På havnen, åbent for aaalle ^^

"Oh my!" begyndte Aenor, for det var noget nyt, og det var noget nyt og meget spændende. "Computere, der kan styre magi? Det er virkelig noget nyt!" Hendes holdning havde igen ændret sig, og hun lænede sig fremad, som om hun ville sluge hans ord. "Så du er god til computere generelt, eller er det bare internettet? Eller - " det kunne hun jo sige sig selv, "hvis du har fundet ud af, hvordan en computer kan interagere med magi, så må du være noget nær et geni.. Er du et geni, Thomas?" Et øjeblik smilede hun, og hvilken forandring! Det var et ægte smil, et fyldigt smil, der oplyste hendes øjne og glattede hendes lidt kolde ansigtsudtryk til et yndigt skue, så anderledes, og så ens, og straks efter var det væk, uden at efterlade sig et eneste spor. Øjnene holdt op med at smile og genfandt noget køligt og stenhårdt, men hun var blevet klar over, at hun og Thomas kunne udrette visse ting, der overgik den almindeliges forstand. Et computergeni.
"jeg ville ønske, der var noget, jeg var virkelig dygtig til," sagde hun, og fortrød det med det samme. Ønsker var aldrig andres sag, og hun havde ikke lyst til at dele dem med alt for mange. Og var det overhovedet et reelt ønske? Hun var jo ikke som sådan dårlig. Hun rystede regn af hatten. "Thomas, har du et telefonnummer?" Husk, sagde hun til sig selv, han er farlig. Farlig, det holder han ikke op med at være, Hun sagde ikke noget om det.

Thomas smilede, Han var temmelig godt begavet, og han var før blevet beskyldt for at være klogere end godt var, men det var sjældent at folk gav ham komplimenter. "Det ved jeg nu ikke, jeg har ikke en PhD eller noget, men når man har arbejdet med computere lige siden de blev opfundet, så har man en fordel... ikke sandt. Desuden har jeg hørt visse teorier om min psyke, noget med at jeg har bevaret et barns evne til at lære meget hurtigt." Sagde Thomas "Selvfølgelig har jeg et telefonnummer." Sagde han, og lod som om han ikke forstod at hun spurte efter selve nummeret, og ikke om han havde et. Han kunne ikke begribe hvad hun ville med det og besluttede sig for at spørge. "Hvad vil du med det?"

Det var alt sammen interessant nok, men Aenor havde ikke så meget at tilføje. Computeren var ikke hendes spidskompetence, og det var psykologi heller ikke. Netop derfor havde det telefonnummer en vis værdi. Hun trak på skuldrene af hans spørgsmål og sagde kort: "gæt." Så smilede hun igen, denne gang uden øjnene, og fortsatte, før han fik tid til at svare: "Skrive det ned og gemme det væk. Ringe, når min computer ikke virker, når jeg finder en spændende magisk genstand, eller når jeg keder mig, Thomas.."
Hun klappede ham på skulderen, idet hun sagde hans navn. Ikke nedladende, bare fordi det pludselig faldt hende ind. Specielt, tænkte hun, da hendes hud rørte frakkestoffet. Ganske bestemt underkastet en form for magi, noget der ændrede stoffets natur og gjorde det - - - det var en form for beskyttelse. Hun ville røre igen, men tog sig i det, det ville være for mærkeligt, for - unaturligt, selv om der var så meget unaturligt i naturen, hvis det kunne udtrykkes sådan.

"eh - speciel frakke," blev hun nødt til at sige.

Thomas andsigt ændrede sig fra mistroisk, til tilfreds. "Ok." Sagde han og ragte ned i lommen efter et sort visitkort, hvor der med rød skrift, stod intet andet end et telefonnummer og en email adresse. "Her." Thomas så mærkeligt på hende da hun rørte frakken. "Ja den er skræddersyet, min gamle var fuld af skudhuller og brændemærker. Og så fik jeg den her som gave af... har du været i den skrædder i centrum der ligner lidt en blanding mellem en blomsterbutik og et privat hjem?"

"Tak!" sagde Aenor. Hun lynede sin jakke op og puttede kortet ind i en inderlomme, hvor der ikke var vådt endnu. Om hun havde været i en særlig skrædderbutik? "Nej, ikke så vidt jeg husker," svarede hun langsomt, granskede sin hukommelse og brugte anledningen til at røre ved hans frakkeklædte skulder igen. "Det virker som god kvalitet, er den derfra?" spurgte hun uskyldigt, og lærte, at den var skud- og brandsikker. Hun fjernede hånden og så undersøgende på ham. Han var naturligvis klar over magien, men mon den kom fra skrædderen alene? Det var en kvinde, der havde givet den sine egenskaber, havde hun følt. Frakken selv syntes i øvrigt, at den var moderne. "Det kunne være, det var et besøg værd, hvor siger du den ligger?"

"Ja den bliver drevet at en kugleskør kvinde, hun er elver hvilket sikkert har noget med det at gøre... no offence, men alle de elvere jeg har mødt indtil videre har haft mere end én skrue løs. Hun har fortryllet den hvis det er det du tænker på, jeg ved den er skudsikker, og hun sagde vist at den også er brandsikker. Det kunne ligne hende at ligge andre fortrylleser på, men det tror jeg ikke, for så havde jeg fundet dem." Rose var ganskerigtigt elver og hun havde det med at være en smugle ustabil, men hun var sød nok. Thomas havde ladet en bemærkning falde om elvernes generalle sindstilstand, bare for at teste Aenor. Han havde på fornemmelsen hun ikke var helt elver, hun var meget mere menneskelig end dem. Men på den andenside var Rose helt elver, og hun havde også udvist menneskelige træk. Men Roses menneskelighed, var mere fysisk en Aenors. Rose havde korte øre og rødt hår... noget usædvanligt for en elver, de eneste personlige træk ved Rose der var menneskelige, var hendes måde at tale på, og stammede sandsynligvis fra hendes lange ophold blandt mennesker.

Aenor lagde hovedet på skrå. Den havde hun aldrig hørt før, at elvere var lettere sindsforvirrede - men det vakte ikke hendes interesse. Det var ligegyldigt hvad han syntes, noget helt andet var det faktum, at han kendte en elver, at der boede en elver her i byen, som Thomas kendte. Og - han kendte til magien. Jaså. Hun nikkede, da han sagde det, men havde ikke lyst til at gå dybere ind i, hvor stor en forståelse, hun egentlig havde for det. Det skulle være hendes trumfkort. "Så - kender du mange elvere, Thomas" spurgte hun så henkastet som muligt, men den bønfaldende tone var vist ikke til at slippe for. Hun ville også kende elvere - og samtidig ikke. Tænk hvis de ikke ville have hende. Tanken faldt hende ofte ind. Måske var det derfor, hun endnu ikke havde været i skoven. Tænk hvis de lo ad hende. Tænk hvis - tænk hvis hun ikke hørte noget sted hjemme. Tanken var alligevel skræmmende. Den klemte hende sammen, trykkede hende for brystet og fik det til at suse for hendes ører, og kludedukken i hendes indre trak sig sammen i smerte og holdt om sine knæ, mens hun rokkede frem og tilbage, helt alene i verden, bag et skur i en skov med knapøjne og salte tårer. Hun klemte sine hænder sammen og kiggede på ham. Et øjeblik ville hun fortælle, hvordan det hang sammen. At hun var bange. For at blive hadet, for at blive forladt igen, for at blive forkastet og for at være ensom. At hun elskede den lykkelige ensomhed, men hadede den lige så inderligt sekundet senere.

"Nej jeg har ikke mødt mange af dem, de lader til at have en indbygget modvilje imod at være vågne om natten. Jeg fik for nyligt lokket en til at vise mig hvor deres... eller skulle jeg sige jeres by ligger. Han viste endda at jeg var vampyr."

"Er det rigtigt?" Aenor kunne ikke skjule sin ærefrygt. Så hellere bare sige det. Det var alligevel ikke hemmeligt, at hun intet sted hørte hjemme: "Dér vil jeg gerne hen! Det er nemlig ikke 'vores' by, for der er ikke noget 'vi'." hun sukkede og lagde hovedet på skrå. En vis tomhed fyldte hendes øjne og fik hende til at se meget ung og svag ud. "Jeg er halv. Min mor var utro med en elver, så…" hun trak på skuldrene. Resten kunne han sagtens selv regne ud. "Jeg har mødt elvere før, men aldrig her. I Rusland bor.. De eller.. Vi, ville jeg ønske.. Men det er ligegyldigt. Min mor var en nar. Hun ødelagde alting for sig selv ved at få mig, men - " hun ville stoppe sig selv, men fandt til sin forskrækkelse, at hun ikke kunne. Ordene blev ved med at flyde fra et sted inden i, som om en prop var blevet trukket op, og lige meget hvor hårdt hun forsøgte at skubbe den tilbage, var strømmen for stærk, så gerne ville det ud, det, som hun havde gemt så længe.
"Jeg tror ikke, det er børnenes skyld. Det var ikke min skyld." Noget bønfaldende kom i hendes tonefald. Sig, det ikke er min skyld, sagde hendes ansigt, sig det, Thomas, men han havde ikke tid til at få et ord indført. "Jeg kunne da for søren ikke gøre for, at hun skulle kneppe uden om, undskyld mit sprog, men - og de ville ikke have mig, så først blev jeg sendt i pleje, og det var sådan set fint, men det var bare aldrig nok for min mor. Jeg tror aldrig, hun kunne se sine fejl i øjnene, og jeg var åbenbart en fejl, så hun ville have mig tilbage og.. Rette op på mig, men min stedfar hadede mig, forstår du, han hadede mig virkelig, selv om jeg var under ti, så de sendte mig på den der kostskole, for jeg ødelagde alting, jeg ødelagde alting ved bare at være til, og til sidst - så slog han hende ihjel." hun vendte sig væk med pludselig vrede og slog med et uhyggeligt hvæs sin knyttede hånd ind i den nærmeste mur. Gule mursten med en lille lampe på, der var blevet tændt og kastede et gult og koldt lys over verden og regndråberne, der tindrede og funklede. Det sagde en lille bitte lyd. Et øjeblik blev hun stående sådan, med hånden mod væggen, den anden knyttet, som om hun også var klar til at slå med den. Så vendte hun sig igen mod Thomas og puttede hænderne i lommerne.
"undskyld."

"Det skal du ikke tænke på." Sagde Thomas. For ham var kærlighed og jalousi aldrig noget han havde forstået, han var stadig en præpubperter dreng på det område, det kunne han ikke benægte. Han var temmelig glad for at den slags følelser og behov ikke kom ham i vejen, i hans arbejde og fritid, så han var ikke den der havde noget at klage over. "Jeg vil da gerne fortælle dig hvor det ligger, bare du ikke siger det var mig der fortalte det, jeg ved ikke hvor mange elvere der ved at jeg ved, hvor de er." Thomas begyndte at rode i en inderlomme efter en telefon, som han trak frem og begyndte at prikke til dens touch-screen. "Så du er fra Rusland?"

"Tak," begyndte hun, og kiggede op mod regnen, som ramte hendes ansigt. Hendes hånd sved. Ikke bare lidt, men virkelig meget, men hun havde ikke lyst til at røre ved det, flyttede alle følelser derned i stedet og sagde til sig selv, at smerten var til at leve med så, selv om det nok ikke var helt sandt. Men! Han ville fortælle hende, hvor hun kunne finde elverbyen! Hun vendte sig mod ham, havde et øjeblik ikke troet sine egne ører. "Vil du virkelig gøre det for mig? Det ville være fantastisk, og bare rolig!" Nu løb munden vist af med hende igen, "Jeg fortæller ingenting til nogen som helst. "Nej," hun var ikke fra Rusland. "Jeg blev født her, men flyttede så. Forestil dig det! Altså, jeg er jo gammel, ligesom dig. Så det var ikke så længe efter krigen, og jeg var simpelthen så bange. Jeg forstår heller ikke, at det kunne lade sig gøre, tænk at to amerikanere fik lov at komme ind og bo i Sovjetunionen - og tænk at min stedfar havde lyst til det!" hun gav et lille udbrud, der lød lidt som latter.

"Ja hvorfor skulle jeg ikke det, du har vel ret til at vide hvor de bor har du ikke?" Thomas rettede sin opmærksomhed imod sin telefon og fandt det kort GPS'en havde tegnet til der hvor byen startede. "Nåh ok... Jeg taler selv glimrende russisk, kvinden der gjorde mig til vampyr var russer."

"Wow, så du.." Aenor lagde hovedet på skrå og kiggede undersøgende på ham. Der var stadig noget i hendes ansigt, der mindede om smerte, men det var langt svagere nu. "Du ved - I havde kontakt efter, du var blevet en vampyr? Det havde jeg ikke troet. Altså kontakt nok til, at du kunne lære russisk?" Faktisk var det ikke så meget tro, der var problemet, det var forestilling. Hun kunne ikke forestille sig, at én der måske havde mistet hele sit liv, sådan bare ville acceptere sin skæbne og blive venner med sin banemand. Men måske var hun bare gammeldags. Det var holdt op med at regne, opdagede hun pludselig. Lyden af faldende vand, der trommede mod tage og asfalt, mod alting, var væk, og andre lyde, lyden af trafik og deres skridt, fyldte pludselig langt mere.

"Ja hvad havde du forstillet dig, at hun skulle efterlade et 11årigt barn, der er til fare for sig selv og andre i sin tørst for blod, for sig selv? Jeg kan en hel del andre sprog, tysk for eksempel, men også nogle lidt mere opskurer som græsk, arimærisk og latin, fordi mange magsike skrifter er skrevet på de sprog."

"Selvfølgelig," sagde Aenor og så ned, smilede let og kiggede så på ham igen. Hun anede jo ingenting om vampyrer. Intet overhovedet, faktisk. Jo, hun havde mødt vampyrer andre steder i verden, men deres skikke syntes at være vidt forskellige, og aldrig havde nogen været villig til at inddrage hende i nogen større hemmelighed, end at de drak blod. "Hvor har du lært de sprog, så?" spurgte hun, da han begyndte at remse sprog op. Det var sådan set meget praktisk.

"Jeg boede i Berlin under krigen og efterfølgende, så tysk lærte jeg ud fra det. De andre sprog har jeg lært ved at studere, så min udtale med dem er ikke ret god, men jeg kan læse og skrive dem." Thomas havde boet i Berlin mens krigen rasede, hvor han arbejdede for den engelske side. Efterfølgende under den kolde krig blev han ekspert i at snige sig over Berlinmuren.

"Wow, under krigen?" Udbrød Aenor imponeret. "Også i de sidste dage? Var det ikke frygteligt? Vi hørte om det på radioen, jeg kan tydelig huske de dage" hendes ansigt fortrak sig smerteligt, "Hvordan vi bare ventede og ventede på mere nyt. Først måtte vi ikke lytte med, men det blev ved, og jeg tror, det gik op for dem, at det jo også var vores verden, og at vi slet ikke var dumme." Hun var holdt op med at tale til Thomas, havde helt glemt, at han ikke anede, hvem vi og de var, og fortsatte bare imens hun forsvandt længere og længere ind i sin egen historie. "Der var nogen af de andre, der havde brødre og fædre, som kæmpede. Jeg kan huske billederne af russerne med den røde fane på Brandenburger Tor, det gjorde virkelig stort indtryk på mig, selv om det foregik så langt væk og - jeg var altså ret lille, hvad har jeg været - otte år, måske?" et smil krusede hendes mundvig, men hendes stemme forblev vemodig. "og det var vist en af de få lykkelige tider, jeg havde der.. Og så bombede de japanerne.." hun tog sig til hovedet med den venstre hånd, beholdt den højre i lommen, hvor den stadig sved. "Tænk at alle de kloge, kloge mænd havde udviklet den ting, det er helt uforståeligt.. De må jo have vidst - de må jo have vidst, hvad de havde mellem hænderne, men måske var det først bagefter, at de virkelig så det. Jeg har læst et sted, at det på en eller anden måde var Eisenhowers nederlag. Men måske havde de ikke mulighed for at sige nej? Ej, jeg ved det ikke, jeg er jo ikke ekspert, jeg var jo kun et barn, ikke? Og bagefter var det ligesom så grimt, at jeg aldrig har rigtig turdet at læse om det. Thomas, undskyld jeg snakker så meget. Hvordan var det?"

Thomas hævede et øjenbryn da hun begyndte at snakke internt, men han kommenterede det ikke. "Ja det var ikke nogen skovtur på det tidspunkt, men det var trods alt værre for menneskene. Jeg havde en kælder hvor jeg holdt et par mennesker som fårråd om dagen. Om natten sapporterede jeg artilleri, stjal forsyninger, spionerede og... inkapasciterede sovende soldater, ventede jeg og da de rejse muren, smuglede jeg beskeder og vare ind over muren, også mennesker en gang imellem."

"Så du er en rigtig helt?" åbenbart, det var i hvert fald sådan det lød. Bortset fra det med mennesker som forråd. Mon man blev kold, når man blev vampyr? Eller bare, når man blev ældre? Aenor havde været kold. Hun havde haft tider, hvor et menneskeliv fra eller til intet betød - INTET. Men det var måske bare - det hele. Situationen, hun havde været i situationens vold. Det var derfor. "Har du aldrig stået - du ved, på de 'ondes' side?" hun lavede situationstegn, og forklarede sig. "Altså, hvis ondskab er et opdigtet begreb.. Selv om nazisterne altså i mine øjne forbliver onde.. Men du ved, hvad jeg mener, ikke?"

Thomas andsigt blev hårdt. "Nej jeg er ikke en helt, jeg levede under forhold hvor man tager imod ordrer, og så udfører man de ordrer...No questions asked. Jeg er ikke en helt, jeg havde tænkt mig at æde dig, indtil jeg fandt ud af du var elver. Til forskæld fra sidst er jeg fri til at gøre præcis hvad det passer mig, jeg er vampyr og jeg er notorisk ondskabsfuld... tænk over det."

"Lille Thomas," sagde Aenor og lagde hovedet tilbage og lo, kort og bjæffende, en latter, der var forsvundet i det øjeblik hun igen rettede sit blik mod ham. "det vil jeg slet ikke tro om dig!" fortsatte hun med let vittighed i stemmen, der alligevel rungede af en alvor, der farvede hendes øjne dybe som vand og på en eller anden måde forædlede hendes ansigt, så elvertrækkene trådte klarere frem. Det var helt tydeligt, at hun bestemt ikke anså ham for hverken lille eller uskadelig, selv om hendes mund sagde noget andet. "Jeg tænker skam over det." Nu var stemmen en helt anden. Tonen var helt forandret, hun lød - kold var næppe det rigtige ord, men afklaret, ærlig. På en eller anden måde følte hun, at hun blottede sig ved at sige det, men hun var nødt til det. "Jeg ved udmærket godt, at du er dødsensfarlig, at man ikke skal dømme en kriger på højde eller drøjde, men på færdigheder," vedblev hun, "jeg ved godt, at du nok ville kunne slå mig ihjel her, men" et grumt smil krusede hendes mund, og noget uhyggeligt trådte frem i hendes øjenkrog og gjorde hende mindre menneskelig, mere dyrisk, "jeg er ikke hjælpeløs, at du ved det, og jeg er ikke dum." hun lukkede øjnene og virkede med ét træt. "og jeg er heller ikke helt uskyldig.."

Thomas andsigt fortrak sig i en snerren, han nægtede at lade folk tale til sig på den måde. "Det er værre end det, elver-tøs. Jeg har myrtet folk bare for at bevise min pointe, eller for at tage ting der retteligt ikke er mine. Desuden er der en stor forskel, på ikke at være hjælpeløs, og på rent faktisk at kunne forsvare sig. Den eneste grund til at jeg ikke har bidt dig, er at elvere smager dårligt ikke andet, så derfor lader jeg dig være i fred."

Aenor trak let på skuldrene. "Der var jeg så heldig, åbenbart," slog hun det hen og kiggede frem foran sig, mens de gik. Det virkede næsten, som om hun var blevet ramt af pludselig apati, hendes øjne var blevet døde og hendes stemme var ligegyldig og uimponeret, da den rungede ned mellem gyderne. Hun sukkede og sænkede hovedet, som om hun havde mistet enhver livskraft. Men hendes hjerte, hendes hjerte lod sig ikke narre af hendes skuespil og tordnede derudaf, slog med tunge slag og pumpede en pludselig adrenalinrus rundt i hendes krop, der brændte af vrede. Måske havde hun sagt hjælpeløs, ja. Men det gav ham ingen ret til at tænke sig langt, langt bedre end hende. Hjælpeløs var bare en måde at sige, at hvis hans tænder kom for tæt på hendes krop - så ville hun sparke hans ansigt ind og derefter skyde ham på klods hold og se rester af hans hjerne drivende af parkerede biler og vægge på den mest grotesk tænkelige vis, før hun forsvandt for i morgen at høre om det gyselige barnemord og le. Nej, næppe. Men noget i den dur. Hun havde ikke sin pistol med, og havde faktisk ikke lyst til at skade Thomas, selv om han var forbandet provokerende. Og det ville nok heller ikke være så let. Men alligevel. Tankebilledet lettede raseriets tryk for hendes bryst en smule, og hun forestillede sig det igen. Tilfredsstillende knas når hans næse brækkede. Men som vampyr var han måske umanerligt stærk? Det var ligegyldigt. I fantasien er der ingen grænser. Hun lukkede øjnene og fik sin stemme til at lyde helt bekymret og blød idet hun stillede et spørgsmål, der rent faktisk lå hende på sinde:
"Hvis jeg blev menneske - lige nu. Ville du så spise mig?"

"Hvorfor gør du så ikke det, og finder ud af det?" Svarede Thomas. "Nu ved du jo hvad jeg har tænkt mig, så du ville være forberedt, hvilket er en fordel for dig." Sandheden var at selvom Thomas var unaturligt stærk for et barn, var det ikke meget i forhold til en almindelig vampyr. Men istedet var Thomas ekstraordinært smidig, og ekstremt akrobatisk andlagt. Dette resulterede i at Thomas altid kæmpede defensivt og benyttede sig af overraskelses andgreb og meget hurtige præcise andgreb. Derfor var det ikke sikkert om han ville andgribe frontalt.

"Gør hvad, præcist?" Spurgte Aenor lidt desorienteret og rystede på overkroppen som for at få liv i stivfrosne lemmer. I den ene lommerne knyttede hun hænderne. "Bliver menneske, eller hvad?" hun rynkede brynene endnu mere og studerede Thomas ansigt indgående. Han var hende en gåde.