På havnen, åbent for aaalle ^^

"Jeg tænkte nok, det var lidt malplaceret til hverdag," sagde Aenor og studerede sværdets hæfte, der stak op ved hans skulder. Det var svært at se noget i det svage lys, og hun holdt fingrene for sig - ikke pille ved Thomas ting, det havde hun dog lært. Hun havde ikke lyst til flere eksplosiver. Hendes højre hånd lukkede sig kortvarigt om et lille stykke metal i læderjakkens lomme. Den og så et par andre. Det var hendes livline - men i forhold til Thomas var hun næppe svært bevæbnet. Netop den tanke fostrede hendes næste bemærkning, der strøg ud af hendes mund, før hun nåede at tænke over det.

"Thomas, hvor køber man egentlig våben nu om dage?" Forbandet. Nu lød hun ubevæbnet, tænkte hun i et øjebliks uro, men beroligede så sig selv. Det var ikke et spørgsmål, der gav anledning til den slags antagelser. Der blev ikke lagt op til tanker om hendes eget våbenarsenal. "Jeg mangler en bedre gun..." hun kløede sig i nakken og vred ubesværet sin arm op i en af udseende yderst ubehagelig position for at klø sig ned ad rygraden, mens hun kort mumlede noget om myg. "Men Thomas, jeg tænker altså på.. Du ved - anormale våben."

De var kommet til en forholdsvis befærdet gade. "Jeg er i øvrigt sulten. Det går jeg ud fra, du også er, men kan du vente til jeg har skaffet noget take away? Så kan vi spise sammen." Et strålende smil oplyste hendes ansigt, mens indersiden af hendes hoved blev sort af gru. Hvorfor havde hun dog sagt det, tænkte hun det øjeblik, ordene kom ud af munden på hende. Hun havde slet ikke lyst til at se ham spise noget som helst - og slet ikke blod.

//Rettelse sværdet kan ikke ses, det er skjult under frakken og ligger vandret.//

"Jeg går ud fra du mener, at du vil spidse, jeg kigger på?" Sagde han. "Tro mig, du er ikke den første der laver den fejl, bare rolig." Thomas var i virkeligheden temmelig sulten, men han var ikke ublu nok til at hive fat i en random stanger, og suge fra personen mens han førte en samtale, det var der ikke nogen der havde lyst til at se på, selvom Thomas selv ikke ville ha noget imod det. Han satte kursen mod den nærmeste Thai-resturant hvor Aenor kunne købe noget.

"Jeg bruger ikke skydevåben, kald mig gammeldags, men jeg har aldrig kunnet lide dem." Sagde han mens de gik. "Det betyder dog ikke at jeg ikke ved hvor du kan få nogle." Tilføjede han. "Har du hørt om Hadrian? Han sælger alle mulige våben, selvom han er noget eksentrisk. Men hvis du er mere til nogle mere klassiske våben kan jeg bedre hjælpe dig."

//Vandret? O___O HOW? Men det er bare i orden - du glemmer bare, at det stod i svaret xD//

"Det er måske en bedre måde at formulere det på." Hun så ned, knyttede igen sin hånd om det lille hæfte i lommen. Bare fordi den var glat og fin, havde en overflade, der var var metalkold i pletter.
"Det er da ikke gammeldags, det er nærmere et stilspørgsmål." hun fandt sin pung frem fra en usynlig inderlomme. "Hadrian?" gentog hun, for at være sikker på at få navnet rigtigt. Excentriske våben? Det lød sådan set ganske interessant. Som noget, hun godt kunne tilslutte sig. "Og hvad vil klassisk sige, når det kommer fra din mund? Jeg vil helst tjekke markedet af - Bare så jeg kender mine muligheder." Hun ventede et øjeblik ved en lyskurv, før hun krydsede gaden. "Denne Hadrian, hvor finder man ham?" Hun skubbede døren til restauranten op.

//Der stod ikke noget om at det stak op, det har været skjult under frakken, du kunne kun se det da jeg brugte det. Det er et kort sværd det kan sagten være der, måske ligger det ikke 100 % vandret, men det er i hvert fald ikke synligt.//

"Han bor i en kæmpestor villa uden for byen ved de store klipper nær skoven, han mener selv der er diskret men det er ikke til at tage fejl af, specielt ikke med alt den sikkerhed han ligger for dagen." Thomas fandt en lille sølvskindene kniv frem fra en lomme, og begyndte at rotere den behændigt mellem fingrende. Kniven buede i en underlig bølge form så den i hele dens længde dannede en fuld bølgelængde. "Jeg taler om sådan nogle her, noglegange bruger jeg også en kort bue, men aldrig skydevåben."

Aenor studerede kniven, der dansede mellem hans fingre. Det lignede godt håndarbejde, men - "Den er mig noget bette." Et glubsk smil gled over hendes ansigt, og i en brøkdel af et sekund så hun helt dyrisk ud, så glattedes hendes træk. "Hvis jeg nu gerne vil have sådan et der.." hun gjorde en mærkelig bevægelse med den ene hånd, som om hun førte noget usynligt frem over den ene skulder, idet hun hentydede til det sværd, hun havde fået et glimt af det øjelik, hun så ham. "En bue ville heller ikke være dårligt. Hvad med en armbrøst, ved du noget om, hvor man skaffer sådan een?" hun talte mens hendes øjne søgte hen over et menukort. "Den villa, i øvrigt.. Har han selv opført den, ham Hadrian?" hun sænkede stemmen. Visse navne var det måske bedst ikke at skråle ud.

"Sværdet jeg har er højmagisk, dyrt og enestående. Sådan noget køber man ikke, sådan noget skaffer man på anden vis." Han hentydede til at man stjal det, men han sagde det ikke ligeud. "Kniven her er ikke så stor, fordi jeg ikke er så stor, men jeg kunne dræbe manden derover..." Han pegede på en mand der sad 20-25 meter væk, på en burgerbar og spiste. "... herfra, uden at gøre alt for stort besvær. Buen er god til folk der er lidt længere væk. Hvis man vil have nogle gode buer, skal man have dem lavet, specielt, men man kan også købe dem i almindelige våbenbutikker. Det samme gælder armbrøster men det er mest jægerene der bruger dem." Han hentydede til vampyrjægerene men sagde det ikke fordi der var temmelig mange mennesker omkring dem. Normal kunne han snakke nogenlunde højt om magi, selv i store forsamlinger af almindelige mennesker, fordi han lignede et barn, og børn kunne jo snakke om hvad som helts, de fleste ville bare tro det var noget der havde med en leg at gøre, men han var alligevel forsigtig.

"Okay, det er det, man bruger en kastekniv til." sagde Aenor sarkastisk og bestilte et eller andet take away. På en eller anden måde havde hun en fornemmelse af, at man ikke skulle kombinere Thomas med alt for mange mennesker. Det ville bare - være mærkeligt. At hun sad og åd, mens han intet indtog. Sympatisk sult var også et faremoment. "Specielt, forklar hvor man får en speciallavet bue," igen krusede et glubsk smil hendes ansigt. Som om det var hendes standardudtryk når talen faldt på våben. "Og hvad hvis jeg går efter noget endnu mere ekstravagant end sådan en sag, du har der. Hvad hvis jeg var typen, der ville have en - lad os sige.. Hellebard under puden? Hvem går jeg så til?" Hun tog imod maden og betalte. "Thomas, foregår der nogen våbenhandel over internettet?"

Thomas satte sig på en af take-away boden bænke, han tænkte ikke over at hun spiste og han ikke gjorde. Han tænkte ikke over hvad folk på gade tænkte, kun når det gjaldt ikke at afsløre sig selv. Han kunne ikke forstille sig at nogen ville driste sig til at spørge. "Hvis du vil ha' en hellebard under hovedpuden, ville jeg gå til pudefirmaet, og få syet en pude der er stor nok til at skjule en. Men jeg kan godt forstå hvad du mener. Magiske våben er ikke noget der bliver masseproduceret, selvom der findes serieproduktioner af dem, jeg kunne godt vise sig nogen der handler specifikt med våben, og jeg har også et par stykker på lager selv, men jeg gør mig i de mere unikke artifakter snare end i serieproduktion. Hvis du vil ha en almindelig bue, er der firmaer på nettet der laver dem, hvis du vil ha en magisk bue, er det nemmest at få fortryllet en af de almindelige."

Aenor lo. En større pude, det var nok det eneste rigtige svar. "jeg gør mig ikke i fortryllelser..." Svarede Aenor afslappet og åbnede boksen. Hun snuppede en lille pakke ris og en friturestegt kyllingeklump. "Men jeg vil gerne kende disse forhandlere. Tit er det ganske nyttigt at kunne vælge og vrage... Kender du nogen, der fortryller ting, så?" hun sukkede veltilpas og tog lidt flere ris, "sovsen er virkelig god!" men det betød nok ikke så meget for ham at vide det.

"Det er sur-sød sovs ikke." Sagde han og sniffede det ind, det lugtede godt men sagde ham ikke noget. "Dem jeg kender er alle sortelvere, men prøv at spørge nogen af dem der sælger de serieproducerede våben, det er dem der forhandler med dem. Jeg kender kun en enkelt elver, der gør det, men hun laver vist kun rustning, det er hende der har lavet min frakke."

"Det er det nemlig.." Aenor så op fra sin mad. Han var gammel. Hvornår mon han sidst havde haft lejlighed til at smage noget som helst -men hvis han kunne lugte det. "Race betyder ingenting. Jeg handler med alle, der vil handle med mig." er kort ironisk smil gled over Aenors ansigt, som om hun kom i tanke om noget. Så trak hun på skuldrene. "Hvordan er sortelverne? De er vel - meget som alle andre, ikke? Du ved, man siger at..." og hun havde afsløret sit ringe kendskab til elverne. Pyt, tænkte hun og spiste lidt flere ris. Han lunne være ligeglad, og hun kunne være ligeglad. Hun vidste næsten intet om krigen, og måske var det også bedst sådan - til trods for hendes inderlige ønske om at være elver, så var det ofte mest praktisk at holde egne intesser fri af andres.

Thomas så på hende. "Det gør stor forskæld hvem man handler med, elverne handler ikke så gerne uden for deres race fordi de gerne vil holde deres magi for dem selv, men de laver de bedste forsvars besværgelser, men det skyldes mest at de er nogle værre kujoner. Sortelverne benytter sig af feje tricks, som gift og de benytter sig af et stort udvalg af eksotiske våben. Sortelverne selv er arrogante, selvoptaget og forbløffende uintelligente." Sagde Thomas. "Hvis du vil have noget med meget slagkraft, skal du henvende dig hos de menneskelige toldmænd, de er glade for store brag og for hensynsløs vold. Havfolket ved jeg ikke meget om, men det jeg kender til er mystisk magi, som for det meste kun virker under vand alligevel." Han talte bare løs og lod hende lytte.

Aenor holdt op med at spisefor at lytte. Hun havde ikke forestillet sig, at Thomas ville have fordomme på den måde, og heller ikke at han ville tale så... Affekteret, på en eller anden måde. Hvad skulle hun sige?hun havde ikke lyst til at fornærme ham, selv om hun fandt hans udsagn om menneskelige troldmænd lidt malplaceret, eftersom det stemte meget dårligt overens med hendes egne erfaringer - som dog ikke var mange, og i øvrigt var gjort i lande langt væk.

"Hvor ved du meget," sagde hun til sidst, og var vitterligt imponeret over hans talestrøm, " men hvad så med vampyrer?" fortsatte hun. "Dæmoner?" men hun gav ham ingen tid til at svare. "i virkeligheden tror jeg, jeg er ude efter et skydevåben af en slags, ordentlig slagkraft, men uden at selve våbnet bliver pompøst eller uhandy." hun holdt en lille kunstpause idet hun kom i tanke om maden, der stod ved siden af hende og ikke længere dampede overhovedet. "og så en eller anden form for slagvåben. Noget, der er let men brugbart. Nok noget skarpt." fra sin lomme drog hun et fladt, slankt håndtag. Måske ti centimeter lang, lavet af et let, hvidt materiale, der lod sig genkende som en slags ben eller måske melamin. Metal ned langs siderne, og tre matte metalknapper på begge sider. En foldekniv af den slags, der kan skyde et blad frem mednoget nær raketfart. Hun fingererede let med skæftet, som om hun tænkte sig godt om. Så lod hun den mørke klinge skyde frem. Den var så lang som sit hæfte og ikke særligt knivformet, når alt kom til kort. Mere som en køkkenkniv end som et våben. "Det her er efterhånden ikke nok med sådan een," sagde hun pg rakteden ved skæret frem mod Thomas.

Den var evigt skarp, det havde en nonne gjort for hende, og så, som en mere spændende finesse, kunne kun Aenor åbneden - i hvert fald så længe, hun levede. Derefter ville knivens retmæssige ejer nok blive Xander, men hun var ikke helt sikker.

"Nej den vil du ikke kunne forsvare dig med, i hverfald ikke mod en vampyr." Sagde han. "Vi er nattevæsner, vi er menneskenes jægere akkurat som løver er gazellens jægere." Sagde ham. "Engle og dæmoner er en flok bevingede mennesker, ikke andet." Sagde han ligegyldigt. "Jeg har som sagt aldrig brudt mig om krudtvåben, jeg har sjældent været nødt til at bruge et og det er selvom jeg har deltaget i 2 krige. Hvis du har brug for et sværd... eller er det en økse du er ude efter... så få et smedet. Gamle magiske sværd er dyre... Meget dyre... det er bedst at få et fortryllet specielt til dig."

Hun smilede kort over hans bemærkning om at forsvare sig. Aenor havde ikke tænkt sig at bruge dolken mod en vampyr. Det var hun trods alt for kvik til. Vampyrer havde hun ingen interesse i at skade - men det var bedre at være på den sikre side, hvilket indebar, at være i stand til at slå næsten hvad som helst til jorden.

Menneskenes jægere. Det var alt sammen meget godt, selv om Aenor ikke rigtigt kunne se Thomas som løve. En sort jaguar, måske, hvis han absolut ville bevæge sig indenfor de store kattedyr. Hun nikkede alligevel og hævede øjenbrynene, da han ganske upåvirket fortsatte og med ligegyldigheden drivende ned ad lygtepæle og vægge konkluderede, at kun vinger adskilte engle og dæmoner fra menneskene. Et faktum, som Aenor var helt og aldeles bekendt med.

Dyre? Hun hævede et øjenbryn. Det var ikke, fordi hun ikke havde lyst til at få et fortryllet våben. Problemet var snarere at finde nogen, der kunne gøre det for hende. Den slags bekendte havde hun. De kunne gøre alt i hele verden, tænkte hun tit, men de var ikke i nærheden, og hun skulle bruge et indenfor en forholdsvis lille tidsramme.

"Penge er ikke et problem," sagde hun lidt afvisende og lagde hovedet på skrå. Så mildnedes hendes toneleje: "Og kan du ikke fortælle mig lidt om de våben, vampyrerne laver. Laver I overhovedet våben?"

Hun fik en idé og hendes øjenbryn foldede sig let sammen. Hun måtte spørge nogen - men ikke Thomas, nej, alt for dumt at invitere til kamp - men hvis man nu..
Patroner af bly og messing. Patronhylster af messing, kerne af bly, men hvis man nu, hvis man nu erstattede messing med et træhylster -
Men hun havde ikke lyst til at være vampyrdræber. Hun havde bare brug for et våben.

"Hvis penge ikke er et problem, så kan jeg finde dig noget, men det kommer til at tage lidt tid." Thomas mente at han kunne skaffe et sværd til Aenor uden at det ville blive et problem. "Der findes da vampyrer der laver våben, men ikke nogen der kan fortrylle dem. Der findes vampyrer der kender de gamle metoder, fra gamle smede, men vi har ingen sjæl så vi kan ikke lære magi, og vi kan ikke fortrylle ting.

"Så længe, jeg ikke dør i mellemtiden," sagde Aenor lidt svævende, da han havde fortalt om vampyrerne, der kendte de gamle metoder. På en eller anden måde ville hun ønske, flere vampyrer stod frem med deres viden. Bare gjorde et eller andet med den i stedet for at gemme den for evigt. Tænk hvad man kunne finde ud af om alting, simpelthen alting. "men Thomas, hvor lang tid er lidt tid?" fortsatte hun spørgende. "Og ved du noget om denne her Maya Jackson?"

Hun spiste et par mundfulde mere, skrabede lidt sovs op ad siderne, og kom i tanke om endnu et spørgsmål, der pressede sig på. Hun havde mange af den slags, og at han var sød at svare på dem gav hende følelsen af, at hun fik utroligt meget ud af deres samtale. Imidlertid var det ikke andet end en følelse. Han fik vel omtrent samme udbytte, for hun holdt sig jo heller ikke tilbage med at tale. Hun gjorde det bare ikke på opfordring.

"Optræder man egentlig på billeder, når man er vampyr? Og i spejle og sådan?"
Hun besluttede sig for, at hun ikke kunne spise mere, eftersom den lille papboks var tom, og rejste sig mens hun foldede den let sammen. Det var blevet tusmørke.

"Jeg gør, men jeg ved ikke om det gælder alle." Sagde Thomas der hvilede sin hage i sinde hænder. "Jeg har hørt om hende Maya, men jeg har ikke mødt hende, hun sælger våben gør hun ikke?" Det var ikke helt sandt, han havde kort mødt Maya, men han havde ikke vist at det var hende fordi de ikke havde udvekslet navne. Desuden havde Thomas ved den lejlighed stukket et sværd gennem hendes ene skulder. "Jeg ved ikke hvor lang tid, det kommer and på hvor kredsen du er, for det skulle jo også gerne være det rigtige våben. Men om et par uger, kan jeg få fat i en eller to klinger."

"Jeg tror hun sælger våben, men jeg er ikke helt sikker, og det lyder fint med et par uger." Aenor smilede svagt og knækkede fingre. "Hvor meget regner du med, jeg skal give? Det er meget fint at vide, hvornår jeg skal begynde at leve af havregrød, ikke?" hendes smil blev en anelse bredere. "I øvrigt er det umiddelbart kun nødvendigt med en enkelt klinge," hun sænkede stemmen "Jeg har aldrig været god til at bruge to, og jeg regner ikke med, at jeg ødelægger en sådan lige med det første." Hun sad et øjeblik i stilhed, så spurgte hun igen ind til ham.
"Men Thomas, hvad gør du så, hvis der er nogen, der angriber på afstand?"

Thomas så bare smilene på hende. "Så undviger jeg skuddet." Sagde han "Eller også tager frakken af for skuddet, den er skudsikker." Han rettede sig lidt på bænken. "Et magisk sværd kan let komme op på $100.000,00 men det kommer også and på hvor besværligt det har været at skaffe den, hvor kraftigt det er og hvem der har lavet dem. Der findes også andre magiske våben, tryllestave der har en hvis mængde kraft foreksempel.

"Det behøver ikke være særligt magisk," sagde Aenor med endnu et skævt smil, "Det skal bare helst blive ved med at være skarpt, og hvis det renser sig selv, så er det perfekt." Det var ikke fordi hun ikke kunne betale den nævnte pris, måske var det bare måden, han sagde det på, der gjorde hende lidt overrasket. Måske var det også fordi et magisk svær pludselig lød meget seriøst.
"Det skal helst være et sværd, i øvrigt. Hvad skal jeg med en tryllestav?" samme skæve smil, iblandet en smule selvironi. "Hvad du så før var faktisk lige akkurat nok til at tænde et meget lille bål, men jeg har slet ikke magi nok til at håndtere noget, der er alt for handlekraftigt af sig selv. Men altså, kan du skaffe mig et sværd, der altid er skarpt, så er det ideelt.. Jeg ved godt," skyndte hun sig at tilføje, "at mange foretrækker sværd, der laver magiske sår og sådan noget gøgl, men jeg er ikke en slagter" Hun trak på skuldrene. "Og hvis jeg endelig bliver slagter." denne gang kom der noget iskoldt ind i hendes ansigt, noget glubsk, "så skal jeg nok klare det med et almindeligt sværd."

Thomas sukkede opgivende, som om han var en smugle skuffet over Aenor. "Du vil vare ha' et sværd der vedligeholder sig selv?" Sagde han i en tone der antydede at han ikke mente det var særligt oplagt. "Det kan jeg godt finde, det er bare lidt trivielt at bruge magi til den slags. Det ville koste en tiende del af prisen hvis du købte et almindeligt sværd, som du så rensede, og sleb efter hver brug. Men kunden har altid ret, jeg finder et til dig, jeg har sikkert et på et lager et sted, det ved jeg når jeg får tjekket databasen."

Hun gav et lille host af latter. "Jeg er ikke god til rengøring," sagde hun forklarende og fandt det lige morsomt og skamfuldt at han fik det der skuffede udtryk i ansigtet. "Og faktisk skal der ikke mere end et enkelt hug til, før en klinge bliver sløv af blod, at du ved det.. Men hvad kan du ellers foreslå?" Hun gav ham et udfordrende blik ud af øjenkrogen.

"Der findes nogen, lidt mere eksotiske udvalg af våben, som du slet ikke havde troet muligt. Sværd der ikke slår ihjel uanset hvor hårdt du slår, hvis du vælger det. Sværd der healer dine egne sår, når du rammer. Sværd der går durk gennem rustninger. Sværd der bliver blødt som gummi og binder sig rundt om fjenden, men hvis du vil ha' et almindeligt kedeligt sværd, der ikke bliver beskidt og ikke bliver sløvt, så er det, det jeg finder til dig."

"Jo tak," Aenor lagde hovedet på skrå. "det andet lyder faktisk for absurd for mig." hun så spørgende på ham. "Tror du et eksotisk sværd ville klæde mig, Thomas? Hvad kan dit eget? Eller okay, det lyder måske helt usandsynligt, men nu er du jo eksperten, ikke. Kan man få et sværd, der kan foreksempel analysere blod og finde frem til... Ej, det ved jeg ikke, det ville kræve en enormt stor database med al viden om alle væseners blod, det ville alligevel være mærkeligt, hvis der fandtes sådan en."