words can't hurts - Dearthaír

Nellie løb rundt om hjørnet med sin dansk bog trykket godt indtil brystet. hendes hjertet bankede hurtigt af adrenalin. " der er hun !!" blev der råbt bag hende. nellie gispede. hvad skulle hun gøre!! hun kunne ikke se en skid, så at løbe væk fra en flok unge var ikke det nemmeste. *parken!* tænkte hun og løb så hurtigt hun kunne over vejene, skyndte sig ind i parken. hun kunne mærke træernes tilstedeværelse, og løb hen til det nærmeste der virkede stort. hun skyndte sig ind bag træet, og lænede sig op af det og lyttede. *ååh gud lad dem ikke finde mig* tænkte hun, og begyndte så småt at pive lidt af frygt for de fandt hende. det blev pluseligt stille. ingen fodtrin, ingen råben?? måske gav de op? Nellie vendte hovedet lidt, en gren knækkede pluseligt, og hun ville sætte i løb men blev hurtigt skubbet kraftigt i mod træet og slog hovedet. hun satte i et skrig de unge drenge omringede hende. " hvad skriger du for vi vil dig intet ! " grinede de, og skubbede hende hårdt. " vi vil bare lege lidt med dig "-" lad mig være!! please jeg vil ikke!! " skreg hun, og kæmpede for at komme væk. men en af drengende tog fat i hendes hår og tvang hende ned på knæ. " hvorfor skulle jeg ? kan du da ikke lide mig ?? det går alle ellers rundt og siger?" drengene begyndte at grine igen. "slip mig!! " skreg hun igen, og tog fat hans hænder for at prøve på at komme fri, men det var umuligt. " ved du hvad, de også siger .. " sagde unge fyr der nu var helt tæt på hendes ansigt " de siger også du jomfru..." hviskede han " og det vi da nødtil at gøre noget ved !! du skulle jo nødig føle dig udenfor! "råbte han og skubbede hende ind mod træet, hvor to andre greb hendes arme og en trejde begyndte at rive hendes tøj i stykker. " neeej!! " skreg hun panisk, og kæmpede men måtte give op da det var umuligt for hende. blodet strømmede fra hendes hovedbund, og ned på hendes bare ryg. kulden bid hende, og drengende rev hende nærmest til blod. * er det virkelig min skæbne gud ..* tænkte hun ulykkeligt og begyndte at græde " please lad vær.."

Påklædning: sorte træningsbukser, hvid tank top (flosset som på avatar), samt en lang sort duster coate

Endnu et job var overstået, intet svært, intet farligt, denne gang havde det blot været at få en pakke fra A til B... *er det virkelig sådan verden er blevet?* tænkte en stor skikkelse i det han drejede om hjørnet fra gyden og hen imod en af hans yndlings pubber, han skulle blot igennem parken, meget havde forandret sig i den tid han havde klaret jobs og opgaver udenbys, han trak en cigar op af den lille tin æske han havde i inderlommen på coaten, roligt bed han den ene ende af og spyttede den ned på kanten af fortovet, inden han satte den anden ende i mundvigen, og tændte cigaren ved hjælp af en svag stikflamme der skød op af hans tommelfinger
Deartháir, var skikkelsen som roligt bevægede sig ned af stien i parken, engang en stor forholdsvis anerkendt Dæmon, frygtet for sit temperament og evner var atter tilbage i fuld vigør, og med endnu flere ar på sjælen, mere koldhjertet end han havde været før han var draget væk
"Slip mig!" "Neeej!!" de to små sætninger rev Dæmonen ud af den næsten trance han ellers havde gået i, hurtigt slog han blikket op, og lod det glide rundt i parken *hvor var det kommet fra? hvad skete der?* to ting der fløj rundt i hovedet på ham netop disse sekunder, han fandt nu fortrinsvis hurtigt ud af hvor stemmen var kommet fra eftersom der ikke var så mange mennesker i parken på dette tidspunkt af dagen, instinktivt drejede han af hvor han nu ellers var kommet til og gik hen til en gruppe af unge, "hvad er det lige i har gang i?" spurgte han med en ru stemme, den var heller ikke blevet brugt i en tid efter hånden, "stop det der med det samme"

Drengene der havde morede sig med at blotte hendes krop og ophidset hinanden stod nu helt stille en ru stemme havde afbrudt dem i deres morskab og udfra deres åndedrag viste nellie at de ikke var helt til freds med det " hvad rager det dig! den pige bad selvom det ! så fuck af og lad os gøre vores så lader vi dig overleve denne gang.." råbte drengende og nærmest lavede et skjold for at beskytte deres bytte. hun krympede sig sammen og begyndte at klynke " please hjælp mig " hviskede hun man det gjord bare hun fik et spark i ansigtet af drengende " hold kæft jomfru " råbte drengenes leder. Nellie skreg igen og tog sig til næsen der begyndte at bløde. hendes åndedræt blev hurtigere og svimmelheden tog til. "hjælp mig ... " hviskede hun igen og vendte hovedet op mod dem igen " hvad er det du ikke forstår møgunge?? " skreg drengen igen og slog hende den gang med en knyttet næve. hun skreg pinefuld igen og prøvede at dække sit ansigt for slagende men de ramte hver gang og hun det sortende ud for hende

"lader mig overleve denne gang?!" Deartháir kunne ikke lade være med at trække et skævt smil, "sådan som jeg ser det har hun ikke bedt om noget som helst andet end at i skulle holde jer væk fra hende, men i syntes åbenbart det er sjovt at overfalde folk" sagde han imens han tog et kort sug af cigaren, han sendte et par røg ringe inden han lod røgen strømme ud, "hør her drenge, skal vi ikke bare sige at i smutter her fra... lige nu! og så slipper i for denne gang, men hvis jeg nogle sinde ser eller høre om i har været efter nogle igen, så skal i få med mig at bestille?" han sendte drengene et ganske roligt blik, han følte ingen vrede imod dem... men derimod mere medfølse

Drengene grinte af ham og begyndte at puste op " som om vi gider .." deres råberi var tøvende som om de godt viste de ikke ville vinde. " hvis hvad du kan... kom så slå mig hvis du tør ! men det gør du ikke for vi melder dig bare!!" råbte de og gik mod den fremmede. nellie prøvede at sætte sig op men det var umuligt råbende var fjerne og smerten var brutal. hun klynkede igen ... *please hjælp mig ikke forlad mig* tænkte hun og døsede hen igen

Deartháir kunne stadig ikke lade være med at små le over gruppen af de unge drenge "jeg behøver skam ikke slå dig" sagde han meget selvsikkert, og slukkede cigaren ned i håndfladen, "og melder du mig... ja lad mig sige det sådan, der er ingen som vil tro på hvad du siger" hans blanke sølvfarvede øjne fik et stik af en glød, og det mærke han havde lavet da han slukkede cigaren i sin hånd begyndte at gløde, og langsomt begyndte den også at ryge, "lad mig give dig endnu en chance, du smutter du, og jeg vil aldrig mere høre eller se til dig" han knyttede hånden og der gik ild i hele hans hånd nu, og han rakte den ud imod drengene, han rakte en finger ud imod den dreng som havde taget leder rollen, "så kom an hvis i tør? kom alle sammen hvis det er det i vil"

Drengene blev stille og hun kunne hører dem råbe noget i retning af " hva fuck !! psykopat !! du sindsyg!! " efterfuldt af nogen der løb. der blev stille omkring dem og nellie prøvede at sætte sig op men havde mange smerter hun trak i stedet lidt af sin ødelagte kjole op over hendes velformede bryster for ikke virke for blotte hun rystede over alt på kroppen ud af stand til at kunne kontroller sin egen krop. " je... du... " hun sukkede og valgte at lade vær med at snakke da det var for umuligt for hende i hendes rystede tilstand

Da drengene stak af skyndte han sig atter at slukke for hånden igen *ja held og lykke med at melde det* han smilede kort for sig selv, *og held og lykke med at få nogle til at tro dig* men derpå huskede han at andre Væsner måske kunne have haft set det, og at han lige havde afsløret sig selv ved at få de møgunger væk, "tag det helt rolig, det er forbi" Deartháirs ru stemme var løsnet en anelse op i det, ikke at den var blevet mildere på nogen måde, men den var langt fra så slem som før, "der sker dig ikke noget" han tog hurtigt sin coate af og lagde den omkring den stakkels blottede pige, hans coate var godt varm, hans egen kropstemperatur lå et godt stykke over et normalt Menneskes, så hun burde få varmen hurtigere, "kom, du kan ikke ligge her hele dagen, lad os få dig et sikkert sted hen" sagde han og lagde an til at hjælpe hende op fra jorden af

nellie fik sin høresans igen, og blev for første gang meget rolig i den fremmedes nærvær. hun blev overrasket over hans venlighed, da den dejlig varme coate blev lagt over hende. " ta.. tak" hviskede hun med et lille sødt smil om læberne. varmen i hendes krop kom hurtigt tilbage, og hun nød hvert sekund. hun kunne mærke han kom tætter på, og blev først lidt utryg, men rakte så alligevel armene op mod hvor lyden kom fra. hun kunne mærke svimmelheden ,og den klamme lugt af hendes eget blod gjord hende lidt dårlig. hun kom lidt klodset på bene igen, det var ikke helt nemt at finde ud af hvor han stod, og om der var en rod i vejen. så hun støttede sig voldsomt meget til ham ,og havde et godt og forsigtigt greb. "du må heller fører an ... jeg er blind forstår de" hviskede hun, og holde hovedet mod jorden. og strammede grebet om coaten for ikke at tabe den. den var rimelig stor i forhold til hende. hvis havde været lidt mindre kunne hun måske bruge den som telt?? tanken fik et lille smil om hendes læber til at gro.

*Blind?!* tanken virkede rent faktisk opløftende for ham, tanken om hun ikke skulle levere videre i frygten for manden der satte ild til sin egen næve uden nogle former for lighter eller andet, "så lad mig..." trods de ikke kendte hinanden på nogle måder lagde han sin ene arm under hendes arme, og den anden inder hendes knæhaser, og løftede hende op, "vi må væk fra det åbne område" sagde han og så sig omkring, hans kropsudsmykning var letgenkendelig for andre Væsner, og han havde det ikke godt med at udsætte denne pige for unødvendig fare, "hvor kan vi tage hen? hvor henne af bor du? han begyndte roligt at gå, uden at vide hvorhen, han skulle bare væk fra det åbne spot de lige havde været, måske var han på vej hen til den nærmeste bænk, måske et andet sted, for første gang i lange tider var han usikker på hvor vejen førte ham

Nellie var overrasket over der ikke komet udbrud ligesom alle andre mennesker når de fandt ud af hun var blind... det var jo ikke lige til at se hendes øjne havde ikke fået den hvide havde ligesom alle andre blinde men så ud ligesom alle andres øjne. hun gav et lille gisp fra da han løftede hende op det var en fuldstændig mærkelig følelse for hende aldrig havde nogen gjort sådan noget " øøhm du .. jeg .. min ben er jo ikke død .. jeg kan jo godt gå selv .." sagde hun stille og vendte hovedet mod ham. " vi skal ikke tage hjem til min mor hun flipper fuldstændigt ud ... måske til et toilet ?? så jeg kan vaske mig? " sagde hun stille og lagde sit hovde ind mod hans brystkasse normalt ville hun have gjort noget modstand i mod at blive løftet men hun var for udmattet og hans varme og spille duft gjord hende træt. hun hostede lidt blod op og lavede en grimasse " ad hvad er det for en smag .." mullede hun og nærmeste savlede blod hun hostede igen og endnu mere kom op ..

"så tror jeg at jeg kender et sted" sagde Deartháir inden han så sig omkring for at være sikker på ikke alt for mange kiggede derhen af hvor de var, han bøjede sig en lille smugle forover imens to store sorte vinger smertefuldt foldede sig ud af ryggen på ham, "der er papir i den venstre lomme, sammen med en lille flaske (finsprit), tag en tår af den, det tager den værste smag af blod" han gispede en lille smugle da han sagde det grundet smerten fra ryggen, "du må nok hellere holde fast" han tog et par hurtige skridt mens han baskede med vingerne, og i et kraftfulgt hop kom de op i luften, "hvordan kan det egentlig være de drenge var sådan efter dig?" spurgte han imens han fløj dem ned til en kælderskakt på en af de store højhuse der lå nær parken, det var et sted han engang havde brugt til opbevaring og tilholdssted

Nellie kiggede i lommen som han sagde og fandt papiret og flasken. Det skulle bare overståes ligesom medicin tænkte hun og tog en slurk skar endnu en grimasse " fy for .. pyh ... du har ret fjerner smagen" sagde hun hostede lidt. hun tørrede sig blidt om munden og blev pluselig glad for intet kunne se. vinden blev pluslig lidt stærkere løb han med hende?? hun holde godt fast i ham som han sagde hun skulle og trykkede sig indtil ham som et lille barn. hun undrede sig og kunne ikke rigtig finde hoved eller hage i det han lavede. måske var der noget i flasken hun ikke kunne tåle?? hun blev hurtigt slået ud af sin forvirring da han spurgte ind til hende "øhm jeg .. det ... pas.." sukkede hun opgivende " tror det pigerne i min klasse der startede et rygte og drengende flippede ud og så startede den daglig jagt .." hun ville ikke gå i detaljer det gjord ondt på hende at snakke om og hun var flov over sig selv og sin nøgenhed... "hvor er vi?" skiftede hun emne

"det er utroligt hvad sådanne rygter kan føre til" han rystede på hovedet imens han atter landede på jorden med et lille bump, han lagde vingerne ned langs ryggen, som når en fugl er færdig med at flyve og går rundt, imens han fik åbnet døren, "vi er et sikkert sted" meget mere ville han ikke fortælle pigen, kunne han ikke fortælle, han satte slap roligt hendes ben så hun kunne komme ned på jorden igen, "der er et sted herovre du kan sidde, så kan vi også få renset og tilset de mærker du har fået" sagde han og gav helt slip på hende da han nåede den eneste sofa som der stod i rummet, alt andet der var i kælderrummet var nogle tæpper, et lille køkken, og et kors der hang på vægen, en bevægelse med hånden tændte nogle stearinlys der stod rundt omkring, og han satte en gryde kold vand over og lune op inden han atter vendte tilbage til hende, "nu skal jeg tage coaten" sagde han roligt og ventede til hun følte sig tryk nok til at give afkald på den

Nellie kunne mærke det lille bumb havde han til vane at hoppe eller snublede han bare?? hun skød tanken væk men blev alligevel en smule urolig da han ikke vil nævne det præcise sted. hun bid sig sin fine lille bløde læbe. det var behageligt at komme til at stå på egene ben igen men rummet var nyt for hende så hun havde svært ved at finde ud af hvor stolen var da hun skulle til at tage et skridt var han åbenbart kommet tilbage og medførte at hun gik lige ind i ham " hov undskyld" hviskede hun flovt " øhmm jo men .. er bare rimelig nøgen .... men det du vel ligeglad med .." sagde hun flovt og begyndte at ryste igen hun tog den forsigt af og gav ham den i mens hun dækkede for de vigtigste dele af sin krop. hun følte sig en smule utryg ved at stå nøgen overfor ham men hvad skulle hun ellers gøre?? hun turde jo ikke ligefrem sige den fremmed imod?? hun begyndte at hoste igen

Deartáir tog hurtigt et at de store tæpper som han havde liggende nede i rummet, tog lagde det omkring hende i det han tog coaten fra hende, "når du selv siger det... så ja" selv om hun havde en flot krop, havde han ikke den store interesse i det, når man var 400år som han selv var, var kvindekroppen ikke længere det som interesserede ham mest, han havde fået andre ting at tænke på, han tog let fat i hendes arm og førte hende hen til sofaen, "du kan sidde her" sagde han og gik hurtigt hen til den lille køkkenafdeling og hentede et par klude og der let lune vand, "du må undskylde jeg ikke kan sige så meget, men du ville alligevel ikke tro mig" han manede atter vingerne tilbage helt ind i ryggen, og vred kluden i det lune vand, "kom med din arm" sagde han for at komme ind på andet, og for at rense de skrammer hun havde fået efter drengene havde slået og sparket hende

hun smilede lettet da han kom med et tæppe det gjord det hele mere behageligt. Så virkede det hele ikke så akavet. hun fulgte ham blidt og lagde alt sin tillid til ham det var svært men hun måtte stole på at det sikkert. " nogen gange er stilheden vel også det bedste... men kan vel stole på du ikke voldtager mig som alle de andre" hun gys ved tanken og lagde sine hænder i sit skød. hun rakte ham blidt og elegant hendes arm der var fyldt med blåmærker om håndledet og skuldren og rifter
hun bid tænderne sammen da han skulle vaske hende. " må jeg heller ikke få dit navn?" spurgte hun stille og vendte ansigtet i den anden retning af ham så han ikke kunne se hendes smerte ...

Deartháir satta sig på hug foran hende og tog imod hendes arm, og begyndte roligt at rense hendes rifter, "tro mig du ville ikke tro på hvad jeg sagde hvis jeg først begyndte at snakke" sagde han imens han gik hen til coaten hvor han tog flasken med finsprit, han hældte lidt ned i en af de dybere rifter hun havde fået, "det kommer til at svie godt der her" advarede han inden han pøs lidt ned i flængen, "voldtage dig?! Som de andre?!" Man kunne tydeligt høre overraskelsen i hans stemme, ja han nægtede næsten at tro på det, "så det var hvad de drenge der var ude efter? Ved Lucifer jeg skulle ikke kun have skræmt dem som jeg gjorde, det er da slet ikke nok straf til det," han tog hendes anden arm, "nej, sådannet ville jeg ikke kunne... Ikke fordi du ikke er en køn pige" skyndte han sig at indskyde inden han sukkede, "Navnet er Deartháir, hvad med dig? Hvad hedder du? Og har du... Hvis jeg da må spørge hvordan mistede du synet?"

"neej det siger alle vel?? altså hvis folk ikke sagde det ville jeg aldrig kunne bedømme ting .. men nogen ting skal man vel bare lade ligge sagde hun stille og undrede sig over hvor han gik hen men da han kom tilbage fortryd hun næsten at han kom tilbage " ved gud det svier!! " sagde hun og bid tænder kraftigt sammen og knyttede sin små hænder " nu føltes det næsten som drengenes slag var som en let fjers berøring! pyh av!" sagde hun pinefuld. " ja det var jo derfor alt var ... eller ligemeget ... det vil jeg ikke tale om det fortid. " sagde hun og prøvede at skubbe tankerne væk. " du skal ikke tage hensyn, det sødt af dem sige jeg en pæn pige men hey jeg ikke det værd at avle videre på og hvis du ville voldtage mig vil det være sket for længst... " sukkede hun og sendte ham smil "jeg har det fint med at være single og være jomfru... er ikke ude efter mit lives kærlighed. for han eksister ikke i min verden " sagde hun og kom til fnise lidt " og du langt ældre ind mig vil jeg gætte på" hun begyndte at tænke meget over hans navn det lød som noget latin? " hmm spændende navn? er din familie kristen?" spurgte hun sødt " mit navn er Nellie .. kald mig hvad du vil det gør alle andre" sagdehun grinte " tror folk forbinder mit fornavn med et kælenavn?" hun rystede på hovedet " jeg er født blind .. så .. har aldrig set farver og den slags ... hvilket enligt også kun glæder mig. hvis jeg intet har set er der intet at savne" på mange punkter var løgn for hun længdes efter at se ham. for at se hvordan han så ud .. men indtil videre måtte hun nøjs med han stemme.

Deartháir kunne ikke lade være med at smile skævt, "jeg er langt fra født til at skulle være den kristne hyrde som skulle videre fortælle historierne, og uddybe beretningerne" sagde han imens han roligt rejste sig op, og gik om bag ved hende, han løsnede tæppet lidt fra hendes skuldre så han også hunne få renset de skrammer hun havde fået der, "men jo... Jeg er noget ældre må man sige, langt ældre end du, og langt ældre end hvad jeg ellers ser ud til," han sukkede kort inden han fortsatte, med en historie han ikke vidste om ville få hende til at stikke af i et skrig, eller om det blot ville facinere hende, han havde hørt historier om hvordan blinde Mennesker kunne fornemme andre Væsner end Mennesker, men de kunne jo ikke bevise det, eftersom de ikke kunnet se, "jeg blev undfanget for godt 400år siden er det vel efterhånden, min mor var som du en jomfru ind til den dag, hun var blot en kvinde i landsbyen, min far..." Han tøv lidt inden han fortsatte, "en Dæmon, sendt af sin herre for at sikre en ny generation, min mor døde under fødslen, og min far viste sig aldrig, så jeg levede mine første 30år i et munkekloster i Irland, inden jeg stak af derfra for at finde ud af hvad jeg var"

nellie sad bum stille da deartháir fortalt sin baggrunds historie eller var det noget han fandte på? det løb hende koldt ned af ryggen og hendes smil forsvandt langsomt. det var som hendes åre blev til is og tryghed forsvandt. hun kunne er finde ord det var som at hun pluselig var blevet stum. hun rystede på hovedet og rejste sig op " undskyld øhm jeg ... det ... seriøst??" hun kunne ikke tro sine egene øre " en dæmon?? ... " sagde hun forvirret. *okay enten var der stoffer i den flaske der gør hende vanvittig eller også er hen sindsyg* tænkte hun usikkert " øhm... undskyld plejer aldrig at dømme folk ... men er virkelig nødtil at se det med egene øjne.. jeg mener jeg hjerne jeg ... åh:" hun tog sig til hovedet hun blev svimmel af alt det tænkning og det hele kom som et chok for hende ... skulle hun råbe efter hjælpe eller hvad skulle hun gøre. hun rystede og svejde lidt fra side til side hun pvøede at finde sofaen igen men faldt i stedet på knæ lige foran det " hvad fuck sker ... " hviskede hun stille

Deartháir rystede let på hovedet og greb ud efter hende for at hjælpe hende tilbage op i sofaen, "ja jeg skulle nok have sagt det mere diskret end at åbne hele pakken" sagde han undskyldende, "men det er år og dag siden jeg har snakket med nogle, han tog en dyb indånding inden han fortsatte "har du aldrig fornemmet Væsner, har du aldrig haft det som om en eller anden, ikke var menneske?" spurgte han hende, nok ikke det bedste tidspunkt når man tænkte på han lige havde banket ind i skallen på hende at han var over 400år gammel, han tog sig til hovedet *hvordan i alverden reder jeg denne her hjem?!* "du kan tro at jeg gerne havde vist dig det, men... det er jo desværre ikke det nemmeste..." han tænkte virkelig så det knagede, "måden vi kom her over på" sagde han så endelig, "hvad følte du der? hvordan tror du vi kom her til?"

Nellie tog modvilligt i mod hans hjælp. "okay, altså jo jeg har da altid mødt nogle mennesker som virkede mærkeligt lugtede mærekligt og havde en anden rytme end et normalt menneske. men det..." hun tøvede lidt og prøvede at banke ind i hovedet at der åbenbart eksisterede mere ind gud?? " jeg altid blevet opdraget til at det eneste der mellem himmel og jord er gud. alt andet eksisterede kun i mine bøger og mine fantasier?" hun lagde hovedet lidt på skrå og foldede sine hænder i sit skød. hun sad med ret ryg som hun var blevet opdraget til. " men hvis du er en dæmon så burde da ville mig ondt ikke?? du er ham den ondes søn som man ikke nævner navnet på fordi det vil gode ikke bryde sig om." hun bid sig i læben igen. " altså jeg troede at du løb .. men det gav ikke rigtig mening pga. vinden og de bump du lavede ... " hun tav ... * det kan ikke passe ! " tanken slog hende pluselig og fik det til at løbe det koldt ned af ryggen på hende igen " du fløj sikkert!! ååh gud !" råbte hun næsten " du .. du .. fl.. fløj! " tanken fik hende næsten til at besvime " og jeg lider af højde og flyve skræk ! åh gud ! du .."

"der er langt mere end Gud imellem himmelen og jorden" sagde Deartáir, "mellem disse to findes alverdens Væsner, store og små, i alle afskygninger, dine bøger, de film du ser, de er alle udsprunget fra dengang hvor alle Væsner kunne leve med hinanden, det er sagn og historier som får Menneskene til at tro på at vi rent faktisk kan eksistere, men med alderen glemmer mange Mennesker disse sagn og fortællinger" han tav lidt og satte sig ved siden af hende, mange ting kunne han, alt fra Pyro-magi til Forråd, men han kunne ikke åbne hendes øjne, for at se den verden hun ikke kendte til, var han nødt til at få hende til at se med hjerte og hjerne, "der findes hverken godt eller ondt, det findes kun rigtigt og forkert, og det er baseret på disse valg nogle sætter folk i bås som værende gode eller.. ja onde, man høre kun om disse 'onde' Dæmoner, fordi der var ingen der gad høre om de 'gode' jeg er opfostret i det godes navn, mig et væsen som ellers var sendt for at ligge byer, lande, ja verdener øde, men på grund af den opvækst jeg havde har jeg kunnet tage tøjlerne og styre mit eget liv" han tav lidt da hun sagde hun havde højde og flyskræk, "men hvordan kan du frygte det? når du aldrig har stået ansigt til ansigt med det? du var ikke bange da jeg fløj dig her hen?"

" jeg tror det fordi jeg ikke lige havde fattet at vi fløj for det jo ikke ligesom en normal ting for mig??" sagde hun letter panisk og vende sig mod ham hun tog en dyb indånding " okay rolig nu rolig nu " hviskede hun stille og " okay du en dæmon .... fedt .. jeg er et menneske der har levet i en verden fuld af væsner...." hun rystede på hovedet " det god nok en mundfuld...." alt var vendt på hovedet for hende på ingen tid og nu skulle hun til at vende sig til tanken at folk måske ikke var den hun troede de var. "så undskyld for det nok grænse overskridende for dig men jeg nødtil at se det for mig... må jeg mærke dig?" en ting hun havde gjort hele livet for at danne sig billeder af folk så hun kunne genkende dem. for det meste kunne hun så tegne dem bagefter og hvis tegningen passede så viste hun præcis hvordan han så ud. en dæmon var jo så bare lidt anerledes og derfor ville det måske blive svært for hende at få et ordenligt billede men det ville gavne så meget og skyde hendes fordom ned at det måske var en drøm