words can't hurts - Dearthaír

Nellie smilede " se der vi ens ingen af os søger kærligheden fordi den forlængst er væk." hun vende sig mod ham igen eller der hvor hun mente han var. hun grinede sit silkebløde grin og begynde at nynne en sang hun havde spillet for et par år tilbage på sin tværfløjte. " så om jeg tager på klosterskole har ingen betydning for min omkreds udover dig. dig kommer jeg jo så nok ikke til at se igen. men vil bede for dig hver nat i hele mit korte menneskeliv" grinede hun, og begyndte at lede efter sofaen " hvor i alverden .. sig mig er møblerne også magiske?? mente ikke jeg gik så langt væk fra den " sagde hun forvirret og grinede lidt " se det her er en af de trælse ting ved mit liv ... arh her! eller vent .." hun trådte lidt tilbage da hun mærkede at det ikke var sofaen men hans ben " okay.. det var da tæt på " hun fulgte kort hans ben for at finde sofaens kant og famlede sig frem til et så hun kunne side ned uden at sætte sig på ham.

Deartháir grinte kort af hende med en varm latter, "her" han tog hendes hånd og førte den derhen hvor hun havde siddet før, "lad mig hjælpe dig" han slap stadig ikke hans blik fra hende, hendes bevægelser var elegante og yndefulde, og hendes stemme var blød, hun var ren som morgendug i græsset i de tidelige morgenstunder, "hvad med at tage på en pilgrimsrejse først?" spurgte han lettere forlegent, "det har de fleste gjort inden de kommer ind i kloster livet, for at rense sjælen og få klaret hovedet" han håbede på at kunne få hende til... om end ikke at skifte mening så i alt fald udskyde det, i den tid hun havde været hos ham... havde det været minutter eller timer? han vidste det ikke, men han følte at han kunne slappe af i hendes nærvær, han bekymrede sig ikke om verdenen udenfor, den kunne rende ham et vist sted lige nu

Hun blev varm og hjertet bankede hurtigt ved hans berøring og hjælpsomlighed " åh tak " hun smilede sødt. Han havde en vidunderlig latter en latter som ingen andre havde. hans var ægte på den måde at han ikke fakede hans grin og det gjord den dejlig og personlig. " en pilgrimsrejse? argh har aldrig været udenfor denne bys grænser rejser gør mig utryg selvom jeg jo så rejser til en anden på men det er jo et kloster så det hele er indhegnet osv. " hun flettede sine fingre og lag hovedet på skrå " men der først et år eller to til. skal lige have tjent nogle penge og gjordt de vigtigste ting før afrejse hvis det overhovedet bliver muligt. så vi har da et par år til at sige farvel i" hun rettede ryggen igen og kom lige pluselig i tanke om klokken " åh gud hvad er enlig klokken skal have lavet mad og lektier! og har slet ikke været på arbejde ! " en panik greb hende og kvalte hende næsten ved tanken om hendes mor ville blive sur og bekymret. "mor slår mig ihjel hvis jeg ikke kommer hjem til tiden hun rejste sig hurtigt op og skulle lige til at gå men kom i tanke om hun slet ikke viste hvor hun var henne og hvordan hun kom hjem igen. "øh kan du ..?"

"tjene penge?" spurgte Deartháir og lagde hovedet lidt på skrå, "hvordan kan du tjene penge til sådan noget? en kloster skole koster jo meget, og altså det er som rigtig rigtig meget" han kunne slet ikk komme i tanke om hvordan en blind person skulle kunnet tjene så meget, og så heller ikke på et år, "jeg kan sagtens hjælpe dig" sagde han og rejste sig op, "jeg ser næsten ud som en på din alder, jeg kan hjælpe til med madlavningen og lektier" han smilte til hende og rakte en hånd ud imod hende, "og selv om jeg ikke påskynder din idé om et nonne liv, så hvis det er det du vil, vil jeg gerne hjælpe dig med det" han havde ikke selv nogle slægtninge, eller efterkommere, og hans evige arbejde blev ved med at bære frugt, men han levede livet let, og fik derfor ikke brugt så meget af hvad han tjente, langt det meste af det lå i en kuffert inde i pulterrummet, resten blev doneret til organisationer der havde behov for det

" jeg .. jeg finder ud af det for jeg kan mirakler ! tror jeg." sagde hun letter stresset "men du skal da være velkommen til at komme med hjem? men bare så du ved det min mor har med stor sandsynlighed drukket, og så længe du ikke krammer eller rør mig på nogen som helst måder så bliver der ikke det store drama..." hun viste det lød mærkeligt men han var den første person der besøgte hende og han var en fyr! så det kunne godt virke forkert i nogen's øjne " jeg bor nede omkring skolen. så hvis vi smutter der ned kan jeg vise an der fra " hun smilede godt til ham og trippede lidt rundt af stress og tænkte på hvilket forfærdelig ting der ventede dem når de kom ind af døren.

"du kan være helt rolig" sagde Deartháir, "lad mig bare lige få en skjorte på, så skal jeg være der" sagde han inden han løb hen til pulterrummet og trak en skjorte ud som han hurtigt fik på, og knappet inden han atter stod foran hende, "til din skole siger du? skal vi tage den 'Menneskeligt' eller med vinger?" spurgte han med et grin inden han atter rakte en hånd ud for at hjælpe hende op og ud til døren, "og bare rolig, jeg skal nok 'anstrenge' mig for ikke at ligge en hånd på dig, og hvis din mor ellers begynder på noget tænder jeg bare ild til mig selv, som Gabriels* sværd... skal vi handle ind på vejen? eller havde du allerede fået vare hjem til din madlavning?" spurgte han og lød meget spændt over hvis hun havde haft nogle planer om hvad hun skulle have lavet

*Gabriel, ærkeenglen der vogter porten til edens have

Nellie smilede over hans lille ting med skjorten det gjord det hele bare en takt nemmere når hun skulle præsentere ham for sin mor. " ild?? undskyld hvad?? ingen ild i mit hus unge mand det ender bare med vi alle tisser i sengen så .. " hun tænkte meget det han sagde og begyndte så småt at for stå hvorfor drengende fra skolen gav op og flygtede " den menneskelige helst tanken om flyvning gør mig rædslagen " grinede hun " og har købt ind, tror den står på noget simpelt som sushi og noget wokret-halløjsa" hun rystede let på hovedet hun viste hendes mor hadet fisk men måske var hun faldet i søvn for som hun plejede? så spiste hun ikke før næste dag. hun rakte ud efter ham " du må heller fører an min herre."

"ingen min herre her tak" sagde Deartháir med et lille grin og hjalp hende op, og hen imod døren, hvor han snuppede en skulder taske inden de gik ud, "jeg har prøvet rigeligt af det med både at skulle tage imod ordne, og give dem, det er ikke et liv der huer mig" han gik roligt op af trappen i et tempo som hun kunne følge med på, "du er nu en sjov en, simpel sushi, i de år jeg har arbejdet i køkken har jeg aldrig hørt om det skulle være simpelt, men vi kan da give det en chance" roligt gik han hen imod parken, tværs igennem skulle de, det ville være den hurtigste vej til skolen, han fiskede hurtigt den arm han ikke havde fat i Nellie ned i tasken for at være sikker på han havde med hvad kan skulle bruge

Hun grinede " nånå men lidt humor må man vel have " sagde hun smilede " sushi er da noget af det nemmeste det handler bare om fingerteknik" hun var næsten helt stolt over at der måske var noget hun var bedre til " vi kan også sige du laver wokretten og jeg tager mig af sushien" hun fulgte hans kropsrytme på den måde lærte hun hurtigt hvordan hun skulle gå uden at falde eller andet. "men de laver simpelthen mad? hvorhenne ?? "

"jeg mener ikke det er svært at rulle de sataner, men det er alle de komponenter der skal til, fisken, risen, alt det" sagde han og sænkede farten en smugle, han gik jo ikke alene, denne gang, "jeg har lavet alt fra lynstegning til simreretter hele verden over, det er noget af det jeg gjorde meget ud af på mine pilgrimsrejser dengang jeg drog på dem, imens jeg fortalte om Gud og hans vilje, kunne folk komme og få et gratis måltid, jeg opsnusede nogle af de bedste mad mødre i Italien, og mestrene i Kina, ja hele verden har jeg været rundt og lavet mad i," han smilede, "du skulle have set.... følt verden, det giver et sus, stemningen, duftene, smagene"

hun grinede lidt over hans rettelse " hun behøver altså ikke at ændre på din tale måde jeg ser jo på en måde også bare inden i hovedet " grinede hun " det lyder som en vidunderlig ting, så har du jo masser erfaringer. " hun kunne ikke stoppe med at smile det virkede så dejligt i hans nærvær at det var svært at undgå at komme til at holde af ham hun gik lidt tætter ind mod ham. hans varme gjord det nemmere for hende at holde den triste kulde udenfor så hun ikke gik hen og blev syg. " så må da enlig også være god til at slås og snakke en masse forskellige sprog? "

"jo tak jeg snakker massere sprog, men der er stadig nogle jeg ikke har lært ordenligt, jeg kan ikke knække tungen som visse folkefærd" sagde han med et lille grin, "og ja, jeg er en mesterlig kæmper, det bliver man næsten også nødt til at være med alle de krige jeg har været med i gennem årene, så ville det have været trist ikke at kunne det, især når jeg mange gange blev sendt bag fjendens linjer uden backup, så lære man hurtigt de fleste færdigheder" da de kom ind i parken så kan en lille gruppe af mænd stå der ovre hvor han havde skræmt de unge drenge før på dagen, det var ikke et godt tegn, "vi må hellere skynde os igennem her" sagde han og begyndte at gå mere raskt til, imens han greb fat om en ting nede i skulder tasken, parat til hvis mændene skulle anråbe dem

selvom hun viste at han var gamle kom det stadig bag på hende så meget han havde oplevet. " du må seriøst få skrevet en bog det ville virkelig gør en stor del for verden at kende alt det fakta du sikker har i baglommen et sted" sagde hun med begejstring i stemme men alt det forsvandt da han lige pluslig gik op i fart og ikke virkede roligt " undskyld hvad .. hvad laver du ??" spurgte hun uroligt hun kunne intet hører eller mærke. " skal jeg være bekymret ?"

"du behøver ikke være bekymret nej" sagde Deartháir og så sig over skulderen, mændene stod stadig henne ved træet, og snakkede... eller prøvede at finde spor, "vi skal bare videre herfra," han ville prøve at skifte emne for ikke at skræmme hende, eller andet, uanset hvad der skete ville hun være uden for fare, "jeg har mange gange tænkt over at skrive en bog, men Mennesker har det med ikke at kunne tåle at vide de ikke er de eneste Væsner på planeten... hvis du husker Vald Dracul... Mennesket blev ikke særlig tilfreds da de fandt ud af han var en Vampyr, med meget særprægede lyster" han vendte atter blikket frem, de var næsten igennem parken, de manglede ikke meget endnu, kun et lille stykke

Hun blev var stadig nervøs men hun måtte stole på ham. " så du mener altså at hvis du skriver en bog vil hele verden komme og banke på din dør for at slå dig ihjel?? " hun begyndte at små grine lidt " man kan også lave en anden profil af dig du kunne måske være en pige der oplever alt det du igennem og på den måde lave en actionbog ?? " hun vende ansigtet op mod kort inden hun så vende det mod vejen de gik på

*kom nu, kun få meter tilbage, så er vi ude af parken og i sikkerhed* tænkte Deartháir, "nej jeg mener at hvis jeg skrev en bog omkring mig ville Menneskeligheden blive bange, de tror atter at de er den eneste race i verdenen, altså lige med undtagelse af dyrene" han rystede kort på hovedet, "nej jeg tror bare at jeg fortsætter min livsstil og den hverdag som jeg har fået indrettet mig efter, jeg stræber ikke efter at tjene mere," han drejede en sidste gang hovedet, kort inden de skulle til at forlade parken, og opdagede at et par af mændene kiggede i den retning hvor han og Nellie var, vi... "Vi må hellere komme afsted," endnu en gang øgede han farten en smugle, sådan at de nåede at komme ud af parken inden han blev genkendt, "ta da... Her er skolen så" sagde han og stoppede foran den store bygning, så er det dig som ved hvor vi skal hen herfra"

// undskyld det sene svar, men har arbejdet hele dagen :/

Nellie kunne mærke den anspændt stemning men gjord alt for at fjerne den følelse af utryghed der spredte sig i hendes brystekasse. hun holde bedre fast inden nogensinde da han hævet farten. det var tæt på hun ikke selv kunne følge med og der for måtte hun holde tungen lige i munden for ikke at falde. da det stoppede op begyndte minderne fra skolen at dukke op og give hende kvalme " ja det ihvertfald her " sagde hun og skar en grimasse af ubehag. hun samlede kort tankerne, og indenfor kort tid dannede hun en rute i hovedet som hun plejede og begyndte at trække ham med " det også op til dig selv, men pointen ved det hele var bare at du har haft en spændende liv" hun sendt ham et sødt smil og hævede fart så de kunne komme hurtigere hjem til hende. og indenfor få minutter stod de udenfor at et hus/lejlighed der var i midten af to andre huse/ lejligheder og sådan forsatte det. det var forskelligt om det var hus eller lejlighed i hendes tilfælde var det en stor 3 værelses lejlighed med det hele og underboernede var lige flyttet ud så der stod til et til salg skilt i de nederste vinduer. " hun åbnede lågen som en menneske med syn ville have gjort det faktisk var alle hendes bevægelser ved og inde huset så normale at de fleste glemte at hun var blind. " det så mit hjem" sagde lettet og tog ved dørhåndtaget. og åbnede ind til gangen. hvor en hvid trappe fylde halvdelen af gangen op til 1. sal. hun hoppede let op elegant op af trappen. " detr er lidt gammelt men det bedre ind gaden " hun gnid sine finger kort i håbet om hendes mor nu ikke havde låst døren i fuldskab eller der for den sags skyld var en ny kæreste der skulle have et put under dynen. "pleas mor." hviskede hun stille og trykkede håndtaget og døren sagde et lille klik som tegn på den var åben " pyha .. kom indenfor men vær stille hun sover sikkert." hun trådte roligt ind i gangen " jeg går lige ind på værelset og skifter hvis det okay. køkkenet er for enden af gangen ved siden af stuen." sagde hun stille og gik ind på sit værelse.

//helt i orden jeg går selv i skole til tværfløjte og er igang med at opstille en musical i herning så svare også selv lidt sent.

"Ja et spændene liv fyldt med usikkerhed, fortvivlelse, sorg og død" sagde han kort og gav hendes hånd et lille klem for at vise det ikke var ment i vrede over hende, han kiggede lidt på hus/lejligheden, og måtte give hende ret, et fast sted at bo, indlagt varme og vand, det var bedre end livet på gaden, kun med få små usle tilholdssteder som han selv havde, men mere ville han jo så heller ikke, han nåede ikke at svare hende da hun sagde hun gik ind på værelset, hans blik fulgte hende dog derind, han stilte sig ved siden af døren ind til hendes værelse, han ville ikke bare begynde at rode køkkenet til, eller sætte sig ind i stuen hvis hendes mor pludselig kom, uvidst om hans tilstedeværelse, roligt lænede han blot hovedet op af dørkarmen, "det er ellers et fint sted i har jer her"

" sådan kan man vel også se på sit liv." sagde hun med et smil, inde fra værelset. hun kunne godt mærke hans blik, men valgte at ignorer det. han var nok lidt genert for at gå rundt i huset, uden rigtigt at have været her før. " hvor du sød, det fint nok hvis man er to, min mor drømmer om et større men jeg vil helst blive" sagde hun, og gik mod sit skab, og åbnede det. alt låg flot sammen foldede, ikke en eneste var krøllet. alt var strøjet, og låg simpelthen perfekt. "ja du må undskyld jeg roder lidt det ikke hver gang jeg får gæster." sagde hun sødt, og lagde sit ynglings nattøj på sengen. inden hun gik hen, og samlede et bladet op fra gulvet, som var det eneste der rodet på hendes værelse. " sådan fint og rent igen" hun gik hen til sengen, og stilte sig med ryggen til deartháir, og tog tøjet af. hun påførte sig hurtigt nattøjet,  der sad som skrædder syet ind til hendes krop. hun elskede følelsen af silken på sin bare hud, det gjord det hele mere behageligt at sove i. hun gik hen til sminke bordet, hvor hun satte håret op i hestehalen efter at have gennem redt det. "så .. langt bedre" sagde hun med et smil, og gik over til ham. " det var det der mad vi kom fra." hun tog ham i hånden, og gik ud i køkkenet. hvor hun slap ham, og dansede hen til køleskabet og fandt alle ingredienserne frem, og køkkenredskaberne, og satte det hele frem på bordet.

"hvordan kan det være din mor vil væk herfra?" spurgte Deartháir uforstående, for ham var det at have tag over hovedet, og at kunnet kalde noget 'sit eget' noget af det mest respektable, det var at leve livet godt, "roder?!" han grinede lidt, "så tror jeg du skal være glad for du ikke kunne se hvordan det så ud hjemme hos mig, alt her er så rent og organiseret... hvordan i alverden gør i det?" han så sig lidt omkring imens han fulgte med hende ind i køkkenet, det ene rum var bare mere spektakulært end det andet... måske han selv skulle anskaffe sig sådan et eller andet, ikke en lejlighed dog, fik han noget skulle der være plads til alle

Imens hun begyndte at lave risenede klar, kunne hun ikke lade være med at smile " hun er en luksus kvinde, og hun savner at bo i det store såkaldte palads af et hus min far boede i da de kom sammen. og hun mener det for småt og der i det heletaget alt for mange problemer." sagde hun, og prøvede at lyde positivt. men det skar i hjertet at snakke om sin mor " jeg er lidt af en ordens menneske og husmor. for mig betyder orden og det at der rent rigtig meget for mig. og det gør det hele meget nemmere for mig at finde ting. " sagde hun og smilede " nu skal du se" hun gik hen til de nærmeste skab og åbnede det " alt her har en orden. det opstillet efter morgen eftermiddag og aften tallerkener skålende er delt op efter hvilken ret og begivenhed alt har sin hylde og orden. det samme med glas tøj bestik alt hvad der er i dette hus har jeg ordenet undtaget min mors værelse." hun var stolt over sit system det var meget stort men det var perfekt til hende. hun satte risene i køleskabet og to fat i grønsagerne som hun skar hurtigt og grundigt og i lige og perfekte størrelser. " sid ned, vil du have noget te kaffe eller noget ??? " sprugte hun og tog en ny grønsage og gav samme behandling.

Deartháir nikkede anerkendende over hendes måde at sætte tingende op i orden, og til hvilket måltider de forskellige ting var det, "det er da helt utroligt, det er godt gjort må man sige" sagde han og kiggede i skabet hun havde åbnet, "der er mere orden i bare dette skab end hele mit kælderrum... og jeg har altså hun 3-4 ting stående" dette blev sagt efterfulgt af en lille latter, det var da rent nok utroligt, at en blind havde mere styr på en hel lejlighed end han selv havde på et enkelt rum, "nej ellers tak, jeg har det fint, jeg behøver ikke noget..." han gik hen bag ved hende, og så hvordan hun med præcision skar grøntsagerne ud

Hun smilede flovt "det måske også lidt i overkanten" sagde hun og trak lidt på skulderen men det var den eneste måde hun kunne leve normalt på ligesom alle andre. eller det føltes i hvert fald sådan... hun skar den sidste agurk for hun tog fat i gulerødderne og begyndte at skralde dem med en kniv. " hvorfor også have så meget orden når du ikke er blind min kære Dearthair? det jo ikke logisk eller nødvendigt " grinede hun. Hun kunne mærke hans nærvær og hjertet begyndte at banke meget hurtigt. hun prøvede at styrer sin krop og følelser men da det ikke lykkes vende hun sig i mod ham "kan du skrælle.. eller ja det kan du jo når du laver mad " sagde hun og rakte tingene frem " skræl et par stykker så går jeg i gang med fisken. "

"ja men stadig væk, jeg må nok hellere se at få ordnet det kælderrum også, det er ikke blevet gjort siden de byggede de lejligheder" sagde han og tog imod de gulerødder hun rakte imod ham sammen med skrælle kniven, "selvfølgelig kan jeg det" sagde han og begyndte hurtigt at skrælle dem, det havde ikke taget ham længe før han havde ordnet dem, og atter lagt dem ved siden af hende, "er der mere jeg kan hjælpe dig med? ikke at jeg bare står i vejen for dig her?" spurgte han imens han stilte sig bag ved hende

Hun smilede kort af ham. Det var altid dejligt at kunne give inspiration til andre dog ville hun nogle gange ønske at det ikke var noget som var så livs nødvendigt for hende. Folk havde tit spurgt hende om hun havde rengøringsvanvid. Men det var det eneste der kunne give hende et normalt liv. Det var svært for hende at slappe af hvis hun viste der var rod fordi hun ville aldrig kunne holde styr på det. Hun tog gulerødderne og begyndte at skærer dem. " du kan begynde på den varme ret " sagde hun med et letter gisp han fik virkelig drejet hovedet rundt på hende på ingen tid. Og hvis han nu var smule på afstand kunne hun slappe mere af.