Hot and Cold - Deartháir

Tid: 15:34
Sted: Parken
Vejr: Skiftene koldt og lunt
Omgivelser: Folk gå rundt og nyder vejret og børn der leger

Solen skjulte sig bag de fine hvide plyssede skyer, der langsomt svævede henover den friske lyseblå himle. Vinden var endnu kold og var et bevis på at vinteren endnu ikke havde sluppet sit tag, men hver gang solen slap fri af skyerne og kastede sine varme forårs stråler mod jorden, varmede det og gav en lyst til at smide jakken, men uden jakken blev det for koldt til at det var behageligt.
Heather var på vej gennem parken, hun havde fået fri fra arbejde og havde ikke haft lyst til at tage hjem til lejligheden, som stod tom – uden nogen der ventede på hende. Det havde været en stille dag på arbejde, næsten kedsommeligt. Heather lod sine hænder forsvinde ned i lommerne på den sorte jakke, som var mere en sommerjakke end en vinterjakke, hvilket ikke havde været praktisk da det havde været koldest, men passede nogenlunde til vejret denne dag. Selvom det blev lidt varmt når solens stråler ramte det sorte stof. Et par gik forbi hende, hånd i hånd, mens de smilede og grinte til hinanden. Heather lod kun blikket hvile på dem i et par sekunder før hun så frem for sig igen og hvor hun lod blikket falde på en tom bænk under et træ et par meter fra hende.

Påklædning: Et par støvler, sorte bukser, en sort tank top med et bar revner i ryggen, og en åben lang frakke

Det var ikke kulden som gik den store mand på, langt fra... men det var derimod alle de unger som rendte rundt og larmede, Deartháir havde ellers for en gangs skyld glædet sig til en stille tur i parken, et lille afbræk i en ellers så hektisk hverdag, men end ikke det kunne han få lov til at nyde, han så sit snit til at kunne komme på afstand af de larmende børn da han så en tom bænk der stod under et træ et stykke længere nede af stien

Heather blev hurtig opmærksom på at en anden havde udset sig hendes bænk, og han så ud til at være en man ikke sådan gik på tværs af, men alligevel satte hun farten op. Det var altså hendes bænk! Hun havde stået op siden hun stod op den morgen og hun havde ikke tænkt sig at vie fra den bænk om han så havde været det største brød af en mand i verden. Da hun nåede frem gled hun så elegant det var muligt ned på sæddet, hvor der faktisk var plads til to andre eller måske tre fire børn. Hun rettede kort på håret, som ved et ordentlig blæst havde endt som en uglet fuglerede, men det var dog ikke noget som en hånd gennem håret ikke kunne klare. Derefter lod hun blikket søge efter manden, for at se om han ville sætte sig eller ej.

"Kunne der monstro være plads til en ekstra?" spurgte Deartháir fattet og dannet da han var nået hen til bænken, alt imens han råbte edder og forbandelser inde i hovedet, han pegede på siddepladsen ved siden af hende, "hvis De da ikke har noget imod at sidde ved siden af en fremmet?" spurgte han. Han prøvede virkeligt at holde sig i skindet, i dag skulle han bare slappe af, og det måtte denne kvinde ikke ødelægge for ham, han skulle ikke til at hidse sig op bare på grund af en bænk, der var da vel andre steder han kunne slappe af også

Heather betragtede ham med et halv snobbet blik. Hun var egentlig ikke snobbet, men det var en facade som skulle holde folk lidt på afstand, specielt nu hvor hun boede i Downtown havde det taget lidt overhånd. Men det ville nu ikke hjælpe hende med at finde venner, så hun måtte se at kommer af med det igen. "Thjoo... det ser vidst ud til at der er plads" sagde hun derefter, med en falsk snobbet stemme, der skulle matche hendes blik hun havde sendt ham. Men der var jo også åbenlyst plads til flere på bænken og hun kunne heller ikke få sig selv til at afvise ham helt, han havde jo ikke gjort hende noget og hun syntes alligevel at det blev lidt for grov igen.

Deartháir lod let både hendes snobbede stemme og blik prale af på sig, der var slet ingen grund til et Menneske, han satte sig roligt ned uden sådan rigtigt at vide hvad han skulle sige derfra, det havde uden tvivl været lettere hvis da bare han havde fået denne bænk, han tog en pakke cigaretter frem "har De noget imod jeg ryger?" spurgte han og rakte også æsken imod hende

"Næh, ryg du bare løs" svarede hun med en lidt mere venlig stemme, men ikke meget mere, så han skulle høre godt efter for at ligge mærke til det. Høfligt løftede hun hånden med håndfladen vendt mod pakken, for at signalere at hun ikke ville have. "Nej tak" tilføjede hun, hvis han nu ikke forstod gestussen. Hun havde ikke noget imod rygning som sådan og kunne da også selv finde på at ryge en sjælden gang i mellem og når hun gjorde nassede hun på andre, så hun havde aldrig en pakke liggende - men det eneste hun ikke brød sig om, var at det ikke lugtede videre behageligt og de fleste kom til at lugte forfærdeligt ud af munden.
Heather lænede sig helt tilbage på bænken og lod blikket søge op mod den blå himmel, med de hvide plyssede skyer der dovent svævende rundt.

Deartháir placerede roligt en smøg i mundvigen, og lagde pakken tilbage i lommen, og uden at tænke over det kom han til at tænde den ved en lille stikflamme som skød op af hans tommelfinger, men da han så hvad han havde gang i skyndte han sig at slukke fingeren igen, han tog et sug af smøgen og tog den ud af mundvigen, "navnet er Deartháir" sagde han og pustede roligt røgen ud igen

Heather lod langsomt blikket falde fra himlen og til jorden foran hendes fødder. Ud af øjenkrogende opfangede hun en flamme og det tog hende et par sekunder før hun registrerede at noget ikke helt hang sammen, men før hun nåede at dreje sig helt mod ham, var flammen væk igen og havde efterladt en tændt cigaret. Hendes blik blev mistænkeligt og hun rykkede sig et par millimeter fra ham, forsigtigt så han ikke skulle opdage det. Hendes blik hvilkede på ham et par sekunder efter han havde præsenteret sig selv, halvt i tvivl om hvad hun havde fanget et glimt af før. "Heather" præsenterede hun sig selv med en halv tøvende stemme, der havde noget spørgende over sig.

Deartháir lænede sig tilbage imod bænkens ryglæn, han skævede kort til den unge kvinde 'Heather' som hun kaldte sig, han havde godt hørt tøven i hendes stemme, og han var lidt urolig for om hun måske alligevel havde set hans lille trick med fingeren, på trods af han havde sluttet det hurtigt da han opdagede hvad det var han havde gang i, men han prøvede på ikke at komme til at klodse i det nu, et tegn på hun kunne have ret i sin tvivl ville kunne skabe problemer for ham

Langsomt og lidt modstræbende trak hun blikket væk fra ham og drejede sit ansigt frem ad igen, så hendes blik faldt på to drenge der kom cyklende gennem parken. Hun havde en mindre debat med sig selv om hun burde gå igen eller om hun bare skulle blive siddende, for måske havde det blot været indbildning af flammen ikke var kommet fra en lighter.
Vinden havde lagt sig for et kort øjeblik og tillod solen at varme parken og de der befolkede den op. Men kun lige præcis længe nok til at folk begyndte at tage deres jakke af, hvor vinden endnu engang tog fat og tvang folk til at tage jakkerne på igen lige som de havde taget den af.

Deartháir nåede som de fleste andre kun lige at smage på solens stråler inden vinden atter tog over, ikke fordi han manglede varmen, men mere for at finde jo, og stabilisere sin energi.
Han kiggede kort på den sidste del af smøgen der sad imellem hans fingre, han tog det sidste sug af den, inden han skoede den under sin ene sko, og lænede sig derefter lettere fremover med foldede hænder, han kunne ikke lade være med at side og skæve over til Hearther, hvordan kunne det være en kvinde som hende ikke havde bedre at tage sig til på denne tid af dagen end bare at skulle bruge dagen på en bænk? men hvad.... han sad jo selv på samme måde, så måske var det spørgsmål ikke så stort igen

Heather skævede til ham flere gange i smug for at holde lidt øje med ham. Han så jo ud til at være et stort brød og hvis der var et eller andet underligt med ham, så var det nok smartest at smutte, men det ville hun dog heller ikke. Hun ville ikke virke som bange eller andet for ham, men holde alligevel lidt øje med hans bevægelse og i det han lænede sig tilbage lænede hun sig frem, for at være lidt fra ham selvom de jo sad lige ved siden af hinanden. Hun lod blikket være rettet mod jorden foran hendes sko og lod hovedet hvile i hendes hænder, mens hendes albuer var støttet mod hendes lår, lige over knæene. Hun blev ved i smug med at holde øje med ham, selvom hun ikke lige havde fået sat sig i en stilling der ikke tillod meget smugkiggeri og til sidst lod hun blikket vende frem igen, mod parkens besøgende.

Deartháir kunne ikke lade være med at male et skævt smil over læberne, han så udmærket godt hvordan Heather fuldte hans bevægelser, men han var dog også klar over hun havde set hvad han havde foretaget sig før med ilden, et brud på den sikkerhed han ellers selv havde sat op 'lad aldrig et Menneske, og kun i yderste nødstilfælde en anden race se din magi' roligt knækkede han sine fingre og lod sig knejse let med nakken

Heather lyttede til ham mens han knækkede sine fingre og nakke, en af de mest irriterende ting folk kunne lave. Hun var en af de, som fik myrekryb af lyden og havde hun kendt ham noget bedre havde hun givet ham en opsang, så han ikke ville gøre det i nærheden af hende. Men hun regnede ikke i dette øjeblik med at der var grund til det, da hun sådan set ikke regnede med at se ham igen efter hun gik ud af parken. Det eneste hun gjorde for at vise at det havde irriteret hende var at stønne lavt. Hendes blik fulgte et ungt par med to så børn, der var noget utilfredse med et eller andet. De slog sig ned på et tæppe ved træet og delte derved den skygge som bænken stod i. Det ene barn begyndte at hyle op og det yngre barn stemte i med en lysere stemme. Heathers ansigtudtryk blev mere irriteret og hun var millimeter tæt på at rejse sig og gå videre, for at få dagen til at gå på anden måde.

Deartháir rystede på hovedet, den infame larmen som den unge kom med var ikke til at holde ud, kort kiggede han på Heather for at se om hun havde sin opmærksomhed på ham, eller den larmende unge, og da han ikke mente hun kiggede på ham, mumlede han lavt en besværgelse, som manede et spøgelses lignende væsen foran ungen

Heather så mod barnet som satte i et højere skrig og var selv ved at falde ned fra bænken, da hendes blik faldt på noget foran barnet, det tog hende dog et par sekunder før hun bemærkede det. Hun hoppede næsten op på skødet af Deartháir, men hun reagerede hurtig ved at rejse sig op i tavshed og med hurtige skridt bevægede hun sig væk fra bænken, det blev sku for mærkeligt til hende. Hun bemærkede ikke hvorvidt barnet holdt op med at larme eller om andre havde set det samme, hun vidste bare at hun skulle videre og det kunne ikke gå hurtig nok. Uden at se sig over skulderen for at tjekke hvad der egentlig foregik, gik hun hurtigt tilbage af den sti hun havde gået og lod blikket hvile på målet. Parkens udgang.

flere mennesker kom nu hen imod den hylende unge, ja også alle de som ikke kendte hverken ungen eller dens forældre, Deartháir sukkede, "det blev der så ikke mere ro af" mumlede han og rejste sig for at gå væk derfra, lige ind til han så noget ligge der hvor Heather havde siddet, hun måtte have tabt den da hun forlod stedet, skulle han bare lade det ligge? han rystede på hovedet, og med et kort knips forsvandt spøgelset, han tog det som han mente den unge kvinde kunne have tabt og glemt, og gik derpå den vej han havde set hende gå

Heather nåede til udgangen og stak fingrene i jakkens lommer for at få noget varme i dem, men samtidig gik det op for hende at hendes mobil ikke længere lå i lommen. Irriteret brummede hun og vente sig for at gå tilbage, da den højst sandsynlig lå ved bænken. Hendes blik faldt på forsamlingen om barnet og dens familie og næst faldt blikket på Deartháir som var på vej i hendes retning. "Den er ikke det værd" sagde hun lavt til sig selv og fik hurtigt overbevidst hende selv, hvorefter hun snurede rundt på hælene og satte farten op for at komme væk fra parken. Det var alt for mærkeligt for hende og da hun ikke kunne komme op med en forklaring, kunne hun kun løbe fra det og glemme det så hurtigt det var muligt for hende. Hun var hurtigt kommet et stykke fra parken og med et kort kig over skulderen, smuttede hun ind på en lille gade for at skyde genvej til Downtown.

"jeg har ikke tid til det her" sagde Deartháir lettere irriteret til sig selv og søgte ly fra nysgerrige blikke alt imens han tog frakken af, og lod to store sorte vinger brede sig ud af hans ryg, igennem de to revner i tank toppen, hvorpå han skød imod himmelen som skudt ud af en kanon for at søge efter denne Heather

Heather lod blikket glide over den ene skulder og da hun ikke længere kunne se Deartháir satte hun farten lidt ned og bevægede sig i et mere roligt tempo. Hun mumlede lidt for sig selv, og forsøgte at overbevise sig selvom at alt havde været en indbildning og at det nu nok bare havde været vinden og noget sand af en art.
Hun bevægede sig ud på en bredere gade, der var mere befolket, da der lå flere små populære butikker. Men hun tog sig ikke tid til at kigge på udstillingsvinduerne. Hendes planer om at opholde sig udenfor, havde ændret sig og hun havde sat kursen mod hendes lille ensomme lejlighed i Downtown. Hun drejede hurtigt af gaden igen og endnu engang ind på en smal gydelignende gade, der faldt lidt i mørke og stort set var tom. To hjemløse havde slået sig ned ved nogle gamle tomme kasser stablet i en usikker skævt tårn. De fulgte hende med blikket, men bevægede sig ellers ikke og Heather ofrede dem end ikke et blik, i det hun hurtigt passerede dem og drejede ind i en lignende gade, der var helt tom. Det var tydeligt på bygningerne at hun allerede var tæt på Downtown.

Endelig fik Deartháir øje på Heather, hun havde ellers haft gemt sig godt nede i menneske mængden, men da hun endelig begyndte at bevæge sig igennem de gyde lignende gader vidste han at det var hende, så roligt lod han sig dale ned imod hende... men hvad i alverden skulle han sige når han nu kom landende nede ved hende? det var et spørgsmål han først havde tænkt over alt... alt forsent

Heather var nået halvvejs gennem gaden i det hun blev opmærksom på en bevægelse over hende. I det hun drejede hovedet imod det, genkendte hun Deartháir fra bænken og i det næste gik det op for hende at han havde et par sorte vinger på ryggen, hvilket ikke var et syn hun havde været forberet på. Endda på trods af hvad der var sket i parken, som egentlig havde skræmt hende derfra, selvom hun ikke ville indrømme at hun var blevet skræmt. Men hun ville nu ikke kunne benægte det nu, selvom hun nåede at stoppe hendes skrig så det kun blev et skingert gisp, hvor hun i det næste satte i løb mod enden af gaden.

"Nej Heather vent!" råbte Deartháir efter hende da han var landet, "du har glemt din... arghh for Satan da!" han kunne nok godt opgive at snakke fornuft med den stakkels pige nu, hun var et menneske for den da, hun var ikke vant til at færdes i hans verden, og han havde jo ikke ligefrem givet hende den mest perfekte introduktion til det, han fløj igennem gaden efter hende, og havde snart indhentet hende

Heather så sig kort tilbage for at se om han virkelig havde vinger, hvilket kun blev bekræftet og fik hende til at sætte farten op, for at komme ind på den næste gade i håb om at der var andre, så han ville forsvinde. Hun var ellers ikke bange af sig, men når en pumpet fyr med sorte vinger dukker op, tænker man ikke en ekstra gang før man stikker af.