På havnen, åbent for aaalle ^^

Tid: 18.09
Sted: Havnen, et lille bassin

Tunge, grå skyer drev over himlen. Klokken var nok hen ad seks, og der var dunkelt mellem pakhusene ved dette bassin. Der lå et stort fragtskib. Ved siden af det ragede en skrigende rød kran op mod den mørke himmel som et mærkeligt dyr. Skibet bar tydeligvis ingen last, for det lå mærkeligt højt i det grønne, ugennemsigtige vand. Aenor sad på kanten af bassinnet og kiggede ned. Det var højvande, så der var ikke langt til den lidt urolige overflade under hende. Det lugtede mærkeligt, vandet. En iturevet gople svømmede langsomt forbi, måske i en frygtelig dødskamp. Små fisk svippede ud og ind. Der hang et bildæk, som hun hvilede fødderne på. Det skulle beskytte skibene, tænkte hun, ellers ville de nok skrabe mod kajen.

Hun vidste ikke, hvorfor hun var kommet ned til havnen. Det var hun bare. Hun havde drevet om, og pludselig stod hun bare dér og kiggede ud over byens havn, der på en og samme tid var vidunderlig smuk og ufatteligt grim, og meget tiltalende og utroligt utiltalende. Hun kunne godt lide det her sted, men der var nu ikke så meget underholdning i dag. Der var stille. Vandet skvulpede. Lyden af fjern trafik var som et blidt stykke musik eller brus fra en skov, hvor vinden tager i bladene. Det var helligdag, så hun var tilsyneladende det eneste levende væsen, bortset fra en kat, der smuttede om et hjørne og et par måger, der hakkede spildte korn mellem brostenene. De lettede og fløj væk. En tom øldåse kom flydende. Hun rejste sig og gik balancegang på den smalle stenkant langs havnen, til hun kom til et hjørne, hvor der var en lille, flydende platform nede i vandet. Langs den lå der tykt med andemad, og et sted glinsede vandet strålende i alle regnbuens farver, tydeligt forurenet med olie af en eller anden art.

"jaja," sagde hun til sig selv, halvhøjt, så det gav et spjæt i en ellers sovende måge, der sad på en fortøjningspæl. Så vendte hun sig for at gå.

En underlig anderledes lyd hørtes, som stål mod stål, gentagende gange. Lyden kom oppe fra skibet. Oppe i skibets stævn sås en skikkelse der iført sort frakke der faldt ud over rælingen og ned i vandet, med et øredøvende plask. Manden der nu lå med andsigtet nedaf i vandet havde ikke skreget i faldet, og en mørk plet bredte sig nu i overfladen rundt om ham. På stedet hvor han var faldet fra stod Thomas. Han så ikke ud til at være mere end 11-12 år gammel, han var iført en lang sort frakke der var åben, inden under havde han en hvid T-Shirt, han havde et par sandfarvede shorts, med masser af lommer og et par sandaler på fødderne. I den ene hånd holdt han et bleg-hvidt kort wakizashi sværd, som han var ved at gemme væk et sted under frakke. På hans andsigt hvilede et udtryk af selvtilfredshed. "Sov usle hund." Mumlede han for sig selv inden han vovelystent, tog fat i en fortøjrings kæde og lod sig glide ned af den hele vejen ned på kajen. Han havde ikke set at der sad andre, og han troede han var alene.

Aenor snurrede rundt ved den uventede lyd og stirrede et øjeblik rundt for at finde dens kilde. Hun fik ikke umiddelbart øje på liget, der lige så godt kunne have været en mørk plasticpose. I stedet så hun et barn. Altså, tænkte hun indigneret og begyndte at gå hen mod ham. De tunge støvler lavede en lille lyd mod brostenene. Læderjakken havde hun slynget over armen. Hun følte sig pludselig lidt udsat i den sorte tanktop. Intet skudsikkert, desværre. Men det var jo kun et barn? At lade børn løbe og lege på havnen, man burde have mere forstand. Og nu havde han sikkert smidt et eller andet over bord, som han slet ikke skulle have rørt ved. Altså, de slumkvarterer, og han så ikke ret gammel ud, og - det var ikke bare en pind, han havde i hånden. Hun standsede ved kanten af bassinnet. Helt alene stod han der på skibet, hvor han sikkert slet ikke måtte være. Med et sværd. Hun lagde hovedet på skrå. Den store solhat rørte ved hendes skulder, og hun blev næsten helt forskrækket. Det var slet ikke et godt tegn. Børn med sværd, hold dig fra dem, tænkte ved hun sig selv. Og begyndte igen at gå hen mod ham, mens han firede sig ned på asfalten.

"Hej," råbte hun, da hun nærmede sig. Hvorfor gør du det her? Spurgte hun sig selv. Hvorfor skrider du ikke bare? None of your business. Hvad han vil med det sværd, det er hans egen sag. Men hun nærmede sig alligevel. Selv om instinkterne rystede på hovederne, så vejede nysgerrigheden alligevel tungere. Hun brød sig slet ikke om børn. Måske fordi hun selv.. Hun havde jo aldrig rigtig kendt andre børn. Og hendes barndom havde heller ikke været noget at råbe hurra for. Men det var også noget andet. De larmer. De kan ikke tage vare på sig selv, plejede hun at sige, fuldstændig klar over, at begge dele var direkte løgn. Og dette specifikke barn så endda ud til at være aldeles i stand til at passe på sig selv. Sværd og alting.

Thomas vente hoved mod råbet, for at se hvem det var. "Go' aften." Sagde han lagde sværdet tilbage i dens skede der var fæstet på ryggen under frakken. Hans stemme var langtfra ungdommelig, men derimod veltalende og hæs. Han undersøgte om han stadig havde det han havde stjålet fra skibet, i sin lomme, og det var der stadigvæk. Det var ikke underligt at fremmede talte til ham, folk havde det generelt svært ved at acceptere at han var ude om aften og om natten.

"Jamen godaften," sagde Aenor og standsede i tilpas afstand. Et smil gled kort over hendes mund. Hun måtte indrømme, at hun var blevet glædeligt overrasket over den myndighed, stemmen afslørede. Vandet skvulpede. En måge skreg, og ud af øjenkrogen fik hun øje på manden i vandet. Okay, tænkte hun til sig selv, tag det roligt. "Færdes du tit her helt alene?" Lød det ikke dumt? Det lød dumt. Men det var lige meget. Det var bare en lille dreng, og igen hankede hun op i sig selv og rettede denne fejl. Døm ALDRIG ud fra størrelsen. Og hun havde sænket sine parader. Stod der med bare arme og havde smilet og alt muligt. Et øjeblik var hun rasende på sig selv i tankerne. De blå øjne trak sig lidt sammen, og en egentlig ganske klædelig rødmen bredte sig over hendes kinder og hals. Hun trak den kæmpestore hat længere ned over sit ansigt og sagde, med en stemme, der var uventet hård, selv for hende: "Og hvad skulle det der så til for?"

Hun pegede på liget. Måske var det slet ikke ham. Men det var det. Det var det, hun var ret sikker. Hvem skulle det ellers være. Og hvis det ikke var ham, så kunne han jo sige det. Ikke at manden var hendes problem. Aenor var ret ligeglad, ligeglad på alle de yderste lag, indtil det sted allerinderst inde, hvor en lille bitte og spinkel pigestemme spurgte, om han mon havde haft en familie. Hun skød den fra sig og begravede den i andre ting, andre tanker, den lille pige, for hun var ikke en lille pige længere, den lille pige var blevet væk for længst, tabt for altid, for kun at vende tilbage som en lille, dum stemme i maven.

Thomas så, ud på det lig han lige havde smidt i vandet, efter at have stukket ham i brystet, med sværdet. "Nåh ham? Det skal du ikke tænke på han synker til bunds om et kvarters tid, så er der ikke nogen der ved han er der." Sagde han uanfægtet. Manden havde været vampyrjæger, han havde bevogtet skibet fordi det havde gemt på noget Thomas meget gerne ville have fat i, noget han kunne sælge eller bruge hvis det skulle blive nødventigt.

Det kunne hun ikke rigtigt svare på. At han ville synke til bunds i det grumsegrønne vand. Sikkert sammen med cykler, mælkekasser, tomme flasker og hvad der ellers kunne være der nede. Selv hvis manden havde været flydende for altid, ville det nok ikke gøre nogen forskel. De ville aldrig rette mistænksomheden mod drengen - med mindre, manden havde været på jagt efter netop dette specifikke menneske.. Eller var menneske mon det rette, var menneske mon… nok? Hun så vurderende på drengen. T-shirt og shorts. Sværdet, og han havde dræbt manden. Med koldt blod, iskoldt. Og så var der stemmen, og måske noget med huden. "Men..," hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige, slog i stedet med hovedet, så det lange, blonde hår formede en fin kurve i luften, før det igen lagde sig om hendes skuldre, og begyndte derefter at stirre ud over vandet. Så skiftede hun mening: "Du.." hun vendte sig tilbage mod ham, og mødte hans sorte øjne. "er ikke en helt almindelig, lille dreng, vel?" Selvfølgelig var han ikke det, og det vidste hun udmærket godt. De færreste småbørn slår ihjel for derefter at konkludere, at eftersom liget synker til bunds, vil det ikke blive fundet, og derfor er det uden betydning. Nej, han var mere.. Vild end som så.

Thomas så på hende, han smilede. "Nej det kan jeg vel ikke påstå." Mumlede han lavt, og ud imod liget igen. "Nu løber du vel ikke til politiet vel, det kommer til at gøre det hele så besværligt." Hvis politiet kom ville Thomas enten være væk før de kom, eller også ville de dø, det var ikke til at vide. "Hvad laver du herude, dette er industri havnen, ikke et særligt godt sted at gå tur." Han talte venligt, som om han ikke havde dræbt en mand og skubbet ham ud over et fragtskib.

Til politiet? Hun kunne næsten ikke tro sine egne øre, og et øjeblik var hun ved at grine, men så gik det op for hende, at han mente det gravalvorligt. Hun hævede øjenbrynene og smilede. "Ligner jeg da en, der kunne finde på det?" Hun så sig om. Der var stadig tomt. Den tunge himmel syntes at være kommet tættere på. Det kunne ligne regn. Et par måger sloges om noget brød eller sådan noget. Han spurgte, hvad hun lavede på havnen. Hun trak på skuldrene. "Jeg kommer over det hele. Eller - Næsten da, i hvert fald. Synes du ikke, her er smukt? Meget levende, ikke?" hun gestikulerede lidt med den ene hånd, men det var svært at indfange, hvad hun egentlig mente. "Og det er netop et sted, der er skidt at gå tur.. Hvilket jeg må indrømme, at jeg finder meget behageligt. Du er ikke den eneste som.." Igen kom der det der spørgsmål om, hvorvidt et væsen var det rigtige ord. "Du ved.. Har særlige gaver." selv om Aenor måtte indrømme, at hun nok var en mindre torn i visse personers øjne, end han var. Han havde trods alt myrdet. Hun havde fra sin fødsel haft papirer på sin menneskelighed, selv om det vist bare var lyv.

"Du og jeg," sagde hun og gik tættere på ham. Han var langt mindre end hun. "Vi er.. Vel ret ens." Igen måtte hun spejde rundt.

"Ja du ligner en der kunne finde på at ringe til politiet og sige at du har en en mand blive myrdet." Sagde Thomas. Han kiggede sig rundt, den tomme havn med alle de fiskerbåde der lå fortøjret, langs molen, og med alle de måger der sloes om de sidste fiske rester. "Jeg vil nu ikke sige der er meget levende, både skoven og den indre by summer af liv på det her tidspunkt. Og hvad mener du med gaver?

Et blødt smil gled over hendes mund. Så tog hun hatten af med en let bevægelse og strøg sit ene øre med en hånd. "Gaver.. Evner, sanser, der er ud over det sædvanlige. - og hvad ville jeg egentlig kunne sige til politiet? Jeg har set en tolvårsdreng begå mord?" hun strøg håret væk fra ansigtet. "Den tror jeg ikke, de hopper på, min ven." hun satte hatten på plads igen, og trak den godt ned, så den skabte en mørk skygge om det meste af hendes ansigt. "Og jeg mener i øvrigt levende sådan.." hun slog ud med armen, i en lidt tam bevægelse. Mod den mørke skyline af havnebygninger og i baggrunden højhuse. Kraner omkring bassinerne, der tegnede sig mod himlen i klare farver. Et øjeblik så hun koncentreret ud. "Levende sådan.. Man kan mærke, at folk arbejder her. Mærk stemningen.." Hun tog sig til hjertet for at indiker, hvordan han skulle sanse stedet "Her har arbejdet folk meget længe. Det er et menneskenes sted.." Så smilede hun "Og her er det okay, at der er affald. Og mudder. Den indre by er fyldt med stål og glas og.. Perfekte mennesker.. Det virker sådan lidt falsk, ikke?"
Hun satte hænderne i siderne og kiggede ud over vandet. "Var der en grund til at dræbe ham? Ikke at det rager mig, men.."

"Arh... Du er elver, så gi'r det mere mening. I er langt mere til selvtægt er i ikke?" Sagde Thomas tænksomt. "Men du kunne sagtens ha' ringet, du behøvede jo ikke at sige at en tolvårig havde gjort det, for du så jo kun liget, gjorde du ikke?" Han blinkede til hende. "Desuden er jeg langt ældre end tolv, ellers ville jeg da sidde på en gynge et sted." Hun var en ildter en, ikke som elvere var flest. "Jeg har selvfølgelig en grund til at slå ham ihjel, faktisk har jeg nogle stykker, ellers ville jeg ikke have besværet mig med at dræbe ham. Det meste af skibets vogtere ved slet ikke at jeg har været der."

"Vogtere?" Hun sendte ham et uudgrundeligt blik, mens hun tænkte sig grundigt om. Hun burde virkelig passe bedre på, hvorfor havde hun slet ikke engang overvejet, om der kunne være vogtere, hvorfor havde hun ikke følt deres nærvær? Men selvfølgelig var det ikke noget, der involverede hende. "Jaja.. Men i det hele taget synes jeg ikke, jeg behøver melde det til nogen. Du har vel dine grunde." hun trak på skuldrene igen. Grunde til at begå mord.. Men det var igen ikke hendes hovedpine - og alt efter situationen, ville det måske også være hendes bedste bud på en løsning.


"Og hvor gammel er langt ældre så?" hun vendte tilbage til noget, han havde sagt før. Han var altså stoppet med at vokse som tolvårig, hvilket betød, at han - - - hun vidste det ikke rigtigt. Varulv, vampyr, det var to muligheder. Men det kunne også være, at han var magisk og besad visse andre evner? Som for eksempel formskiftning? Kunne man overhovedet det? Hun vidste det ikke. En stor havmåge landede på skibets dæk. Aenor fulgte den et øjeblik med øjnene, før hun vendte sig mod drengen igen. "Med vogtere om bord, burde vi så ærlig talt ikke begynde at bevæge os væk?" Vi. Ikke at hun var en del af det, men det kunne folk jo ikke vide. Pludselig følte hun sig meget udsat.

"Langt ældre..." Sagde Thomas bare "Og vogterene er vogtere, de vogter noget, noget jeg ville have og som jeg nu har." Thomas tog fat om sin byerhvervene engen del i lommen. Hvem var hun, han havde på fornemmelsen at hun kunne finde på gøre noget ved ham, måske viste hun det hele i forvejen. Elverne havde ikke noget at gøre med den katolske kirke, eller vampyrjægerende, men de havde nogle gange deres egne interesser med de ting han var interesseret i.

Hun smilede igen kort. Bare langt ældre. Var det flere århundreder? Eller bare et par årtier? Der var noget vidunderligt gådefuldt over drengen. Det tiltalte hende, han holdt kortene tæt ind til kroppen - dog uden at være kedelig. Og nu havde han åbenbart skaffet sig noget. Noget hemmeligt og betydningsfuldt. "Jamen tillykke," sagde hun afslappet og satte en fod på en fortøjningsknop. I virkeligheden var hun meget interesseret - og slet ikke. På samme tid. Lidt forvirrende. Hvad gemmer man på sådan et skib, spurgte hun sig selv. Han havde det tydeligvis i lommen. Et øjeblik overvejede hun at forsøge at få det at se - men kun et kort øjeblik. Så rystede hun på hovedet af sig selv og så på ham. "under alle omstændigheder, så lad os komme væk herfra." Der var en ændring i himlens farve. Den var blevet en tone mørkere, næsten violet.

"Jeg har ikke travlt." Sagde Thomas. "Der kommer ikke nogle, jeg har ikke startet nogle alarmer. Men lad os bare gå, jeg skal den vej." Han gjorde en vag gestus med den ene hånd i retning af molen i den anden side af havnen. "Hvis der dukker nogle mænd op med lange frakker og sære våben, så håber jeg du kan magi, ellers må du løbe." Han sendte hende et grin og begyndte at gå i den retning han havde udpeget.

"Det skulle ikke være et problem," sagde Aenor med en stemme, der lød ganske afslappet, selv om hans ord fik hendes hud til at prikke på ryggen. "jeg er ikke dum i kamp.." - men jeg er så godt som ubevæbnet, fuldendte hun sætningen i sit hoved. Aldrig helt, og dog - så godt som. Han begyndte at gå , og hun fulgte efter, mens hun bandt sin jakke om livet. "Hvad hedder du," spurgte hun, for at skifte emne, idet hun hoppede over en stor, mørk vandpyt, der strakte sine fingre ud mellem brostenene. "Og hvorfor er de efter dig, er det bare fordi du har taget det der.. Noget.. Eller har du endnu mere at byde på?"

Der havde aldrig rigtigt været nogen efter hende. Hun var trods alt ikke rigtigt en elver i samfundets øjne, selv om der ikke kunne gå ret længe, før nogen besluttede sig for, at hendes pas nok snart skulle ændres, eftersom menneske ikke rigtigt længere var en passende betegnelse.

"Jeg hedder Thomas, og de er ude efter mig fordi jeg er vampyr, Manden jeg slog ihjel var vampyrjæger. Han ville aflevere det jeg stjal til Vatikanet så de kunne ødelægge det, de mener den er vanhellig. Jeg slog ham egentlig kun ihjel for god ordens skyld, det er hans valg at blive vampyrjæger, og så må han også tage konsekvensen af det." Det var lang tid siden Thomas var stødt på en vampyrjæger og det foruroligede ham en smugle at de var tilbage i byen, men det havde han ikke tænkt sig at vise udaf til, og slet ikke til en han lige havde mødt.

Thomas, okay, Aenor nikkede forstående, mens han fortalte om Vatikanstatens vampyrjæger. Okay, så dette var sådan, det hang sammen. En vampyr, og nu var han i besiddelse af noget, der blev anset for blasfemisk. Hvad mon det var? Sådan en ting ville hun gerne se. Den var garanteret magisk - og dermed værdifuld, selv om den side af sagen ikke havde den største betydning for Aenor, der med en mindre formue i banken aldrig rigtigt manglede noget. På den anden side var hun heller ikke typen, som brugte usandsynligt mange penge på ligegyldigheder. Det dragende var i langt højere grad mystikken. Hvad var det for en ting? Hvad kunne den, som gjorde den til en torn i katolikkernes øjne? Opslugt af sine tanker, gik der et øjeblik, før hun svarede.

"Jeg er Aenor, rart at møde dig, Thomas." hun rakte ham fraværende sin hånd, mens de gik. Måske skulle hun have brugt et dæknavn - men på den anden side, til hvad skulle hun bruge det? Hun havde jo egentlig ikke så meget at skjule, og navnet klingede næppe i hans ører, det var trods alt snart et halvt århundrede siden, og selv om han var gammel, var hun ikke den eneste med det navn.

"Men ellers," begyndte hun så, og skiftede derefter udgangspunkt "Det er længe siden, jeg sidst var i byen, så.. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det står til med - med alting?" mens hun talte, kiggede hun op mod de mørke skyer. De fik hende til at tage læderjakken på.

"Aenor... De der elvernavne er umulige at udtale." Sagde Thomas, han så ikke hendes fremstrakte hånd, så han tog den ikke. "Jeg er sikker på at jeg kan fortælle dig noget, men så må du hellere fortælle mig noget mere specifikt end... alting... Så hvad vil du gerne vide. Jeg ved foreksempel ikke hvad borgmesteren hedder."

Hun udstødte en kort latter. "Ja, det kan være svært -" Hun ville have fortalt ham, at det slet ikke var et elvernavn, at det var et, hendes mor havde valgt, et navn, der skulle være unikt og repræsentere moderens person. Et spændene navn, avangarde - det havde været et af moderens yndlingsord. Men han fortsatte med at lytte, og hun måtte tænke sig godt om. Hvad hun egentlig ville vide..

"Hvem styre natten.. Hvis du forstår, hvad jeg mener.." Hun ledte efter et navn på en person, der besad en vis magt. I gamle dage, havde en mafioso haft magten over småforbryderne, han havde siddet som en edderkop i et spind og trukket i trådene. Engang havde han besøgt dem i palæet. Aenor havde gemt sig bag sin mor. Hun havde leet og rystet barnet af sig, for at gå den fremmede i møde. De havde drukket cognac sammen på altanen. Alle vidste de, hvad og hvem han var, men ingen beviser ville nogensinde gøre det muligt at fælle ham. "Og har det nogen betydning at være.. Anderledes? - som os, altså?"

"Der er ikke nogen der kontrollere mig, selvom der er folk der tror de gør. Der er en marfia der tager sig af al handlen med stoffer og den slags, men han er et menneske, hvilket vil sige at han kun er lidt mere end mad. Han er ikke engang magiker." Thomas lavede en lyd som om han var skuffet over et eller andet. "Han ved selvfølgelig at magi eksisterer, og han er da tit ude efter magiske genstande." Sagde Thomas, han gik med hænderne i lommen og et selvtilfreds smil.

"Men gør det noget ikke at være magisk," spurgte Aenor undrende. "Jeg ved ikke rigtigt, jeg synes bare tit, magi kommer til at overstråle en ordentlig, ærlig kamp.." Hun slog ud med armene. "Pludselig er der én, der har en helt vildt stor fordel, som den anden aldrig kan træne til. Lidt ærgerligt, måske.." hun lagde hovedet på skrå og så undersøgende på ham, for han havde sådan set selv lagt sporene til hendes spørgsmål: "Så det er altså noget magisk?" hun smilede skælmsk og skævede til hans lomme. "-Det der, du har erhvervet dig? - Hvor er vi egentlig på vej hen?" tilføjede hun, og vidste godt, at han på et eller andet tidspunkt ville begynde at blive træt af hendes spørgsmål, men så måtte han sige fra. I det samme begyndte store, tunge dråber at falde. Først en enkelt, der strejfede Aenors håndryg, og derefter faldt de tæt og sprang på brostenene og i vandet, hvis overflade blev helt nubret.

"Jeg er enig, men en person der er trænet til at bruge magi kan aldrig gøre ting som en vampyr er i stand til. Jeg har aldrig mødt en magiker jeg ikke kunne hamle op med." Thomas hoppede uden besvær op oven på et trådnets hegn der løb langs med den vej de gik på, og gik videre med perfekt balance. "Det jeg stjal på båden har du nok bedst af ikke at vide noget om, ikke fordi det er hemmeligt, dog ville den ikke være interessant hvis ikke den var magisk." Han undlod at svare på hendes sidste spørgsmål, han var ikke på ven noget bestemt sted hen, han skulle finde noget... eller rettere nogen at spidse, men Aenor kunne ikke bruges for Thomas kunne ikke lide smagen af elvere.

En magiker, han ikke kunne hamle op med - så havde han måske ikke mødt de bedste. Men på den anden side havde han absolut også nogle færdigheder, en elver eksempelvis ikke ville kunne overgå. Hvad det kunne være, var Aenor ikke helt klar over, hun havde det bare på fornemmelsen, som hun gik der i hans fodspor. Hun fulgte efter ham over hegnet, hvor hun et øjeblik var ved at glide i vådt græs. Han var hende vist langt overlegen med hensyn til balance, men heldigvis havde hun andre egenskaber. "Det lyder spændende under alle omstændigheder," sagde hun og indhentede ham, så de igen gik side om side. Det føltes mærkeligt, sådan at gå ved siden af et barn af krop og en voksen af sind, og det måtte se mærkeligt ud, men der var så meget, der var mærkeligt i denne verden, slog hun det hen. "Hvor bor du så," skiftede hun emne. "når nu du er en lille dreng i de flestes øjne?"