. 11 år, det var ikke meget. Stakkels lille pus - i hvert fald den gang. Nu var Thomas næppe et lille pus af nogen art, men det var alligevel svært helt at overbevise sig selv om det. Hvordan mon det var at blive vampyr? Lidt trist, sandsynligvis. Man fik stærke kræfter i bytte for noget mere subtilt i form af glæden ved.. Mange ting. Mad, for eksempel. Eller magi. Hun ville nødigt undvære magien, selvom den ikke var så fremtrædende i hendes hverdag. Hun søgte ind under et halvtag og gik et øjeblik i ly for regnen og mærkede, hvor våd hun egentlig var ved at blive. Hendes øjne søgte rundt i omgivelserne for at finde et pejlemærke, men der var ikke noget at se, der gav hende et fingerpeg om, hvor de var på vej hen. Ikke, at hun var faret vild, der skulle meget mere til, men hun var bare - ikke bevidst om, hvor de befandt sig, sagde hun til sig selv, for at berolige sig. Ikke fordi hun var bange for Thomas, men det var alligevel bedst at være på den sikre side, og hun kunne bedst lide at være på hjemmebane.

"Hvor skal vi egentlig hen, igen?" spurgte hun lidt forsigtigt. Han havde vist undladt at svare første gang, men det kunne ikke blive ved sådan.

Thomas så overrasket på Aenor. "Ved du ikke hvor du skal hen?" Spurte han som om det ikke var gået op for ham. "Jeg havde tænkt mig at gå i den retning..." Han pegede ned af gaden, den vej de gik. "...Indtil vejen drejer, så fortsætter jeg i en af retningerne."

"-Og jeg havde tænkt at følge efter dig," sagde hun højt. Hendes ord rungede mellem de mørke bygninger, og lød overraskende kække. Forsøgte han at adskille dem? Tydeliggøre, at de ikke skulle have noget at gøre med hinanden? En bølge af skuffelse slog mod Aenor, men hun følte sig som en klippe i metaforen - der skulle tusind bølger til at slibe hende til ingenting, og denne bølge havde ingen magt, da den skurede over hendes overflade. Hun var stadig et dødsensfarligt skær i det oprørte hav, tænkte hun, og hvis han fik den idé at prøve at jage hende væk - så… Men betød han virkelig nok til, at hun ville demonstrere, hvor irriterende og klæbende en person, hun også formåede at være? Næppe. Så ville hun skride. Ligegyldigheden overmandede hende. Hun ville gerne have en Thomas som allieret, og helst denne Thomas, men hvis han ikke havde noget til overs for hende, så kunne det være det samme. Måske ville han være både den første og den sidste vampyr, hun ville møde i umindelige tider, men så måtte det være sådan. Gned sit ansigt med begge hænder. Den mørke farve fra hatten blev ved med at løbe. Hun skiftede emne. "Hvad er der egentlig med Vatikanet? Ud over det med banken og lækager og sådan?" spurgte hun, og kom i tanke om noget, der røg ud af hendes mund, før hun nåede at bremse sig selv "Jeg var på et tidspunkt på en katolsk skole," Aenors ansigt fortrak sig i en grimasse, der mindede bemærkelsesværdigt meget om smerte, og hun så væk, ned i jorden, op mod den grå himmel, og ønskede at hun aldrig havde bragt det på bane. Hendes kæbes linje blev synligt mere kantet, idet hun bed sine tænder hårdt sammen. "men... Jah.."

Thomas så fuldkommen paf ud, hvad var der dog med hende. "Det kan du da også sagtens, men jeg har ikke en destination lige nu." Han var standset op, fordi hun var standset op. Han var ikke god til at være empatisk og viste derfor ikke hvad der forgik i hovedet på hende, så han anede ikke hvorfor hun pludselig var blevet så oprevet. "Hvad er det du vil vide om Vatikanet, skal jeg fortælle dig hvad din katolske skole i virkeligheden står for, hvad de er for nogle morderiske fanatikere?" Thomas andsigt var blevet hårdt da Vatikanet blev bragt på bane igen, og hans øjne var blevet til smalle sprækker. Han viste at når lige netop han brugte de ord, ville de sige en hel del.

"Den stod ikke for noget som helst." røg det ud af Aenor, før hun standsede sig selv. "eller det ved jeg i hvert fald ikke noget om, men.. Fortæl bare løs." sagde hun og så på ham. Noget koldt og råt gled over hendes ansigt, og i de blå øjnes dybder rørte noget stort og mørkt sig. "Hvad er det for nogle morderiske fanatikere?" Et sted inden i ønskede hun virkelig at høre det. Om de morderiske fanatikere. Ikke fordi hun havde oplevet dem som ligefrem morderiske, men alligevel. Inden i hende lå en ensom stofdukke med vådt garnhår og knapøjne, som havde grædt alt for længe, og ventede grådigt på galle om alt det, der havde fået tårerne frem. Bag hendes øjne rullede spilledes en lille filmstump, en stor rød bygning, en skriftestol, en lille krølhåret pige, der bad ved sin jernseng, en lærer ved et bord, morgenbøn ved et træbord, en sorthåret kvinde foran et billede af en mildt udseende Madonna med Jesusbarnet.

Og så var der Thomas. Aenor kunne se, at Vatikanet virkelig var en kilde til irritation. Mildest talt. Han så pludselig kold og lidt uhyggelig ud. Det barnlige var ligesom forsvundet fra hans ansigt.

Thomas andsigt udstrålede rent had, i en sådan grad at det var totalt unaturligt og skræmmende at se på en 11årig dreng. "De har for mange år siden tænkt sig til, at de kunne manipulerer menneskeheden, ved at fortælle dem, hvad de mener er rigtigt og forkert. De har skabt fjendebilleder i form af alle der ikke var enig med dem. Dette er et fjende billede der ligger så dybt i alle mennesker at det her..." Uden varsel hvæsede han kraftigt, hans øjne blev røde, og hans hugtænder, der var dukket op på et split sekund, skinnede som elfenben. Den skræmmende grimmasse forsvandt så hurtigt som den var kommet. "...Virker skræmmende på dem." Afsluttede han sin sætning. "På grund af dem er vampyrer som mig blevet jaget som ulve, og deres undskyldning er at vi er onde... Onde! Et koncept de har opfundet, og som ingen kan definerer, bare prøv, du vil finde at det er umuligt."

Det gav et gib i Aenor, da han pludselig, med et hvæs forandrede sig. Hun tog sig forskrækket til halsen, og stirrede på ham, men trækkene, der havde forandret hans ansigt sådan, var allerede forsvundet. "Okay," hun gispede det "no offence, men.. Det virker skræmmende." hendes stemme havde fået en undskyldende klang, og hun hævede hurtigt en hånd, som for at afværge en mulig vrede. "Måske bare fordi.. Du ved, man går og tror noget, og så er det bare slet ikke.. Sådan." hun slog ud med hænderne som i afmagt, fordi hun ikke lige kunne finde ordene. "Det kom bare.. Bag på mig. Men -" hun lavede en mærkelig bevægelse med overkroppen, som om hun skulle til at række ud efter ham, men fortrød. "det gør ikke, at du er ond, at I er onde.." hun stak hænderne i lommerne og så ned. De var standset op for længe siden, men først nu opdagede hun det egentlig ikke. "og selv om du siger, det er udefinerbart, så.." hun lavede en lille lyd, som et suk, men alligevel anderledes, "Jeg ved det ikke, eller… Jeg ved godt, hvad du mener, men." Så blev hun stille. Vippede på sine fødder, lukkede øjnene, mens hun ledte efter det, hun prøvede at sige. "du ved," begyndte hun og greb efter noget usynligt i luften "ondskab er jo noget, der bruges til at definere, hvad der er godt, ikke? En måde at" hendes mund trak sig sammen " - - - At forklare samtidens normer på. Og - og man har vel opfundet eller indført ondskab for at belære hinanden om, hvad man må og ikke må.." hun sukkede, denne gang et rigtigt suk, for hun kunne godt mærke, at spekulationerne ikke førte noget rigtigt sted hen: "Er det virkelig dem, der har indført det?" Det måtte da være mere end to tusind år gammelt, tænkte hun ved sig selv, men sagde ikke noget. "engang var der nogen, der troede.. At jeg var ond, jeg troede næsten selv på det.."

Thomas så på hende mens hun plaprede løs. Hans vrede der egentlig ikke var rettet imod hende var forduftet igen, lige så hurtigt som den var kommet. "Hvorfor undskylder du? Du har ikke gjort noget forkert. Det eneste du gør er at hænge dig i hvad der er godt og hvad der er ondt, de to ting er fiktive begreber. Hvad der er en god handling, og hvad der er en ond handling er noget nogen har fundet på for at kontrollerer andre. De bilder dig ind at der er konsekvenser for ondskab og belønninger for god hed. Og når det er dem der bestemmer hvad der er gode, og hvad der er onde handlinger, så er det jo meget let at fortælle dig at mordet på hele familier er en god handling, hvorefter du vil myrte hele den familie... forstår du?" Thomas slog ud med armene.

"Ja, det forstår jeg udmærket..." et kort, skævt smil gled over hendes ansigt, men det var et af de smil, der aldrig når øjnene, og selv om det oplyste hendes træk smukt, var det et koldt og goldt lys. "det var nøjagtigt hvad jeg mente.. At ondskab er noget, der er besluttet af nogen forud. Og at det skifter, hvad der bliver anset som godt og hvad der bliver anset som ondt." hun begyndte igen at gå. Der var noget mere målrettet over hende denne gang. "Men at skabe et fjendebillede hører ikke alene til i den katolske kirke." hun kneb munden sammen, før den blødtes op i endnu et hårdt smil. "Har du hørt om politik?" spurgte hun, og der var kommet noget spottende i hendes stemme, ikke noget, der var rettet mod ham, men mod verden. Hun drejede hovedet halvt og så igen på ham. "Hvad har du ellers at udsætte på kirken? Kom med det. Fortæl hvorfor du kæmper mod dem, for det gør du da, ikke? Du stjæler da i hvert fald fra dem."

"Jeg blander mig kun i den slags politik der aldrig når de spidse øre." Sagde Thomas med lige så tydelig en spotten. "Jeg blander mig ikke i menneskenes ynkelige forsøg på at holde styr på hindanden, selvom det ville være tåbeligt af mig ikke at følge med." Thomas begyndte også at gå, mens han slog hætten på sin frakke op som beskyttelse mod regnen. "Jeg kæmper imod kirken fordi de kæmper imod mig, sådan er det."

Aenor skuttede sig, og det var ikke på grund af den tætte regn, der for længst havde gjort hende våd til skindet. Hun brød sig bare ikke om, hvordan han fik hende til at føle sig uværdig. "Hvad så, er de kun efter vampyrer, eller skærer de alle, der er mere end mennesker, over én kam?" spurgte hun, bare for at spørge om noget. Det var ikke hendes oplevelse, men hun havde selvfølgelig kun været et barn. Og den katolske kostskole havde vist tjent mindre formuer på at have hende gående omkring som en lille zombie i sin egen verden. Og dog - hun var blevet smidt, og det var bogstaveligt talt smidt, for hun nægtede i første omgang pure, i skriftestolen, hvor én længe havde spurgt til hende, sagt, at hun måtte angre, angre, angre og ave Maria, selv om hun intet, intet havde gjort. Hun fik gåsehud ved tanken. Det lille rum med det blondeagtige træværk. Hun havde lyst til at fortælle ham, hvordan hun til tider vågnede med et sæt af drømme, hvor de låste hende inde i skriftestolen og hun intet kunne gøre, kun kunne sidde og vente mens den.. Og så var der en eller anden uhyggelig detalje. Mens den langsomt blev fyldt med vand. Mens den omkringstående kirke blev fortæret af flammer. Mens hendes mor og stedfar skreg af smerte og panik bag de fint udskårne vægge, og hun hamrede på døren og fandt sine hænder barnlige og små og hjælpeløse. Hun skævede op mod skyerne og de talløse, faldende dråber, der skjulte en fjern og sommerblå aftenhimmel, hvor aftenstjernen snart ville blive tændt.

"og er det ikke snart på tide, at du finder.. Eh" hun trak på skuldrene, for det var lidt svært for hende at sige offer "Aftensmad?"

"De skærer vist i alle de ikke der ikke er enig med dem" Sagde Thomas, han havde set den jage andre, det mente at sortelvere var vanhellige og de brød sig ikke om at elverene ikke delte deres religion. "Men klokken er kun lidt i 7, jeg har hele natten til at finde mad, det er ikke svært i en storby."

”Men det regner…” udbrød Aenor lidt lige lovligt klynkende, som om det var grund nok til at sætte hele verden i stå. Hun kunne godt selv høre, at det lød som om hun var noget helt andet, end hun egentlig var, og hun håbede, han også kunne gennemskue det. Hun sukkede, hun var ikke en lille, klynkende, hjælpeløs pige i en stor og farlig by. Hun var en farlig kvinde i en by af klynkere, eller noget i den dur. ”des hurtigere, des bedre.” Slog hun fast og strøg vådt hår væk fra ansigtet. Læderjakken var ved at være godt tung om hendes skuldre, og selv om hendes tunge støvler var tætte endnu, var vand begyndt at løbe langs hendes gennemblødte bukseben ned til hendes sokker, hvilket var ubehageligt og sjovt på samme tid. Hun ville egentlig fortælle ham det, men hvilken interesse havde han i hendes barnagtigheder? Ingen, naturligvis, så hun fortsatte i stilhed, kiggede sig omkring og noterede sig, at de var gået gennem et hjørne af containerhavnen. Hun skiftede emne. ”hvad laver du så til hverdag? – du ved, har du noget arbejde?” Det måtte være svært at finde med barnekrop og solfølsom hud.

"Ja, og hvad så, folk er stadig ude, de går bare ind under halvtag, eller går på natklup, eller et eller andet, det er ikke svært at finde noget at spidse. Det er nemt at lokke en eller anden, til at følge efter en, til et afsides sted, og så andgribe" Thomas rystede noget vand af sin frakke."Jeg bruger internettet som indtægtskilde, jeg ejer nogle små firmaer der sælger ting den vej. Der desuden er der de magiske genstande som jeg køber og sælger, ikke et problem."

//Sorry, var et smut i København og havde ikke mulighed for at svare, som jeg ellers havde regnet med//

"Det var også mere.." begyndte Aenor og klappede så i. At det var for hendes skyld virkede bade så tåbeligt. Hun gned sine arme igen og lukkede øjnene hårdt i et øjeblik. Han var en internetmand. Okay. Hun forestillede sig Thomas siddende foran tre forskellige, grønne skærme, hvor tusindvis af små, lysende tal igen og igen skiftede ciffer i et næppe oplyst rum, hvor mørklægningsgardiner holdt dagslyset ude, og hvor trafik og menneskelige lyde kun var en fjern hvisken. Hun kunne levende se, hvordan de grønne flader oplyste hans ansigt og trak dybe skygger bag næsefløjene og i øjenhulerne, mens hans små barnehænder løb over et tastatur, hvis hurtige kliklyde flød ind i de regnekraftstunge maskiners vedvarende brummen og de små, tilfredse suk, han udstødte, når han fandt et særligt fint-- ettal. Men sådan var det selvfølgelig ikke. Han var på det helt almindelige internet, gættede hun, hvor han sad foran en kraftig bærbar med benene trukket op til hagen og en stor printer ved siden af, der kunne udskrive ordrer i hundredevis, mens den ene hjemmeside efter den anden, alle med professionelle, blå brugerflader, skiftede forbi hans mørke øjne og spejlede sig som en lille, lysende firkant. Hun forestillede sig, at han havde en lejlighed tæt på gadeplan, hvor han kiggede ud på støvede mennesker og støvede biler, og nogen gange trak for bare for at blive fri for støv, som han alligevel aldrig kunne holde op med at elske, fordi han var byens og nattens barn, så gammel som støvet og så dyb som bunkerne af affald på lossepladsen, hvor hun et øjeblik elskede den metafor meget, meget højt. Men det var naturligvis kun tankespind. Naturligvis var det kun ideer om en alternativ virkelighed, hvor alting blev, som hun forudså, og personer var flade og gennemskuelige. Hvad mon hans små firmaer helt præcist lavede? Magiske genstande? Hun ville gerne spørg- og hvad kunne der ske?
"magiske genstande? Som hvad for eksempel? Jeg fifler også selv lidt med den slags.."
Hvilket ikke helt passede, men alligevel ikke var usandt på nogen måde. Hun fiflede med magien. Og genstandene. Men hun solgte aldrig noget.

"Hvad som helst, jeg kan få fat i. Både unikke og serie fremstillede, men magi er aldrig blevet masseproduceret fordi dem der laver magiske genstande som regel er nødt til indgyde genstanden med deres egen livskraft, for at de bliver permanent fortryllet. Det betyder også at jeg ikke selv kan lave dem, eftersom jeg ikke har nogen livskraft, men jeg har fundet en vej uden om denne lille forhindring, ved at trække magi fra andre kilder, for det meste naturlige kilder, men problemet er at den slags magi ikke kan styres af normal vej, men jeg har fundet en måde hvor en computer kan styre magien, men kun i små mængder afgangen." Thomas nød at tale om det der interesserede ham, men han måtte være forsigtig ikke at komme til at sige for meget, det var trods alt viden han havde tænkt sig at tjene penge på.